Caught?

[nick]

Nick ærgede sig dybt over at hans forsøg var mislykkes. Havde han været warlock, havde han selv fremmanet mørke væsner. Men det kunne han ikke rigtigt med denne lyse magi, for han ville miste kontrollen over dem ganske hurtigt, som han havde tilkaldt dem. Han betragtede sine grene som alle grene visnede. Han bed tænderne sammen og hoppede nogle skridt bagud, da det mørke krumryggede væsen dukkede op. Han så mod kæden der forbandt dem. Mon man kunne hugge den over? Han slog hænderne sammen og en lang spidst klinge med 2 sten i hver ende faldt ned, for at save kæden over. Klingen var utrolig stærk og af det pureste magiske lys. Det måtte da tælle mod et så mørkt væsen? Sol gjorde vampyrer til aske, så måtte lys da bekæmpe mørke!
Han blev stående, som Seth fik sværdet hen til sig igen. Men han sendte den da ikke efter ham allerede, hvilket gav Nick en kort og forstyrrende lettelse. Han så mod warlocken, da han sagde at han ventede. Ventede på hvad? Han strak armene ud og fik græsset til at blive til en bølgende vandagtig masse, blot at den stadig var grøn. Han løftede græsset på begge sider af warlocken og lod det vælte ned over ham. De ville prøve på at fange hans genstande - hans sværd ville blandt andet forsvinde helt nu, hvis vandgræsset fik fat. Ligeså ville det prøve på at vælte warlocken om kuld. Han endte rykke forskrækket i benene da en klippe kom skråt op fra jorden og hakkede direkte ind i hans ben fra siden af, hvor det begyndte at bløde. Han gispede smertefuldt og sprang til siden. Han løftede armene, for at rødder skulle fornyes og prøve at fange warlocken og rive ham i jorden, så han blot ville ligge fanget. Men hans besværgelse virkede ikke, da han sprang bagud da endnu en klippe kom op. Han endte så med at en klippe jog sin spids direkte ind i læggen på ham, lige under knæet. Han knækkede sammen i en smertegrimasse, satte hænderne i jorden og forsvandt i en lys røgsky og dukkede op på den anden side af warlocken. Han hamrede næverne i jorden endnu engang, for at sende en kæmpemæssig eksplosion direkte derhen, hvilket ville kaste warlocken op i luften.

[pacman]

Seth havde ikke tænkt sig at miste sit væsen sådan uden videre, det havde trods alt kostet ham en del år blot for at få det i sin magt. Siden det havde klaret sit formål lige nu forsvandt det straks op i Seth ærme igen som Nick prøvede at bryde båndet.
Seth kunne ikke undgå at ligge mærke til græsset begynte at bevæge sig og virkede truende. Hvad var der med den magiker siden han brugte så meget af naturen. Man skulle tror han var opvokset med en flok druider.
Seth gav slip på sit sværd som græsset prøvede at få det taget fra ham og med det samme fik Seth det ved hjælp af magi til endnu engang at flyve rundt og skære i græsset. Det beskyttede ham nogenlunde men havde lidt besvær ved at se sin modstander.
Det var først da Seth kunne mørke magikerens aura pludselig forsvinde og vende tilbage igen, at han lagde mærke til hvor Nick var. Men det var lige et øjeblik for sent, og Seth nående ikke at beskytte sig imod eksplotionen og Seth fik en god flyve tur. Smerten var umulig at undgå og som da Seth igen med et bump ramte jorden igen faldt Seth sværd lige så ned i græsset.
Seth sukkede hvor han lå, rakte en arm op i vejret og sagde "fint du vinder". Man kunne entlig nemt høre på Seth stemme at han var langt fra udmattet. Og han kunne da blive ved ganske længe. Men det var på ingen måde planen Seth entlig havde fra starten

[nick]

Nick udnyttede omgivelserne. Havde her været sne eller is, havde han brugt det imod warlocken. Havde de stået i nogle ruiner, havde han brugt stenene som våben. Det kaldtes blot at bruge andet end besværgelser. Udnyttelse af alle omgivelser, gav bare et bedre resultat. Stenene med det skarpe sværd røg til jorden og forsvandt, da Seth trak væsnet tilbage før at kæden blev brudt. Han smilede skævt. Han løftede blot græsset med magi, hvad var der galt i det? Han smilede skævt, selvom det falmede da græsset blev skåret og så faldt det sammen i bunker på jorden. Han blev siddende på knæ på jorden, for hans ene ben gjorde virkeligt forbandet ondt. Han smilede sejrende, da Seth blev ramt af eksplosionen. Men han kom hurtigt over lykkefølelsen, så han ikke blev ukoncentreret. Han trak vejret dybt, rejste sig op og humpede derhen. Selvom det dog gjorde ekstremt ondt i det ben der var blevet ramt af 2 af klippespidserne. Han stillede sig på det raske ben lidt fra ham og så hen mod ham, da han rakte hænderne op i vejret. Han lagde hænderne sammen og fremmanede nogle stærke magiske håndjern. Han sikrede dem, så når han fik dem på, ville hans have svært ved at udføre magi. Et lille trick han havde lært, da han selv havde været warlock. Han humpede det sidste vej hen til ham, hvor smerten kunne læses i hans ansigt ved hvert skridt. Det blødte også. Da han nåede derhen, forsøgte han hurtigt at give warlocken håndjernene på. "Rejs dig," sagde han fast. Hvordan skulle han dog gå til slottet på dette ben, når blot turen på de 8-10 meter gjorde så forbandet ondt?

[pacman]

Seth blev blot ligende som magikeren kom humpende tættere på. Entelig kunne Seth godt havde forsat, og med så dårligt magikeren gik så var chancerne for at vinde sikkert gode. Men trods det lodt Seth blot sine hænder lænke sammen. Han mærkede straks at han allerede nu følte sig godt hæmmet i nogen for for magi. Lidt hjerne havde magikeren da.
Seth fik med lidt besvært rejst sig op fra jorden, han havde ret ondt i skulderen med smerten var til at håndtere. Det så bestemt ikke ud til at være lige så slemt som magikerens ben som blødte.
"Og hvad så nu?" spurte Seth blot venligt og afventede entelig hvad magikeren havde tænkt sig at stille op. Det ville da blot være komisk at se ham gå med de sår. Og Seth gad entelig heller ikke at spilde så meget af sin tid. Han havde opnået hvad han ville. Eller ikke helt endnu. Det måtte tiden jo vise mere af.. Spørgsmålet var entelig hvor denne magiker havde tænkt sig at føre Seth hen.

[nick]

Nick var udmærket klar over, at denne warlock måtte have en plan. Det hele havde måske været planlagt fra start? At skulle møde en leder. Men hvad var hans intentioner mon. Det kunne han godt lide at vide! Han gik dårligt, så derfor var hans chancer nu mindre. Han gispede fast for hvert skridt, for det var virkelig smertende at støtte på. Noget inde i hans ben var tydeligt hårdt beskadiget. Han kiggede på warlocken. Faktisk så kunne han vel blot få dem begge til at forsvinde. Det ville dog tage kræfter, men det var da bedre end at ødelægge sit ben med at tvinge den til at gå. Han humpede hen til ham og greb fat omkring warlockens arm. Hans magi var hæmmet nu, takket være den besværgelse han havde lagt over håndjernene. "Nu skal vi opsøge slottet, så hold dig i ro" sagde han fast. De var trods alt stadig autoriteten i dette forfaldne land. Han trak vejret dybt, rakte sin frie hånd ud og den lyse sky opslugte dem og fik dem til at forsvinde. Derefter ville han dukke op på slottet, få warlocken med sig ind og så få fat i kongen og dronningen.

//Out

[pacman]

Seth lod blot magikern tage fat i sin arm og begynde på sin magi. Lyset var just ikke lige noget Seth brød sig om men sagde ikke mere til det.
"jeg havde ikke tænk mig andet" sagde Seth venligt og ventede blot på de ville dukke op på slottet. Ret sjovt entelig det var en af de steder han endnu ikke havde besøgt. Selvom det nok ikke var tiden til at kunne gennemsøge det for lærdom.

//Out