Captured!

[alecander]

Alecander vidste at Fabian var stædig, så han måtte finde en måde at knække den stædighed på, for han vidste én ting; alle kunne knækkes. Nok var der mange med en stærk psyke, men alle bar svagheder og derfor kunne alle knækkes, det gjaldt bare om at finde de rette punkter at trykke på, finde de ømme punkter og gøre dem smertefulde. Og det var jo så bare det som han måtte gøre ved Fabian, finde de ømme punkter og dolke en kniv i dem! Han veg ikke de mørke øjne væk fra Fabian på noget tidspunkt, for han nød virkelig at se den mand helt hjælpeløs og som var ved at blive drevet til vanvid. Det morede ham at se ham så vred, og det morede ham så gevaldigt, at høre på hans store kæft, som blot lukkede irrelevante ting ud, ord, som han ikke kunne bruge til en skid! "Hvorfor skulle jeg dog gøre det?" spurgte han sigende og smilede lettere flabet. Han var jo ikke dum, og det ville blot være dumt af Fabian at undervurdere Alec, og selvom at Alec slap Fabian fri, så ville Fabian ikke have styrken til at dræbe ham, for han havde ladet manden sulte i flere dage, for at gøre ham svag, så han ville jo slet ikke have en chance, og så ville han blot være lige så kedelig som altid. "Men jeg må nu indrømme, at jeg havde forventet.." Han gav Fabian elevatorblikket, inden han så ind i hans olivengrønne øjne, "tja, noget mere." Han trak på skuldrene, som betød det intet. "Jeg kan forstå at du var ganske let at fange," tilføjede han lettere sigende og med en morende stemme. Demitri havde gjort et godt stykke arbejde! Men han vidste til gengæld også at Fabian var en stærk mand og ganske kløgtig, desværre havde han bare været dumdrigstig en enkel aften og var stukket efter Samuel helt alene. Det havde været hans første fejl den aften, og Alec kunne ikke andet end at more sig over det. Alec gned sin hage i en eftertænksomt mine, han vidste jo at Fabian ikke ville tale over sig, sådan var manden slet ikke, så han måtte vel true og presse det ud af ham? Ville det overhovedet virke? Han vidste jo ikke så meget om Fabian igen, for det var jo første gang han mødte manden personligt, men Alec skulle nok finde ud af det. Han skulle nok knække manden på den ene eller den anden måde! Og ellers måtte han jo blot dræbe ham, for så blev han jo ubrugelig.
De mørke øjne forlod ikke Fabians skikkelse på noget tidspunkt, og de to unge fuldblodsvampyrer bag Alec stod fuldstændig stille, den ene; Garrett holdt de to spande, han var stærk og havde derfor ikke behov for at sætte dem fra sig, eftersom de ikke vejede noget som helst. De to unge vampyrer turde slet ikke at indvige med noget som helst, eftersom de vidste at det var en sag for Alec. Alec derimod stod blot tavst og betragtede Fabian, han tænkte ikke så meget over hvad han skulle gøre, for det vidste han jo, og han vidste hvilket svar han ville få, derfor havde han ikke lydt særlig beordrende, for han vidste at Fabian var stædig og ikke ville give sig, og hvorfor skulle manden opgive alt bare for en 'simpel' vampyr? Men Alec ville faktisk gerne kende til Fabians grænser, vide hvor meget manden kunne holde til fysisk og psykisk også, så dette ville blive en ganske god tid! For han var ligeglad med hvor længe han skulle blive her, han ville pine og torturere manden, hvis han ikke talte, og længere var den ikke. Desuden vidste han, at Valerio ikke ville snakke, og at Destiny derfor selv ville straffe hans bror, hvilket gjorde ham vred, så han ønskede vel også at hævne Val blot ved lade sin hævn gå ud over Fabian? Intet smil herskede på Alecs rosa læber, eftersom han blot så umådelig tavst og neutralt på Fabian, som havde han været en statue. Han hørte på mandens ord, og fik først et mere naturligt skær over sig, da han sagde, at han nægtede at hjælpe dem. Han gjorde et kort nik mod Fabian, og så kort på Garrett, som måtte holde spandene. Den unge vampyr kendte godt sit stikord, og satte den ene spand fra sig, den som bar iskoldt vand, så han holdt spanden med det hedende vand i hænderne. "Forkert svar," hvislede Alec med et overlegent smil, inden han gjorde tegn til Garrett, som kastede det hedende vand ud over Fabian. Hvis manden ikke ville tale, så måtte han jo lide, såre enkelt såmænd.

[Deleted]

Fabian var virkelig træt, sulten og udmattet, så noget af det sidste, som han havde brug for lige nu, det var i den grad en vampyr som troede, at han var noget! Nok var det Alec som måtte have kontrollen lige i øjeblikket, og det var virkelig noget som han var forbandet træt af når det lige måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Hvis der var noget som han måtte nægte, så var det så sandelig at skulle hjælpe dem med at komme ind i Neutranium. Det var virkelig det samme som forræderi i hans øjne og det satte virkelig alt for mange i farer, så ofrede han hellere sit eget og måtte så stå tilfreds med hvad han havde formået at få udrettet af den mulighed som han havde fået, for alt det andet ville virkelig kun vise sig, at blive for meget. At Valerio var væk, var stort set også det eneste som han måtte vide og kende til for øjeblikket, det var ikke noget som man skulle tage fejl af – Han havde jo trods alt siddet her siden ballet, så han vidste virkelig ikke hvordan pokker det måtte stå til på den anden side af muren og det var virkelig noget som han var så forbadet træt af i den anden ende! ”Tja.. hvorfor skulle du ikke?” spurgte han kortfattet og med den tydelige irritation i stemmen, for han var virkelig træt af alle disse julelege, men det var end ikke noget som man skulle tage fejl af på nogen måde overhovedet. Han så stille ned af sig, som Alec måtte køre elevatorblikket, hvor han fast måtte knytte hænderne. Han fnøs kortfattet. ”Du havde forventet noget mere? Prøv at behandle Jeres tilfangetagende ordentligt, så skal du nok se løjer,” vrissede han ganske svagt og med den samme mine som før. Dette var virkelig noget som åtte gøre ham så forbandet vred og det var mer eend det som måtte frustrere ham noget så voldsomt! Han havde gjort den fejl at rende efter Samuel alene og han vidste det, og det var udelukkende på grund af det, at han måtte sidde her og han hadet sig selv for at begå en noget så tåbelig fejl som denne!
Fabian var på ingen måde tryg på denne situation, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det helt sikkert. Han kneb øjnene lettere mistroisk sammen og blev stående op af væggen. Det var jo trods alt hvad der var bedst for ham, for det at gå dage uden mad og ganske lidt væske, så det var noget som gjorde ganske ondt selv på ham. Mærkerne om halsen var ham et klart mindesmærke omkring den styrke som Alec måtte sidde igen med, og den tanke var end ikke noget som han måtte bifalde det mindste overhovedet. Tvært imod, så var det virkelig noget af det værste ved det hele og udelukkende fordi, at han ikke kunne gøre en skid ved det for øjeblikket! At hans valg måtte være forkert i Alecs øjne, var han på sit vis fuldkommen ligeglad med! Det kogende og hedende vand som blev kastet direkte over ham, var virkelig noget som måtte ramme ham med et kraftigt chok. Det at det måtte ramme ham i ansigtet og ned over mere eller mindre hele kroppen, var noget som virkelig måtte tvinge det skrig over hans læber, idet at hans ben måtte give efter. Det var virkelig som at blive prikket til med ekstremt mange nåle og de stak noget så voldsomt dybt! Det sitrede helt ud i hans vingeled, hvor vingerne selv tydeligt måtte klæbe af det varme og hedende vand. Han slog armene omgående omkring sig, selvom skaden allerede måtte være sket. ”For sa….” Han kom med et kraftigt udbrud af en ren smerte. Næsten som han selv måtte ryge som det havde gjort fra spanden med vandet i. Det var virkelig bare noget så frygtelig varmt! Han klemte øjnene let sammen og tog sig let til dem. Det brændte virkelig som bare fanden og som aldrig nogensinde før, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. ”Jeg slår dig ihjel!” hvislede han med en fast tone. Han hostede igen. Det var virkelig en for stor anstrengelse for hans stemmebånd. Huden endte rød.. Utroligt, at selv det måtte have den tydelige påvirkning af ham! Han nægtet dog bare at hjælpe dem. Han nægtet at stå som forræder for sit eget land! Han måtte virkelig bare tvinge sig selv til at skulle tænke på Destiny. Hun sad jo i Neutranium og ventede på ham. Han vendte blikket direkte mod Alec. ”T-tror du virkelig at det her får mig til at åbne munden?” Han måtte slippe en kort latter. ”Så er du da dummere end jeg troede.”

[alecander]

At Fabian var træt af at sidde stille, og ude af stand til at bevæge sig ordentligt, fordi han var lænket fast til væggen, var noget som kun måtte fryde Alecander, for det var virkelig noget som måtte more ham! Den store og stædige Fabian var blevet fanget, så let som ingenting ved søen, og nu sad han så her, hvilket han havde gjort i flere uger nu, det var lige før at Alec selv ikke havde styr over det længere, for der var alligevel gået et stykke tid, siden Valerio var blevet fanget, og han måtte virkelig forbande den tanke! Hvad havde manden for fanden regnet med?! Men sket var sket, og han vidste at Destiny havde ham, og at hun ønskede Fabian, så uanset hvor meget Alec blev fristet, så var han nød til at lade Fabian overleve, for at bytte ham med Val, men.. der var jo ingen der sagde hvilken tilstand manden skulle være i. Han trak grumt på mundvigen ved den bare tanke. Han rystede opgivent på hovedet og måtte dog slippe et kort fnis. "Tror du virkelig at du vil have en chance, hvis jeg slap dig fri?" spurgte han stilfærdigt og hævede sigende et enkelt øjenbryn. Huset var fyldt med vampyrer, og han ville end ikke nå længere end til slutningen af kælderen, og så ville han være fanget igen, desuden, så var kælderen stor og der var mange rum, så manden skulle også lige finde ud først. Så selvom det lykkedes Fabian at komme forbi Alec, Jasper og Garrett, så ville han ikke nå længere væk, for så ville resten af huset fange ham. At Fabian måtte se ned af sig selv, fik blot Alec til at trække på smilebåndet, og hans ord fik ham til at slippe en kold munter latter. "Tror du virkelig at vi har behandlet dig skidt?" spurgte han leende. Han smilede et lettere skummelt smil, og hans øjne fik et kynisk skær over sig. "Taget i betragtning at du er en fange, så har vi faktisk behandlet dig godt, tro mig, der kunne ske langt værre end dette," tilføjede han stilfærdigt, for sandt var det, men det skulle manden nok få at se. Alec skulle nok lade ham overleve, skønt det ikke var noget, som han ville råbe hurra for, men han var også nød til at tænke realistisk, og tænke på sin bror, det var trods alt hans bror, og så kunne resten af organisationen også se at han gjorde noget for medlemmerne. Desuden, så havde han mistet familie før, så det at miste en bror til, hvad ville det gøre? Val stod dog tættere på ham, end hans forældre, skønt han godt nok havde lært alt af sin far, men stadig, det var hans bror, de havde altid hjulpet hinanden, og det ville de blive ved med!
Det som måtte more Alec, var at han kunne mærke og se Fabians nervøsitet, havde han ikke prædket om at han ikke tog sig af smerte? Jamen, det skulle de da nok få at se, for han skulle nok komme til at møde en masse smerte! At se det kogende og brænd varme vand blive kastet ud over Fabian fra top til tå, var virkelig noget som var et.. fantastisk syn! At høre hans skrig af den rene smerte, var som at stå i centrum af det kaos som Alec selv havde skabt, og det i sig selv var en ekstatisk følelse! Alec smilede et triumferende smil, og hans mørke øjne hvilede overlegent mod Fabian, det var simpelthen et syn for guder! Han blev blot stående ganske så stille med armen over kors ved det muskuløse bryst, hvor hans ene hånd endnu holdt om sværdets skæfte. Selv sværdet ville han bruge! Eller måske blot de bare næver? Der var jo så mange muligheder og så mange måder at torturere folk på, og han nød det virkelig! Alle de blodsudgydelser, det var simpelthen fantastisk! Han løftede roligt den ene pegefinger og vrikkede let med den, som forbød han et barn at gøre noget. "Hvem er det lige der er fanget?" spurgte han med en sigende stemme. At se røgen fra Fabians krop var kun godt, for så ville det kolde vand gøre langt flere underværker! At få koldt vand over bagefter man var blevet ramt med skoldende varmt vand, kunne gøre én utrolig kold, og det ville med andre ord sige, at Fabian kunne risikere at fryse ihjel, for det var skam ikke varmt nede i kælderen, så han ville ikke få varme nogen steder fra. Han så tilbage mod Garrett, som tog spanden med det kolde vand og stod parat igen. Alec så fra Garrett og tilbage mod Fabian. "Jeg gør det skam kun for sjovs skyld," svarede han sandfærdigt og med et skummelt grin, inden han nikkede til Garrett, som endnu engang kastede vandet på Fabian, denne gang var det blot iskoldt, som taget op fra en sø en kold og blæsende vinternat. Det var faktisk ganske morsomt at se på!

[Deleted]

Fabian var virkelig ved at blive sindssyg til sidst, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af. Han havde det elendigt fra før af, her var koldt, han havde kun noget halm at ligge på, det var virkelig ikke retfærdigt, at det var sådan at det skulle være, for han hadet det virkelig! Han kneb øjnene fast og let sammen, selv uden at skulle se det mindste væk. Han havde virkelig ikke nogen respekt for ham, det var virkelig ikke noget som han kunne det mindste. Nok var han en stor hærfører, men det havde virkelig sine grænser og han satte dem bestemt lige her! ”Du tør jo ikk tage chancen og så gøre det,” påpegede han lettere stilfærdigt. Han var virkelig ligeglad med at huset var fyldt med vampyrer, for han nægtet virkelig at være dem til en hjælp uanset. Han kunne aldrig nogensinde drømme om at skulle vende sit eget land ryggen og så bare.. hælpe dem ind på Neutranium. Det ville virkelig sætte alt for mange i fare og det var virkelig noget som han måtte nægte! Den kære Destiny havde allerede været igennem meget mere end det som ville være godt for hende i det store og hele, det var helt sikkert og han ønskede hende virkelig ikke mere i form af byrder på skuldrene. ”Jeg ligger på halm i et ækkelt kælderlokale, så kan ikke just se, at det er en måde at behandle sine fanger på,” sagde han med en dæmpet vrissen. At der kunne ske meget værre end det som han havde været et offer for i øjeblikket, betvivlede han så sandelig ikke, me det havde i den grad også sine grænser også i det store og hele. Han himlede opgivende med øjnene. Døden var han virkelig ikke bange for, så det var virkelig ikke det færste som han kunne kaste efter ham. Nok stod han allerede overfor 3 vampyrer og alle fuldblods, men det var virkelig noget som han måtte sige sig at være forbandet ligeglad med, det var virkelig ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Næsten måtte han være sikker på at gå døden i møde, for det var virkelig ikke i en situation som denne, at han ville forvente, at skulle komme derfra i live. Det var vel bare.. en ubehagelig mavefornemmelse som han måtte sidde inde med? Nok ville han forlade stedet her på den ene eller den anden måde, for ikke at glemme, at han slet ikke var kendt med hvad der var sket med Valerio. Han kunne virkelig ikke fordrage, at være så uviden som han måtte gå rundt og være nu!
Der skulle meget til før Fabian ville skrige, men kogende vand var virkelig langt forbi hans grænse. Nu hvor det virkelig føles som kroppen måtte koge helt op i det indre, var ganske enkelt direkte ubehageligt! Hans krop rystede som han måtte lade blikket glide direkte op mod Alec igen. At han bare kunne stå der og med det sindssyge blik, var virkelig heller ikke noget soms måtte falde ham det mindste i interessen, for det var bestemt ikke noget som var ham nogen som helst hjælp i det store og det hele! Han bed sig let i læben, som han måtte lade benene glide helt ned i gulvet. Det gjorde virkelig bare noget så frygtelig ondt! ”Er det et retorisk spørgsmål?” spurgte han ganske kortfattet og uden at tage blikket fra ham. Han knyttede hænderne ganske let og med en nærmest sitren i kroppen. Han bed sig svagt i læben og med en klar sitren i sin egen krop, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han nåede kun lige at sætte sig op af væggen, idet at han blev overdynget med det iskolde vand. Det stivnede kraftigt i hans krop, idet han måtte slippe et halvkvalt skrig af mere overraskelse end det som det måtte være noget andet. Kroppen startede omgående med at ryste og med en voldsom sitren i kroppen. Han bed tænderne kraftigt sammen, for ikke at ende med at klapre tænderne i stedet for. ”J-jeg s-slår dig i-ihjel..” vrissede han med en tydelig sammenbidt stemme. Tænderne klaprede som han kraftigt måtte begynde at fryse. ”S-sammen med din f-forbandede b-bror!”

[alecander]

Alecander kunne ikke andet end at fryde sig over dette syn for guder! Og i sit indre skraldbrølede han af grin, skønt det ikke var noget som han lod sig vise, for nok var han ond, og han sked virkelig dybt på Fabian, men af den grund var han end ædel og mand af ord! Og selvom Fabian nok ikke regnede ham for det, så var det skam sandt, desuden, så var Alec vitterligt ligeglad med hvad Fabian måtte synes om ham, for mandens mening betød intet for ham! Han rystede let på hovedet, hvor der ikke var nogen tvivl om hvem der havde magten. "Forkert. Jeg er ikke dum nok til at tage chancen," rettede han ham og smilede et lettere tilfredst smil, "desuden, så klæder det dig at være fanget!" Han smilede et koldt smil. Han så ikke Fabian som nogen trussel, og dog, det var jo faktisk derfor at han havde taget ham til fange, han ville skam ikke undervurdere Fabian, for han vidste at manden selv måtte gemme gode egenskaber i sig, det betvivlede han slet ikke. Men af den grund, burde Fabian heller ikke undervurdere Alec, for det ville virkelig blive en fejl fra mandens side! Uanset hvor irriterende det var, så måtte han ikke lade sig fristet og dræbe Fabian, for han skulle desværre bruge manden i live, om det så var noget han ville eller ej. Han skulle have Valerio tilbage, og længere var den ikke! Han trak på smilebåndet til hans ord. "Bange for at blive lidt beskidt, Fabian?" spurgte han med en blødsøden stemme, som talte han til en baby, inden han smilede lettere nådesløst. "Som sagt, du er en fange, og det er ikke meningen at fanger skal have det komfortabelt!" tilføjede han med morskab i stemmen, inden han let rystede opgivent på hovedet af ham. Det måtte virkelig more ham utrolig meget! Men hvem som helst der stod i Alecs sted ville more sig over at have nået et af sine mål, som havde været at fange Fabian, eller faktisk havde det været at dræbe ham, men han var faktisk kun glad for at de havde taget ham til fange, for ellers kunne han ikke få Valerio fri, det var desværre også derfor at Fabian var sådan en vigtig person, og ikke måtte dræbes.
Alec havde taget fejl, for det at høre Fabians skrig havde været prikken over i'et! Han nød at høre sine fangers skrig, når han torturede dem, pinte dem, for til sidst at gøre det af med deres usle liv, skønt at han desværre var nød til at skippe det sidste. Han skulle jo bruge manden levende, men derfor kunne han vel godt more sig bare lidt? Det gjorde han i hvert fald! Han fnøs kort af hans ord, og rystede endnu engang opgivent på hovedet. "Hvis du prøver på at være flabet, så burde du anstrenge dig noget mere, og dog, jo mere du prøver på at være flabet, jo mere morer jeg mig, så bliv endelig ved," svarede han stilfærdigt og med den sigende mine. Det var faktisk ganske morsomt at høre alle Fabians udbrud, når det var ham som var fanget og lænket fast, når det var ham som ikke kunne røre sig og fik påført smerten, hvorimod det var Alec som var fri og kunne gøre lige nøjagtig som han lystede, og i øjeblikket lystede han at pine og påføre manden smerte! Selvom det kun var et halvkvalt skrig, så kunne Alec tydeligt høre det, for han havde trods alt skærpede sanser, og det fik ham blot til at smile grumt. "Nå så det gør du?" gentog han lettere flabet og trak på smilebåndet. "Det vil jeg med glæde se dig gøre," svarede han i en sigende tone. Han så tilbage på de to unge fulblodsvampyrer. "Gå i bare," svarede han kortfattet, og uden at stille spørgsmål gik de to unge vampyrer ud af cellen. Alec vendte sine mørke øjne mod Fabian igen, ganske alvorligt. "Tværtimod. Du skal netop hjælpe mig med at befri min bror, som din lille kæreste holder fanget," påpegede han ganske alvorligt, de kunne jo ligeså godt komme til sagen, han gad ikke selv julelegene, for han vidste ikke hvor lang tid Valerio havde, selvom han ville gå ud fra at Destiny holdt ham i live, så længe hun var uvidende omkring hvor Fabian måtte opholde sig.

[Deleted]

Alec havde virkelig ikke nogen grund til at skulle begynde at grine, for det var allerede tydeligt for Fabian, at han måtte more sig gevaldigt over det her! Han var virkelig ikke meget for det, for ikke at glemme, at dette i den grad kunne skade hans ry som den hærfører som han var. Han havde været en som mange havde respekt for igennem hans liv, selvom mange var faldet fra, da han havde offentliggjort sin loyalitet til Manjarno kontra Dvasias. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste lige nu. Alle andres mening kunne rage ham en høstblomst! Her stod han lænket og kom ikke rigtigt nogen steder og foran 3 vampyrer som ville kunne stoppe ham i hans tilstand som det rene ingenting. Kælderen var stor, det havde han allerede fundet ud af, da han var ført hertil, selvom det virkelig ikke var en tanke som glædet ham selv det mindste overhovedet. Han ville nok ikke komme derfra lig foreløbig og han hadet det virkelig! Han ville virkelig bare hjem – Hjem til Destiny. Og nej, det var bestemt ikke fordi at hun var hans kæreste, for det var hun i den grad heller ikke! Uanset hvor meget han så end måtte ønske det i den anden ende, så var det virkelig ikke sådan , at det måtte hænge sammen på nogen måde overhovedet. Han fnøs fast af hans ord. Han var bestemt ikke bange for at blive beskidt, det var da noget af det sidste som han måtte sige sig at være bange for i det store og hele nu hvor han stod som hærfører. ”Den store Alecander er en bangebuks.. Han tør end ikke at lukke en forsultet hærføre fri i sin kælder som allerede er beskyttet af ham selv og 2 andre blodsugere..” vrissede han ganske let. Dette var virkelig bare noget som måtte gøre ham direkte sur! Han sukkede nærmere opgivende og med den samme faste mine som før, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet.
Fabian frøs virkelig! Det var desværre ikke noget som han kunne være det mindste imod for, uanset hvor meget som han nu måtte ville et eller ikke! Han var fuldstændig kollapset i gulvet og med armene omkring sin krop. Det var jo heller ikke fordi at der ikke var køligt fra før af! Han ville aldrig nogensinde kunne få varmen herinde! Han rystede og hans tænder klaprede som aldrig før. Han ville da ende med at fryse ihjel hvis det endelig skulle vise sig i den anden ende. Han lukkede øjnene. Han var virkelig.. iskold! Han fnøs kortfattet af hans ord. ”G-godt nogen m-more sig på min be-bekostning..” vrissede han med en ganske så skold stemme, ikke at det var noget som man skulle tage det mindste fjel af overhovedet, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af. Han trak vingerne helt tæt ind mod sig i et næsten desperat forsøg på bare, at skulle skaffe en anelse varme, selvom det virkelig ikke måtte gå som det han måtte ønske i den anden ende. Han vendte blikket mod ham ved hans ord. Var Valerio fanget? At han måtte kalde Destiny for kæreste, fik ham til at skule direkte mod ham. Destiny var virkelig ikke hans kærste og nu var han virkelig så forbadet trætaf, at skulle fortsætte med at sige det! Han måtte dog alligevel slå ud i en let anstrengt latter, selvom hans rystelser på ingen måde måtte stoppe det mindste op på noget som helst tidspunkt overhovedet. ”D-din bror er f-fanget?” spurgte han ganske stilfærdigt. ”H-han fortjenter den be-behandling som Destin-ny vil give ham.. Og hun er ikke min k-kæreste!” vrissede han med en ganske fast tone. Han ville virkelig ikke høre snak om det, det var end ikke noget som man skulle tage det mindsete fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet! Han undlod endda at skulle prøve på at kæmpe sig op på benene for det ville uanset ikke hjælpe ham det mindste uanset hvad fanden han måtte gøre, men når det endelig kom til stykket, så havde han aldrig nogensinde været så kold, som det han var lige for øjeblikket. Det var ganske enkelt.. intenst! Han trak vejret dybt og vendte blikket mod Alec. Hans læber var endt blå og det sammem ed hans fingerspidser. Han var virkelig bare kold!

[alecander]

Fabian var ikke en mand som Alecander havde respekt for, som sådan. Manden havde været konge af Dvasias engang for længe siden, men var blevet dræbt af dronning Elanya, som så også måtte se døden i øjnene senere hen. Og nu var manden så kommet tilbage som dødsengel, hvor han var blevet hærfører af Manjarno. En ganske dårlig stilling i forhold til konge, men manden havde vidst stræbet efter magt, og et sted var det vel også det som Alec måtte gøre? Han var ikke helt klar over det, for han ønskede faktisk bare at vampyrerne blev set som en bedre race, end det som folk måtte se dem som i øjeblikket: monstre. Uanset, så måtte han sætte alt andet til side og koncentere sig om at få Valerio fri fra Destinys greb, og det skulle denne lille duksedreng hjælpe ham med! Alec måtte trække grumt og lettere selvsikkert på munden til Fabians 'fornæmelse', skønt at Alec ikke andet kunne end at more sig over dem. "Forkert, min fine ven. Det er bare langt sjovere at torturere dig, når du hænger fast og ikke vrider dig som en tøs," svarede han stilfærdigt, og pegede på ham med sværdets ægge, som han lod berøre Fabians strube, hvor mærkerne fra hans hånd endnu måtte befinde sig. Det havde virkelig været .. komisk at kvæle manden, og skønt han havde slået ham, så havde Alec ikke mindsket sit greb omkring struben, hvor han havde lukket alle luftveje til, indtil Fabian var gået ud som et lys. Det gav ham næsten en hel ekstatisk følelse at torturere den mand! Især fordi at han havde hørt så mange .. ædle ting om ham, men når alt kom til alt, så var han ikke en skid mere værd end nogen anden! Han var nok hærfører, men selv hærføreren var blevet fanget af nogle blodsugere, hvilken ydmygelse! De mørke øjne veg end ikke væk fra Fabians skikkelse, eftersom synet måtte behage Alec ganske meget!
Det var virkelig en fryd for øjet, at se hvordan Fabian måtte fryse i øjeblikket, og nok var han en dødsengel, men han var ikke udødelig som en vampyr, han kunne fryse, han kunne have det varmt, han kunne føle smerte ligesom alle andre - også vampyrer - men at høre hans skrig var virkelig som sød musik i Alecs øre! Han trak blot på mundvigen til Fabians ord, og sande var de, for han morede sig vitterligt på Fabians bekostning! Hvordan skulle han overhovedet lade vær med det? For hvem ville ikke nyde at se hærføreren synke så dybt? Det ville enhver fra Dvasias! Især fordi at Fabian havde forrådt det som engang havde været hans eget land, til fordel for det neutrale. De mørke øjne faldt ganske let og eftertænksomt på de mørke vinger, som Fabian måtte slå omkring sin krop. Hans hoved søgte ganske blidt på sned, imens han betragtede dem, de gav ham en .. idé. Hvorfor ikke frarøve hans races symbol? Han trak grumt på mundvigen til tanken. Han var slet ikke færdig med ham endnu, og nu måtte de jo se om kulden ville tage hans liv, selvom han nok skulle få ham på andre tanker! Han kneb øjnene en smule sammen til hans anstrengte latter. Han fandt det skam ikke spor morsomt! "Nå så det er hun ikke? Det så eller sådan ud til Maskeballet," svarede han stilfærdigt og smilede ganske tilfreds, "men fair nok, så er i bare elskere, kald jer hvad du vil." Det var faktisk ikke som sådan med vilje at han prøvede på at provokere Fabian, men han kunne se, at Destiny måtte være et .. ømt punkt, og at det måtte irritere ham at tale om hende, især på denne måde. Men det gjorde det vel også bare tydeligt, at han måtte have et crush på hende? "Desuden, du burde ikke bekymre dig om Valerios behandling, men din egen!" hvislede han lettere hoverende, inden han gik tættere på Fabian uden tøven. Manden var alligevel for svag og for kold til at kunne gøre modstand, en sand fryd, og næsten for let! Han lod let sin kolde finger stryge over de bløde sorte fjer på Fabians vinge. "Så fine dine vinger er," svarede han lettere fraværende, inden hans mørke øjne søgte mod Fabians olivengrønne. "Gad vide hvad folk vil sige, når de ikke er der længere." Det var vel en trussel?

[Deleted]

Fabian syntes bestemt ikke at dette var morsomt! Nok var han en fange af den ene eller den anden slags, men at skulle sidde her og kukkelure, det var bestemt ikke noget som han bifaldte det mindste, det var der så sandelig helelr ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var virkelig bare noget som kunne gøre ham noget så vred når det endelig måtte komme til stykket og det sagde virkelig ikke så lidt! At Valerio måtte være ved Destiny var det som måtte holde ham i live lige i øjeblikket, var end ikke noget som han vidste noget af. Han vidste efterhånden ikke en skid af det som foregik udenfor denne her kælder og det var virkelig noget så frustrerende! Som en hærfører så var han som regel den som fik noget at vide før nogen anden og han vidste intet. Det var mere end rigeligt til at skulle gøre ham noget så rastløs når det endelig måtte komme til stykket og behageligt, det var det bestemt ikke! Han fnøs ganske let af Alecs ord og vendte det direkte skulende op mod ham. Han var virkelig vred efterhånden og han havde virkelig ikke mere tålmodighed tilbage! ”Vrider mig som en tøs? Du er bare bange for, at jeg vil ende med at flygte herfra!” vrissede han fast. At sidde lænket var ham nu en temmelig kendt fremgangsmåde, så det var end ikke noget som kom bag på ham på den måde, det var end også helt sikkert og tortur.. Det var jo ikke fordi at det gjorde ondt som sådan, men selv de alt for mange menneskelige måder at reagere på, var noget som han desværre var alt for god til endnu, så gjorde det jo så alligevel og han kunne virkelig ikke fordrage det! Han knyttede hænderne ganske fast, bare for at finde et eller andet at gøre med dem, for det var virkelig ikke en tanke eller situation som han brød sig meget om, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet når det endelig måtte komme til stykket.
Fabian frøs virkelig som bare fanden! Han kunne virkelig ikke finde nogen varme og i det, at han ikke havde fået meget næring det sidste forbandet lange stykke tid, så var det jo i den grad også ham som var i de største problemer, for han kunne virkelig ikke finde nogen varme nogen steder! Hans fingre rystede så meget, at han næsten ikke kunne knytte hånden og hans læber var allerede tildels blå. Det hjalp ham jo heller ikke det mindste, at væggene og gulvet var så koldt som det var og det hø og halm som han havde at ligge på, var så tyndt, at det ikke ville kunne varme ham alligevel. Han ville da ende med at fryse ihjel når det endelig kom til stykket! Vingerne prøvede han virkelig at lade falde omkring sin krop, i et næsten desperat forsøg på at skulle skaffe sig nogen former for varme på alle måder, selvom det virkelig var meget nemmere sagt end gjort, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Han lukkede øjnene stille og trykkede sig nærmest op af væggen og med den ellers så klare og voldsomme sitren som man bare ikke skulle kunne tage fejl af. Han var virkelig bare blevet kold! Han vendte blikket direkte dræbende mod Alec. Hvis der var noget som Destiny ikke var, så var det i den grad hans kæreste! ”H-hun er ikke min kæ-kæreste!” vrissede han fast. Hun havde været hans ledsager under ballet og det var virkelig også det eneste! Hvornår kunne de vampyrer da fatte det!? At der ikke var noget forhold dem imellem som sådan! Selvom.. han jo faktisk ønskede, at det skulle forholde sig en anelse anderledes, det var end ikke noget som man skulle tage det midnste fejl af overhovedet. Destiny var virkelig hans ømme punkt og mere eller mindre det eneste som man i det hele taget måtte vær i stand til at skulle ramme når det endelig kom til stykket. Det sitrede i hans vinge, som Alec måtte røre ved den. Han bed sig i læben og med den ellers kraftige skælven som bare ikke ville stoppe det mindste. Han kunne virkelig ikke fordrage det! At han kommenterede vingerne og deres udseende, fik ham til at vende blikket mod ham. At han ville frarøve ham dem, var noget som han næsten kunne tænke sig til, bare ved de ord alene og det var slet ikke noget som han ville tillade det mindste! ”D-du rør dem i-ikke!” hvæsede han så kraftigt og anstrengt som det havde været ham overhovedet muligt. Han trak sig mere væk, idet han prøvede at rejse sig op. Hans ene hånd greb kraftigt ud efter Alecs hånd for at få ham til at slippe dem. ”R-rør dem igen og jeg s-slår dig ihjel!”

[alecander]

Alecander kunne tydeligt se at Fabian havde siddet herinde længe, for manden var let at irritere, det ville hvem som helst kunne mærke og se, men det var kun til Alecs egen morskab, at manden var så .. let påvirkelig. Fabian kunne sidde og være flabet så meget han ville, men når det kom til stykket, så ville det ikke have nogen effekt på Alec, for det var jo trods alt Fabian der var fanget, og som ydmygede sig selv ved at tro at han kunne påvirke Alecs humør, for det kom slet ikke på tale! Det at Fabian troede at han kunne provokere ham, fik ham blot til at le i sit indre, for det morede ham virkelig kun! "Ja så? Havde det været omvendt og det havde været mig, der var fanget og lænket fast til væggen, så havde du jo heller ikke sluppet mig fri, så jeg gør blot som enhver anden ville gøre, inklusiv dig selv," svarede han stilfærdigt og smilede et koldt og skævt smil. Det kunne virkelig kun more ham! Men sande var hans ord trods alt, man ville være en komplet idiot og tumpe, hvis man slap sin fange løs, måske huset var fyldt med vampyrer og Fabian var svag i øjeblikket, men det ændrede jo ikke på det faktum at han var en snu ræv, men langt ville han dog ikke nå, og Alec selv ville hurtigt kunne indhente ham, hvis han prøvede på at stikke af.
Det at se Fabian så svag, så kold og hjælpeløs var virkelig et fantastisk syn! Den store og stærke hærfører var ved at knække fysisk, og han var ellers dødsengel, men det iskolde vand, var ikke bare til at gøre ham kold, det ville gøre at han ikke ville blive i stand til at bevæge sig til sidst af ren kulde, fordi han blev så forbandet kold, og det ville kunne gøre ham følelsesløs, hvis han ikke fik noget varme, og at se på de næsten blå læber så tydede det på, at han var ved at blive utrolig kold, men det var også kun det som Alec var ude på! Vingerne som Fabian fortsatte med at holde omkring sin krop var virkelig blot et tåbeligt forsøg! Men Alec var vel også nød til at få varmen tilbage i Fabians krop inden han rent faktisk gik hen og døde? Narh, han ville lige more sig lidt endnu, inden han gjorde noget som helst! Han satte spidsen af sværdet i gulvet, og lænede sig op af skæften, imens han smilede lettere flabet mod Fabian. "Javel ja, men jeg kan nu ikke forstå hvorfor du lyver, for hun er ellers en ganske smuk kvinde, hvem ville ikke have hende? Mange af mine medlemmer er ved at dø efter at .. røre hende," svarede han med et grumt smil på læberne. Han var faktisk bare ude på at tirre Fabian, desuden, så hadede han den kvinde helt til helvedet! Og han ville bestemt ikke græde over at hun døde! Og det vilel han sgu heller ikke over Fabians død! Mest af alt havde han lyst til at dræbe manden på stedet! Gennembore hans hjerte med det skarpe sværd! Hvilken fryd det ville være at slippe af med den forpulede mand! Vingerne var dog ganske bløde at røre ved, og et sted var det vel også fascinerende, at der voksede vinger ud af manden, så han rent faktisk var i stand til at flyve. Og nu hvor han var blevet vant til sin dødsengelskikkelse, gad vide hvad han så ville sige til at miste sin races kendetegn? Vingerne var trods alt det som måtte repræsentere alt for en dødsengel, så.. Alec trak skummelt på mundvigen, som han nærmest forestillede sig det hele. Sikke en skændsel manden måtte blive! At Fabian greb fat omkring Alecs håndled, fik ham blot til at vende blikket køligt mod hans olivengrønne øjne. Han trak skævt på mundvigen, inden han hev sin arm til sig igen. Han slog ud i en hånende latter til hans ord. "Og hvordan havde du så tænkt dig at slå mig ihjel?" spurgte han med den nedladende tone, hvor de mørke øjne hvilede morende på ham. Det gad han sgu godt at se! "Kulden overtage snart din krop og paralysere den, så du ikke vil kunne røre dig mere end en lille tomme! Du vil ikke komme til at føle noget alligevel!" svarede han stilfærdigt, og smilede nådesløst, imens han greb fat om en enkel sort fjer, som han rev ud. Han vendte roligt om på hælene, og gik hen til døren, som han roligt åbnede på klem. "Garrett, Jasper!" råbte han lettere beordrende, og de to fuldblodsvampyrer, der havde været der tidligere, kom hurtigere end man kunne nå at udtale deres navne. Han gjorde et kast med hovedet mod Fabian. "Hold ham," svarede han i en kold og dog morende tone. Han svingede sværdet rundt i sin hånd, imens han gik over imod Fabian igen. "Lad os så se, hvor meget smerte du kan klare." Jasper og Garrett, hev i hver sin lænke og prøvede at få fat i Fabians vinge med den anden hånd, for at holde ham helt fast.

[Deleted]

Fabian havde virkelig siddet her alt for længe, det var end ikke noget som man skulle tage det midnste fejl af overhovedet. Det var virkelig hårdt nok som det måtte være fra før af. Han sad der i et lille lokale, havde ikke noget sted at skulle komme fra og i den anden ende, så havde han heller ikke fået føde det sidste lang stykke tid, så man kunne praktisk talt sige, at de havde valgt at sulte ham for at holde ham på plads, var i hans øjne et tegn på svaghed, at de var nødt til at sulte ham for at skulle holde ham fast som de gjorde det i øjeblikket, for normalt, så ville han gøre meget større modstand end lige det her, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Han fnøs kortfattet af hans ord. Dette var virkelig noget som måtte gå ham noget så frygtelig op i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte være. Det var vel også kendt, at Alec hurtigt ville kunne tage ham igen hvis han gjorde et forsøg på at stikke af? Man skulle virkelig heller ikke tage fejl af Fabian. Nok sad han i en kælder i form af en labyrint som ville være utrolig besværlig at finde ud af, men han var snu og han var forbandet listig, ellers ville han vel ikke have siddet i den situation som han gjorde? Som en hærfører? Han kunne sine kneb!
At der havde været andre meninger bag det at skulle gøre Fabian så kold, var noget som efterhånden måtte gå op for ham, for det var virkelig svært i sig selv, bare det, at skulle bevæge sig! Hans krop sitrede og den dirrede og den skælvede som den aldrig nogensinde havde gjort det før. Han følte sig mere eller mindre som en stor klump af ren og skær is, og det var virkelig bare ubehageligt! Han bed tænderne fast sammen. Hans læber var blå allerede og da, at han ikke havde meget energi i kroppen, så var det virkelig kun tydeligt, at det måtte gå en vej. Fik han ikke varme i kroppen, så ville det meget vel kunne slå ham ihjel før eller siden, selvom han virkelig måtte foragte den tanke mere end noget andet! Han gik hellere døden i møde end at hjælpe dem ind på Neutranium! Han ville virkelig ikke have, at det sidste minde omkring ham, skulle være et stempel i panden som intet andet end en forræder! Det nægtet han simpelthen! Destiny var virkelig en kvinde som han måtte holde af.. Han elskede hende, selvom det var ord som aldrig nogensinde var blevet sagt på nogen måde og nu hvor han sad her, så kunne han virkelig ikke gøre andet end at fortryde det! Vingerne omkring ham, var næsten bare en naturlig reaktion på sit vis. Han ønskede virkelig bare at finde noget varme! ”I-i rør hende ikke!” vrissede han. Han ville virkelig aldrig tilgive sig selv, hvis han ikke kunne være der og beskytte hende som det han burde have gjort det! Han vendte blikket mod ham og med den så dræbende mine som han kunne få det til. Det var bestemt ikke nemt når man var så forbandet kold! Kulden havde allerede slået ham godt ud. Det var tungt bare at bevæge sig! For ikke at glemme, at det faktisk også måtte gøre ondt! Det dirrede i hans vinge, som Alec måtte rive en fjer ud og så med de ord, så var det ham ingen trøst. At han måtte kalde på sine vampyrer, lod Fabian vide, at der var mere at vente for ham. Han knyttede hænderne let, som han vendte blikket mod ham igen. At de hurtigt kom til og med ordren om at holde ham fast, fik det til at stivne helt i ham. At de tog fat i hver deres lænke, var noget som nærmest måtte holde ham strakt ud. Vingerne baskede han med, for de måtte virkelig bare ikke få fat i dem! At de måtte gribe om dem alligevel, fik Fabian til at bide tænderne fast sammen. Det gjorde jo virkelig bare ondt at bevæge sig! Hans hjerte arbejdede for fuldt mod hans bryst. Det var virkelig forbandet ubehageligt! ”L-lad dem være!” Hans stemme var forbandet anstrengt. Bare det at få ord frem på læberne, var virkelig hårdt nok i sig selv! Han prøvede forgæves at trække vingerne til sig.. Han kunne bare ikke. Der var virkelig ikke energi nok i ham til at gøre det. Det ville gøre ondt.. og han vidste allerede at det ville gøre forbandet ondt!

[alecander]

Alecander smilede lettere tilfreds, for det så ud til at hans ord havde fået lukket munden på Fabian, men det var jo trods alt den bitre sandhed, ingen der stod i Alecs sted ville være dum nok til at prøve at slippe sin fange løs! Alec kendte stedet ud og ind, og med hans fart, så ville han hurtigt kunne stoppe Fabian og lænke ham fast igen, for Alec kendte stedet ud og ind, så der var ingen tvivl om at Fabian ikke havde en chance, om han så var fri eller ej, men Alec havde ikke tid til det! Han kunne måske more sig lidt, for han vidste jo at Destiny ville holde Valerio i live indtil hun fik Fabian, så han kunne vel godt more sig lidt med ham? Hun havde jo ikke sagt hvilken tilstand hun ville have ham hjem i, så længe han var i live, så kunne hun være glad! Desuden vidste han, at hun ville gøre netop det samme ved hans bror, og det skulle hun simpelthen ikke slippe af sted med! Han skulle nok få sin hævn over den.. tiggertøs! Blikket hvilede kort fraværende på Fabian, som han tænkte på sin bror, mon han faktisk endnu var i live? Han havde sendt spioner ud for at finde ud af det, og han afventede endnu raport om det, og han havde tilmed sendt en besked til Destiny om at Fabian blev holdt fanget af Dødgængerne, og hvis der skete noget med Valerio, så ville Fabian miste livet på stedet, hvor de selv var klar over at det også var gengældt. Så der var vel intet andet at gøre end en byttehandel? Det var jo den eneste måde han kunne få Valerio tilbage på, og manden var trods alt hans bror. Han grublede dog stadig over, om Valerio var vigtigere end Fabian, men at lade Valerio dø, ville vise at han var ligeglad med endda hans egen bror, så det kunne få medlemmerne til at tvivle på ham, og det havde han jo ikke i sinde! Så han var desværre nød til at lade Fabian leve, skønt han mest havde lyst til at lade ham dø! Rådne op i denne lorte celle!
"Uha da, har du fået en lidt ejerfornemmelse for hende?" spurgte Alec med et ulmt grin. Det var tydeligt, at manden måtte nære følelser for hende, det var jo også hvad Valerio og ham selv havde konkluderet inden det store Maskebal, og Alec havde tydeligt set de jaloux blikke, som Fabian havde sendt Valerio, så det måtte virkelig bare more ham i det store og hele! "Det er ellers let at arrangere en voldtægt," svarede han lettere eftertænksomt, imens han gnubbede sin hage tænkende, som stod han og overvejede det. Det kunne faktisk være morsomt, så måtte Fabian da først gå helt grassat! Han smilede lettere grumt mod Fabian. Uanset så ville han først more sig lidt! Det var faktisk lang tid siden, at han havde tortureret og pint nogen, så det skulle nok blive godt at komme i gang igen! Det var tydeligt at kulden havde trængt godt og grundigt ind i Fabians krop, sådan som han måtte ryste og klapre med tænder, et syn for guder simpelthen! Men, det var også nu der skulle ske noget, inden manden ville blive helt følelsesløs og slet ikke kunne mærke smerte! Selvom han var sikker på at smerten nok skulle trænge ind på den ene eller anden måde.
Alec Så blot til, som Jasper og Garrett greb fat i Fabian og tvang ham helt udstrakt og selv med vingerne udstrakte, så det ville blive lettere at komme til. Alec gik ganske langsomt og faretruende hen imod ham, imens han svang sværdet rundt. Dette ville Alec nyde til dets ende! "Skal det gå hurtigt for sig eller langsomt?" spurgte han sig selv, som tænkte han højt med vilje, imens han så tænkende ud i luften. Han var slet ikke i tvivl om svaret! Han smilede et kynisk smil og så nådesløst på Fabian. "Lad os tage langsomt og smertefuldt!" Han stillede sig foran Fabian, inden han satte sig i hug, for at komme på højde med manden, som var tvunget i knæ. Han greb roligt om Fabians kolde hage med hans egen kolde hånd, hvor han tvang Fabians blik mod ham, hvor hans eget hvilede dominerende i hans olivengrønne øjne. "Jeg lover dig Fabian, dette kommer ikke til at gå smertefrit!" hvislede han sandfærdigt, inden han rejste sig igen. Han løftede roligt sværdet, greb om Fabians ene vinge, og satte sværdet for roden af vingen, helt tæt ind til hans ryg, dog uden at han gjorde noget yderligere. Han holdt nærmest en dramatisk pause, inden han ganske langsomt og dog hårdt, måtte tvinge sværdet langsomt og smertefuldt ned i Fabians sorte vinge, for at skære den langsomt af.

[Deleted]

At gøre det til en større diskussion, ville Fabian ikke få det mindste ud af, det havde han allerede erfaret fra før af, og det var noget som han praktisk talt også måtte hade mere end noget andet! Han sad her, han kunne fryse som fanden og Alec ville vel stadig holde ham i live? At Valerio måtte være fanget der, var en besked som han ikke kunne gøre andet end at fryde sig over, selvom det sagde lidt sig selv, at det måtte være den mand som faktisk måtte holde Fabian i live for øjeblikket? Han gik allerede en længere hvile i møde, det vidste han – så snart at han måtte komme ud herfra vel at mærke! Han dirrede voldsomt og han frys virkelig som aldrig før og der var ingen varme at skulle søge nu hvor han endelig måtte sidde der fuldkommen stille på gulvet. Han var vred.. Han elskede Destiny og han frygtede virkelig, at han aldrig nogensinde ville have muligheden for at skulle sige hende de store ord, som selv nu måtte hvile på hans læber. Hvad pokker Valerio i udgangspunktet havde lavet i Manjarno, var slet ikke noget som gav det mindste mening for ham. Efter det attentatforsøg under ballet, så havde det vel været åbenlyst at de burde holde lav profil og lade det hele gå lidt i sig selv, inden de ville fortsætte med det ene og det andet? Havde den mand virkelgi været så forbandet dum!?
Han skulede direkte mod Alec som han igen måtte kommentere Destiny. Hun var og blev virkelig hans svage punkt og det havde hun været i årevis. Han var bare typen som tog et skridt af gangen og gik stille og roligt, i stedet for at skulle forhaste sig med det ene eller det andet, for det ville han virkelig ikke få det mindste ud af. Han havde jo trods alt haft sit kørende med Faith i sin tid og det var virkelig heller ikke fordi at man kunen sige, at det havde været noget til nytte til nu, det var også helt sikkert. Hans krop var så kold som den aldrig nogensinde havdde været det før, og det var virkelig bare noget som måtte gøre noget så frygtelig ondt! At bevæge sig, blev kun sværere og sværere for ham, at det næsten var noget som han bare måtte opgive på forhånd, for det var virkelig ikke noget som han kunne komme udenom, at det fatisk var for tungt. Hans krop føles virkelig bare tungt som havde det været bly! ”Du rør hende ikke!” hvæsede han med en fast tone. Det var virkelig ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Det gjorde ham virkelig bare vred som aldrig nogensinde før, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han knyttede hænderne let. Hvis han ville komme hjem og finde Destiny voldtaget, så brød helvede virkelig løs! Bare tanken omkring det, måtte tvinge hans hjerte til at hamre mere fast mod hans bryst. Det var virkelig noget så frygtelig ubehageligt som intet andet som han kunne tænke sig til!
At Alec måtte gå hen foran ham, fik ham virkelig bare til at sende manden et skulende blik. At han greb omkring hans hage og tvang blikket direkte mod ham. At spørge om det skulle ske hurtigt eller langsomt, ville han end ikke svare på, for han vidste, at det ville blive langsomt alligevel! At han kunne love smerten, var han ikke det mindste i tvivl om. ”Jeg håber du ved, hvor meget jeg holder af dig, Destiny..” Hans ord var virkelig bare en mumlen for sig selv. Han vendte blikket direkte ned mod gulvet, som han kunne mærke den kolde klinge mod hans vingeled. At Alec bare begyndte at skære ganske langsomt, var noget som han tydeligt kunne mærke som en intens smerte som måtte skære sig direkte igennem absolut hele hans krop. Det var virkelig bare forbandet ubehageligt! Han gispede kraftigt og smertefuldt, som han kraftigt prøvede at skulle rive hænderne til sig. Skriget brød hans læber, som vingen måtte falde direkte til gulvet og hans mørke blod endte med at flyde nedover hans ryg i og med, at det var bundet til blodkar og det ene og det andet. En voldsom sitren tog i hans krop, som han nærmest bukkede forover. Det gjorde virkelig forbandet ondt! Adskillige små gisp måtte bryde hans læber og nærmest med tårer i øjnene. Ikke fordi at han var ked af det, men fordi at det simpelthen gjorde så forbandet ondt! Han prustede tydeligt og med en kraftig og voldsom sitren i overkroppen. Det sitrede selv voldsomt i den anden vinge. Det gjorde bare ondt!

[alecander]

Èn ting var sikkert, Alecander var vred på Valerio, for manden havde ikke holdt lav profil, han havde ikke pareret ordre, han havde sat Dødgængerne på spil og alle deres planer, så det skulle han også få at bøde for! Han skulle i hvert fald ikke regne med, at han ville slippe bare fordi at han var lederens bror, for et sted burde Alec lade Valerio dø hos Destiny, så han kunne bøde for sin egen fejl, og så Fabian selv kunne gå døden i møde, for det var hvad han helst ville have. Og Valerios død kunne også blive en advarsel for alle andre medlemmer af Dødgængerne, men selv det ville være en stor risiko, for det kunne også være at de havde den modsatte effekt, og at medlemmerne ville begynde at tvivle på ham. Uanset, så havde Valerio været dum, og det kom til at koste hele Dødgængerne! Det kom til at gå ud over alle i organisationen, så Valerio ville nok få skuffende blikke, når han engang kom tilbage, og det ville han selv få af Alec selv, for hvad lignede det at rende rundt i Manjarno tæt på grænsemuren efter attentatforsøget? Han havde sagt at de skulle holde lav profil, men det havde han ikke gjort!
Alec kunne tydeligt mærke på Fabian at han var kommet ind på et svagt punkt; Destiny, og det havde han skam også tænkt sig at udnytte! Han ville skade den mand, og lade sin vrede gå ud over ham, så der ikke ville ske noget yderligere med Valerio, for ellers endte det bare med, at han dræbte sin egen bror i ren raseri, og det kunne de jo heller ikke have. Han var bare nød til at holde sin vrede i kort snor, for flippede han først ud på Fabian, så stoppede han heller ikke igen, så selv Fabian skulle passe på med hvad han sagde, skønt manden havde en tendens til at være flabet. Men hans flabethed skulle han nok komme til at bøde for! De mørke øjne hvilede kynisk og en smule tomt på Fabian. Destiny fortjente sgu samme skæbne, og han ville ikke love Fabian en skid, han ville have Valerio tilbage, og længere var den ikke. Han fnøs kortfattet og en smule morende, inden han rystede opgivent på hovedet. "Kærlighed gør svag, min fine ven, desuden, hvad skulle dronningen dog se i en fiasko som dig? Du fejlede under det store maskebal, du kunne hverken stomme Samuel fra at flygte, du kunne ikke redde Gabriel og værst af alt, du kunne end ikke klare dig selv! Svag som intet andet end en lille mide!" Han trak ligegyldigt på skuldrene. Sandt var det jo, hvis han ikke var en fiasko, hvad fanden var han så? "Sig mig Fabian, hvad har du egentlig opnået i hele dit liv? Du holdt end ikke som konge i Dvasias, nu er du en sølle hærfører i Manjarno, alt i alt er du en forræder om du vil det eller ej," hvislede han stilfærdigt.
Det kunne godt være at Fabian blot mumlede, men Alec havde en utrolig god hørelse, så han opfangede selvfølgelig Fabians ord. "Tro mig, hun kommer til at leve i uvished," svarede han stilfærdigt og smilede lettere grumt ned mod Fabian, som han igen havde rejst sig. Hvis han nu gjorde at Fabian aldrig fik et ord indført igen, så kunne han jo ikke fortælle hende direkte, at han måtte elske Destiny.. hvilken ondskabsfuld, forfærdelig dejlig gerning! Han skar ganske langsomt igennem den sorte vingen af den enkelte grund; han ville høre Fabians mange smertefulde skrig! Hvilken sød musik for øret! Og som Fabian skreg lukkede Alec øjnene, som nød han melodien af skriget. Han smilede grumt, da han kun havde skåret vingen halv over, for at tage et godt tag omkring den sorte vinge, og rive resten af. Han viste skam ikke nåde over for sine fjender, og det skulle Fabian nok få at se, når alt kom til alt, så var det den person med magten, som var stædigst, og det var i øjeblikket Alecander. Han betragtede det mørke blod, der måtte rende kraftigt ned over Fabians ryg, han var dødsengel, han kunne jo klare det! De nød trods alt smerte, det fik han så chancen for at vise!

[Deleted]

Det morede virkelig Fabian at Valerio var gået imod sin kære brors ordre og ønske om at holde lav profil, for det som han havde hørt dem snakke om, var jo at han var fanget i Manjarno og det var virkelig ikke nogen mening, at det var der at manden var endt. Alle lavede fejl og der var Valerio og Alec virkelig ikke noget undtag, selvom det nu var Valerio som klart havde lavet den største bommert netop ved at gøre som han havde gjort, selvom det nu ikke var noget som gjorde Fabian det mindste. Han elskede virkelig bare tanken om, at det endelig var gået galt for dem! De havde ramt Gabriel, de havde ramt ham og de havde ramt mere eller mindre alle udner det bal og det var noget som kunne gøre ham bare noget så rasende, at skulle tænke på! At han selv havde været så dum at han havde handlet ligesom de havde håbet på at han ville. Han havde virkelig bare været… dum!!
Destiny var virkelig hans m est svage punkt, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. Han elskede hende, selvom han aldrig nogensinde havde fået det sagt med ord, for det havde virkelig aldrig været noget som han havde været god til. Det var noget som han jo så måtte betale dyrt for den dag i dag, men hvad var der at skulle gøre ved det når det endelig måtte være? Tanken var ikke just behagelig når det endelig måtte være og specielt nu hvor det var et punkt som var kendt for Alec! At han begyndte a t remse op alt det som var sket bare på en aften og udelukkende på grund af hans egen handling, så var det virkelig ikke noget som gavnede ham det mindste når det endelig måtte være. Han kunne virkelig ikke fordrage det! ”I en fiasko som mig?” gentog han vantro. Han havde holdt den dvasianske trone længere end de fleste. Det var kun Jaqia – Hans egen niece endda som havde holdt den længere end ham selv! Alle andre havde mistet den i tidernes løb af den ene eller den anden grund og alt.. kaotisk efter hans egen bortgang. ”H-hvis jeg havde vidst, hvad I pønskede på…” vrissede han med en tydelig og sammenbidt stemme, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af, for det var virkelig noget som kunne gøre ham noget så rasende, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af.
Smerten som Fabian måtte sidde inde med, var virkelig forbandet intens! I og med, at han var født en anden race, så lå mange af de menneskelige følelser desværre stadig ved ham, det var end ikke noget som man skulle kunne gøre det midnste ved, uanset hvor meget han så end ville det eller ikke, så var der virkelig ikke noget at vøre ved det, for han kunne virkelig ikke koncentrere sig om andet end den smerte som måtte stå noget så stærkt i hans krop. Han nægtet at se sig selv som en forræder, for det havde virkelig ikke været ham en hjælp for Dvasias hvis han var endt med at skulle blive siddende der over alt for lang tid. Han havde sin niece der og han måtte da sige sig, at hun gjorde et fantastisk stykke arbejde! At vingen kun måtte blive skåret halvvejs over og så revet af, var noget som kraftigt måtte tvinge skriget over hans læber. Det var noget af det værste som han nogensinde havde prøvet! Hans arme endte næsten helt slappe i lænkerne, for han havde virkelig ikke energi til noget som helst andet og det var noget som faktisk måtte gøre noget så frygtelig ondt når det endelig måtte komme til stykket! Det dirrede helt i den anden vinge, som selv blodet måtte løbe forsigtigt ned af hans ryg. Jasper og Garret holdt ham jo siddende på knæ og nægtet ham at komme helt ned i jorden. Han trak vejret dirrende. ”Jeg slår dig ihjel…” hviskede han med en yderst anstrengt stemme. Så fast og kraftigt som han overhovedet kunne komme til det, for det her drænede ham virkelig for alt energi som han måtte have!

[alecander]

Alecander vidste at det måtte fryde Fabian, at Valerio var blevet fanget ved den procianske grænsemur, men han skulle nok få manden på andre tanker, så han slet ikke ville fryde sig over det! For det at Valerio var i live, var det som måtte holde Fabian i live, og det var skam ikke noget som han skulle tackle som noget godt, for det betød blot at Alec kunne torturere ham, i stedet for at slå ham ihjel med det samme, og når Alec først gik i gang dukkede de mest grusommeste idéer op i hans hoved, hvilket blev gjort til blodsudgydelser. Nok var Fabian en hård mand, men selv ham ville Alec være i stand til at knække, han var nok dødsengel, men selv de kunne føle smerte, og det skulle Alec da nok demonstrere, når Fabian nu havde grinet over det tidligere. Hvis manden ikke ville lytte, måtte han jo føle, længere gik den simpelthen ikke. Desuden, så ville det kun være til Alecs underholdning, for han ville virkelig stå og nyde alle de ting han ville gøre ved denne stolte mand, som nægtede at snakke. Men hvad havde Alec regnet med? Han vidste jo at Fabian aldrig ville forråde Destiny, og et sted forstod han ham godt, for havde de stået i en omvendt situation, så havde Alec selv valgt at dø fremfor at blive forræder, men .. hvem kunne egentlig ikke knækkes, når det kom til stykket? Han fnøs ganske enkelt til Fabians ord. "Jamen det er jo derfor du er en fiasko, fordi du netop ikke vidste hvad vi pønsede på!" svarede han lettere hoverende. Han kunne ikke lade vær med at være stolt over deres lille attentatforsøg, det var faktisk gået ganske godt, to ud af tre var blevet dræbt eller fanget, desværre var Samuel sluppet væk, for han måtte ærligt erkende, at han havde håbet på, at Samuel havde set døden i øjnene, men det kunne jo ikke altid gå som man forventede, det var det som var det bedste ved skæbnen.
Fabians skrig var virkelig som sød musik i Alecs ører! Han elskede at høre sine ofres skrig! Skrig af ren smerte. Som han havde revet den sorte vinge af, der endnu måtte dirre af nerverne, kastede han roligt vingen bag sig, så den landede overflødigt på gulvet et sted bag ham. Han vendte de mørke øjne mod Fabian. "Og hvordan havde du dog tænkt dig det, min fine ven?" spurgte han stilfærdigt. Fabian var fanget og ville slet ikke være i stand til at røre sig, ikke efter den omgang med det skoldende og iskolde vand og nu tilmed den afskåret vinge. Hvor det dog måtte gøre ondt! Men han var sikker på at Valerio fik samme behandling, så det var vel et sted også hævn? Destiny skulle i hvert fald ikke tro, at hun ville slippe godt af sted med at skade hans bror! Han stillede sig nøjagtig foran Fabian og så nedladende mod ham. "Og du vil stadig ikke tale?" spurgte han roligt, og dog kendte han svaret, så han gik blot hen til den anden side, for at gribe om den anden vinge. "Ærgerligt," mumlede han lettere sarkastisk, inden han førte sværdet til vingens rod og helt ind til ryggen igen. Denne gang ville han dog ikke skære langsomt igennem, for han havde jo heller ikke for megen tid igen, han skulle lægge en masse planer angående byttehandlen. Han løftede sværdet og med et stort og kraftigt hug, skar hele vingen over på kun et splitsekund. Han greb også om den vinge og kastede den hen til den anden, som selv måtte dirre på grund af nerverne. Han smilede lettere tilfreds. "En dødsengel uden vinger, hvilken skændsel," sukkede han med et skævt og kynisk smil. Han nikkede til de to vampyrer, der måtte give slip på Fabian. Den ene, Garrett samlede vingerne op og så lettere spørgende mod Alec. "Hvad skal vi gøre med dem, hr.?" Alec fjernede ikke sit blik fra Fabian. "Vi hængerne dem op i pejsestuen som trofæer," svarede han med et morende blik. Så havde han da et minde om dengang han skar vingerne af den mægtige hærfører!