They don´t want me back

[Deleted]

Slaget han havde fået ved sit fald på kroen i Manjarno havde gjort Shane havde måtte ligge i sengen i et par uger samt udmattelsen efter sin healing af Alaster´s syn som havde næsten slået ham til livs. han havde samlet kræfter og havde nu trodset det Alaster havde bedt ham om - nærmest beordret vel. Nemlig at begive sig over muren til Dvasias. Det var nu en måned siden Alaster var taget væk fra kroen og han havde sagt han tog tilbage til Dvasias og nu havde Shane gået her i nogle dage. Lidt over en uge faktisk. Det var sent og mørket var faldet på. Han var kun lige ankommet til byen og gik med en trøje hvor han hadve slået hætten op over sit hoved. Hans bukser sad lidt lyst og han havde et halstør klæde om sin hals. Han var bleg i måneskinnet, da himlen var helt sky fri i aften. Der var ikke mange ude nu og han følte sig træt, men han måtte lede videre. Han kendte ingen her eller nogen steder. Han kunne knap finde rundt. Det var værre end i Manjarno. Han havde vovet og spørge om vej, da han mente at kunne huske Alaster havde nævnt denne by. Måske han var her? Nogen havde været venlige nok og fortælle eller vise vej, men han var også stødt på mindre heldige typer. Han burde vel være glad for at være i live? Alaster havde haft ret. De ville nok ikke tøve med at dræbe ham hvis han blev opdaget som lysvæsen. Han havde vænnet sig lidt til selve mørket, men væsnerne i det frygtede han stadig. Han så sig omkring. Han var på et torv af en slags og der gik kun få folk i små grupper og snakkede sammen på vej hjem eller på kro eller noget. Han havde ingen steder og gå. han trak kappen om sig og så mod en bænk og gik hen og satte sig. Måske han bare skulle sove her? Det var risikabelt, men søvn skulle han jo have. Han sukkede tungt og lukkede sine øjne lidt og forsøgte og slappe af. Ikke vise han var fremmed og tilhørte lyset. Han så sig lidt om igen og rejste sig for at gå videre. Han måtte finde en kro eller noget og spørge efter Alaster Mineraz.

[alaster]

For Alasters vedkommende, så var det tydeligt, at han vitterligt havde glemt absolut alt omkring Shane. Han havde ikke set eller hørt det mindste fra den mand i mere eller mindre en lille måned, og det havde virkelig været ham selv en befrielse og uden lige! Han var endnu en gang faldet godt til i hans eget mørke og han kunne virkelig ikke gøre noget som helst andet end at nyde af det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han kom gående ned af gaden, han havde nemlig lige været inde på baren som ikke lå så forbandet langt derfra. Han skulle jo endnu en gang i sving med at pisse sit territorie af, og det var noget som han i sig selv måtte gøre med den største glæde! Hans mørke og sorte kappe, havde han roligt tvunget omkring sin egen krop, idet han kom gående. Han kunne virkelig ikke gøre noget andet end at nyde det! Det store og næsten triumferende smil måtte hvile på hans læber, selvom det slet ikke var noget som han selv måtte tage sig videre af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han nærmede sig Shane, selvom det slet ikke var nogen tanke som faldt ham det mindste ind. Han havde kraftigt forbudt knægten at skulle søge til Dvasias, udelukkende fordi, at det ville være for farligt for ham at være. Fandt folk ud af, at han var fra Procias oprindeligt, så ville de ikke tøve med at slå ham ihjel og det var noget som han var frygtelig godt kendt med i den anden ende, han ville nemlig have gjort det selv. Nu var han i Dvasias, han var underlagt de gamle regler og norme og han kunne virkelig ikke gøre noget andet end bare at nyde det! En lille udseende mand gik ved siden af ham. "Det er virkelig godt at have dig tilbage Alaster.. Ikke flere besøg ved druiderne formoder jeg?" Alaster vendte blikket direkte og fast mod ham. "Nej! Den næste druide som jeg ser, flår jeg indvoldene ud af!" hvæsede han med en fast tone. Det var virkelig noget som kunne gøre ham så rasende! Han havde fået synet igen, han havde derved også fået sin gamle personlighed igen og han kunne virkelig ikke gøre noget andet end at nyde noget så frygtelig godt af det!

[Deleted]

Shane trak sine ben op under sig på bænken for at holde på varmen. Han løsnede stille halstørklædet om sin hals og lod fingrene let strejfe huden tæt på det sted hvor han var blevet bidt. Han fik helt gåsehud og lagde det omkring igen. Han var ikke ligefrem stolt af, at han var blevet bidt, men det var gået så hurtigt og han havde jo ikke regnet med det. Manden havde virket så flink. Han puttede sig lidt og så op ved lyden af et navn han kendte alt for godt efterhånden. Alaster. Han fik næsten helt sommerfugle i maven af at høre det. Dog fik han lidt et chok over at se ham igen og så.. så forandret. Han sank og så ned. Det var nok ikke smart og søge mod ham. Hverken nu eller senere. Han valgte dog lige nu og lade som ingenting og bare lad dem gå forbi. Han ville helst ikke gøre ham mere vred end han lød. Var det takken for hjælpen? Han var jo så ikke druide, men et sted følte han, at det ville gælde ham også. Han kunne dog mærke hans hjerte bankede vildt.

[alaster]

Alaster stod i en taknemmelighedsgæld til Shane og han vidste det jo. Den mand var nu ikke noget som han ville spekulere mere over lige i øjeblikket, for det ville han virkelig ikke få det mindste ud af på nogen måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var virkelig hårdt nok som det måtte være fra før af, det var heller ikke noget som man skulle betvivle det mindste overhovedet. De stoppede lidt længere henne af gaden, hvor de tog afskeden med hinanden, så Alaster igen måtte vade rundt alene. Han var ikke bare forandret, han var blevet sig selv igen og han nød virkelig af tanken! Han var kommet fri af sine mange lænker som havde holdt ham så voldsomt godt fast, at man skulle tro at det var løgn, selvom det var meget som han kunne takke Shane for den dag i dag. Han smilede et godt tilfredst smil. "Det er så en aftale.. 3 dage herfra.. så mødes vi her igen," afsluttede han stille, idet at manden måtte vende om og gå igen. Han var i den grad blevet sig selv, så det var bestemt ikke noget som man skulle tage let på. Han var og blev virkelig en forbandet farlig mand når det kom til stykket, det var ikke noget som man skulle tage fejl af. Han vendte blikket kort mod manden på bænken, selvom han blev stående. Vidste vedkommende ikke, at det kunne være livsfarligt at bevæge sig rundt alene nu om dage?

[Deleted]

Hvor farligt der var når man gik rundt alene var ikke noget som Shane vidste direkte, men han var i hvert fald ikke glad for det. Især ikke når han var her. Hvad de to mænd snakkede om. Eller rettere hvad Alaster snakkede om - så vidste han ikke hvad det var. Han fandt det også bedst ikke og blande sig. Han ville ikke afsløre sig selv på den måde sådan lige nu. At Alaster faktisk så mod ham var han ikke helt klar over. Han sad jo selv og så ned mod jorden under sig og overvejede lidt om han skulle gå videre? gå efter? han måtte jo vel prøve og finde ud af hvor det var Alaster tog hen og sov eller boede. Han ville så gerne prøve og komme tæt på ham. Tæt på ham og blive der. Han tvivlede dog på det kunne lade sig gøre i det lange løb. Det virkede som om Alaster slet ikke kunne huske ham og det sårede ham faktisk når man tænkte på alt det han havde gjort. Han sukkede lidt og lukkede sine øjne. "Alaster.." mumlede han stille og regnede med han var for langt væk til at kunne høre noget overhovedet.

[alaster]

At Shane havde bevæget sig ind i Dvasias, selvom det virkelig havde været ham direkte forbudt igennem så forbandet lang tid, det var end ikke noget som Alaster vidste. Han ville virkelig bare gå amok hvis han så knægten indenfor dette lands grænser, for han vidste, at det næsten måtte være idømt til at gå galt på et eller andet tidspunkt, for det var udelukkende et spørgsmål omkring tid, inden det ville gå galt. At folk ville se, at han ikke var indfødt her og det var det som Alaster faktisk var mest bange for. Man kunne snildt sige, at han faktisk var mere bange for Shane end det som han var for noget som helst andet, som ville være i stand til at skulle røre ved ham. At manden som sad henne på bænken faktisk måtte være Shane, det vidste han virkelig ikke. Han kneb øjnene fast sammen. I sig selv, var han slet ikke fristet til at skulle gå hen til ham. Hvorfor skulle han da? Han himlede let med øjnene og rystede på hovedet. ”Et meget godt råd.. Ikke gå rundt alene.. det ender med at gå galt.” At vedkommende havde sagt hans navn, det var ham temmelig ukendt i forløbet for det havde været så lavt, at han slet ikke havde haft muligheden for at skulle høre det, det var også helt sikkert. Han rystede igen på hovedet, idet han blot valgte at fortsætte med at gå. Om denne mand ville følge efter eller hvad han ville, det var han et sted fuldkommen ligeglad med. Han havde virkelig ikke nogen grund til at skulle blive stående her meget længere. Hvad han var kommet for, det var faktisk overstået nu. Han regnede jo ikke med at Shane ville søge over muren nu hvor han så kraftigt havde valgt at forbyde det.

[Deleted]

Shane fik et mindre chok, da der faktisk på en måde blev talt til ham. Han så lidt op, men sørgede for at skjule sit ansigt i skyggerne fra kappen så meget som det var ham muligt. Han vidste Alaster nok blev rasende hvis han blev opdaget. Selvom han jo ikke kunne vandre rundt uden at gie sig til kende i det lange løb. Kunne han? Være en skygge der bare gik med uden at være velkendt. Et underligt liv faktisk nu han tænkte over det, men sådan var nogens jo. Han fugtede let sine læber. "Svært at gøre andet når man er alene Alaster.." han slog hurtigt en hånd op for sin mund og kunne mærke hvordan hver et hår på hans krop rejste sig af ren frygt. Han havde dummet sig. Var kommet til og kalde ham ved navn og endda overhovedet sige noget! Nu kunne Alaster måske genkende ham på stemmen alene! Åh nej hvor dum var han lige?! Han havde lyst til bare og rejse sig og løbe panisk væk, men måske han ikke havde hørt det? Han så ned mod jorden under sig. Turde ikke se op i frygt for Alaster så så lige på ham og så opdagede hvem han var. Han kunne mærke hvordan hans hals snurrede sig sammen og det frembragte et par kraftige host så hans kappen næsten gled ned af hans hoved.

[alaster]

Hvis Alaster ville finde Shane her på denne side af muren, så ville han virkelig flippe uden lige, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var også helt sikkert. Han var virkelig vred som aldrig nogensinde før! Han stoppede op omgående, som Shane måtte åbne munden. Den stemme kunne han virkelig kun genkende alt for godt! Han vendte sig omgående mod ham. Hvad pokker lavede han her?! Hans øjne lynede op allerede med det samme. Han kunne virkelig ikke holde ham i sikkerhed på denne side af muren. Her var han en af dem som ville gøre alt for at hugge hovedet af et lysvæsen! Han knyttede hænderne, også selvom det virkelig måtte være med en klar og tydelig sitren i hans krop. ”Hvad pokker bestiller du her?!” endte han med en tydelig vrissen, det var virkelig ikke noget som han kunne skjule det mindste og det var virkelig heller ikke hans hensigt på nogen måde overhovedet. Han tog et skridt mod ham.. Nej! Det kunne virkelig bare ikke være rigtigt, det var virkelig noget som måtte gøre ham noget så frygtelig vred! ”Jeg bad dig klækkeligt om at blive væk herfra, Shane! Hvad pokker gør du her?!” endte han fast. Han nåede ham med hurtige skridt, hvor han endte med at lukke hånden kraftigt omkring hans strube og rev ham tættere til sig. ”Jeg fortalte dig, hvad der venter dig her.. hvorfor pokker opsøger du det?!” endte han med en fast og noget så tydelig fast mine. Han forstod det virkelig ikke.. var manden rablende vanvittig?!

[Deleted]

Shane havde lys til bare og forsvinde i den blå luft, da det var tydeligt for ham, at Alaster havde regnet ud hvem han var. Hvorfor havde han været så dum?! han så ned og skulle lige til og rejse sig op og løbe sin vej væk, men nåede det ikke før Alaster var derhenne og greb fat om hans strube. Selv med halstør klædet imellem så gjorde det ondt mod hans vampyr bid og han hostede lidt efter vejret og fik små tårer i øjnene. han vred sig lidt og forsøgte at komme fri, men naturligvis uden held. Han havde heller ikke ligefrem regnet med andet end det. Han så op på ham. en blanding af frygt og ensomhed. Hans egne ville ikke have ham tilbage uden han ville blive holdt under skarpt opsyn så han ikke kunne gå nogen steder overhovedet. Han havde ikke haft noget valg og var taget hertil. Eller han var så blevet bidt i Manjarno kort fra muren af. Han lukkede øjnene. "jeg..jeg have intet valg!" han hostede lidt igen og tog fat i hans hånd for at løsne hans greb og få smerten på bidet til og gå væk igen. "Det gør ondt Alaster..du trykker på mit bid.." endnu en dum ting og sige. Han vidste det med det samme han havde sagt det.. Alaster havde jo nærmest kogt over da Shane snakkede om, at blive vampyr. Ville han nu blive endnu mere sur? Hvis det da var muligt. Han ville dog helst ikke finde ud af det og forsøgte at komme fri. Han ville ikke overfaldes mere og han havde da klaret turen helt hertil med kun et bid? Så han måtte da på en måde lidt have vist, at han kunne klare sig. Men han regnede ikke med Alaster ville blive mere rolig af den grund.

[alaster]

Alaster ville klart foretrække, at Shane måtte blive i Procias og tage straffen blandt sine egne i stedet for at rende rundt her! At se ham i denne forfatning, var så sandelig heller ikke noget som måtte gavne hans situation på noget som helst tidspunkt overhovedet, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, det var helt sikkert. Han kneb øjnene fast og næsten dræbende sammen, også selvom det ikke påvirkede ham, at skulle se de tårer i Shanes øjne. Det var virkelig hans egen skyld alt sammen! Der var virkelig ikke meget tilbage af den Alaster som Shane havde kendt og det var så sandelig også noget som han valgte fuldt ud bevidst. Han nægtet at være den svage af dem og nu hvor han var i Dvasias igen, det land som han måtte forgude mere end det som han nogensinde ville gøre det med nogen eller noget andet, så var det noget som han virkelig bare måtte være forbandet stolt af i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Han fnøs af Shanes ord. ”Du havde intet valg?! Det er så meget en løgn, Shane!” hvæsede han med en fast tone. Han var ikke i det blide hjørne i dag, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert på alle tænkelige måder overhovedet. Hans øjne skød virkelig lyn ved de næste ord.. Bid? Var han blevet bidt?! Han tog knægten tættere på sig og fjernede tørklædet, også selvom han nægtet at slippe ham. ”Hvem har gjort det, Shane?” spurgte han kortfattet. Det var nu at det var på tide, at lade hoveder rulle! Hans blik faldt direkte til ham. Det var virkelig ikke smart gjort at komme her i dag og specielt ikke når Alaster allerede havde forbudt ham at skulle gøre det! Det var virkelig bare noget som kunne gøre ham noget så frygtelig vred og noget så frygtelig rasende! ”Det gør ondt, gør det ikke? Tro mig, hvad der venter dig i dette land er langt værre end det her!” udbrød han med en kraftig stemme, idet han fast skubbede Shane fra sig i håbet om at han ville falde i jorden. Han ville ikke se ham her i Dvasias!

[Deleted]

Han forsøgte at skubbe sig væk igen, da det var Alaster hev ham ind til sig. "nej slip!" han ville ikke have han så det. han kunne dog ikke forhindre ham i, at tage halstør klædet til side og se det. Han vred sig dog lidt i et sidste forsøg på, at få ham til ikke og se det. Men han så det og hvad kunne Shane så gøre? Han var dog overrasket over Alaster spurgte om hvem der havde gjort det. Som om han faktisk. var bekymret? Hvorfor spurgte han? Var han ikke ligeglad? Han nåede knap og tænke på et svar eller løsning og fik heller ikke åbnet munden før han blev skubbet hårdt væk og ikke kunne holde balancen og derfor faldt ned på jorden så lang han var. Han blev bare liggende. Han så ingen grund til og rejse sig op igen. Alaster ville nok bare skubbe ham ned igen eller noget værre. Nej så hellere bare blive liggende. Han fik lidt panisk dækket sin hals til igen som om han var bange for nogen så det. Hvilket han var. Han var ikke blevet forvandlet selvom en del faktisk på vejen havde troet han var vampyr?! Utroligt nok. Han havde jo godt nok blegheden, men hvis man lyttede ville man jo kunne høre hans hjerteslag hvis man stod tæt på ham. Men han regnede ikke med Alaster troede på han var vampyr. Men han sagde ikke noget om hverken det ene eller andet. "De sendte mig væk..Jeg kunne ikke blive i Procias som et jaget dyr! Så kunne jeg lige så godt tage hertil...der er ingen forskel..udover her er det ikke mine egne der jager mig..og her...her er du jo.." han bed sig i læben. han græd ikke mere. Selvom det da havde gjort ondt at blive smidt på jorden nærmest. Men han vidste deti kke hjalp og græde. Han satte sig og kunne godt mærke det blev svært og rejse sig. hans fod og ankel gjorde vildt ondt. Havde han brækket noget? nej. Det så ikke sådan ud. Det var nok bare slaget. Han så ned i jorden. regnede mest med Alaster bare gik og efterlod ham her på gaden. "Jeg ville bare se muren. se stedet der skilte dette land fra Manjarno. Men så kom han ud af mørket og bed mig..og så følte jeg mig nærmest draget af Dvasias og gik herind. Undskyld.." han vidste ikke om han troede på ham. Men det var jo sandheden og han havde lært det var bedst ikke og lyve overfor ham. Desuden løj han næsten aldrig. Han var elendig til det.

[alaster]

Dette var virkelig noget som bare måtte gøre Alaster noget så forbandet! Han havde forbudt den mand at skulle tage hertil og nej, det var virkelig ikke fordi at han var bekymret, men fordi at han også måtte nære det had til vampyrerne fra før af, for set i hans øjne, så var de virkelig ikke andet end en flok skadedyr som ødelagde jagtmarkerne for alle andre og det var noget som han måtte blive forbandet træt af i det store forløb! Det kogte virkelig i hans indre, for ikke at glemme at Shane ville være for svag til overhovedet at kunne gøre det mindste her i Dvasias. Det ville da for pokker koste manden livet når det måtte komme til stykket! Det var virkelig noget som måtte gøre ham noget så forbandet som aldrig nogensinde før, det var end ikke noget som man skulle kunne komme det mindste udenom overhovedet! Han knyttede hænderne som han så at Shane måtte falde direkte ned i jorden. Han gjorde virkelig bare klogt i at skulle tage tilbage til Procias igen og så bare blive der! Han himlede med øjnene og rystede på hovedet. ”Du prøver seriøst at bilde mig ind, at du ville se på muren? Hvad pokker laver en som dig ude om natten?!” hvæsede han med en fast tone. Det var virkelig ikke noget som måtte give det mindste mening for ham på nogen som helst måde overhovedet. ”Jeg tror dig virkelig ikke Shane.. jeg tror selv du har valgt at søge væk fra dem. Jeres slags er kendt som et flokdyr som intet andet, Shane.. ikke kom og spil overfor mig..” vrissede han ganske svagt. Det var virkelig noget som kunne gøre ham noget så frygtelig vred i den anden ende, at man skulle tro at det var løgn! Han kastede nærmest opgivende med armene, selv hvor han kun kunne mærke vreden stige yderligere i hans krop og sind idet at han måtte fortælle at han søgte hertil på grund af ham. Han vendte sig direkte mod Shane og med den direkte vrede i minen. Det var virkelig ikke noget som man skulle tage fejl af, for han var virkelig ved at være noget så vred og noget så rasende som han aldrig nogensinde havde været det før, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. ”Skal vi igennem det her en gang mere?” vrissede han med en næsten dræbende stemme. Det var noget som kunne gøre ham mere vred end godt var. Han tog faretruende skridt mod ham. ”Jeg vil ikke have dig tæt på!” nærmest udbrød han af lungernes fulde kraft.

[Deleted]

"Jeg kan ikke gøre for jeg er som jeg er!" han så ikke op på ham. Han havde sådan set kun planlagt at se på muren. Måske lige kort skæve mod Dvasias fra murens top af eller lignende. Det var faktisk kommet bag på ham, at han var endt her. Han bed sig i læben. "Hvis jeg vil gå ude om natten så er det vel mit valg? Jeg vil prøve og lære natten og mørket at kende..prøve og frygte det mindre.." han så stille op. "Nej..vi ska ikke igennem det igen." han bed sig i tungen og havde lyst til og rejse sig op og bare løbe væk. det gjorde bare for ondt i hans fod endnu så han blev siddende. Han ville lige nu bare ønske Alaster gik eller bare ikke var så vred. Han sad stille i håb om han gjorde det ene eller andet. Om der så kom en vampyr eller et andet væsen og fandt ham var han ligeglad med. "Jeg burde have vidst du ville blive rasende...jeg sagde til mig selv du måske ville forstå. Men jeg tog fejl..du er ikke andet end et hjerteløst monster.." han trak sig selv op på bænken så han i det mindste ikke sad på jorden mere. Hans blik kom ikke op og forblev på jorden foran ham. "bare gå din vej...jeg klarede mig hele vejen hertil med kun et vampyr bid der ikke var dødeligt...og jeg er vandret fra muren og helt ind i hjertet af landet. Jeg kan klare mig selv på trods af du sagde jeg ville dø her." han sukkede og lukkede sine øjne. "men selv det får dig vel ikke til og mene jeg kan blive?" Han så dog ingen grund til og adlyde en. Det var jo lovligt for ham at være her hvis han ville. det var bare på eget ansvar. "jeg har aldrig bedt dig passe på mig..så hvorfor ville du ikke have jeg kom til Dvasias? Svar mig ærligt Alaster..det er alt jeg ber dig om.." han så lidt op, men ikke direkte på ham og fugtede let sine læber. "Ville du hade mig endnu mere hvis jeg var vampyr? Så ville jeg jo være en del af det mørke du elsker så højt.."

[alaster]

At Shane ikke bare kunne forstå at Alaster virkelig bare prøvede på, at skulle holde det adskilt som burde være adskilt, det var virkelig noget som måtte irritere ham noget så frygtelig grænseløst, man skulle tro at det måtte være løgn! Tanken alene omkring det hele, var noget som kunne gøre ham noget så utrolig rasende og noget så vred! Det var virkelig ikke fordi at han bekymrede sig omkring den mand som måtte sidde foran ham. Sandt ,at han ikke kunne bestemme over knægten, men han havde vel også noget at sige, til at han ønskede over muren og specielt nu hvor manden måtte føle for ham på det plan som han nu måtte gøre det, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovdet. ”Du kan da for pokker tænke mere fornuftigt end at komme vadende herind på denne tid! Er du da rablende vanvittig?!” vrissede han med en tydelig fast og næsten noget så rasende stemme, det var virkelig ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han kneb øjnene sammen. Kunne blikket dræbe, så var Shane faldt for længst! ”Forstå.. du regnede med at jeg ville forstå hvorfor du vælger at bevæge dig direkte ind i mørkets kerne? Er du da gået fra forstanden?!” Den gamle Alaster var tydeligt tilbage, det var virkelig ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, havd end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det virkelig bare på eget ansvar det her. Shane gjorde det virkelig heller ikke nemmere for sig selv på nogen af måderne, det var i den grad også helt sikkert! Han kom med et udbrud af ren og skræ vrede, idet han kastede opgivende med armene. Han ville ikke bare slå ham ihjel. Han havde jo trods alt reddeet ham ud af Procias dengang det havde været ham som sad i fangekælderen der! ”Vampyre er et afskum som slet ikke burde vandre her på jorden, Shane.. jeg hader dem nok i forvejen, så du skal ikke komme her og gøre det værre! Mørket er mit sind og hjerte og du skal virkelig ikke have lov til at forpeste det!”

[Deleted]

"Så kan du vel bare være glad for jeg ikke blev sådan en?" han lød næsten ligeglad. Som om han bare ønskede at blive dræbt af Alaster her og nu og bare få det overstået. "Og jeg er nok gået fra forstanden..siden jeg kan blive ved med, at elske dig." han rystede lidt på hovedet. Mest af sig selv. Hvorfor kunne han ikke bare...gøre det rigtige? Holde sig væk og lade Alaster få sin vilje. Det sagde hans hoved også, men hjertet ville altså noget andet og han havde altid været svag og givet efter for sit hjerte. "Bare...gå..du hader mig og vil helst være fri for mig.. og siden jeg ikke kan gå min vej så må du jo gøre det..Jeg følger ikke efter. Selvom jeg ville så kan jeg ikke nu." han kunne ikke længere mærke sin fod og frygtede virkelig bare han måtte blive siddende her. før eller siden var der jo nok nogen der fandt ham og enten gjorde det ene eller andet ved ham. Det skræmte ham og tænke på, men han kunne ikke flygte så han valgte bare, at se det i øjnene når og hvis det skete. Han følte ikke han havde andet valg. "Du har jo nok ting at se til uden jeg går i vejen for dig." Han vendte sit hoved væk og bed sig i læben. Han følte sig mere og mere som en burde og det pinte ham. Gik ham på. "Dette er nok sidste gang jeg ser dig..så...vil du ikke nok bare gå uden at skælde mig mere ud?" hviskede han stille og så ikke på ham. Han havde på en måde lyst, men så alligevel ikke.