They don´t want me back

[alaster]

Shane opførte sig virkelig som et lille barn som ikke ville få sin vilje og det var virkelig noget som måtte irritere Alaster noget så frygtelig voldsomt, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, når det endelig måtte komme til stykket. Bare tanken om at han var endt her var virkelig noget af det værste! At han ikke var en vampyr var dog noget som måtte tælle godt for dem i den anden ende, det var helt sikkert, for ellers ville han virkelig ikke kunne garantere for konsekvenserne når det endelig måtte komme til stykket. Dette var virkelig bare noget som måtte gøre ham noget så frygtelig rasende som intet andet i den anden ende, det var virkelig ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, det var i den grad også helt sikkert! Han vendte blikket direkte vredt mod Shane. ”Du hører slet ikke til her, Shane… se dog på dig selv! Du opføre dig som en lille møgunge som ikke har fået sin vilje!” vrissede han fast. Skulle han om muligt bare have en minimal chance her i Dvasias, så måtte han blive meget mere hård i det end det bløde og sølle væsen som han måtte være i øjeblikket. Han skulle ikke klage over at ting gjorde ondt, for så ville det kun gøre meget mere ondt! Han gik hen mod ham, greb ham igen omkring kraven, idet han rev ham op på benene og trak ham med sig hen mod bænken igen, hvor han placerede ham. Så så det da lidt bedre ud, end at han ville sidde på jorden og nærmest sidde og tude! ”Giv mig en god grund til ikke at skulle lege din far og skælde ud, Shane! Du gør for pokker da det stik modsatte af hvad jeg beder dig om!” hvæsede han med en fast tone. Han kunne virkelig ikke forstå det. Det var virkelig ikke noget som gav nogen som helst mening set i hans øjne, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”Jeg bad dig klækkeligt om at blive på den anden side af muren, hvorfor fanden kan du så ikke bare blive der!?”

[Deleted]

Han havde det vel fint nok ved at sidde der på jorden. Dog gav det et jag i foden, da han blev hevet op igen og han så op på ham og frygtede næsten, at han nu ville til og slå ham igen og igen. Han så dog ikke bange ud. Han var jo vant til Alaster slog. Han havde prøvet det før. Han så derfor lidt forvirret ud, da han blev sat på bænken og så op på ham. hvorfor gik han ikke? Han så stille væk. "Du bad mig ikke. du beordrede mig nærmest! Det var måske derfor jeg gik imod. Fordi du ikke skulle have lov til, at bestemme over mig!" Det var nu ikke kun derfor, men det var da lidt af grunden. Det kunne han ærligt sige lige i ansigtet på ham. Meget fandt han sig vel i, men det var hans eget liv og hans egen beslutning om hvor han ville tage hen. "Jeg har jo sagt du bare kan gå. Hvis jeg generer dig så meget så gå!" han havde lyst til og slå ud efter ham. Lyst til og tage noget sand eller jord op og bare smide efter ham. Han var træt. Det havde været en lang tur og det her gjorde det ikke bedre. han så ned og sukkede træt og rystede lidt på hovedet. "Men først....hvordan har dit syn de?" Han kunne i hvert fald se, men hvor meget og hvor godt? Det havde han en underlig lyst til og vide. det var på en måde også en grund til han var kommet. For at se resultatet af hans healing der næsten havde taget livet af ham. Han så ned mod sin fod der gjorde vildt ondt. Han var altså sikker på, at der var noget galt med den. Han så lidt op på ham. "Er det godt nok?" spurgte han stille. han regnede ikke med, at han måtte heale mere på det så han måtte bare håbe det var så godt så Alaster kunne klare sig. Han vidste da, at det spørgsmål kunne han i det mindste tillade sig at stille og havde lidt krav på et svar af en art. Det andet som ham manden og Alaster havde snakket om var ikke noget han kunne blande sig i selvom han var nysgerrig. Han ville dog gerne vide om synet var blevet godt. For Alaster´s skyld.

[alaster]

Alaster havde virklig al god grund til at skulle være vred, det var også helt sikkert! Han kunne virkelig ikke se hvorfor at Shane måtte have søgt til Dvasias, for det var virkelig ikke noget som gav nogen mening for ham når det endelig mått ekomme til i den anden ende, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så kunne han ikke rigtigt gøre noget som helst ved det når det endelig mått evære, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Det var noget som faktisk måtte frustrere ham noget så voldsomt. Ha nvidste, at han ikke havde nogen direte grund eller ret for den sags skyld, til at skulle tvinge Shane til at holde sig ude, men så længe, at han skulle opføre sig på denne måde, så var det virkelig ikke noget som ville tale for ham på nogen måde overhovedet, det var så sandelig heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det lige måtte komme til stykket! Han himlede med øjnene og vendte blikket direkte mod ham og uden at skulle se det mindste væk fra ham på noget som helst tidspunkt overhovedet. Han fnøs ganske kortfattet. ”Kan du prøve at være noget andet end en umulig lille møgunge?!” vrissede han fast. Han ville i den grad lyve hvis han vlle påstå at han slet ikke var lystet til at skulle slå fra sig, for det var han i allerhøjeste grad! Det var slet ikke noget som man skulle t age det mindste fejl af overhovedet! Han havde aldrig nogensinde været mere vred end det som han var for øjeblikket. At han valgte at spørge ind til hans syn, overraskede ham dog. Han blinkede let med øjnene som han pludselig måtte ende med at komme ud af det. ”Ahva’?” spurgte han ganske så kortfattet, det var ganske.. højtideligt et sted? Ikke at det var noget som man skulle komme det mindste udenom overhovedet. ”Det er udmærket.. Jeg ser klart igen,” fortalte han ganske stilfærdigt. Ikke at han ville lyve om det. Han fnøs ganske kortfattet og slog armene let over kors og så på ham. ”Hvorfor pokker vælger du at spørge ind til det?” spurgte han stilfærdigt. Det var slet ikke noget som gav nogen mening for ham på noget som helst tidspunkt overhovedet. Han så på ham med det samme faste blik som tidligere. Han forstod sig virkelig ikke på procianere og det var deraf også grunden til at han måtte.. frygte dem så meget som han nu måtte gøre det?

[Deleted]

Et svagt lille smil gled kort over læberne på Shane, da det tydeligt var at høre ved Alaster, at han blev overrasket over Shane´s spørgsmål. Han morede sig ikke over det. han var bare lidt glad for, at han havde fået samtalen over på et andet spor. I hvert fald for nu. Det var jo langt fra sikkert, at det holdt ved ret længe overhovedet. Det Alaster dog derefter spurgte om kom lidt bag på ham. han så op på ham. "Hvorfor jeg spørger? Det er da indlysende..jeg vil gerne vide om det var gået godt." han trak let på sine skuldre og bed sig lidt i tungen mens han så på ham. "Men det er jeg glad for at høre. At du kan se klart.." Han smilede stille og så på ham i lidt tid. Kunne ikke lige se væk, men det gjorde han dog til sidst for ikke at gøre Alaster vred over det eller utilpas. "Det var godt.." hviskede han stille og til sig selv. Han var faktisk lettet nu. Over at det var gået så godt for ham. Han havde frygtet synet ville være umuligt at gøre helt raskt. "Så har du fået dit normale liv tilbage..Du har dit syn og du er i Dvasias. Så kan du ikke bede om mere. Udover, at jeg ville forsvinde.." han så stille op på ham. "Og jeg ville gerne gøre det. men det er lidt svært når du valgte og skade mig." han lænede sig stille tilbage på bænken. Om Alaster overhovedet forstod den hentydning vidste han ikke. men smerten var kommet efter han var blevet smidt mod jorden ås han måtte have vredet foden om eller noget ved det. Han kunne i alle fald ingen steder gå lige nu. "Men der er noget jeg ikke forstår...du sagde jeg ville dø så snart jeg mødte nogen dvasianer her." han så lidt op igen og mod ham igennem et par lokker af det sorte hår der var gledet en smule ned over hans pande og øjne. "Men dem jeg har mødt har ikke angrebet mig. Kun ham vampyren. De andre jeg spurgte har vist mig vej uden at tage sig af hvem jeg var." han slog let ud med hænderne. Og hans uskyldighed var svær at skjule. og nogen havde jo kunnet se og høre han ikke var herfra, men de hjalp alligevel. Der fandtes åbenbart få rare væsner i Dvasias. "Og jeg er ikke længere bange for mørket. Og jeg er heller ikke bange for alle der befinder sig i det." han var faktisk lidt stolt over han havde udviklet sig på den måde siden sidst. Men ville Alaster synes der var nogen forskel? Han var næppe stolt. Forlangede han heller ikke. Men han kunne vel i det mindste mene det var flot gjort at overvinde hans frygt så drastisk.

[alaster]

I Alasters øjne havde Shane virkelig ikke forandret sig det mindste. Måske at han var blevet en anelse mere selvsikker ved at passere muren som han havde gjort, selvom Alaster virkelig ikke kunne se hvad pokker han skulle lave på denne her side af den. Hvorfor havde han i det hele taget gjort det? Havde det virkelig været fordi at han var blevet forbudt at gøre det? Var det fordi at det havde været en eller anden mærkværdig form for lydløs protest, så det var gjort med en handling i stedet for? Han forstod det virkelig ikke og det var i den grad også noget af det værste ved det hele når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af, for der skulle virkelig ikke meget til at gøre ham urolig eller irriteret nu om stunder og specielt nu hvor han havde den fulde mulighed for at skulle se igen, så var det vel i sig selv også ganske så logisk når det endelig måtte komme til stykket? De mørke øjne hvilede fast på Shane og ikke midnst med den næsten tydelige utålmodighed, for dette var virkelig ikke noget som han kune komme udenom at han virkelig måtte nyde af. At se manden sidde der, såret, næsten skræmt på sit vis, for han ønskede jo trods alt heller ikke nogen former for skældud, så hvad pokker lavede han egentlig her, hvis det ikke havde været det som han havde ønsket når det endelig måtte komme til stykket? Havde han virkelig regnet med at Alaster ville tage imod ham i omfavnelse og i ren og skær savn? Så havde han så sandelig taget noget så grueligt fejl af ham, for det var slet ikke den mand som han var! At han havde valgt at spørge ind til hans syn, havde virkelig ikke væfret noget som han direkte kunne sige sig, at have ventet sig på nogen som helst måde overhovedet når det endelig måtte komme til stykket det var der så sandelig heller. Han rystede stille på hovedet og vendte blikket mod Shane igen. Det kunne ganske enklet ikke være rigtigt, at det skulle gå frem på denne måde! ”Det er udmærket Shane..” afveg han ganske kortfattet, udelukkende fordi at det ikke direkte var noget som han ønskede at skulle snakke for meget om lige nu. Det havde virkelig været nok at han havde været tvunget til at skulle tage imod hjælpen for at stå der som han gjorde i øjeblikket, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han himlede let med øjnene. ”Det er mere held end forstand, Shane.. Havde de vidst hvad du var, ville de ikke tøve med at slå dig ihjel.. Det forundre mig at en vampyr ikke havde gjort det allerede,” vrissede han let. Han var bestemt ikke i det bedste humør og det var end ikke noget som man kunne tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var ogås helt sikkert. ”Tag hjem Shane.. Du har virkelig ikke noget at lave her..” afsluttede han med en lavere vrissen. Bare tanken i sig selv, var noget som kunne gøre ham ganske vred når det endelig måtte komme til stykket, for han ville virkelig ikke hænge på ham her i Dvasias, det måtte han da godt kunne forstå?!

[Deleted]

"Jeg er hjemme.." mumlede han stille for sig selv og tvivlede på, at Alaster hørte det. "Bare gå..så snart jeg kan gå på min fod så skal jeg nok forsvinde herfra.." og med herfra mente han bænken. han ville forsøge og finde en kro eller lignende og skaffe sig et værelse. Han ville ikke tage tilbage. han måtte enten undgå Alaster eller så vise ham, at han sagtens kunne klare sig alene her i ondskabens hjerte. han ville ikke lade sig kue sådan uden grund. Han så ikke på ham og sad lænet lidt tilbage på bænken. Den svage frygt for skæld ud var gået sin vej igen, da det ikke lod til Alaster havde tænkt sig og gøre det. Han var uden tvivl lettet og glad for, at høre hans healing havde haft succes selvom det havde været farligt for ham og temmelig drastisk forsøg. Han ville nok ikke gøre det igen. Det kunne slå ham ihjel så let som ingenting uden tvivl. Havde Alaster heller ikke taget ham indenfor var han også død af det. Det var han sikker på. han kunne godt bruge noget varmt lige nu og håbede han havde råd til både et værelse for noget tid og mad og sådan samtidig. Bare så han ikke skulle til og tjene til føden på beskidte måder. Han fik helt gåsehud ved den tanke. Han gned sin arm lidt. "jeg behøver ikke dig til og passe på mig. jeg havde ikke regnet med at møde dig her.." han så kort op på ham. "Men det var rart og se dig igen. Selvom jeg med sikkerhed kan sige det vidst ikke var gengældt..." han trak lidt på sine skuldre og forsøgte at virke ligeglad med Alaster´s mening om ham.

[alaster]

Alaster var virkelig ikke i stand til at se, at Shane havde ændret sig. I hans øjne, var dette virkelig ikke noget andet end et direkte forsøg på en tavs protest mod det som han havde sagt til ham og det var virkelig det som kunne gøre ham noget så frygtelig sur og noget så frygtelig vred! Hans øjne lyste af den rene vrede. Her ville han slet ikke være i stand til at beskytte manden mod alt det som faktisk ville kunne ramme ham, det var der heller ikke nogen tvivl om, og det var virkelig også det som gjorde det så mange gange værre for hans vedkommende. Det var direkte noget som kunne gøre ham noget så vred og rasende, at man skulle tro at det var løgn. Han kunne virkelig intet stille op når det endelig måtte komme til stykket og det måtte Shane da vide? At han faktisk rendt rundt og legede med livet for øjeblikket. Så snart at nogen fandt ud af, at han var et lysvæsen, ville de da slet ikke tøve med at skulle slå ham ihjel og det ville sætte Alaster i en forbandet uheldig situation og det var bestemt ikke noget som han måtte ønske sig når det endelig måtte komme til stykket og udelukkende på grund af en ting; At han ikke selv havde slået manden ihjel dengang han havde chancen, så havde det virkelig ikke nogen betydning i sig selv for ham, for han havde virkelig været forbandet fristet til det. Han vendte blikket direkte vantro mod Shane i stedet for ved de ord og fnøs ganske kortfattet. ”Du er hjemme? Du kan tro at det er løgn,” vrissede han mere sammenbidt. Han var virkelig mere fristet til at gå end til at blive og dog, så kunne han ikke bare efterlade Shane her på denne måde, ikke nu hvor han havde gjort alt det for ham som han havde gjort. Nu stod han jo trods alt i et meget personligt dilemma og han vidste hverken til eller fra når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke nogets som man skulle tage fejl af, for det var virkelig noget som måtte frustrere ham meget mere end det som man virkelig kunne tænke sig frem til når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han fnøs ganske kortfattet. ”Du er virkelig langt hjemmefra knægt og jeg vil virkelig bare råde dig til at søge hjemover for din egen skyld, ellers ender det virkelig først med at gå galt.. Du hører for pokker slet ikke til her!” udbrød han denne gang med en fast og kraftfuld mine. Fuldstændig ligeglad med om andre kunne høre ham eller ikke, for det var slet ikke noget som han tænkte det mindste over når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af overhovdet. Han så på ham med en næsten overraskelse i minen. ”Du.. du havde ikke regn….” Han rystede på hovedet. Det havde han virkelig forbandet stor besvær med at skulle tro på. Hvorfor pokker skulle han da ellers have søgt til Dvasias i udgangspunktet hvis det ikke havde været for at møde ham? Om ikke andet, så håbe på at skulle møde ham? Det var slet ikke noget som gav det mindste mening for ham på nogen som helst måde overhovedet! ”Du ved godt, at jeg virkelig har problemer med at tro på det, Shane? Hvorfor pokker skulle du ellers have været her?” vrissede han med en direkte vred stemme. ”Jeg vidste ikke at lysvæsner kunne lyve..” mumlede han med en vred stemme. Han slog armene over kors, bare for at have et eller andet at gøre med dem, ellers var han virkelig forbandet bange for, at han ville ende med at smække noget så voldsomt til Shane. Hvad pokker var det den mand måtte tænke på?! ”Jeg kan ærligt sige, at jeg havde håbet aldrig at se dig på denne side af muren, Shane.. Det ender virkelig med at koste dig livet.. Hvad pokker er det du tænker på?!” vrissede han med en direkte vred og foragt i stemmen. Han forstod det virkelig ikke! Han var ikke ligeglad med hans mening, det kunne Alaster da tydeligt høre på ham.. hvorfor skulle han ellers dømme ham på den måde, som han gjorde det?

[Deleted]

Han rystede stille på hovedet. "jeg havde ikke regnet med, at støde på dig. jeg håbede det måske et sted, men jeg kom ikke hertil for at gøre det." han sukkede og ville på en måde ønske, at han slog ham. Bare for at han måske kunne komme ud af med sin vrede. "bare slå mig Alaster...du har vel lyst til det? slå mig ihjel hvis du vil..du har allerede skadet mig så hvorfor gør du ikke bare mere ved det?" han sukkede stille igen og bed sig i læben igen og havde lyst til, at rejse sig op og bare gå. "Slå mig eller gå din vej." hans stemme var træt. han orkede ikke at sidde her og holde ham tilbage når han nok helst ville gå sin vej. "Jeg har ikke brug for dig!" han så vredt op på ham og slog ud efter ham med den ene hånd. "Jeg klarer mig selv.." han bandede lavt og havde lyst til og løbe, men han ville nok ikke engang komme op og stå uden hans fod gjorde vildt ondt. "og jeg lyver ikke! Jeg kan ikke engang lyve..Og ikke fordi jeg er et lysvæsen. Jeg er bare ikke i stand til det." han slog ud efter ham igen og havde lyst til og ramme og få ham til og reagere. Han havde lyst til, at han slog ham og så gik. Efterlod ham og så måtte han klare sig selv. Som han ville. Han havde ikke lyst til, at være til besvær for Alaster. "Du har et travlt liv så skrid tilbage til det!" han så vredt på ham og rystede af vrede. han havde aldrig været så vred som nu, men det gik ham slemt på, at Alaster var sådan. At han ikke troede på ham og at han oveni ville bestemme hvor han måtte være. "Skrid og lad mig være i fred din forbandede dvasianer.." han bed sig i tungen så der næsten gik hul og så ned mod jorden. Om dette fik Alaster til og gå eller blive mere vred. Eller måske endda fik ham til og blive overrasket og falde ned eller noget var ikke ting som Shane endnu havde svar på af nogen art. Han var også ligeglad med hvad der skete. Han var træt og havde bare lyst til og få noget søvn. Men hvor? Hvis hans fod blev ved med, at gøre ondt endte han nok med, at sove her. Lige på bænken hvor han sad. "Du er jo ligeglad med mig så bare efterlad mig her og så kan du jo se imorgen om mit lig ligger her!" han spyttede mod jorden foran hans fødder. "skrid med dig." han lagde sig ned for at vise at han ikke havde i sinde, at flytte sig. han kunne jo heller ikke med foden endnu.

[alaster]

Alaster var virkelig bare vred for øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Hvor var det bare typisk for den knægt foran ham, at skulle gøre det stik modsatte af, hvad han havde fået at vide! Det var virkelig bare noget som måtte frustrere ham noget så voldsomt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder som man overhovedet kunne forestille sig. Hans øjne lynede virkelig og det var virkelig heller ikke til Shanes forsvar at skulle sige ham imod, for det var bestemt ikke en tanke som han ville have noget med at gøre, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. Det var virkelig noget som bare måtte gøre ham noget så vred og noget så rasende i den anden ende. Han knyttede hænderne. At han var kommet til skade, var så sandelig ikke hans skyld. Han kunne vel bare begynde at bruge ørene og så lytte som enhver anden i sandhed burde have gjort det? Det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var også helt sikkert. Han himlede med øjnene og med et fnys. Det var ikke fordi at han havde travlt om sådan, men ja, han havde virkelig forbandet meget at se til og han ville virkelig ikke hænge på et lysvæsen som ikke kunne passe på sig selv og da specielt ikke fordi at han vidste, at den knægt udmærket godt kunne leve et godt liv i Procias, så hvad pokker lavede han egentlig her?! Et stille smil passerede roligt hans læber. ”Og nu kan du finde ud af, at være fjendtlig? Tror du ikke, at det kom bare en smule forsent?” vrissede han med en tydelig mere vred og sammenbidt stemme. Ikke det, at han blev sagt imod var det som måtte gå ham på. Men alt det andet. Han trak let på skuldrene. ”Tro det eller ej, så har jeg, kontra dig, et liv at skulle passe på og her vil jeg bestemt ikke hænge på et lysvæsen! Kan du ikke se det Shane? Du har intet at komme her for.. du har intet at skulle lave her og mest af alt, så ja, jeg er fuldstændig ligeglad med dig..” Han trak på skuldrene. Det var sandhed i løgn et sted, for han skyldte knægten for det som han havde gjort, ellers kunne han jo ikke selv stå der som det han gjorde for øjeblikket, det var heller ikke noget som man skulle tage det midnste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han fnøs igen og med den tydelige vrede i minen. Han havde simpelthen bare fået nok nu! ”Din begravelse.. Du skal nok regne med, at du faktisk er død i morgen,” sagde han kortfattet. Om det var et desperat forsøg på at skulle appelere til hans egen samvittighed, så var det i den grad bare gået i vasken, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”Idiot..” mumlede han stille, som han vendte om og bare forlod stedet. Han havde simpelthen bare fået nok nu!

//Out

[Deleted]

Shane lod sit blik let hvile mod mandens ryg, da han gik derfra. Han bed sig i læben. Han kunne ikke løbe efter og selvom han kunne så ville han nok have ladet være. Han ville bare gøre Alaster mere rasende ved det og det vidste han. Der ville intet godt komme ud af det faktum faktisk. han sukkede og så ham gå væk og krøb lidt sammen på bænken. Han så ned på sin fod og forsøgte, at trykke lidt på den for at mærke hvor det mon gjorde mest ondt henne. Han ville så gerne videre istedet for nærmest at være fanget her på bænken. Han vidste jo ikke hvilke typer der måske kom forbi. En idiot..ja det var han jo nok og det vidste han godt inderst inde. Han burde måske tage hjem? Nej han havde ikke lyst. Han ville være her. Eller Manjarno? Han vidste det ikke og det gik ham på, at han nu måtte finde et svar. Han satte sin fod ned og rejste sig stille op og bed sig i læben. Det gjorde lidt ondt, men den var vidst ikke brækket og det var vel det vigtigste? Nok bare øm eller forstuvet. Han gik et par skridt og det gik fint og han kom langsomt, men sikkert frem. Han måtte nok søge ind på en kro eller lignende og få sovet før han tog en beslutning. Han havde skam lært bedre at omgås fremmede og mange folk, men han holdt sig nu stadig skjult netop fordi han var et lysvæsen midt i mørkets midte.

//Out