Captured!

[Deleted]

Hvilken dag det var, hvilket tidspunkt på døget det måtte være.. alt sammen var ukendt for Fabian. For ham så var der virkelig ingen forskel på nat og dag længere! Efter ballet og hans møde med Demitri, så havde han mere eller mindre fuldkmonnen mistet sin egen tidsfornemmelse. Bare det lille faktum, at Demitri havde taget så meget af hans blod, at han ikke havde været i stand til at gøre nogen form for modstand, var klart det som gjorde det hele meget værre! Hans hænder var lagt i lænker, efter at han igen var kommet sig efter det forfærdelige møde med den ene af de tre store indenfor denne organisation. At han personligt havde været et af de mål som de havde ønsket at ramme, var gået op for ham, hvilket i den grad også måtte more ham ganske betragteligt! Han var stadig uden alt for meget energi, og det kunne han tydeligt mærke, men hvad pokker skulle han gøre ved det? Det var jo heller ikke fordi, at han fik meget at skulle leve på for den sags skyld! Han sukkede nærmere dæmpet. Der var virkelig ikke så meget som en eneste lyd nede i den mørke kælder, selvom det nu og da ikke gjorde Fabian det mindste. Hvad ville folk ikke tænke? At se hærføreren fra Manjarno siddende hernede? Det ville da være direkte pinligt!
Snakken om at Valerio var væk, havde han så sandelig hørt, også selvom det virkelig bare var noget som måtte fryde ham i den anden ende! Nu var det virkelig bare på tide, at de skulle møde en smule modgang! ”Forbandede blodsugere..” vrissede han med en fast tone. Han knyttede hænderne let. At gøre meget modstand, havde han opgivet allerede for længe siden, for det ville virkelig ikke hjælpe ham det mindste lige netop nu. Endnu en gang måtte han jo bare vælge, at slå hovedet direkte ind i væggen bag ham, for det var virkelig ved at gå ham så meget på nerverne at sidde her, at han var ved at blive sindssyg af det! Han vendte blikket rundt omkring sig, selvom han virkelig ikke kunne se noget som helst i det lille kælderlokale som han var endt i. Nøj, hvor det faktisk måtte frustrere ham og noget så frygtelig voldsomt! Demitri opsøgte ham ikke.. når han engang fik fat i en af dem, så gik det virkelig bare galt! Det var et løfte! Fabian lukkede øjnene ganske stille og vred en anelse i kroppen. Den var efterhånden selv ved at blive stiv af bare at sidde der, selvom der ikke rigtigt var nogen steder som han kunne gå, når han var holdet tilbage her! Med benene, så skubbede han sig forsigtigt op på benene, selvom det tydeligt måtte trække i de lænker som måtte holde hans håndled fast.. Den forbandede Demitri! Han slap et svagt suk, da han støttede sig op af væggen. Vingerne trak han forsigtigt ind til sin egen krop. Det var virkelig den måde, som han kunne holde bare en anelse varme i sin egen krop, for nemt, det var det bestemt heller ikke på nogen måde, at skulle være der! Han ville egentlig bare hjem og tilbage til Destiny. Den stakkel kvinde måtte da være helt ude af den, for der var vel heller ikke nogen som vidste hvor han var? ”Fordømt..” Han prøvede i en fast håndvending at skulle rive hænderne til sig, selvom.. det gik ikke. Han gik da snart amok!

[alecander]

Man kunne sige at det gik både godt og skidt for Dødgængerne, for Alecander havde hørt en masse gode nyheder, men også mange dårlige. Hans bror var taget til fange og skulle henrettes, og han havde hørt fra en spion, at han var blevet fragtet til Manjarno, så han vidste ikke længere hvad der skulle ske, han gik dog ud fra at Destiny var ude på at få Fabian igen, og ham havde de jo, så det var kun en styrke ved dem. Noget andet godt, var de nyheder han havde hørt om Hertugen fra Procias, han ville skabe en borgerkrig, og det kunne kun komme Dødgængerne til gavn! Men han var nød til at få sin bror ud af denne kattepine, inden han gjorde noget yderligere, og derfor var han på vej til kældrene, for at besøge deres vigtigste fange. Der var faktisk kun gået nogle uger siden Maskeballet, men det var også længe, for Valerio havde været væk det meste af tiden, men han gik ikke ud fra at Destiny ville henrette ham, før hun havde fået Fabian igen. Så det var vel en … byttehandel? Ikke noget som Alec var meget for, men hvis han kunne få sin bror tilbage, så var det vel hvad han blev nød til? Han måtte indgå en byttehandel med Destiny, selvom han ikke var særlig meget for det.
Mørket havde bragt sig ind over Dvasias, og Alecander gik med faste skridt på de mørke skumle gange, der var gemt under selve Mansionen; hvor kældrene befandt sig. Gangene blev oplyst af fakler, eftersom det var det eneste lys der var. Ikke fordi at han ikke kunne se i mørke, for det kunne han sagtens, men det var vel for at gøre det lidt.. uhyggeligt? Og så hvis de fik ’gæster’. Hans mørke øjne viste ingen nåde, de var kyniske og de kunne lige så godt slå gnistre og flamme af den vrede han måtte føle. Han var ligeglad med om han blev set rasende, for det gik kun ud over de personer som han mødte, og det vidste de som kendte ham, og for dem som ikke gjorde, ja, det var bare ærgerligt! Han bar sit pæne tøj som sædvanligt, de sorte fløjlsbukser, en hvid skjorte med en grå vest uden på, imens han gik med en elegance uden lige, og det var ikke svært at se at han var ganske smidig i sine bevægelser. Hans tempo var hurtigt, og mange måtte halvløbe for at følge med ham, men han var ligeglad, han havde et ærinde og han stoppede ikke før han havde fået hvad han ville have, og det var sin bror. Han vidste faktisk ikke helt hvordan han skulle tackle Fabian, for han kendte ikke manden personligt, han måtte blot gå ud fra rygterne, og han havde fået at vide – også fra vagterne – at manden var stædig. Men den stædighed skulle de nok få bugt med! Dog kom han vel også bare for at afreagere? Han var trods alt vred, han havde ikke fået hvad han ville til Maskeballet, for Samuel var tilbage i Dvasias, hans bror var væk og nu fragtet til Manjarno, hvor han var nød til at bytte! Som han gik forbi en tom rustning – blot til pynt – greb han det lange sværd, som ’ridderen’ holdt. Han drejede sværdet rundt i sin hånd, som gjorde han sig kampklar, inden han fortsatte ned ad gangen, indtil han kom til to vagter, en halvblods- og en fuldblodsvampyr. ”Flyt jer!” hvæsede han fast, og der var ingen tvivl om hans autoritet, så de to vampyrer flyttede sig med det samme. ”Og lad os alene,” tilføjede han uden at han skænkede dem et blik, før han åbnede døren ind til de mange fangeceller. Han lukkede døren efter sig, inden han fortsatte forbi de mange celler for blot at komme hen til den sidste, hvor Fabian var gemt bag døren. Han låste døren op, inden han næsten sparkede den resten af vejen, for blot at træde ind i det rum, hvor Fabian var fanget. Det var ikke et særlig stort rum, og murene var klamme, støvede og beskidte af både jord og blod. Der var kun lidt halm i det ene hjørne og så selvfølgelig; Fabian. Han smilede et koldt smil, og svang rundt med sværdet. ”Ynkeligt!” Han fnøs hånende.

[Deleted]

Hvordan det i det hele taget måtte stå til på den anden side af dette værelse, det var helt ukendt for Fabian og han kunne virkelig ikke fordrage, at skulle være så… uforberedt og uvidende omkring hvad der foregik. At det måtte stå slemt til i Manjarno, det var noget som han var udmærket godt kendt med, for han vidste hvilken plads som han selv havde ved Destiny havde han efterhånden en lille anelse om, selvom det virkelig ikke var noget som han kunne få bekræftet bare sådan uden videre, og det måtte virkelig frustrere ham! At han nu måtte spille en temmelig stor rolle i en form af byttehandel, det vidste han ikke. Han var stædig, mange havde allerede været inde ved ham for at prøve at skulle tvinge det ene eller det andet ud af ham og det eneste som de var blevet mødt med, var en latter. Han lo smerten direkte op i ansigtet! Det havde så sandelig sine fordele, at man måtte være en dødsengel, for han lod sig virkelig ikke blive ramt af smerte på den samme måde, som han ellers vile have gjort det. Han sukkede dæmpet. Det var jo heller ikke fordi, at han havde meget at tage sig til, så længe, at han måtte sidde her!
At Alec var på vej, var han i bund ligeglad med. Selv kunne det faktisk være dejligt nok med bare lidt at tage sig til, for det havde han virkelig ikke haft igennem forbandet lang tid, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket rundt omkring sig, selvom det virkelig var forbandet svært, at skulle se noget som helst alligevel. Den faste stemme som pludselig måtte lyde udenfor døren, hvilket hurtigt måtte få ham til at vende blikket dermod. Fik han endelig noget selskab? Det fik ham virkelig bare til at smile! Han betragtede roligt døren. Han havde virkelig intet imod det. Jo før han kunne komme hjem, jo bedre ville det være! Han slog hænderne let sammen og med det næsten flabede smil. Hvis det var endnu en som skulle prøve at få ham til det ene eller det andet, så kunne det vel kun blive sjovt i den anden ende! Så stille som her var, så kunne han udmærket godt høre Alecs stemme i den anden ende af gangen! Det var tydeligt at stedet måtte være bevogtet, hvilket bestemt heller ikke var noget som han måtte bifalde det mindste. Han kneb øjnene svagt sammen. Alt han havde, var noget halm at sove på, hvis han kunne komme ned i den rigtige vinkel, ellers ville det virkelig være forbandet ubehageligt! At Alec nærmest måtte brase døren op, fik det til at stivne let i ham. Han virkede.. vred? Et sted var det jo selvfølgelig en tanke som måtte more ham selv noget så frygtelig voldsomt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovdet. Han kneb øjnene let sammen. ”Ynkeligt?” gentog han vrissende til Alecs ord. Han holdt hænderne frem mod ham. ”Så slip mig fri… så skal det nok blive meget mindre ynkeligt, det kan jeg love dig!” endte han med en ganske så kortfattet og nærmest så frygtelig iskold stemme. Han var forbandet træt af, at skulle sidde her, for han havde virkelig meget vigtigere ting at skulle tage sig til end lige netop dette! At han svang rundt med sværdet, var i bund og grund ikke noget som han tog sig synderligt meget af, det var jo heller ikke noget som han ikke havde set før og efterhånden, så skulle der virkelig en god del til, før han ville reagere på noget som helst, det var også helt sikkert! ”Vis dig et andet sted Alec.. Du kan ikke vise mig noget, jeg ikke har set før,” sagde han kortfattet. Han var dog tydeligvis ikke videre imponeret over hans ædle kunst med et sværd for hånden. De olivengrønne øjne hvilede fast på hans skikkelse. Han var virkelig ved at blive alt for utålmodig ved det her, han havde virkelig så forbandet meget andet, at skulle tage sig til! Han ønskede virkelig bare at komme hjem, han ønskede at skulle komme hjem til Destiny, tage pladsen som hærfører igen.. for pokker, han vidste jo ikke noget som helst! Blikket hvilede på ham og det var så sandelig også med det klare alvor. Han var virkelig træt af det her!

[alecander]

Alecander var ved at være træt af at være passiv, han var træt af, at de var tvunget tilbage, fordi Valerio var taget til fange, men et sted så var Alec egentlig ligeglad, døde Valerio, så var han jo ikke det første medlem der var blevet dræbt, og så kunne Dødgængerne stadig fortsætte, de havde jo i princippet ikke brug for Valerio, men det var hans bror, og han var et medlem, og lod Alec Destiny dræbe Valerio, hvad ville resten af medlemmerne så ikke tænke om ham? Han var nød til at beskytte sin besætning, og redde dem, når det blev nødvendigt, dog stolede Alec på Valerio, men talte han over sig, så skulle Alec nok personligt dræbe ham! Men så dum var han ikke, og han vidste at uanset hvor meget han talte, så ville han alligevel dø, han stod trods alt til en dødsstraf. Men Alec måtte finde en plan for at få ham fri, og det skulle helst gå så det ville komme Dødgængerne til gavn.
Vampyrerne udenfor fangecellerne var gået ovenpå, for de vidste hvad der skete når man ikke parerede ordre fra de overordnede, og de vidste især hvad der skete, når de ikke adlød Alecander. Desuden så ville han være alene med Fabian, hvor ingen kunne forstyrre dem. Han tog sig ikke af Fabians flabede smil, og hvorfor skulle han? Han vidste at Fabian var stædig, og han ville end ikke selv fortælle ham en skid, så meget vidste han, men så måtte han jo blot bruge andre midler, og han gjorde hvad det ville kræve, for at få det som han ville have! Han var skam selv stædig, og han elskede blodsudgydelser mere end noget andet! Han smilede et koldt smil til Fabian, som han bad ham om at slippe ham fri. Han fnøs hånende og rystede opgivent på hovedet. ”Hvis du er så dum, at tro, at jeg vil slippe dig fri, så kunne jeg ligeså godt have ladet Demitri dræbe dig med det samme,” fnøs han, og trak ligegyldigt på skuldrene. Han var skam ikke ude på at skræmme Fabian med sværdet, det var blot et redskab han havde med, de kom jo til at more sig ganske gevaldigt! Han lagde armene over kors, uden at han slap sværdet, som han endnu holdt i sin ene hånd. Hans hoved søgte ganske let på sned, inden et flabet smil gled over hans læber. ”Hvor ser du bedårende ud, Fabian, det er lige før, at jeg vil have et maleri, så alle kan se, hvordan den store hærfører af Manjarno blev fanget af et par simple vampyrer,” svarede han med en lettere flabet stemme. Han kneb øjnene lettere sammen til hans ord. Manden måtte jo tydeligvis ikke vide hvem han stod overfor. Han var ikke som de andre vampyr, de adlød blot Alec’s ordre, og i modsætning til de andre medlemmer, så var Alec ligeglad med Fabians liv. Han kunne ende det på stedet! Han gik med faste skridt hen imod Fabian, og lod sin frie hånd falde omkring hans strube, blot for at løfte ham op, så hans fødder ikke rørte jorden. Hans mørke øjne hvilede lettere faretruende og kyniske i Fabians olivengrønne øjne. ”Så du vælger at undervurdere mig?” spurgte han med en kold stemme, idet han valgte at klemme hårdt omkring Fabians strube, for at lukke alle lufthuller til. For hans skyld, kunne Fabian rådne op eller dø på stedet, for han havde skam andre planer, og Fabian behøvede ikke at være en del af hans planer! Han kunne sagtens få Valerio fri på sin egen måde, han havde trods alt en hel mansion fyldt med vampyrer! Han slap roligt taget omkring Fabians strube for at lade ham falde i jorden, inden han slog sin store og hårde næve mod Fabians mave. Hvad havde manden egentlig regnet med? At dette var en skovtur? Desuden, så burde han kunne regne ud, at de andre vampyrer ikke måtte dræbe ham, ikke før Alec personligt var mødt op og fået sig en lille snak med ham. Hertugen af Procias planlagde et oprør, en stor mulighed for Dødgængerne, og derfor kunne han selv skaffe flere mænd, for at indtage Manjarno og for at befri Valerio, så i princippet havde han ikke brug for Fabian, men det gjorde så også blot, at det hele ville blive afsløret, og så kunne oprøret gå i vasken, og det måtte heller ikke ske. Han vidste ikke hvor lang tid han havde, men han gik ud fra, at Destiny ønskede sin lille loverboy tilbage, rygterne gik jo, og han havde selv set det med sine egne øjne til Maskeballet.

[Deleted]

At hele denne organisation havde været godt passive siden ballet, kunne Fabian næsten gætte sig til. De havde virkelig formået, at skulle rydde op i så forbandet mange ting, at det vel også kunne være farligt i det store forløb. Det havde virkelig ikke været det smarteste at gøre, det var helt sikkert! At Gabriel var død, det havde han efterhånden fået med sig, og det var virkelig ogs noget af det som han måtte være ganske godt skræmt over, det var helt sikkert. At de havde formået at lave et sådan et kaos var ganske enkelt utroligt! I hans lange liv, havde han aldrig nogensinde oplevet noget lignende! At Alec måtte være frustreret kunne man næsten høre på ham og nu hvor han stod i lokalet ligesom han selv gjorde, så var det virkelig også noget så frygtelig tydeligt at skulle se, hvilket i sig selv, kun måtte more Fabian en anelse. Han sad der jo bare selv og kunne ikke rigtigt gøre det mindste, hvilket i sig selv, så sandelig også måtte frustrere ham! Hans olivengrønne øjne faldt direkte til Alecs skikkelse, det var virkelig ikke fordi at han var bange for manden, for det havde han virkelig aldrig nogensinde været. Havde han i det hele taget haft en grund til at skulle være det?
Hvad der skete hvis man ikke adlød ordre, var Fabian for sit vis ganske ligeglad med når det kom til stykket. Han havde virkelig siddet der længe nok til at han ville være noget så forbandet utålmodig som aldrig nogensinde før! At han direkte måtte håne ham, var virkelig ikke noget som gavnede situationen det mindste overhovedet, det var virkelig ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han kneb øjnene fast og let sammen. Han ville virkelig ikke være med til mere! Han himlede svagt med øjnene. ”Den kære Demitri tømte mig næsten for blod.. Tro mig.. Hvis det ikke var fordi at han faktisk havde formået at få mig lænket fast, så havde udfaldet været noget ganske andet!” hvæssede han med en fast og noget så iskold og fast stemme, at man skulle tro at det var løgn. Han vidste hvad han ville finde sig i, og bare det at sidde her som han gjorde lige i øjeblikket, det var direkte pinligt! Han kunne virkelig ikke fordrage tanken om, at der ikke skulle mere til end en sølle vampyr til at fange ham! Han hadet virkelig bare den tanke og mere end det som han måtte hade noget andet i verden! ”At vi er enige om at i er sølle, er jo altid et skridt i rigtig retning. Du begynder at kunne se realistisk på tingene,” konstaterede han kortfattet, idet han lod hænderne glide over kors. Den faste mine hvilede på Alec og hans sværd. Han vidste jo ikke direkte, hvad det var, at han havde i tankerne med lige netop dette, så det i sig selv, var jo også en grund til at skulle være mere forsigtig end det som han havde været til nu? Det stivnede dog kraftigt, idet at han måtte gribe ham omkring struben og gøre det fuldstændig umuligt for ham, at skulle få luft. Næsten helt automatisk var han endt med at skulle bakke helt ind i væggen som havde det været i et næsten desperat og naturligt forsøg på at skulle komme fri, selvom det virkelig var lettere sagt end gjort. Han gispede ganske let, selvom det virkelig var ganske enkelt umuligt for ham at få noget som bare kunne minde om luft. Hans hånd greb kraftigt omkring Alecs håndled og prøvede at få ham til at slippe. En vampyr var jo mange gange stærkere end det som han selv måtte være og han vidste det jo udmærket godt! At han ikke kunne få luft, det kunne han så sandelig godt mærke og han brød sig bestemt ikke om den tanke! Med den anden hånd, så knyttede han den i et fast forsøg på at skulle skænke Alec en knytæve direkte i ansigtet. Bare gøre alt for at tvinge ham til at slippe ham! Bare tankerne om, at det faktisk var Destiny og Valerio som faktisk måtte holde ham i live lige i øjeblikket, var slet ikke noget som faldt ham det mindste ind. Han kunne blot tænke sig til, at det måtte være kræfter udefra, som endnu havde forhindret dem i at skulle tage den store hærføreres liv.

[alecander]

Alecander gad faktisk ikke Fabians små legeriger, desuden, Fabian kunne blot gøre én lille bagatel og Alec ville flænse ham til døde! Det hele afhang faktisk af hvad Fabian valgte at gøre og sige, og intet andet. De mørke øjne hvilede stift på Fabian. Det var faktisk utroligt hvor godt Maskeballet var gået, for de havde fået dræbt Gabriel, som hele Dvasias havde fejret, godt nok var Samuel tilbage i Dvasias, men så havde Manjarno ham da ikke, om det så var godt eller dårligt, og de havde fanget Fabian, det var hele to ud af tre. Og ikke nok med det, så var den retmæssige greve i Procias vendt tilbage, ligesom hertugen var ved at planlægge et oprør, hvordan kunne det være bedre? Det hele ville komme Dødgængerne til gavn. Han lo koldt og lettere hånende til Fabians ord. ”Men uanset hvor godt du tror du havde klaret dig, så ville udfaldet ikke have været anderledes, for uanset hvad, så havde du tabt, og uanset hvad, så var du blevet bragt hertil,” forklarede han lettere flabet, inden han lo for sig selv. Fabian kunne ikke have klaret sig uanset hvad, han havde trods alt været oppe imod én af de hurtigste racer i landene! Og også de stærkeste, så han havde ikke haft en chance uanset, hvor meget han så end ville prale.
Det var tydeligt at Fabian var utålmodig, og Alec forstod ham skam, for det måtte ikke være sjovt at sidde i den samme celle dag ud og dag ind, lænket fast til kæder, så det var da klart at manden måtte være utålmodig og ønskede sin frihed, bare ærgerligt at han ikke fik den. Han fnøs af Fabians ord, og rystede lettere opgivent på hovedet. ”Jeg sagde ikke sølle, men simple. Det undre mig dog ikke, at du ikke viser respekt for vampyrer, og hvorfor skulle du? Udover at dit liv afhænger af det,” svarede han med et lettere sindssygt blik. Fabian selv kunne slet ikke vide hvad han burde gøre og ikke, for det kom helt an på hvordan Alec valgte at tackle det. Uanset, så burde Fabian vælge sine ord med omhu, og hvis Alec ikke gav udtryk for det, så måtte han jo overbevise manden om det. Men Alec selv måtte heller ikke selv komme for godt i gang, for det kunne være at Fabian ville blive et godt es i ærmet på et senere tidspunkt, så han selv var nød til at tænke tingene igennem inden han gjorde noget overilet. Og han var vel nød til at tænke på Valerio også? Det var trods alt rådgiveren af organisationen, som havde sit liv på spil, og ikke blot en anden simpel vampyr. Og ikke nok med det, så var Valerio også hans bror.
At Fabian forsøgte at komme fri fra Alecs greb, måtte virkelig more ham, for det var og blev umuligt. Men når manden ikke ville høre, så måtte han jo føle. Alec tog sig ikke af hånden der greb omkring hans håndled, det fik ham blot til at stramme grebet omkring Fabians strube. Den anden hånd, som måtte Fabian måtte slå direkte mod hans ansigt, var godt nok ikke noget han havde regnet med. Men i stedet for at slippe grebet omkring hans strube og trække sig tilbage, tog han imod slaget, hvilket fik ham til at vende kinden til. Han slap end ikke taget omkring Fabians strube, idet han vendte sine mørke øjne direkte mod Fabians olivengrønne. Han træk skævt og kynisk på mundvigen. ”Du slår som en tøs,” konstaterede han hånende, inden han klemte hårdt omkring struben. Han var dog ikke ude på at få Fabian dræbt – endnu. Han ville blot udtrykke sin styrke, og hvad han egentlig var i stand til, og det at kvæle en anden til døde, det var intet i forhold til alt andet han kunne gøre ved ham, men det kunne jo være at manden selv ville finde ud af, hvad der ellers var ham i vente, det var trods alt op til ham selv.

[Deleted]

Fabian havde nu aldrig nogensinde været bange for sig selv i en situation som denne. Han vidste, at han var fanget, at han havde været et af de mål som de havde sat sig for at ramme under ballet og det var desværre gået som de ønskede det, det var helt sikkert og han hadet det virkelig! Bare tanken om, at han skulle sidde her og rådne op, var virkelig ikke en tanke som fristede ham det mindste, nu hvor han måtte tænke over det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Det var virkelig noget som i sig selv, bare måtte gøre ham direkte vred! Han havde så meget andet at tage sig til, end at skulle sidde fanget på et sted som dette, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Hans blik faldt direkte og fast til Alecs skikkelse. De kunne slå ham ihjel hvis de ville og nu sad han her alligevel. Det kunne virkelig ikke blive værre end det allerede måtte være i forvejen for hans vedkommende! ”Tror du ikke det? Så bring mig og Demitri til søen igen, så skal jeg nok vise dig! Demitri var faldt som en bunke aske, hvis det ikke var fordi jeg ikke kunne røre mig stort,” vrissede han let. Til dels kunne man stadig mærke de kraftige knusende lænker som han havde haft omkring vingerne og det havde bestemt ikke været behageligt! Tvært imod!
At Valerio var væk, var noget som havde nået Fabian for øre og han kunne virkelig ikke gøre andet end direkte at fryde sig over den tanke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hans blik hvilede fast til Alecs skikkelse. Han var jo trods alt et rovdyr et sted og det måtte være på vagt, når det kom til stykket og han sad der som et utålmodigt bytte når det kom til længden og han brød sig bestemt ikke om den tanke på nogen som helst måde overhovedet! Han kneb øjnene næsten dræbende sammen. ”Giv mig en god grund til at skulle respektere simple blodsugere,” sagde han kortfattet. Det var nok et af de få væsner som han aldrig havde haft respekten for i længden ,det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, for det var jo bare rene fakta når det kom til stykket. Han havde jo aldrig haft en grund og ville de tage hans liv, hvorfor havde de så ventet med at gøre det til nu? At han skulle passe på sine ord og udtalelser, det kunne han et sted næsten gætte sig til, for Alec var bestemt ikke i det mere venligsindede hjørne for tiden, det var noget som han udmærket godt kunne føle og fornemme, så det var vel også noget som han prøvede at ramme bevidst? For han var virkelig forbandet træt af, at skulle sidde her og lave absolut ingenting!
Aelc havde et forbandet stærkt greb og det var virkelig umuligt for Fabian at skulle få luft! Jo mere han måtte kæmpe for det, jo mere svimmel kunne han mærke, at han var ved at blive, og det var virkelig ikke behageligt på nogen som helst måde overhovedet! Han bed tænderne tydeligt sammen, selvom det at slå ham, slet ikke havde virket. Hans blik blev mere og mere sløret og det var faktisk noget som resulterede til en knaldende hovedpine. Han bed tænderne fast sammen. At få ham til at slippe, havde været direkte umuligt, kunne han se. En vampyr havde en forbandet stor styrke og det måtte virkelig frustrere ham noget mere nd det som det havde gjort nogensinde før! Han lavede små gisp i næsten desperate forsøg på at skulle få luft, det ville bare ikke komme til ham! Hans ben truet efterhånden med at skulle give efter under ham, idet han fast knyttede hånden i endnu et af de mere kraftige slag som han var i stand til at skulle gøre brug af. Han prøvede i det mindste, for nemt det var det virkelig ikke, når det var så svært at skulle holde fokus. ”S-slip!” hvæsede han med en tydelig anstrengt mine, for det var bestemt ikke nemt – tvært imod, så var det ganske enkelt umuligt for ham, at skulle få noget som helst som bare måtte minde om luft!

[alecander]

Alecander rystede opgivent på hovedet af Fabian. ”Udfaldet var blevet det samme, pjok,” svarede han med et ligegyldigt træk på skuldrene. ”Og tror du virkelig at du kan klare dig mod den ædleste race? Allerede ved vores fysiske styrke og uovermenneskelige fart, havde du været færdig. Du er blot en sølle dødsengel,” svarede han stilfærdigt og lettere hånende. Dødsengle kæmpede kun for sig selv, men det gjorde fleste racer i Dvasias vel? Men Alec kæmpede for hele sin race, han ønskede at vampyrerne igen blev fremhævet! De var de sande regenter! Og ingen skulle stå i vejen for hans planer, end ikke Fabian og hans åndssvage kommentarer! For han kunne skære tungen af den mand, hvis det var! Hans blik hvilede fast og kynisk på Fabian. Demitri havde været ordentligt i gang med Fabian, men Demitri var trods alt også hans torturmester, ikke fordi Alec ikke selv kunne torturere, men han havde bare så meget han skulle eftersom han var lederen for organisationen, så han havde brug for nogle der kunne træde til, når han ikke selv kunne, og eftersom Demitri selv elskede blodsudgydelser, så var han jo den direkte oplagte. Og nu manglede han sin rådgiver, som selv kunne træde til for ham, når han ikke selv kunne komme til møder osv. Og han ønskede sin bror tilbage! Koste hvad det koste vil! Han var ligeglad med prisen, desuden, så var det ikke kun Destiny, men også Alec som havde et ord at indføre, for det var trods alt ham, som havde hendes kære Fabian.
Der var ikke mange der respekterede vampyrerne, men det kunne de komme til! Det skulle Alec nok personligt selv sørge for! Og han var trods alt godt på vej. Han havde lavet lidt ravage i Dvasias, ved at springe slottet, han havde sprunget noget af Neutranium, dræbt Gabriel, sluppet Samuel fri, så selv den mand kunne søge hævn, og fanget Fabian, så det gik jo ganske godt, og Tristan hertugen af Procias, planlagde et oprør, som kun kunne komme Dødgængerne til gavn! Han fnøs til Fabians ord. ”Jeg regnede ikke med din respekt, efterhånden er der ikke nogen som respekterer os længere, så hvorfor tror du vi ønsker hævn?” spurgte han stilfærdigt, og smilede et grumt smil. Det var jo sandt, mange havde mistet respekten for vampyrerne, og så dem blot som blodsugere og bæster, der dræbte for sjov, men de skulle jo nære sig, og når dronningen ikke selv fandt en løsning, så måtte de jo selv gøre det, desværre gik det så også bare ud over Jaqia, for den kvinde kunne ikke finde ud af at styre et land! Se blot på hendes bror, som hun ikke havde gjort en skid ved, hun havde end ikke forsøgt at slippe ham fri eller så meget sat et redningshold ud. Men Samuel stod jo trods alt til en henrettelse, og det ville selv fryde Alec at se den mand miste livet! Og det var jo hans skyld at Samuel var på fri fod igen, desværre, men det var blot en ofring, som de måtte tage med dem, for at alt andet kunne lykkedes.
Alec var ikke ude på at dræbe Fabian endnu, han ville blot demonstrere hvilken styrke de besad, og at Fabian ikke burde undervurdere ham, for han var langt stærkere end nogen af de andre vampyrer i denne Mansion, han havde trods alt trænet hele sit liv på at blive leder en dag, og overtage hans fars organisation, og det krævede virkelig sit! Han havde ikke blot styrken men også hovedet med sig, men det var trods alt nødvendigt, når han nu selv var blevet leder, han krævede respekt fra sine medlemmer, og han var god til at skaffe den. Han tvivlede til gengæld på, at han ville få Fabians respekt uanset hvad han så end gjorde ved manden, men han havde ikke brug for en sølle dødsengels respekt, de nød jo trods alt smerte og død, så det skulle han få! Han slip ikke taget omkring Fabians strube, eftersom han ville stoppe når manden på et tidspunkt ville besvime, og det var ved at se, det var jo tydeligt for enhver. Han tog blot imod de slag, som Fabian gjorde, for udholdende var en vampyr jo også, og det var Alec i den grad, han kunne sagtens klare nogle små fysiske slag fra et levende væsen, de var jo ikke nær så stærke som en vampyr eller det der lignede. Han smilede et grumt smil. ”Ah, ah, ah! Jo mere modstand du udøver, jo værre bliver det!” svarede han stilfærdigt og understregede det, ved at klemme mere omkring Fabians strube. Luft var umuligt at få, ikke med et greb som Alec gjorde.

[Deleted]

Fabian havde virkelig ikke nogen grund til at skulle respektere vampyrerne, de havde virkelig aldrig nogensinde givet ham en grund til at skulle tro noget andet omkring dem, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De olivengrønne øjne hvilede fast på Alecs skikkelse. Det var virkelig ikke fordi at han ville være den sidste som skulle komme her og prøve at få ham til det ene eller det andet, for det var virkelig set og det var prøvet før efterhånden, det var end ikke noget som man skulle betvivle det mindste. Demitri havde end også været hernede ,selvom det virkelig ikke havde bragt sig det mindste med sig, når det endelig måtte komme til stykket. Demitri havde virkelig ikke fået ham til at gøre andet end at le. At påføre ham smerte, var som at påføre ham nydelse på den ene eller den anden måde. Lige der kunne man se på en dødsengel som et utroligt mærkeligt væsen. Det var virkelig ikke noget som gav nogen mening, at man skulle reagere på smerte på den måde, som de måtte gøre det! Han kneb øjnene let sammen.”Ædel race?” gentog han vantro. Han var bestemt ikke enig i den udtalelse, det var helt sikkert! ”Det er vidst noget som jeg aldrig har fået at vide.. Warlocks derimod..” Han sendte ham et let hånligt smil. Det havde jo været hans egen race af fødsel, selvom det var tydeligt, at der var så forbandet mange andre ting som havde ændret det og gjort noget ved det.
At kræve Fabians respekt var virkelig forbandet meget, at skulle kræve af ham lige i øjeblikket, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han var virkelig ved at være træt af, at skulle sidde her, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han havde sin lille plads at skulle bevæge sig på og det var mere eller mindre også det, og det var bestemt ikke noget som man skulle komme udenom, at han virkelig måtte være træt af . Han fnøs ganske fast.”I ønsker hævn fordi I føler Jer overset? Det kan du seriøst ikke mine!” endte han med en næsten morende stemme. Det var virkelig ikke noget andet end sjovt for hans vekommende, det var end ikke noget som man skulle kunne komme det midnste udenom overhovedet! Vampyrer var virkelig ikke andet end blodsugende væsner selv set i hans øjne, det var helt sikkert! De havde jo aldrig rigtigt vist sig, at skulle ønske noget andet og de havde jo heller ikke gjort meget for at skulle ændre det syn for hans vedkommende, så Alec troede, at han kunne torturere sig frem til det? Så måtte han så sandelig tro om igen, det var så sandelig også helt sikkert!
Selvom det nu var ved at være umuligt for ham, at skulle få luft, hvilket han også noget så tydeligt kunne mærke, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. At det ikke hjalp det mindste, at skulle slå fra sig, kunne Fabian godt mærke. Nok var der også en god styrke i hans egne slag, men det var virkelig hårdt nok som det måtte være fra før af! Han prøvede virkelig at gispe efter vejret, selvom det virkelig blev ganske umuligt, som Alec måtte klemme mere omkring hans hals. Han greb omkring hans hånd med begge sine, selvom det hele virkelig var endt med at skulle sløre for meget for hans blik. Han kunne virkelig ikke mere! Hans øjne var endt blodskudte, selvom det virkelig ikke måtte væreh am nogen former for hjælp overhovedet. Han begyndte at ryste, idet at de måtte knække fuldstændig sammen under ham uden at han kunne gøre det mindste ved det. Det gik fuldkommen i sort for hans blik til sidst, da kroppen måtte give efter for hans let tunge vægt, idet han røg hen i besvimelsens faste og tunge greb. Hans hænder omkring Alecs hådled måtte slippe, idet han røg helt ned i gulvet og ellers bare blev liggende for Alecs fødder.

[alecander]

Alecander var faktisk frygtelig ligeglad med Fabian, for hans skyld, kunne manden rådne op inde i denne celle, men til gengæld betød hans bror noget for ham, så de måtte jo se hvordan dette møde gik, for enten overlevede Fabian, eller også ville han dø, faktisk hældte han mest til det sidste, for han var sikker på at Fabian ville træde forkert, og Alec lagde vitterligt ikke fingrene imellem! Han var ligeglad med Fabians liv, eftersom det var frygteligt irrelevant for ham, men han vidste at ham og Destiny havde noget kørende, og derfor kunne han vise sig at blive meget værdifuld, men det måtte han tænke lidt over, det kunne jo også være at manden viste sig at irritere ham så meget, at han blev træt af ham og dræbte ham på stedet, men igen, det kom helt an på Fabians ord og Alecs humør. Han nød trods alt blodsudgydelser! Han rystede ganske let på hovedet til Fabians ord. Det flabede smil rørte ham så absolut ikke, det var jo ham der var fanget og ikke Alec, så Fabian gjorde sig blot endnu mere ynkelig ved at håbe på at han kom fri. ”Se, det er det jeg mener, ingen respekt, så den må vi jo bare tage efterhånden,” svarede han stilfærdigt og trak ganske svagt på skuldrene, som betød det intet. ”Desuden, så har jeg ikke brug for din respekt, for dit liv er mig ligegyldigt, jeg kunne dræbe dig på stedet.” Han smilede et lettere fristende smil, for det var faktisk ganske fristende at dræbe Fabian, den sølle hærfører, der ikke ville kunne stoppe ham. Manden var jo trods alt lænket til væggen af kæderne, så han ville ikke kunne overleve.
Fabian var faktisk helt galt på den, for Alec ønskede ikke mandens respekt, den kunne han smide langt væk! Det eneste han for alvor var interesseret i var at få sin bror tilbage, og så ødelægge landene for alvor bagefter! Han var ved at blive godt og grundig træt af alle disse julelege, det at skulle holde lav profil, selvom det ikke ligefrem havde lykkedes, for nu var de afsløret, og de havde Valerio! Hans mørke øjne hvilede nådesløst i Fabians olivengrønne, og dog så han ganske alvorlig ud. Han fnøs og et lille skævt og grumt smil krusede over hans rosa læber. ”Vi er skam ikke overset, mange frygter os, og det burde du faktisk også, alt andet ville være dumt. Man burde aldrig undervurdere sin overmand,” påpegede han stilfærdigt. Fabian ville ikke have en chance mod en fuldblodsvampyr i en fair kamp, uden våben og uden magi, han ville tabe på stedet, ligesom de fleste!
Alecander så blot ganske veltilfreds og triumferende til, som han kunne se, hvordan Fabian var ved at opgive. ”Nyd smerten, Fabian, det er jo det din race gør!” hvæsede han lettere nådesløst, hvor hans øjne hvilede lettere faretruende, det var så fristende at klemme livet ud af manden! Kvæle ham til døde! Så man Alecs blik, ville man tydeligt kunne spotte den morskab og nydelse han følte ved at påføre andre smerte, ved at udøve blodsudgydelser, og han følte sig virkelig i sit es! Som Fabian måtte gå bevidstløsheden i møde og knække sammen, slap Alec sit greb omkring hans strube, og lod ham falde ned på det kolde og beskidte gulv. Han smilede et lettere hånende smil. ”Ynkeligt,” mumlede han for sig selv, og sparkede let til Fabians side, blot for at give ham lidt smerte, til han ville vågne igen. Han havde ikke dræbt ham, og det burde han sgu prise sig lykkelig over! Han åbnede døren. ”Jasper, Garrett, kom med en spand iskoldt vand!” råbte han, og der gik ikke lang tid før to unge fuldblodsvampyrer dukkede op inde i cellen. Han tog spanden og kastede det iskolde vand på Fabians, blot for at vække ham igen.

[Deleted]

Fabian vidste virkelig ikke hvad der faktisk måtte holde ham i live lige her og nu. Hvis det ikke var fordi at han kunne bruges til noget som helst, jamen hvad pokker lavede han så egentlig her? Han kneb øjnene fast sammen og fnøs let af Alecanders ord. Det var tydeligt, at denne mand virkelig måtte sætte vampyrerne højt, det var næsten noget som måtte more ham, for han skulle personligt nok bange dem tilbage på plads der hvor de måtte høre hjemme! Måske at Fabian var flabet, men kunne man egentlig klandre ham? Han havde siddet hernede i det som måtte minde om uger og han var aldrig kommet noget sted videre og det var virkelig forbandet frustrerende! Han var virkelig ikke bygget til bare at skulle sidde stille og glo ind i en blodbelagt mur og bare overveje hvornår det mon ville være hans tur til at sprede sit eget blod over den, for han havde virkelig på fornemmelsen, at det ville ske før eller siden og tanken, den kunne han virkelig ikke bifalde på nogen som helst måde overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Døden var ikke direkte noget som han var bange for. Hvad han dog måtte være mest bange for, ville være, at skulle efterlade Destiny alene, for han vidste, at hun havde et giga problem bare med at sove, når han ikke lå ved siden af hende. ”Tror I virkelig at det hjælper, at tage respekten og kræve den på den måde?” vrissede han let og sammenbidt.
At starte ud med en hærføreres respekt, var virkelig altid et sted at starte, så for Fabians vedkommende, så var det næsten et naturligt sted, at skulle starte ud i. Han himlede med øjnene. ”Giv mig en god grund til at skulle frygte for en blodsuger, Alecander,” vrissede han fast. Han var ikke bange for døden, så hvorfor skulle han egentlig være bange for dem? Det var da noget som slet ikke måtte give nogen som helst mening for hans vedkommende. Måske at en fuldblods ville have sine fordele i kamp, men der havde han så sandelig også sine egne. Uanset hvilken smerte de ville påføre ham, så ville han ikke mærke det som noget som gjorde ondt, så det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovdet!
At Fabian var røget direkte i gulvet, fordi at han havde gået uden luft for længe, var noget som godt kunne mærkes. Alecander var stærk og Fabian vidste det jo udmærket godt. Han havde i den grad vist det på andre måder, end det som så mange andre i hans sted ville have gjort det og han kunne jo udmærket godt se, føle og fornemme det på dem. Sandt, at han nød tanken ved smerte, for det var virkelig ikke noget som gjorde ondt, også selvom han vidste, at det kunne slå ham ihjel i længden. Det var jo en af de ulemper som måtte være, ved at være det som han var i øjeblikket. Og det var noget som i sandhed måtte frustrere ham! Smerten ved de spark i hans side, var end ikke noget som han reagerede meget på. Det var jo end ikke fordi, at det måtte gøre ondt på ham selvfølgelig. Hvad der dog måtte rive ham ud af bevidstløsheden, var det iskolde vand, for det var i sandhed koldt. Han stivnede kraftigt, idet han gjorde et kraftigt spjæt, da han måtte vågne igen. Han trak sig automatisk væk fra der hvor han havde ligget og tættere op mod muren i stedet for. Han tog sig til halsen, hvor han let måtte hoste. Alec var en stærk af slagsen, en forbandet stærk af slagsen, det var bestemt noget som han havde måtte tage fejl af. De olivengrønne vendte han mod ham. Han havde tydelige mærker omkring halsen ved Alecs kvælertag. Han trak vejret dybt, nu hvor han endelig kunne få luft igen. Han skar en svag grimasse. Det havde faktisk gjort ondt. ”Du kan lige vove påat gøre det igen!” vrissede han med en let og tydeligt anstrengt mine.

[alecander]

Alecander vidste at Fabian var i besiddelse af en stor mund, men det var virkelig ikke noget han tog sig af i øjeblikket, han måtte fokusere på, hvordan han fik sin bror tilbage, og han var desværre bange for at Fabian ville være løsningen, mest af alt, havde han lyst til at lade Fabian sidde her og rådne op til sine dages ende! For ikke at få fornøjelsen af at dræbe ham personligt! At dræbe den 'store' Fabian, som hadede vampyrer og ikke viste dem respekt, det måtte da være ydmygende for ham, og blot tanken om at dræbe ham var ganske fristende! Men han måtte sætte sine personlige følelser til side og se realistisk på det, for han var nød til at få Valerio fri på et tidspunkt. Det at Fabian var utålmodig, det kunne Alec tydeligt fornemme på manden, og man måtte godt nok også blive rastløs af at sidde og glo ind i vægge døgnet rundt, så et sted måtte Fabian også være glad for at få lidt selskab? Skønt det nok var Alec, der kom til at more sig mest! Han trak ganske muntert og dog skummelt på mundvigen, imens hans mørke øjne hvilede nådesløst på Fabian. "Vi får se. Jeg kan ikke vide hvordan alt dette ender," svarede han sandfærdigt og trak ligegyldigt på skulderen. Folk måtte tro at han var skør, siden han satte hele racen vampyrers rygte på spil, og også en masse vampyrers liv, blot for at få respekt og anerkendelse, skønt det jo heller ikke var helt sandt, for det var jo ikke det eneste han ønskede, han havde nok magt i øjeblikket, men det var jo faktisk ikke nok. Vampyrerne blev undertrykte, der var begrænsninger og enhver vampyr ville stå til henrettelse, fordi de ville overtræde lovene ved blot at løfte en pegefinger! Det var forkasteligt! Og landene fortjente nogle nye regenter! Vampyrer!
Alecs mørke øjne hvilede lettere kedeligt på Fabian, og han gabte kort højlydt, blot for at understrege at Fabians ord var ham ligegyldig, som resten af ham! Han smilede dog alligevel et kynisk smil, hvor selv hans øjne måtte afsløre alt det onde han måtte have i sit indre. "Hvorfor du burde frygte os? Fordi vi kan flå folk som dig, i småstykker, fordi vi kan frarøve dig alt hvad du holder af på et splitsekund, fordi vi er alle andre overlegne og fordi vi er mørkets fødte yngel," svarede han lettere koldt. Fabian skulle nok se, hvad en vampyr var i stand til! Og især en stærk vampyr som Alec! Han skulle nok rive hovedet af ham, hvis det blev ham muligt, og så skulle han nok føle smerte som enhver anden! Han smilede lettere grumt, bare at tænke på tanken om at dræbe Fabian, alle de muligheder for mord, alt det blod, det gjorde ham helt.. vild efter at yde blodsudgydelser! Og tanken om blod, gjorde ham faktisk sulten. Han kunne suge hele livet ud af Fabian ved at drikke hans blod, så han ville stoppe hans hjerte, og selv hans hjerte ville han kunne flå ud af brystet på ham, hvis han ville! Så manden havde al grund til at frygte ham! Og alt andet ville være uklogt.
At se Fabian ligge der helt bevidstløst på det kolde og beskidte gulv, var simpelthen prikken over i'et! Det morede ham utrolig meget, og det fik ham ikke til andet end at hovere! Skønt, det var ikke noget han lod kom til syne, for han hverken smilede det mindste eller sagde et eneste ord, men han morede sig i sit indre, frydede sig over, at Fabian måtte bukke under, det var simpelthen det, som måtte more ham mest! At manden havde undervurderet ham, og det havde været en fejl fra Fabians side. Alec var lederen, og han gjorde så sandelig også det som passede ham! De andre parerede blot ordre, hans ordre! Alec trak svagt på mundvigen, hvilket gav ham et lettere dominerende udtryk, da Fabian måtte vågne med et sæt. Han ignorerede fuldstændigt Fabians ord, men blot så på ham med sine mørke øjne. Han drejede svagt på hovedet, uden at fjerne blikket fra Fabian. "Hent noget kogende varmt og iskoldt vand," sagde han roligt til den ene af vampyrerne, som med det samme hastede ud af rummet. Der gik ikke lang tid før han kom til bage med to fulde spande, den ene kogede af den hede varme, og det var lige før at den anden dampede på grund af den isnende kulde. Han sendte et dominerende smil til Fabian.

[Deleted]

Fabian var i sandhed ikke en mand med meget tålmodighed når det lige måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Dette var virkelig noget som kunne gøre ham noget så rasende, at man skulle tro at det måtte være løgn! Han var træt af at sidde her og han var træt af, at rende rundt alene, selvom Alec nu måtte vise sig, at være et mere eller større selskab end det som han havde fået læg, så gjorde det virkelig ikke op for det hele bare sådan uden videre. Han fnøs af Alecs ord. Han kunne jo næsten gætte sig til hvordan det måtte ende. Det ville jo se kønt ud, at den store hærfører måtte blive slået ihjel og udelukkende på grund af dette? At han sad fanget i en vampyrs kælder, lænket og ude af stand til at gøre meget modstand, for ikke at glemme at Alec virkelig måtte være en af de stærkere som han havde mødt! Han kunne virkelig ikke fordrage den tanke alene, det var virkelig mere end rigeligt til at gøre ham vred!
At Alec så åbenlyst måtte vise, at han måtte kede sig, var virkelig heller ikke noget som måtte falde Fabian i interessen, for det var virkelig mere end rigeligt til at skulle gøre ham direkte pissed og sur. Han var virkelig ikke den som man skulle irritere lige for øjeblikket, for han var virkelig ikke noget andet end en tikkende bombe som snart ville ende med at eksplodere. Han kunne knapt bevæge sig og havde ikke været ude for dette lokale i det som nok havde været flere uger! ”Mørkets yngel? Det er I så sandelig heller ikke ene om, Alec,” vrissede han med en ganske så fast og sandfærdig stemme. Ikke at det var noget som han ville skjule for ham, og det var så sandelig heller ikke hans hensigt når det lige måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var helt sikkert. De olivengrønne øjne hvilede på ham noget så fast, som prøvede han at skulle se direkte igennem ham. Så gennemborende som intet andet, for dette var virkelig langt mere end det som han selv ønskede at være med til! Hvis de nogensinde rørte Destiny, så ville han personligt rive hver eneste vampyr fra hinanden som han ville møde på sin vej, for han så virkelig ikke hvorfor at de skulle have lov til at rende rundt så sindssyge som de alle sammen måtte være! Det var virkelig ikke noget som gav det mindste mening for ham overhovedet! Personligt var han jo så sandelig ikke bange for døden og det havde han jo aldrig nogensinde haft nogen grund til i det store og hele, det var der jo så sandelig heller ikke nogen tvivl om, så hvorfor skulle han være bange for det i dette tilfælde? Selvfølgelig på grund af Destiny, for hun måtte da være helt ude af den i Manjarno, men han kunne jo intet stille op som det måtte stå lige nu og det var virkelig noget af det værste ved det hele! ”Flå mig hvis I vil.. Døden er slet ikke noget som jeg frygter det mindste!” vrissede han med en fast tone.
Bare det, at Alec havde formået at slå ham ud af bevidsthed, var så sandelig ikke en tanke som behagede Fabian det mindste. At han var så forsvarsløs i denne situation. Det var virkelig noget af det værste ved det hele! Han vendte blikket direkte mod ham, selvom han på ingen måde, måtte slippe grebet omkring hans egen hals. Det havde virkelig gjort ondt og det kunne stadig ses! Han kneb øjnene fast sammen, da Alec måtte bede om iskoldt vand såvel som kogende. Hans hjerte slog fast mod hans bryst. Måske at han ikke reagerede på den naturlige måde på smerte, men han ville tydeligt kunne kende forskel på kogende og iskoldt vand! Han vendte blkket op mod ham. Det kunne han virkelig bare ikke! Han rejste sig forsigtigt op og med den ellers så tydeligt dræbende mine som aldrig nogensinde før. Det var virkelig noget som kunne gøre ham noget så rasende! ”Hvad skal du med det?” spurgte han med en ganske så kortfattet tone. Der var vel heller ikke nogen tvivl om, at han i sandhed måtte ønske og kræve sine svar? Han vendte blikket mod spandene – Begge røg de. Den ene af varme og den anden af kulde. Det ville bestemt være noget som han ville kunne mærke og han vidste det jo! ”Du kan lige vove på at gøre det!” vrissede han fast, selvom det virkelig måtte gøre ondt i stemmebåndet. Det var jo godt klemt!

[alecander]

At se Fabian lænket i Alecanders kælder, ude af stand til at gøre det mindste modstand, foruden at åbne munden, det var virkelig noget som måtte more Alec, og gevaldigt endda! Det var simpelthen prikken over i'et! Og han vidste hvor stædig og stolt manden måtte være, hvilket blot var med til at Alec frydede sig noget mere! Men noget som måtte more ham mest, det var virkelig den måde, som han formåede at gøre Fabian vred, men det var måske et sted klart, for manden havde jo siddet helt stille i flere uger i et klamt og beskidt fangehul, så det var vel klart at manden var ved at gå fra forstanden? Uanset, så kunne Alec ikke lade vær med at finde det hele komisk og underholdende! Han trak ganske tilfreds på smilebåndet til Fabians ord. Manden kunne sige hvad han ville, Alec gad alligevel ikke at høre på ham. Han kunne skære tungen af ham og så slippe for flere ord! Han gabte endnu engang højlydt, og uden at skjule det, blot for at irritere Fabian endnu mere. "Så meget, som du keder mig," svarede han lettere flabet, "jeg må ærligt indrømme, at jeg troede at Manjarnos hærfører ville være mere spændende, men det ser ud til, at du er kedelig som ethvert andet menneske." Han trak dovent på skuldrene, blot for at understrege at han kedede sig, inden det flabede smil måtte kruse langsomt over hans læber. Det morede ham simpelthen så meget! Og han kunne ikke andet end at grine i sit indre, skønt det ikke blev vist på ydersiden. Fabians gennemborende og faste blik tog han sig ikke af, for han var vant til sådanne blikke, de befandt sig jo trods alt i Dvasias, selv hans egen far havde til tider set sådan på ham, så det var der jo intet nyt i. Han rystede blot svagt og opgivent på hovedet, med det dominerende smil på læben. Han vidste at Fabian havde mødt døden før, for han havde jo førhen været Warlock, men.. dette var ikke døden, hvor fredfyldt døden måtte være, nej dette var virkeligheden, det var her smerten og skændslen hørte til! Dette var trods alt virkeligheden! Og han måtte se realiteten i øjnene! Alec trak ganske skummelt på mundvigen til hans ord, og fik et lettere sindssygt og ondskabsfuldt blik. Han slap en grum og nådesløs latter, inden han vendte det sindssyge blik mod Fabian. "Du er ikke oppe imod døden Fabian, men virkeligheden!" hvislede han lettere triumferende, og trak skævt på mundvigen. Hvis Fabian mente at døden var slem, så bare vent til han så hvad Alec havde i sinde at gøre med ham!
Det at Alec havde den fulde magt, at de måtte spille efter hans regler, at det var ham som måtte dominerer det hele, var virkelig noget som også måtte fryde ham! Og det lagde han end ikke skjul på! Han nød at være lederen, han nød at være frygtet, såvel som respekteret, og det var kun få der fik hans respekt og endnu færrere som fik hans loyalitet. Det at han var i stand til at klemme livet ud af Fabian ved et enkelt greb, var virkelig noget som gav ham blod på tanden! Det var så fristende at dræbe ham, men noget som var mere fristende, var simpelthen det, at pine og torturere manden! Høre ham skrige af smerte, for det ironiske var jo at han var dødsengel, en race der nød at påføre smerte og død. Han smilede et overlegent smil, da han både kunne se og høre hvordan hans hjerte måtte slå hurtigere og lade nervøsiteten stige. Vand, hverken kogende eller iskoldt ville ikke røre Alec det mindste, for han var trods alt.. død. Han kunne ikke mærke smerte, præcis ligesom Fabian, bortset fra at Alec var langt mere immun overfor sådanne smerte end Fabian selv, for Fabian var jo trods alt levende, det var Alec ikke. Selvfølgelig var Alec i stand til at kunne mærke et sværd, der måtte gennembore hans krop, men.. smerte fra kogende vand eller iskoldt vand, var ikke noget som han ville reagere på. Alec betragtede blot Fabian, som han kom op på benene, og de mørke øjne faldt kort på mærket på hans hals, et mærke, som frydede Alec, for det viste hvor stærkt et greb han havde haft. De dræbende øjne, som Fabian måtte sende ham, tog han sig ikke af, for det rørte ham ikke det mindste, det var trods alt Alec, som havde magten. Han smilede lettere dominerende, triumferende og overlegent, inden han lod sit hoved søgte uhyggeligt langsomt på sned. "Fortæl mig Fabian, hvordan kommer jeg sikkert ind på Neutranium?" spurgte han roligt, og med en tone der blot understregede at han ikke var til at spøge med, ligesom hans spørgsmål heller ikke var, for det var skam dødsens alvor! Han tog sig ikke af Fabians ord, for han ville blot have svar, og så måtte de jo se, hvor det ville føre hen, for han vidst at Fabian ikke ville tale, han var stædig! Men.. hvor længe holdt det egentlig?

[Deleted]

Fabian var virkelig ved at drive sig selv til vanvid ved at sidde her. Han havde altid været en meget fri sjæl og altid gjort det som det måtte passe ham. Han havde været Warlock, selvom det var forbandet mange år siden nu og det var noget som han selv måtte mærke sig af den dag i dag. Dengang hvor han direkte havde bedt Elanya om at slå ham ihjel og udelukkende fordi at han havde været for magtgal til at det ville gå i den anden ende og nu stod han her; han havde fået en chance mere og det var virkelig ikke fordi at han ønskede at skulle bruge det op på dette, det var helt sikkert! Han var ikke herre over det som skete og det var virkelig noget som måtte drive ham fuldstændig til vanvid, han kunne virkelig ikke fordrage tanken omkring alt dette! Han kneb øjnene dræbende sammen. ”Slip mig fri, så skal jeg vise dig at jeg godt kan være spændende!” vrissede han med en fast tone. Han skulle virkelig ikke stå der og dømme ham på forhånd, det var virkelig ikke noget som han ville finde sig i, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert! Han så på ham med et direkte dræbende blik. En ting var jo at han måtte stå fast her og ikke direkte kunne gøre noget som helst og noget andet var jo trods alt også, at han vidste, at han havde så meget mere at byde på end det som han var i stand til at vise med det som han havde for øjeblikket. Han var slet ikke i tvivl om, at Alec måtte nyde det, at han havde kontrollen i øjeblikket. At det var ham som styrede det hele og det at han kunne gøre det som han ønskede sig og forhåbentlig få det resultat som var ham ønsket, men det var virkelig ikke noget som Fabian havde i sinde, at skulle give ham, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Bare tanken omkring det var noget som kunne gøre ham direkte vred når det endelig måtte være, for han havde virkelig ikke i sinde, at skulle give efter for en blodsuger og da specielt ikke Alec!
At Fabian var tvunget til at skulle spille efter Alecs regler, var virkelig ikke noget som Fabian var meget for, men hvad pokker skulle han gøre i denne situation? Bare tanken alene om, at skulle skade Destiny ved at lade Alec komme ind på Neutranium, var slet ikke en tanke som han så meget som ville overveje det mindste overhovedet! Han stirrede ulmt på Alec og uden det mindste teg ntil at fortryde sine valg. Han trak vejret dybt, selv med en anelse mere utrolig hjertebanken. Dette var faktisk noget som kunne gøre ham en anelse nervøs. Nok var han en dødsengel, smerte måtte styrke ham, men det kunne jo stadig gøre ondt på sit vis og det var det som han jo helst ville undgå! Han kneb øjnene fast og let sammen og med et svagt fnys. ”Hvorfor tror du, at jeg vil fortælle dig det?” spurgte han ganske så kortfattet. Ikke at det var noget som han ville lægge det mindste skjul på, men det var jo bare et spørgsmål som han måtte brænde inde med på denne måde, og det var ganske enkelt.. uhyggeligt. Han havde svoret sin troskab til Manjarno og lade Alec komme ind på slottet uden at blive bemærket, var virkelig ikke en skyld som han ville have kastet på sine skuldre! ”Hvad vil du overhovedet der? Du smadrede mesteparten under ballet, ikke?” vrissede han igen med en fast tone. Bare tanken gjorde ham vred.. Bare at vide, at han havde været et mål for dem at ramme, var virkelig heller ikke en tanke som behaget ham det mindste overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket skiftevis fra de spande med vand, varmt som koldt og tilbage mod Alec igen. Han nægtet så sandelig at samarbejde og han nægtet at bukke under for manden foran ham! Måske at han var fanget her, men hans stædighed havde han så sandelig i orden! ”Jeg nægter nogensinde at hjælpe Jer blodsugere med at opnå Jeres mål!” vrissede han med en ganske så fattet og tydelig vred stemme. Han nægtet simpelthen!