Silence as the grave..

[Deleted]

Ilaria var virkelig en hård type og hun var bestemt heller ikke nem at skræmme, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun sendte ham blot det tydelige faste blik, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Hun var urokkelig når hun endelig måtte stå på sit og det skulle Brandon nok snart finde ud af! De isblå øjne hvilede direkte mod hans skikkelse og uden at se det mindste væk, og måske, at han var så vant til at skulle skræmme folk, for det var slet ikke noget som faldt hende det mindste ind, at skulle give ham den lyst for, for det var slet ikke noget som hun ville! ”At true mig på livet, er jo så heller ikke et godt træk, er det, Brandon?” spurgte hun med en næsten flabet eller snobbet stemme og uden at fjerne blikket det mindste fra ham. Ikke at det var en hensigt som man skulle gøre noget ved, for lige når det kom til kampen om kønnet, så vandt hun tydeligt og overlegent, uanset hvad Brandon kunne gøre ved det! Kampen om kønnet havde Jaqia endt for dem og det var noget som hun i den grad også måtte være noget så frygtelig glad for i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle kunne drage det mindste i tvivl om på nogen måde! Armene slog ganske let over kors, som hun bare måtte fortsætte mod ham, så hun i sig selv, måtte komme tæt på ham. Det morede hende om ikke andet, at se ham reagere på hendes nærhed på denne måde alligevel. ”Så er vi to.. Jeg vælger.. bevidst at glemme, at du lige har valgt at true mig på livet,” sagde hun ganske så kortfattet. Ellers ville han da ende ud i problemer, det var helt sikkert! At solen ville være oppe inden alt for mange timer, det var hun kendt med. At han så tildels måtte være under et tidspres, kunne hun næsten gætte sig til, for hun havde jo trods alt også ramt ham og det at bevæge sig som han gjorde, var bestemt heller ikke til hans egen fordel! Hun stoppede op, som han endelig måtte vende sig imod ham. At han måtte spørge hende om hjæp forundrede hende dog meget! ”Du truer mig med mit liv og så spørger du derefter om min hjælp?” Hendes læber spillede ud i et næsten så hånligt smil og med den samme rolige mine hvilende på ham. Det var end ikke noget som hun ville kunne skjule det mindste overhovedet. Hun gik mod ham. ”Så sæt dig ned, så lad mig da hjælpe dig,” sagde hun ganske så kortfattet, idet hun roligt bevægede sig mod ham og uden at se det mindste væk overhovedet. Hun lod armene falde over kors og nærmere afventende til at han skulle sætte sig, så hun kunne komme i gang. Havde det blødt igennem, så skulle han høst sandsynlig syes.

[Deleted]

Han sukkede. "tro ikke det morer mig at spørge om hjælp..jeg kan godt rense det selv..men bare ikke bagerst omme.." han satte sig ned på en af gravstene. Lige så stille, da han da havde respekt for de døde trods alt. han så mod hende og hev en lille flaske frem af lommen og noget vat som var rullet ind i en pose. Han tog det stille ud. At sy de måtte han gøre derhjemme. Nål og tråd havde han, men han følte ikke helt for, at lade hende gøre de. Trods alt var en nål jo skarp og selv det kunne hun volde mere skade med. Han så lidt mod hende. "Jeg skal nok selv rense det jeg kan.." han trak skjorten af og smed den ved sin side og begyndte stille, at løsne bandagen op igen efter at have lagt flasken og vattet fra sig så det ikke faldt ned. Det var ikke blødt vildt igennem, men det skulle nok stadig tilses når han kom hjem. Lige nu ville han bare have renset det for urenheder før det gik galt af nogen art. Han tog flasken og fik den op. Han satte et stykke vat imod og vendte den på hvoedet. det duftede stærkt hvilket det nok også var for næsen, men det hjalp godt mod sår og det var let og have på sig rundt. Det sved lidt da han satte det ned mod sin side, men han viste ikke udtryk for, at det måtte være ubehageligt på nogen måder. Han holdt vattet imod i lidt tid for at få suget noget af blodet op og tog så en ny tot vat og gjorde det samme med flasken som før og begyndte så at duppe på sit så der hvor han kunne nå hvilket var næsten det hele. Minus det omme ved ryggen. Han så ikke på hende imens, men bare frem for sig. Han var da glad nok for hun gad hjælpe trods alt. Han viste det måske ikke lige nu, men hun skulle nok få det tak hun bestemt fortjente efter dette her. Det var dog næsten for meget. han gav hende en undskyldning og lod hende leve på trods af dette! og så bad han om hjalp og sagde tak. Åh gud han måtte da vidst være meget syg. Det var jo slet ikke ham når det var en kvinde det hele gik til. Han sagde dog ikke mere om det lige nu og lod det ligge. Det var jo ikke offentligt så han kunne stadig køer sit hårde liv med had til kvinder overfor andre hvis han ville det.

[Deleted]

Ilaria behøvede virkelig ikke nødvendigvis at være kold, flabet eller arrogant for den sags skyld, det var virkelig helt afhængig af hvem som hun måtte møde på sin vej og det var vel også noget som Brandon efterhånden måtte have fundet ud af? Ikke fordi at det var noget som raget hende det mindste, for det morede hende virkelig, at der var nogen som faktisk måtte turde at skulle stille sig op mod hende på den måde, for det var virkelig ikke noget osm man så særlig ofte, det var der end ikke noget som helst som man kunne betvivle det mindste. Hun lod hovedet søge let på sned, hvorpå de isblå øjne stadig måtte hvile på ham og selv med det ellers så svage smil på læben, selvom det virkelgi ikke var noget som man skulle se på med hån eller noget som bare måtte minde om det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun kunne faktisk.. være sød hvis det var noget som hun ville, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af overhovedet. ”I så fald så kan du da spørge pænt?” spurgte hun kortfattet. Det tonefald som han tog brug af overfor hende, var hn bestemt ikke meget for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun lod ham ganske roligt begynde arbejdet med at ordne de mange sår, som hun selv ikke ønskede at skulle blande sig meget i, selvom det ville være.. nemmere at skulle lade hende gøre det hele for ham, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af på nogen måde, for så ville det blive smurt jævnt ud, i stedet for sådan som han måtte gøre det. Det var virkelig heller ikke noget som ville hjælpe stort til i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, når det endelig måtte komme til stykket. Det var virkelig ikke så galt, at skulle spørge en kvinde til råds elelr hjælp, det skulle hun nok finde ud af og prøve at fortælle ham når det endelig måtte være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun satte sig roligt ned ved siden af ham, så hun ikke ville virke højere end ham for på sit vis, så lå de vel også samme sted? ”Lad mig nu hjælpe..” sagde hun stille. Hun tog ganske forsigtigt omkring det lile stykke vat, for derefter ganske roligt og forsigtigt begynde at dyppe det i hans sår. Hun ønskede virkelig ikke at han skulle have mere ondt, så dette var vel også på sit vis en forsoning? ”Det skal syes.. Jeg ramte vidst temmelig godt alligevel,” afsluttede hun stilfærdigt. I sig selv, så var det jo bare ærligt, for hun kunne da tydeligt se, at såret var lettere alvorligt alligevel.

[Deleted]

Han sagde ikke noget og lod bare til at være opslugt af sit foretagende med at rense såret. Det var faktisk lidt dybere end han først havde troet, men mest fordi han nok også havde bevæget sig rundt så det var gået mere op. Han kunne ikke gøre så meget andet end bande lavt over dette. Han havde ikke tid til og sidde her og blive syet og alt det. Han så lidt overrasket op, da han pludselig fik selskab på stenen ved at hun valgte at sætte sig. Nu var der da ved og være mangel af plads på stenen, men de skulle jo heller ikke sidde flere. Han håbede i hvert fald ikke der pludselig kom en eller to ud af mørket for at sidde der. for så flyttede han sig altså! Han så på hende og nåede ikke og sige imod eller gøre noget før hun havde taget vat stykket ud af hans hånd. Han skulle lige til og tage et nyt, da han mærkede hun var begyndt og rense i stedet og så lidt på hende. Han havde ikke bedt eller spurgt hende om at tage over endnu. Hun valgte selv at gøre det? Han var faktisk. ja overrasket frem for alt, men også en smule beundret over hun pludselig var en hel anden person nærmest. Sådan havde han jo selv været overfor Constantine og Shawn, da tid var. Hna sukkede stille ved tanken om de to og rystede lidt på hovedet. Constantine var han kommet over. Shawn savnede han. Han så lidt rundt og ud i det tætte mørke der var begyndt, at rive sig lidt løs og blive en smule lysere i det. Morgenen kom snart så han burde nok snart tage hjem. Han så på hende igen da hun snakkede om at skulle syes. Han rystede stille på sit hoved. "Jeg må få det syet når jeg kommer hjem..jeg har ikke tid til og blive her. Jeg skal hele vejen til Manjarno før solen står op." han sukkede let og så på hende. "men tak..." han regnede med hun var færdig og begyndte stille at pakke vattet og det ned igen så det næstne intet fyldte og lige var til at gå med i lommen. Han måtte bare håbe såret ikke begyndte og bløde vildt meget igen når han var på vej hjem. Det var jo en lidt lang vej og han var efterhånden en smule under tidspres så han havde ikke lige frem tid til en stor samtale eller diskussion lige her og nu. Den måtte de tage en anden gang vel? Men han var under alle omstændigheder taknemlig for hun havde hjulpet ham selvom de ikke just var gode venner. Han rejste sig stille op og så på hende. "Du skal vel også selv hjem?" spurgte han stille og lagde hovedet let til den ene side sådan hældende. Hun kunne jo godt blive ude i solens lys. men nu havde hun været ude om natten så i hans hoved så ville hun vel skulle bruge søvn i løbet af dagen? Han regnede jo ikke med hun boede her. det ville være lidt for sært efter hans mening, men selvom han stod og tænkte de tanker lige her og nu så sagde han dem bestemt ikke høj. Han havde ikke tid til, at hun blev fornærmet eller sur igen. Han ville og skulle bare hjem og lige have set til Shawn´s hvile før an selv gik indenfor og tog et bad og blev syet og så nok få noget søvn. nej noget blod først. Han gav et let buk med hovedet før han vendte stille rundt og gik lidt ned mellem gravene.

[Deleted]

Ilaria kunne virkelig godt være en mild person, hvis man viste hende det samme. Hun ønskede virkelig bare at skulle respekteres og det mente hun i alle fald ikke selv, var at sætte kravene særlig højt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hvordan Brandon kunne have det syn på kvinder, var end ikke noget som hun kunne forstå – Specilt ikke i et land som Dvasias måtte være. Kvinder blev dyrket for deres kroppe, for deres sensuelle udstråling som så mange måtte have det uden at være af en sensuel race på nogen måde. Det morde hende om ikke andet, at han havde det syn som han havde, for det tillod hende om ikke andet også at være en anelse flabet og det var noget som hun faktisk også selv måtte nyde godt af til tider såsom dette, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Han havde spurgt om hendes hjælp og så ville hun altså heller ikke bare sidde og stirre ud i luften som det rene ingenting og lade som ingenting. Han havde brug for hjælpen og hun kunne da også tydeligt se det og føle det på ham om ikke andet. Hun havde ramt meget bedre end det som hun lige havde regnet med, selvom de tnu i bund og grund havde været hans egen skyld. Han kunne vel bare have ladet være med at tirre hende som han havde gjort det? Hun fortrød det virkelig ikke. Det var gjort i selvforsvar, for han havde trods alt også valgt at skulle skade hende, selvom det slet ikke havde været i den samme grad som hun havde gjort ved ham. Han skulle vel også bare lære, at kvinder godt kunne være farlige? At de faktisk kunne være farlige og ikke bare var af dem som stod med frygten i øjnene når den store Brandon passerede dem på deres vej, for hn havde bestemt ikke været bange for ham og det ville hun aldrig nogensinde blive i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket! Hun rensede hans sår ganske forsigtigt og sørgede for at komme hen i hver eneste lille centimeter af det som hun overhovedet var i stand til at skulle gøre det, det var end heller ikke noget som man skulle tage meget fejl af, for.. hun ønskede vel heller ikke, at han skulle have meget mere ondt end det som var nødvendigt. Han havde vel lært efterhånden? At man ikke skulle dømme en bog på dets omslag, men på indholdet? Hun trak let på skuldrene. ”Jeg har nu ikke travlt. Jeg sover hvor jeg finder mulighederne for det,” forklarede hun lettere stilfærdigt. Ikke at hun ville skjule det for ham. Når han snakket ordentligt til hende, så kom der også ordentlige svar tilbage. ”Det er vel heller ikke noget som du vil bekymre dig om vel? Jeg er jo bare en kvinde..” sagde hun med endnu et let træk på skulderen. ”Du burde i hvertfald få det tilset. Går der betændelse i det, så kan det være slemt,” afsluttede hun roligt, som hun endnu en gang rettede sig op og vendte blikket mod ham igen. Hun så blot som han bare rejste sig og fortsatte ned mellem gravene. Denne gang valgte hun dog, at skulle blive siddende. Det var jo heller ikke fordi at hun havde noget direkte sted at opholde sig. Hun sov der hvor det var hende muligt og var der hvor hun fandt mulighed for det. Hun havde trods alt aldrig rigtigt haft noget direkte fast, at skulle holde fast i som sådan. Det havde hun aldrig haft.

[Deleted]

Han havde en smule ondt ved og gå med et sår lige der i siden, men han viste det ikke og sagde heller ikke noget. Lod blot som ingenting. Han lagde mærke til hun ikke sagde noget efter han havde rejst sig og var begyndt og gå og hun gik vidst heller ikke med. han stoppede stille op og vendte sig om mod hende. "hvis du ikke har noget sted du skal være..så kan du gå med? Turen er små lang og du er ikke så slem som jeg havde frygtet. Jeg er desuden lidt nysgerrig omkring visse ting så det kan vi snakke om på vejen? hvis du vil altså." Han trak let på sine skuldre og vidste jo ikke om hun ville med. den eneste grund til han havde sit syn på kvinder selv i Dvasias var jo fordi han ikke boede her. han opholdt sig her godt nok til tider, men det var mest når han havde jobs indenfor tortur. Ellers boede han jo i Manjarno som hertug. Men det vidste hun jo så intet om og han ville heller ikke sige noget om det lige nu til hende. hvorfor skulle han dog det? Det så han slet ingen grund til. Han så på hende lige så stille og ville faktisk gerne vide lidt om hvor hun havde lært at slås på den måde. Men det var kun fordi hun havde ramt så godt. "Og bare rolig.. jeg har sjældent fået sår og dem jeg har fået har aldrig haft betændelse i. Om en time eller to er jeg hjemme og så bliver det renset igen. Ikke fordi jeg ikke stoler på du fik gjort det rigtigt. men bare for en sikkerheds skyld." han trak lidt på skuldrene med et skævt smil og kløede sig i nakken mens han stadig så lidt mod hende. Han burde vel komme afsted nu for at kunne nå det, men han ville nu alligevel gerne vide om hun ville gå med noget af vejen eller om hun valgte, at blive her på stedet. Hvis hun ikke havde noget fast sted så kunne hun vel godt følge med? Medmindre hun ikke ville. det var jo op til hende selv alene. Nu havde han jo blot spurgt.

[Deleted]

Brandons syn på kvinder, var virkelig ikke noget som tiltalte Ilaria det mindste, det var slet ikke noget som man skulle betvivle det mindste. Hun var virkelig ikke af den slags som måtte stå og nærmest tisse i bukserne når den store torturmester måtte passere hende på gaden – Nej, hun ville da finde ud af hvor meget han egentlig kunne og til nu, så måtte hun jo ærligt sige sig selv, at hun ikke var videre imponeret over ham og det som han havde været i stand til, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. De isblå øjne hvilede på ham som han blot valgte at gå. Hvorvidt om det var fordi at han ville så langt væk fra hende osm det var ham menneskelig muligt, eller om det var fordi at han ikke tænkte på, at han faktisk sad i selskab med en anden – en kvinde såmænd, men det betød vel ikke så forbandet meget i sig selv. Hun ønskede virkelig bare at kvinderne skulle respekteres og ikke bare ses på som huskoner eller en maskine som bare skulle skyde en unge eller to ud i tide og utide, for det var virkelig ikek sådan, at det måtte hænge sammen! Hun blev roligt siddende og med hovedet let på sned. Hun var faldet til ro igen efterhånden, selvom det virkelig ikke havde været det nemmeste for hende at gøre bare sådan uden videre, det var helt sikkert. Det havde holdt hårdt, for det at skulle ende ud i kamp, var noget af det sidste som hun sådan set havde regnet med. Som en torturmester som han måtte være, så havde hun jo næsten ventet sig, at han ville være i stand til at skulle acceptere kvinderne ordentligt, nu hvor det jo var et dominant land af kvinder som han var ansat som torturemester i. Hun havde virkelig taget forbandet meget fejl af ham og det var bestemt ikke noget som hun måtte sige sig, at være synderlig imponeret over, for det var tvært imod noget som faktisk måtte gøre hende godt irriteret og ikke mindst også skuffet. Måske at det var noget af et frygtelig stort image at skulle leve op til, men det var vel også noget som man måtte tænke over en ekstra gang inden man hoppede ind i en stilling som det? Det var jo bare noget som man næsten måtte sige sig selv for hendes del vel at mærke. At han direkte tilbød hende at gå med, var noget af det sidste som hun direkte kunen sige sig, at have ventet at høre ham sige. Hun hævde spørgende begge bryn og betragtede ham. Hun trak på skuldrene. Hun havde jo ikke direkte noget sted at søge hen som sådan. Hun sov hvor hun fandt muligheden for det. Hun var virkelig ikke den type som kunne finde noget fast som hun var tilfreds med i den anden ende, det var også helt sikkert. ”Der er visse ting du gerne vil vide? Omkring mig eller er det noget ganske andet?” spurgte hun, som hun roligt måtte rejse sig op og vendte sig stille mod hans skikkelse igen. Det var jo trods alt heller ikke fordi at hun var bar den selv største tillid til ham, men det var vel også noget som ville komme efterhånden hvis det fortsatte på denne måde? Man kunne vel håbe i den anden ende? Om ikke andet, så for Brandons skyld, for så var det jo ikke så slemt, at det ikke måtte være godt for noget andet i den anden ende, det var der jo så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet når det endelig måtte komme til stykket. ”En torturmester bliver vel sjældent skadet? Dit sår er dybt, så du burde nok få nogen til at tilse det..” Hun trak vejret dybt og gik roigt hem til ham. Hun vendte blikket om ikke andet så alvorligt mod ham. ”Tro mig, det er ikke fordi jeg stoler på dig.. endnu,” afsluttede hun kortfattet. Han havde virkelig ikke givet hende en grund til at gøre det endnu.

[Deleted]

Han så bare roligt på hende. "tja..det er vel ingen der ved hvad jeg vil spørge om?" Han så endnu ingen grund overhovedet til og forklare det endnu. Det kunne de vel snakke om undervejs? Han rystede stille på hovedet. "I mange år har jeg kun fået små overflødige snit der knap har blødt overhovedet. Og jeg har ansatte derhjemme, som kan tilse det mere. Min læge og så videre." han viftede let med hånden og begyndte stille at gå igen. "og bare rolig. jeg stoler heller ikke på dig overhovedet." han fnys let og gik videre med rolige skridt og ville ikke skynde sig afsted så længe hans sår kunne risikere og få det værre. Han var vel bare glad nok for, at det var renset for nu.
Han stak sine hænder ned i lommerne på sine bukser og sparkede let til nogle af de mange små sten der lå på den sti de betrådte med deres fødder på deres færd væk fra stedet. Han havde for nu set nok til kirkegården og ville kun lige se til Shawn´s gravsted før det var slut for denne omgang. Han fortrød vel i sig selv, at han var gået hertil, men nu var det sket som det var sket. Heldigvis var såret jo ikke slemt. han havde selv gjort det værre ved og bevæge sig hurtigt. Han burde vel passe bedre på sig selv, men han havde nu ikke lige frem lyst til og pylre over tingene mere end nødvendigt. Han havde pylret nok over tabet af Constantine og så følgende over Shawn. Han ville ikke være pylret udenfor sit hjem når andre var til stede. Han så kort mod hende før hans blik atter gled frem for hvor de gik. Han lagde mærke til, at gravstenene blev færre og færre og til sidst tyndede helt ud omkring dem da de forlod kirkens område. Han smilede svagt og grinede kort. "Er du da bekymret for mig?" Han troede ikke på det, men det var vel stadigvæk sjovt og drille hende lidt med det for at ligge mærke til hvordan hun reagerede på det. Han ville så ende med, at være den der blev overrasket hvis hun endte med, at svare ja til det. Men det ville tiden jo vise? Han drejede stille væk fra den retning de havde gået i og gik mod Manjarno. Så måtte han jo se om hun kunne regne det ud også? Han var faktisk nysgerrig omkring hvor meget hun som kvinde vidste og hvor meget hun lagde mærke til i både omgivelser og snak. Han tvivlede på det blev ret meget han fandt ud af, men stadigvæk var det interessant at undersøge. Han ville teste hende. Det var også sjovt nok og se om hun kunne gennemskue hvad han var ude på. Han vidste ikke hvor hun havde tænkt sig at tage hen. hvor langt hun ville gå med. Hun ville nok ikke være i Manjarno, men så måtte han jo finde svar på så meget han kunne på den times tur der var. Eller lidt mere. Alt efter hvor hurtigt man gik naturligvis. Han strøg let en hånd igennem sit hår før han lod den glide ned i lommen igen på bukserne og så frem for sig. Han så dog lidt mod hende ud af øjenkrogen for at skjule han holdt øje. Han smilede ikke mere. Ikke rigtigt. han gik mest bare og forsøgte at opsluge hvad han fandt ud af. Han så sig lidt om igen for at se på tingene de gik forbi. Han måtte jo tjekke, at de gik den rigtige vej så han ikke pludselig var endt et forkert sted. Han havde jo ikke ligefrem tid at løbe på som hende. Hun kunne være ude på dag og nat. "for hvis du bekymrer dig så må du sige til..så skal jeg prøve og berolige dig igen." han grinede lidt og smilede svagt et skævt lille smil.

[Deleted]

Det kunne så sandelig ikke falde Ilaria ind, at skulle være bekymret for en mand som ham. Det havde hun vel heller ikke nogen grund til, når det endelig måtte komme til stykket? Selvfølgelig var det noget som måtte gå hende en anelse på, at mere eller mindre alle mænd måtte se på en kvinde på den måde, for hun var bestemt ikke af den samme opfatning. Hun havde virkelig ikke nogen tro på ham på nogen som helst måde overhovedet. Det havde vel heller ikke været nødvendigt for hende i det store og hele, så selvfølgelig, var det bare noget som hun valgte at bide i sig og lade som om, at hun slet ikke havde hørt. Hun vendte blikket mod ham. At han ikke stolede på hende, havde hun så sandelig heller ikke noget imod når det endelig måtte komme til stykket og de var nu også noget som hun kunne stille sig storslået tilfreds med i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Tungen strøg ganske let over hendes læber og med et stille smil på læben. At han direkte var så fin og fornem, at han havde det hele hjemme, var noget som blot måtte få hende til at himle med øjnene. En mand som ham var da virkelig ikke meget værd i hendes øjne, hvis han ikke kunne tage sig af sine sår på egen hånd, så var det virkelig ikke noget som man skulle prale med i hendes øjne. ”Du har egen læge hjemme? Nu må jeg da være fri..” Hun rystede på hovedet. Hvem pokker ville have en egen healer hjemme? Det var da bare direkte tåbeligt i hendes øjne! Med mindre.. at han ikke kunne passe på sig selv i det store og hele? Hun fulgte blot roligt med ham ud af kirkegården, selvom hun var tydeligt opmærksom på hvor de måtte gå og det hele. Hun strøg hånden igennem hendes hår og vendte blikket mod ham. At han satte kursen mod Manjarno, var noget som hun ellers tydeligt måtte bide sig mærke i, selvom hun ikke rigtigt gjorde noget ved det. Det som jo til nu måtte se ud som om, at han heller ikke havde noget imod hendes selskab, så var det noget som måtte glæde hende et sted, for var der noget som hun var vant til, så var det jo selvfølgelig, at hun ikke ønskede at trænge sig på, hvis han havde andre planer, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig mått ekomme til stykket, det var også hetl sikkert. Hun vendte blikket direkte chokeret mod ham. ”Om jeg er bekymret for dig?” gentog hun med den klare og tydelige overraskelse i minen, hvor hun virkelig ikke kunne skjule den faste latter, for det var virkelig noget af det sjoveste som hun havde hørt hele dagen og det sagde virkelig heller ikke så lidt! ”Jeg kan trygt fortælle dig, at du ikke har nogen grund til at skulle berolige mig, for jeg er virkelig ikke bekymret for dig. .Tvært imod, er det skamfuldt at være en mand med egen læge i hjemmet,” sagde hun ganske kortfattet. I sig selv, så var det virkelig bare endes egen mening når det endelig måtte komme til stykket, for der var virkelig ikke noget at gøre ved det. Hun havde virkelig ikke nogen grund til at skulle skjule sandheden for ham som hun selv måtte se den. ”Og desuden… hvorfor pokker bevæger du dig mod Manjarno?” spurgte un ganske kortfattet og yden at skulle se det mindste væk fra ham på nogen måde. Hun var i den grad langt fra imponeret af ham og det som han havde vst for hende. Hun vendte sig direkte mod ham. Der var virkelig ikke nogen tillid til ham, at skulle spore i hende, og da specielt ikke nu hvor det var kendt for hende, at han ikke kunne gøre det mindste, for at skulle passe på sig selv! Det var bestemt ikke en mand i hendes øjne!

[Deleted]

"Lægen er mest til dem der arbejder for mig. Jeg har ikke selv brugt nytte af ham endnu. De fleste sår healer jeg selv, men visse skal jeg bare klare derhjemme, da jeg jo ikke kan have det hele med." Han stoppede op og vendte sig roligt om mod hende med et svagt grin. At hun ikke var bekymret for ham havde han skam heller ikke regnet med, men det kunne jo ske. Man kunne jo til tider godt blive overrasket over en masse. folk og hvad der skete visse steder. At hun så spurgte om hvorfor han gik den vej han gjorde var nu noget han fandt en smule overraskende. Kunne hun ikke være ligeglad? Eller snarere: var hun ikke ligeglad? Han lod hovedet tilte mod siden mens hans blik stadigvæk så på hende. Et sted var han faktisk lidt ved at tro, at hun måske et sted ikke var så ligeglad som hun virkede? Men det kunne vel ikke passe? Og dog man blev jo til tider overrasket så det kunne være. Man kendte jo ikke alle helt igennem og slet ikke når det nu var første gang de mødtes og de jo sådan set ikke rigtigt kendte hinanden som sådan. "Jeg går mod Manjarno fordi mit hjem ligger i den retning.." Det var jo let nok at sige uden at fortælle for meget plus det jo var sandt. Hans hjem lå den vej, men bare på den anden side af grænsen selvom det jo var en fakta som hun ikke kendte. Men hvis hun spurgte mere ind til det ville han nok fortælle mere, men han så ingen grund til det hvis hun ikke spurgte. "Jeg bor ikke lige om hjørnet så hvilken retning jeg går imod kan vel være ligemeget?" Han så roligt på hende uden man helt kunne se eller høre på ham om han løj. "Jeg vælger blot, at jeg vil gå den hurtigste vej hjem." Han trak lidt på skuldrene og lod sine hænder langsomt glide ned i sine lommer. Han vidste ikke om han bare skulle vælge at gå videre igen nu eller blive stående. Det var jo temmelig uhøfligt at gå hvis hun havde mere at sige, men den slags plejede han jo så bare at være ligeglad med når det galt kvinder. Dem havde han jo knap noget til overs for, men hun var anderledes og han vidste jo nu noget af det hun var i stand til. Plus hun oveni havde hjulpet ham med at få såret renset helt hvor han ikke selv kunne nå så han følte lidt, at han skulle være mere rar mod hende og det havde han også tænkt sig som en lille slags taknemlighed. "Skal du da den modsatte vej? For så kan vi jo nok ikke følges hvis det er det du vil?" han smilede lidt drillende. Ikke ondt eller ledt, men bare drillende hvilket faktisk skete sjældent. Han var ikke så tit i det drilske hjørne, men lige nu var han endt der lidt.

[Deleted]

Brandon forvirrede virkelig kun Ilaria mere og mere. Hun var af den meget nysgerrige type, men i den grad også af den utrolige faste, for hun var virkelig ikke den type som man skulle løbe om hjørner med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun kneb øjnene fast sammen. Man kunne ikke sige, at hun var ligeglad, for det havde hun aldrig været. Hvad hun blot ønskede at vide, var om det som skete omkring hende som i dette tilfælde, også var noget som kunne komme hende til gode, ellers kunne det vel være fuldstændig ligemeget? Hun himlede let med øjnene og rystede derefter roligt på hovedet. Det var jo heller ikke fordi at hun havde noget som helst til overs for en som ham, for det havde hun virkelig ikke nogen grund til! Hvordan en mand som ham kunne have en egen læge, var slet ikke noget som hun måtte se sig imponeret på, på nogen måde. Måske at han havde penge, hvilket hun næsten kunne gætte sig til eftersom det var sådan her, at det måtte være, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert, men nu stod hun her.. Det kunne virkelig ikkelig ikke være rigtigt ,det som hun hørte! Det kunne det virkelig ikke! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Legebarn..” mumlede hun let for sig selv. Hvis han ikke klarte det uden en læge i hjemmet, så var det da virkelig hurtigt alt for meget, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Hun havde ikke noget fast sted at være, og det var nu heller ikke noget som gjorde hende noget direkte, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun rystede let på hovedet. Han behøvede da ikke at forklare hende helt præcist hvorfor at han gik i den retning som han gjorde det, for det behøvede hun vel heller ikke at skulle blande sig i direkte? ”Jeg går hvor det passer mig,” afveg hun ganske kortfattet. Hun havde ikke noget fast sted at opholde sig og det var virkelig ikke noget som han havde behov for at vide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun kneb øjnene fast sammen. Han ramte hendes punkter, selvom hun virkelig bare prøvede at bide dem i sig. Direkte så var hun ikke ligefrem fristet til at skulle følge med ham.. Interessen var mere eller mindre dalet noget så frygteligt. ”Jeg vil ikke forstyrre dig, Brandon.. Du har tilsyneladende meget at ordne.. Som at opsøge din læge..” Hun rynkede tydeligt utilfredst på næsen, idet hun stoppede op. At være i et drillende humør, det var hun i den grad ikke, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. ”På gensyn,” afsluttede hun kortfattet. Hun havde virkelig ikke nogen grund til at skulle blive der ved ham, hvis han ikke var en mand som man kunne stå ved af interesse. Han var for.. svag i hendes øjne. Hun vendte om og gik mod den anden retning, direkte mod Dvasias’ kerne.

//Out