Happy birthday..

[nathia]

Nathia elskede virkelig at Nathaniel ville smile. Hun holdt så frygtelig meget af ham og elskede ham som far. Hun var mere åben og postivi var hun i den grad lige nu. Lyset stod jo tydeligt ud af hende. Hun var glad for at have det godt og glad for at hun kunne gøre gengæld af den hjælpe hun havde skænket ham. Lige nu tænkte hun end ikke på Le Morte og hvad der var sket i Manjarno, med hendes far og hende selv. Det hele lå så fjernt, da de var i sikkerhed her i Procias. Hun var glad for, at Nathaniel gav mere slip og lod sig selv nyde turen lidt - som han da så ud til. Hun så på ham med et smil. Hun ville altid være sin fars lille pige. Hun trak vejret dybt og sendte ham et varmt smil. Hun var virkelig glad for at han tøede lidt op. Hun nikkede til ham med et smil og sitrede i hendes kind, da han strøg over hendes kind. "Ja," sagde hun stille og smilede. Hun vædede let sine læber med tungen. Hun så på de mange grøntsager som lå ved boden. Hun så op på ham. "Maden er min regning," sagde hun fast besluttet og bad om nogle kartofler og lidt persille. Hun fik dem og betalte, før hun gik videre. Hun fandt slagteren og bad om noget medister. Det fik hun med sig også og det betalte hun også for. Nu manglede hun sådan set kun lidt mel og det var der ved næste bod. Hun fik sig lidt mel. Vand var der jo hjemme ved Nathaniel. "Jeg håber du har gryder og pander," sagde hun til sin far da hun gik ned af gaden. Hun havde givet ham halvdelen af poserne til at bære. Hun så rundt og så op, da hun fik øje på en bod. "Wow," sagde hun stille. Den smukkeste kjole hang lige for næsen af hende. Blå og yderst smuk. Hun stod helt fortryllet og kiggede på den.

Kjolen

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne virkelig ikke holde igen med at smile når Nathia strålede på den måde. Det glædet ham virkelig bare, at hun var glad og så positiv til det hele, så var det kun tydeligt for ham, at det var gået den ene retning frem for den anden og det glædet ham virkelig noget så voldsomt på alle måder. Hun havde det godt, hun strålede som hun aldrig nogensinde havde gjort det før og det var virkelig også noget af det bedste ved det hele lige i øjeblikket. Det gav ham muligheden til at flytte det fokus en smule og det glædet ham virkelig, for det var også noget som han virkelig havde brug for efterhånden. At hun var blevet så.. voksen var slet ikke noget som han kunne forstå, selvom det virkelig ikke var noget som ændrede det mindste for hans vedkommende, så ville hun virkelig altid være hans lille pige, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han gik blot med hende til slagteren og det som hun ellers skulle skaffe sig, før han let tog imod nogen af varerne så det var en anelse mere fordelt. At han knapt sov eller havde styrke, kunne han pludselig godt mærke, det var endda også helt sikkert. Han betragtede hende med et roligt blik. "Det har jeg skam," sagde han roligt. "Det er dog ikke ensbetydet med, at de er meget brugt.." påpegede han med et let træk på skulderen. Han havde jo selv knapt spist noget som helst siden Liya var revet fra ham på den måde og det var noget som han virkelig måtte hade. Han stoppede op ved siden af Nathia da hun stoppet op ved siden af boden og med den kjole som selv måtte falde ham i blik. Et stille smil passerede let hans læber, idet at han vendte sig mod hende. Hun kunne lide den, det stod noget så tydeligt i hendes blik og nu var det jo ikke ligefrem penge som han var i mangel på igennem hans ekstremt lange tid som rådgiver og andet for den sags skyld. "Kan du lide den?" spurgte han stille.

[nathia]

At Nathia's strålen hjalp til på hendes fars smil og vel et sted også humøret, så kunne hun da heller ikke bede om mere. Hun ønskede bare, at han ville få det lidt bedre og komme ind i en rytme med både søvn og mad, for det andet var da overhovedet ikke sundt for ham på nogen måde, det kunne hun da se. Det glædet hende, at det glædede ham, at hun var glad og positiv. Det kunne hun virkelig ikke komme udenom. Hun smilede til ham med et stort og fuldkommen uskyldigt smil. Hun gik med ham, side om side og lod fordelingen af poserne være ganske lige. Hun kunne vel få ham til at hjælpe? (Hvis han kunne lave mad, vel at mærke). Det ville være mere socialt, end at hun skulle stå i køkkenet med sine på-prøve-evner, da hun næsten lige var blevet lært nogle fif. Hun så op på ham. "Nej..nej okay," sagde hun stille og nikkede så bare. Når det var så fint vejr, kunne de da tændte bål op udenfor og koge det over der? Det var da en mulighed, for at nyde naturen lidt. Hun trak på mundvigene og kiggede op på kjolen. Hun stod fuldkommen tryllebundet til stedet og nikkede fraværende, da han spurgte om hun kunne lide den. "Ja.." sagde hun stille og kiggede på prisen som hang foran, hvilket fik hende til at se på ham og så prøvede hun bare på at komme videre. Så meget kunne og skulle han ikke bruge på hende.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathanel havde virkelig bare haft brug for det faktum, at komme lidt ud, få det puf og komme lidt ud, så han var Nathia tydeligt taknemmeligt, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Også bare det faktum, at han kunne få lov til at være sammen med sin datter lidt, for det var jo aldrig noget som de sådan set havde fået tid til på denne måde - Det at vandre rundt i byen bare de to. Det var faktisk en lettere befriende følelse, for det fik ham automatisk til at skulle tænke på andre ting end det som virkelig havde plaget ham igennem det sidste lange stykke tid, det var i den grad også helt sikkert. Han sendte hende et stille og lettere svagt smil. Hun kunne lide kjolen, det kunne han da tydeligt se og for ham, så kunne man da ikke just sige, at penge var det store problem. Han havde flere end det som han ville kunne bruge på et helt liv. Sådan var det jo med et liv som udelukkende måtte bestå af arbejde. "Maden skal vi nok få lavet," sagde han roligt og ikke mindst med en rolig og lettere stilfærdig mine. Nu kunne den gamle Nathaniel få lov til at træde bare en anelse frem i hans karakter endnu en gang og han elskede det selv. Lidt af sig selv, kunne han da tydeligt genkende. Han lod den ene hånd søge mod hendes skulder. Hun fik bestemt ikke lov til at gå endnu. "Prøv den," sagde han roligt og med et stille smil. Han vidste, at der var et mindre telt bagved boden så tøjet kunne prøves og desuden, så ønskede han selv, at hans datter skulle forkæles bare en smule.

[nathia]

Nathia trak på s milebåndet. Hun puffede glædeligt sin far i ryggen, for at han skulle ud og blive sig selv. Han havde jo også gjort hende til den hun var i dag og hun var virkelig så taknemmelig. Det at gå rundt her i byen med ham, var virkelig det bedste. Kvalitetstid, bare hende og hendes far. Så kunne hun da næsten heller ikke bede om mere? Hun trak på mundvigen og så op på ham. Hendes øjne glimtede lykkeligt. Det kunne hun ikke komme udenom. At hun fik tankerne afledet, ville virkelig bare glæde hende endnu mere. Det var hvad hun havde ønsket at opnå. Hun smilede til ham og trykkede sig ind mod ham, som de stadigvæk gik arm i arm. Hun ønskede ikke at han skulle bruge så mange penge på hende, hun ville ikke være en forkælet lille unge. Selvfølgelig ville det ikke rigtigt gøre hende noget, men jo, alligevel ville det. Hun sukkede af de mange tanker og blev mere vågen, da han sagde at de nok skulle få maden lavet. "Ja…selvfølgelig," sagde hun roligt til ham og vædede let sine læber. Hun stoppede op og sukkede let. Hun rakte ham hendes poser. "O-okay," sagde hun stille og lidt tøvende. Hun gik hen til boden og bad om kjolen, og smuttede så om bagved. "Far.. Du står vagt udenfor!" sagde hun på vej derhen, så kunne han da se når hun var færdig. Hun fik sin egen kjole af, og den blå på. Hun betragtede den og åbnede teltåbningen, for at vise Nathaniel kjolen. Hun smilede lidt genert.

[Nathaniel Diamaqima]

Nu havde Nathaniel aldrig nogensinde forkælet Nathia, for det havde virkelig været en kamp uden lige, at skulle få det hele til at fungere og dette var absolut intet undtag, det var også helt sikkert. Nu hvor der var tid til bare de to, så følte han, at han godt kunne forkæle hende bare en smule og han tøvede bestemt heller ikke med at gøre det. Hun havde fået ham tvunget med sig ud. Hun havde fået ham på lidt andre tanker, så skulle hun da også have lov til at nyde den tur bare en smule i hans øjne, det var der heller ikke nogen tvivl om. Nathaniel tog hendes varer og lod hende gå hen og tage imod den ellers så gudeskønne kjole. Han gik efter hende og med et ganske så svagt grin. Det morede ham jo bare en anelse og det var noget som han bare måtte nyde noget så frygtelig godt af, det var i den grad også helt sikkert. Han satte varerne stille fra sig, idet at hun begyndte at skifte til kjolen, hvor han blot blev stående med den ekstreme tålmodighed. Ikke at det var noget som han ville formå at skjul. Langt om længe, kunne lidt af den gamle Nathaniel få lov til at kigge frem igen og for ham selv, så var det intet andet end direkte lettende på alle tænkelige måder overhovedet. Nathaniel vendte blikket idet at hun måtte komme ud af teltet blot iført den smukke og blå kjole. Den overraskelse som måtte stå tydeligt i hans eget blik, var end ikke noget som var til at tage fejl af i den anden ende, det var også helt sikkert. Som var det at skulle stå og betragte en ung dronning.. En prinsesse. Den klædte hende virkelig, det var da helt ufatteligt. Han nikkede og med det ellers så brede smil, da han roligt så på hende. "Vi tager den med.. Den er virkelig gudeskøn, min pige," sagde han med den klare ærlighed at spore i hans egen stemme.

[nathia]

Nathia var ikke vant til forkælelse, så det var helt sikkert også nyt for hende. Det havde ikke fungeret, med at være en 'lykkelig' familie den sidste tid og det var noget af det, som hun måtte hade. Først efterladt i Dvasias, fordi han var blevet smidt ud - så var hun endt hos den skrækkelige vampyrklan og endt tortureret og hvad vidste hun ikke. Hun spændte kort ved de mange tanker og rystede på hovedet. Hun rettede på hendes hår, som krøllede i spidserne. Hun kunne ikke ligge skjul på, at hun måtte holde af at have langt hår. For det var virkelig flot. Og tænk, hvis en pige havde kørt drengehår? Det ville da se direkte tåbeligt ud! Hun fik kjolen på og havde stået og kigget på sig selv i spejlet, før hun endelig var vendt om for at lade sin far se. Hun trippede lidt genert og så først op, da han sagde noget. Ærligheden hørte hun godt. "Okay," hviskede hun stille, fordi glæden overboblede hende. Hun sprang ham ind i favnen og krammede ham, før hun smuttede ind i skifteteltet igen. Hun fik nøjsomt den flotte kjole af og tilbage i sit eget tøj igen. Hun tog kjolen over armen, da hun kom ud igen. "Tak," sagde hun stille og blinkede til ham. Hun kunne da ikke sige ham imod, når han snakkede så alvorligt og ærligt, vel? Og hun ønskede jo også at få kjolen med sig. Hun tog nogle af varerposerne og gik tilbage til boden, sammen med sin far. Hun gav ham kjolen, eftersom hun ikke rigtigt kunne gøre mere med den. Han havde jo pengene.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde måske ikke altid været der som far, det var han allerede klar over, selvom det virkelig ikke var noget som kunne skjules. Han havde gjort hvad han havde fundet bedst, og det havde virkelig været, at skulle sende børnene og Liya væk dengang, at det var endt med at skulle gå helt galt for ham selv. Men igen; Hellere ham end alle de andre, og det var den mening som han stadig valgte, at skulle holde helt og holdent fast i. Nathia havde altid haft denne ganske så særlige plads ved ham og det var virkelig ikke noget som man kunne skjules. Nu havde de endelig hinanden herude og det var end ikke noget som han ville kunne slippe eller lægge det mindste skjul på overhovedet, det var også helt sikkert. Selv hans egen datter skulle have lov til at blive forkælet en smule, og dette var bestemt en måde at gøre det på. Det fik ham til at tænke på lidt andre ting end Liya så det var bare noget som gjorde godt for hans vedkommende, og det var han virkelig også noget så frygtelig glad for i den anden ende. Han sendte hende et stille smil. "Den er virkelig som syet til dig," sagde han roligt. Han kunne ikke lade være med at smile. Han tog hende imod, da hun hoppede ind i hans favn med en krammer og omfavnelse. Han tog virkelig bare imod hende og med et svagt smil. "Ligesom da du var helt lille." sagde han med en munter mine. Han lod armen let snige sig omkring Nathia, idet han førte hende med sig hen til manden ved boden. Han tog roligt en lille pose med penge op og smed dem på disken. "Der skulle være mere end rigeligt," afsluttede han roligt og efterfulgt af et let nik. Nathia fik en papirpose med, så hun havde noget at lægge kjolen i, idet at Nathaniel førte hende med sig videre. Det var jo ikke ligefrem fordi at han var i mangel på dem.