Not fast enough to run from me!

[alice]

Alices øjne flakkede let over skikkelsen, selvom regnen faktisk forstyrrede hende fordi det ramte hende ind i hovedet. Hun frøs lidt og det var faktisk ubehageligt når det stod sådan ned i stænger. At hendes hjerte var uharmonisk pga. løgnen, det kunne hun kun selv mærke. Det burde han ikke kunne høre vel? Hun tænkte ikke lige på, han kunne være af mørket. Vinden rørte hende og uvejret trængte sig på, som en irritation og et løst had, som bare var naturligt for hende. Hun behøvede ikke blive ramt af lynet, vel? Hun gøs af kulden som ramte hende. Koldt var det virkelig og hun følte, at hun langsomt frøs til indefra. "Er ikke bange for det… Kan bare ikke lide det," sagde hun og mærkede hvor hurtigt hendes hår blev vådt, da han trak jakken omkring hendes skuldre. Hun trak den omkring sig og hendes hår klistrede hurtigt og blev mere mørkt og tyndt, fordi det sad sammen i våde totter. Hun mærkede ikke direkte kulden, det kunne jo blot være fordi at han havde våde hænder ikke? "Ja.. Koldt vand," sagde hun stille og påpegende. Hun kom kort til at se på hans muskulatur og slog blikket op igen. Hun underlagde sig ham, helt automatisk.

[alecander]

Alecander smilede et stille smil til hende, og lod sin hånd stryge ned langs hendes hals, hvor han kunne mærke hendes pumpende pulsåre, hendes blod smagte faktisk godt, eller hendes races blod gjorde, men derfor burde hendes også smage godt. Hans hoved søgte ganske blidt på sned, imens hans mørke øjne så ind i hendes. Han fjernede roligt hånden fra hendes hals, inden han vendte håndfladen opad, så den fangede regnen. ”Hvorfor dog? Det er … blidt, ikke hårdt som hagl,” svarede han roligt. Han nød regnen, faktisk elskede han den. Det var dejligt beroligende. Hans eget hår klæbede sig ikke ligesom hendes til hans ansigt, men det gik fra strittende til at lægge sig ned, hvor det dryppede ganske let fra visse lokker. Han strøg roligt nogle af hendes lokker væk fra ansigtet og førte det om bag øret. Hans hoved søgte roligt til den anden side. Det var koldt, ja, for hende, for ham rørte det virkelig ikke. Han kunne ikke fryse, hvilket han var ganske glad for. ”Du er ellers så varm,” hviskede han fraværende, som befandt han sig i en form for trance. Hendes blod lugtede så godt, og han lod to fingre stryge ned over hendes hals endnu engang. Det smagte sikker utrolig godt! Han kunne tydeligt mærke hvordan hans mund måtte løbe i vand, af den pludselige sult, der roligt sneg sig op i ham. Han kunne vel godt tage bare … en lille bid? En lille tår? Han havde jo mættet sig så godt som aftenen inde, men dette var helt frisk lysvæsenblod! Det var langt bedre end en menneskekvindes blod. Det var jo bare at sætte tænderne i hende, ikke andet? Hun havde jo ikke behov for at dø, skønt han nok burde tage hende med sig, hvis han først afslørede at han var vampyr, for hun kunne jo gå rundt og afsløre ham. Det kunne de jo ikke have!

[alice]

Alice vidste virkelig ikke hvor hun kunne placere Alec henne af tre grupper; Farlig, neutral, slet ikke farlig. Hun var overbevist om at han lå på kanten mellem de 2 første bud, men man vidste jo aldrig vel? Hun ville få sig en slem overraskelse, hvis det viste sig modsat og måske ville hun aldrig stole på folk igen, hvis de ikke havde nogle af de lyse racer. Hun sitrede ved hans berøring. Aldrig havde hun været tæt på noget, andet end med kys. Hun var jo faktisk mø endnu, så at sige. Foruroligende tanke, når man var på grænsen mellem Procias og Dvasias. Hun så mod hans hånd, hvor regnen perlede af og lod sig bare blive våd. Det var faktisk okay, når man bare lod sig. "Men der er mbeget," sagde hun stille og slugte lidt vand, hvilket fik et halvvejs b ind i hendes "meget". Hun så ham ind i øjnene, da han strøg lokkerne væk fra hendes ansigt af. Det dryppede let i spidserne og ikke var hun tør noget sted længere. Kjolen klæbede også og fremhævede hendes slanke form og musklerne fra at danse, hvilket også gav hende de flotte kvindeformer. "Varm? Jeg fryser ellers så meget," sagde hun stille og så en smule chokkeret ud, da det så ud til, at han var et helt andet sted. Hun bakkede et lille skridt.

[alecander]

Alecander smilede et lettere mildt smil til hende, som han lod sine arme hænge slapt ned langs hans sider, dog uden at han veg blikket fra hende. Skønt kjolen klæbede sig til hendes krop, og gjorde hendes former synlige, så var det ikke noget han skænkede et blik, eftersom han ikke var en mand der stillede sine lyster på enhver kvinde han så, sådan var han slet ikke. Han kunne tydeligt mærke hendes sitren, hvilket et sted morede ham, hun kendte ham end ikke, og havde hun gjort det, så ville hun være over alle bjerge i øjeblikket. Han trak let på skuldrene. ”Nårh ja, men det er jo en del af naturen,” svarede han eftertænksomt, regnen kunne man ikke slippe for, så man kunne lige så godt affinde sig med den. Han betragtede blot hendes hals, hun følte sig nok kold og hun frøs, men han kunne tydeligt mærke hendes varme blod, der pumpede igennem hendes krop, ligesom hendes pulserende pulsåre, der var ham ganske tiltalende! Det gjorde ham helt sulten at kunne høre hendes puls. Han lod ganske let sin tunge stryge over hans rosa farvede læber. ”Du burde gå indenfor,” svarede han fraværende, som han ikke fjernede blikket fra hendes hals, det kunne han ikke, for den tiltrak ham. Utrolig meget! Han lænede sig roligt frem mod hende, og indsnusede den søde duft af hendes blod, inden han skænkede hendes hals et blidt kys. Det var næsten som om han kunne smage hendes blod. Og det gav ham blot lyst til mere.

[alice]

Alice følte sig lidt forvirret over hans ord og derfor, var hun trådt det skridt tilbage. Hans blik fangede end ikke hendes udseende, hvad var det han kiggede på. Hun så til siden mod hans blik og tænkte det igennem: Strøget mod halsen, at hun var varm - selvom hun selv følte sig kold. Aldrig havde hun mødt en vampyr, men det begyndte stille at dæmre for hende. At han dog ikke var en voldtægstmand, regnede hun med. Så ville han nok allerede have overfaldt hende, for at få sin lyst stillet, men det gjorde han trods alt ikke. "Sandt," sagde hun og nikkede afmålt til hende. Hans ord gjorde hende mere forvirret. Hun tænkte slet ikke på Jasper lige nu og hendes hjerterytme steg, fordi at hun følte sig nervøs og en smule skræmt af hans handling. Hun bed tænderne sammen, da han kyssede hendes hals. "Du.." mumlede hun og bakkede. Hun rystede på hovedet. Han var vidst alligevel ikke den gode gentleman. Men igen, hun var lysvæsen og hvis han var vampyr, så var hendes blod vel som et paralyserende stof for ham?

[alecander]

Alecander kunne tydeligt mærke, se og høre at hun var blevet mere nervøs ved hans tilværelse og hans nærvær. Men det havde hun også al grund til. Desværre var det blot hans sult der afslørede ham, for ellers havde han villet holde lav profil, men han blev simpelthen bare så sulten af hendes blod, for det duftede så godt! Han smilede et bredt smil til hende, så hans sylespidse hjørnetænder kom til syne, dem skammede han sig bestemt ikke over, og han var skam ikke bange for at vise dem. At hun bakkede, gjorde han ikke noget ved, hun kunne alligevel ikke flygte fra ham. ”Jeg, hvad?” spurgte han roligt, og med en drillende undertone, hun var jo ikke så dum alligevel! Hun var ved at regne ud at han faktisk ikke var så venlig igen, men at det hele bare var spil fra galleriet, og så var hun ved at regne ud, at han var vampyr, eller det som det lignede. Han slikkede sig endnu engang over munden, idet han trådte et skridt hen imod hende. Hans hoved søgte ganske roligt på sned, og hans øjne fik et lettere drillesygt blik. ”Er du bange for mig?” spurgte han med så blid stemme, så man skulle tro at han var procianer, det var så bare ikke tilfældet, slet ikke! Hun skulle bare vide hvordan hendes liv var ved at ændre sig, for han var faktisk ved at få planer for hende. Han kunne faktisk godt bruge hende i sin organisation. Det frydede ham at hun var blevet nervøs, at hun bakkede væk fra ham, at hun frygtede ham, og hvis hun ikke gjorde det, så kunne han hurtigt få hende til det! Det milde smil blev erstattet med et koldt og ondt smil, som måtte kruse lige så stille over hans læber.

[alice]

Alices hjerte bankede hårdere og hun kunne mærke det. Hun blev nervøs i hans nærvær og hun blev ved bed at bakke. Her var jo stort og åbent på engen, så hun kunne let gå hurtigt bagud, mens hun samtidig holdt øje med ham. At hans sult styrede og afslørede ham lige nu, var et sted kun til hendes held. Fordi hun blev mere og mere sikker på, at han var vampyr og at han ikke var så venlig alligevel. Hvor var hun dum. Så dum at hun helt skammede sig over det. Hun strøg hænderne nervøst igennem hendes våde hår og hun mærkede regnen stilne af, så det bare blev blidt og smusk regn igen. Hun tørrede hurtigt hendes ansigt. Hun løftede en finger og pegede på ham, før hun holdt hele hånden op som et spejl. "Hold dig væk," sagde hun stille. Den drillende undertone fik næsten hendes hjerte til at hopep et slag over. Pokkers. Hvorfor nu, hvorfor lige nu? Skulle alt uheldet ramme hende samtidig? Men det var vel bedre, når ingen ville savne hende. Hun stoppede op og gispede let, da han kom nærmere. Hun rystede lidt på hovedet, men hele hendes ustråling afslørede det for ham. "Skal jeg være det?" fik hun frem, dog meget prøvende på at lyde som om, hun havde styr på det. Hvad han havde af planer, det vidste hun ikke og hun ville end ikke vide det. Hun begyndte at bakke igen.

[alecander]

Hun kunne end ikke skjule hendes frygt for Alecander, for han var jo vampyr, fuldblods, han havde styr på enhver kraft hans race besad, og derfor kunne han høre på hendes hurtigt bankende hjerte, at hun var bange og nervøs, men det var der jo heller ikke noget at sige til, nu hvor det var ved at gå op for hende at han var vampyr. Det morede ham at hun bakkede væk fra ham, hvor han blot tog nogle rolige skridt hen imod hende. At hun holdt hånden op, som en form for spejl, ja, det ville ikke ligefrem beskytte hende. ”Holde mig væk?” spurgte han roligt, inden han slap en lettere kold latter. ”Det er da først nu, det bliver sjovt, min kære,” sagde han roligt og smilede et lettere lumsk smil til hende. Han trak blot på smile båndet til hendes ord. Hun kunne slet ikke skjule hendes frygt for ham, men det morede ham da at se at hun forsøgte på det. ”Ja, det burde du faktisk,” sagde han med en lettere hvislende stemme. Med et forsvandt han, for hende, for han bevægede sig faktisk blot så hurtigt at hun ikke var i stand til at følge ham med blikket. Og han dukkede op lige bag hende, hvor han lagde en arm omkring hendes liv og trykkede hende fast ind til sig. Han skænkede hendes hals endnu et kys, og lagde ikke mærke til at regnen var stilnet lidt af, for hun havde fået hans fulde opmærksomhed. ”Det burde du,” gentog han blot fraværende, som befandt han sig endnu engang i en form for trance. ”Jeg bliver jo helt sulten,” hviskede han med en morende stemme mod hendes øre. Han blottede let sine sylespidse hjørnetænder, og hans øjne var blevet en smule røde, af den sult, der faktisk blot lyste ud af ham.

[alice]

Alice vidste, at hun ikke kunne skjule sin frygt, men hun gjorde da forsøget alligevel. Hendes hjerterytme afslørede alt og hun vidste jo nu at han var vampyr. De tænder der, som han havde vist. De havde virkelig fået hende til at glemme regnen og alt og bare fokusere på, at ønske ham langt væk. Hun vidste han var vampyr. Og at hun morede ham, måtte han jo bare tage som fornøjelse. Hun ville ikke nyde noget. Hun nikkede stille og lod hånden falde, da det alligevel ikke hjalp en dyt. Hun kunne end ikke beskytte sig selv. Hun kneb øjnene sammen, da han kaldte hende hans kære. Det var hun bestemt ikke. Hun så på ham, men da han forsvandt for hendes syn, så så hun forvirret rundt. Hun gispede forskrækket, da hans arm faldt omkring hendes liv og hun blev trykket fast ind mod hans favn. Hun drejede hovedet til siden og trak vejret i dybe stød, hun var virkelig bange. Hun lukkede øjnene sammen og ville ønske, at dette bare gik væk. Hun ville forholde sig så rolig som muligt, når han bed. Hellere det, end at opføre sig tosset og gøre ham vred. Hun lukkede øjnene ved hans kys og afventede bare, at mærke hans tænder.

[alecander]

Det morede Alecander, at hun ikke gjorde noget bedre, for at beskytte sig selv, det ville enhver anden have gjort, men hun var faktisk bare så fornuftig at hun blot ville have det overstået. ”Du ved end ikke om jeg har tænkt mig at dræbe dig,” hviskede han roligt mod hendes øre, blot for egentlig at give hende muligheden for at gøre modstand. Men at hun ikke gjorde modstand ville blot gøre det mindre smertefuldt, og lettere for ham, så han klagede skam ikke. Han strøg hendes våde hår væk fra hendes hals, inden han kort lod tungen glide over hans sylespidse hjørnetænder, hvorefter han rykkede sit hoved tættere på hendes. Han kunne så tydeligt lugte hendes blod, og det lugtede så godt, han kunne ikke vente med at smage det! Men han ville alligevel gøre det med … ja, bare ikke grådigt, for blidt blev det jo aldrig. Han fandt hurtigt hendes pulsåre, han havde hele sit liv som erfaring, så at skule pulsåren var umuligt. Han satte sine sylespidse hjørnetænder mod hendes hud, og de gik igennem huden, som havde det været en kniv igennem smør. Han sukkede nydende, da han blev mødt af det søde og gode blod, og han begyndte roligt at suge det i sig. Han havde ikke i sinde at dræbe hende, og han ville heller ikke virke grådig, blot for at vise hvilken … gentleman han var, selvom hun nok ikke ligefrem var af samme mening. Han trykkede hende blot ind mod sig, imens han sugede blodet til sig, og han var påpasselig med ikke at lade nogen dråber ramme ved siden af. Øjnene var blevet lukket i, så han blot kunne give sig fuldstændig hen til hende og hendes blod, der virkelig var udsøgt!

[alice]

Alice vidste, at den bedste måde at beskytte sig mod 'fjenden', var at løbe på deres primisser - som regel. Det var det eneste hun havde lært om fjenden og hun havde i sinde at prøve det. Hendes hjerte bankede derudad. Det hamrede som vilde heste over en mark, men hun kunne ikke selv styre det. Det var ulempen ved at være så lys og menneskelig, alt nervøsitet, frygt og det var hjertet som virkelig afslørede det hele. "N-nej," stammede hun dæmpet. Hun rykkede sig kun en lille smule, selvom hun stillede sig som han havde trykket hende ind til sig igen. Hun vidste ikke hvor hun skulle gøre af sine hænder, så de hang rastløst ned langs hendes sider. Hun strejfede hans arm som hvilede om livet på hende. Hun mærkede ham helt tæt på og lod øjnene glide i. Hun havde lyst til at græde og håbe, at han ville forsvinde. Hun sank en klump, da han strøg hendes hår bort og hun trak vejret næsten besvært, samtidig med at hjertet slog hurtigt. Det føltes, som om det sprang nogle slag over i tide og utide. Hun gispede højt, da han lod tænderne glide i hendes pulsåre. Hendes hjerte føltes som at gå i stå et sekund, før det bankede hurtigere og hurtigere. Hun lukkede øjnene hårdt sammen og følte det som et ekstremt ubehag. Det var ligefrem ikke en fornøjelse for hende. At han sugede stille og ikke hev det ud af hende, var hun dog 'glad' for? Hun blev stående ind mod hans krop og spændte let i hendes krop. Det var ikke rart og det gjorde faktisk ondt. Hendes hals sukkede fuldstændig.

[alecander]

Alecander kunne tydeligt mærke på hende, at hun blev helt anspændt, men det var han van til, det blev alle ofre, når de blev bidt af en vampyr. Hun burde faktisk prise sig lykkelig over, at han tog hensyn til hende, og ikke blot slugte alt blod til sig, som et grådigt bæst. De fleste havde svært ved at styre deres sult, når de først var gået grådigt til den fra starten af, for så var det som om at de aldrig fik nok. Men det mættede langt mere, når de slugte det stille og roligt, som han måtte gøre i øjeblikket, for så virkede det til at være langt mere blod i et menneske. Hans hånd der hvilede omkring hendes liv, strøg hende blidt i siden, som skulle hun slappe af, skønt han kunne forestille sig at det ville være svært. Hun ville nok blive ganske afkræftet, som han sugede blodet ud af hende, for i det han gjorde det, sugede han også hendes livsenergi ud, eftersom det jo var blod der skulle til at få hendes hjerte til at slå. Som han havde stået og slugt hendes blod til sig i et stykke tid, lod han roligt sine tænder forlade hendes hals, da han trak hovedet stille tilbage. Han slikkede sig om munden, inden han smilede veltilfreds. ”Se, det var jo slet ikke så slemt,” hviskede han drillende mod hendes øre. Han slikkede roligt hendes sår, der hvor han havde bidt hende, blot for at få den sidste smag af hendes blod. ”Du skal med mig tilbage til min Mansion, hvor du vil leve som donor resten af dit liv.”

[alice]

Hvis man kunne undgå at have det ubehageligt når man blev bidst, ville Alice gerne lære hvordan. Ikke at hun regnede med det ville ske igen, ikke af hvad hun troede. At han tog hensyn til, ikke at suge alt hendes blod, var hun dog glad for. Så døede hun ikke i nat. Jo mere han sugede, jo mere slap blev hun også. Han sugede jo hendes energi direkte ud af hende. Hun lænede derfor mere og mere ind mod ham og endte tilsidst med at hvile helt tilbagelænet ind mod ham, hvor hendes ben var tæt på at give efter for hendes øjne. Hun hang nærmest i hans arm, som strøg hende over siden også. Hun slappede ikke af ved det, det kildede faktisk en lille smule. Hun gispede mere lettet, da han trak tænderne ud af hende. Hun sagde ikke noget og mærkede hans tunge over hendes hals, hvor han havde bidt. Det lukkede også såret nemmere. Hun sank en klump, da han sagde det sidste. Men hun havde ingen kræfter til at skulle kæmpe for at komme fri og ingen lyst til at tale. Hun trak vejret tungt og hendes hjerte kæmpede for at pumpe blod rundt.

[alecander]

Alecander vidste at hun ville blive svag, og han havde også haft i tankerne, at gøre hende så svag, at hun var lige ved at give efter, og var så svag til at gøre noget, for så gjorde det blot det hele meget lettere for ham, og så kunne han tage hende med sig, uden problemer. Han gjorde intet til at hun lænede sig ind mod hans muskuløse krop, hun vejede jo næsten ingenting, men han var så også en af de stærkeste racer, så uanset hvor meget hun vejede, så ville han kunne bære hende. Han løftede hende roligt op i sine arme, så han havde en arm omkring hendes ryg og en omkring hendes knæhaser, inden han begyndte at gå. Han smilede et veltilfreds smil. Hans organisation kunne godt bruge noget ordentligt og frisk blod, og hvis de ikke ville jage, kunne de blot nære sig på hende. En ganske omsorgsfuld tanke, skønt hun nok ikke var af samme mening. ”Jeg kan desværre bare ikke, sikre dig dit liv,” svarede han sandfærdigt, og smilede et koldt og tilfreds smil. Han vidste jo ikke om der var en vampyr der kom til at drikke for meget. Skønt han bar på hende, så var hans skridt elegante og svævende, som altid, og hans holdning var rank og stolt. Det ændrede sig skam ikke, for hun var jo så let som en fjer! Så det generede ham ikke, imens han gik. Men bare fordi han ikke kunne sikre hende sit liv, så var der jo ingen der sagde at hun skulle leve dårligt, for skønt hun var hans donor, så kom hun jo til at bo på hans palæ, og han var ganske gæstfri, også for sin donorer, eftersom de skulle sørge for hans organisation.

[alice]

Alice's ben var endt med at falde sammen og hun hang stort set bare i hans arm. At det var meningen hun skulle blive svag, for at være let håndterlig, det hadede hun virkelig. Men hvad kunne hun gøre? Ingenting. Slet ingen ting kunne hun gøre, for at forhindre noget af dette. Hun havde bare ikke evnerne til det. Hun lod øjnene glide i. Hun vejede ikke meget nej - det hele muskler. Men uanset hvad, måtte han jo være utrolig stærk. Hun hang slapt i hans greb og mærkede knapt at han begyndte at gå, fordi det var så yndeligt. Hendes arme hvilede over sig selv og hovedet hvilede ind mod hans skulder. Hun rystede bare stille på hovedet. "Kan..kan du love mig noget andet så?" spurgte hun stille. Hun var slet ikke klar i hovedet. "Hvis jeg mister for meget blod, så omdøb mig," sagde hun stille. Det var helt hen i tågen at hun sagde det, men hun havde ingen energi og var fuldstændig sløret til i sindet. Som om der hvilede en tågesky deroppe. Der lød et tordenbrag ganske tæt på, men intet skete. Hun lå bare i hans greb.