Fortsættelse af: Help me..!

[Deleted]

Maggies indre bæst faldt først til ro, som sulten måtte sænke sig i hendes eget indre. Hun sukkede dæmpet og gled roligt ind mod Lestats favn. Det var her at hun kunne finde trygheden.. Her af alle steder, og det var hende virkelig bare det bedste som findes, det var at skulle sidde i fars trygge favn. Hun lukkede øjnene stille og lod ham roligt glide ned i sengen sammen med hende, hvor hun ganske forsigtigt krøb helt ind i hans trygge favntag, hvor hun lagde sig roligt til. Konsekvenserne af at skulle tage for megt blod, fra et dødt eller et levende væsen, var noget som hun levede i den lykkelige uvished omkring og det var vel også for det bedste? Ellers ville hun da blive så skræmt, at hun ikke turde, at skulle gøre noget som helst, og det var bestemt heller ikke meningen? Armene lagde hun omkring Lestat så godt som det var hende overhovedet muligt. Far var virkelig alt for hende, han var virkelig hendes store helt og hendes store forbillede! "Okay.." mumlede hun en anelse træt. Det var også ved at være sent for dem, så det nærmede sig også hendes sengetid og med alt det som var sket igennem det sidste stykke tid, så var det vel ikke noget vidunder, at hun var kørt træt? "Jeg tror damen har brug for far.." sagde hun stille. Hun vendte sig en anelse i Lestats favn og så mod Ela. Hun rystede en anelse, så de så ud som om, at hun frøs.. Eller mareridt måske?

[Lestat De Lochér]

Lestat lod bare Maggie komme tæt på - han så jo hvordan hun så op til ham og han agtede virkelig ikke at skulle fejle! Det ville han virkelig ikke kunne klare. At skulle være et dårligt forbilled og derved ødelægge hele hans datters liv. Det var noget, han agtede ikke at skulle gøre. Han havde vidst fejlet nok med sine andre børn. Havde ikke kunnet beskytte dem nok. Et dæmpet suk gled over hans læber og han lod blikket glide hen imod Ela på sengen. Han lod bare Maggie komme ham helt tæt. Hans arme var trygge og beskyttende omkring hende. Han satte sig stille op og sprang elegant og nærmest ubemærkende over Maggie og ud på gulvet. Han trak dynen over hende og puttede hende under den. Han satte sig på knæ ved hendes side. "Godnat min skat," sagde han blidt og kyssede hende på panden, før han trak sig over til Ela i stedet. Han kravlede. Han rettede hendes dyne til og kiggede nøje på hende, mens han sad ved siden af sengen på knæ. "Ela.." hviskede han stille og strøg hende over ansigtet. Han ville bare have hende rolig og hun burde virkelig også få noget mad, så hun ikke sov med tom mave. Han var selv træt. Nu havde Maggie jo fået en del af hans blod. Ikke at han fortrød dog, hans lille pige skulle virkelig bare have nok. "Enya.." sagde han bagefter og strøg hendes kind.

[Deleted]

Maggie havde virkelig bare sin kære gamle far at se op til som det eneste, så det var vel i sig selv, også en lille selvfølge. Hendes mor blev kun mere og mere glemt for hende, så det var vel ikke noget som i sig selv, spillede nogen stor rolle for hende? Hun havde stadig sin far og havde altid været fars gris og det ville hun altid være. Hun lod ham roligt putte hende, hvor hun lagde sig til rette under dynen og med et veltilfredst smil. "Nat far," sagde hun stille. Hun var træt og så skulle der virkelig heller ikke meget til, før hun gled hen i søvnen.
Elanya vendte sig ved Lestats kald. Det var virkelig som på de steder hvor hun havde været til nu. Alle de gange hvor hun havde set ham i drømmene. Som han måtte stryge hendes kind, så ville han tydeligt kunne mærke, at hun måtte svede. Hun var fanget i et klart og tydeligt mareridt. Hun klemte øjnene let sammen og drejede hovedet i en anden retning med en svagt protesterende lyd. Hun var træt, hun ønskede at sove, som hun også ønskede at få noget at spise. Hun havde virkelig haft det hårdt i det sidste, det var også helt sikkert. Hun vendte og drejede sig i sengen og endte med at lægge sig på maven. Hun sov tungt.. meget tungere end det som hun normalt ville have gjort det, det var der end ikke nogen tvivl om overhovedet.

[Lestat De Lochér]

Lestat var kun glad for, at blive sat op til. Det gav ham følelsen af et ansvar, og han kørte ikke sig selv ned, når han havde glæde lige ved sig. Maggie var bare alt for ham go ville altid være det. Selv tænkte han kun på Alicia som en nær ven - hvor hun var, havde han virkelig ingen ide om. Men en dag, ville de vel finde hinanden igen. Han smilede til hende, efter at have puttet hende. Han nød at se, når hun sov. Bare det at hun kunne, var godt. Han selv sov jo også, når det blev dag. Men han havde altid svært ved at falde i søvn. "Nat," hviskede han dæmpet.
Lestat mærkede hendes sved mod hans fingre og det bekymrede ham virkeligt. Hun virkede dog ikke så meget varmere, end et menneskes normale temperatur, så det måtte være et mareridt. Han holdt sin kolde hånd mod hendes pande og prøvede at få hende til at falde til det. "Enya," kaldte han dæmpet. Han havde ladet sit hoved komme lidt tættere hendes, så det nemmere ville nå hende. Han strøg sin finger ned over hendes næse og over hendes læber, før han trak hånden til sig igen. "Du skal vågne nu…" sagde han til hende, som han prøvede at skulle få det til at være inde i drømmen og hun så ville vågne op. Hvis hun ikke vågnede, nev han hende forsigtigt i armen. Ganske uskyldigt og hjælpsom ment. Han ville bare ikke ruske i hende, det var den værste måde at vågne op på!

[Deleted]

Maggie så i den grad frygtelig meget op til sin far, det var helt sikkert og på alle måder overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke, så var Lestat virkelig det eneste som hun havde. Hun lagde sig roligt til at sove, hvilket i den grad også måtte være meget nemmere når man havde en fuld mave. Elanya havde det virkelig skidt. Det var jo ikke fordi, at hun havde det varmt eller noget, men hun svedte virkelig, som havde hun været ude i hårdt arbejde i timer! Hun blev let revet ud af sin egen søvn, idet at Lestat måtte tage fat i hendes arm istedet for. Det gik hende hurtigt til at sætte sig op i sengen. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst som aldrig nogensinde før, samt at hun næste måtte hyperventilere. "H-hjælp.." Hendes ord var virkelig ikke noget andet end en hvisken, det var end ikke noget som hun kunne skjule.. Hænderne søgte fast henover hele hendes krop og med den sitren som hun bare ikke kunne skjule. Hun så sig omkring.. Hvor var hun egentlgi henne? Det var da så frygtelig meget som ikke gav nogen mening for hende på nogen som helst måde overhovedet! "H-han... han.." Hun bed sig i læben. Hendes drømme havde hun jo altid til dels haft en underlig tro på, det var sikkert og nu stod hun lige her. Tårerne pressede ganske forsigtigt på, idet hun bed sig i læben. Det var virkelig noget af det værste som hun længe havde oplevet. ".. Hvor er jeg..?" endte hun stille, som havde hun været forvirret. Hun tog forsigtigt fat i dynen med en svagt skælvende hånd. Hvorfor skulle det hele være så frygtelig unfair?!

[Lestat De Lochér]

Lestat så bekymret ud, sådan som Ela svedte. Det var mareridtssved. Hun måtte virkelig drømme noget uhyggeligt. Hun måtte have det skidt, hun var blevet mere bleg, af bare at sove. Han satte sig op på sengekanten, rørte hendes arm og så på hende, idet hun bare satte sig op. Han strøg hende beroligende over skulderen og ned af armen. "Du er i sikkerhed," sagde han stille til hende. Hun var lige vågnet, og hun skulle lige til sig selv. Så ville hun selv kende svarerne. "Ja, han hvad?" spurgte han stille. Han lyttede gerne, til hvad hun havde at sige, det var da helt sikkert! Forsigtigt og prøvende, lagde han armene omkring hende og bød hendes ind i favnen. "Du er i New Dale, med mig.. Lestat," sagde han stille og ventede på hendes reaktion, på den åbne favn han tilbød hende. Det var da kun rimeligt, at trøste en man havde holdt kært. En som han stadigvæk holdt frygtelig meget af. Han strøg hende beroligende over armen og med den anden hånd, ned over ryggen. Han tyssede på hende. "Det var et mareridt, min k…. Enya," sagde han dæmpet og rettede 'min kære' til 'Enya'.

[Deleted]

Elanya havde aldrig rigtigt været præget af mareridt før, men nu kom det hele virkelig bare på stribe, og det var virkelig noget af det mest ubehagelige som hun længe havde prøvet! Hun trak vejret skræmmende hurtigt og dybt, idet hun vendte blikket stille og roligt mod ham. Hun genkendte ham i allefald, hvilket måtte få hende til at falde bare en anelse til ro. At han åbnede favnen, så tøvede hun virkelig heller ikke med, at skulle søge direkte til ham. Hun lod armene forsigtigt falde mod hans bryst, idet hun stille satte sig helt og holdent tæt ved ham. Det var hende en tryg plads, for det var også noget som hun måtte genkende fra dengang, selvom hun jo ærligt måtte erkende, at tanken omkring Maggie måtte skræmme ham. Hvad nu hvis han stadig holdt af barnets mor? Alle de ting som var noget som faldt hende ind. En tåre strøg stille ned af hendes kind. "E-et mareridt.. var det bare et mareridt?" Hun lukkede hånden forsigtigt omkring hans bluse og så sig ganske forsigtigt omkring. Det så i alle fald ikke ud som det hun havde set i drømmen. Hun tog benene stille helt op til sig. Ja, bare tanken om alt det som hun havde været tvunget til at skulle gå igennem, var ganske enkelt forfærdelig! "Det var forfærdeligt.." sagde hun stille. Hun lagde hovedet stille mod hans bryst og trak sig helt ind i hans favn. Hans strøg over hendes ryg bed hun bare i sig. De ekstremt mange blåmærker, var faktisk noget så ømme. Det var bare behageligt, at føle nogen tæt på sig igen.

[Lestat De Lochér]

Lestat vidste, at Ela ikke ofte oplevede mareridt. Det havde han jo ikke set før og det var noget, som måtte skræmme ham. Men folk ændrede sig jo lidt, men de var jo derinde et sted, ikke? Den han havde elsket og elskede et sted dybt indeni endnu, måtte bare være den, han nu sad med i favnen. Hun søgte ham hurtigt og det glædede ham, han ville ikke kunne klare en afvisning. Selvom han i længden ville have accepteret det. Han lukkede sine trygge arme omkring hende og trykkede hende ind i sin favn. Han trykkede hende helt tæt på, som hun også selv kom og hun følte det var som dengang. Dette var et af de dejavú øjeblikke, som han sjældent fik. Han holdt ikke af barnets mor på den kærlige kæreste-gifte måde, det havde han aldrig. "Ja. Du er i sikkerhed, i New Dale," sagde han dæmpet. "Hvad.. Hvad gjorde han?" spurgte han stille og forsigtigt. Lagde hænderne mod hendes sider, for ikke at trykke for hårdt omkring hende. Han var jo stærkere end hende i forvejen. Det måtte have været forfærdeligt, sådan som hun havde vent og drejet sig. Han havde ondt af hende. Stille lagde han hende ned i sengen, lagde sig ved siden af og holdt hende ind i favnen. Ville bare gøre hende tryg. Han lagde dynen omkring hende, for at hun ikke skulle fryse. Han var jo kold og hun frøs vel også udenfor dynen?

[Deleted]

Elanya havde aldrig nogensinde været præget af mareridt før nu, og det var virkelig også det, som automatisk måtte gøre, at hun reagerede som hun gjorde, selvom det virkelig ikke var noget som var hende nogen trøst. At have hans favn - en velkendt favn at søge til, var i den grad også noget som gjorde det hele meget nemmere for hende, samtidig som det også var noget, som måtte holde hende en anels rolig når det måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert. Hun trak vejret dybt og faldt tydeligt mere og mere til ro. Øjnene gled ganske stille i, som hun måtte lytte til hans ord. Hun hadet mareridt, det var nogt af det værste ved det hele. Hun bed sig ganske så svagt i læben, ikke at hun ville kunne skjule det, om hun så ville det eller ikke. Udelukkende var det virkeligt for hende i drømmen, fordi hun havde oplevet det i virkeligheden. Hun vendte blikket stille op mod Lestat, idet han forsigtigt lagde sig ned i sengen. Ikke at det var noget som på nogen måde, gjorde det nemmere for hende, men hun måtte virkeligbare lære, at falde til ro med det, det var i den grad også helt sikkert. "H-han slog o-og... og sparket mig.. Mørke rum.. skumle mennesker," hviskede hun stille og med en dæmpet stemme. Hun lagde sig en anelse ind mod ham, selvom det faktisk var noget som gjorde hende.. en anelse mere tryg? Han pakkede dynen om hende, han holdt omkring hende og han beskyttede hende. Det var virkelig noget af det bedste for nu, det var der end ikke nogen tvivl om overhovdet. Hovedet lagde hun tæt ind mod hans egen krop og mod hans bryst. Nok var han kold, men.. det gjorde hende tryg på en eller anden mærkværdig måde.

[Lestat De Lochér]

Lestat ville prøve at se det an. Han ville blive ved hende, om hun ønskede det. Om ikke, måtte han acceptere det og bare passe hans datter. Alene tanken om, at han kunne miste Ela efter dette, var virkelig dræbende. Det sugede hans energi ud, gjorde ham træt og gjorde, at han ønskede at knuge hende ind til sig og bare gensige hele den lange kærlighedsærklering, selvom det vel var for tidligt? Og lige efter hendes mareridt, var det måske ikke betryggende at høre. Men han elskede hende virkeligt. Han kunne mærke følelserne indeni, nu da de var så tætte. Han kyssede hende forsigtigt i håret og trak hende helt tæt ind i favnen. Det var virkelig rart at ligge her med hende, bare gøre noget for at holde hende tryg. Han nikkede stille. "Ingen vil slå eller sparke dig igen, elsk.. Ela," sagde han dæmpet, "Enya.." rettede han igen. Det var dog ufatteligt, så svært det var at vende sig til. Han lukkede øjnene i og holdt hende tæt ind i favnen, så hun kunne være tryg. Hun måtte bare vide, at han stod her som hendes skytsengel. Selvom engel, ikke var i bogstavligste forstand. Han duede ikke som engel, han havde jo prøvet det. Han pakkede dynen godt omkring hende og lod hende køle lidt ned, ved at lægge tæt op af hans kølige og stenhårde krop.

[Deleted]

Elanya prøvede virkelig, at skulle falde til ro, selvom det virkelig ikke var nogen nem opgave for hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun oplevede normalt aldrig mareridt! Når hun endelig gjorde, så var det så livagtigt, at det kunne gøre hende direkte panisk og det var jo trods alt også de følelser og tanker som hun sad med lige i øjeblikket. Det var virkelig ubehageligt! Hun bed sig svagt i læben og lagde sig ind mod Lestats krop. Den var måske kold, men den var velkendt og det var virkelig også det som var hende det bedste, for det fik hende virkelig til at falde noget så godt til ro i den anden ende. At han ville kalde hende Elanya, kunne hun udmærket godt høre på ham, selvom det nu og da, måtte være en tanke som måtte more hende et sted, det var slet ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hun vendte blikket forsigtigt mod hm. Hendes mange mærker var til tider synlige, men hvad kjolen måtte skjule, var en ganske anden side af sagen, det var også helt sikkert. "E.. er du sikker?" spurgte hun med en ellers så yderst dæmpet stemme, ikke at det var noget som hun kunne eller ville kunne komme det mindste udenom overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Hun havde brug for nogen til at beskytte sig, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af. "Han gjorde det.. o-og meget.." afsluttede hun med en nærmest skræmt stemme. Den drøm havde virkelig været virkelig!

[Lestat De Lochér]

Lestat ønskede kun Ela det bedste. Han ville være her ligeså længe, som hun brugte på at skulle falde til ro - det var helt sikkert. Det var aldrig nemt at komme over en drøm, når den var så livagtig. Han ønskede bare at lade hende vide, at han var her for hende. Han ville virkelig beskytte hende, for alt i verdenen! Det var virkelig fuldkommen sikkert. Han ville vie sit liv til hende endnu engang, om hun tillod ham. Ellers måtte han jo bare acceptere hendes valg og blive med Maggie. Han holdt hende tæt ind til sig, for at give hende tryghed. Han ville holde hende rolig. "Jeg er fuldkommen sikker," sagde han dæmpet og droppede bare, at skulle kalde hende noget overhovedet. Han kludrede bare rundt i det og hun var jo ikke Ela mere, som hun selv sagde. Så han måtte jo lade hende være Enya. "Jeg kan love dig en ting, jeg vil beskytte dig med mit liv," hviskede han i hendes øre. "Jeg vil hjælpe dig med, at komme ovenpå," lovede han videre. Han ville virkelig hjælpe hende, det var helt sikkert!

[Deleted]

Elanya faldt stille og roligt til ro ved Lestat, selvom det var noget som i den grad måtte tage tid. At hun havde det ene problem, at hun ikke kunne sove alene, det var i den grad også noget som appelerede til, at det måtte være så slemt som det nu end måtte være, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, havd end om det var noget som man ville det eller ikke, det var slet ikke noget som man skulle kunne drage tvivl til på nogen måde. Hendes hjerte slog fast og let mod hendes bryst, det var intet som kunne skjules. Hun bed sig svagt i læben og nikkede blot til hans ord. At han ønskede at beskytte hendet, det betvivlede hun så sandelig ikke. Han ønskede det vel... som det var dengang? Det ville hun da næsten tro, selvom der var så meget som slet ikke var som det var tilbage dengang. Procias kendte hun ikke mere og det skræmte hende ekstremt! "Beskytte mig med dit liv?" gentog hun stille. Hun stirrede blot ind mod hans bryst. Det var så koldt.. "H-hvad med din datter?" endte hun stille.

[Lestat De Lochér]

Lestat holdt om Elanya og ønskede bare, at hun skulle falde til ro. Det tog tid, men han havde jo kun tid? Han havde evigheden. Hvilket nogle gange føltes som ufatteligt lang tid, men det kunne jo også gå galt en dag, ikke? Han kunne fornemme hvor slemt det havde været, også en grund til at han ville ligge her med hende i sin favn. Han ville beskytte hende. Han holdt hende blidt ind mod sig, lod hende bare finde sig godt til rette - han ville lade hende komme ovenpå mareridtet. Før ville han ikke spørge ind til, hvad hun egentligt havde været igennem. Det ville være forkert, nu hun allerede var i denne angst. Han nikkede stille. Selvfølgelig ønskede han hende? Hans største og eneste kærlighed! "Ja," sagde han stille og strøg hende over ryggen. Kold var han ja. Det kunne han ikke ændre på. Men det havde hun været vant til. "Ja, hende må jeg jo også beskytte El..Enya, jeg er dog sikker på at vi alle kunne finde ud af det med hinanden," sagde han stille. Han havde bare savnet hende så meget! Han betragtede hendes skikkelse og håbede bare, at de kunne finde ud af dette - han ville stå der og være der for hende, hvis hun gav ham lov. Han ville dog nok tage det tungt, om hun ville ende med at afvise ham. Det kunne han bare ikke klare! Hun havde jo kaldt på ham i drømmene.. Det kunne vel ikke bare være hans fantasi?

[Deleted]

Elanya var virkelig bare bange for, at hun ville stå i vejen for den kære lille Maggie. Han havde da prøvet at komme over hende, og det var hun selvfølgelig glad for, men hun ønskede virkelig ikke at ødelægge noget som helst! Som hun selv tydeligt kunne mærke hans arme omkring hende, så faldt hun også meget mere til ro som tiden måtte gå og det var i sig selv, bare en dejlig tanke, følelse og fornemmelse, for den var i den grad også savnet noget så frygteligt! Hun trak vejret mere og mere roligt igen og faldt mere ind mod hans favn ved hans ord. Hun kunne tydeligt høre, at det var ham som måtte være der.. At han havde hørt hende kalde i hans drømme, var hun glad for, for hun havde virkelig ikke gjort andet end at kalde. At han stod fast på at de kunne finde ud af det.. med hinanden, fik hende blot til at smile ganske svagt, selvom hun praktisk talt slet ikke vidste, om hun skulle tage chancen eller ikke. Hun holdt stadig af ham.. elskede ham. De grønne øjne vendte hun stille op mod hans eget blik og nærmest med en form af spørgende mine. ”J-jamen… hvad med Maggie?” spurgte hun stille. Hun kendte jo slet ikke hans datter eller noget som helst og det var også noget af det som et sted også måtte skræmme hende et sted, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hånden strøg forsigtigt over hans bryst, det som for hende bare var en gammel vane, for det havde hun jo altid gjort ved ham fra før af. ”… Kald mig bare Elanya..” sagde hun endeligt. Når det var ham, så behøvede han ikke hendes andet navn.