Captured!

[Deleted]

Fabian kunne virkelig ikke gøre noget andet end at fryde sig over, at Valerio var blevet fanget. Det var virkelig den bedste nyhed som havde ramt ham igennem så forbandet lang tid, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af, for det var virkelig også noget som skete noget så frygtelig sjældent som dette. At han nægtet at stå der som en forræder var vel også det som reddet hans ry en smule i Manjarno? Han havde selv brudt protokollerne ved at skulle søge efter Samuel alene og det var bestemt ikke noget som talte for ham nu for øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Gud hvor han dog måtte hade det! Valerio røg selv udner en ganske hård behandling og det vidste Fabian jo allerede. Nok var Destiny noget af det blideste som man kunne komme i nærheden af, men hun kunne virkelig også være ekstrem hård når det endelig måtte være, det var heller ikke noget som man skulle kunne komme det mindste udenom når det endelig måtte komme til stykket. Han knyttede hænderne ved Alecs tydelige og noget så hånlige ord, for det var bestemt ikke noget som tiltalte ham det mindste overhovedet. Det var nu og da lige nu at smerten måtte stå højst i ham. Han var virkelig iskold som han aldrig nogensinde havde været det før og nu sad han fanget her. Det kunne da virkelig ikke blive værre for ham end det måtte være. ”H-hvis jeg bare havde vidst det! D-det gør mig ikke t-til en fiasko!” vrissede han med en fast tone. Han nægtet virkelig at lade sig knække så enkelt, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Han var en hård mand! Og der skulle forbandet meget til!
Smerten var noget af det værste som Fabian længe havde været igennem nogensinde før! Han håbede virkelig, at Destiny vidste hvor meget han måtte holde af hende, netop fordi at han gik igennem alt det her fordi han nægtet at åbne munden! Blodet flød tykt ned af hans ryg og det så virkelig ikke ud til at ville stoppe. Hans krop dirrede noget så frygteligt, selvom han på ingen måde, kunne tage armene til sig. Han stod virkelig bare fast der hvor han måtte være! Han hyperventilerede ganske let, bare for at finde muligheden til at skulle få luft, for det var bestemt ikke nemt på nogen måde. Alecs behandling af ham, havde været noget af det hårdeste som han længe havde oplevet. Han stod hellere i feltet under krig med en kamp med hundrede mand end det, at han ville gå igennem dette en gang mere, det var helt sikkert! At kunne se over sin ene skulder og se vingen ligge der.. Han havde virkelig lært at holde af dem, se det gode ved at kunne flyve, selvom det virkelig bare var en fordel som Alec måtte rive fra ham bare sådan uden videre og så brutalt som han gjorde det! Han vendte blikket direkte mod ham og med den ellers så tydelige vantro mine. Han nægtet virkelig at snakke og blikket sagde vel også det hele! Han stod nærmest helt i spænd, som Alec måtte lægge sværdet på plads ved den anden vinge, hvor han skar over det som havde det været en kniv igennem smør! Vingen røg af i løbet af et splitsekund, hvor selv det måtte stivne kraftigt for Fabian. Han kom med et smertende udbrud og bed ellers tænderne rigtig hårdt sammen. Han røg direkte i gulvet som de to andre vampyrer måtte slippe ham. Hans krop skælvede voldsomt. Smerten var virkelig uudholdelig! Han trak armene til sig og lod den ene føres over ryggen. Hans vinger var væk.. han kunne virkelig ikke tro det! Et trofæ endda! Han bed tænderne let sammen og vendte sig mod Alec. Det gjorde virkelig noget så frygtelig ondt! Han prøvede at få kontrollen over sin vejrtrækning. Han følte sig virkelig behandlet som et bæst! ”N-når jeg kommer til Man-Manjarno, skal du få betalt for det her!” vrissede han. Hans hænder endte hurtigt fyldt med hans eget mørke blod. Bare tanken var direkte forkasteligt set i hans øjne. Han var en skændsel for racen.. Og han hadet det!

[alecander]

Alecander vidste at Fabian ikke ville få tungen på gled, så hvorfor ikke bare sørge for at manden aldrig kom til at sige et ord igen? Så var han da sikker på at han ikke ville blive stemplet som forræder. Tanken måtte more Alec, utrolig meget endda! Og skønt han vidste at Valerios tilfangetagelse måtte more Fabian, så burde manden virkelig tænke på sig selv i øjeblikket, for Alec kunne love ham, at det ville blive smertefuldt! Og han lagde skam ikke fingrene imellem! Han ville påføre Fabian så megen smerte, som overhovedet muligt, og holde ham i live i én enkel tråd. Han fnøs af Fabians ord og smilede et lettere hånende smil. "Men du opdagede det ikke, ergo er du en fiasko, desuden, så ville det have gået forbi din næse uanset hvad, netop fordi du er en fiasko!" svarede han stilfærdigt, "du burde have forholdt dig død." Han trak ganske ligegyldigt på skuldrene, som var det irrelevant, hvilket det egnetlig var, for sket var sket, og Alec kunne jo egentlig kun være glad for at manden var i live, for ellers havde han jo ikke den største chance for at redde sin bror. Dog vidste han at Fabian var en hård nød at knække, men enhver nød kunne knækkes, det hele gjaldt om den rigtige metode, som blev brugt, så det var også hvad der skulle til for at knække Fabian; den rigtige metode.
Det at se vingerne ryge af Fabian var som om et rus af overlegenhed måtte skylle igennem Alecs krop, for det føltes virkelig godt at have den fulde magt, især over en mand som Fabian, en ædel, respekteret mand, der havde sit kram i orden. En stolt mand, der ikke lod sig bukke under for noget eller nogen, foruden sin egen dronning, som han til evig tid ville stå tro. Det var som Alec var til Dødgængerne, evig loyal, så et sted forstod han Fabians tavshed, det kom så bare ikke Fabian til nogen gavn eller nytte, faktisk det direkte modsatte, for talte han ikke, så fortsatte Alec sin hårde og nådesløse behandling af ham. Intet og ingen skulle stå i vejen for det som han ville have, og han ville med glæde mærke Fabian for livet, hvis han ikke snart fik tungen på gled! Blikket faldt nådesløst og lettere ligegyldigt på Fabian, som han måtte falde på gulvet, da Jasper og Garrett havde sluppet taget omkring ham. Han betragtede det mørke blod, der måtte flyde fra mandens ryg, der hvor vingerne engang havde siddet, som ville blive et storslået trofæ for Dødgængerne! Han trak tilfredst på mundvigen, som han skam var tilfreds med gerningen og med synet, for det var simpelthen et syn for guder! Den store hærfører af Manjarno og tidligere konge af Dvasias, knækket af sin egen stolthed, for når alt kom til alt, så var det faktisk Fabian der måtte knække sig selv. Det hele var jo op til ham. Det kunne gå på den hårde måde eller den lette måde, og Fabian valgte naturligvis den hårde måde, ved ikke at ville tale. Han ville ikke blive stemplet som forræder, han ville ikke kaste sin loyalitet og stolthed væk, han ville beholde livet og æren, men hvilken ære var der i at miste sine vinger? Det var trods alt hvad der måtte kendetegne en dødsengel, og en dødsengel var hvad han var, så det måtte vel et sted også være.. hårdt? Det ville jo være det samme som, hvis en vampyr mistede sine tænder, skamfuldt! Mere end skamfuldt! Mistede man først tænderne, var der intet godt i en god gammeldags jagt længere, så var der intet værd i at være vampyr længere. De mørke øjne hvilede lettere kynisk og overlegent mod Fabian. "Ved nærmere eftertanke.." mumlede han for sig selv, uden at blikket veg væk fra Fabian. "Hold hans mund og tunge," svarede han med et triumferende smil, hvor Garrett og Jasper endnu engang gik hen for at holde Fabian. Den ene holdt ham oppe og holdt hovedet fast, imens den anden prøvede at fange hans tunge for at holde den strakt og fast ude. Alec gik de få skridt hen til Fabian igen, med det selvsikre smil på læberne. "Du vil ikke tale? Du vil ikke stemples som forræder. Forståeligt, men.. til ingen nytte, så.. jeg vil gøre dig fuldstændig ubrugelig, når du vender tilbage til Manjarno!" hvislede han koldt, og så nådesløst på Fabian. Han ville skære den forbandede tunge af ham! Så kunne han da slet ikke sige et eneste ord! Hvilken fryd og stilhed der ville brede sig!

[Deleted]

Fabian nægtet simpelthen at skulle fremstilles som en forræder i Manjarno! Nok at han havde vendt Dvasias ryggen lige på det punkt, men han støttede stadig sin kære niece oppe på toppen af den dvasianske trone, hvor han faktisk måtte se til med en stolthed. Han spændte svagt i hænderne, selvom det virkelig var noget som måtte gøre ondt direkte, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af, for dette var virkelig noget så frygtelig ubehageligt som intet andet når det måtte komme til stykket. Øjnene klemte han fast sammen og med et ganske svagt fnys, selvom det virkelig måtte gøre noget så frygtelig ondt! Hans krop sitrede i og med, at han stadig måtte være direkte gennemkold som intet andet for hans vedkommende. Måske at det var direkte dumt at vælge at holde mund, men for ham, så kunne han virkelig ikke se noget andet alternativ når det endelig måtte komme til stykket, for det var ganske enkelt.. ubehageligt på alle tænkelige måder overhovedet. Han ville virkelig ikke blive set på som den i Manjarno som hjalp vampyrerne ind på Neutranium. Det ville han simpelthen ikke! Tænderne blev bidt fast sammen, som han måtte vende sig mod Alec igen. Vingerne var fjernet, en stolthed som han havde båret med sig noget så frygtelig længe og nu sad han altså her og kunne ikke gøre noget som helst! Hvilken trumf det måtte være.. De havde fanget hærføreren og tvunget ham med sig hertil. Han fnøs ganske kortfattet og med en tydelig frygtelig fast mine som man slet ikke skulle kunne tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han spændte kraftigt i sine næver. De første ord bed han bare i sig, men de andre.. Han kneb øjnene fast sammen. ”Jeg bad virkelig ikke om en chance til, Alec! Desuden… det kunne vel have været det nemmere, hvis din kære torturmester havde slået mig ihjel derude? Han kunne ikke.. Han var for svag!” hvislede han med en tydelig mere fast og sammenbidt stemme, end det som han lige havde gjort brug af fra før af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han havde virkelig ikke nogen respekt for nogen af dem. Det var noget som skulle vindes og slet ikke noget som han ville give igennem denne form for frygt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte være i den anden ende. Han trak vejret nærmere uroligt. Lige nu havde han virkelig ikke nogen kontrol på noget og det var virkelig noget af det værste som han nogensinde havde oplevet når det endelig måtte være i den anden ende, det var der i den grad ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte sig en anelse akavet om, selvom det var noget som gjorde ondt! Hvis der var noget som kunne true ham godt og grundigt i denne situation, så var det da i den grad det, at han måtte miste denne mængde blod, så det var noget som man tydeligt måtte og skulle tage hensyn til når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han stivnede fuldkommen ved Alecs ord. ”Det kan du ikke..!” sagde han hurtigt. Han havde efterhånden fået genvundet lidt stemme, selvom han stadig var noget så frygtelig kold. Han spændte virkelig i hele kroppen som Gerret og Jasper endnu en gang måtte gå ham i møde, greb omkring ham med deres egne kolde hænder, for at holde ham helt fast. Hans hjerte hamrede som en besat som hans hoved blev holdt oppe og fast, så han slet ikke kunne trække det til sig på nogen måde! Han kunne virkelig ikke fordrage, at skulle sidde i dette som han måtte gøre det lige netop nu, det var ganske enkelt uhyggeligt! Han fik fat i tungen, hvilket Fabian tydeligt kunne mærke, selvom han virkelig bare prøvede at komme fri. Han var vred. Det her var virkelig bare noget som måtte gøre ham noget så frygtelig vred, at man skulle tro, at det måtte være løgn i den anden ende! Han sagde ikke så meget som et ord, for han ønskede virkelig ikke at give Alec den form for mere triumferen. Det var virkelig slemt nok som det måtte være i forvejen for hans vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle drage det mindste i tvivl. Han prøvede endnu et af de faste ryk med sin egen krop, selvom det virkelig ikke havde nogen virkning overhovedet. Han fnøs ganske let og med en kraftig sitren. For pokker da også! Han sank klumpen i halsen. Han håbede virkelig, at Destiny vidste hvor holdt han måtte elske hende som han måtte gå igennem det her!

[alecander]

Alecander kunne ikke andet end at more sig over Fabian, se ham så ynkelig og latterlig, og skønt han prøvede at være stærk, skønt han var flabet og prøvede at provokere Alec, selvom han var så forbandet stolt og ikke ville tale, så morede det virkelig Alecander! Hans flabede ord gjorde ham intet, for hvem var det lige, der var fanget, når alt kom til alt? Det var Fabian, han var blevet skoldet med det varme vand, for blot at komme til at fryse ti gange mere af det iskolde vand lige efter. Han havde fået skåret vingerne over, og var dermed en skændsel for sin race, og endnu vigtigere; en skændsel for sin status. Han var hærfører af Manjarno, hvordan ville det ikke se ud, når han kom hjem? Han havde mistet vingerne, og Alec var slet ikke færdig med manden, for han vidste at Fabian aldrig ville tale, så hvorfor ikke gøre ham stum for livet? Han kunne ikke lade vær med at nyde tanken! Han lo koldt og lettere hånligt. "Så vidt jeg ved, var du bundet fast i lænker, som du er i øjeblikket, og han kunne snildt have gjort det af med ham, men takket være Demitri, er du havnet i mine kløer, og det slipper du ikke godt fra," svarede han stilfærdigt, imens han hævede et morende og sigende øjenbryn. "Desuden, så er jeg glad for at Demitri bragte dig med hertil, for så får jeg chancen for at ødelægge dit liv fuldstændigt," tilføjede han med et kynisk og lumsk smil, hvor hans mørke øjne hvilede både morende og nådesløse på ham. Han var skam ikke bange for at tage skrappe midler i brug, og han var slet ikke bange for at Fabian skulle dø, det ville godt nok blive på Valerios bekostning, men han var sikker på at selv Destiny måtte stå og torturere Valerio i øjeblikket, og hvis ikke, så havde hun længe givet hans bror en 'kærlig' omgang.
Det triumferende smil gled over hans læber, som Fabian blev holdt fast, så han slet ikke blev i stand til at røre sig en eneste lille milimeter. Der var et glimt af sejr i Alecs øjne, som han ganske roligt kom tættere på Fabian. "Jamen, min kære Fabian, eftersom du ikke vil tale, eftersom du sidder fanget i min fangekælder, eftersom du står i vejen for mine planer, så kan jeg tillade mig at gøre lige præcis det jeg vil," svarede han i en overlegen tone. Han stillede sig foran Fabian og betragtede tungen, som selv blev holdt fast, så var det da lettere at skære den af! For ville manden ikke tale - det var han jo alt for stolt til - så kunne han sgu rende rundt og være stum resten af livet! Han gav roligt slip på sværdet, som måtte vælte, så det gav en kort kling-lyd i cellen, som sværdet gled mod det kolde stengulv. Han greb en kniv fra Garretts bælte, som han holdt ud foran Fabians ansigt. "I stedet for at blive stemplet som forræder, bliver du stemplet som en skændsel!" hvislede han koldt og nådesløst, da han lod det spidse og blanke blad fra kniven ligge sig mod Fabians mundvige, inden han begyndte at skære fra mundvigen og op mod kinden. Der var ingen der sagde at det skulle gå hurtigt og smertefrit! Han kunne jo ligeså godt nyde det, nu hvor han var i gang! Han skar langsomt og betragtede, hvordan blodet gjorde det blanke knivblad helt rødt. Han stoppede og trak kniven til sig, da han havde skåret halvvejs op i Fabians kind. Hans hoved søgte ganske roligt og eftertænksomt på sned. "Og nu til tungen," hvislede han triumferende, inden han satte det spidse blad for tungen, og begyndte at skære selv ganske langsomt og smertefuldt igennem den. Han ville høre ham skrige, og selv, hvis han valgte at be om nåde, så ville han fortsætte! Han var ligeglad med Fabians respekt, for frygten var skam en gave i sig selv!

[Deleted]

Fabian var nok mærkelig, men han ville meget hellere stemples som en skændsel end det at han ville blive stemplet som en forræder i hans eget land og rige, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Netop ved at vælge at tie omkring Manjarno, så viste han også Dvasias’ kongehus en form af støtte og det var noget som han var udmærket godt klar over, når det endelig måtte komme tilstykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke. Han rystede og han skælvede, selvom han blev holdt så godt og solidt fast af Alecs lesagere, så han ikke rigtigt kunne gøre noget som helst ved det som det måtte stå for øjeblikket. Det iskolde vand gjorde så sandelig også sit, så han ikke rigtigt følte for at skulle bevæge sig det mindste og det var noget som faktisk skræmte ham.. At han skulle gå igennem alt det her og udelukkende fordi at han var i den stilling som han måtte være det? Det var virkelig heller ikke noget som gav nogen mening i hans hoved! Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst. Det var ganske enkelt umuligt for ham at falde til ro. Han var en mand af stolthed og det var noget som simpelthen bare måtte ligge til hans familie og på alle måder, men nu.. nu var det slet ikke noget som han kunne mærke sig af længere.. Han havde mistet vingerne – Hans races kendetegn og nu kunne han ikke rigtigt gøre noget ved det.. Tungen røg nu og han vidste det noget så tydeligt. Der hvor han virkelig bare kunne takke for sig, at tungen ikke var noget blødende organ, ellers kunne han virkelig ende med at have problemer, for han havde virkelig ikke energi til noget som helst og efter alt det blod som han allerede havde mistet, alt det som han allerede havde været igennem, så var det noget som han ellers tydeligt måtte reagere på, ikke at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen måde overhovdet. Han stivnede ekstra ved kniven som strøg fra hans mundvige og over hans kind, hvilket kun måtte få det til at bløde godt til, for det var jo ikke bare i overfladen. ”For fanden da!” vrissede Fabian med en fast og noget så frygtelig iskold stemme, det var slet ikke noget som han ville eller kunne lægge det mindste skjul på overhovedet. Han vred sig halvhjertet i vampyrernes faste greb, for han vidste jo, at han ikke rigtigt kom nogen vegne og eftersom de havde fået et godt fat i hans tunge, så var hovedet mere eller mindre også låst fast.Alt det som han aldrig ville kunne sige til Destiny.. Bare tanken omkring det, var noget som kunne gøre ham så ilde til mode, det var næsten helt uhyggeligt og på alle måder. Alle de store ord som han ville ønske, at han kunne g ive Destiny.. Nu sad han her og ville blive frarøvet den mulighed for det og han vidste det så sandelig også udmærket, selvom det tydeligt måtte være det værste som han længe have oplevet. Kniven som blev lagt mod hans tunge og hvor den smertefuldt blev fjernet, fik det til at stivne helt i Fabians krop. Han endte ud i et fast og kraftigt skrig, idet at tungen måtte blive skåret af og forlade ham ligesom vingerne havde gjort det.. Som en varm kniv som måtte skære direkte igennem smør, så var det noget som man kunne mærke sig af. Han bed tænderne fast sammen, selvom hans mund tydeligt måtte blive fyldt med blod, for han spyttede det direkte ud på gulvet og med en voldsom sitren som aldrig nogensinde før, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte være, det var er heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han fik nærmest tårer i øjnene, så kraftigt som han måtte knibe dem sammen, for det var virkelig noget som gjorde noget så frygtelig ondt som intet som helst andet overhovdet. Han var fanget… som en mus i en musefælde og han kunne virkelig ikke fordrage, at han ikke kunne gøre det mindste for at forsvare sig! Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst. Han håbede virkelig, at Destiny vidste hvor meget han måtte holde af hende, for nu var han slet ikke i stand til at skulle fortælle hende det!

[alecander]

At blive set på som en skændsel eller en forræder, hvad var forskellen egentlig, når det kom til stykket? Folk ville jo ned på en uanset hvad. Måske Fabian kunne vinde folkets sympati? Uanset, så var Alecander ligeglad, Fabian ragede ham en høstblomst! Han kunne dræbe manden på stedet, men så vidste han at han også måtte sige farvel til hans egen bror, men så igen, Valerio fortjente sin død, eftersom manden havde overtrådt reglerne! Han havde ikke holdt lav profil, og så havde han været så dum at gå til den procianske grænsemur, hvor han var blevet fanget, og nu var han hos Destiny, som selvfølgelig ønskede Fabian tilbage i live, men han skulle nok sørge for at selv hun ville se forfærdet på ham, når hun fik ham tilbage i et halvstykke! Mere eller mindre da. Han mærkede hvordan vreden steg ham til hovedet. Han hadede at han ikke bare kunne dræbe manden på stedet, han var nødsaget til at bytte ham til fordel med hans bror, han hadede at han skulle følge andres regler, for at kunne få noget til gengæld! Han kneb øjnene sammen og skulede lettere mod Fabian, som han udstødte sit skrig, det var som sød musik i hans øre, og han var slet ikke færdig med sin kære behandling af ham! Han gjorde tegn til de to fuldblodsvampyrer om at slippe ham, da han havde skåret tungen over. De to vampyrer gjorde som Alec sagde uden at stille spørgsmålstegn. Alec så skånselsløst på Fabian. Han rankede sig, så han stod med den overlegne og stolte holdning, inden han gav Garrett sin kniv igen, som var fyldt med Fabians blod, ligesom hele Fabians krop også var, på grund af de afskårne vinger og tunge. Han lagde armene over kors ved hans faste og muskuløse bryst, uden at de kolde mørke øjne veg væk fra Fabians skikkelse. Han havde mistet vingerne, han havde mistet tungen, men Alec følte ikke at det var nok. Det var slet ikke nok! Han skulle bøde for alt! Blikket gled fra Jasper til Garrett. "Før ham til torturkammeret og lænk ham fast!" beordrede han vredt, inden han gik ud af cellen og videre ud fra selve fangekælderen, for at ende ude på en gang i kælderen. Han fortsatte ovenpå fordi han skulle hente noget helt særligt til Fabian.
De to fuldblodsvampyrer fik Fabian ud af de lænker som holdt ham fast i øjeblikket. De frygtede ikke for at han stak af, for han var isfrosen og helt blodig og afkræftet. De tog omkring hver deres arm, inden de slæbte ham med ud af cellen for og selve fangekælderen, inden de gik længere ned ad en gang - den modsatte retning end den Alec havde gået - hvor den ene åbnede døren ind til selve torturkammeret. Rummet var højt til loftet, og lå afsides alt andet. Der var bange redskaber i rummet, som lå på et gammelt bord og på en gammel reol. Det var beskidt, fyldt med blod og andet, som mange nok ikke ville vide noget af. Midt i selve rummet stod et stort bord med lænker sat fast til, selv det var fyldt med blod fra andre, for det var der forræderne og fangerne altid kom til at ligge. De to fuldblodsvampyrer lagde også Fabian på bordet, og spændte ham helt stramt fast, med strakte arme og ben. Bordet kunne man stille på, så man enten kunne få sit offer i lodretposition eller liggende i vandret.
Alec sparkede trædøren op og så nådesløst på Fabian. Han så fra den ene vampyr til den anden endnu engang og gjorde et kast med hovedet, til at de skulle gå. Vampyrerne gik ud af døren og lukkede den bag dem, så det kun var Fabian og Alec der stod i rummet. Alecander gik over til Fabian. "Du skulle have valgt at snakke.. For du kommer virkelig til at fortryde det!" hvislede han. Han holdt en lille glaskolbe op, med en uhyggelig klar grøn væske indeni. Uden på den lille glaskoble, var der et markat med et dødningehoved på - gift. Og det var ikke bare gift, det var det rene syre! Han betragtede hvordan Fabian lå på bordet, helt strakt fra top til tå. Det måtte næsten gøre ondt på ryggen, at ligge på selve såret. Men det frydede kun Alec jo mere det gjorde ondt på ham. "Du elsker Destiny, hm? Men så kan du godt droppe at du nogensinde kommer til at snakke og se hende igen!" hvæssede han i en kraftig tone.

[Deleted]

For Fabians vedkommende, så var der en forbandet stor forskel på det, at blive set på som en forræder og som en skændsel. Han nægtet at rende rundt med et forræder-stempel i hans pande, så det var vel også derfor, at han valgte at gå igennem dette, som han gjorde det i øjeblikket? Det var virkelig bare noget som han følte for at gøre, også mest for sin egen skyld når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Destiny havde virkelig en forbandet stor betydning for ham og nu ville han slet ikke have muligheden for at skulle fortælle hende det.. Kunne det blive meget værre nu?! Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst. Det var virkelig bare noget så forbandet ubehageligt når det endelig måtte kmme til stykket, det var end ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Vingerne var en ting.. Det var noget som han faktisk havde lært at skulle holde af, men lige netop dette.. Det var virkelig grænsen for ham! Han kom ikke rigtigt derfra, uanset hvor meget han ville ønske det. Han havde brudt reglerne – Aldrig nogensinde at tage derud alene, så det var i bund og grund hans egen skyld, at han måtte sidde her som han gjorde det. Det havde vel næsten været nemmere at slå ham ihjel? Hvis det ikke var fordi at det måtte være Valerio som faktisk måtte holde ham i live for øjeblikket, hvilket et sted måtte more ham, for han kunne se, at det også var en tanke som virklig måtte frustrere Alec, så var det virkelig bare et blik og en frustration, som han aldrig nogensinde ville glemme igen! Han røg direkte ned i jorden, da vampyrerne valgte at slippe ham. Han spyttede mere blod ud.. Der var pludselig så meget plads i munden nu hvor han ikke havde sin tunge og det var noget som gjorde ondt.. At han aldrig nogensinde ville få muligheden for at fortælle Destiny at han faktisk måtte elske hende. Det var virkelig noget som gjorde så frygtelig ondt og det skar virkelig i hans hjerte. Han var virkelig gennemkold og han rystede stadig en god del.. Nu behøvede han jo så heller ikke at tænke på, at han skulle have energi til at snakke, for det ville nok ikek blive muligt for ham det næste lange stykke tid.
Det stivnede dog for alvor i Fabians skikkelse, da vampyrerne blev bedt om at føre ham til torturkammeret.. Hvad pokker skulle han nu igennem?! Han stivnede endnu mere, da de tog fat omkring ham, fik ham fri af lænkerne, hvilket han heller ikke havde noget imod, for han var virkelig træt af, at skulle sidde i dem! Han bed tænderne fast sammen og klemte øjnene sammen, som han måtte gøre et tydeligt halvhjertet forsøg på at skulle komme fri, så var det virkelig bare ikke muligt for ham. Han hadet det virkelig! Han endte med at stå fuldkommen stiv i deres greb, da han nåede det store kammer.. Det var tydeligt, at det faktisk var godt brugt, hvlket i den gradh eller ikke gjorde det meget nemmere for ham. Hvad pokker var det nu som skulle til at ske?! Hans hjerte hamrede som en sindssyg direkte mod hans bryst, det var virkelig ikke noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så var det simpelthen bare helt og særdeles umuligt for ham lige nu! Han åbnede munden som skulle han til at råbe af dem, selvom han tydeligt måtte tie igen. Stemme havde han, men han kunne ikke udtale ordene.. hvor var det dog frustrerende!! Han blev bundet til bordet, hvilket kun lod en tydelig smerte skyde igennem ham, for hans ryg var virkelig noget så forbandet øm som aldrig nogensinde før! Han bed tænderne fast sammen. Han kunne ikke rokke sig det mindste ud af stedet, selvom det nu ikke var noget som gjorde det meget nemmere for ham. Det gjorde ham direkte panikslagen! Hvad pokker var det som skulle til at ske?! Alec med den klare kolbe med den grønne væske, lod ham bare vide, at der skulle ske noget for nu, det var der heller ikke nogen tvivlv om overhovedet. Hans ord gjorde ham virkelig bare.. bleg. Det kunne han virkelig ikke mene! Han spændte fast i hænderne, som han fast gjorde et forsøg på at trække dem til sig. Han rystede fast på hovedet. Han skulle under ingen omstændigheder få lov til at tage hans syn! ”Hod op!” endte han med en fast tone. Det var jo ikke fordi at han kunne udtale l længere.. ikke uden en tunge. En ting var at han ikke kunne snakke til Destiny.. det værste ville da være, at han ikke kunne se hende!

[alecander]

Alecander kunne tydeligt se at Fabian måtte more sig over ham, men han skulle nok komme til at fortryde det bitterligt! Han skulle komme til at fortryde at han var blevet genfødt, som dødsengel! Og manden måtte da i hvert fald fortryde at han var taget ud efter Samuel helt alene, for han kom til at bøde for den handling, og det kunne han sikkert tydeligt mærke på sin krop, som han var blevet skoldet for at blive frosset, derefter fået skåret sine vinger af, derefter sin tunge, og Alec var slet ikke færdig med ham! Han smilede lettere overlegent, som han stod med den fulde magt. Han kunne gøre med Fabian hvad han ville, og han ville nyde hvert eneste lille sekund, hvor han pinte manden halvt ihjel! Han hævede et øjenbryn, til Fabians lettere mumlen, skønt han dog godt forståd at tyde ordene. Det var jo sandt, mandens stemmebånd virkede jo endnu.. men det kunne de da godt gøre noget ved. Han smilede grumt, og skævede kort til Fabian da han gik forbi manden, for at fortsætte hen til det aflange bord, der stod op den ene væg, med en masse redskaber på. "Det var dumt af dig at søge ud efter Samuel helt alene, Fabian, og jeg må indrømme at du havde været kløgtigere, men der tog jeg fejl," svarede han i en nedladende tone. Han stod med ryggen til Fabian der var spændt fast til bordet i midten af rummet. Han fandt et lille reagenglas frem, der stod på bordet. Han var ikke magiker af nogen slags, og heller ikke alkymist, men hvem kunne ikke lære at blande gift? Han havde faktisk eksperimenteret med det en smule, og der var noget som han var bedre til at blande end andet. Han stillede den lillebitte glaskolbe fra sig, med den klare grønne væske i, inden han trak en skuffe ud med mange andre væsker. Han så lettere eftertænksomt på dem og mumlede noget for sig selv. Han hev en helt uhyggelig hvid og grumset væske op, der befandt sig i et reagensglas, inden han blandede den og den grønne væske sammen, inden han tog nogle dråber fra en gul væske og blandede det sammen med de andre væsker. Han tog blandingen op og betragtede den ganske let. "Du morer dig nok over at Valerio er den person der holder dig i live? At han er grunden til at jeg ikke kan slå dig ihjel," sagde han med en lettere fraværende stemme, som hans havle opmærksomhed gik til den gift han var i gang med at blande. Der var ikke særlig meget syre i, faktisk kun en dråbe, og det var skam rigeligt! Han smilede et kynisk smil, da blandingen var færdig, inden han vendte blikket mod Fabian. "Du tror nok at den der ler sidst ler bedst," begyndte han roligt, som han gik med faste og dog rolige skridt hen imod Fabian, der hang fast ved bordet. "Men der tager du fejl. Den der ler sidst, er mest langsom," endte han med et grumt smil om læberne. Han stillede sig ved Fabians side, og holdt den klare væske oppe. Hvad han havde i sinde i øjeblikket, var at ødelægge Fabians stemmebånd, så han slet ikke ville blive i stand til at sige den mindste lyd! Hvilken stilhed der ville komme! Alec rykkede sit hoved tættere på Fabians, så hans mund var ud for Fabians øre. "Først vil tage din talegave fra dig, og derefter.. gør jeg dig.. blind," hvislede han i en lettere hæs og nådesløs tone. Han trak hovedet til sig og smilede triumferende ned mod Fabian. Man skulle jo tage chancen når den bød sig! Han greb fat omkring Fabians hage og kæbeparti, inden han tvang munden op. "Det kommer nok til at gøre lidt ondt," svarede han i en sukkersød og dog sarkastisk toneleje, inden han hældte den klare væske ned i Fabians mund. "Lad mig forklare dig, hvad der vil ske, ikke? Ser du, de små celler fra syren vil langsomt gå ind i dit stemmebånd, og simpelthen smelte det ind til ingenting, og dog vil du overleve pga. de andre væsker. Fascinernede ikke?" Fabian ville nok ikke være af samme mening, for han ville nok kunne mærke smerten i halsen, som en slem sygdom.

[Deleted]

Det var efterhånden gået op for Fabian, at det måtte være Valerio som faktisk måtte holde ham i live i øjeblikket, selvom han var helt sikker på, at den mand nok skulle få sit at gennmgå når det endelig måtte komme til stykket, men ikke at det var noget som han ville blande sig mere i end det som godt måtte være, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Han kom jo ikke rigtigt nogen steder og han havde nu også mistet tungen, så det at få ordene frem oprigtigt, det var og blev mere eller mindre fuldkommen umuligt for ham og han kunne virkelig ikke fordrage det! Han havde ondt som bare pokker i mere eller mindre hele kroppen. Det var noget som gjorde ondt, og det at hans vinger var skåret af, det havde jo efterladt tydelige og store kødsår på hans ryg og det gjorde ondt, at han var tvunget til at skulle ligge lige på det! Han bed tænderne ganske let og fast sammen og med en sitren uden lige som han bare ikke formåede at skulle skjule på nogen måde. Han havde ingen kontrol på situationen og det at det nu ville gå udover syn og stemmebånd, så havde han da først for alvor problemer i den anden ende! Kunne han ikke se Destiny og kunne han ikke kommunikere med hende, så kunne man jo lige så godt bare tage hans liv! Han lyttede til Alecanders stemme, selvom den dog ikke gjorde ham det mindste rolig på nogen som helst måde overhovedet, ikke at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man skulle kunne betvivle det mindste når det endelig måtte komme til stykket. Han lå virkelig uroligt, som var han forbandet rastløs. Han havde ondt og han frøs som bare pokker og han kunne virkelig ikke finde varmen nogen steder og det hjalp ham virkelig ikke, at han lå fast på et koldt bord! Alecs grumme smil var virkelig heller ikke noget som han måtte tage for gode varer ,det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket fast mod ham. Vingerne var taget og tungen med.. Han kunne virkelig ikke tage mere fra ham nu! Han var sgu da for pokker afhængig af det som han måtte have nu! Han knyttede næverne og rystede fast i hele kroppen som havde det været et fast forsøg på at skulle komme fri, selvom det var tydeligt, at det slet ikke hjalp ham det mindste på nogen måde overhovedet. Hans hjerte hamrede for livet løs mod hans bryst, da Alec måtte hviske ham i øret. ”Ah-ah!” hvislede han med en kraftig og høj stemme, selvom han vidste at der ikke ville være nogen som kunne komme ham til undsætning. Han vidste at han havde gjort den fatale fejl af søge ud alene og at det var grunden til at han faktisk lå fanget her for øjeblikket. At hans kæbe blev tvunget op, fik det tydeligt til at dirre og sitre i hans sind. Det ætsede virkelig hele vejen ned af hans spiserør, som han var tvunget til at gøre et eller andet med det! Det ætsede og det brændte, hvor han selv tydeligt måtte bide tænderne sammen, for det gjorde i den grad noget så forbandet ondt, at man skulle tro at det var løgn! Fabian var virkelig ikke enig i hans tale! Han knyttede hænderne let, som han næsten desperat prøvede at trække dem til sig. Det virkede bare ikke på nogen måde! Denne gang nægtet han dog at skrige! Han ville virkelig ikke give Alec den fornøjelse endnu en gang, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Smerten måtte aftage sig efter adskillige minutter med rystelser og skælven, udelukkende på grund af smerten ved det, for det var i den grad ikke smertefrit! Tvært imod! Han vendte blikket direkte vredt mod Alec, idet han endte ud i et kraftigt hosteanfald. Det skar virkelig i halsen, som havde han slugt glas! Blikket faldt mod ham idet han kraftigt måtte åbne munden.. Der kom bare ingen lyd. Han tav omgående idet han lukkede munden igen. Det kunne virkelig ikke være rigtigt! Fortvivlet og direkte med en vrede og et raseri, vendte han blikket mod Alec. Han skulle nok få sin hævn!

[alecander]

Alecander betragtede Fabian med et lettere tomt blik. Der var ingen triumferende mine, ingen overlegenhed, der var intet, et neutralt og tomt blik. Han vidste at Fabian ville kunne fortælle alt hvad der var sket, derfor var tunget røget, han vidste at manden ville kunne genkende hans ansigt, derfor skulle øjnene ryge, der var ingen foruden Fabian der havde set hans ansigt, for han havde jo båret maske til ballet, end ikke Destiny vidste hvordan han så ud, der var kun et falsk navn, for han tvivlede på at Valerio havde talt, i så fald ville han dø uanset hvad, og det vidste manden udmærket godt, så han kunne ligeså godt tie og tage sin straf. Valerio var ikke dum, han vidste jo at Dødgængerne havde Fabian og derfor ville Destiny heller ikke dræbe Valerio, så meget burde han kunne regne ud, desuden så vidste alle fra organisationen hvilke konsekvenser der var, hvis man blev fanget, derfor var det vigtigt at folk holdt lav profil. Alec selv, var faktisk i sikkerhed, fordi han havde holdt lav profil, det ændrede ikke på at han var eftersøgt, for det vidste han, men ingen vidste hvordan han så ud, derfor kunne han frit vandre rundt i Dvasias' gader, han kunne sagtens søge til Manjarno og Procias, hvis han ville, for ingen ville kunne genkende ham, foruden Fabian, fordi manden havde set hans ansigt, og derfor var han nød til at gøre ham blind, der var ingen mulighed. Han angrede ikke for Fabians tortur, for han vidste at Fabian ville søge hævn, derfor kunne han ligeså godt gøre ham så forsvarsløs som overhovedet muligt. Men bare fordi han elskede blodsudgydelser, fordi han var vampyr, fordi han var nådesløs ved fanger, modstandre, forræder etc., så havde han skam også andre sider, og en eneste person der havde set den side, var faktisk Alicia, halvblodsvampyreren som han havde reddet fra den fulde warlock ved Den Dansende Flamme, hun var den eneste der havde set hans 'kærlige' side. Hvor hun var i øjeblikket vidste han ikke, men han havde da givet hende et sted at være, når hun befandt sig i Dvasias. Han trak en smule på mundvigen ved tanken om hende. Han rystede tankerne ud af hovedet, og vendte blikket mod Fabian, som han røg ud i et hosteanfald. ".. Sikke en stilhed," sagde han med en ufattelig rolig stemme, der var ingen hån i stemmen, der var endnu ikke noget triumferende smil, han var bare.. rolig. Han vendte sig ganske roligt om, inden han gik hen til bordet, hvor han tog den lille glaskolbe med den klare grønne væske i, det var ren syre, og han havde ikke tænkt sig at blande det om med noget, som da han havde skullet ødelægge Fabians stemmebånd. Han gik roligt hen til Fabian igen, med de rolige mørke øjne hvilende på hans skikkelse, og med det næsten milde træk i mundvigen. "Jeg kan forestille mig, hvilket helvede du kommer til at gå igennem Fabian. Uden en tunge, uden et syn.." beyndte han roligt, uden at han veg blikket fra ham, "men du har set for meget, du har set mit ansigt, som den eneste, derfor må du forstå at jeg er nød til det, for at beholde min anonymitet." Der var to huller på hver side af Fabians hoved. Alec greb roligt omkring en rem, der hang ved bordet, som han stak op igennem det ene hul, for at lægge den over Fabians pande, og ned gennem det andet hul, inden han strammede remmen, så meget at Fabian ikke ville blive i stand til at rykke hovedet. "Du kan være stolt over en ting Fabian, du holdt ud til det sidste, du blev ikke forræder, hvorvidt det så er godt eller skidt for dig. Og jeg må lade dig.. du har faktisk imponeret mig. Synd at gøre en så stærk mand svag, så forsvarsløs, men jeg har desværre intet valg!" Hans stemme endte ud i en hvislen. Han lagde sin ene hånd mod Fabians ansigt, inden han med sin tommel og pegefinger holdt Fabians ene øje åbent, imens han førte glaskolben til øjet og lod to dråber falde ned på selve øjeælet og pupillen. Det måtte komme til at svie ad helvedet til! Men der var ingen anden udvej. Han gjorde det samme ved det andet øje, og sørgede for at holde Fabians hoved stille, så syren ikke ville komme til at gå ud over andet ved mandens ansigt, end øjnene.

[Deleted]

Fabians hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst. Det var virkelig ubehageligt! Han kunne ikke få så meget som en eneste lille lyd frem og det var .. frustrerende. Der var vrkelig ikke noget andet som han kunne få frem på denne måde. Han kunne ikke rokke sig det mindste og det brændt virkelig noget så frygteligt i hans hals, at man skulle tro at det var løgn! Det var jo ikke fordi at han kunne gøre det mindste for at komme derfra og det var virkelig noget som for længst måtte skabe ham den panik. Havde han ikke gået ud alene, så havde han sluppet for det her.. Han var blandt de stærke og det havde han altid været. Nu røg han virkelig ned med nakken, selvom han nu kun havde fået en god ting ud af det; Han havde ikke været stemplet som forræder, for det var virkelig ikke noget som han ville! Så længe at han holdt mund omkring Manjarno, så viste han faktisk også sin loyalitet til Dvasias kongehus og det sted hvor han selv havde siddet som konge igennem utrolig mange år. Nu sad hans kære niece der og han måtte virkelig errkende, at Jaqia gjorde et fantastisk stykke arbejde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om ovehovedet, det var også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Det sitrede noget så voldsomt i hele hans krop og med et ubehag noget så tydeligt. Hvorfor det gik ud over ham, kunne han næsten gætte sig til. Nu stillede det jo Manjarno svagere, i og med, at han havde denne betydning for Destiny og han vidste ddet, selvom det virkelig ikke var noget som gjorde det bedre for hans vedkommende. Han bed tænderne tydeligt sammen og lyttede til Alecs stemme. Ikke at en bragte ha noget godt på nogen måde, det var slet ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig var, for han følte sig virkelig fanget og han kunne ikke komme ud af det hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så kunne han virkelig bare ikke gøre det mindste ved det og han hadet det virkelig! Han sank klumpen i halsen, selvom det virkelig sveg hele vejen ned. Det var virkelig ubehageligt! Remmen som blev lst fast omkring hans hoved var det som måtte lade panikken brede sig noget så tydeligt i hans krop og sind. Han vidste hvad der skulle ske nu, selvom det virkelig ikke var noget som glædet ham det mindste. Han rev i hænderne, selvom det virkelig ikke hjalp. Han var virkelig helt fast og kunne ikke komme nogen steder på nogen måde! Han spændte fast, da manden måtte tvinge hans øje op og lade to enkle dråber af den rene syre gå direkte i hans øje. Han klemte øjet omgående sammen, som smerten voldsomt måtte tage til. Hans læber skilte sig automatisk, selvom der ikke kom så meget som en lyd. Kun den kraftige hosten måtte bryde hans læber, for det sveg virkelig absolut overalt! At det blev gentaget over hans andet øje, var virkelig ikke noget som gjorde det bedre. Han kunne kke få så meget som en eneste lyd frem på hans læber. Tårerne meldte sig omgående og stod mere eller mindre ned af hans kinder. Det sortnede mere eller mindre for hans blik og det hele gik virkelig bare så hurtigt! Han prøvede at åbne øjnene, selvom det virkelig bare måtte gøre noget så frygtelig ondt som intet andet lige nu. Hans øjne var blodskudte og nærmest med synsnerven som måtte være ætset væk, for han kunne virkelig ikke se.. noget som helst. Han bed sig svagt i læben og lukkede øjnene igen, selvom det ikke gjorde nogen forskel for hans vedkommende. Han knyttede hænderne fast, selvom han ikke rigtigt kunne rokke sig. Han var fastlåst til bordet og med hovedet fæstet med remmen. Hvad ville Destiny da ikke sige nu? Han kunne jo… ingenting! Han kunne ikke se hende, han kunne ikke snakke med hende, det ville virkelig bare blive et forbandet helvede for ham!

[alecander]

Fabian havde gjort den lille fejl at tage ud efter Samuel helt alene, det at Demitri så havde bragt ham med til Mansionen, i stedet for at dræbe ham på stedet, men det kom så bare Alecander til gode i øjeblikket, for han kunne udveksle Fabian med Valerio, og det var også hvad han havde tænkt sig. Han ville have sin bror tilbage, og han vidste at Destiny også ville torturer Valerio for at få informationer ud af ham, om det så var hende selv der gjorde det eller en anden mand, uanset, så vidste Alec at manden ville blive tortureret ligesom Fabian ville. Gad vide hvad Destiny ikke ville sige til det. Tænk at miste stemmen og synet, han ville slet ikke komme til at hverken kunne se Destiny eller sige de store ord, som Alec vidste at han ikke havde sagt endnu. Han huskede Valerios ord, om at Fabian havde et godt øje til Destiny, og det havde han personligt selv set ved det store Maskebal. Det kunne godt være at Jaqia var Fabians niece, men hvis Fabian ville stå i vejen for Jaqia, så ville hun jo heller ikke tøve med at få manden fejet af banen, og sådan var det også med Alec, han ville ikke lade nogen stå i vejen for hans organisation, end ikke hans familie! Og Valerio skulle nok få meget at se til når han kom hjem igen! Den mand havde ikke holdt lav profil, han havde ikke pareret ordre! Alec betragtede hvordan Fabian måtte begyndte at vride sig af smerte, som han havde hældt syren i mandens øjne. Det kunne godt være at han ikke havde fået ham til at tale, men han havde da fået manden til at græde, han havde knækket ham, gjort ham værdiløs, gjort ham til en skændsel for hans race. Det måtte gøre frygtelig ondt, det betvivlede Alec end ikke! Som at blive brændt af den varme sols stråler. Det fik ham til at tænke på sine forældre der blev brændt levende. Hans fars organisation var blevet opdaget, hans forældre var blevet brændt levende på bålet, hvad de så ikke havde regnet med, var at børnene ville skabe en langt større og bedre organisation, som ville udrette større skader! Han havde dræbt kongen af Procias, sprængt Castle of Darkness i luften, han havde tilmed fanget og uskadeliggjort hærføreren af Manjarno. Det var langt større ting end hvad hans forældre nogensinde havde udrettet!
Som Alec kunne se at smerten ikke var størst længere, løsnede han ganske roligt remmen omkring Fabians hoved, og derefter lænkerne ved Fabians arme og ben. Han greb ham i kraven og fik ham op at stå. Han var ikke til megen nytte mere. Om manden så var frisk som en havørn, så ville han ikke kunne finde vej ud af kælderen, for den var som en labyrint, og når han så ikke kunne se, så ville han blive som en rotte i en labyrint. "Nu fik du din vilje, jeg turde at slippe dig fri," svarede han lettere sarkastisk. Hvem ville ikke turde at slippe en blind mand fri på et ukendt sted? Han fik de to unge fuldblodsvampyrer ind igen, og de greb omkring Fabian. "Lænk ham fast og giv ham et tæppe så han ikke dør af kulde.. Jeg skal bruge ham i live," svarede han kortfattet. De to vampyrer nikkede. Alec åbnede døren og forsvandt ud af kælderen endnu engang. Så kunne han bare vente på at selve udvekslingsdagen ville komme.

//Out

[Deleted]

Det havde virkelig været en fatal fejl at skulle tage ud efter Fabian alene, det var nu en konsekvens som Fabian måtte tage. Han kunne ikke røre sig og han havde virkelig bare ondt! Det hele var sort for hans blik og han kunne ikke se noget som helst, for ikke at glemme det lille faktum, at han var så iskold og så svag efterhånden, at man skulle tro at det var løgn. Han lukkede øjnene stille og med en voldsom sitren. Tårerne strømmede nedover hans kinder. Det var ikke fordi at han var ked af det som sådan, men fordi at det måtte svie noget så frygteligt! Han knyttede hænderne fast og prøvede at rokke hovedet ,selvom han virkelig ikke kunne. Det blødte selv en anelse i hans øjne, selvom det slet ikke var nogt som han kunne reagere på. Han ville ikke kunne se Destiny.. Han ville ikke kunne snakke med hende og værst af alt, han kunne ikke fortælle hende alt det som han faktisk måtte brænde inde med for øjeblikket, det var noget af det værste som han havde været igennem nogensinde før! Det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte være i den anden ende! Hans krop rystede og skælvede.. Det her var virkelig ikke hvad han havde ventet sig, for ikke at glemme, at han ikke havde nogen anelse om hvordan pokker han skulle komm hjem.. Han var ikke bare tvunget af sin plads som hærfører, men han ville være afhængig af andre resten af livet og det var virkelig også det som gjorde det hele meget værre for ham! Nu sad han her og havde holdt mund omkring det hele og det var også noget af det som han agtet at skulle fortsætte med at gør det. Han var loyal mod Manjarno, men i den grad også mod det dvasianske kongehus hvor hans kære niece måtte sidde. Der hvor han faktisk var den onkel som Jaqia måtte have det bedst med, og han idste det jo udmærket godt, når det endelig måtte komme til stykket. Han lyttede til hans ord, som han måtte få muligheden til at bevæge hovedet endnu en gang og så hænder og fødder som han næsten forsigtigt måtte tage til sig. Det var virkelig bare skræmmende når man ikke kunne se noget som helst.
Han gispede næsten helt, selvom det var lydløst, da han blev revet op på beneme, hvor han næsten ikke kunne finde nogen form for støtte på nogen måde overhovedet. At de to vampyrer endnu en gang måtte tage fat om ham og tvinge ham med sig. Denne gang gjorde han ingen modstand. Han ville ikke kunne få noget ud af det alligevel, for han ville aldrig kunne finde ud herfra alene. Han kunne jo ikke se det mindste og han hadet det virkelig! Det værste var jo, at han slet ikke havde muligheden for at skulle se Destiny mere. Det var virkelig noget som faktisk måtte knuse ham et sted. Han blev blot fragtet tilbage til cellen som han havde siddet i, lænket fast og kastet t tæppe i favnen som han forsigtigt tog omkring sig og satte sig nærmest helt oppe i det ene hjørne. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at se frem til udvekslingsdagen, så han endnu en gang ville kunne komme hjem! Alt måtte jo være meget bedre end det at skulle sidde her som han gjorde nu, for det var virkelig noget som måtte skræmme ham mere og mere, nu hvor han ikke kunne gøre andet end at lytte. Denne gang var han virkelig endt tvunget ned.. Han var knækket.

//Out