Shoot by Amor?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Pierce fejlede så sandelig ikke noget når det endelig måtte komme til hans krop. Hun havde virkelig intet at skulle klage over, for hun elskede virkelig at lade hænderne vandre over hans bryst, mærke ham så tæt på og vide, at det var ham som måtte ligge der sammen med hende, at vide at det var ham som måtte ligge der og holde godt og trygt omkring ende, for det var virkelig bare det som hun havde brug for at vide, og det var også det som var hende det bedste lige for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, når det endelig måtte komme til stykket. Hun blev rolig når han var omkring hende og specielt på denne måde, for det lod hende bare vide, at det var.. virkeligt. At det var hende som skulle være der, at det var hendes plads, at der sammen med ham og at det var hende som havde hans hjerte, det var virkelig bare det som hun havde brug for at vide og brug for, at skulle få bekræftet på denne måde. Hun kunne ikke lade være med at smile ved hans ord. ”Se den der kan vi jo så godt blive enig om.. Min engel,” sagde hun med en rolig og blid stemme. Det var meget nemmere for hende at skulle finde den gamle Malania frem igen og specielt når det var på denne måde, at det skulle foregå, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Varulven ønskede hun virkelig ikke at skulle tænke på lige netop nu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun fnes ganske let af hans ord. ”Åh ja, det kunne jeg jo se..” Hun blinkede let drillende til ham. Havde han ikke dukket op, så kunne Pharrel meget nemt have slået hende ihjel og ham med for den sags skyld, hvis han var dukket op senere, så havde hun måske slet ikke været i stand til at gøre det som hun havde gjort.. Det at skulle jage det bæst på flugt og væk fra den mand som hun måtte elske og holde af! Grebet omkring hendes kæbe og hage, fik hende let til at tie, som blikket blev vendt mod sig. Hun grinede let. ”Tror du jo.. Du må jo mærke efter for at finde frem,” påpegede hun drillende.
At skulle dele ham, var slet ikke noget som måtte kmme på tale for hendes vedkommende. Hun ville virkelig være den eneste i hans liv. Den eneste som ville kunne give ham de store ord af den betydning og vode, at de måtte være gengældt. Hun fnes igen. ”Gubby? Nu har jeg da aldrig… Min lille tandløse haj..” Hun prikkede ham ganske forsigtigt i siden, skønt at hun ikke ønskede, at han skulle have mere ondt end det som an havde allerede fra før af, for de var jo trods alt begge to kommet galt afsted når det endelig måtte være og hun havde det virkelig elendigt med tanken. At han havde nævnt Lucius, havde været det som slog hårdest mod hende, da de havde siddet nede ved søen, for hun havde jo ikke søgt til Dvasias, hvor han måtte være gravlagt, men til havet. Hun ønskede virkelig ikke at have noget mere med Lucius at gøre, hun havde nemlig fundet noget som var så meget bedre for hende og det var det som hun ønskede. Hun kneb øjnene let sammen. Hun ænsede tydeligt, at han måtte lave sjov med det, men for hende, var det virkelig et forbandet alvorligt tema at snakke om! Hun trak vejret dybt og med en lettere sitren. Hun lukkede øjnene, da han strøg hendes kind. Hun smilede svagt. ”Jeg er kun glad for at du siger det.. Jeg ved, at jeg ikke altid er den mest realistiske, men jeg ønskede virkelig at se dig.. H-havde jeg vidst at det ville gå så galt..” Hun bed sig let i læben. ”Undskyld..” afsluttede hun dæmpet. Det var virkelig en skyldfølelse.. At se ham skære ansigter fordi at han havde ondt, det var hende virkelig noget af det værste som nogensinde var sket! Hun trak vejret dybt og prøvede ellers bare at falde en anelse mere til ro igen, selvom det virkelig ikke var nemt på nogen som helst måde overhovedet. ”Jeg ønsker ikke at havet skal skille os.. Selvom jeg ved, at det vil rive os fra hinanden før eller siden igen..” sagde hun stille. At det jo så var midlertidigt, var en trøst, selvom.. det jo alligevel rev dem fra hinanden og hun hadet det virkelig!

[pierce]

Malania var og blev Pierces engel! Uden hende i sit liv ville han slet ikke fungere! Så ville han blive ensom og tom igen, og det var først gået op for ham, hvor ensom han egentlig havde været, da han havde mødt hende, for når han var sammen med hende, så var det som om hun fyldte det tomrum, som førhen havde været der, et tomrum han var blevet så vant til, at han slet ikke havde lagt mærke til at han faktisk havde manglet nogen ved hans side, og pludselig var hun faldt ned fra himlen og reddet ham fra ensomheden, hvilket han ikke kunne blive mere taknemmelig over! Han smilede kærligt til hende, til hendes ord. "Det glæder mig da, min kære," sagde han i en dæmpet og dog varm tone, imens hans turkisblå øjne så direkte ind i hendes smukke mørke, nogle øjne han aldrig ville blive træt af at se ind i! Han var hendes skytsengel, og hun hans engel sendt fra himlen, han ville dog ikke mene at han var den bedste skytsengel, for nok var han dukket op, og han havde da tvunget varulven væk til sidst, men.. han var selv ved at miste livet, hvis det ikke havde været for Malania. Han havde endda et bevis på at hans liv næsten var blevet endt; hans trykkede ribben, som gjorde ondt af helvedet til! Han var nu bare glad for at de begge var i live og i god behold - hvis man da kunne kalde det det. Men selvom han ikke havde en chance fysisk mod en horror, så var han skam ikke svag fysisk! Det kunne man også tydeligt se på hans faste og muskuløse overkrop, som endda var nøgen, foruden forbindingen på hans bryst, der holdt hans krop og ribben sammen. Han var jo kommet fra havet, hvor han havde været i flere dage, og for at have vingerne fri bar han ingen trøje eller t-shirt. Han smilede drillende og lettere overlegent ned mod hende. "Du skulle bare vide, havde du ikke grebet ind, havde jeg slået varulven omkuld!" påpegede han selvsikkert, skønt han vidste at det var en løgn, men det glædede ham faktisk at de kunne more sig over det. Men selvom han ikke ville blive i stand til at slå en horror, varulv, vampyr eller spide omkuld, så var det ikke grund nok til at føle sig svag, for de racer overgik bare alle andre i fysisk styrke, samt hurtighed. Desuden, så var han ikke af landjorden, men af vandet, og der var han faktisk en af de mægtigste racer; en havengel. Og det at bruge briller kom så sandelig heller ikke på tale! Han smilede bredt og drillende til hende. "Mærke mig frem?" gentog han drillende. "Dine læber har jeg end ikke behov for at se, for at vide, hvor de befinder sig," tilføjede han selvsikkert, inden han skænkede hende et dybt kys, blot for at bevise det.
Det at hun prikkede Pierce i siden fik ham til at vride sig og slippe en kort latter, skønt det dog hurtigt blev til en anstreng munter grimasse, eftersom det havde gjort ondt i hans ribben. Han greb roligt omkring hendes hånd, et sted for at sikre sig at hun ikke begyndte at kilde ham. "Det glæder mig at du er blevet frisk igen," påpegede han drillende, inden han fnes kort. Han holdt utrolig meget af hende! Eller rettere sagt, han elskede hende! Og kun hende! Han ønskede ikke nogen andre, uanset hvor uperfekte de så end var som par, for hun var af landjord, hvor han var fra havet, men det skulle virkelig ikke skille dem fra hinanden i den sidste ende! Han kunne tydeligt se at hun blev en smule stødt af hans ord, om at han blot kunne have to, hvilket egentlig ikke var meningen, men det glædede ham dog, at hun ikke ville deles, for det betød jo blot, at hun elskede ham ligeså højt, som han elskede hende. Han skænkede hendes kind et blidt kys, inden han så varmt ind i hendes mørke øjne. "Bare rolig, min skat, der bliver aldrig nogen anden end dig," svarede han i en dæmpet og alligevel bestemt tone. Han vidste at hun havde skyldfølelse over nattens hændelser, men det var jo ligeså meget hans skyld! Var han ikke afhængig af vandet, så ville hun slet ikke have søgt ud efter ham, og så var det aldrig sket! Så havde de højest sandsynligt delt samme seng i en kro eller et andet sted, end at være skilt. Han kyssede blidt hendes læber. "Shh.." tyssede han roligt på hende, imens han strøg hende blidt over håret. Han ønskede ikke at hun skulle have det dårligt! Han bed sig blidt i den bløde underlæbe. "Det må du ikke sige!" sagde han i en dæmpet tone. Hun havde dog ret, havet ville rive dem fra hinanden, men.. det måtte ikke blive deres ende! Han så en smule tænkende på hende. "Hvad så med.. hvis vi nu.. flyttede sammen?" spurgte han forsigtigt. "Bygge et hus ved havet?" Det kunne måske løse det? Men han ønskede heller ikke at gå alt for hurtigt frem, skønt det i bund og grund, var hvad han ønskede.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania elskede virkelig Pierce sådan som han var, også selvom hun virkelig ikke kunne fordrage tanken om, at han var kommet til skade. Hvis der var noget som hun var god til, så var det at blive bidt mærke i af skyldfølelsen og det var virkelig også det som hun måtte mærke sig sig af for øjeblikket. Tanken skræmte hende, at der virkelig ikke skulle mere til, men igen, det var nu en kultur og et liv som hun var kendt med, udelukkende fordi at hun havde været af mørket før, så det var jo heller ikke fordi at det var noget nyt for hende som sådan. Pierce havde bare denne ganske utrolige betydning for hende, så det var vel også det som gjorde, at hun var så chokket over, at hun havde været så forbandet tæt på at skulle miste ham. Det var slet ikke noget som hun ville høre nogen som helst form for tale om! Hun nikkede med et stille smil på læben. Det lettede hende selv, at hun kunne genkende sin kære Pierce igen, kontra den mand som hun var blevet mødt af derude, det var noget som faktisk havde skræmt hende noget så frygtelig voldsomt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte være, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun fnøs ganske let. Hans selvtillid var da i orden… ligesom hun kunne huske den, så det var også noget som måtte lette hende noget så frygtelig tydeligt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte være. ”Det tror du måske.. Du ville være flad som en pandekage, hvis jeg ikke havde svunget med det sværd,” påpegede hun roligt og ikke mindst også med en let alvorlig stemme, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Måske at hun var ved at finde sig selv igen, men det var virkelig ikke det, at lave sjov som hun var i humøret til for tiden. Ikke efter alt det som var sket og det sagde vel også sig selv? Alt det som Pharrel havde sagt og gjort, var slet ikke noget som hun kunne finde hoved eller hale i… Hvorfor pokker havde han gjort alt det ved hende som han nu havde? Hun forstod det virkelig bare ikke! Hun smilede tilfreds og gengældte mere end med den største glæde hendes kys. Hun lagde hovedet roligt ned i sengen igen. Hun var faktisk skræmmende træt nu hvor hun egentlig måtte tænke over det. ”Det må du jo så bevise for mig,” påpegede hun stille, som det jo også var ment som en opfordring. Han var virkelig blevet alt for dygtig til at ramme ved siden af!
Sådan som Pierce havde det, så kunne hun slet ikke drømme om, at skulle begynde at kilde ham. Han havde ondt, ligesom hun også selv havde det, så det de begge havde brug for, var vel også en eller anden form for hvile nu? Ikke alt det andet, det var jo noget som de bare måtte tage senere hen når der var ork og overskud til det. Hun stoppede med det samme, som han måtte tage om hendes hånd og skære en let grimasse. Hun bed sig svagt i læben. ”Undskyld..” mumlede hun stille. Hun elskede ham virkelig, og det gjorde hende virkelig forbandet ondt, at han var kommet til skade og det jo faktisk måtte vise sig, at skulle være hendes skyld, det var virkelig ikke noget som gjorde sagen bedre for hendes vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage fel af. Det var virkelig bare det som gjorde det hele så meget værre for hendes vedkommende og hun brød sig virkelig ikke om den tanke på nogen måde overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. At der ikke blev andre en hende i hans liv, var noget som hun blot måtte smile til. Et sted lettende, for hun ønskede virkelig ikke at dele ham! Han havde hele hendes hjerte, som hun også virkelig måtte ønske, at skulle være den som måtte passe på hans eget. ”Det er jeg glad for at høre,” sagde hun stilfærdigt, selvom lettelsen vel også var at skulle høre i hendes stemme? For det var virkelig ikke noget som hun kunne eller ville skjule for ham det mindste, det var slet ikke noget som hun kunne hvad end om hun ville det eller ikke! Hun tav som han kyssede hende og tyssede på hende derefter. Hvad havde hun nu gjort forkert? Hun vidste jo at hun havde ret! Vandet ville igen rive dem fra hinanden før eller siden og hun vidste det jo! Hun blinkede let med øjnene til hans foreslag, selvom hun tydeligt kunne høre på ham, at han var meget forsigtig.. Han var vel bange for at gå for hurtigt frem? Ligesom hun selv var det. Lttelsen indtog hendes krop. ”M-mener du virkelig det? E-et hus.. ? Bare til dig og mig? Jamen..” Hendes smil bredte sig virkelig på hendes læber. ”det er jo en fantastisk tanke! Åh ja, lad os gøre det!” sagde hun næsten med en helt ivrig stemme, som skyldfølelsen slet ikke var at skulle mærke det mindste ved hende netop nu!

[pierce]

Pierce vidste godt at han ikke havde været retfærdig nede ved søen, men han måtte indrømme at det havde gjort ham vred, at hun var søgt ud midt om natten, bare for at være tæt ved vandet, hvorfor havde hun så ikke gået til Den lyse flod, eller noget lignende, så længe det bare var i Procias? Hvorfor skulle hun absolut gå så langt væk hjemmefra? Og så skulle hun så absolut også støde ind i en horror! Som både havde smadret hendes skulder og som havde bidt hende og næret sig på hende. Han var bare glad for at han var kommet i tide, og de havde da tvunget varulven væk. Han håbede så bare ikke at hun gjorde det igen! Han ønskede hende i sikkerhed, ikke flere natlige udflugter! Næste gang kunne være at han ikke nåede frem til hende, og så ville hun måske dø, og det ville han slet ikke have! Han ville blive en tom skal uden hende! Han ville.. slet ikke kunne leve uden hende. Han greb blidt omkring hendes hage og kæbeparti, så han holdt hendes hoved fast i et ganske mildt greb, så hun sagtens kunne hive hovedet til sig igen. "Reddet af en kvinde, hvor ydmygende, og dog.. charmerende," påpegede han i en rolig eftertænksom mine, inden et drilsk smil gled over hans læber. Han skænkede hendes læber et blidt kys, "men.. jeg er glad for at du hjalp mig." Der var ikke andet end ærlighed i hans ord, for uden hende så havde han været død, kvinde eller ej. Det eneste han kunne gøre, var at håbe på at hun ikke ville gøre det igen, for han elskede hende af hele sit hjerte og ønskede ikke at miste hende! Hvis der var noget han ikke skulle have, så var det i den grad briller! Han så skam udmærket som han gjorde. Det sitrede helt i ham, som hun gengældte hans kys, og han mærkede tydeligt, hvordan hans hjerte måtte slå hurtigere og hårdere mod hans bryst. Det at mærke hendes læber mod hans, var virkelig en fantastisk følelse! Alle de følelser hun satte i ham, det var helt utroligt! Og de fik ham til at indse, hvor meget han egentlig elskede hende, hvor meget han ikke kunne undvære hende, hvor meget han bare ønskede at være hendes og omvendt. Han ønskede ikke at noget skulle skille dem fra hinanden, hverken mørket, lyset eller havet! Det skulle være de to.. forhåbentlig i al evighed. "Det er langt sjovere at ramme ved siden af," påpegede han drillende, inden han blinkede til hende. Han vidste at hun ikke var af samme mening, men det morede ham, sådan som hun altid skulle beklage sig over det.
Det at hun havde prikket Pierce i siden gjorde godt nok ondt, men han ønskede heller ikke at være ynkelig, og han ønskede bestemt ikke at hans smerter skulle stoppe al sjov og morskab som de havde sammen! Men måske de skulle vente? Det var måske bare bedst at komme over denne aften, eftersom deres sår lige skulle have tid til at heale. Han klemte og trykkede blidt omkring hendes hånd, som hun undskyldte. "Du skal ikke undskylde," bad han roligt og i en dæmpet tone. Det gjorde godt nok ondt, men igen, han ville more sig så længe han kunne, og han havde jo kun nogle trykkede ribben. Han strøg hende blidt over håndryggen med sin tommel, imens hans blik hvilede i hendes smukke mørke øjne. Han ønskede ikke at hun skulle være trist eller ked af det, eller føle skyldfølelse for den sags skyld, for han ønskede bare at hun skulle nyde tiden. Lettelsen i hendes stemme fik ham til at smile. Der var skam ikke nogen anden end hende, og der kom heller ikke nogen anden kvinde ind i billedet! Det skulle kun være de to, for altid! Han betragtede hende afventende og tavst, som han var kommet med sit foreslag. Han ønskede at flytte sammen med hende, så de havde deres eget sted, tæt ved havet, så der det aldrig ville komme dem i vejen! Han kunne ikke lade vær med at smile til hendes iver og glæde. Han nikkede let og dog bestemt. "Jamen, så gør vi det." Det var slet ikke til at tro, de var lige kommet sammen som et par, og nu stod de og ville flytte sammen? Selvom tanken om at de gik for hurtigt frem blev ved med at strejfe ham, så kunne han bestemt ikke lade vær med at ønske det så hurtigt som muligt! "Et hus ved stranden? Det lyder faktisk godt," sagde han roligt, et sted for ham selv. Mere kunne han ikke ønske sig, desuden var det rart at få sit eget sted, sammen med hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At det havde gjort ham vred, var noget som Malania udmærket godt kunne forstå, men det havd virkelig ikke været retfærdigt overfor hende, at skulle rive Lucius på banen, når det var hende en afdød mand som hun slet ikke ønskede at tænke på mere. Ikke nu hvor hun havde det som var så mange gange bedre for hende, så ville hun da bestemt heller ikke ende med at skulle klage over det, det var der så sandelig helelr ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun sendte ham et varmt smil. Det lettede hende virkelig at vide, at de stadig måtte have hinanden, selv på trods af det kaos som det havde været til nu at skulle stå i denne situation, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, for det havde virkelig ikke været nemt for nogen af dem. Hun havde søgt ud udelukkende fordi at hun havde savnet ham noget så voldsomt. Det havde virkelig ikke været hendes mening at sætte hans liv i fare på den måde! Hun var lettet om ikke andet, også bare det at vide, at hun ikke var den eneste som måtte brænde inde med disse følelser, for det var hende virkelig det som hun havde været mest bange for.. At hun havde gået frem for hurtigt og at det ville ende med at skræmme ham væk når det endelig måtte komme til stykket, for det ønskede hun bestemt heller ikke. ”Du nyder tanken omkring det.. Indrøm det,” hviskede hun roligt. Han var reddet af hende som det så sandelig også var gengældt. Havde han ikke dukket op, var hun temmelig sikker på, at hun var endt død i stedet for, for hun vidste, at hun havde trigget den horrors vrede inderst inde, også selvom hun virkelig ikke havde ønsket, at det skulle gå så galt, så var det nu og da alligevel endt med at blive tilfældet, uanset hvor meget hun var ked af det eller ikke. De mange varme kys, var noget som hun gengældte og uden det mindste tøven på nogen måde, for hun elskede minsandten at skulle have ham så tæt på, det at hun var i stand til at skulle kalde ham for hendes og som det også måtte være gengældt, var noget af det bedste som hun nogensinde havde oplevet! Hun gjorde ham helt vam indvendig og den følelse alene, var virkelig noget så frygtelig behagelig og på alle måder som man overovedet kune tænke sig! Han var virkelig hendes et og alt, og det var slet ikke noget som nogen ville kunne ændre det mindste! Hun kunne ikke uden ham og det var hun virkelig heller ikke bange for at skulle indrømme. ”Det er godt, at du kan more dig,” sagde hun roligt. At han ramte ved siden af, havde hun virkelig intet imod, det var virkelig bare det som måtte sætte noget af en voldsom sitren i hende og det var behageligt som intet andet!
Malania ønskede virkelig ikke, at han skulle komme galt afsted og specielt ikke på grund af hende, det var da også helt sikkert! Han havde gjort sit for at beskytte hende, hvilket hun selvfølgelig var glad for og hun havde gjort, hvad det krævede af hende for at beskytte ham, så han ikke endte mast under varulvens massive vægt. At se livet blive presset ud af ham på den måde, det var slet ikke en tanke som hun bifaldte det mindste. Så lang tid, det kun var de to, så ville hun virkelig heller ikke klage over det. For hun ønskede bestemt heller ikke, at skulle dele ham på nogen måde! Hun nikkede tydeligt ivrigt til hans ord. Det var hende virkelig en glæde uden lige, at skulle bo sammen med ham ved stranden, så kunne det jo aldrig blive helt slemt for dem! ”Det er den bedste idé jeg har hørt i årevis,” sagde hun med en næsten lykke i stemmen. Det hele skete virkelig bare på en og samme dag.. Hun stod her, de havde lige fundet officielt sammen og de flyttede nu også sammen? Det kunne virkelig ikke blive bedre! Nu hvor hun endelig måtte have ham for sig selv, så kunne det virkelig ikke blive bedre! Hun strøg roligt over hans kind. ”Et hus ved stranden.. en smuk solopgang som en nedgang og i din favn hver eneste aften.. Det kan umuligt blive bedre min kære.. Lad os gøre det,” hviskede hun blidt. Hun lod hånden roligt og stille stryge over hans kind og let nedover hans hals. ”Og så er det bare os to,” hviskede hun roligt. Bare tanken var virkelig som taget ud af hendes fantasi!

[pierce]

Pierce vidste godt at det ikke havde været retfærdigt af ham, at bringe Lucius på banen, et sted var han vel bare bange for at hun ikke var kommet over ham? Det håbede han da, for han ønskede ikke at hun skulle tænke på sin afdøde mand, når hun havde ham, uanset hvor egoistisk det så end lød, men han tænkte jo heller ikke på Jelicka længere, han så kun Malania. Den kvinde var blevet hans liv, hans verden, og han ønskede hende bestemt for sig selv! Han ville ikke dele! Desuden så var han blevet vred, og når man blev vred, hvem ville så ikke sige en masse? Det havde dog uanset ikke været retfærdigt på nogen måde, men han var glad for at det var overstået, at de kunne ligge her og hygge sig sammen endnu engang, for det var virkelig hvad han havde brug for. Hun havde reddet ham, og det var han hende faktisk taknemmelig for, skønt han faktisk også havde reddet hende, så de stod vel lige? Han var faktisk overrasket over hans vandmagi, og den måde han havde tvunget Pharrel væk, han var i hvert fald bare glad for at de begge var i sikkerhed, for uden Malania, så ville han være tom, han ville miste alt med hende. Det var ikke engang løgn når han sagde at hun var hans et og alt. Han trak på smilebåndet til hendes ord. "Så sandt.. Selvom jeg nu vil mene, at det er en mands pligt at beskytte hans elskede," svarede han stilfærdigt. Uden hende havde han været mast til plukfisk af varulven, og dog, havde hun ikke grebet ind, var der jo ingen der kunne sige hvad der var sket, han kunne entet være blevet dræbt, eller også kunne han have brugt vandet til at tvinge varulven væk, men han gad helst ikke tænke på det længere, nu ville han blot nyde tiden med hende, for han havde fundet ud af, hvor meget hun egentlig betød for ham, hun var alt værd! Han ville nyde hvert sekund med hende, for efter denne nat var det gået op for ham, at døden kunne indfinde sig når som helst, at den kunne tage hende fra ham når som helst det skulle være, og det ønskede han bestemt ikke! Han ville godt nok ikke gå for hurtigt frem, men.. var det så forkert at han elskede hende så højt, på så kort tid? Hvis hun ønskede det samme, så var det vel ikke forkert på nogen måder? Han var mere end hundred procent sikker på at det var hende, som han ville leve med resten af sit liv, der skulle ikke være andre, for han elskede simpelthen alt ved hende! Han ønskede vitterligt ikke andre at dele sit liv med, end Malania! "Jeg skal da have mit sjov, når jeg kan," svarede han drillende og blinkede let til hende, inden han slap en kort og dog munter latter. Der var ingen tvivl, han elskede hende! Hun havde fanget ham helt fra start af, og han ønskede ikke at hun gav slip igen, for han ville holde fast i hende i al evighed!
Det glædede Pierce at se hendes iver, så havde det da ikke været en helt så tosset idé? Det kunne måske også hjælpe på deres vandproblem? Så kunne han søge til havet tidligt om morgenen, gøre sine pligter i havet, og bruge resten af dage på Malania, desuden, så vidste han også hvor hun ville være, for så ville det også være hendes hjem, deres begges hjem! Smilet bredte sig stille på hans læber ved tanken. Det var virkelig hvad han ønskede! At leve og bo sammen med hende resten af sit liv, bedre kunne det ikke blive! Så ville selv deres børn kunne vokse op ved den smukke strand. Det kunne snart ikke blive bedre! Det sitrede helt i ham ved hendes strøg over hans kind og videre ned over hans hals. De turkisblå øjne hvilede roligt i hendes smukke mørke. "Jeg ved ikke om man kan kalde det, at gå for hurtigt frem, men.. Jeg elsker dig Malania, og du er den eneste person jeg vil dele mit liv med," svarede han ganske så alvorligt og dog i en kærlig tone. Han kunne ikke være mere ærlig, for det var virkelig hvad han ville! Han løftede let hovedet for at trykke sine læber mod hendes i et kærligt og varmt kys.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania ønskede virkelig ikke at klandre ham for noget som helst. Han var vel bange for, at hun ikke var kommet over Lucius endnu? At han havde bragt den mand på banen, lige der var man nemlig tvunget til at skulle tænke lidt egoistisk og det havde hun virkelig heller ikke noget imod. Hun ville virkelig kun have en i livet og det skulle være ham.som hun kunne kalde for sin eneste ene og det var sådan, at det skulle forblive, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun ønskede virkelig ikke at køre for meget rundt i det lige nu. Hun ville virkelig bare have muligheden for at skulle nyde det, at have ham tæt på og holde ham der som den eneste. Den eneste som havde lov til at holde om hans hjerte og beskytte det som det som det mest værdifulde i hendes liv, for det var det virkelig. Hun var virkelig afhængig af ham. Hun kunne virkelig ikke undvære ham, ellers var hun aldrig nogensinde søgt ud i aften og så var det aldrig nogensinde gået så galt, som det var endt med, og det var noget som hun virkelig var så forbandet ked af, det var helt sikkert! Bare alene den tanke om, at de nu var et par, var noget som gjorde hende noget så lykkelig! Det var den lykkeligste dag i hele hendes liv! ”Det er da ikke bare mandens pligt at beskytte det mest elskede i hans liv.. Det er da lige så meget kvindens at beskytte manden.” Hun hævede roligt hånden og strøg den mod hans kind. Hun havde virkelig ikke noget imod hans tankegang, for det var noget som gjorde hende glad. Hn følte sig virkelig umådelig godt beskyttet af ham og det var virkelig noget af det som hun i sandhed havde manglet igennem disse år hvor hun havde været alene.. Det var først nu, at hun for alvor kunne se tilbage på hends liv og hvor ensomt det egentlig havde været! Hun havde aldrig nogensinde ville gå så langt som dette, hvis det var fordi at hun ikke havde været sikker i sin sag.. Hun ville aldrig nogensinde ladet ham komme så tæt ind på sig, hvis det var noget som hun slet ikke måtte ønske af hjerte, sind og sjæl, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han var virkelig noget af det vigtigste i hendes liv, og det var slet ikke noget som hun ville skjule for ham, for han fortjente virkelig at vide det! Hun himlede med øjnene af ham og rystede smilende på hovedet. ”Du er da ikke rigtig klog.. Du får da masse andet sjov end at tirre mig,” påpegede hun med et ytdeligt muntert smil, det var slet ikke noget som man skulle tage det midnste fejl af, for hun elskede ham virkelig! Han skulle nok få sit sjov på andre måder end at tirre hende.. for det tirrede hende og det pirrede hende virkelig, når han ramte de ømme og intense punkter ved hende, for det var virkelig bare noget som hun i sandhed måtte elske og meget mere end det som hun måtte elske noget andet, for det var netop ham som gjorde det ved hende! Han var virkelig også den eneste som måtte få lov til det i hendes øjne! Børn var nu ikke en tanke som var faldet Malania ind endnu. Hun havde brug for de trygge rammer først og vide, at hun var sammn med den helt rigtige først, ellers var det virkelig ikke noget som hun ville have med at gøre. Hun lod en finger roligt lægge sig mod hans læber, som for at få ham til at tie. Hun sendte ham et tydeligt og varmt smil. Han gjorde hende virkelig bare lykkelig! Hun gengældte mere end glædeligt hans kys, holdt det for et øjeblik, selvom hun resulterede i, at skulle slippe og bryde det igen, blot for selv at lade ordene komme til ham, for han fortjente så sandelig også at vide, hvordan hun følte det i den anden ende! ”Er det at gå for hurtigt frem, når jeg følger dig i tempoet, min kære? Du er den som jeg vil dele mit liv med.. Jeg kan virkelig ikke undvære dig.. Jeg elsker dig,” hviskede hun roligt. Hendes stemme måtte virkelig bare bære spor af den rene sandhed uden lige. Hun strøg hånden mod hans kind og lagde sig så roligt omkring hans nakke, blot for at få ham tættere på sig. Han kunne virkelig ikke komme for tæt på! Hun mødte hans læber igen i et næsten så tydeligt og længselsfuldt kys. Hun lagde virkelig bare alt i det kys.. Alt det som ord ikke kunne beskrive af hendes følelser for ham, for det var ganske enkelt.. intenst! Hun elskede ham virkelig!

[pierce]

Pierce elskede hende, ingen tvivl! Og han ønskede ikke at skulle bringe hendes afdøde mand på banen, for hun havde da givet udtryk for at være over ham, men han var bare bange for at hun ikke var, for Lucius havde trods alt været hendes mand, han var bare hendes.. kæreste. De havde kun lige fundet sammen for alvor. Men det var vel ingen synd, at han frygtede for at hun ikke var kommet over sin mand? Han ville i hvert fald bare være sikker på at hun var, men uanset, så ændrede det ikke på at han elskede hende af hele sit hjerte, for han kunne slet ikke stoppe sine følelser fra at blomstre og spire som de gjorde, og for hver dag der gik, indså han stille hvor meget mere han elskede hende. Han trak på smilebåndet til hendes ord. Det var en kvindes pligt at beskytte sin mand? Han var delvist enig, og han havde nu intet imod at hun passede på ham, for det varmede om hans hjerte at have nogen omkring sig, en som viste ham omsorg, som elskede ham og som hun sagde, ville beskytte ham, som hun havde gjort i nat. Uden hende, så havde han været død. Som et par beskyttede de hinanden, så det var jo ikke helt forkert hendes ord. "Muligvis, men hvis en mand stærk mand ikke kan tage vare på sig selv og sin kvinde, så er han ikke meget værd," fortalte han stilfærdigt. Det var ikke for at lyde som en mandschauvinist, det var blot sandheden, en mand skulle være stærk nok til at kunne tage vare for sig selv, det nyttede ikke noget at han blev holdt i hånden hele livet. Desuden, så var en mand blot bygget til at være den stærke, hvor kvinden til gengæld var den mest fornuftige, selvom Malanias valg denne nat ikke ligefrem havde været så fornuftigt igen. Men det gjorde ham ikke så meget, hun havde søgt ud for at hjælpe ham, for at være sammen med ham, og det måtte glæde ham utrolig meget! Han måtte slippe en let og munter latter, som hun himlede med øjnene og tilmed rystede på hovedet af ham. Han fik mulighed for en masse andet sjov? Han fandt det ellers ganske morsomt at tirre hende, og det var hun nok ikke et eneste sekund i tvivl om. Han smilede drillende til hende. "Jeg tirrer dig ligefrem? Men vi ved jo begge, at du nyder at blive tirret," hviskede han i en intens hvisken mod hendes øre, inden han blinkede drillende til hende. Det ændrede dog ikke på at han nød at 'ramme ved siden af', når han kyssede hende, for han måtte indrømme at han nød at skænke hendes krop kys, uanset hvor det så måtte være. Men at kysse hendes læber var dog prikken over i'et! Det var som at befinde sig i paradis hver evig eneste gang! Men så igen, han nød alt hvad hun gjorde ved ham, det kunne han slet ikke komme udenom. Han elskede simpelthen at være sammen med hende, og han måtte indrømme at der var gået alt for lang tid, siden de sidst havde set, for der var faktisk gået op til en uge, sådan cirka. Men han havde også befundet sig i havet i al den tid, så han kunne godt holde til at befinde sig over havet i flere dage uden saltvand, for han kunne jo altid tage sig et brusebad, hvis det blev for tørt for ham. Hans krop havde opslugt nok saltvand til flere dage, så det måtte vel også glæde hende? Han ønskede i hvert fald ikke lade hende være alene, ikke efter denne nat! Så det at flytte sammen var vel en god idé? Så kunne de altid være sammen, så vidste de altid hvor den anden ville søge hen. Han tav, som hun lagde sin finger mod hans læber, hvor han ganske blidt skænkede fingeren et blidt kys, inden hun fjernede den igen. Hendes ord bragte ham varme og glæde uden lige! Strøgene over hans kind fik ham til at falde fuldstændig til ro. Hun havde jo faktisk ret. "Måske. Men du skal i hvert fald vide at du er den eneste jeg vil flytte sammen med, og den eneste som skal være i mit liv og have den plads, som du har," svarede han sandfærdigt. Der skulle kun være hende. Og for altid! Øjnene gled blidt i, som hun gengældte hans kys, som han valgte at gøre mere intenst, imens han løftede den ene hånd, for at lade den stryge blidt mod hendes kind.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne virkelig ikke gøre noget som helst andet, end at skulle elske ham, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man skulle kunne betvivle når det endelig måtte være, for han havde virkelig fået denne betydelige og ganske særlige plads ved hende. Det var ikke noget som hun tillod alt og alle, det var helt sikkert, så der kunne han i den grad også være sikker på, at han ville være den eneste ene. At han havde b ragt Lucius på banen, var nu ikke noget som hun ønskede at tænke over. Hun var kommet over den mand, hun havde fundet sig det som i hendes øjne, var meget bedre for hende og det var Pierce. Der ville virkelig ikke være nogen anden, så der kunne han virkelig være tryg og sikker, for han var virkelig den eneste ene som hun rendt rundt med i hovedet, fantaserede om når de ikke var sammen, for det gjorde hun virkelig. Hun gik rundt og tænkte over hvad han måtte lave, hvad han tilbragte tiden med.. om han tænkte på hende? For lige så ønskede hun jo også at være hans eneste ene, det var vel heller ikke meget at kræve eller forlange, nu hvor de faktisk var blevet et par? Tanken alene, var virkelig noget af det bedste som kunne ske for hende! Hun sendte ham et varmt og stille smil. Hun trak let på skuldrene og betragtede ham roligt. ”En mand er altid noget værd, hvis det er noget som han ønsker. Du beskytter mig.. Så beskytter jeg også dig.” Hun hævede roligt hånden og strøg stille over hans kind. ”Du har mit hjerte, som jeg forhåbentlig også har dit.. Det ønsker jeg da at beskytte og med alle midler jeg har,” forklarede hun roligt og med en ganske blid hvisken. Bare tanken alene, var noget som gjorde hende direkte glad og noget så lettet, at man skulle tro at det var løgn. Hun var ikke altid fornuftig og hun vidste det, for det i aften, havde bestemt ikke været det mest fornuftige som hun kunne stå ved, men hendes savn til ham, var virkelig noget så frygteligt intenst. De havde jo ikke set hinanden i næsten en uge! ”Når du gør det, så gør jeg,” hviskede hun roligt og ganske tæt ved hans øre, ikke at det var noget som hun ville kunne skjule for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert og på alle måder overhovedet. Smerten i hendes skulder var ikke noget som plaget hende for nu. Hendes opmærksomhed hvilede virkelig helt andre steder og det var hende virkelig bare en ekstremt lettende følelse når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han gjorde hende lykkelig og det var han virkelig også den eneste som var i stand til! At hun var de eneste som han ville have i sit liv med den plads som hun havde fået, var noget som virkelig måtte lette hende! Det var virkelig bare noget som gjorde hende noget så frygtelig glad når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man skulle kunne betvivle det mindste overhovedet! Hun holdt kysset og selv med en tydelig sitren ved hans strøg mod hendes kind, for det var virkelig noget som hun i sandhed måtte elske, det var end ikke noget som man skulle tage meget fejl af! Øjnene var gledet i endnu en gang og med den tydelige salighed som man bare ikke skulle kunne tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert! Hun brød kysset efter ganske lidt tid. Træt var hun, selvom han virkelig var den faktor som måtte nægte hende at skulle sove. Ikke når han endelig var der sammen med hende igen! Det var ikke noget som hun måtte ønske. ”Så længe du er min, så er jeg lykkelig.. Du gør mig lykkelig, Pierce,” fortalte hun sandfærdigt, for han fortjente så sandelig også at vide det.. Alt det som han gjorde for hende og ved hende, det var virkelig bare fantastisk!

[pierce]

Pierce elskede Malania, uden tvivl! Hun var den eneste kvinde han tænkte på, hun var den eneste han ville tænke på, og det var faktisk også ganske let, for der virkelig ikke andre. Når han prøvede at tænke på andre kvinder, dukkede der ikke andre op end Malania, og det frydede ham faktisk, men man kunne vel godt sige at han var blevet ramt af et lyn? Sådan havde det næsten følt, da det var gået op for ham at han var forelsket i hende, at hun bare var.. fantastisk, at han ønskede at tilbringe sit liv med hende, det at han ville være sammen med hende, og nu var de jo også et officielt par, så det måtte kun glæde ham. Nej, han var lykkelig over det! Han ønskede vitterligt ikke andre end hende, for hun var den enste han ville have. Han kunne ikke svare på hvem som var hans eneste ene, for hvem vidste egentlig det? Det havde han jo rent faktisk også troet om Jelicka, men nu hvor hun var væk og han var kommet sammen med Malania, så.. det føltes bare så rigtigt! Han elskede hende virkelig, og det var ufatteligt højt! Hendes ord måtte varme ham utrolig meget! Og når han tænkte over det, så gjorde det ham faktisk intet at hun beskyttede ham, at hun ønskede at beskytte hans hjerte, at hun ville passe på ham, og være der for ham, ligesom han ville for hende. Han ønskede ikke at noget ondt skulle ske hende, og derfor var han utrolig taknemmelig for at han havde fundet hende denne aften! At han var kommet til hende i tide, og at hun ikke var blevet dræbt af Pharrel, for så havde han virkelig .. han ville end ikke kunne beskrive den følelse som bare tanken satte i ham! Han elskede hende jo. Han smilede skævt, som han lod sin egen hånd stryge hende blidt over kinden. "Det glæder mig, Malania, virkelig meget!" svarede han sandfærdigt, som han skænkede hendes læber et blidt kys. "Du har skam mit hjerte, for jeg ønsker ikke at give det til nogen anden," endte han med et varmt smil på de rosa læber. Sandt var det i den grad! Hun var den eneste han ville have. Han nød kysset som de delte, men han nød jo også alle kys som de delte, for det var virkelig en fantastisk følelse, som det måtte sætte i ham! Han elskede hende virkelig højt! Det var faktisk utrolig så meget som han var kommet til at holde af hende, men nu var der jo også gået lang tid siden de sidst havde set hinanden. Men uanset hvor lang tid der så end ville have gået, så havde det ikke været smart at søge ud om natten! Kunne hun ikke have ventet til om dagen? Det forstod han sig vitterligt ikke på, men han gad ikke at træde mere i det, for han var bare glad for at han var sammen med hende igen, og denne gang kunne han være sammen med hende i flere dage uden at skulle være afhængig af havet, for han havde fået saltvand nok, eftersom han havde været i havet i flere dage nu. Uanset, så var han bare glad for at være sammen med hende igen, for det gjorde ham glad, det gjorde ham lettet, og efter denne nat, så ville han næsten ikke turde at lade hende være alene, så det var vidst kun bedst at de flyttede sammen? Det måtte han indrømme at han glædede sig til! Og når det nu alligevel var noget de begge ønskede, så gik han vel heller ikke for hurtigt frem? Det håbede han i hvert fald ikke, og han vidste da hvad de næste dage skulle gå med; at bygge huset ved stranden. Det hele ville blive perfekt, og alt skulle nok flaske sig! Det var han sikker på! Han smilede varmt til hendes ord. "Du gør også mig lykkelig Malania," gengældte han med et kærligt skær i blikket. Det var skam ikke løgn, hun gjorde ham mere end lykkelig! Og han elskede hende virkelig! Og han var sikker på, at de nok skulle klare sig igennem ethvert problem, som de ville møde på vejen! For han ønskede virkelig ikke at miste hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det lettede virkelig bare Malania at de havde fundet ud af det værste. Det som var sket for aftenen, var virkelig bare noget som hun ønskede at lade gå i glemmebogen, så det var noget som hun ikke behøvede at tænke på mere lige netop nu. Nu stod hun der sammen med ham igen, så følte hun sig virkelig bare hjemme. Hun var slet ikke i tvivl om, at det måtte være her, at hun hørte til, for det var virkelig ikke noget som hun havde oplevet før. Sandt at hun havde levet sammen med Lucius igennem så frygtelig mange år, men det var slet ikke noget som kunne sammenlignes med det som hun måtte dele sammen emd Pierce, for det var i den grad noget ganske særligt for hende! Et stille smil hvilede roligt på hendes læber. Det var virkelig ikke noget som hun kunne eller ville skjule for ham, for det var så sandelig heller ikke hendes hensigt for nuværende tidspunkt. Nu var de endelig kommet så tæt på hinanden, at de var blevet et par officielt. Det var virkelig som taget direkte ud af hendes mange fantasier. Nu var han den eneste som hun havde nær som det også var gengældt og det var virkelig noget af det bedste som nogensinde havde ramt hende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Lucius var virkelig bare glemt for hende. Han havde virkelig været det som havde skænket hende det skub som hun havde haft brug for, for at skrive det kapitel færdig og nu stod hun her og skulle til at begynde på et nyt. Det kunne virkelig ikke være bedre! Selvfølgelig var dette mødes konsekvenser stadig ukendte for hende, samt alt det som Pharrel havde sagt til hende, også selvom man ikke skulle glemme, at det måtte hvile i hendes underbevidsthed. Hans ord var noget som virkelig måtte gøre hende helt varm indvendig! En let rødmen måtte tage til i hendes kinder og med den tydelige muntre og noget så glade mine. Det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Du er den eneste som kan bære mit.. Du healede det og samlede de mange knuste bider..” sagde hun med et stille smil, trods det, at hun var ærlig i sine udtalelser, det var helt sikkert. Hun trak vejret stile og dybt og lagde sig roligt til rette ind i hans favn. For det var virkelig det som hun havde mest lyst til når det endelig måtte være, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte være, for hun ville virkelig ikke kunne undvære ham! Nu hvor de havde et mindre byggeri at se frem til, hvor de skulle have deres hus ved skoven, var noget som gjorde hende glad som aldrig nogensinde før! Hun smilede et varmt og glad smil. ”Du gør mig ikke bare lykkelig, Pierce. Du er min lykke.. Aldrig må du forlade mig,” sagde hun stille og ikke mindst ærligt også. Det at skulle lyve for ham, ville virkelig ikke kunne falde hende det mindste ind, for hun ønskede virkelig ikke at bygge et forhold på løgne og usandheder, for det ville virkelig bare ende med at gøre langt mere ondt end alt det andet, og det ønskede hun ikke! ”Et flot hus ved stranden.. Vi har hinanden.. Jeg ser virkelig frme til det,” sagde hun med et stille smil på læben. Alene den tanke var noget af det bedste som hun havde siddet igen med! Bare tanken om at de havde hinanden og de skulle have et sted at være, hvor det bare måtte være de to.. Det kunne da virkelig ikke blive bedre end det for en som hende! ”Jeg elsker dig virkelig, Pierce..” hviskede hun roligt. Hun kyssede ganske let hans mundvige, idet hun roligt lagde sig godt til rette ind mod ham. Det at dufte hans duft, mærke hans arme omkring hende og vide, at han var der til at beskytte hende. Det kunne virkelig bare ikke blive bedre! Hun trak vejret dybt, selvom det endte i en tydelig grimasse. ”Vi burde hvile..” endte hun stille. Træt var hun og nu hvor hun kunne falde mere til ro, så mærkede hun så sandelig også trætheden det mere.

[pierce]

Det at de begge to var i live, og at de mere eller mindre var i gode behold, var noget som måtte glæde Pierce utrolig meget, for han ønskede hverken at miste hende eller at forlade hende! Så det at de nu begge befandt sig ved Den lyse kro, hvor de ikke ville blive forstyret, men hvor det kun var de to, det var noget som måtte få ham til at slappe en del mere af, for de var begge i sikkerhed, og det var vel også det vigtigste? Og så selvfølgelig det faktum at de begge havde overlevet. Han kunne tydeligt mærke varmen skylle ind over ham, som en bølge fra havet, ved hendes ord, for de måtte virkelig glæde ham utrolig meget! Og så nød han selvfølgelig også det at hans egne ord havde haft en effekt på hende, som hans blik faldt på den lettere rødlige farve, der var dukket op i hendes kinder. Han måtte indrømme at han ikke kunne blive træt af at se hende rødme, for han nød faktisk synet, men han valgte dog ikke at kommentere den denne gang, for så vidste han jo godt udfaldet, hvilket måtte more ham! "Og jeg agter at holde det i et stykke," svarede han i en dæmpet og dog en bestemt tone, for han ønskede virkelig ikke at knuse hende, hverken på den ene eller den anden måde, desuden, så var han sikker på at hun var hans eneste ene, ikke fordi han kunne vide det, og et sted gjorde det ikke noget at hun ikke var hans eneste ene, for så var hun bare det der var langt bedre! Hun var virkelig alt det som han ønskede sig! Og han ville virkelig ikke knuse hendes hjerte, han ønskede hende lykkelig, og om det var egoistisk eller ej, så ønskede han at hun skulle være lykkelig med ham og ikke nogen anden mand! For han elskede hende jo, så det ville knuse ham, hvis hun pludselig endte med en anden mand. Han smilede til hendes ord, han kunne jo ikke lade vær. Han vidste næsten ikke helt hvad han skulle sige. Han trykkede sine læber mod hendes i et blidt kys, inden hans læber spillede ud i et kærligt smil. "Jeg elsker dig Malania, og jeg ønsker kun at gøre dig lykkelig," sagde han i en dæmpet tone, som det jo trods alt var sandheden. Han skænkede hendes kind et blidt kys. "Jeg vil aldrig forlade mig Mal. Du er hele min verden nu," svarede han sandfærdigt, inden han lagde sig tæt ind mod hendes, og lukkede øjnene ganske blidt i. Han var selv ved at blive ganske træt, men med sådan en nat, så var det vidst også kun på tide at de fik lidt hvile. Han smilede ganske let til hendes ord. Det lød så godt når det kom fra hende, men han kunne kun være enig! For et hus ved stranden, hvor der skulle være terrasse, med udsigt til havet, hvor det kun var de to, og alle de ting de kunne lave, det at de kom hjem til hinanden og kunne lægge i samme seng hver aften, ja det var virkelig en fantastisk tanke! Og han elskede den virkelig! "Det kan man kun se frem til," istemte han med et kort nik. Han undertrykte en lettere gaben. "Der kan jeg kun være enig med dig," sagde han med et svagt grin. "Vi har begge brug for hvile," medgav han, inden han tog omkring dynen og trak den omkring dem begge, hvorefter han skænkede hendes læber et varmt og kærligt kys. "Sov godt Malania," hviskede han blidt mod hendes øre, inden han lagde sig godt til rette hos hende, med armene omkring hendes krop, så han var i stand til at holde hende tæt ind til sig, og dog var det med en nænsomhed, fordi han ikke ville skade hendes dårlige skulder. "Jeg elsker dig," hviskede han blidt mod hendes øre, inden han egentlig blot gav sig hen til søvnen. Det ville blive godt at få sovet lidt! Og han kunne virkelig kun se frem til fremtiden, for det hele så virkelig ud til at flaske sig!

//Out.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At de begge var i live, var virkelig det som Malania måtte sætte som det vigtigste. Om ikke andet, så glædet det hende virkelig, at de havde hinanden nu og nu hvor det var officielt, så kunne hun virkelig ikke være noget andet end bare lykkelig! Et stille smil passerede let hendes læber. Det var jo heller ikke fordi at hun kunne lade være, for det kunne hun virkelig ikke. Han gjorde hende lykkelig. Han var ene og alene den lille faktor, som gjorde det hele for hende. Han var virkelig den som hun bare ikke ville kunne undvære i hendes liv! Hun kunne virkelig heller ikke gøre andet end at mene de ord og i den udtalelse, for han fortjente virkelig at vide hvad det var, at han gjorde ved hende, hvad han bragte hende af følelser og tanker, samt det behag, at skulle have ham tæt på, for der var der så mange som i dne grad havde taget fejl af hende og deriblandt også Pharrel! Ikke at hun ville skænke den mand en tanke lige nu, for det var virkelig ikke noget som hun ville få det mindste ud af når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun betragtede ham roligt og uden at smilet ville falme. At ligge i hans favn, var slet ikke noget som hun havde det mindste imod overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. ”Det klarer du allerede fantastisk,” påpegede hun stilfærdigt og med den klare og ærlige stemme. Ikke at det var noget som hun ville skjule for ham, for han fortjente så sandelig også at skulel vide hvordan hun havde det med det hele og hvor lykkelig hun faktisk måtte være omkring ham! At finde sammen med en anden mand, var virkelig helt uaktuelt! Meget kunne man sige om hende, at hun var dum, naiv og det hele, men utro det var da noget af det sidste, og det var noget som hun tydeligt ville være i stand til at skulle love ham! Han ville virkelig være den eneste mand i hendes liv med den form af betydning og den eneste som hun ville lukke så tæt på sig som dette. Bare at vide, at hun var hele hans verden, var virkelig det bedste som kunne ske hende, for det var bestemt også en tanke som måtte gøre hende direkte lykkelig! Den lettede hende som intet andet for øjeblikket og det glædet hende virkelig bare, at skulle høre. Hun elskede ham og det var virkelig af hele hendes hjerte. Pharrel havde ramt et ekstremt ømt punkt, netop ved at nævne ham og hun var gået i forsvar. Hun ønskede virkelig ikke at noget ondt skulle ske ham på noget som helst tidspunkt overhovedet.”Jeg holder dig til de ord, Pierce,” hviskede hun blidt. Hun ville slet ikke lade ham gå. Han var virkelig blevet hendes verden. Forlod han hende, så stod det hele virkelig bare i et kæmpe kaos i den anden ende, for hendes verden ville mildest talt falde fra hinanden. At de begge havde brug for hvilen, kunne hun virkelig kun give ham ret i og nu hvor hun var faldet godt mere til ro, så var det virkelig nemmere for hende at skulle indlede den. Alene den tanke omkring at hun ville have ham i nærheden af sig selv på denne måde, det var virkelig noget af det bedste som nogensinde kunne ramme hende, det var slet ikke noget som man skule tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som hun ønskede det eller ikke. Det var virkelig som taget ud af hendes vildeste fantasier! ”Jeg elsker så sandelig også dig,” hviskede hun blidt. Hun lagde sig roligt til rette ind mod hans favn, lod ham holde om hende, beskytte hende og holde hende tryg, for det var i den grad hvad han måtte gøre. Øjnene lod hun roligt glide i, som hun hurtigt måtte falde ind i søvnen. Tiderne så endelig lyse ud for hende nu!

//Out