Not fast enough to run from me!

[alecander]

Solen stod højt på himlen, vinden var mild, og der var kun få skyer på himlen. Vejret var godt over engen, men man kunne ane i det fjerne at uvejret var på vej. De grå skyer truede med at komme ind over landet og lægge landet hen i en mindre storm. Det var ikke koldt, ikke for Alecander, der havde taget vandringen ud fra Mansionen. Maskeballet var gået som det skulle, Gabriel var død, og Neutranium stod svagt, ligesom Castle of Darkness, men fordi at attentatforsøget og sabotagerne, var gået så godt, så var der blevet mindre at lave, hvilket gav mere fritid til lederen af organisationen, nemlig ham. Han havde natten inde haft et sammenstød med Valerie, den farlige fange fra Dvasias, som han var skyld i var på fri fod, fordi han havde sprunget kældrene i Castle of Darkness. Og han kunne faktisk bruge den kvinde til nogen fornuftigt, hun var jo ikke ligefrem dum, og så kendte hun kældrene. Hun kunne blive et godt es i ærmet. Alecander var på vej hjem til Mansionen igen, sollyset bekymrede ham ikke, for han bar sin magiske ring, der gjorde ham i stand til at færdes ude, når solen var fremme, takket være hans slave, djinnen Davis. Han havde for længe siden købt ham og havde lavet en amulet af hans visdomstænder, som nu hang omkring hans hals, og ringen og amuletten var nogen som han aldrig tog af! Det var værdifulde ting, som kunne bruges mod ham, hvis tingene kom i de forkerte hænder. Han bar de sorte fløjlsbukser, en hvid skjorte indenunder den sorte læderjakke, som også gemte for udsynet til den magiske amulet, der var kilden til Davis. Skridtene var elegante og yndefulde, og stadig mandige, hans holdning var rank, og udstrålede selvsikkerhed og en vis arrogance. Ved det første blik, kunne man tydeligt se at han var storsnudet, men det ville være dumt at undervurdere ham. En rigmandsknægt var hvad han lignede mest af alt, og han var ikke bange for at afsløre at han kom fra en rig slægt, for det var bestemt noget han var stolt af. Og hvad vigtigere var, han var stolt af at være vampyr. Hans blege hud skinnede lettere i solens stråler, som han gik over engen. Vinden var blevet kraftigere, når man gik ude på den åbne mark. Eftersom han var ude i solen, kunne man mest af alt tro, at han var isdæmon, eftersom de også var kendt for deres blege hud, men det var langt fra tilfældet!

[alice]

Denne dag var virkelig ikke noget speciel. Ligesom alle andre, gik Alice rundt med et bid i læben og alene. Hun gnavede godt i sine læber, som ikke længere var velplejede og rosa. Dog det eneste af hende, som hunikke lige holdt. Det var bare så svært, når de mange tankern om at hun ikke kunne få Jasper, plagede hende. Solen var hende dog virkelig et lyspunkt og hun skinnede virkelig lyst. Hendes aura udstrålede bare den lyshed, og den falmede virkelig ikke. Men hun havde jo også lykke i livet. Når hun dansede i hvert fald. Engen her havde været fri hele dagen, så Alice havde taget hendes mørke kjole på. Den stod i god kontrast til hendes ellers lyse udseende. Det lyse hår var løst og dansede i vinden, som jo var kraftig herude på de åbne marker. Hun smilede stille. Hendes sko sad tæt. De var lavet af et stærkt materiale og blev bundet tæt omkring anklen, med en lædersnor som sad fast til skoen. Hendes trøje sad tæt ved taljen og var ellers løs. Den nåede til knæerne og ellers havde den brede ærmer. Det hele dansede bare med hende. Hun dansede rundt i en piourette, og dansede lystigt rundt. Men til sidst, blev det for varmt og hun blev ned at sidde. Hun tog noget af hendes vanddunk, som lå lige i græsset ved hende hvor hun dansede. Hun smilede forsigtigt og betragtede en græshoppe i græsset. Den forsvandt dog. Og så fik hun øje på den nye person. Det lignede en isdæmon, sådan som huden glinsede. Men man vidste aldrig. Hun rejste sig, rettede på kjolen og drak lidt mere vand af hendes dunk. Hun bandt lædersnoren i dunken, rundt om hendes arm. Så kunne hun da stadig bruge hånden.

[alecander]

Alecander fortsatte sine skridt, han måtte helst ikke stoppe op, da han skulle nå hjem til Mansionen inden det blev nat igen. Nok havde han fortjent lidt sjov, men det kunne jo heller ikke vare ved i flere dage, han havde haft sin fritid, og var nød til at tage hjem. Som han vandrede over den store eng, der var så frit, intet til at skjule sig bag, men det havde han heller ikke brug for, hvis nogen skulle gemme sig, så var det alle dem som mødte ham, men som han vandrede over den store slette, og vinden slog mod hans ansigt, fik han færten af en anden person. Et … hans mund løb næsten i vand, da han fik færten af det søde, varme lysvæsenblod. Hans mørke øjne så rundt, indtil han fik øje på den kvinde, der måtte sidde i det bløde græs ikke så langt fra ham. Hans mørke øjne viste ingenting, kun det smule kølighed som de plejede at have over sig. Han vandrede roligt over til hende, uden at hans mørke øjne forlod hendes skikkelse. Det var ikke svært at gætte hvad hun var, for hendes blod havde allerede afsløret det. Lysvæsenkvinde, var trods alt det bedste blod man kunne få! Et lysvæsen var langt renere end engleblod. Han kunne tydeligt se det den lyse aura der måtte stråle fra hende, endnu en ting, der afslørede at hun var et lysvæsen. Det lille træk i mundvigen var ikke at tage fejl af. ”Goddag,” hilste han roligt, og gjorde et lettere buk, han kunne jo faktisk ikke vide om hun var direkte fjendtlig, men det var vel også uden betydning? Han kunne jo bare tage hendes blod hvis han ville, det kunne hun vel ikke gøre så meget ved? Han tog hvad han ville have, og hendes styrke var langt mere underlegen end hans. Han kunne jo få lov til at more sig lidt?

[alice]

At det faktisk var en vampyr, som kom gående imod - det som lignede - hende selv, var hun faktisk uklar over. Et smil gled svagt over hendes læber. Det lå bare til hendes kønne udseende, at have det blide smil på læben. Også selvom de var lettere skambidte, fordi hun altid bed sig når hun tænkte. Hun strøg sig let om munden og betragtede den skinnende isdæmonlignende skikkelse, som nærmede sig hende. Hun ville dog ikke bare sige, at det var det. Fordi det kunne være så meget andet. Der var så meget i denne verden, som hun ikke havde læst op på. Hun dansede, hun sad ikke med næsen i en bog for at lære. Engen her var jo højlys dag, så faktisk ville hun udelukke vampyrer. Medmindre de selvfølgelig pludseligt var begyndt at gå ude under solen uden problemer. Hun nejede høfligt for ham, som han også bukkede. "Goddag," sagde hun med hendes fløjlsbløde stemme og betragtede hans let kølige blik. Det måtte kun sige hende, at der måtte være nogle mørke intentioner bag at han var her og kom hen til hende. Men hun gav ingen tegn til, at hun faktisk vidste det. Hun trak vejret dybt og betragtede ham med sine skinnende øjne. Hun rankede let i ryggen og overvejede, hvad han kunne finde på og hvilke kræfter han havde i sig.

[alecander]

Vinden slog mod Alecanders ansigt, ikke noget han bed sig af, eftersom han ikke kunne fryse. Han så kort mod den storm der var på vej, der ville ikke gå mange timer før den var inde over Manjarno, og engen med, og måske ville der kun gå minutter? Det var svært at sige. De mørke øjne faldt igen mod det lysvæsen, som måtte befinde sig på engen. Hvem hun var, vidste han ikke, og skønt han kunne befinde sig ude i sollyset, burde han ikke undervurdere hende, så han måtte gå frem med rolige skridt. Hans øjne blev en smule mere milde, blot for at vise at han egentlig ikke havde nogen intentioner, og det havde han vel heller ikke? Han kunne godt nære sig på hende, men han havde fået sin sult stillet natten inden, da han havde været hos Valerie, som han havde givet lidt blod til. Han smilede da hun nejede for ham, et sted typisk procianere? Altid så venlige og godtroende, det var så … naivt! Han så roligt rundt. Han måtte helst ikke vække for meget opsigt, så han valgte at tage den rolige vej, og ikke virke fjendtlig. ”Hvad laver De herude, når en storm snart er på vej?” spurgte han lettere undrende. Faktisk undrede det ham, for det var da ikke særlig rart at være ude når regnen først begyndte at falde, og hun kunne blive syg af det, det kunne han til gengæld ikke. Han havde heller ikke set nogle andre, hun var faktisk den første han mødte på sine vej tilbage til sin Mansion.

[alice]

Alice mærkede vinden ruske lidt i hendes hår. At det sådan set trak op, havde hun endnu ikke set. Desuden skulle hun blot tilbage til kroen i Manjarno, hvilket ikke var langt herfra. Det var nu rart med vinden i håret. Det kølede hende ned, efter at have danset et godt stykke tid. Hun bed sig let i de i forvejen forbidte læber og betragtede manden, som stod der og skinnede under solens stråler. Hun lagde armene let om sig selv, pga. kulden. Hun vidste, at han kunne have onde intentioner. Men hun troede jo på noget godt i alle. At han blev mere mild i blikket, fik hende væk fra at han var direkte ond og modbydelig og hun kunne derfor ikke undgå at smile ligeså stille til ham. "Jeg dansede mine tanker bort.. Bor på kroen, så der er heller ikke langt," sagde hun dæmpet. Bor - indtil hun ville kunne finde noget andet. Hun trak på mundvigene og trak så lidt på skuldrene. "Ellers ikke meget andet.. Og De? Hvor er De på vej hen?" spurgte hun dæmpet og med en høflig tone. Hendes ø jne flakkede let over ham, mens hun overvejede om han måske var ond alligevel. Nej.. Nu ikke dømme bogen på omsalget, Alice, tænkte hun for sig selv.

[alecander]

Alecander betragtede hende blot, studerede hende, indprentede hende i sit sind, så han kunne huske hende. Hans hoved søgte ganske blidt på sned, imens hans mørke øjne hvilede undrende på hende, eller rettere lettere tænkende. Han gik roligt hen imod hende, imens han trak sin mørke læderjakke af, så han kun selv stod i sin hvide skjorte. ”De fryser jo,” bekendtgjorde han og lagde roligt sin jakke omkring hendes skuldre. Han smilede et stille smil til hende. En gentleman kunne han jo godt være, det var bare sjældent at han viste sin ’gode’ side mod procianere, men det var jo ikke decideret de gode han havde noget imod, han ville bare overtage alle tre lande, andet var der ikke i det, og han dræbte dem som kom i vejen for hans planer, så længere gik den ikke, så han havde ikke decideret noget imod procianere, de levede bare på en anden måde en dvasianere, og så var de vel naturligt … dødsfjender? Han nikkede roligt til hendes ord. ”Så de er danser?” spurgte han roligt, blot for at få det konstateret. Det var derfor hendes hjertebanken slog hurtigere end det normalt ville gøre, fordi hun havde danset. Men det kunne jo også være at det ikke var hendes job, men blot af interesse. Han trak let på skuldrene da hun spurgte ind til ham, det kunne han vel have sagt sig selv? ”Jeg er på vej hjem,” svarede han, og det var sandt, ”men det er ikke så langt herfra.” Han smilede et lettere skævt smil, og alligevel var der noget koldt over det, det lå ligesom bare til ham.

[alice]

Alice huskede også at indprinte denne mands ansigt. Så ville hun jo kunne genkende ham igen. Hun så på ham, da han tog sin jakke af. Nu mistede hun da stort set alt mistanke om, at han var ond. Hun smilede lidt genert og trak læderjakken omkring sine skuldre. Hun nikkede med et lille tak og trak vejret roligt. Hendes hjerterytme faldt hurtigt igen, eftersom hun var i god form. "Det var nu ikke slemt," sagde hun dæmpet, selvom hun tydeligt mente et tak for at han have givet hende sin jakke. Det stille smil på hans læber, sagde hende bare at han måtte have noget godt i sig. At de egentlig var fjender, var ikke tanker som løb gennem hendes sind lige nu. Hun nikkede stille til ham. "Ja.. Har danset på Procias hof, men danser nu bare for at holde mig i form," sagde hun dæmpet. Om det var dumt at sige, bedømte hun ikke lige. Hun tænkte ikke så langt, når han først havde vist sig lidt venlig. Hun smilede let til ham. "Okay," sagde hun blot dæmpet og uden at spørge mere ind til det. Hun vædede sine læber og mærkede ikke hans kulde, da hun jo selv frøs.

[alecander]

Det at være en gentleman, var noget som Alecander selv valgte, han kunne ligeså godt være i gang med at nære sig på hende. Og han havde det ikke så godt med andre racer end hans egen, for det var trods alt den, som han ville have til tops. Alle andre racer … var der lige som bare. Og han plejede normalt at nære sig på engle og lysvæsner, netop fordi deres blod smagte bedst, så dette kunne vel ikke være en undtagelse? Det nyttede jo ikke at han modsagde sig selv, blot for at være … høflig, det ville jo være mod hans races natur! Så hun var desværre ikke en undtagen. Og han kunne vel godt lade organisationen få brug for hende? Som deres donor? Det ville de sikkert blive henrykte over! Han måtte fryde sig over det i sit sind, skønt han ikke lod det vises. Han rystede let på hovedet. ”Nej, bestemt ikke! Jeg kan jo se, at De fryser,” påpegede han med et skævt smil. Det var jo sandt. Det kunne han tydeligt fornemme. Hans hoved søgte ganske let på sned. Danser på hoffet? Så måtte hun jo være stedkendt? ”Javel ja,” svarede han roligt og med et let smil på læberne. ”Tja, det er nu ikke fordi jeg ikke selv kan danse, men det er nu ikke noget professionel,” svarede han stilfærdigt. Han var en rigmandsknægt, og havde lært at danse for mange år siden, og kunne det da endnu, det var til gengæld lang tid siden at han havde haft tid til at danse. Men det var jo noget der havde hørt med til at vokse op i en rig slægt, især når man havde skullet med til et bal, eller flere. Det glædede ham blot at hun ikke spurgte videre ind til, at han var på vej hjem, skønt det var sandt, men at sige at han boede i Dvasias, det ville nok ikke ligefrem være så godt, eller specielt smart, for den sags skyld, for det ville nok ændre hendes synspunkt på det hele.

[alice]

Alice's blik flakkede let over ham. Den gentleman han viste sig som, troede hun virkelig ikke på som noget ondt. Viste et sted også, at hun faktisk var ret naiv. Men hvordan kunne et så lyst væsen ikke tro på alt godt i ethvert væsen. Hvad han var, vidste hun endnu ikke helt. Hun havde ikke nået at mærke hans kulde, og hun frøs jo i forvejen så hun skelnede ikke forskel på ham og så vejret. Hun så på ham og prøvede at finde ud af, hvilken race han kunne være. Ikke tænkte hun over, hvilke tanker han måtte få omkring hende. Det slog hende bare ikke ind, at han faktisk ville gøre hende noget ondt. Hun så på ham. Stedkendt var hun på Procias slottet - hun havde jo også boet der. Det gjorde hun bare ikke længere. "Jeg har danset hele mit liv," sagde hun stille og så på ham. Bare tanken om Jasper, gjorde helt ondt. Hendes dansepartner, som hun var faldet for og som havde valgt en helt anden, lige som hun var klar til at bekende sine følelser. Hun sukkede. Hun tænkte på det igen og igen og igen. Hun sendte ham et smil. "Hvis stormen er på vej, burde vi vel søge ly?" spurgte hun. Bekymrede sig da også for ham, han skulle da heller ikke gå ude i stormen.

[alecander]

Det hele var egentlig et spil fra galleriet, men det ville hun nok ikke ligefrem opdage, ikke med det samme, for Alecander kunne hurtigt få hende til at se, at dette faktisk ikke ligefrem var hendes heldige dag. Hans mørke veg ikke fra hendes skikkelse, som han studerede ganske let. Hun kunne vel godt ligne en danser? Hun virkede smidig i hendes bevægelser, skønt han dog ikke havde set hende bevæge sig som sådan, og alligevel virkede hun så … elegant? Noget i den dur i hvert fald. ”Tja, så er det jo ikke ligefrem en hobby,” sagde han lettere eftertænksomt, blot for at feje sin egen ide omkring hende, væk. Nogle gjorde det jo af ren interesse, andre, som hende, gjorde det, fordi det var et job, men uanset hvad, så måtte man elske det, især hvis det omhandlede som et job, hvilket det jo gjorde i hendes tilfælde. Hans hoved søgte ganske let på sned, imens hans mørke øjne studerede hendes, sådan som hun sukkede. ”Nogen De savner?” spurgte han roligt, og hævede roligt det ene øjenbryn. Et stille smil gled over hans læber. Det kunne han regne ud, især sådan som hun måtte give udtryk for det. Hans blik faldt roligt på det uvejr som var på vej ind over dem. Han kunne mærke på vinden, som den havde taget til, at den var blevet noget kraftigere end hvad den blot havde været for et enkelt minut siden. ”Jeg er ikke bange for lidt vand,” svarede han omtænkende, inden de mørke øjne igen måtte falde på hendes skikkelse, hvor han blot trak ganske svagt i mundvigen. Det var sandt. Stormen ragede ham en brik, han var faktisk blot på vej hjem, og nu var han faldet over hende.

[alice]

Alice så virkelig ikke at det hele var et spil. Men igen, så havde hun aldrig haft erfaring med at gennemskue det onde og det gavnede hende bestemt ikke at færdes i mellemlandet. Men hun vidste bare, at det ville gøre for ondt at være i Procias lige nu. Det smertede hende bare for dybt at han havde overset deres liv i skoven og gået med en anden. Det gjorde for ondt. Hun var næsten parat til at græde, selvom den mere hårde vind mod hendes ansigt kølede hende ned. "Nej.. Men alligevel var det, før jeg startede med at danse på hoffet. Dans er mit liv," sagde hun stille. Hun trak vejret dybt og så på ham. Hun rystede fast på hovedet, da han spurgte ind til hendes suk. Han skulle ikke vide om hendes mislykkedes første kærlighed. Der var vel andre derude? Hun tvivlede alligevel. Hun sukkede dybt. "Nej..nej nej," sagde hun og rystede på hovedet og sendte ham et halvhjertet smil. Hun mistede smilet helt og sukkede lidt. "Er jeg nu heller ikke," sagde hun stille. Ikke vandet. Mere torden og lynild hvis det kom ind over dem. Og hun stod trods alt i bare ben. Hun så op på ham. Hun overvejede om hun skulle spørge mere ind til ham. Det kunne man da evt godt? "Men hvad med Dem selv? Hvad går Deres liv ud på?" spurgte hun stille, nu hun havde tilstået at dans var hendes liv.

[alecander]

Alecander mente at det var godt at tilbringe livet med noget man holdt af, ligesom ved hendes vedkommende, der var det dans og i hans tilfælde, var det at prøve at erobre de tre lande, så vampyrerne kunne blive den største race i verdenen. Han ville ikke give op, før han havde nået sit mål! De mørke øjne forlod end ikke hendes skikkelse. Han smilede et stille smil. ”Tja, det er jo ikke ligefrem nogen dårlig ting,” svarede han stilfærdigt. Livet var langt mere værd, når man havde noget at kæmpe og leve for. Livet blev langt mere spændende så. Han trak blot ganske svagt på mundvigen, til hendes … benægtelse. Det var jo tydeligt at noget måtte plage hende, det lyste jo ligefrem ud af hende, det var let at læse, som havde hun været en åben bog. Hans hoved måtte søge ganske let på sned. ”Sikker?” spurgte han, som havde han afsløret hende. Hun kunne blive ved med at benægte, men noget plagede hende, og det vidste hun jo også selv, dog ville han et sted ikke lægge mere i det, hvis hun ikke gad, at snakke om det. Blikket flakkede kort fra hende og uvejret, inden han igen kun så på hende. Regn, torden, storm, intet kunne skræmme ham, dog ville han dog ikke lægge sig ud med naturens kræfter, for den overgik hans egne til hver en tid, men af den grund frygtede han det ikke, vel mere respekterede? Han det kunne i hvert fald ikke holde ham fra at søge hjem, for der ventede arbejde på ham. At hun så spurgte ind til ham, fik ham til at skyde begge bryn forundret i vejret. Fortalte han hende det, så var han nød til at dræbe hende. Han smilede et lettere lusket smil. ”Mit liv?” gentog han med en lettere udspekuleret stemme, inden han satte i rolige skridt over mod hende. ”Jeg … har mine planer for livet,” svarede han en smule afvigende og i en eftertænksom mine. ”Jeg … prøver på at … Hvad kan man sige? Gøre et formål, for min egen race,” svarede han sandfærdigt og smilede et lettere skævt smil til hende.

[alice]

Alice trak jakken mere om sig. Det gjorde hende nu ikke noget, at have en at snakke med. Tvært i mod. Hun havde ikke snakket med nogen i længere tid. Hun rystede på hovedet og lod håret danse omkring hendes skuldre i takt til det. Vinden rev fat i det og blæste det til siden, mens hun måtte gyse let. Gåsehuden skød ind og hendes ben skælvede let af kulden. Livet var noget værd, når man havde noget at kæmpe for. Men hun havde virkelig opgivet Jasper. Hvis han var lykkelig med hende den anden, så måtte han jo det. Et svagt og nu lettere prøvende smil faldt på plads på hendes læber. Ingen grund til at være trist, nu hun havde selskab. "Fuldkommen," sagde hun så overbevisende som muligt, men alligevel kunne man se i hendes øjne det ikke var sandt. Hun så derfor væk og ud på uvejret. Det begyndte stille at smuske med nogle små regndråber og der gik ikke længe, før et tordenbrag lød. Det var dog ikke så højt igen, så det var ikke så nært endnu. Det luskede smil så hun ikke. Hun var ikke så god til at gennemskue folk, fordi hun aldrig havde haft med det at gøre. "Det lyder da godt," sagde hun stille og eftertænksomt, selvom hun ikke vidste om det var det eller ej. Hun blev stående og lod ham bare komme tæt på. Efter et lidt nærmere tordenbrag, begyndte regnen at piske ned. Hun gispede helt og krummede sig sammen. Hans jakke trak hun over hovedet. "Pokkers til regnvejr," sagde hun stille og blev pladskvåd pånær på hovedet og ved ryggen, hvor jakken dækkede.

[alecander]

Hun måtte virkelig være godt godtroende og naiv, når hun ikke kunne læse Alecander, typisk procianere! Altid så tossegode! Det var faktisk til at brække sig over. De vandrede positivt rundt på jorden, troede at de havde det perfekte liv, indtil de blev mødt af mørkets væsner, så fik de sig en grum overraskelse! Vinden rørte ham ikke, han kunne ikke fryse, eftersom han var død. En levende død. Han nød den faktisk. Så kold, ligesom mørket. Han vidste at hun løj, ikke kun på hendes øjne, men også på hendes hjerte, det slog anderledes, fordi man fik små nervøse trækninger, ikke noget man lod sig mærke af, men fordi man vidste at det var en løgn. Han smilede et skævt smil. ”Udmærket,” sagde han med et roligt nik, inden hans blik faldt på uvejret, hvor tordenen lød i det fjerne. Han så kort op mod den smudskende regn der begyndte at falde. Han vendte igen blikket mod hende, og trak ganske let på skuldrene. ”Jo, det er godt,” svarede han istemmende, og smilede et skævt smil, som han fortsatte de rolige skridt over mod hende. Han tog sig ikke af det tordenbrag der lød tættere på, inden regnen begyndte at sile ned. Han fnes kort til hendes ord. ”Jeg troede du sagde, at du ikke var bange for regnen,” påpegede han med et skævt og lettere morende smil, som han kom helt hen til hende, og stod overfor hende. Han trak roligt jakken ned omkring hendes skuldre igen, imens han så intenst i hendes øjne. ”Det er jo bare vand,” svarede han roligt, og lod sin ene kolde hånd stryge blidt over hendes våde og dog varme kind. Hans smil var en smule dominerende. Den hvide skjorte blev lettere gennemsigtig og klæbende, så man tydeligt kunne ane hans muskulatur.