Not fast enough to run from me!

[alecander]

Alecander fortsatte sine elegante og yndefulde skridt hen ad engen, som gik han helt normalt. At hun faktisk havde kræfter til at tale, fik ham ikke til at se på hende, men han lyttede dog til hans ord. Men da hun bad ham om at omdøbe hende, hvis hun mistede for meget blod, fik ham til at vende sit blik forundret mod hende. Der var jo ingen der sagde at hun kom til at leve et dårligt liv, skønt hun blev donor, og han egentlig satte hendes liv på spil ved det. Han nikkede roligt til hendes ord, skønt hun nok ikke så det. ”Det skal jeg nok love,” lovede han uden et smil eller nogen anden følelse, han så blot ligeud, som han gik fremad, og var på vej hjem til sin Mansion. ”Men … eftersom jeg ved at dans er dit liv, så får du selvfølgelig lov til at fortsætte med det,” sagde han roligt, uden at han så på hende. Der var jo ingen grund til at frarive hendes passion, hendes lidenskab, og hun kunne jo få lov til at underholde vampyrerne? Den sidste tanke morede ham, men det var faktisk ikke noget han ville tvinge hende til, hun kunne få lov til at gå rundt som hun ville, uden hun egentlig kunne flygte, for hans Mansion var beskyttet med hans djinns magi, det var blot et enkelt ønske, og så var hun fange på hans Mansion for evigt. En frydende tanke faktisk; at han havde magten.

[alice]

Alice mærkede knapt nok at de gik, sådan som han gik så pænt over engen. Hun var for omtåget, til at skulle gøre andet end bare acceptere at han tog hende med sig. Hun var energidrænet og følte sig nærmest helt beruset. Hun blev derfor bare liggende ind mod hans favn og rørte sig knapt nok. Hun skød øjnene forsigtigt op og kiggede på hans kæbeben, hvilket var det mest tydelige hun lige kunne se. Hun betragtede det og sukkede en lille smule. Hendes ene hånd faldt mod hans bryst, hvor den så hvilede. "..Tak," hviskede hun dæmpet, og anede ikke hvor hun blev ført hen. Dvasias? Hun håbede virkelig bare, at der ville være lidt lys for hende. Lysvæsner levede trods alt af lyset - og hun ville uanset næsten kunne dø af at leve for længe i mørke. Hendes øjne gled mere op, så han nævnte hendes dans. "Tak," sagde hun stille igen, dog med lidt større begejstring. Hun prøvede at komme til sig selv, men det var bare ikke så let. Hun lukkede øjnene i igen og måtte gispe let, som hun strak lidt i hendes ømme hals. Hun bed tænderne let sammen. Hvad hun ville få lov til og ikke, det tænkte hun slet ikke på nu.

[alecander]

Alecander morede sig faktisk over at hun tog det så … pænt. Det var hun nok den første der gjorde, og om det var klogt eller ej, var han ikke klar over, for det var godt nok for ham, så var der mindre besvær for ham, men … hun gav jo afkald på hele hendes liv, og hvad godt var der ved det? Men uanset så var hun ikke i stand til at gøre noget som helst ved det, for han havde magten uanset hvad, og fordi hun alligevel ikke var i stand til at gøre modstand, så kunne hun ligeså godt gå med, så det var jo faktisk ganske fornuftigt! Han skød forundrende brynene i vejret. Hun takkede ham? Han slap en kold latter. ”Tak mig ikke alt for tidligt,” svarede han blot med et lettere lumsk tonefald. Som han havde fortalt hende, han kunne ikke sikre hende sit liv, og det havde han heller ikke tænkt sig, for han kunne jo godt meddele hans organisation, at den der dræbte hende, ville selv blive dræbt, men hvorfor skulle han dog gøre det? Hun var et lysvæsen, blevet til hans organisations donor, og en donor skulle give blod, og at en enkelt vampyr så ikke ville kunne styre sin blodslyst, ja, det var jo så bare ærgerligt. Han fortsatte stumpt mod Dvasias, hvor hans Mansion lå i udkanten. Han skænkede hende end ikke et blik som hans mørke øjne hvilede stift ud for sig.

//Out

[alice]

//Out