Happy birthday..

[Nathaniel Diamaqima]

Solen stod højt på den store himmel, selvom det slet ikke var noget som kunne ses i den lille hytte som var tildelt Nathaniel og Liya i sin tid. Absolut hele hans liv havde taget en så frygtelig tydelig drejning efter at Liya var kollapset på bryllupsdagen ganske kort efter hendes tale. Det i sig selv, var stadig en scene som kørte igen og igen i hans hoved og det var det som nægtet ham at sove om natten. Han vågnede lige så snart at han havde givet efter for den, og han kunne virkelig ikke fordrage det. Maurus havde han vækket og manden havde taget vandringen rundt i skoven, udelukkende for at tænke over de mange ting som var at tænke over. Eniqa havde han ikke set i et godt stykke tid, Jason havde nok at se til og Gabriel var død, hans gamle lærling var nu en gift mand - Så han var mere eller mindre en.. ensom mand, som bare måtte sidde og passe det hele alene. Hele stuen var mere eller mindre et stort kaos, eftersom Nathaniel aldrig rigtigt havde været det største ordensmenneske. Det eneste som stadig stod fint som altid, var det lille soveværelse, hvoraf han havde fået hængt Liyas bryllupskjole op, den kæde som han havde tildelt hende på bryllupsdagen som stod smukt på den lille holder ved siden af sengen sammen med den lille kugle som han havde fået i bryllupsgave, den stod smult ved siden af. Han sad inde i den kaotiske stue og med blikket hvilende på det lille glas som han havde foran sig og med den lille flaske som stod ved siden af. Det var Liyas fødselsdag og det var virkelig ved at gå op for ham, at han nok aldrig nogensinde ville se hende igen. Han trak vejret dybt og slap det i et svagt suk. "Tillykke med fødselsdagen, min kære," sagde han med en dæmpet stemm, idet han roligt lod hånden lukke sig omkring glasset, hævede det let inden han bundede det i en mundfuld. Det var slet ikke fordi at han var fuld eller noget som helst. Han blev siddende. Det varme glimt var mere eller mindre væk fra hans øjne som tiden måtte gå. Han stod overfor den største kamp igennem hele hans liv. At skulle komme over den kvinde som virkelig var hele hans verden og på alle måder. Masken lå på bordet ved siden af ham og med hånden så kraftigt knugende omkring ringen som han havde på sin finger. Han havde det virkelig elendigt..

[nathia]

Solen var virkelig blevet Nathia's kilde til lovet. Hun var så glad og lykkelig nu, at hun slet ikke kunne forstå hvordan hun for nogle måneder siden, havde siddet i et bur med sin far, hvor hun var blevet udsat som djævlen. Hun rystede bare på hovedet. Malania havde plejet hende godt, så hun var kommet fuldt ovenpå. Det var næsten ikke til at se, alt det hun havde været igennem. Et smil krusede over hendes rosa læber, idet hun bevægede sig gennem skoven. Hun skulle hjem til sin far. Hun vidste, at han måtte have det elendigt, men han havde jo bedt om at hun skulle ovenpå, før hun kom. Og det var nu. Hun vidste det i dag var Liya's fødselsdag.. Eller ville have været. For hun havde hørt tragedien om, at hun var faldet om. Hun nåede hurtigt huset, bankede på og tog så i døren. Hun gik så bare ind. Hun vidste det var her, hun havde set det før. Hun var gået forbi her og havde en enkelt gang hilst på, mens Liya stadig var i live. Hun nåede ind og var ved at falde over rodet der var i stuen. "Hva'e, er der sprunget en bombe herinde?" spurgte hun og kløede sig i håret, som hun kastede om på ryggen, idet hun gik ind. Hun stillede sig op. De havde ikke set hinanden i et godt stykke tid nu. Mere og mere kvinde kom der i hende. Lettere mistroisk skulede hun til hans glas og flaske som stod på bordet. Hun gik hen og tog den. "Den har du vidst ikke brug for Far," sagde hun dæmpet og begravede flasken et sted i rodet. Hun smilede stille. Hendes aura var fuldkommen lys nu (hvilket den ikke havde været sidst de havde set hinanden). Hun var ikke længere varulv. Følelsen var virkelig bare det mest fantastiske. Det var virkelig det bedste der var sket for hende. Hun gik hen og lænede sig op af bordet, med den ene hånd. Hun så lidt usikkert på masken og så tilbage på ham. Det var jo ikke fordi, hun ikke havde set det vaniserede ansigt før. Det var bare stadigvæk ligeså skræmmende. Hun gik hen til ham, skubbede hans glas lidt væk og så på ham. Hun smilede stadigvæk. Lykken over at være fri af månens forbandelse var virkelig det bedste.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel nød nu alligevel at sidde i sit eget mørke. Det var næsten magen til det som han havde at føle af i det indre og det var virkelig et had som måtte være så stort og så tydeligt. Det var ikke noget som han kunne komme udenom, virkelig var en værkværdig tanke. At Liya var væk forstod han ikke, men en ting forstod han på det; Der var nogen derude, som prøvede at ramme ham. At det jo så skulle gå ud over Liya, var virkelig noget af det værste som han nogensinde havde oplevet. At døren gik op, var end ikke noget som han sådan rigtigt lagde mærke til, før han så solens stråler kaste sig ind af døren, da den måtte stå åbent. Han vendte de mørke øjne direkte mod vedkommende. At det var Nathia som måtte stå der i døren, var noget som tydeligt overraskede ham. Hun var da en af de sidste som han havde ventet sig at skulle se her, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det livlige glimt var for længst væk og han var ved at blive tynd. Han havde knapt spist siden Liya var forsvundet og han havde det virkelig elendigt med tanken. Men sandheden var jo så.. han glemte det faktisk. Nætterne blev forstyrret, han glemte at spise, så der var ikke det helt store at gøre ved det, uanset hvad han ville eller ikke, så var det bare umuligt. Han blinkede let med øjnene, da hun tog både glas og flaske fra ham og bare satte sig ned. Han måtte da virkelig erkende, at hun strålede som en sol. Det var næsten som det måtte gøre ondt i øjnene på ham, for han var efterhånden så vant til at skulle sidde her alene i sit mørke, eftersom han ikke ønskede at lukke sollyset ind. Det var virkelig alt for mange minder omkring hans kære Liya og det ønskede han virkelig ikke, også selvom han holdt fast i så meget af det, som var ham overhovedet muligt. Meget havde han oplevet, men tab på denne måde, var desværre fuldkommen nyt for ham på alle måder, det var helt sikkert og det var virkelig ikke behageligt. Han sagde ikke så meget som et eneste ord, da hun satte sig der ikke langt fra ham. Han var bleg, han fik jo heller ikke noget sollys på nogen måde. Han havde kort sagt.. bare mistet lysten til livet, men havde stadig modet til at fortsætte.

[nathia]

Nathia så virkelig forfærdet til, som hendes egen far bare sad her i mørket. At alle vinduerne også var lukket, gjorde at her var helt mørkt. Deraf også grunden til, at hun nær var faldet. Hun var ikke så god til at sei mørket. Ikke længere. Hun var virkelig med nye evner, i og med at hun var lysvæsen. Hun havde endda øvet sig på at svæve lidt og det gik faktisk ikke så dårligt. Hun ønskede så brændende at lære, og det kunne Malania jo hjælpe hende med. Men nu havde hun taget til sin far og ville have ham på rette spor igen. Det var da tydeligt, at der var brug for det! Hun gik hen til vinduerne og fjernede det, som lukkede sollyset ude. Hun åbnede også vinduerne, for at den friske luft kunne komme ind. Ligeså den lette fuglepippen udefra kunne komme ind. Den var da så hyggeligt. At han havde mistet lysten til livet, forstod hun udmærket. Det havde hun næsten også, da hun var blevet fanget af den vampyrgruppe. Men så snart hendes far havde været der, havde det gjort alverden for hende. Hun fik rummet lysnet og smilede let. "Meget bedre. Så behøver vi heller ikke falde over dit rod," sagde hun stille og gik endnu engang hen til ham. Hun så nu, hvor tynd han var og det vaniserede ansigt var meget tydeligere. Hun sukkede let. Hun var sikker på, at Liya ikke ønskede ham at skulle gå i stå. "Far… vil du ikke nok.. Komme op at stå?" spurgte hun lidt mere forsigtigt og tog ved hans arm, for at støtte ham. Hun ville trække ham en tur med udenfor. Det så han ud til at kunne bruge. Og samtidig med det, så skulle han også gave noget mad. Men han havde vel ingenting, så de måtte en tur ind til Apterta og købe ind. Hun havde fået lidt penge, men mon ikke hendes far også ejede lidt penge? Hun betragtede ham stille og førte ham imod gangen. "Har du set, hvor fint grønt det er udenfor?" spurgte hun så bare. Alt for at snakke om noget andet.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde altid været glad for sollyset, men det havde virkelig ændret sig siden Liya var endt med at blive revet bort fra ham på denne fatale måde. Det var virkelig noget af det værste som han nogensinde havde oplevet på denne måde, det var i den grad også helt sikkert! At Nathia havde været halvt om halvt igennem det samme helvede som ham selv, var virkelig noget som gjorde ondt. At han havde stået der og slet ikke været i stand til at skulle beskytte sin egen lille pige, var virkelig en forfærdelig følelse! At lysvæsnerne havde passet på hende, vidste han og det var også derfor at han ikke havde søgt efter hende. Han havde vidst siden start, at hun ville have det godt hvor hun måtte være. At Nathia rejst sig og lukkede sollyset ind og åbnede vinduerne også, fik ham til at klemme øjnene svagt sammen. Det skar ham virkelig i øjnene på en eller anden måde og direkte ubehageligt også og så alligevel.. Det var jo savnet et sted. Han sukkede stille og vendte blikket rundt omkring sig. Det rod havde han knapt lagt mørke til selv og nu hvor lyset var der, så var det jo umuligt ikke at lægge mærke til. "Er det virkelig nødvendigt?" spurgte han med en dæmpet stemme, idet at han roligt vendte blikket mod hende. At hun lukkede armen omkring hans egen og derfor også påd en samme måde, måtte få ham til at rejse sig. Han havde siddet der så længe, han sov ikke og han var tildels tynd. Muskelmassen var væk vel at mærke. Der var ikke alverdens igen. Det gik jo faktisk temmelig hurtigt med tab af netop det. Han vendte blikket mod vinduet. Han var virkelig ikke meget for at gå ud.. Der var så frygtelig mange minder omkring Liya og det gjorde virkelig så frygtelig ondt. "Ja.. ja det har jeg.. vi blev gift på den smukkeste sommerdag.." Han bed sig let i læben. Han gik nu fint nok, men var ikke meget for at bevæge sig lige for tiden. Han vendte blikket stille mod hende. Hun strålede virkelig som en sol og intet andet, det var i den grad også helt sikkert. At han sad der som en enkemand, var faktisk ikke noget som han kunne begribe. Den tanke var helt og særdeles forfærdelig på alle tænkelige måder overhovedet. Han vendte blikket stille mod hende. At hans vansirede ansigt stadig måtte skræmme hende en anelse, forstod han dog. Det var et tragisk minde efter Liya, men han vidste, at han ville bære det med sig hver eneste dag resten af hans liv. "Behøver vi at gå udendørs?" spurgte han til sidst, idet de nåede døren. Der satte han begge fødderne i jorden. Han ønskede det virkelig ikke.

[nathia]

At Nathia's egen far, nu næsten var bange for udenfor og sollyset, gjorde hende faktisk trist. Hun var kommet fuldstændig ovenpå, efter at have været i lysvæsnernes hænder. De havde smittet af på hende og hun havde virkelig ønsket så brændende at blive fri af forbandelsen, hvilket så havde gjort at de havde gjort dem til en af dem. Hun var virkelig glad for det og hun stod dem også i gæld. Hun vidste bare ikke hvordan hun skulle gøre det. Det var så ikke hvad hun ville tænkte på lige nu. Nu skulle hendes elskede far først have sig selv på plads igen. Så ville hun få mere ro, hvis han bare fandt lidt ro. Han skulle i hvert fald også have noget godt mad! Da han kneb øjnene sammen pga. lyset, lod hun ham lige sunde sig lidt. "Selvfølgelig," sagde hun stille. Hun måtte bare holde humøret højt, fordi måske kunne det smitte lidt af på sin far. Hun førte ham med ud imod gangen. Hun nikkede bare ganske stille. Da han endte med at stoppe op lige før de nåede døren, sukkede hun dæmpet. Hun gik ind og hentede hans maske, og gik ud og rakte ham den. "Her, tag den på," bad hun dæmpet. De behøvede jo ikke skræmme alle væk af hans ansigt. Hun var skræmt nok af det. Hun trak vejret lettere dirrende og samlede hans sko op, som stod smidt i gangen og rakte dem til ham. "Og tag de her på," sagde hun beordrende. Hun klappede ham let på skulderen og stille sig bag ham, så han ikke kunne gå ind igen. Det var enten ud eller at blive stående der. "Du har brug for at røre dig far, du kan ikke bare stå her.." sagde hun stille og næsten bedende. Hvis han kiggede på hende, ville han møde hendes søde uimodståelige dådyrsøjne.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var nu ikke fordi, at Nathaniel var bange for at gå ude i sollyset, men skoven og alt omkring ham, måtte virkelig minde ham alt for meget omkring Liya og det var virkelig bare noget som måtte skære ham direkte i hjertet. I og med, at dette var hendes fødselsdag, så var det noget som virkelig måtte gå ham så frygteligt på. At hun aldrig vile være der til at fejre det sammen med ham. At hun aldrig nogensinde ville være der for ham og sammen med ham for den sags skyld, og det var virkelig noget som gjorde noget så frygtelig ondt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Lige den dag i dag, så skulle der frygtelig meget til, før at Nathaniel ville være i stand til at smile. At hans kære datter kunne, glædet ham dog, og det lettede ham selv bare en smule, men det var virkelig ikke meget. Han vendte blikket mod hende, da hun hentede hans maske og hans sko og gav ham det hele. Han sukkede næsten opgivent. Det var en kamp tabt på forhånd, så meget vidste han da. Han nikkede med et næsten let træk på smilebåndet i den ene mundvige, da han tog masken og tog den på, så den dækkede for den del af det vansirede ansigt. Hans mørke øjne hvilede stille på hendes skikkelse og uden at skulle se det mindste væk overhovedet, det var slet ikke noget som han var i stand til. "Behøver jeg virkelig?" Hans stemme var lav og dæmpet. Han havde virkelig slet ikke lyst til at bevæge sig udenfor. Der var virkelig alt for mange minder omkring Liya derude og han hadet det virkelig! Han var fanget på en måde i hans eget hjem og han ønskede virkelig bare at forblive tilstede nu. Han tog skoene stille på og vendte sig stille mod hende. Han var selv bleg, men det var udelukkende på grund af den manglende sollys. "Jeg har virkelig meget andet at tage mig til, end at vandre rundt i skovene på en dag som denne her.." Han så stille på hende. Hans blik var virkelig intetsigende. Der var ikke andet end sorg og smerte, at skulle spore i det.

[nathia]

At Nathaniel blot var bange for omgivelserne, kunne Nathia godt forudse. Men han måtte bare med ud. Der var jo så flot og dagen i dag, var da ikke noget at sidde og græde over. De levede jo begge to. Var det ikke noget at fejre. Hun savnede virkelig den far, som omfavnede hende og var den som hun søgte beskyttelse ved. Den som tvang hende i gang ved sorte tider. Nu var det omvendt. Og nu måtte hun tage udfordringen op og bevise, at hun ikke var en lille pige mere. Meget havde hun lært den sidste tid og mere lærdom skulle hun nok komme til at få fingrene i også. Hun fugtede sine læber let med tungen. Hun smilede stille, da han tog masken på. Så var der da ingen klagende toner der. Hun nikkede. "Ja, du gør. Vi skal også ind til byen," sagde hun stille og smilede. Hun krammede ham let fra siden, men gav så slip. "Få så de sko på," sagde hun lettere strengt og beodrende, selvom hun stadigvæk så ud som noget af det yndigste. Hun så i hans blik, hvor stor sorgen var og det fik hende til at synke det smil som ellers havde lagt på hendes læber. Hun så neutral ud og kiggede ud af dørene. Hun blev dog stående bag ham, så hun kunne skubbe ham med sig, når han først havde fået skoene på. Endelig, så tog han dem på. Hun smilede og puffede ham ud af døren. "Såsom hvad? Sidde og græde over dit 10'ende glas vin? Kom i gang farmand," sagde hun stille. Hun lukkede døren og tog ham under armen, mens hun førte ham med ud i skovene.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne virkelig ikke genkende sig selv længere og han kunne virkelig ikke gøre noget andet end direkte at hade den tanke. Han vendte blikket stille mod Nathia. Sådan som hun måtte stråle, så fik det i sig selv bare et stille smil frem på hans læber. Nu havde han altid stået der for dem, hjulpet dem under de svære tider, siddet der når fuldmånen havde stået højst på himlen. Han havde altid sørget for at han ville være det sidste som hun så før forvandlingen og det første som hun ville se efter den. Det var da bare.. naturligt for en fader at være der for sin datter? Han elskede hende virkelig som havde hun været hans egen. Han kunne virkelig ikke begribe, at hun var blevet så stor og så voksen som hun var, det var også helt sikkert. Han trak vejret dybt. Bare det at erkende at det denne gang var ham som havde brug for hjælpen, var bestemt ikke noget som han var meget for i længden, men denne gang var det jo så desværre kommet til ham, hvad end om han ville det eller ikke. Han sukkede stille. De mørke øjne faldt stille til hendes blik. "Hvad skal vi i byen, Nathia?" Denne gang en anelse mere nysgerrigt. Han vidste jo at hun havde ret i den anden ende, han kunne virkelig ikke bare sidde her og han vidst det jo udmærket godt! Han trak vejret dybt igen i det han fik skoene på og næsten bare blev puffet ud af døren. Solen som måtte ramme ham direkte i blikkt, fik ham kraftigt til at misse med øjnene. Han gned let tænkende sin hage. "Teknisk set.. så har jeg kun fået 2," påpegede han roligt. Han havde aldrig været den som drak mest, men lige nu, var det faktisk noget som i sig selv, bare måtte lette ham selv en smule, det var også helt sikkert. Sådan som Nathia tog ham under armen og førte ham med sig, så lod han blot armen roligt falde omkring hendes. Han gik roligt med. At kæmpe imod ville tydeligvis ikke have nogen effekt alligevel.

[nathia]

Nathia havde den lyse aura pga. hendes nye race. Hun strålede mere af lykke nu, end førhen. Månen påvirkede hende ikke det mindste og hun måtte mildest talt være den mest lykkelige i hele Procias lige for tiden. Lykken stod ud af hende og det forstærkede nærmest hendes lyse aura. Hun var af Procias nu. Hun havde ret til at være her og kunne endelig være sammen med sin elskede far igen, der var virkelig intet bedre. Han havde været der for hende under fuldmånen, så skulle hun nok være her for ham i denne sorte tid der stod foran ham. Hun håbede næsten at Liya på mystisk vis måtte komme tilbage, fordi Nathaniel elskede virkelig den kvinde. Og det kunne hun jo udmærket se. Det eneste som kunne dræne hendes lykke bare lidt, var Nathaniels sorg som så tydeligt stod ud af ham. Hun betragtede ham med et skævt smil. Det kom hurtigt tilbage til hende, ligeså let som det kunne falme. Hun førte ham med sig. "Vi skal ind og handle," sagde hun og gravede ned i sin lomme. Hun tog en lille pose op med penge. "De er mine," sagde hun med et stolt smil. Vel egentlig de første penge hun havde tjent? Hun havde lavet noget for lysvæsnerne og på den måde fået sig lidt penge. Hun puttede pengene tilbage i lommen. Hun smilede og lod ham vende sig til lyset. Det var godt, at han ikke kæmpede imod længere. Hun lod ham lægge armen omkring hendes, og førte ham med ind i skoven - også mod vejen som førte til byen. "2 glas eller flasker?" spurgte hun stille og halvt bearbejdende. Hun droppede det dog hurtigt og smørede et kæmpe smil på. "Vi skal ind og være bare dig og mig, far," sagde hun stille. Nok blev hun ældre med tiden, men hun ville altid være fars lille pige!

[Nathaniel Diamaqima]

At se Nathia stråle sådan, var også noget som fik Nathaniel svagt til at smile. Uanset hvor stor hun måtte blive, så var hun stadig hans lille pige og det var noget som hun ville være til evig tid, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var helt sikkert også således. Han vendte blikket mod hende. At kæmpe imod når hun krævede ham ud, var noget som han lige så godt kunne opgive allerede med det samme, så det gjorde han. Han kunne jo trods alt ikke få i pose og sæk. Solen skar ham ganske let i øjnene. Hun havde været væk længe.. alt for længe for ham og det var noget som tydeligt satte de spor i hans eget sind og i hans krop for den sags skyld. Han glemte jo trods alt at spise og det var noget som han var klar over. Han havde nemlig ingen appetit. At hun havde tjent sine egne penge, fik ham let til at smile. Han var klar over, at han havde gået glip af frygtelig meget igennem det sidste lange stykke tid og specielt af tiden sammen med hende, fordi at der altid var kommet så skræmmende meget i vejen og han kunne virkelig ikke gøre noget andet end direkte at skulle hade det, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han lod hende blot have armen i hans, som han førte hende frem med en stolthed. Han kunne ikke være noget andet end stolt af sin lille pige. "Jeg kan sige meget, men en ting kan jeg stå ved, Nathia.. Jeg er stolt af dig." Ord som i sig selv, var skræmmende sjældent, at han måtte sige og lade andre høre, men det var nu og da tilfældet på alle måder. "To glas faktisk.. jeg har aldrig haft meget til overs for det stads, normalt." Han trak ganske let på skuldrene. Det var nu sandt. Han hadet at lyve, men sådan som han måtte se ud, så var det jo heller ikke meget som han kunne holde holde til i længden, det var i den grad også helt sikkert. Han sendte hende et stille smil. At tilbringe lidt tid med hende, var noget som han glædet sig over. Han slap hende roligt med den ene hånd for at lade den glide omkring hende, blot for at trykke hende ind mod sig. "Det burde vi have gjort for mange år siden, Nathia.. Det var som var det i går, jeg fik dig med mig fra Imandra," sagde han med et stille smil. Hun havde og ville altid være hans lille øjesten.

[nathia]

Nathia var virkelig som en skinnende juvel lige nu. Strålede og selv ud igennem ethvert støvfnug eller andet der kunne skærme for lyset. Hun ville altid være fars pige, fordi hun havde jo ikke haft andre. Han havde været der for hende. Havde redet hende fra det skrækkelige børnehjem og givet hende et liv, hun ikke ville have fået der. Hun kunne ikke andet end være lykkelig. Selvom de ikke var af samme blod, så var han stadigvæk hendes far. Og det kunne ingen lave om på. Hun trak vejret dybt og lyttede til skovens lyde. Det var nu hyggeligt. Solen skar ikke i hendes øjne og Nathaniel måtte jo også snart vænne sig til solen, jo længere tid de måtte gå rundt. Hun så op på ham, og bemærkede godt hans smil. Hendes øjne flakkede svagt over hans ansigt. Masken var nu en sjov tilsætning til ham, men hun måtte vel vænne sig til det. Det var nu ikke den sværeste ting at vænne sig til. Hun lagde hovedet mod hans skulder og trykkede sig ind til hans arm. Hun spruttede næsten af glæde, da Nathaniel nævnte at han var stolt af hende. Hun gjorde et lille hop, stoppede op og omfavnede ham. Hun trykkede sig ind til ham. Hun sagde ikke noget. Glæden i sig selv, måtte vel være nok. Hun så op på ham og gav sig til at gå igen, efter den lille omfavnelse. "Nå da," sagde hun stille og hævede et let spørgende bryn; Hvorfor pokker skulle han så begynde på det stads? Hun rystede på hovedet af ham og gik tæt ind til ham, nu da han lagde armen omkring hende. "Men.. Det var bare ikke i går, far," sagde hun med et drilsk smil.

[Nathaniel Diamaqima]

Så munter og så lys og strålende som Nathia var, så kunne Nathaniel da ikke lade være med at smile. Det fik ham da på lidt andre tanker, så det var ham dog en hjælp på alle måder, det var helt sikkert. Han lod armen roligt hvile omkring hende. Han var stolt af hende, alt andet var virkelig helt uaktuelt for hans vedkommende. Han vendte blikket roligt mod hende, hvor han med den selv største glæde, valgte at skulle holde hende tæt ind mod sig. Han var virkelig ked af, at han ikke havde været der mere end det som han havde været. Han havde gjort det bedste for hende som han kunne med det som han havde og med det liv som han havde haft. Han sendte hende et stille smil. Han kunne tænke på noget andet og det var virkelig bare en ekstrem dejlig tanke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At se hende så glad, var virkelig ngoet af det bedste ved det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sendte hende et varmt smil. Igen kunne han genkende bare en smule af sig selv, det var helt sikkert og det var alt sammen takket være hende, hvad end om det var noget som han ville elelr ikke. Han trak vejret stille og dybt. "Det ved jeg godt, min pige.. Det ændre dog ikke, at det føles som i går." Han betragtede hende stille. Han havde altid holdt fast i, at Nathia skulle kende til sandheden, selvom det virkelig ikke ændrede det mindste. Hun var hans datter, selvom der intet var af kød og blod som måtte forene dem på den samme måde. "Den lille pige som sad så forskræmt med sin bamse i armene og mig som den eneste hun ville sidde ved.." Han strøg roligt en lok af hendes hår væk fra hendes blik. Sådan en smuk kvinde som hun var blevet. "Utroligt, det allerede er så mange år siden.. Jeg føler virkelig jeg er gået glip af meget."

[nathia]

At Nathia's munterhed fik et smil på hendes fars læber, var virkelig guld værd for hende. Hun ville bare have ham på andre tanker og hun ville gerne have ham med ud i omverdenen og kigge lidt. Både skoven men også byen. At han var stolt, kunne hun virkelig kun se sig lykkelig med. Det gjorde hendes dag i dag. Hun lagde armen omkring ham, selvom hun egentlig stadig viste vejen. Hun følte sig tryg i sin fars favn, uanset hvad. Hun trak vejret dybt og bed kort i hendes ærme, som sad omkring hendes frie arm. Hun så uskyldigt op på sin far og lod hendes arm falde ned langs hendes side igen. "Ved du hvad far? Dette tror jeg, bliver rigtig godt for dig og mig," sagde hun stille og tænkende. At de var bare dem. Hun var glad. Og det kunne han kun ødelægge for hende i sekunder, før hun genfandt det igen. "Nej..nej selvfølgelig ikke," sagde hun med et blidt smil og så op på ham. De var kun forenede af det stærke bånd, der var blevet skabt. Ikke kød eller blod nej. Ikke nogle ens gener overhovedet. Hun så op på ham og klaskede ham blødt på brystet med sin frie hånd. "Altså.." sagde hun stille. Det var faktisk lidt pinligt at blive mindet om den lille pige. "Du er ikke gået glip af noget," forsikrede hun ham. Ikke noget. End ikke kærligheden havde hun oplevet selv endnu. Hun vidste ikke hvordan hun skulle håndtere det. Hun smilede stille og nåede byen. Hun gik hen til den første grøntsagssælger. Hun så på udvalget, mens hun nu i stedet tog sin far under armen igen som før.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne da ikke gøre noget andet end at smile når Nathia var så åben og positiv som det hun måtte være nu. Det glædet ham dog, også selvom han vidste, at det bestemt ikke altid havde været sådan, så var han da blot glad for, at det var sådan her, at det måtte være lige i øjeblikket. Pointen i hans øjne, var at hun havde det godt, at hun havde det trygt og at han stadig kunne kalde sig for hendes far, som han havde gjort siden hun havde været ganske lille og han elskede virkelig den tanke. Tanken om børn, havde altid fået ham til at smile! Nu hvor han endelig måtte være ude, så var han også glad for, at Nathia var der og samme nemd ham. Ingen tvivl om det. At tilbringe lidt kvalitetstid sammen med hans datter var noget som de begge havde brug for, at skabe igen de stærke bånd som de havde haft dengang hun havde været ganske lille. "Det betvivler jeg ikke det mindste." Han sendte hende et stille smil. For nu måtte han bide den psykiske smerte i sig, selvom det virkelig ikke var det nemmeste altid, så havde han vel heller ikke noget andet valg? Liya var væk for ham lige for nu, også selvom det var en sandhed hårdere end noget andet, at skulle se i hvidøjet. Han hadet virkelig den tanke og mere end det som måtte være godt i den anden ende, det var helt sikkert. Han slap et halvkvalt grin. "Det er da rigtigt.." Han strøg let over hendes kind, idet at de måtte nå byen. At de allerede var igennem skoven, forundrede ham dog en god del. Han fulgte blot efter hende og med blikket som roligt måtte glide mod hendes skikkelse. At han ikke direkte var gået glip af noget, var noget som blot måtte få ham til at smile i den anden ende. Det var noget som i den grad også måtte glæde ham, det var helt sikkert. "Hvis du er så sikker på det." Han var ikke helt enig. Han var gået glip af alt for meget igennem hendes liv, det var helt sikkert. Han vendte sig mod hende og uden at slippe grebet omkring hendes arm. "Ved du hvad? Find dig noget som du kunne tænke dig.. så betaler jeg," afsluttede han stilfærdigt.