Fortsættelse af: Help me..!

[Lestat De Lochér]

Lestat ville på ingen måder sige, at Elanya ville stå i vejen for Maggie. Ja, han havde prøvet. Han havde også gået på overfladen, men man kunne da ikke undgå at kigge ned. Han kunne ikke undgå at tænke på sit livs kærlighed og det var jo Elanya. Den kvinde, som lå lige her foran ham. Og hvordan skulle han ødelægge noget, når det var hans datter de snakkede om? Hun var god til børn, så hvordan kunne det gå galt? Han var sikker på, at Maggie med tiden ville respektere hende. Der var virkelig intet at ødelægge. At hun så bare måtte falde til ro, så kunne han kun sige sig glad. Han lod hende komme så tæt på som hun ville. Han strøg hende over ryggen, sørgede bare for at få hende til at falde ned. Han havde virkelig savnet hende. Det var jo næsten helt uvirkeligt, at han faktisk havde fundet hende! Ligesom hun havde kaldt på ham i drømmen, for at han kunne finde hende. Og det havde han. Han elskede hende. Det kunne han holde ved. Han ville bare håbe, at hun ikke ville sige nej. Det ville virkeligt være det værste. "Hvad med hende? Har jo lige fortalt dig, at i nok skal finde ud af det," sagde han dæmpet til hende. Han spændte helt i brystet som hun stille og forsigtigt strøg sin hånd over hans bryst. Den følelse var ekstremt savnet! Han nød det virkelig. Han smilede. "Okay, Ela," sagde han lavmælt. Det var langt bedre end at kalde hende noget andet!

[Deleted]

Elanya var virkelig panisk ræd for lille Maggie. Ikke fordi at den lille tøs skræmte hende, men det, at der også havde været en anden kvinde i hans liv, hvad end om det bare var venskabeligt eller ikke, så ændrede det virkelig ikke, at der også havde været nogen så tæt på ham og det ønskede hun heller ikke at vide noget af. Hun havde prøvet for mange gange, at blive efterladt af den ene eller den anden grund og det var virkelig bare noget som hun havde fået nok af i den anden ende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. De lette strøg over hendes ryg, gjorde hende virkelig bare langt mere rolig end det som hun havde været til nu, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen måde overhovedet, det var også helt sikkert. ”Tror du det?” spurgte hun stille. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at skulle erstatte tøsens mor, det var slet ikke meningen! Men det at være tæt på noget som var så velkendt for hende som Lestat måtte være, det var da klart noget af det bedste ved det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun lukkede øjnene og lagde sig helt tæt ind mod ham. Det var.. betryggende på sit vis og det glædet hende virkelig noget så frygtelig voldsomt, for det havde hun virkelig bare brug for på alle måder, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun trak vejret dybt og bed sig i læben. Han var kold at ligge ind til, men af den grund, så var det ikke noget nyt for hende på nogen måde overhovedet. ”Jeg vil ikke erstatte hendes mor..” endte hun meget dæmpet. Hun ville jo gerne et sted og så… alligevel. Der var jo en anden derude som havde gjort sig meget mere fortjent til den titel end det som hun selv var.

[Lestat De Lochér]

Lestat havde haft Alicia.. Men hun havde bare ikke haft den samme betydning som Ela. Han ville aldrig kunne erstatte Ela med nogen som helst, uanset hvor meget han så prøvede. Alicia havde dog betydning som en veninde og som hans datters mor. Men ikke som hans ægte kærlighed, for det var helt og holdent Elanya. Han ville aldrig forlade Ela. Hvis han ville det, så havde han aldrig taget ud for at finde hende og så ville hun stadigvæk hos den forfærdelige slavehandler. Troede hun at han ville forlade hende, så ville han i hvert fald blive overrasket. For det kunne han aldrig drømme om. "Ja det tror jeg," sagde han stille. Han var sikker på, at Ela ikke ville erstatte Maggies mor. Fordi det kunne hun nok ikke, Maggie kendte trods alt sin mor godt. Han blev ved med at holde omkring hende, for han ønskede virkelig at holde hende tryg og beskyttet. Som førhen havde han beskyttet hende med alt, så kunne han fint give sig hen til det igen. Det var helt sikkert! "Du erstatter heller ikke hendes mor.. Du bliver som en veninde for hende, en hun kan snakke med. Du behøver jo ikke erstatte hendes mor," sagde Lestat forklarende. Han trak let på mundvigene og betragtede Elas skikkelse i mørket. Han kunne nemt se hende, for vampyrer skulle jo kunne se i mørket, eftersom de ikke kunne gå i dagslyset. Han kiggede kort forbi Ela for at se hen på Maggie, som lå ligeså stille og trygt og sov. Det var han nu glad for. Han hvilede selv. Han manglede blod, selvom det var usagt. Det behøvede Ela bestemt ikke at vide. Men Maggie havde jo fået af ham. Bidesårerne var dog væk, for han helede jo.

[Deleted]

Elanya måtte da tydeligt falde mere og mere til ro med det hele, det var der heller ikke nogen tvivl om. At Lestat måtte ligge der og holde omkring hende, var noget som virkelig gjorde hende rolig, for det var noget som var savnet. Han var en af de få som vidste, at hun bare ikke kunne være alene, for det gjorde hende faktisk umådelig urolig og det gjorde hende også noget så forbandet rastløs. Det ville slet ikke være hendes mening at skulle erstatte den lille piges mor, for det ønskede hun virkelig ikke. Alene tanken om det, var hende direkte forkastelig, så hun var allerede nu sikker på, at den lille tøs slet ikke ville kunne lide hende og hun ønskede virkelig ikke at blive hadet af flere end det som hun allerede nu måtte sige sig at være, for den tanke var hende direkte forfærdelig når det endelig måtte komme hende til stykket. Hun bed sig let og stille i læben og med den tydelige sitren i hendes egen krop. Blikket gled stille ned mod Maggie, selvom det var for mørkt for hende til atse noget som helst. Hun kunne jo trods alt heller ikke se i mørket, for hun var jo ikke af mørket. Det var lyset som endnu en gang måtte være plantet i hende på denne måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte. Hun knugede sig en anelse ind mod Lestat og ind mod hans favn. Det var virkelig bare dejligt, at han måtte ligge der og holde om hende. Om ikke andet, så for øjeblikket. Hun blinkede let med øjnene. ”Jeg ønsker da heller ikke at erstatte hendes mor..” sagde hun stille. Bare tanken var direkte forkastelig. Her stod hun som en fremmed kvinde i hendes liv og ønskede at hun skulle kalde hende for mor? Det ville da aldrig nogensinde gå godt! ”Bare hold om mig i nat,” bad hun stille. Hun havde virkelig bare brug for en tid at falde til ro på.. Hun kunne ikke tackle den uro mere!

[Lestat De Lochér]

At Elanya faldt til ro i hans favn gjorde blot, at Lestat selv blev mere rolig og bare en anelse mindre bekymret. Han ville holde om hende, indtil hun selv var klar til at give slip. Hvis hun da ville. Han ville glædeligt holde om hende hele natten. Han sendte hende et smil i mørket, selvom hun nok ikke så det. Han håbede da, at han var en af dem som kunne få hende rolig. Han elskede hende jo. Hans livs kærlighed. Det kunne han bare ikke lægge fra sig. Tankerne om at få Ela ved sin side endnu engang, de holdt ikke op. De havde været der, siden hun havde kaldt om hjælp. Hun havde vel kaldt på en anden, om hun ikke ønskede ham? Han håbede virkelig ikke at det bare var hans forestillinger, for han ønskede hende virkelig tilbage af hele hans døde hjerte. Hun var den eneste for ham, det kunne han så tydeligt mærke på sig selv. Hun var virkelig alt for ham. Det havde hun været så længe, så hvorfor skulle det være ændret nu? Han så mod hende med et skævt smil. "Som sagt, det kommer du heller ikke til," sagde han stille til hende. "Det er ikke det jeg ønsker Ela. Jeg ønsker bare..." Han blev lettere tavs og nåede ikke at sige mere, før hun bad ham om at holde hende. Han sank en klump. Bare hold om mig i nat.. Ja den var god, så måtte han vel vente med alle sine følelser til næste morgen? For han ønskede da bare, at hun skulle falde til ro. Alligevel så brændte han virkelig inde med hvad han ønskede. Han valgte nu at færdiggøre hans sætning. "Jeg ønsker bare at du skal være en veninde for hende," afsluttede han stilfærdigt. Så måtte hans ønsker komme senere.

[Deleted]

Lestat havde altid været en af de få, som formåede at skulle få hende til at falde godt og grundigt til ro igen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Hun trak vejret dybt og lod hånden blot roligt og stille stryge over hans bryst. Det var jo det som var blevet hende en vane efterhånden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, og det var så også noget som faktisk gjorde hende.. glad et sted. At der var noget som hun kunne genkende allerede fra dengang i hendes liv, for det var noget af det sidste som hun faktisk lige havde ventet sig, at skulle have lov til at opleve når det endelig måtte komme til stykket. Hun lukkede øjnene stille. Hun havde kaldt på ham ja, for han var det første som var faldet hende ind. I dødsriget havde han ikke været, for hun havde virkelig søgt efter ham i alle disse år. Noget var vel også forandret for ham? Han var vel ikke den samme som han havde været for 40 år siden? Hun vendte blikket mod ham. ”Du ønsker bare?” spurgte hun stille. Hvad var det han brændt inde med? Hun krøb helt tæt til ham, som han holdt om hende. Hun fornemmede dog, at der var lidt mere end det som han ville fortælle hende bare sådan uden videre. ”Jeg kan da prøve.. Hvis hun vil lukke mig tæt selvfølgelig.. Jeg er jo tydeligvis mad i hendes øjne,” forklarede hun stille. Hun lagde hovedet stille mod Lestats bryst. Hun manglede virkelig bare at høre hans hjerteslag ,for at hun ville kunne falde fuldkommen til ro igen. Hun lukkede øjnene stille og lod hovedet søge bagud, så hun kunne se ham. ”Du brænder inde med mere.. Jeg kan mærke det,” påpegede hun næsten forsigtigt.

[Lestat De Lochér]

At Lestat var en af de få, som kunne få Ela rolig, ville han virkelig elske at få at vide. For han følte et stadigvæk, at gnisten måtte være der mellem dem. Han ønskede virkelig, at hun skulle falde fuldkommen til ro. For han ønskede hende det bedste, det var helt sikkert. Også selvom det måske ikke ville involvere ham, her årtier senere? Han sitrede helt i brystet, for han kunne tydeligt mærke hendes rolige strøg over hans bryst. Nok hård som sten, men føle kunne han trods alt. Hvis det var hende en vane, måtte hun endelig ikke vænne sig af med det. For han nød virkelig hendes berøring. Det lå slet ikke i hans tanker, at han og Ela bar halvt af samme gener. At hun jo sådan set var hans mor, var ikke en tanke der faldt ham ind. For ham, havde hun jo aldrig været mor. Fra dag et, havde hun været en sød pige som han var endt med at falde for og omvendt. Han huskede stadigvæk det hele. Han trak let på smilebåndet i mørket. Han var glad indeni, selvom der var en storm der varslede indeni. Tænk nu, hvis dette ville være 'det første og sidste'. Det første møde efter lang tid, men sådan set sidste gang? Tænk hvis hun ikke ville have ham igen. De tanker løb rundt i hans hoved og han frygtede virkelig for det, for han elskede hende stadigvæk forbandet højt. Han vidste ikke selv, hvad han skulle sige forandret for sig selv. Han havde Maggie, et barn; Hans barn som han virkeligt elskede overalt på denne høje jord. Et sted havde han vel fejlet med de andre? Jonas som han vidste var død samme dag som ham selv for adskillige år siden. Han selv var blot genopstandet til himlen, fået en ny chance.. Og så mødet med vampyren på stranden, som havde omdøbt ham tilbage til vampyr. For han var virkelig glad for den chance, men han kunne bare ikke leve i himlen.. Han skulle leve på jorden i det evige lev, det var som han var skabt til det. For han følte sig utrolig godt tilpas som vampyr. Det accepterede han også selv og indrømmede det gerne overfor andre. "Ja.." havde han stille sagt til hende, for det var tydeligt at han brændte inde med mere. "Hun var sulten, alle er mad når hun er sulten," sagde han dæmpet og lo hende stille i øret. Han lagde en hånd mod hendes hoved, hvor tomlen lige kunne stryge over hendes kind. Han vogtede over hende med sit liv; det kunne han gerne love hende, at han ville gøre igen! Han fragav sig ingen hjerteslag fysisk, men psykisk pumpede hans hjerte spændt og lettere nervøst derudad. Han var ikke ændret, for hun kunne stadigvæk tyde ham. Det måtte da også sige hende noget? "Jeg.." startede han stille og kyssede hende forsigtigt i hovedbunden. "Jeg kan bare ikke undgå at bemærke, at det var mig som du kaldte på Ela.. Det måtte betyde noget. For du er min største og eneste kærlighed. Jeg fandt kun en veninde, der formåede at holde mig over vandpytten af indre tårer, så jeg ikke druknede. Og med hende, skabte jeg en perfekt lille datter, der er halvt vampyr og formskifter, hvilket hun dog nok ikke selv ved endnu. Men du var altid i mit hjerte og da jeg begyndte at drømme.. Vampyrer drømmer ikke Ela, så det måtte betyde noget. Der måtte jeg bare finde dig. Og hende min veninde.. Alicia.. Ja hun fandt også den ægte kærlighed, så det er rent venskabeligt. Det kan jeg love dig. Men igen.. Jeg hørte dig så tydeligt i mine såkaldte drømme, hvilket det jo så ikke var. Og der besluttede jeg mig for at finde dig. Nu har jeg fundet dig og jeg ved ærlig talt ikke, om jeg kan give slip.. Når du er her, den som jeg virkelig elskede. Hende jeg elsker, som jeg ved er derinde et sted. Alle ændre sig gennem tiden, vi har bare ikke formået at følge hinanden igennem den tid. Det er den største forskel jeg kan se.." Han havde lukkede øjne mens han lå og forklarede. De lettede et sted om hjertet, selvom han også frygtede for hendes reaktion og hvad hun ville sige.

[Deleted]

Foruden Derick, så var Lestat virkelig også den eneste som kunne få Elanya til at falde fuldkommen til ro igen og det var virkelig heller ikke noget som sagde så lidt når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad helt sikkert. Alle de andre som havde været forbi hendes liv, havde svigtet hende på den ene eller den anden måde, og var hun først svigtet så var der virkelig ikke nogen vej tilbage. Man røg bogstavelig talt ud af hendes liv og det var lige så hurtigt som man var kommet ind. Lestat havde virkelig været hendes redning dengang og hun var virkelig heller ikke bange for at skulle kalde ham for hendes redningsmand, for nu havde han jo trods alt gjort det endnu en gang, netop ved at redde hende fra den slavehandler. Hvis det ikke havde været ham som var dukket op, så turde hun virkelig ikke tænke på hvilket sted hun så var endt henne når det endelig måtte komme til stykket. Hun lukkede øjnene og lagde sig godt ind til Lestat. Hun ønskede bare muligheden for at sove en nat igennem uden at vågne, uden at sove uroligt og bare det, at han var der i øjeblikket, var noget som i den grad også måtte lette hende og noget så frygtelig voldsomt, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Hun trak vejret stille og dybt og uden at skulle tage blikket fra ham. Nok kunne hun ikke rigtig se her i mørket, men hun kunne så sandelig godt fornemme, at han lå der og det var vel også det vigtigste? Maggie var nok det som skræmte Elanya mest, for hun ønskede virkelig heller ikke at komme på tværs, hvis han havde en anden i kikkerten. Det var jo ligesom det med Derick som havde haft Denjarna.. Nøj hvor der var mange historier som hun ville være tvunget til at skulle give ham mange sadheder, for når alt kom til alt, så havde hun virkelig været direkte grufuld overfor ham og hun hadet sig selv for det og det åd hende virkelig bare op indefra efterhånden! Hun måtte grine ganske let til hans ord. Det lettede hende da en smule. ”Hun er virkelig en bedårende lille en,” sagde hun stille. Det var virkelig bare en sandhed for hendes del. Hun elskede virkelig børn og det var vel heller ikke noget som var ukendt for ham? Forsigtigt tog hun omkring dynen og trak den ekstra om sig og lagde sig helt ind til ham selv igen. Hun tog imod hans kys mod håret og lyttede blot til hans ord, selvom det var mere end nok til at skulle lade hendes hjerte hamre mere og mere mod hendes bryst. Hun havde kaldt og hun havde kaldt. Lestat var igen den som var kommet hende til undsætning, det var vel noget som også måtte betyde noget? At vide, at Maggie var med en veninde som havde noget med en anden, var hende.. frygtelig lettende at høre, for det var vel bare en bekræftelse på det hele for hende? ”K-kan en vampyr ikke drømme?” spurgte hun stille. Det væsen havde været hende temmelig ukendt, for det havde aldrig rigtigt været noget som nogen havde delt med hende før trods alt. Hun bed sig let i læben. ”D-det tog dem… 30 år at begrave mig i mit eget land, Lestat.. Jeg kan slet ikke være den som du snakker om mere,” hviskede hun stille. Det var noget som virkelig måtte bringe en skam til hende og på alle måder endda, det var helt sikkert, for hun havde virkelig kæmpet for Procias’ ære! ”J-jeg…. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige,” endte hun stille. Hans ord var lettende samtidig med, at de havde gjort hende direkte målløse! Og det var virkelig ikke noget som skete ofte! Følelsen i sig selv, var dog lettende som intet andet.

[Lestat De Lochér]

Lestat kendte ikke til andre mænd i Elas liv, så derfor håbede han da, at han stadig var en, som kunne få hende til at falde til ro. For det betød meget for ham at holde hende tryg og beskyttet, det var en høj prioritet. Så skide være med ham selv, bare hun var sikker. På samme måde havde han det jo med Maggie. Han ville virkelig aldrig svigte den lille pige. Eller Ela, hvis hun ville lade ham være nær hende endnu engang. Det vidste han dog ikke endnu og ærlig talt, så på førstedagen måtte det vel også være svært? Men hans følelser var virkelig koget over så snart at hun var kommet ind i hans hoved, for han drømte jo ikke normalt. Det gjorde vampyrer ikke. Så derfor havde han set meget alvorligt på det, da hun var dukket op når han sov. Hun kaldte og så kom han ridende på den hvide hest for at redde hende. Han holdt armene lukket godt omkring hende. Han ville holde hende tryg når hun faldt i søvn og ikke vige fra hendes side før hun eller Maggie vågnede. Han lukkede øjnene i og lukkede munden. Han havde vist sagt nok. Han mærkede hendes vejrtrækning og det var noget, som han faktisk kunne blive beroliget ved. Den lette pumpen, som han virkelig havde manglet et sted? Manglet at høre et bankende hjerte, der mindede ham om at der var liv omkring ham. Han havde ingen anden i kikkerten, for han følte slet ikke for Alicia på den måde. Han bed tænderne let sammen. At hun faktisk aldrig havde været loyal eller ærlig overfor ham, var intet han kendte til. "Ja," sagde han med et skævt smil. Han pakkede hende ind i dynen og holdt omkring hende. "Nej vi drømmer ikke," sagde han stille. "Jo du kan da," hviskede han stille. Var hun måske ikke blevet genoplivet af nogle, fra graven? Det var hans bedste bud på hendes genopstandelse, for hun var jo ikke engel. Han ønskede bare, at hun skulle kende de sande følelser han havde. "Så ikke sig noget.." bad han dæmpet. For lige nu, kunne han ikke klare en afvisning, om det var hvad hun ville give ham.

[Deleted]

Elanya havde virkelig bare brug for at falde til ro, og det var noget som Lestat i den grad kunne med hende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han havde altid været en af dem som virkelig kunne få hende ti at falde til ro og det var virkelig ikke noget som man kunne sige om særlig mange, for det var virkelig ikke mange som havde den effekt ind på ham .At Lestat måtte holde af hende på den måde, var jo selvfølgelig en tanke som måtte lette hende noget så frygtelig voldsomt, det var slet ikke noget som man skulle tage meget fel af når det endelig måtte komme til stykket. Hun sukkede ganske dæmpet til hans ord, hvor hun måtte bide i sig læben. Han fremstillede hende virkelig som noget ganske særligt, selvom det virkelig langt fra måtte være det som måtte være tilfældet, for et var det virkelig ikke! Hun havde været ham utro, hun havde holdt ham for løgn og hun følte virkelig også, for at skulle fortælle ham det. Hun vendte blikket stille op mod ham, som han måtte pakke hende mere ind i dynen. ”Du ser mig som noget ganske særligt, gør du ikke?” spurgte hun dæmpet, hvor hun bed sig ganske så svagt i læben, ikke at man skulle tage det mindste fel af det nr det endelig måtte komme til stykket. Hun lagde hånden let og stille mod hans bryst, som for at skubbe sig en anelse væk fra ham. Han skulle vel også bare have lov til at vide det før eller siden? Det var slet ikke fordi at hun ville afvise ham på nogen måde, men han havde virkelig bare brug for, at skulle vide hvad der egentlig var sket lige under hans egen næse. Hun trak vejret dybt og lukkede hånden forsigtigt omkring hans klæder. Nu hvor Maggie måtte ligge i søvnen, så kunne hun vel godt sige det til ham, uden at det ville have den selv største betydning for den lille pige? ”Lestat… Der… der er så meget.. som jeg burde fortælle dig.. Og burde have gjort det for længe siden,” indskød hun dæmpet, selvom det var en stemme som næsten måtte være præget af en voldsom forsigtighed. For hun ønskde heller ikke, at han skule afvise hende. Ikke nu og ikke her hvor hun virkelig bare havde brug for ham!