Shoot by Amor?

[pierce]

Natten var faldet på, hvilket den havde været i et godt stykke tid. Vinden var kølig oppe i luften, men det var ikke noget Pierce mærkede sig af. Det eneste han tænkte på, var at få Malania i sikkerhed, på Den Lyse Kro, som de jo trods alt var blevet enige om at tage hen, eller han havde givet hende to valgmuligheder og hun havde valgt. Hun trængte til hvile, ligesom hans egen krop gjorde. Varulvens tunge vægt havde knust hans ribben, eller i hvert fald trykket dem hårdt ind mod hans lunger og hjerte, noget der kunne have dræbt ham, men Malania havde faktisk reddet ham, ligesom han havde hende.
Aftenen hændelser, var noget Pierce ikke havde lyst til at tænke på, men det var i den grad noget som han heller ikke kunne glemme! Han havde fået den værste mavefornemmelse nogensinde! Og det havde fået ham til at søge efter Malania, som noget i ham havde sagt at hun havde været i fare. Han havde taget turen til skoven, men var blevet sendt væk af de andre lysvæsner, og hun havde ikke været der, og først dér havde den dårlige mavefornemmelse steget til det største ubehag. Han var fløjet så hurtigt han havde kunnet, og fundet hende ved søen, helt kvæstet, og endda i hænderne på en horror. Men nu var horroren væk, og de begge var i sikkerhed, hvilket var det eneste han i øjeblikket kunne tænke på. Det havde ikke været hans mening at skælde hende ud, men han var vel bare … bekymret? Uanset, så var udfaldet da endt godt? Han havde erklæret sin store kærlighed, og sagt de tre ’magiske’ ord. Og hun havde jo følt det samme, så … de gik vel ikke for hurtigt frem? De havde jo i princippet ikke lavet noget specielt sammen endnu, så de var vel ikke gået hurtigt frem? Uanset, så ønskede han stadig ikke at virke frembrusende og forhastet, han ville tage det som det kom, desuden, så nød han hendes selskab, og han ønskede ikke at ødelægge det på nogen måde!
Smerterne i Pierces bryst, kunne han tydeligt mærke, men det var noget han bed i sig, som han fløj hen over de mange omgivelser under dem. Og han landede først da de kom til kroen, hvor han først der satte hende ned. Han smilede et kærligt og lettere forelsket smil til hende. Han havde ikke sluppet hendes raske hånd. De lignede … ja, han vidste ikke hvad, sådan som de var forbundet med den vide forbinding. Han gav hendes hånd et blidt klem. ”Jeg elsker dig,” sagde han med en varm stemme, inden han skænkede hendes kind et blidt kys. ”Kan du gå?” spurgte han med en lettere alvorlig tone. Ellers måtte han jo bære hende op til deres værelse. Han veg end ikke de turkisblå øjne fra hendes mørke. Han havde virkelig manglet hende! Og det kunne han i sandheden mærke nu! Men som han havde lovet hende, så blev han hos hende, ikke blot denne nat, ikke blot en dag, men … han kunne ikke sige hvor længe, han ville bare ikke forlade hende igen! Ikke når hun søgte ud om natten for at lede efter ham! Det var jo trods alt gået galt sidst.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var faldet tydeligt mere til ro i den tid som hun havde haft sammen med Pierce. Den tur over himlen og tilbage til Procias og kroen der. Det var end ikke fordi, at hun havde reageret synderligt på kulden. Det var som.. den slet ikke kunne røre hende? Det var nu ikke noget som hun ville dele med Pierce, det var slemt nok som det måtte være i forvejen og hun ønskede virkelig ikke at gøre ham mere bekymret end det som han var fra før af! Varulven havde næsten slået Pierce ihjel og hvis det var sket, så ville hun da aldrig nogensinde have været i stand til at skulle tilgive sig selv, for så ville det jo udelukkende have været hendes skyld. Bare tanken var hende direkte dræbende! Nu var de her begge.. og i live. Det var det vigtigste!
Mere eller mindre, så ønskede hun bare at glemme det som var sket denne aften, selvom hun vidste at det ville være helt umuligt for hende. Det havde nær kostet dem begge livet, så hun ville virkelig bare prise sig lykkelig for, at de stadig kunne være til stede, begge to og endda i live, der var virkelig ikke noget bedre end det! Hun lagde hovedet godt ind til ham, som de måtte nærme sig bestemmelsesstedet. Hun ville hellere være her så længe at det var hende muligt - sammen med ham og ingen anden! De store ord var blevet sagt, de var blevt gengældt og nu stod hun her sammen med den flotteste og mest perfekte mand som hun nogensinde havde mødt! Hun kunne virkelig ikke lade være med at smile, selvom hun kunne mærke den let stikkende smerte ved hvert af hans vingetag. Hun var virkelig bare glad for, at han havde muligheden for at flyve hende hertil, ellers var hun bare gået. Hun ønskede virkelig ikke, at han skulle have mere ondt end det som han havde fra før af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han var ikke frembrusende på nogen som helst måde overhovedet, det var sikkert. Hvis det havde været tilfældet, så havde hun så sandelig også sagt til i den anden ende, det var helt sikkert!
Malania åbnede øjnene stille, som han gik ind for en landing lige ved kroen. Et stille smil passerede hendes læber, som hun blev sat ned. Hun støttede sig dog godt op til ham, da hun var usikker på, om hun faktisk kunne gå. At stå var intet problem, men chokket over det som var sket og smerten som sad i hendes krop, kunne virkelig gøre det besværligt nok i sig selv, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte sig stille mod ham. De var sammen nu, de lignede et par, selvom de begge vel også ville se.. forfærdelige ud? Tanken huede hene bestemt ikke. Lidt forfængelig havde man vel lov til at være? "Jeg elsker også dig," hviskede hun ganske let, som hun tog imod kysset. Hun spidsede læberne ganske let. "Du ramte ved siden af," påpegede hun med en drillende mine. Hun holdt omkring hans hånd og klemte let omkring den. "Det.. burde jeg.." Hun tog et stille skridt. Hun var stadig let rystet, men det gik da udmærket. Hun vendte blikket mod ham. "Kommer du?" spurgte hun smilende og trak ganske let i hånden. Den anden hånd kunne jo ikke bruges til det mindste. Lige nu ville hun bare nyde den tid sammen med ham som hun måtte have og prøve at undgå at gøre samme bommert i fremtiden.

[pierce]

Alt det som var sket denne aften, var slet ikke noget som Pierce havde lyst til at tænke over, han ville blot nyde tiden med hende. Nok lignede de … ja, han vidste snart ikke hvad de lignede, men velset ville det nok ikke være, især ikke i Procias, eftersom det var fredens land, og de lignede mere eller mindre nogle rebeller, der var ude på ballade, skønt det ikke var tilfældet. Og med hans sværd ved siden, så gjorde det, det skam ikke ligefrem bedre! Men han var ligeglad, så snart de fik et værelse, så kunne de hvile for dem selv, uden at skulle tænke på andre. Der var kun de to, og nu hvor de endelig var et par, en tanke der ikke kunne andet end at fryde ham, så var det vel også på sin plads at måske komme et skridt videre? Det ville måske være tidligt, men han havde en idé om hvordan de kunne formindske deres vandproblem, så det ikke ville være så stort igen. Han ville dog vente lidt, for hun skulle lige falde til ro efter nattens hændelser, hun trængte desuden også til hvile, det gjorde hendes krop i hvert fald, for hendes sår var trods alt dybe, og han selv kunne også godt trænge til lidt hvile, så et værelse ville blive godt!
Som hun støttede sig op af Pierce, lod han sin frie hånd lægge sig mod hendes skulder blot for selv at give hende støtte, for han ville ikke have at hun pludselig knækkede sammen, fordi hendes ben ikke kunne bære hende. Han kunne ikke gøre andet end at smile til hendes gengældelse. Bare tanken om at hun elskede ham fik ham op i den syvende himmel! Det var som at befinde sig i et paradis! Han måtte dog slippe en latter til hendes beklagelse, det var jo ikke første gang hun havde nævnt at han havde ramt ved siden af. Han smilede et skævt og muntert smil til hende, inden han lettere selvsikkert, lod en hånd falde under hendes hage, for at føre hendes hoved tættere mod hans, hvorefter han trykkede sine læber mod hendes i et varmt og længselsfuldt kys, som han holdt i flere sekunder, for at nyde hendes tætte nærvær, smagen af hendes læber og det hele magiske øjeblik, inden han brød kysset, for at se lettere drømmende på hende. ”Tilfreds?” spurgte han drillende og hævede et enkelt øjenbryn. Nu kunne hun da næsten ikke klage! Han gengældte blot hendes klem omkring hendes hånd, imens han smilede et kærligt smil. Han slap dog roligt hendes hånd, for at lægge armen omkring hendes liv, så hun kunne støtte sig bedre ind til ham, for at følge hende hen til kroen. Han ville være tilfreds, så snart de kom ind på værelset, så de begge kunne få lidt hvile.
Pierce åbnede døren ind til kroen, og som han havde regnet med, stoppede de få folk, som måtte sidde der i deres hyggestund, de ting de var i gang med, for at se på ham og Malania, og det undrede ham ikke hvorfor, for de var begge i forbinding. Og han havde ingen bluse på, men stod i bar overkrop, hun havde endda lidt blod fra de dybe sår, så de lignede han vidste ikke hvad! Han gik lettere pinligtavst op til baren, og sørgede for at Malania var tæt ind til ham, så han vidste hvor hun var, skønt hun nok ikke kunne blive væk i mængden, for der var ikke så mange igen. Han sendte bartenderen et svagt smil, skønt det ikke var gengældt, for manden så misbilligende på dem. ”Vi tolerer ikke ballade her på stedet!” svarede manden i en lettere fast tone. Pierce nikkede lettere tavst. ”Vi er kun ude på at få et værelse, lidt hvile, og så forlade stedet i fred og mag, i morgen tidlig,” svarede han stilfærdigt. Bartenderen så ikke helt tilfreds ud, men han ville ikke jage kunder væk, så han gav Pierce en nøgle, uden et ord. Pierce nikkede blot taknemligt til manden, inden han trak Malania med sig. ”Kom, min kære.” Han smilede et lille kærligt smil til hende, inden han trak hende med ud i baglokalerne, for at finde deres værelse.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

For Malanias vedkommende, så var dette mere eller mindre bare noget som hun måtte prøve at skulle undlade at tænke på. Hun følte stadig en skyld for at Pierce var kommet til skade. Det havde tildels været meget nemmere, om han bare havde valgt, at skulle holde sig væk derfra, for så var det virkelig ikke endt med at skulle gå ud over ham. At han så var dukket op, måtte jo så være det som havde reddet hendes liv når det kom til stykket og for det, var hun ham så sandelig taknemmelig og mere end det som hun formåede t beskrive med ord! Hun elskede ham virkelig og hun vidste, at han var kommet til hende, fordi hun havde en større betydning end det som Pharrel havde forklaret hende; Han gik bestemt ikke til andre tøser bag hendes ryg, det var slet ikke sådan en mand som han var! Hvad de lignede, var Malania praktisk talt fuldkommen ligeglad med og på alle måder endda ,for det var virkelig ikke af nogen betydning for hende, når det måtte komme til stykket. De var begge i live, og det var det som havde nogen betydning når det endelig måtte komme til stykket!
Hvordan han ville formindske deres vandproblem, det vidste Malania ikke, men en ting var hun sikker på; Hun søgte aldrig ud på denne måde igen. Tiderne havde virkelig ændret sig for meget siden hun havde gjort det for mange år siden. Det var praktisk talt slet ikke noget som hun havde taget højde for når det endelig måtte komme til stykket og nu stod de der, lignede mest af alt to rebeller sådan som de var indbundet på den ene eller den anden måde og et sted , så måtte tanken faktisk more hende. Hun sendte ham et lettere kækt smil idet han måtte lægge hånden under hendes hage, førte hovedet tættere til sit eget, hvor hendes læber endnu en gang måtte møde hans. Hun gengældte kysset tydeligt længselsfuldt, skønt det ikke var så længe siden hun havde smagt hans læber sidst. Utroligt hvor meget man egentlig var i stand til at skulle mangle smagen af lige netop disse, det var ganske enkelt utroligt! Hun trak sig efter de sekunder hvor Pierce selv havde brudt kysset og kun for at skulle se i hans øjne igen. Hun sendte ham et varmt og tydeligt kærligt smil. ”Det nærmer sig nu,” hviskede hun stilfærdigt. Hun hævede lige så den friske hånd, blot for at stryge hans kind ganske let. Hun elskede ham virkelig så højt, at der slet ikke fandtes ord på hvordan hun følte det, og det var virkelig bare en elskværdig tanke og følelse. Armen omkring hendes liv, fik hende virkelig bare til at smile, hvor hun ganske roligt lagde sig ind mod hans krop, og lod sig blive ført direkte mod døren og ind. Det skulle virkelig gøre godt med noget hvile!
At de mange måtte glo efter dem, havde Malania allerede regnet med. De lignede jo noget som katten havde slæbt med ind! Hun ignorerede dem og gik roligt med Pierce op til bartenderen som måtte stå der. Det var ikke den normale venlige som det normalt var som måtte arbejde her, selvom hun bare valgte at tie stille. Hun havde brug for hvile og de vidste det jo godt begge to og det samme havde han! Han var jo også kommet til skade! Hun lod blot Pierce føre ordet, for det ville virkelig ikke gavne deres situation, hvis hun valgte at åbne den for at sige bartenderen imod, hvilket faktisk også var det som hun havde mest lyst til lige i øjeblikket. Hun gik roligt med mod værelserne sammen med Pierce og let støttende ind mod hans muskuløse og faste krop. Det gjorde hende faktisk rolig, at skulle have ham tæt på sig igen, så tæt på, at hun var i stand til at mærke ham, det var virkelig noget af det bedste. ”Hvilket værelse?” spurgte hun stille, som hun lod blikket glide mod de mange værelser hvor deres numre pænt måtte stå på hver eneste dør. Bare tanken om at komme ind på et værelse, ned i en seng og trække dynen om sig, var virkelig noget af det bedste som hun havde hørt mere eller mindre hele aftenen! Hun støttede let til den ødelagte skulder. Den brændt stadig, selvom det nu ikke var så slemt. ”Lov mig, at du også hviler.. Du har lige så brug for det,” sagde hun yderst dæmpet.

[pierce]

Pierce var ligeglad med hvad de lignede, det vigtigste var at de endnu var i live! Og nu gad han ikke, at tænke på hvad der var sket med dem, han ønskede at tilbringe sin tid med hende, og denne gang kunne han blive hos hende i langt længere tid, for han havde trods alt været i havet i nogle dage, for der var alligevel gået et godt stykke tid, siden de sidst havde set hinanden, så han kunne endda blive hos hende i længere tid; alt efter vejret, for blev det varmt, så var han tvunget til vand, men saltvand havde han ikke behov for i et godt stykke tid, det var kun vand i så fald, for at køle sig ned, og for ikke at blive tør, så han til sidst ville ligne en indtørret fisk. Og nu hvor de var et par, så var han jo også nød til at tage højde for hende, så de ikke ville ende med at gå fra hinanden, for det var godt nok ikke noget han havde i tankerne. Han elskede hende, og han mente bestemt ikke at det var for tidligt at hun fik det at vide, det var trods alt det som han følte for hende, så hvorfor skjule det for hende? Det havde jo også vist sig, at hun følte netop det samme for ham. Og nu ville han så bare nyde tiden med hende, som de plejede at gøre, hvor han ville nyde alle hendes kærtegn og kys, som det de delte i øjeblikket. Han trak skævt på mundvigen til hendes ord. ”Nærmer sig?” gentog han lettere utilfredst og dog med en drillende undertone. Han skænkede hendes mund endnu et kys, som han holdt i et stykke tid, inden han brød det igen. ”Jeg bliver ved indtil du er tilfreds,” sagde han drillende, inden han lod sin tunge glide over hans egne læber, for at få den sidste eftersmag af hendes læber. En smag han ikke ville kunne glemme! Men kun kunne savne og længes efter. Hånden mod hans kind, fik ham til at smile et varmt smil, han nød virkelig hendes berøringer! Og hvordan skulle han kunne gøre andet? De gjorde ham helt afslappet, varm og tryg.
Pierce forstod faktisk godt bartenderen, for de lignede jo faktisk rebeller, så han forstod de misbilligende øjne, de befandt sig trods alt i Procias, som ønskede fred og ikke krig. Men nu var det værste da overstået, og de kunne gå hen til deres værelse. Og han sørgede for at holde Malania tæt, for han ville ikke have at hun pludselig faldt om, fordi hendes ben ikke længere kunne bære hende, men det gik da ganske godt, hun kunne trods alt gå, bare med lidt støtte, og han ville give hende al den støtte som hun havde behov for. Han så fra nøglens nummer til dørenes. ”Øh..” mumlede han roligt, som han gik og holdt øje med numrene. Han stoppede roligt, da nøglens nummer passede med dørens. ”Dette,” svarede han med en lettere munter tone. Han kunne allerede nu se, at det ikke var som det i Manjarno, for her var langt lysere. Han så roligt på hende til hendes ord. ”Jeg skal nok hvile, det trænger vi desuden begge til,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et varmt smil. Hun havde skam ret, for han havde behov for hvile, men det havde hun jo også selv, så han glædede sig faktisk bare til at de kunne komme ind på værelset, og så få den nødvendige hvile, som begge kroppe trængte til.
Pierce satte nøglen i dørens nøglehul, for at låse den op, inden han åbnede døren. ”Så, min kære,” svarede han med en blid stemme, som han åbnede døren, for at føre dem begge ind på værelset, som han endnu ikke havde sluppet taget omkring hendes liv, så hun hele tiden havde noget at støtte sig op af. Han gik roligt ind, og lukkede døren bag dem. Værelset var ikke meget stort, men ligesom i Manjarno, så var der de nødvendige ting. En dobbeltseng, natbordet ved siden af, med olielampen, et enkelt vindue, til at lyse værelset op, et ekstra rum, hvor badeværelset befandt sig. Han lagde roligt sit havblå sværd på kommoden. Sværdet havde lidt tørret blod på sig, som det trods alt havde ramt varulven. Som han havde set rundt, faldt hans turkisblå øjne på Malania igen. ”Hvad synes du?” spurgte han roligt, inden han førte dem over til sengen, hvor han satte sig.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania ønskede virkelig bare, at være sammen med Pierce, nyde tiden sammen med ham, inden hun atter ville være tvunget til at skulle sige farvel til ham i og med, at det ville forekomme, at han skulle tilbage til vandet igen ogh un vidste det jo udmærket godt. Tanken i sig selv, var slet ikke noget som hun måtte bryde sig om, men der var virkelig ikke noget at skulle gøre ved det. Han var af vandet som hun var af lyset, og det var virkelig bare et problem som de begge måtte lære at leve med, og så måtte hun jo trods alt.. lade være med at prøve at søge efter ham? For dette ville hun virkelig ikke igennem en gang mere, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af, for det var virkelig noget af det værste som hun længe havde oplevet! Hun ønskede jo ikke at han skulle komme galt afsted, så ønskede hun hellere, at han skulle søge mod havet og så.. måtte de jo ses, når han igen magtede at søge til land, selvom den tanke virkelig var dræbende. Kunne hun, så ville hun virkelig elske, at skulle være under vandet og i havet sammen med ham, men hun var et væsen af land, så det var virkelig ikke noget som ville blive aktuelt, ville det? Tanken skræmte hende om ikke andet og det var temmelig meget faktisk, det var helt sikkert. Hun ønskede virkelig ikke at tænke det lige nu, hun ville virkelig bare nyde det! ”Du nærmer dig,” medstemte hun med et ganske stille smil på læben. Hun mødte igen glædeligt hans læber i den tid som det måtte vare, inden han igen valgte at bryde det. Han gjorde hende virkelig bare lykkelig! ”Det var straks meget bedre,” sagde hun med et ganske svagt grin. Han gjorde hende lige så rolig, varm og tryg. Det var virkelig bare en dejlig effekt som han havde på hende.
Malania var klar over, at de lignede noget som katten havde slæbt med ind, men at hvile og slappe af, inden de igen ville søge videre, det skulle de vel også have lov til? Procias var et land for fred, så der ville de i den grad kunne få det, de burde kunne få det for det var virkelgi ikke fordi at de var her for balladen, det var helt sikkert. Selv det at hvile, kunne hun kun se på som direkte nødvendigt nu, hvilket hun i den grad ikke havde gjort isdst de havde set hinanden, så der skete faktisk ændringer hele tiden mere eller mindre! At de måtte nå værelset, var noget som måtte glæde hende, for det var faktisk noget som hun måtte se frem til! At hun kunne komme ind og lægge sig, putte sig ind mod Pierce og bare slappe af i den elelrs så velkendte og hjemlige favn, som det nu faktisk også måtte være for hendes vedkommende, det var helt sikkert. Hun vendte sig mod ham. ”Du har lige så meget brug for hvilen, som jeg har, min kære, agde hun med en ganske dæmpet stemme. Hun var virkelig ikke andet ærlig, for det var tydeligt, at han lige så også havde ondt!
Malania trådte stille og roligt ind på værelset som døren måtte blive åbnet for hende. Bare synet af sengen, var noget som måtte få hende til at smile. Det var en anelse anderledes end i Manjarno, udelukkende på grund af det store lyse vindue. Hun lod Pierce gå hen til sengen, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. Med de rolige skridt, var hun roligt gået hen til ham, hvor hun roligt satte sig på sengekanten ved hans side hvor hun snildt måtte tage pladsen. ”Det er perfekt..” sagde hun stille. Hun mente det dog i allerhøjeste grad. Hun havde ham alene, så bedre kunne det virklig ikke være! Hun lod hånden søge væk fra den ødelagte skulder. At sove ville blive mere eller mindre umuligt for hende og hun vidste det jo godt. Bare at røre lidt på den var noget som gjorde ondt, så det at hvile var næsten.. umuligt! ”Du er her jo.. Så kan det jo ikke blive bedre,” påpegede hun med en svag rødmen i hendes kinder. Han havde i den grad kravene på at skulle vide det.

[pierce]

Meget havde de været igennem denne nat, men Pierce håbede på, at den kunne ende godt, som deres møder plejede. Der var godt nok gået lang tid siden de sidst havde set hinanden, og han kunne tydeligt mærke savnet og længslen af hende. Han havde savnet alt ved hende, den måde hun gjorde ham i godt humør, den måde hun beroligede ham på, den måde hun gjorde ham tryg på, og ikke nok med det, så havde han savnet hendes tætte nærvær, hendes kys og berøringer! Simpelthen alt! Og nu hvor han var sammen med hende igen, så kunne han ikke få nok af hende! Han ønskede hende blot tæt på sig, så han kunne mærke hende, og vide at hun var der og at det ikke var nogen drøm. Og nok var det ikke ligefrem den bedste start på dette møde, men derfor havde han alligevel savnet hende, uanset hvor ondt han så havde i brystet af varulvens tunge vægt, og uanset hvis skyld det var, så kunne han ikke bebrejde hende det mindste, for han vidste jo at det i bund og grund måtte være hans skyld, fordi han var tvunget til vandet, han kunne trods alt ikke leve uden det. Han strøg blidt en hånd igennem hendes hår, imens den anden arm hvilede omkring hendes liv, så han kunne trykke hende tæt ind til sig, uden at hans turkisblå øjne veg væk fra hendes mørke. Så smukke de var! Et helt nyt og ukendt hav, som han blot ønskede at udforske! Han trak skævt på mundvigen. "Godt min smukke engel," svarede han med en varm stemme og skænkede hendes mundvige og halvdelen af hendes læber et blidt kys. Han kunne simpelthen ikke lade vær! Han elskede følelsen af hendes varme hud mod hans bløde saltede læber! Og var det så forfærdeligt at være.. afhængig af hende? Okay, det var endt galt denne nat, men det ville jo ikke ændre på hans afhængighed af hende alligevel. Ingen smerte kunne skille ham fra hende uanset hvad!
Pierce var skam ikke ude på mere ballade! Han havde i den grad fået nok! Og han kunne tydeligt mærke det også! Så det ville kun blive godt med lidt hvile, for det havde hans krop i den grad brug for! Men han ville også nyde tiden med hende, det var der slet ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var rart at komme ind på værelset, så det kun var de to. Han savnede sin kvalitetstid sammen med hende, og nu ville han i den grad også nyde den med hende! Han greb blidt omkring hendes hånd, som hun tog plads ved hans side på sengekanten, imens han smilede et kærligt smil til hende. Han gav hendes hånd et blidt klem. "Jeg skal nok hvile, men.. jeg vil først og fremmest nyde tiden med dig, Mal," svarede han stilfærdigt og trak svagt på mundvigen og smilede et lille mildt smil. Han skulle nok hvile, men derfor behøvede han vel ikke at sove? Han smilede et skævt smil og så ganske kort rundt i værelset, inden hans turkisblå øjne faldt på hende igen. "Det glæder mig, at du kan lide det, skønt.. Jeg er ligeglad hvor jeg befinder mig i verdenen, så længe du er hos mig," svarede han sandfærdigt og i en varm tone, han var jo blot ærlig, og hvorfor skulle han skjule sandheden for hende? Han trak på smilebåndet, som den røde farve igen, igen måtte dukke op på hendes kinder - han elskede det! Han lagde en hånd mod hendes ene kind, for at trykke hendes hoved tættere mod hans eget, hvor han skænkede hendes anden kind et varmt kys, inden han igen lod sin hånd falde til hendes, så han igen kunne holde hende i hånden. Så længe han var i berøring med hende, så var han lykkelig, for så vidste han at hun var der. Han rykkede sig længere ind på sengen og trak hende roligt med sig, han havde blot intentioner om at lægge sig ned, så begge deres kroppe kunne slappe lidt bedre af. Han lagde sig roligt ned på den bløde seng i midten, og sørgede for at hun var med. De kunne vel godt ligge ned og snakke? Putte og nusse? Han smilede kærligt til hende, imens hans frie hånd strøg nogle af hendes mørke lokker væk fra hendes ansigt. "Du er mig unik, Malania. Min dyrebareste skat, som jeg ikke vil dele med nogen!" svarede han i en kærlig tone, inden han skænkede hendes håndryg et blidt kys, uden at han tog blikket fra hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Savnet var virkelig blevet for meget for Malania til sidst, men at det skulle gå så galt, det havde aldrig nogensinde været hendes hensigt! Alle de ord som Pharrel havde skænket hende, alle de historier omkring at Pierce havde en anden bag hendes ryg og det ene og det andet, var virkelig noget som var glemt for hendes vedkommende nu. Det havde vist sig at hænge sammen på en ganske anden måde, og det var virkelig også noget som hun var frygtelig glad for! Hun kunne virkelig ikke uden ham! Bare at sidde ved vandet og bare stirre ud i bølgerne havde jo egentlig været det som hun helst ville den aften her, for så havde hun vel trods alt også været det stykke tættere på ham? Selvom han nok ikke havde vidst, at hun ville være til stede, så ville det have lettet hende en god del, det var helt sikkert. De mørke øjne vendte hun stille mod ham. Hun havde det stadig godt dårligt med, at han måtte være kommet til skade, for det var virkelig i bund og grund hendes skyld når det endelig måtte komme til stykket. Bare synet til at an havde været nær mast under varulvens massive vægt, var noget som faktisk også måtte skræmme hende. Bare tanken til hvor galt det kunne have gået.. den var virkelig direkte forfærdelig! Og noget af det værste som hun nogensinde havde oplevet! Det var.. endda værre end da hun havde set Lucius falde bort for øjnene af hende. De strøg igennem hendes hår, fik hende virkelig bare til at smile og det at han sad så tæt på hende, gjorde det hele så meget bedre for hendes vedkommende. Hun sad helt tæt ind til ham, nu hvor det var den friste arm som måtte hvile tættest på ham, som gjorde det meget mere behageligt for hendes vedkommende. Hun sendte ham et let smil. ”Du ved godt.. en engel, er noget af det sidste jeg er, ikke?” spurgte hun med et drilsk smil på læben. Efter i aften kunne man vel ikke kalde hende for en engel, for det var virkelig ikke en.. engle-gerning som hun havde formået at gøre godt med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Kysset som blev tildelt halvt om halvt hendes læber, gengældte hun det som var hende muligt. ”Lige ved.. og tæt på,” fortsatte hun. Hun hævede hånden og lod pegefingeren blidt ramme hendes læber midtpå, det var der, at kysset skulle sættes.
At dette var en måde at nyde tiden med hinanden på, var end ikke noget som man skulle betvivle det mindste overhovedet. Hun ville elske bare at ligge der sammen med ham, snakke, nusse og bare.. være de to. Alene på et værelse hvor de faktisk ville kunne få fred! De havde begge brug for hvilen og det som hun også havde brug for, var at komme sig over chokket af alt det som var sket. Pharrel kunne have slået hende ihjel med lethed! Han havde bare ikke gjort det og nu var hun virkelig taknemmelig for det, for hun kunne atter sidde der i den bedste mands favn! Hun elskede ham i sandhed og hun var i den grad ikke bange for at vise eller sige det, nu hvor det var hende kendt, at det også var gengældt set den anden vej, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Det kan du da sagtens også ved at slappe af og hvile min egen.. Jeg går absolut ingen steder,” forsikrede hun med en nærmere stilfærdig stemme, ikke at hun ville kunne skjule det for ham på nogen måde overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. En svag rødmen måtte melde sig. ”Om det var under den åbne himmel eller i den tordnende nat, så ville det ikke betyde noget for mig.. du ville jo være der, så er alt andet lige meget,” hviskede hun blidt. Hun var ærlig og intet andet, for det var virkelig sådan, at hun måtte have det med det hele, det var også helt sikkert. Kysset mod hendes kind gjorde det virkelig heller ikke nemmere for hende! Hun lod ham tage hendes hånd og ganske forsigtigt trække hende med sig længere ind på sengen, hvor hun roligt tog pladsen ved hans side. Hun lagde sig ned på den friske skulder, så den anden ikke skulle komme mere galt afsted. Det var jo slemt nok som det var fra før af! Hun lukkede øjnene let ved hans strøg igennem hendes hår. Hun nød det virkelig og som hun aldrig havde nydt noget andet før! Hånden lagde hun til at hvile mod hans bryst som hun strøg let med sin tommel. Det krævede ikke så meget af hende og det gjorde ikke så ondt igen. Hans ord varmed hendes hjerte, krop og sind. Det var virkelig bare noget af det bedste hun havde hørt længe! ”Jeg lader mig ikke dele, Pierce.. Jeg er din af hjerte..” Hun sendte ham et stille smil, hvor hun ganske forsigtigt strakte sig, for at skænke hans kind et let kys. ”Og ingen andens,” afsluttede hun lettere stilfærdigt.

[pierce]

Pierce vidste at Malania nok ikke var den største engle - personlighedsmæssigt - når det måtte komme til stykket, for hun skilte sig ud på alle måder, når det kom til hendes egen race, som godt nok var lysvæsen, men hun var langt fra en engel! Og det var vel også det han et sted nød? Okay, de havde været ved at miste livet, begge to, men hun havde trods alt været så sød at lede efter ham, eller bare komme tættere ham, ved at søge til havet - det havde godt nok været dumt at søge ud midt om natten, men det var vel tanken der talte? Sødt af hende havde det i hvert fald været! Desuden, så kunne han godt lide at hun var sin egen, at hun var den sjældne juvel iblandt småsten. Og bedst af alt; at hun nu var hans! De var officielt et par nu, rigtige kærester, som de havde taget skridtet videre, hvilket ikke kunne andet end at glæde ham mere end noget andet! Det var jo det eneste han ønskede, at de blev hinandens, at der kun var de to, at alle andre var ude af billedet, at der ikke var nogen andre. Han nød hendes tæthed, at de endelig var sammen igen, og at de nu var i sikkerhed. Han lagde roligt sin hånd mod hendes lår, som han gav et blidt klem, uden at han veg blikket fra hende og uden at smilet ville falme. "Du kom dumpende ned fra himlen, for at redde mig fra at drukne, selvom du ikke engang vidste om jeg havde været død. Man kan ikke blive mere engel end dig," svarede han sandfærdigt og smilede et varmt smil til hende. Det var jo faktisk sket ved første møde, og det var det som hun havde været så pinligt berørt over, at hun havde løbet ud på vandet for at se til ham, og så var han alligevel i live, skønt han havde lignet en død. Den bedste dag i hans liv! Og en dag han ikke ville glemme nogensinde! Han smilede et lettere skævt og drillende smil, som hun viste hvor han burde have kysset hende. Typisk, at hun altid skulle påpege det! Og det nød han jo faktisk også. Når alt kom til alt, så elskede han jo mere eller mindre alt ved hende! Om det så var dårligt i andres øjne, så kunne han ikke lade vær med at holde af hende på grund af hendes fejl. For når det kom til stykket, så havde hun et hjerte af guld! Og det var det som betød mest for ham. Han bed hende drillende og blidt i læben i den ene side, for derefter at tildele hendes mund et blidt kys, som hun havde bedt om. "Bedre?" spurgte han drillende, og løftede sigende det ene øjenbryn. Hun morede ham nu også på samme tid, hvilket han faktisk godt kunne lide. Hun kunne få ham til at føle så meget på samme tid.
De havde begge brug for hvile, det vidste Pierce udmærket godt, og deres kroppe kunne jo sagtens hvile, skønt de endnu var vågne, selvom søvn nok var det som de begge trængte mest til, når det måtte komme til stykket, men han ville ikke sove! Ikke endnu! Men nu var de alene på dette kroværelse, og nu kunne freden da sænke sig over dem, hvilket de begge havde fortjent, især efter den omgang som de havde været igennem. "Nemlig," medgav han med et skævt smil, "jeg ønsker bare at ligge og .. nyde tiden med dig." Sandt var det, mere kunne han simpelthen ikke ønske sig! Han ville bare ligge ned og slappe af. Som de kom længere ind på sengen, og de havde lagt sig til rette midt på sengen, stoppede han dog ikke sine strøg og nussen gennem hendes hår. Han smilede til hendes ord, han kunne jo ikke lade vær. Han følte sig elsket, og det betød utrolig meget for ham! "Det er jeg glad for Mal," svarede han sandfærdigt og smilede varmt. Strøgene mod hans bryst, fik det til at sitre i hans indre! Han trak på mundvigen, som hun skænkede hans kind et blidt kys, inden han vendte blikket mod hende. "Jeg håber ikke kun du er min af hjerte, men også med krop og sjæl," svarede han stilfærdigt, inden han løftede hovedet og skænkede hendes mund et varmt og længselsfuldt kys. "Men det glæder mig at du ikke vil deles," sagde han i en dæmpet tone, som han igen havde brudt kysset, efter at have holdt det i flere sekunder. Han kunne ikke få nok af hende!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne på ingen måde minde om en engel og hun vidste det udmærket godt. På alle måder var hun jo trods alt det stik modsatte, selvom hendes måder at reagere og handle på, i den grad måtte være ment på en mere eller mindre positiv måde, så var det faktisk frustrerende, at det slet ikke var sådan, at det måtte komme frem, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. De mørke øjne hvilede på ham. Hun havde været en del af mørket før og igennem mesteparten af hendes liv og nu stod hun her sammen med den mand som virkelig bare måtte gøre hende mere lykkelig end det som hun nogensinde kunne forestille sig, at skulle være det igen! Han var virkelig alt for hende og når hun sagde alt, så mente hun virkelig også alt! Hun ville virkelig elske, at kunne dele hdet hele med ham, at det kun var e to, selvom det til en grænse, faktisk ville være umuligt, for hun ville ikke være i stand til at være under vandet sammen med ham som han heller ikke kunne være på jorden til evig tid sammen med hende. Måske at det var noget af et løfte at skulle give ham, men hun ønskede virkelig at være så meget sammen med ham som det ville være hende menneskelig muligt og det var sikkert! At han måtte bringe deres første møde op igen, fik hende til at rødme noget så kraftigt. ”Tja… det blev da snarere dig som måtte redde mig,” påpegede hun stille. Det moede hende om ikke andet. Hun havde fået noget af et så stort chok, at man skulle tro at det var løgn. Hun var jo endt med at falde direkte i vandet og han havde måtte flyve ende ind til bredden igen. Måske var det direkte pinligt, at skulle tænke på, men det var virkelig noget af det bedste som hun havde oplevet! Den bedste dag i hele hendes liv! Måske at hun havde et varmt hjerte og hun prøvede at handle på det bedste, selvom det virkelig ikke var muligt, at skulle gøre alle tilfredse.. I aften havde hun da tydeligt ramt helt ved siden af, og hun vidste det jo udmærket godt, hvilket hun i den grad også måtte fortryde noget så voldsomt! Hun mødte glædeligt hans læber og gengældte mere end glædeligt hans kys! Hun smilede tilfreds. ”Nu er du ved at være der,” sagde hun med et svagt grin.
Malania ville uanset slet ikke var i stand til at falde i søvn, som det måtte stå lige i øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Måske, at hun stadig var præget af den voldsomme skyldfølelse, for det var hun virkelig. Hun var skyld i, at han var kommet til skade, og hun havde det virkelig elendigt med det! Hun fortsatte ganske forsigtigt strøgene over hans bryst. Han så jo ud til at kunne lide det og hun lå helt perfekt til det, som hun selv kunne nyde de strøg igennem hendes hår som han gjorde med sin ene hånd. Det var virkelig bare dejligt! ”Hjerte, sind, krop og sjæl.. Alt tilhører dig, min kære,” sagde hun dæmpet. Hun gengældte mere end glædeligt hans kys ganske så intenst og lidenskabeligt. Hun kunne faktisk godt, hvis det var det som hun havde lyst til, som det gså måtte være lige for øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Hun sendte ham et varmt smil. ”Hvis du er min med hjerte, krop og sjæl..” tilføjede hun roligt, som det jo skulle gå begge veje, ellers ville det jo aldrig nogensinde gå og hun vidste det. Hovedet lagde hun tæt ved ham. Måske, at hun var træt, men det at sove, ville hun aldrig nogensinde komme til. Hun elskede ham virkelig. Han var det bedste som var sket hende i frygtelig mange år! Tungen legede let forsigtigt med hans øreflip og med et let smil på læben. ”Jeg elsker dig, Pierce,” hviskede hun stille mod hans øre. Det var bestemt også den slags ord som hun kunne give ham selv med den største ærlighed, for det kunne virkelig ikke falde ende ind, at ksulle lyve med dem. Ikke ord på denne måde! ”Du er det bedste som er sket for mig,” tilføjede hun ganske dæmpet. Hun var intet andet end ærlig overfor ham.

[pierce]

Malania var langt fra perfekt! Og hun mindede langt fra om sin race, hverken personligheds- eller udseendemæssigt, for hun bar mørke øjne og en mørk hårpragt, hvor lysvæsner typiske bar blond hår med de grønne øjne. Desuden, så var hun langt fra så uskyldig, som hendes race burde være, hun var stædig, som havde hun været en jorddæmon, hun var utålmodig som en ilddæmon, men Pierce kunne virkelig ikke andet ned at elske alt det ved hende! Hun var virkelig fantastisk på alle måder! Og nok skilte hun sig ud en god del, men det kunne han virkelig ikke andet end at nyde, for det var rart med en der ikke fulgte sin races idealer og normer, hun havde tilmed søgt ud midt om natten! Men det varmede ham nu alligevel at hun havde savnet ham, skønt han dog ikke helt var tilfreds med hændelserne, for de var begge kommet til skade ved hendes handling, dog var han da glad for at de begge var i live, for han ønskede ikke at leve uden hende! Han elskede hende virkelig! Af hele sit hjerte! Et hjerte som han ikke længere ejede, for hun havde stjålet det, og han ønskede det rent faktisk ikke tilbage igen, for han ønskede ikke at nogen anden kvinde skulle stjæle det, især ikke nu, hvor det var Malanias. Han kunne ikke lade vær med at slippe en let latter, som hun endnu engang måtte rødme, ved hans nævnelse af deres første møde, et møde han aldrig nogensinde ville glemme! For det var ved det møde, hvor hun stjal hans hjerte og slog benene væk under ham, som det aldrig var lykkedes nogen før. "Det er sandt!" istemte han med en leende stemme. Han havde fisket hende op fra vandet, og bragt hende i sikkerhed inde på bredden, så han havde vel egentlig reddet hende i sidste ende? At hun måtte gengælde hans kys, glædede ham og det satte virkelig varmen og sitren i gang i hans krop, som aldrig nogen sinde før, for han havde virkelig savnet de læber! Der var trods alt gået flere dage, siden de sidst havde set hinanden, hvor han havde vist hende sin verden under havet. "Ved at være der?" gentog han med et lumsk smil, som han roligt og dog forsigt, rullede dem rundt, så han kom til at ligge øverst, han var dog påpasselig med hendes dårlige skulder, for han ønskede vitterligt ikke at bringe hende mere skade! Desuden, så kunne han også selv mærke det i hans ribben, som var blevet trykket under varulvens enorme vægt. Han smilede lettere overlegent og selvsikkert ned mod hende, inden han blinkede drillende til hendes, hvor han skænkede hendes kæbe et blidt kys. "Min lille brokkemus," svarede han drillende, som hun faktisk altid beklagede sig over at han ikke kyssede hendes læber, hvilket faktisk måtte more ham.
Pierce vidste at hun nærede skyldfølelse for aftenens hændelser, og ja, det var jo hendes skyld i det store og hele, men han ville heller ikke have at hun havde det dårligt, det var et overstået kapitel, så længe hun ikke gjorde det igen, desuden, så havde de jo begge beholdt deres liv, hvilket han virkelig prisede sig lykkelig for! Han smilede kærligt til hendes ord. "Du er så skøn!" hviskede han i en kærlig tone, inden han blidt gned sin næse mod hendes, imens hans turkisblå øjne hvilede varmt i hendes mørke. Han sukkede kort nydende, som hun endnu engang måtte gengælde hans lidenskabelige kys. "Men jeg kan kun gengælde dine ord, alt det smukke du ser på i øjeblikket, tilhører dig, og kun dig!" hviskede han varmt, og dog drillende, som han kaldte sig selv for smuk - faktisk kun i sjov, skønt han da ikke var ked af sit ydre. Det sitrede helt ud i spidserne af hans vinger, da han mærkede hvordan hendes tunge, måtte lege med hans øreflip, hvilket tilmed gav ham et helt sus igennem maven! Han kunne dog ikke lade vær med at smile til hendes ord, som bragte ham glæde og varme uden lige! Han trak hovedet tilbage og så hende i blikket, imens han smilede mildt. "Jeg elsker også dig, Malania," svarede han sandfærdigt, da han ikke kunne finde på at lyve om hende, og slet ikke med så store ord! "Du er mit et og alt." Han trak roligt på smilebåndet og sendte hende et varmt blik.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania vidste, at hun slet ikke var perfekt. Det var der ingen som var! Hun prøvede så heller ikke at være det, selvom hun virkelig prøvede at gøre alt sit for andres bedste. At det så var gået fuldstændig galt denne gang, var så ikke noget som hun kunne gøre noget ved, selvom hun virkelig ville ønske, at hun var i stand til det. Hun ville mere end gerne gøre det om hvis hun dog bare kunne! At han var kommet til skade, var jo så det, som gjorde det hele så meget værre for hende, for det havde virkelig heller ikke været hendes hensigt. Det var virkelig noget af det værste ved det hele. Hun havde ønsket at se ham, men ikke under den massive vægt af en fed varulv! Bare tanken om det og det billede som virkelig fortsatte med at køre rundt på hendes nethinde, det var iden grad også det som ville afholde hende fra, at skulle falde i søvn, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var også helt sikkert. Han havde taget hendes hjerte med storm og hun ville aldrig nogensinde kunne kunne finde på at kræve det igen! Det ville være hans til hun ville falde død om på et tidspunkt og det var sådan, som det nu måtte forblive for hendes vedkommende. Hun var ikke den som normalt faldt for alle og enhver, men lige denne mand, var noget som hun slet ikke kunne komme det mindste udenom, virkelig havde sat sig sit ganske særlige præg på hende. Hun ville aldrig nogensinde være i stand til at slippe ham igen! ”Lige præcis.. Englen af os to, er da dig,” fastholdt hun roligt, selvom det nu ikke var en titel som hun havde meget imod, at skulle give videre til ham, for hun kunne virkelig bare være glad for, at det var hende som han holdt mest kær og ikke nogen anden. Det ville virkelig bare knuse hende! At han rullede rundt, fik det naturlige smil frem på hendes læber endnu en gang. Hun lagde sig roligt under ham og med blikket hvilende på ham. ”Pas nu på, du ikke kommer mere til skade,” bad hun stille. Hun ønskede virkelig ikke at noget mere skulle ske med ham. Slet ikke! ”Brokkemus? Du må da bare lære at ramme rigtigt,” påpegede hun med en morende mine. Hun nød virkelig bare det, at hun kunne være sig selv sammen med ham!
Skyldfølelsen var virkelig noget så ekstrem for Malanias vedkommende. Den følelse var noget så frygtleig ubehagelig som intet som helst andet for hende. Det var virkelig slemt! At han var kommet til skade, selvom han havde gjort det i forsøget på at beskytte hende, så kunne Pharrel faktisk have slået dem begge ihjel som det rene ingenting hvis det var det som han ville. Malania ville jo ikke lade Pierce der alene, så det var virkelig tæt på at gå galt fra før af. At han direkte måtte kalde sig selv for smuk, fik smilet til at brede sig mere, hvor hun derefter let måtte rulle med øjnene og rystede på hovedet. ”Min lille egoistiske pusling,” sagde hun med et svagt grin. Han havde virkelig formået at skulle få hende over på andre tanker, og det var virkelig noget som hun måtte vær forbandet glad for og på alle måder som man overhovedet kunne tænke sig til, for det lettede hende om ikke andet, at skulle tænke på det på den måde. ”Så længe det kun er mig, så skal jeg da ikke brokke mig,” tilføjede hun roligt. Hun hævede den ene hånd og strøg den roligt mod hans kind. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre uden ham. Det varmede hende om hjertet, at vide, at hun var hans et og alt, som det i den grad også var gengældt og på alle måder som man overhovedet var i stand til at skulle tænke sig, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! De mørke øjne lod hun roligt falde i hans eget blik, det var slet ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom og det var virkelig heller ikke noget som hun havde det mindste lyst til når det endelig kom til stykket. Alverdens følelser og ord ønskede hun at give ham, hvis der dog bare var ord og udtryk for alt, hvilket slet ikke var tilfældet. Hun lod hånden stryge mod hans kind, så hans blik blev vendt mod hende selv i stedet for. ”Som du også er mit et og alt.. Jeg er måske ikke den mest perfekte.. Jeg er ked af det som skete i aften.. Det er jeg virkelig.” Hun skænkede hans læber et let kys. Hun kunne bare ikke få nok!

[pierce]

Ingen af dem var perfekte, men hvem var egentlig det? Og hvis de ikke ville have deres skænderier, så var han bange for at deres forhold ville blive.. kedeligt, hvis de altid var enige, hvis de altid havde de samme meninger, hvis de altid var sammen. Og han måtte ærligt indrømme, at han faktisk nød at der var noget kaos i deres forhold, ikke fordi han ønskede at hun kom til skade som i aften, slet ikke! Men han ønskede heller ikke at alt skulle være tip-top-perfekt, han nød at hun var gået imod hendes egen races frygt for mørke, blot for at søge ud og være tættere på ham, ved at søge til havet, skønt det godt nok ikke lige var lykkedes, men nu sad de da sammen, så på en måde var hendes ønske da gået i opfyldelse? Han ville dog hellere være en dag mere væk fra hende, og så komme tilbage til hende imens hun var i et helt stykke! Det gjorde ondt at vide at hun var kommet til skade - på grund af ham, for var han ikke nødsaget til at søge til havet, så var dette aldrig sket! Men han håbede at det var et overstået kapitel. Han strakte sine vinger og skævede mod dem, til hendes ord, inden han vendte blikket drillende ned mod hende igen. "Så sandt, jeg er englen," istemte han morende og blinkede drillende til hende, før han slap en kort latter. Han ville nu stadig mene at det var hende, som var englen, hun var trods alt dumpet ned fra himlen for at redde hans liv - bogstaveligtalt. Han så lettere selvsikkert ned mod hende, som han havde vendt dem om, så han lå øverst og med hende under sig. "Jeg er stærk som en okse!" svarede han lettere selvsikkert, skønt han vidste at han havde ondt i ribbene, og at han havde været død af varulvens vægt, hvis Malania ikke havde angrebet den. Han strøg hende blidt over læberne, og smilede skævt til hendes ord. "Ramme rigtigt?" gentog han drillende, inden han skænkede hans kind et blidt kys. "Såsom her? Eller her?" Han kyssede hende blidt på næsen, inden han fortsatte over på hendes anden kind, for at fortsætte ned langs hendes kæbe, og vindere ned ad hendes hals, som han skænkede små blide kys, for blot at tage vandringen op igen, inden han smilede drillende ned til hende.
Pierce kunne virkelig ikke ønske andre end Malania i sit liv, for hun var virkelig noget specielt, og kastede han hende væk, så ville han kaste det mest værdifulde han nogensinde havde haft væk, og det ville i sidste ende knuse ham, for han ønskede og ville ikke leve uden hende, så blot tanken om en anden mand i billedet gjorde ondt. Han håbede så bare ikke, at deres vandproblem ville blive skyld i et brud, sågar som en affære. De måtte vel bare finde en løsning på problemet? Han skulede drillende ned til hende. "Din ja, men lille, egoistisk og pusling?" gentog han med vantro i stemmen, "hold da op, jeg er en stor og farlig haj!" Han slap en kort og munter latter, inden han bed hende i hendes øreflip, dog ganske forsigtigt og blidt, for han ønskee ikke at hun skulle få flere skader end hvad hun havde i øjeblikket. Han nød det, at han kunne være sig selv med hende, men det havde han jo kunnet være helt tilbage fra starten af, han havde aldrig forgivet at være nogen han ikke var på noget tidspunkt, for det havde han slet ikke haft nogen grund til, og så var det ikke ligefrem hans stil at lyve omkring sig selv. Han trak skævt på mundvigen til hendes ord. "Selvfølgelig er der kun dig, eller.. jeg skal lige gøre det forbi med en anden inden, det kun er os to," svarede han i en eftertænksom mine, inden han smilede drillende ned mod hende. Der havde faktisk aldrig været nogen anden, ikke så længe han havde haft hende, og der ville heller ikke komme andre, for han ønskede vitterligt kun hende. Han nød hendes strøg over hans kind, som de bragte ham varme, ligeså glæde. Han lod let sin hånd falde over hendes, uden at han veg blikket fra hende. "Du skal ikke undskylde Malania, du er for længst tilgivet, desuden, så kan jeg lide dig som du er, jeg ønsker dig ikke perfekt, men som du er lige nu," svarede han oprigt og klemte blidt omkring hendes hånd, inden han mere end glædeligt kom hendes læber imøde, hvor han besvarede det lettere længselsfuldt og dybt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var på ingen måder perfekt og hun vidste det udmærket godt. Hun ønskede virkelig ikke at deres forhold skulle gå dødt, for hun elskede ham virkelig og ville aldrig nogensinde kunne forestille sig, at det skulle ende med at gå galt når det endelig måtte komme til stykket. Bare tanken om, at han skulle søge til havet var nok for hende, for det gjorde det hele en del mere kompliceret, men igen, det var også det som automatisk gjorde, at hun ville kæmpe mere for at få det til at fungere, for det var i sandhed noget som hun ønskede af hele sit bankende hjerte! De var begge kommet godt fra det og med livet i god behold, så det var vel i bund og grund også det vigtigste af det hele når alt kom til alt? Det var i det mindste sådan at hun havde det med det hele, det var helt sikkert og specielt fordi at det var noget ganske særligt for hende, det som de måtte dele og hun ønskede virkelig ikke at se andre i hans sted, som hun heller ikke ønskede sig i andre i hendes for øjeblikket. Hun nikkede med et smil. ”Lige præcis,” sagde hun stilfærdigt. Der havde hun da ret! Han var da langt mere engel end det som hun nogensinde ville blive og hun vidste det jo. Ha nahdve jo trods alt også vingerne og det hele, det var jo trods alt ikke noget som hun havde at gøre godt med når det endelig måtte være. At han beskrev sig selv som stærk som en okse, måtte hun alligevel ende med at slippe en let latter. ”Er du nu helt sikker?” spurgte hun som det første. Hånden bevægede sig ganske roligt mod hans overarm, selvom det var med en let forsigtighed. Hun vidste jo ikke hvor mget galt afsted han var kommet efter det møde med den Vrarulv og hun ønskede ikke at noget skulle ske mere med ham. Det var virkelig forfærdeligt nok som det var fra før af! ”Jeg vil da ikke mene, at der er så meget at prale af her..” Hun klemte let omkring hans ene overarm og med den tydelige drilske mine. Det var heller ikke fordi at han var slap på nogen måde! At han kyssede hende overalt foruden på hendes læber, så var det virkelig noget som måtte sætte en noget så tydelig sitren i hende! ”Jeg tror du skal have briller.. Du rammr jo helt ved siden af,” sagde hun med et svagt grin.
Malania var virkelig ikke den type som faldt for alle og enhver, men Pierce havde virkelig bare vist sig som et stort undtag. Hun kunne virkeligi kke sætte en finger på hvad det var som han havde gjort ved hende, men det som han havde gjort, var noget som hun aldrig nogensinde ville glemme,d et var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun nikkede med et drilsk smil. ”Åh ja.. Lille, egoistisk og pusling!” sagde hun med et let grin. Hun var ved at finde sit gamle jeg frem igen. Det var igen bare en effekt som han måtte have på hende og det var virkelig bare dejligt, at det var sådan, at det skulle være. Hun sitrede let, som han bed hende i øreflippen. ”En haj uden tænder,” sagde hun med en morende stemme, skønt at han ikke bed til, så var det intet som betød noget for hende. De mørke øjne vendte hun mod ham. Hun himlede let med øjnene også selvom hun tydeligt kunne høre, at han mente sine ord i sjov. Ellers havde hun nok reageret på helt andre måder! ”Det håber jeg da.. Jeg vil ikke dele..” sagde hun stilfærdigt, også selvom hun mente de ord ideres ramme alvor! Hun smilede let og mødte mere end glædeligt hans læber i et gengældende kys. At hun var tilgivet, var hun glad for, selvom det på ingen måde lettede hende i det store og hele. De var jo stadig kommet til skade og det var jo på grund af hende. Kysset brød hun ganske forsigtigt og så roligt i hans øjne igen. ”Du kom stadig til skade på grund af mig..” sagde hun stille. Hun havde det virkelig bare elendigt med den tanke. Det var slemt! Hun skænkede ham et nyt kys, ganske så blidt og let. Nok havde han været sur på hende, klandret hende for ikke at være kommet over Lucius, men det ønskede hun ikke at tænke på lige netop nu. ”Jeg kan ikke undvære dig.. Jeg er ked af, at du er kommet til skade på grund af mig,” sagde hun ganske dæmpet. Hun havde det elendigt med det!

[pierce]

Pierce var ligeglad med om hun var perfekt eller ej, i hans øjne kunne hun ikke blive mere perfekt end hvad hun måtte være, for hun var virkelig alt det som han kunne ønske sig! Men han vidste at de ville have deres op og nedture, og denne aften kunne man ikke ligefrem kalde for en optur, langt fra! De lå begge såret på kroen i Procias, og han ville helst have taget hertil uden skader, men sådan var det ikke gået, han var dog glad for at han var nået hen til hende i tide, og at de begge var i live, så han klarede sig nok med de par trykkede ribben, han var desuden langt mere bekymret for hendes skader, skønt hun dog ville overleve, og gudskelov for det! Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord, og rystede smilende på hovedet. Han var godt nok en engel af race, men han var nu overbevist om at hun overgik ham til hver en tid. "Jeg er din skytsengel, du er min engel sendt fra himlen," påpegede han med et skævt smil og det varme blik hvilende i hendes smukke mørke øjne. Det var vel det de var blevet enige om sidst? Han mærkede tydeligt hvor forsigtigt hun bevægede sin hånd mod hans overarm, og når alt kom til alt, så var det trods alt hende, som var mest skadet af de to. "Jeg er fuldstændig sikker," svarede han lettere selvsikkert og smilede skævt ned mod hende. Han var skam ikke ked af sin krop, og svag var han ikke! Men når man var oppe imod en horror, der havde en uovermenneskelig styrke, så havde han dog ikke en chance, det var der jo ingen der havde, men han havde da tvunget varulven væk med sin vandbetvingelse, og han måtte ærligt indrømme at han havde overrasket sig selv, for han havde aldrig brugt sin vandmagi til angreb, kun til forsvar. Men det at se Malania sådan, det havde bare gjort ham så.. rasende! Han var dog glad for at de begge var i god behold, for han kunne ikke forestille sig et liv uden hende. At hun klemte omkring hans overarm, fik ham næsten til at spænde i den, af den sitren hun satte i hans krop. "Ikke det?" spurgte han drillende, "jeg kunne da slå hvem som helst omkuld." Han blinkede drillende til hende, inden han slap en munter latter. Han nød at mærke hendes varme hud mod hans egne bløde læber, og bare det at have hende så tæt, var en utrolig følelse! Han trak hovedet tilbage og smilede drillende ned til hende. "Briller?" gentog han undrende, inden han løftede sin hånd, og greb blidt omkring hendes hage og kæbeparti, inden han skænkede hendes læber et dybt kys, som han holdt i nogle sekunder, inden han trak hovedet tilbage og smilede roligt. "Jeg kan da ramme plet, når som helst jeg vil," påpegede han drillende.
At høre hendes latter fik kun Pierce til at smile, alt andet var umuligt. Han var glad for at hun var ved sit gamle igen, for at se hende så skrøbelig ved søen, havde virkelig ikke været et kønt syn, der havde han virkelig savnet sin elskede og smilende Malania, men det så da ud til at hun var kommet tilbage, hvilket glædede ham! "Aha, og hvad er du så?" spurgte han stilfærdigt og smilede drillende ned til hende. Som han bed hende i den bløde øreflip, lod han kort tungen strejfe den bløde hud, inden han trak hovedet tilbage, hvor han smilede sigende til hende. "Men stadig farlig i forhold til min lille gubby," påpegede han drillende, og prikkede drilsk til hendes næsetip. At hun ikke ville dele ham glædede ham kun, og det var også gengældt, for han ville bestemt ikke dele hende med nogen anden fyr! Han ville være den eneste i hendes liv, hvilket han vidste at han var, skønt han havde nævnt Lucius. Hun havde trods alt været gift med manden, så han nærede blot angst for at hun ikke var kommet over ham. Han strøg roligt nogle af hendes mørke lokker væk fra hendes ansigt. "Ellers kunne jeg jo bare have to?" foreslog han eftertænksomt, skønt han dog ikke havde andre i syne, og det ville der heller ikke komme, for han var sikker på at han ville have nok at se til med Malania! han gengældte glædeligt de kys hun skænkede hans læber, og dog gjorde det ham trist at hun sad inde med skyldfølelse, for det ønskede han bestemt ikke! Han lagde sig roligt ned på ryggen, og kunne tydeligt mærke det i sine ribben, hvilket fik ham til at skære en kort grimasse. Han så roligt op i loftet, imens hans hånd lettere fraværende nussede hende i håret. "Jeg kom ikke til skade på grund af dig, jeg valgte jo selv at opsøge dig," påpegede han stilfærdigt. Han lagde sig roligt om på siden, så hans hoved hvilede i hans håndflade. "Du må ikke have det dårligt, min kære!" Han lod let sin hånd stryge hende over kinden. "Jeg elsker dig, Malania, og intet skal have lov til at skille os fra hinanden!" svarede han bestemt, inden han skænkede hendes mund et blidt kys.