Fortsættelse af: Help me..!

[Lestat De Lochér]

Det var stadig helt mørkt og den kølige nat var endnu oppe, da Lestat nåede New Dale sammen med Elanya og Maggie. Han havde sørget for at skulle sætte Maggie på plads, hver gang hun plagede og hun var egentlig det største 'problem' på denne rejse. De havde heldigvis ikke stødt på nogle lovløse fra Imandra, der ville have det sjovt. Han gik igennem byens gader og nåede til kroen. Han bad Maggie om at tage fat i hans bukser og holde sig tæt til ham, idet at han gik ind. Han bad om et værelse, med senge til 3. De fik nøglen og han gav den til Maggie og bad hende holde den, til de kom derhen. Han ledte dem begge med sig mod værelset og bad Maggie åbne for dem. Da døren gik op, bar han Enya ind og lagde hende på sengen. Han gik hen og hentede Maggie og løftede hende op på sin arm, idet at han lukkede døren og lagde nøglen på den lille skænk i forhallen. "Nu kan du hjælpe far med at mørkelægge, kunne du ikke have lyst til det?" spurgte han med et smil til hende og prikkede hende drilsk på næsen, afledte bare hendes tanker fra sulten lidt. Der var kun ét vindue, så det blev ikke svært. Han lukkede skodderne sammen, som der sad og tættnede enhver revne med en dyne eller pude og hang en hel dyne foran, bare for at være på den sikre side. Idet mindste ville sollyset så være minimeret og kun ramme gulvet, hvor han kunne undgå det og ligeså Maggie. Han smilede stille. Den 3. seng, stod på den ene side af dobbeltsengen i hjørnet og han satte hende der.

[Deleted]

Ela havde mere eller mindre grædt sig i en eller anden form for meget let søvn, ind mod Lestats egen krop. Det gjorde hende faktisk meget rolig, at være der sammen med ham igen, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. I og med, at de måtte nå til kroen, så vågnede hun en anelse op og så sig omkring. Lige dette sted, kunne hun da genkende fra dengang. En fortid som hun ikke havde skænket en tanke igennem så ufattelig lange tider. Hun hævede hovedet bare en anelse, selvom hun stadig lod kappen hvile godt og trygt omkring hendes egen krop. "Jeg husker det her sted.." sagde hun stille. Det var jo faktisk her, at de i det kærlige fællesskab måtte have skabt Jonas. En tanke som alligevel måtte stikke hende ganske så let i brystet, for det gjorde virkelig noget så frygtelig ondt et sted. Hun lagde sig på plads ind til ham. Maggie var nu lydig og tog fat omkring Lestats bukseben og fulgtes med ham, så der ikke skete noget som helst. Hun tog selv imod nøglen og beskyttede den med begge sine små fingre og stoppede op foran den rigtige dør. Elanya gav forsigtigt slip på Lestat, da hun blev lagt ned på sengen. Hun var træt, sulten og ekstremt udmattet, selvom hun virkelig ikke ville klage bare sådan uden videre, det var der end ikke nogen tvivlv om. Hun satte sig forsigtigt op i sengen og tog kappen let omkring sig, da Lestat kom ind med Maggie på armen. Maggie hjalp til alt det hun kunne med at få det gjort sikkert for dem, at være her på værelset. "Far? Er du heeeelt sikker på, at der ikke kommer sol nu?" spurgte hun stille. Elanya vendte blikket stille mod dem og med et svagt smil. Hun var virkelig en fars prinsesse, det kunne hun da tydeligt se.

[Lestat De Lochér]

Lestat havde godt lagt mærke til, hvordan at Ela var faldet i en let søvn-dvale form i hans arme på vejen. Han havde bare ladet hende, fordi hun var virkelig gennembanket og måtte være frygtelig udmattet ligeså. Han huskede selv natten så tydeligt. Hvor de havde skabt Jonas. Han savnede den knægt. Så frygtelig meget. "Det er glædeligt," havde han sagt til hende, før at de var nået op på værelset. Han nød at se Maggie tage ansvar for nøglen - ansvar for de små ting, betød også ansvar for det større. Han strøg Maggie over hovedet og satte hende i sit skød, som han satte sig på sengekanten. "Ja, det er jeg," sagde han stille og strøg hende over hovedet. Han skubbede sig op at stå, vidste snart ikke om han turde Ela være alene med Maggie. "El..Enya," sagde han stille og smilede. "Jeg henter dig noget mad," sagde han dæmpet og rejste sig. Han gik ud, med Maggie på armen og forlod værelset. Han låste døren og nøglen havde han taget i hånden. Han gik nedenunder og bestilte maden. Der gik ikke længe, før han fik det med han skulle have - noget frugt, en masse frisk vand og så et godt måltid mad. Men et let måltid. Han satte Maggie ned og tog imod bakken. "Kom min pige," sagde han til hende og førte hende med sig op til værelset igen. Han gav hende nøglen og bad hende låse op. Udfordringer skulle hun jo også af. Han instruerede hende i at skulle låse op og bad hende lægge nøglen på skænken. Han lukkede døren i og den gik i lås. Maden tog han med ind til Ela.

[Deleted]

Ela kunne så sandelig godt forstå, at Lestat ikke turde, at lade hende være alene med hans datter. Da specielt fordi, at hun var så sulten som hun måtte være. Et sted så var det bare noget som måtte more hende ganske så betragteligt. Hun slog armene forsigtigt omkring sin egen krop. Hun var træt, temmelig træt nu hvor hun kunne mærke det. Hun tog fat om en af dynerne som lå i sengen og kastede den ganske forsigtigt omkring sin egen krop idet hun stille lagde sig ned i sengen igen. Hun var virkelig noget så frygtelig træt, at man skulle tro at det var løgn. Maggie betragtede Lestat stille og roligt, idet hun blev taget op på hans arm igen og fulgte roligt med ned for at få sig noget mad til kvinden oppe på værelset. Hun sagde ikke så meget som et ord, selv da de fik maden med sig op igen. Hun måtte jo bare.. acceptere det vel? At den kvinde måtte få mad og hun ikke måtte? Det var virkelig bare unfair! "Jeg vil også have mad, far.." beklagede hun sig endnu en gang, da de nærmede sig værelset igen. Hun tog imod nøglen og prøvede at sætte den i låsen. Det var faktisk frygtelig svært! Hun lyttede til hans ord, fik nøglen sat ordentligt i låsen og med det store triumferende smil, så fik hun nøglen drejet, så hun kunne få døren op. Hun åbnede døren ganske stille og skubbede sig roligt indenfor med Lestat efter sig. I den korte tid de havde været væk, så havde Elanya allerede formået at skulle falde i søvn under dynen. Hun trak vejret stille og dybt og lå ellers helt slapt. Den søvn havde i sig selv, været meget mere trængende end det som maden havde været. Maggie så stille på hende og med det næsten morende glimt. Hun havde jo ikke direkte set levende sove på den måde. "Er hun syg?" spurgte hun stille, idet hun stille gik tættere på hendes sovende skikkelse.

[Lestat De Lochér]

Lestat havde rost Maggie, da hun endelig fik døren låst op. Det var en udfordring for de små og det var godt, at de blev udfordret. Han satte madbakken ind på et andet bord, inde i soveværelsesregionen. Han ville også lade Elanya sove, nu hun endelig var faldet i søvn. Det var da kun på sin plads, at hun skulle have lov til det. Han satte sig hen på den seng, der skulle være til Maggie. Han klappede på sit skød, for at få hende hen. Da hun kom, tog han hende op i favnen og satte hende i sit skød. "Det eneste jeg kan tilbyde er mig selv, Maggie," sagde han dæmpet og så på hende. Han strøg hende kind med sin ene hånd og den anden, hvilede omkring hendes skikkelse. Det var noget, han ikke ville sige mens Ela var helt vågen. Hun havde vidst aldrig rigtig brudt sig om det og hun behøvede ikke at se ham, få suget blod eller se hans datter, suge hans blod. "Det ved jeg ikke endnu.. Men hun er bare meget træt," sagde han stille. Han smilede og lagde begge arme omkring sin datter, mens at han bare lyttede til Ela's søvnvejrtrækning. Den var faktisk rolig og hun måtte sove dybt. En søvn, han ikke selv havde oplevet i lang tid og han manglede det egentligt ikke?

[Deleted]

Elanya var virkelig bare.. træt. Utrolig træt faktisk, så hun ænsede end ikke, at de kom tilbage ind på værelset. Hun var allerede gledet i den halvdybe søvn med dynen halvvejs trukket over sig. Maggie stod blot og betragtede hende. Hun var nærmest som hypnotiseret af lyden af Elanyas bankende hjerte og det var næsten som om, at det måtte tvinge hende tættere på! Hun røg ud af trancen mere eller mindre med det samme, som Lestat måtte kalde hende hen til sig, så det gjorde hun gerne. Hun ville virkelig heller ikke være mere uvenner med far, mere end det som måtte være højst nødvendigt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl omkring overhovedet, det var helt sikkert. Hun kravlede stille op og satte sig i hans skød. Hun vendte blikket stille mod ham. Hun bed sulten i sig for nu, for hun ville virkelig ikke irritere ham mere. Det gjorde hende faktisk meget ked af det. Hun så stille på ham. "Jamen.. mor har altid sagt jeg ikke må bide mor eller far.." sagde hun stille. Hun lagde hænderne stille mod sin mave. Den knurrede ikke, men sulten var der. Den kunne hun virkelig bare mærke! Hun vendte sig forsigtigt i hans favn, så hun kunne putte ordentlig ind til ham. Hvem Ela var, det vidste hun jo slet ikke. "Hun se syg ud.." fastholdt hun og sandt var det jo. Hun var bleg og tynd, så Ela så virkelig ikke helt godt ud. Det var jo disse små ting som små børn lagde mærke til.

[Lestat De Lochér]

Lestat sad og betragtede Ela. Han ville få hende undersøgt. Men det krævede en autoriseret læge, som ikke var løvlos og som faktisk havde noget mere klasse, han ville virkelig ikke byde hende andet. Han ville for nu bare lade hende sove, være der for hende og ønske hende det bedste i hendes søvn. Ønske hende søde drømme. Han havde godt opdaget, hvordan Maggie var helt væk i Ela's blod, men pigen var jo heller ikke ret gammel. Der var intet at sige til den lyst man havde, når man var ung. Det var bare så fristende. Han vædede let sine læber og holdt armene omkring hende. Vendte hendes front imod sin. "Ikke når du ikke har fået lov. Men du skal ikke gå rundt og være sulten," sagde han dæmpet. "Så giver far hellere noget," sagde han blidt og strøg hende over ryggen. Han puttede hende godt ind i favnen. "Det skal vi også finde ud af, om hun er," sagde han stille - bed sig dog mærke i hendes ord, børn havde bare en eller anden form for 6. sans, til at gennemskue hvordan folk havde det. Han kyssede hende i håret. "Så kan du også øve dig i at bide i halsen," sagde han stille og smilede. Det manglede da virkeligt bare. Og hans liv kom ikke ligefrem i fare, hvis hun bed ham.

[Deleted]

Ela følte sig fuldkommen tryg og sikker, ellers ville hun aldrig nogensinde have ladet sig selv falde i søvn på denne måde. Det var virkelig sådan, at hun var mest sårbar og det var sådan at de havde ramt hende. De havde simpelthen nægtet hende søvn og så med den hårde behandling, så var det vel ikke underligt, at hun havde måtte bukke under til sidst? Maggie var ikke særlig gammel og deraf, så skulle der intet til, for at hypnotisere hende eller tvinge hende i den trancetilstand, som alt dette måtte give dem, det var der heller ikke nogen tvivl omkring overhovedet. Begge hendes forældre var jo vampyrer, så hun var heller ikke vant til at færdes omkring folk som faktisk måtte være i besiddelse af en puls. Hun nikkede stille og forståelsesfuldt til Lestats ord. Hun var jo sulten og han var jo hendes far.. Han var nødt til at passe på hende! "Du vil have mig skal spise far?" spurgte hun dæmpet. Det forstod hun virkelig ikke. Desuden, var det heller ikke en tanke som hun var meget for selv, når det kom til stykket, det var endda også helt sikkert. Hun nikkede stille. "Hjertet er svagt," påpegede Maggie forsigtigt. Det slog godt nok roligt og stille, men.. svagt.. Det kunne vel også Lestat høre? Hendes fokus blev flyttet fuldstændig. Bide i halsen? Skulle hun bide far i halsen?! Hun gjorde tydeligt store øjne og så på ham. "Skal mig bide far i halsen?" spurgte hun. Selvfølgelig var det nyt for hende på alle måder, men alligevel.. Det var jo far!

[Lestat De Lochér]

Lestat kendte Ela. Og han tog det virkelig kun positivt, at hun ville sove - fordi så var hun jo tryg. Sådan havde det jo altid været. Glæden ved, at hun levede, var ham virkelig ubeskrivelig. Han elskede hende jo og havde tænkt over hende hver dag. Han ville, når hun havde sundet sig, først spørge ud om hvad hun havde gået igennem. Han ønskede at vide, så han kunne sætte sig ind i det. Han trykkede hans pige ind i favnen. Hun var ikke vant til det nej, men det ville hun straks komme hvis han drømmetanker kom til virkelighed - fordi så ville han blive sammen med sin elskede Ela. Eller nu, Enya. Men hans kærlighed var jo derinde et sted, var hun ikke? "Ja.." sagde han dæmpet. Han kunne uanset nemmere fange et uheldigt bytte et sted her i Imandra, end at Maggie ville kunne - og han ville heller ikke lade hende gå ud selv! "Jeg ved det," sagde han dæmpet. Han kunne udmærket godt høre det og det bekymrede ham, men hun var jo undernæret og uden energi, det havde vel noget med det at gøre? Han så hende i øjnene. "Du kan ligeså godt øve dig min pige," sagde han stille. "Jeg har virkelig intet imod det," forklarede han videre. Han gav hellere end gerne sit blod til hende - og hun skulle jo ikke have nær så meget, som en fuldvoksen vampyr skulle.

[Deleted]

Elanya var i den grad tryg, ellers ville hun aldrig ligge som hun gjorde lige i øjeblikket. Hun gled stille helt ned i sengen uden at vågne. Hun gled virkelig hen i den dybe søvn, fuldstændig uforstyrret af, hvad de nu end måtte foretage sig lige ved siden af hende. Hun tog forsigtigt omkring dynen, selvom.. hun ikke kunne holde grebet, da hun prøvede at trække den over sig. Hun gled roligt ned på ryggen og sov ellers bare videre. Maggie vendte blikket mod hende, kun for en kort stund inden hun så på Lestat igen. Hvem hun var, det vidste den lille pige jo ikke. Hun kendte til mor og far, og det var virkelig også det eneste, da det virkelig havde været de eneste som havde nogen betydning i hendes liv. Hun kendte jo ikke rigtigt til Ela eller hvilken betydning den kvinde måtte have for ham. "Far bekymret for hende?" spurgte hun stille og lod hovedet søge let på sned. Hvem ved.. hvis denne kvinde var så vigtig for ham, så var det måske hendes kommende mor? At hun fik lov til at bide ham, forstod hun ikke, men at hun fik blod, var den eneste tanke som lige måtte fæste sig i hendes egne tanker og i henes eget sind. Hun nikkede med selv det største smil og rejste sig op. Hun havde en fod solidt placeret på hvert af hans lår og med hænderne mod hans skuldre inden hun så på ham igen. "Faaar? ... Øhm.. hvordan gør man?" spurgte hun. Hun havde jo aldrig prøvet det på denne her måde før.

[Lestat De Lochér]

Lestat vendte endnu engang blikket over imod Elanya. Det var ham virkelig en glædelig tanke, at hun kunne falde til ro. Han havde dog øre på hendes vejrtrækning og hjerterytme, hvis noget gik galt så ville han virkelig gå i panik. Så ville han først prøve at skulle trykke livet tilbage i hende eller i nødstilfældet - gøre hende af natten. Men det ville han helst ikke, fordi hun havde det bedst i en lys race.
Hans blik røg tilbage til Maggie, som han også havde set kigge på Ela. Han ville på et tidspunkt forklare hende, hvem Ela var - men Ela skulle være vågen, så det kunne opleves lidt bedre, fordi Ela kunne supplere hans ord. "Det er jeg ja," sagde han dæmpet og så på hende. Så hende i øjnene. Det var en anden vigtig ting - selvtillid, det at se folk i øjnene. Der var mange ting han ville lære hans lille pige. Alt fra selvtillid til at åbne en dør. Der var lå intet dybere bag bidet, end undervisning og at hun fik sin mad. Han ønskede bestemt ikke at hun skulle sulte, slet ikke! Han måtte bare finde noget, før hun kunne få jo. Og nu i nødens stund, måtte det så blive ham selv. Han støttede hende, da hun stod op. Han lagde hovedet på skrå. Man kunne jo godt se blodårerne på ham, han havde jo bare ingen puls eller nogen hjerterytme. "Hold øje," sagde han dæmpet. "Kig på den tydelige blodåre, der kommer frem når jeg strækker halsen," uddybede han til hende og strak halsen mere. "Føl dine læber frem og bid," afsluttede han.

[Deleted]

Elanya var tydeligt faldet til ro igen. Hendes krop var dog skræmmende tung. Hun var virkelig bare udmattet og underernæret. Hun var faktisk tynd, at skulle se på, så det som var sket, havde i den grad ikke været mild ved hende på nogen måde. Alt for meget, var sket siden hun var blevet revet fra Lestat og holdet i dødsriget igennem så frygtelig lang tid. Det stod hende stadig uklart hvor længe hun faktisk havde været væk.
Maggie betragtede stille sin far med et roligt blik. At han var bekymret, det kunne hun tydeligt mærke på ham og det påvirkede i den grad også hende, når det kom til stykket. Hun nikkede til hans ord. "Sikker på hun ikke er syg?" spurgte hun stille. For alt hvad hun vidste, så kunne det hurtigt vise sig, at være temmelig alvorligt i den anden ende, men slet ikke en tanke som faldt hende ind. Hun lod blikket søge til Lestats hals, som han valgte at strække den. Den tydelige blodårer måtte tydeligt vise sig for hendes blik. Som kroppen var kold, så var blodåren blålig og kold også. Hun blinkede ganske let med øjnene. Hun lyttede til hans ord og nærmede sig blodåren. Forsigtigt mærkede hun efter med tænderne, til hun var helt sikker på, at hun fandt den. Det gjorde vel ondt, hvis hun ramte ved siden af? De små hænder lukkede sig omkring Lestats bluse - Bare for at have noget at holde fast i, idet hun satte tænderne direkte ned i blodåren og bed sig fast til ham. Hun begyndte at suge omgående. Hun var virkelig sulten!

[Lestat De Lochér]

Lestat nød at se at Ela var faldet til ro. Bare hun kunne finde den fred til at sove, glædede ham virkeligt og fjernede lidt af bekymringerne. For han ønskede hende virkelig intet ondt, bestemt ikke. Og han hadede hvad de folk havde gjort ved hende! Han lod hende bare sove - ville lade hende sove, ligeså længe hun kunne. Han ville lægge sig på Maggie's seng sammen med sin pige og bruge tiden på hende, så hun fik masser af nærvær og opmærksomhed, omsorg og alt der skulle til. "Det får vi se," sagde han dæmpet og næsten bedende til at hun bare ville stoppe emnet, han blev bare for oprevet til sidst. Han smilede til hende og støttede hende til at stå ind mod sig. Han elskede virkelig sin lille pige ud over alle grænser, hun havde været alt i hans verden den sidste tid og hun ville blive ved med at betyde alverden. Han lod hende famle sig frem og da hun endelig fik sat tænderne i det rigtige sted, lod han hende bare suge. Han lod vær med at strække halsen helt så meget, selvom den stadig var på skrå. Men nu havde hun jo fundet det. Han blinkede let med øjnene og mærkede en dybt underlig følelse. Det var så længe siden, at han var blevet bidt. Det kildede på en måde og ellers så gjorde det ham nærmest intet. Kold og blålig var blodåren så sandt, men blodet ville være godt for Maggie. Det ville gøre hende stærk. Han bed tænderne let sammen og sagde ikke noget. Da han begyndte at mærke, at det var nok for ham, stoppede han hende.For hvis han blev tømt for blo, ville han ende i dvale - ikke dø. Bare være en tom skal, indtil han fik blod igen. Hun måtte dog også være mæt, han havde trukket den længe nok til det.

[Deleted]

Maggie var nysgerrig af natur, så selvfølgelig var hun også nysgerrig på hvem Enya måtte være! Lige nu var det hende en tanke som lå ganske fjernt, som hun nu måtte få stillet sin længe ventedde sult. Hun ville faktisk selv mene, at hun havde gjort det godt med at sidde og vente, for hun var jo bare 4 år gammel af udseende! Lige nu og jo mere tid som hun tilbragte sammen med far alene, så var det faktisk meget nemmere for hende, at skulle glemme mor lidt. Hun havde faktisk ikke rigtigt tænkt over hende før her til aften. Af en eller anden grund, så var det noget som Enya måtte minde hende om på en eller anden mærkværdig måde, og nemt, det var det i aller højeste grad ikke! Hun sugede til sig som aldrig før, til Lestat selv måtte stoppe hende. Hun kendte jo trods alt ikke konsekvenserne af det, hvis hun tog for meget. Det var jo amt sammen noget, som hun måtte være blevet sparet for, igennem det sidste lange stykke tid, det var også helt sikkert. De mørke øjne vendte hun stille mod Lestat. Hun var virkelig sin far op af dage, det var der end ikke nogen tvivl om overhovedet. "Må mig ikke få mere?" spurgte hun med en dæmpet stemme. Ikke at det var noget som hun kunne eller ville kunne formå, at skulle skjule for ham, for hun ønskede det faktisk. Det smagte virkelig.. godt! Hun knyttede hænderne let og gled roligt ned at sidde i Lestats favn. At få føde på den måde, det gjorde noget ved hende. Det lod virkelig det lille bæst komme tydeligt frem og først når hun var færdig med at nære sig, så kunne hun slappe af igen. Hun lukkede øjnene stille. "Det smagte godt.." mumlede hun med en dæmpet og tydelig tilfreds stemme, idet hun stille lagde sig til ind mod Lestats favn.

[Lestat De Lochér]

Lestat smilede stille. At være nysgerrig, var ingen synd. Han ville også bare lære hende og hjælpe hende, til at skulle vide meget. I og med hun var så ung, kendte han meget til at skulle håndtere - Jonas havde han også kendt mest i hendes alder, så det var ligesom den kendte alder for ham, som hun var i og han vidste hvor hun skulle prikkes til, i udfordringer osv. Han trak nærmest vejret, fordi han mærkede sig mere slap i det. Nu var en del af hans blod jo drænet, så nu måtte han bare finde sig et bytte selv. Måske en uheldig rengøringsdame eller noget? Hun kendte ikke konsekvenserne af at tage for meget, det ville han ikke belære hende med nu! Sugede hun for meget af det levende væsen - ville hun dø. Sugede hun alt blod ud af en vampyr, ville vampyren gå i dvale. Ting hun var for ung til at vide endnu. Derfor han blot stoppede hende og vejledede hende i denne unge alder. "Ikke lige nu nej," sagde han stille og roligt. Han lagde armene omkring hende og skubbede sig mere ind på sengen. Han lagde sig ned og trak hende med sig ned, for at hun kunne lægge sig og putte ind i hans favn. "Godt," sagde han dæmpet. Han gjorde sin egen finger våd og strøg den over hans bidsår, der kom dog ikke meget blød ud. Han havde armen omkring sin datter også.