Silence as the grave..

[Deleted]

At den ikke gik ind og rammede hendes pulsåre var kun fordi det var noget han havde valgt den ikke skulle. Han grinede lidt og så på hende da hun trak sin hånd til sig. "jamen dog...du bløder.." han holdt dog op med at grine igen, da han så isen der kom imod ham og måtte smutte til siden i en fart før han fik hånet færdigt! Det var altså ikke særlig pænt, at forhindre ham i at nyde øjeblikket. Han sagde dog ikke noget om det og bandede lavt, da hans ene ærme var blevet ødelagt af is projektilen der havde skåret igennem det fine stof. "Det var en helt ny skjorte.." han sukkede og rystede på sit hoved og så mod hende. Det var godt nok ved og gå ham en del på, at denne kvinde troede hun var noget og så spildte hans tid! Han havde uden tvivl andre og bedre ting og tage sig til end bruge den på hende. "Nu må jeg have fat i min skrædder igen." han bandede lavt og så på det ødelagte ærme og tog fat i skalpellen og kastede den hen mod hendes hoved i ren vrede over hun havde angrebet ham på den måde. Om han så ramte tvivlede han på når det var i vrede, men han havde masser af dem så han smed ikke sit våben væk som sådan. Han havde dem gemt overalt.

[Deleted]

Hvis den havde ramt hendes pulsåre, så havde Ilaria været død nu, det var helt sikkert, hvilket hun i den grad ikke havde i tankerne for nu, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af overhovedet! Dette var virkelig noget som kunne gøre hende så vred, at hun havde sendt en projektil af ren is efter ham. At hun jo så havde ramt ved siden af og kun havde ramt hans skjorte istedet for, var noget som hun virkelig måtte sætte sig ned og bare ærgre over i den anden ende, det var end ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af overhovedet. At skjorten havde været helt ny, fik hende virkelig bare til at trække skadefro på smilebåndet. Det var virkelig fortjent i hendes øjne! At han fandt flere våben frem, var noget som bare kraftigt fik hende til at skulle reagere, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun kastede sig direkte ned i jorden, selvom skalpellen nåede at skulle rive op over hendes arm. Hun gispede ganske let og vendte blikket mod ham og denne gang med den tydelige vrede. Hun slog hænderne fast sammen, idet hun kom sig tilbage på benene. Nu bad han virkelig om det! Så længe, at det var mørkt, så var det køligt og så kunne hun nemlig sagtens bruge sin is! "Det spørges om du overhovedet er i live til det!" vrissede hun med en fast tone. Ikke at det var noget som hun kunne lægge det mindste skjul på overhovedet, for dette var virkelig noget som måtte gøre hende direkte rasende! En række af projektiler dannede sig ved hver af hendes fingre og voksede ud i en tydelig og meget kraftig spids. Hun vendte blikket direkte dræbende mod ham, idet hun fyrede alle 10 afsted. Hun var sikker på, at nogen i alle fald ville ramme ham!

[Deleted]

At skulle undgå alle 10 ville være noget som han ville få svært ved. Han ville i hvert fald blive ridset eller noget vidste han. Han smilede svagt og lige nu ville han bare undgå at blive ramt dødeligt. Så hellere få ødelagt mere tøj. Skjorten var jo alligevel revet itu så nu kunne det vel være ligemeget! Han bandede lavt og det gjorde det skam ikke bedre, at en af de fordømte is tingester ramte ham i siden og skar endda hul i både tøj og hud så han blødte lidt. Han ville dog ikke få hende til og tro at hun kunne skade ham alvorligt. Han holdt det derfor for sig selv og sørgede for at skjule siden og i mørket blev det temmelig nemt. Han så mod hende igen og fjernede hånden fra sit sår for, at hun ikke lagde mærke til det. "Ikke ringe.." han lagde hovedet på skrå med et lille grin. "En skam du er hunkøn..du kunne faktisk være blevet til noget stort hvis du blot havde været en mand." han rystede lidt på hovedet med et suk. "hvorfor er det tit de forkerte som får de specielle gaver og evner?" han rystede på hovedet mens han så på hende igen. "Men du har temperament..det har jeg faktisk ikke oplevet hos en kvinde før..De fleste løber skrigende væk eller græder. Nogen besvimer endda.."

[Deleted]

At hun ikke måtte ramme dybere, var noget som praktisk talt også måtte genere Ilaria tydeligt og meget endda, det var end ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom. Hun sendte Brandon et direkte fast og tydeligt dræbende blik. Hvis det ikke var fordi at bilkket alene ikke kunne slå ihjel, så havde han virkelig været død for længst! Hun trak vejeret dybt og hurtigt, det var virkelig ikke fordi at det var nemt i sig selv, men hun havde vel heller ikke noget andet valg. Hun var afhængig af luften som han var af mørket og hun vidste det jo udmærket godt! ”Tror du ikke jeg kan blive til noget på grund af mit køn?” spurgte hun med en nærmest vrissen, det i sig selv, var faktisk noget som måtte gøre hende vred og ikke mindst også noget så voldsomt irriteret, for hun havde bestemt ikke gjort noget forkert i denne situation, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun tog et skridt mod ham. Det trættede hende virkelig at skulle bruge isen på denne måde, men hun havde virkelig ikke noget valg, hvis han selv lagde op til det, som han nu havde gjort i denne situation, så bad han virkelig om det! ”Jeg er ikke blandt de svage.. hvem du så end er, som tror man er noget..” vrissede hun igen med den faste og noget så kolde stemme. At han selv ikke gjorde noget yderligere, så faldt hun selv en anelse mere til ro. Hun ønskede jo selvfølgelig også at vide hvem pokker han var, for det var hende jo fuldkommen ukendt og det var noget som hun praktisk talt kunne være noget så frygtelig træt af i den anden ende! ”Hvem er du?” afsluttede hun kortfattet. Hun krævede i den grad sine svar. Hun nægtet i den grad at skulle beskrives som forkert, udelukkende fordi at hun havde styr og kontrol på sit element!

[Deleted]

"jo..du kan måske blive til noget før eller siden..bare ikke i mit selskab." han smilede svagt. Ikke et glad smil, men et små ondt et. At hun ikke udnyttede situationen hvor han holdt 'pause' til selv og angribe var noget han var overrasket over. Havde det været hans position ville han nok ikke have tøvet med at angribe hende. Men hun var måske typen der kun angreb som gengæld? Tja det vidste han jo ikke noget om og det ville han nok heller ikke få at vide nogensinde. At hun spurgte til hvem han var til sidst fik ham til og løfte sit ene øjenbryn lidt og ligge hovedet på sned. "Hvem jeg er?" Tja han forventede jo ikke, at alle kendte hans ansigt eller metoder, men stadigvæk var det sært at nogen spurgte. Var sjældent han oplevede det og især midt under en kamp som de jo var igang med. "Mit navn er Brandon Faris DeLoca siden du så gerne vil vide det.." han så bare stadigvæk mod hende. Han brugte sit fulde navn bare fordi han havde lyst. Han ville nok helst have hun kendte til hans dvasianske side og ikke den manjarnoske. Men nu måtte han jo først se om navnet overhovedet sagde hende det mindste. En kvinde interesserede sig vel sådan set hverken for hertuger eller torturmestre? Måske for hertuger hvis de ønskede at komme ind i adlen, men højst ikke det andet. Han lagde let armene over kors. "Men jeg kan ikke se hvorfor du vil have den oplysning..."

[Deleted]

Ilaria trak vejret hurtigt og tungt. Det var virkelig bare forbandet længe siden, at hun havde været i kamp på denne måde, og direkte så var hun bestemt også typen som ikke kastede sig ud i kampe bare sådan uden videre. Det havde hun aldrig nogensinde været. Hun kneb øjnene fast sammen. Med den fatning af kvinder som denne mand måtte gå rundt med, så kunne han da aldrig nogensinde blive lykkelig, det var helt sikkert! Der var så forbandet mange gode piger derude og han var for blind til at se det. Hun var selvfølgelig nærmere draget af hans faste ydre og hans faste personlighed og den måde som han måtte træde frem i karakter på, for det var virkelig ikke noget som man så alle steder mere, det var der om ikke andet nogen tvivl om overhovedet. Hun rynkede ganske let på panden. ”Hvordan kan du være af den mening?” spurgte hun dæmpet. Det forstod hun virkelig ikke. Det gav absolut ikke nogen mening for hende! Hun stod klar til at forsvare sig, hvis denne mand nogensinde skulle prøve på noget som helst, det var helt sikkert! At hun så endelig måtte få lov til at få hans navn, fik hende om ikke andet, bare til at smile, også selvom navnet sagde hende en god del.. den dvasianske torturmester? Stod hun overfor den dvasianske torturmester?! Hun blinkede let med øjnene. Utroligt, at hun i det hele taget havde ramt ham så! ”Ser man det..” Hun lod hovedet søge let på sned, idet hun roligt lod hænderne falde ned langs hendes sider igen. ”Selveste den dvasianske torturmester.. I egen høje person..” Hun var ikke spion af ingenting. Hun vidste udmærket godt hvad hun havde med at gøre! ”Jeg kan ikke bruge den information til noget som helst.. tro mig.. Det er bare rart at vide hvem man står overfor,” påpegede hun lettere stilfærdigt. Det var jo bare en sandhed.

[Deleted]

"ja så..men så må jeg jo tro dig på dit ord om du bare var nysgerrig af private årsager for at kende din modstander..og mine meninger er mine. Jeg forlanger ikke enhver skal dele dem med mig." Det sidste blev nærmest sagt i en vred tone og efterfulgt af et lavt fnys. At hun havde ramt ham var så sandelig nok mest kun fordi hun havde sendt så mange afsted på en gang. En måtte jo ende med og ramme dog ikke særlig dybt selvom det da blødte lidt. Ikke nok til at dø for dog. Han lod blot sit blik hvile på hende. Hun var så sandelig ikke bange af sig og det var faktisk noget han et sted nok måtte indrømme han var forundret over. Nærmest overrasket og havde en smule respekt for hende hvilket i sig selv var unormalt. At en mand fik hans respekt var sjældent. Det var endnu aldrig sket med en kvinde. Ikke personlig respekt. Han havde vel et sted respekt for de kvinder der styrede lande og havde høje poster, men respekt fra sin personlige og egen mening var aldrig sket før! Han fugtede let sine læber og lod den skalpel han havde i sin hånd let glide om på plads igen. "Men nu hvor du kender mit navn og ved hvem der står bag det. Så burde du også vide jeg sjældent skåner kvinder medmindre de tjener mig et formål af en slags. Jeg vil så skåne dig fordi du faktisk kan håndtere våben." han var ikke meget for at indrømme det, men han ville nu også gerne føle sig lidt overmodig ved at indirekte sige han ellers ville slå hende ihjel. Men det var jo langt fra sikkert hun forstod det fra den vinkel. "Men pas på du ikke gør mig vred igen.." han slap sin side nu blodet næsten var stoppet igen.

[Deleted]

Ilaria var virkelig ikke bange af sig, det var helt sikkert, men det at skulle ladde en mand koste sådan rundt med hende, var virkelig aldrig noget som ville blive aktuelt. Hun kunne virkelig ikke fordrage tanken omkring det, det var helt sikkert! En ting man skulle huske på, var jo at Dvasias var og blev et kvindedomineret samfund, så der havde hun praktisk talt mere at sige end det som han havde, selvom han havde mere at sige end hende i Manjarno. Et sted måtte den tanke faktisk være temmelig frustrerende, men det var jo trods alt også sådan, at det måtte hænge sammen, det var helt sikkert. Hun trak køligt på smilebåndet. Hun var faldet godt til ro nu, så hvis han lagde op til en runde to, så var hun i den grad også klar, det var slet ikke noget som man skulle betvivle det mindste overhovedet. De isblå øjne hvilede som et rovdyr på hans skikkelse, selvom det måske måtte være ham som måtte være dyret, udelukkende på grund af hans race, så var det mildest talt noget som måtte rage hende et vis sted. Hun tog et let og stille skridt mod ham endnu en gang og uden at fjerne blikket. Det kunne virkelig kun vise sig, som ”Du lader mig kun leve fordi jeg kan håndtere et våben? Det må da være din spøg!” vrissede hun ganske let. Det var hun bestemt ikke tilfreds med ,det var slet ikke noget som man kunne skjule det mindste overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. ”Skal jeg være bange for at gøre dig vred? Så længe du ikke trigger min, så sker der så sandelig ike noget,” tilføjede hun med et selvsikkert smil. Det var så sandelig gengældt! Hun sænkede hænderne helt som et tegn på at hun ikke ønskede noget ondt lige nu. Hun skulle selv have lov til at køle helt ned – også bogstavelig forstand.

[Deleted]

Han rystede lidt på hovedet. "At du kan håndtere et våben så godt trods dit køn er en af grundene til, at jeg ikke gider skade dig mere." Han var et sted temmelig træt af, at han nærmest ligefrem skulle skære det ud i pap for hende! Han holdt sig dog så roligt nede på jorden som det nu var muligt for ham. Han vidste jo nu hvad han var og også lidt af hvad hun kunne så han kunne måske bedre klare sig nu og håndtere sagen på en anden måde, men han tabte blod af det hvis han løb rundt og sådan og det kunne også få såret til og blive større. Nej det var bedst og holde sig i ro. Han åbnede skjorten op og smed den fra sig på jorden, da han tog den af. Hans arme var rene for sår og skrammer og faktisk også hans bryst og mave samt ryg. men i den venstre side var der noget blod fra der hvor hun havde ramt ham. Han fandt en lille rulle bandage frem fra en lomme og med et suk rullede han den ud og tog et stykke af den og duppede sit sår for det værste blod før han begyndte og forbinde sit sår ind ved og rulle bandagen rundt om sin krop. Han sagde ikke noget eller så på hende imens. Hvis hun ville dræbe ham eller skade ham yderligere var dette her hendes chance, men han tog selv en chance ved at stole på hun ikke gjorde det. temmelig dumt i hans eget hoved, men han måtte hurtigt få forbundet dette sår så der ikke gik betændelse eller noget i det. Han så op på hende igen, da han havde fået bandagen bundet fast og hans blik var en anelse køligt selvom han ikke så hadefuld ud eller noget. Bare neutral sådan set. "men hvis du vil have mig undskyldt...jeg skal besøge en grav.." han tog sin skjorte op igen og den var jo sådan set ødelagt, men ahn tog den på alligevel.

[Deleted]

At det virkelig bare måtte være hendes talent for håndvåben og sværd som måtte redde hende i denne situation, var bestemt ikke en tanke som Ilaria brød sig meget om, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet på nogen som helst måde overhovedet. Hun kunne virkelig ikke fordrage den tanke alene! De isblå øjne hvilede fast på hans skikkelse og selv uden at skulle se det mindste væk overhovedet. Hun kunne virkelig bare gøres noget så frygtelig vred! Hun fnøs til hans ord. Hun var en kvinde med værdighed og hun agtet så sandelig også at skulle behandles derefter, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var hun praktisk set fuldkommen ligeglad! ”Jeg er en kvinde og det at jeg kan bruge våben, er den eneste grund til at du ikke vil skade mig?” gentog hun vantro. Det var virkelig ikke noget som gav nogen mening for hende overhovedet. Var der i det hele taget noget ved denne mand, som kunne give bare en smule mening? Slet ikke som hun kunne se det, og et sted, så måtte det faktisk også irritere hende en god del når det endelig måtte komme til stykket! Hun himlede ganske let med øjnene og lod armene i stedet for glide over kors, som han valgte at skulle forbinde sit sår. At hun ikke havde ramt ham yderligere, var noget som et sted måtte irritere hende, for det kunne virkelig more hende, hvis han var endt med at skulle bide i det sure æble på denne måde; At han var faldet for hånden af en kvinde! ”Du er virkelig en mærkelig en af slagsen..” Hun rystede på hovedet. Hun vidste ikke om hun skulle finde det charmerende, eller om det blot var fordi at han var bange for at få tæsk?

[Deleted]

"jeg gentager: Det er en af grundene ja." han så på hende med et lidt irriteret blik. Han var ikke meget for at erkende noget overfor en kvinde og heller ikke for at gentage ting så det var lige før det gik på grænsen igen. "Men der er en svaghed ved dig. Du bliver træt af at bruge din magi og af at bevæge dig i længere tid. Ikke så meget fordi du er kvinde. Det gør mænd også. men din race gør det." han smilede et lidt skadefro smil. Han var kun ved og varme op, men han vidste også hvornår de var bedst og stoppe fordi hans sår let kunne blive værre. Men nu var det da forbundet og det tog lige det værste. Han kunne nok godt kæmpe videre nu hvis han ønskede det. Han gik stille hen til hvor hun havde stået før og samlede den skalpel op som lå i græsset og tørrede blodet af den før han satte den på plads og så så mod hende igen. "Det er også godt gået du ikke ligefrem blev sprættet op af de her.. De fleste kan ikke undvige." han smilede svagt ved mindet om alle dem der enten var døde eller blot kommet til skade ved hans skalpeller. Åh hvilken fryd at tænke på det. han kunne stadig huske stortset hver eneste en. Han knappede stille skjorten lidt så den ikke flagrede så meget i vinden omkring ham. "Jeg er vampyr..de færreste kan læse os." han trak på skuldrene. Han ville ikke vise sig svag overfor en kvinde følelsesmæssigt. Desuden kom hans følelser for Shawn ikke andre ved! Han sukkede let. "og endnu færre kan forstå os." han gik stille hen mellem et par gravstene i retning af den vej der førte mod hans hjem. Han var vel færdig her så at sige? Medmindre hun ligefrem havde noget at indskyde af nogen art.

[Deleted]

Ilaria kunne på ingen måde sige sig tilfreds med denne Brandons måde at være på, det var slet ikke noget som man skulle drage det mindste tvivl til på nogen som helst måde overhovedet. Det var direkte uhøfligt! Om hun så var en kvinde eller ikke burde virkelig ikke betyde så meget og i og med, at de var i Dvasias nu, så havde hun faktisk meget mere at sige, end det som ha havde, det var heller ikke noget som han skulle tage det mindste fejl af når det lige måtte komme til stykket. Hun kneb øjnene let sammen. Det var forbandet sjældent at hun i det hele taget havde brug for at skulle komme i kamp på denne måde og kroppen blev jo varm af at kæmpe på den måde og hun havde brug for kulden, så det var vel også tydeligt og lidt åbenlyst, at det sagde stop før eller siden for hendes vedkommende? Det var end ikke noget som man skulle kunne skjule det mindste overhovedet. Hun fnøs af hans ord. ”Du våger ligefrem at påstå, at jeg er svag?” vrissede hun let. Det var virkelig en forbandet ubehøvlet måde, at skulle gå frem på. Havde det ikke været for kvinder, så var han aldrig nogensinde eksisteret, så han skulle virkelig ikke komme her og påpege for hende, at kvinder var uduelige! ”Jeg er ikke svag, Brandon.. Jeg vidste, at du havde noget i ærmet, så selvsikker som du var..” Hun prikkede sig selv til tindingen. ”Jeg kan faktisk finde ud af, at bruge den her… til fordel for visse andre,” tilføjede hun med en næsten hånlig stemme. Det var end ikke noget som hun ville skjule for ham. Hun vendte sig mod ham som han bare begyndte at gå. ”Jeg kender det udmærket godt.. forståelse.. det er en mangelvare nu til dags.” afsluttede hun lettere stilfærdigt. Det var end ikke nødvendigt for hende, at skulle gå efter ham. Respekten for de døde, det havde hun i allerhøjeste grad.

[Deleted]

"Du kan bruge din hjerne siger du? Det skulle man nødigt tro når du vender alt jeg siger til negative ting. Jeg roser dig faktisk og du vælger og se det som en hån mod dig?" han sukkede opgivende. "Lige præcis derfor hader jeg kvinder! I kan ikke forstå en simpel ting!" Det var godt nok kun en af grundende, men den var der. Han hadede kvinder for at de ikke bare kunne forstå ordene istedet for at vende dem om. Han var faktisk træt af de. Begyndte også så småt at tro hun måske gjorde det med vilje hele tiden for at gøre ham vred. Og det i sig selv var tåbeligt! Han fnys og rystede på hovedet idet han vendte om igen og gik med faste skridt helt hen og greb fat om halsen på hende. "Jeg siger sjældent undskyld og aldrig har jeg gjort det til en kvinde før så gør os begge to en tjeneste og fat det!" Han slap ikke og gav hende til gengæld bare et rusk mens han strammede sit greb om halsen på hende og en skalpel var hurtigt kommet ned i hans hånd. "Hvis jeg skal høre så meget som en lyd mere fra dig fordi din kvindelighed er noget der gør dig stolt og alt det så skærer jeg halsen over på dig i ren træthed over du ligefrem gør mig vred med vilje!" Han havde et sted lyst til bare og gøre det og få det her overstået så han kunne komme hjem. Hun havde allerede forsinket ham mere end rigeligt. Han vidste ikke hvor stærkt hendes kræfter var kommet tilbage endnu, men hendes krop føltes stadig lidt varm følte han. Eller så var det bare fordi hans egen var kold. "Jeg har faktisk behandlet dig pænt i forhold til andre kvinder. så der synes jeg du skal være taknemlig for og så bare lade det ligge der." han slap hende og kastede hende nærmest lidt væk fra sig. "jeg har en aftale som du har forsinket mig rigeligt fra allerede. Så medmindre du vil smide den der hovenhed på hylden og lytte så ser jeg ingen grund til, at blive og spilde tid på at slås med dig." Hans kolde øjen så fast på hende. Hvis hun kom med en eller anden fornærmelse igen var hans tålmodighed altså løbet op! "Du burde være stolt over du faktisk er den første kvinde jeg siger undskyld til og roser. Og så takker du ved at håne mig?!"

[Deleted]

At være kvinde var i den grad en styrke i Dvasias, og det var virkelig ikke noget som hun ville lade denne mand tage fra hende ved at spille på sit forbandede hovmod og hans status som en torturmester, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun blev stående og fuldkommen urokkeligt ved hans ord, selvom hun virkelig måtte lyste at skulle give ham svar på tiltale, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Hun så virkelig ikke nogen grund til at skulle rose ham for hans fremgangsmåde, for den var hun bestemt ikke videre imponeret over, og havde hun desuden også en grund til at skulle være det? At true en kvinde på livet, var slet ikke noget som ville falde i god jord ved de royale og det burde Brandon af alle vide! At han pludselig kom hastende imod hende og greb hendes strube, fik hende kraftigt til at stivne. Lige det, var virkelig ikke noget som hun havde regnet med, det var i den grad også helt sikkert. Hun bed tænderne sammen og sendte ham den faste mine, selv da han klemte mere til og fandt en skalpel frem og truet med at tage hendes liv. Det var virkelig en morskab som hun ikke havde oplevet i årevis! Hun himlede let med øjnene, hvor selv det kølige smil måtte brede sig på hendes læber, selv da han måtte puffe hende fra sig. Hun vaklede lidt, selvom hun måtte finde balancen temmelig hurtigt. Dette var virkelig ikke noget som hun ikke havde prøvet før, men alligevel.. Han skulle i den grad ikke få lov til at komme her og true hende på livet! Ganske forsigtigt tog hun sig til halsen og med den samme faste mine som hun havde haft før. Det var virkelig ikke fordi at han gjorde det meget nemmere for sig selv, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun tog sig ganske let til halsen og med en tydelig fast mine i ansigtet. ”Tror du virkelig, at det der er dig til gavn, Brandon?” vrissede hun ganske let og med en fast tone, som hun slet ikke ville kunne skjule det mindste, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Dette var virkelig bare noget som gjorde hende vred. Hun tog ganske rolige skridt mod ham. Hvilken aftale han kunne have, var hun for sit vis ganske ligeglad med. ”Du kender vel straffen for at slå en kvinde ihjel her til lands?” fortsatte hun. Det var bestemt ikke noget som ville tale til Brandons fordel, hvis hun endte med at miste livet, for ikke at glemme, at det slet ikke lå til hende, at skulle vise det mindste frygt for døden! Havde hun egentlig en grund til det! Hun fortsatte sine skridt ufortrødent mod ham og med den samme mine i ansigtet som altid, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert. ”Håner dig? Du håner mig, så skal du så sandelig regne med at få tilbage af samme ske.. Jeg er ikke bange for døden, Brandon.. Jeg omgås den hver eneste dag!” vrissede hun let, som hun igen måtte komme tættere på ham. Hun ville være forberedt næste gang, det var helt sikkert!

[Deleted]

Han så på hende. Han var bestemt ved og væer træt af dette her! Han fnys. "jeg kender udmærket landets love og de straf muligheder der er. jeg har selv været med til, at uddele en del straf til folk der var forrædere eller fjender. Så du skal ikke tro jeg ikke kender til hvad jeg står op imod." han var så træt af hendes flabethed. Dog var dette ikke noget han havde oplevet hos nogen anden kvinde da de fleste var så ræd, at de næsten døde af ren frygt. Han kunne dog nok ikke skræmme denne kvinde. Så meget var gået op for ham for længe siden. "Jeg hånede dig ja, men derefter lod jeg dig også slippe på trods af jeg faktisk helst vil dræbe dig! Og takken for at jeg går imod mine principper er bare hån tilbage?!" han hade lyst til inderst inde bare og smide skalpellen i halsen på hende og så bare lade hende ligge der og være død. Han gjorde det dog ikke. "Jeg finder mig ikke i meget og det må du nok huske." han så på hende. "Du skal lige nu bare være glad for, at jeg stadigvæk ikke dræber dig. tro mig..det er det jeg har mest lyst til af alt." Noget i ham sagde dog det var spild af tid og så videre. Han måtte tilbage. Både før det blev lyst, da det jo var en lang tur helt tilbage til Manjarno og han ville gerne nå og sidde ude hos Shawn´s hvilested i lidt tid før han måtte gå ind. "Solen står op om mindre end 4 timer og jeg har en temmelig lang vej." Han vendte sig for at gå. hvis hun havde mere at sige måtte hun vel følge efter.
Han tjekkede lige til forbindingen der var blødt igennem allerede. Han bandede og var temmelig vred lige nu på sig selv nok. Han havde fået såret til og bløde kraftigere ved og bevæge sig så hurtigt. han måtte have renset såret og det kunne nok ikke vente hvis det blev ved og bløde. Han sukkede. Han kunne godt rense det selv, men det ville være lettere at få en til det. Så han kunne få det renset helt. dette sår gik om til et sted han heller ikke kunne nå, da det havde snittet ham i siden og gik lidt om på ryggen. han bandede og var meget imod, at bede om hjælp. Især fra hende! han var stoppet op og slap skjorten igen og så nu det også var blødt på den. Ja det var jo så ligemeget, når den alligevel skulle smides ud. "for fanden.." han vendte sig om mod hende. "jeg tvivler på du gider..men har du noget imod, at hjælpe mig?" det var tydeligt det var svært for ham at spørge og han ikke var meget for det, men med nogle timers tur hjem ville det bare bløde mere og han ville have det renset så hurtigt som muligt også før der kom noget udefra ind i hans blod.