Under the moon

[Deleted]

Skyerne havde taget magten over nattens himmel. Solen var gået ned for det som måtte minde om timer siden efterhånden. Det var blevet sent og de fleste familier måtte være gået til ro. Månen var fuld, et sted derude kunne man fornemme ulvenes hylen under denne smertefulde forvandling. De mørke skyer dækkede for de stjerner som ellers måtte have eksistret på himlen. Valarie bevægede sig med smidige skridt hen over parkens grønne græs. Vejret havde været køligt, de store dråber regn var faldet tungt noget som kun havde gjort det hele vådt og sjasket at skulle færdes i. På trods det ikke var en af de typiske smukke nætter så gjorde det hende virkelig intet, hun måtte forbande denne tid på året hvor de lyse nætter var trådt til, det gjorde hendes muligheder for at færdes frygtelig meget kortere, og det var ikke frdi det i forvejen måtte være sikkert for hende efter hendes flugt. Hvem end som havde hjulpet hende ud af hendes fængsel så ønskede hun at trykke hans hånd, den frihed hun nu måtte færdes i var hun ikke i stand til at give fra sig igen. Selv på trods af den staf hun var dømt til var missionen endnu den samme og det ville den et sted altid være, uanset hvor længe man end måtte spærrer hende inde, hvad så fustrerede hende var at den kære blinde dronning kun måtte se fjenden i hende nøjagtig ligesom alle de forrige regenter, en tanke som kun fik hende til at ryste på hovedet. Det mørke hår hang vildt omkring hendes blege ansigt, hvor den snehvide hud næsten måtte falde i et med månens blege skær. Hendes blik var vildt, aggresivt noget som måtte skræmme de fleste væk, men på trods af det slidte gamle udseende hvor en poset laset kjole endnu måtte være hendes bedklædning var det tydeligt at en smuk kvinde måtte ligge under. Ikke mange vidste at hun endnu var i live, noget som kun var til hendes fordel i og med man ikke længere ville genkende hende uden at have været indblandet i det som var sket flere 100 år tilbage. Tungespidsen strøg over hendes blodrøde læber, man kunne vel roligt sige at der ikke måtte være tvivl om hendes race? Så stolt som hun måtte være over at vise de sylespidse hjørne tænder frem, hvorfor skjule sig? Den kølige brise slog mod hendes ansigt, hun følte den ikke som hverken kold eller varm hendes egen hud var så død, det gjorde virkelig ingen forskel for hende længere. Bladenes vislen beroligede hende, blomsterne spirrede smukt i dette vejr, det var dog ikke det som måtte fange hende. Månen var hendes sol og så vidt som alle andre væsner så måtte man forgude den slags, hun gjorde det samme blot med månen, modsat de fleste andre af hendes race så nød hun at være et væsen af natten, af de mange skygger som måtte dække over hendes utallige hemmeligheder. Nu var hun nået til Manjarno et sted hvor det for hende ikke var frygtelig farligt at opholde sig eller gå ude i det fri og det dragede hun i den grad nytte af idag, den søde duft af frihed hang i hendes næse, frem for lugten af råddenskab og den rene hån som hun havde været udsat for, kroppen bar i den grad sine ar efter det lange ophold i fangeskab, ikke at Valarie måtte tage sig synderligt meget af det, de havde deres historie. Et stille træk hvilede i hendes mundvie skabte det lille smil, som hun var i stand til at bære sig frem med udelukkende på grund af den enorme stolthed. Ganske stille måtte hun glide ned på en af parkens mange træbænke. Et slankt ben lagde sig feminint over det andet, mens Valarie ganske stille lænede sig tilbage og nød den søde smag.

[alecander]

Natten var faldet på, som den altid gjorde. Månen var steget op på himlen, hvor et mørkt tæppe havde lagt sig over, med sine blinkende stjerner, som altid. Der var intet nyt i at det blev nat. Ikke for Alecander, men derfor var det ikke en grund til at han ikke holdt af natten, for det var efter hans mening, den bedste tid på døgnet. Han kunne færdes i sollyset takket være den magiske ring, der sad på hans venstre hånds ringfinger, en magisk ring, som han havde ønsket af sin djinn, som han havde købt for mange år tilbage, og djinnens visdomstænder havde han lavet om til en amulet, så han havde den fulde kontrol over Davis. Det var de to eneste smykker han gik med, og det var noget som han aldrig tog af! Det var værdifulde ting, som kunne gå hen og blive farlige i de forkerte hænder, og Alec ville beskytte sine ejendele med sit liv. Ingen fik nogensinde fat i den amulet, for det ville koste ham sin djinn, som havde været ganske nyttig, og så et sted, han var allerede nået så langt, at det næsten ikke gjorde noget, hvis han ville miste sin djinn, for maskeballet var jo gået perfekt, Procias stod uden konge, takket være ham! Og selv Castle of Darkness stod svagt, fordi han havde været nødsaget til at sørge for at Jaqia var blevet hjemme den aften der havde været maskebal, og det havde da lykkedes organisationen at fuldføre deres plan. Og at eksplosionerne i Dvasias havde været grundet en særlig fange var sluppet løs, var han faktisk ikke klar over, han havde blot forsøgt at ramme Jaqias eliksirkammer, og han var faktisk ikke sikker på at det var sket. Han havde været ude hele dagen. Det var rart at komme lidt væk fra alt papirarbejdet, og så alligevel havde der ikke været så meget at lave efter attentatforsøget i Neutranium, hvilket kun glædede ham. Han burde næsten skaffe sig en sekretær! Og så alligevel, det blev gjort bedst, når det var ham selv som gjorde tingene, så han turde ikke lade nogen andre lave hans arbejde, for han var bange for at der ville komme fejl, og der måtte ikke være fejl! Hans organisation skulle være perfekt! Fuldendt, der var ikke plads til fejl!
Alec var i færd med at jage den kvinde, som han havde leget lidt rundt med i løbet af aftenen. Han havde mødt hende tidligere, og nu var han blot interesseret i hendes blod! Han havde tvunget hende op af et træ, imens hans hænder kørte sensuelt og forførende rundt på hendes krop, blot for at få hende snoet sig omkring hans lillefinger. Han var iført nogle sorte fløjlsbukser, en sort lederjakke og under den store læderjakke, bar han en hvid skjorte, med den grå vest udenpå. Han elskede at klæde sig med stil, for han var rig og velhavende, og det var skam ikke noget han skammede sig over. ”Lad vær,” bad kvinden, og kæmpede for sit liv, men Alec var ikke interesseret i hendes ord, men i hendes blod. Han lod sin tunge glide roligt og sulten over sine læber, imens hans mørke øjne hvilede i kvindens. ”Hvorfor dog min kære?” spurgte han roligt, og smilede et koldt, skævt smil, inden han drejede hendes hoved, så hendes hals også blev blottet. Han lod en finger køre over hendes hud ved halsen, imens han blottede sine sylespidse hjørnetænder, der næsten måtte løbe i vand ved lugten af hendes varme, friske blod. Hun gav ham en lussing i forsøg på at få ham til at slippe hende, men det gjorde ham blot arrig, han havde en kort lunte, og et temperament uden grænser. Hans mørke øjne hvilede faretruende og koldt på kvinden. ”Se det, skulle du ikke have gjort!” Hans satte hjørnetænderne i kvindens hals, som måtte klamre sig til ham, og hun skreg, så det næsten måtte kunne høres ud over hele parken. Hans øjne blev næsten helt røde af det lækre blod, som smagte udsøgt!

[Deleted]

Firheden var utrolig sød, hvem end som havde hjulpet hende så måtte hun være taknemmelig, så mange år i den kølige celle og med fuld sikkerhed, det havde et sted moret hende udelukkende fordi hun blev set på som en direkte farlig fange, hun gjorde da næsten ingen skade? Murene var sprængt, hun var langt fra den eneste fange som var sluppet ud, det måtte i virkeligheden være Jaqia's største problem, hvor meget skade slottet havde taget vidste hun end ikke, hun var blot flygtet og så langt væk som det havde været hende muligt. Hvad der ellers var sket den tid hvor hun måtte have befundet sig i en rådden celle, det var det som hun var på rov efter at vide, hun skulle nok finde en som skulle vise sig at kunne gøre hende lidt nyrttig på det punkt det var hun slet ikke i tvivl om, efterhånden måtte hun kun tænke på føden. Jaqia havde kun givet hende så hun netop kunne klare sig, hun var begyndt at tørste i en enorm grad, men det kunne vel vente blot en enkel nat mens hun selv måtte nyde hvad der var sket og senere fejrer det. Parken virkede så fredelig, om dagen fyldt med gourmet middage gående på to ben, den blotte tanke måtte få hende til at slikke sig om læberne. At parken så ikke måtte være nær så fredelig lige for i aften med alle de vampyrer som pludselig måtte opsøge den, det var ikke gået op for hende endnu. Hun plejede at lugte blod selv på lang afstand men hun havde været afskåret så frygtelig længe og det i sig selv havde været den absolut største pinsel! Et tungt suk måtte forlade Valaries læber, efter hun havde taget en stille indånding blot af en gammel vane og mere for at virke ligegyldig, hun var en mærkværdig kvinde og hun vidste der. Hun havde aldrig været prvilligeret nok til at få fat i et af de smykker som måtte sørge for at hun kune færdes i sollyset, men så igen det var slet ikke hvad hun i den sidste ende måtte ønske, hun elskede natten og dets hemmeligheder, månen var hendes sol og kulden var hendes hede med den kølige hud, også selvom det var noget som ikke mange måtte forstå, end ikke de som måtte være af hendes egne artsfæller. For en stund måtte hun næsten blunde ved de mange sanseindtryk som pludselig måtte komme til hende igen, det var til det skingrer skrig måtte høres i natten. Det rev i hendes opmærksomhed, det kunne ikke være frygtelig langt væk. Duften af blod nåede hendes næsebor, hun trak luften ind gennem næsen, det var direkte lækkert! Uden så meget som at tøve måtte hun i en smidig stilling rejse sig fra bænken og begive sig mod den herlige duft af aftenens måltid. Det sidste hun måtte håbe på ville være at det måtte være en vampyr og udelukkende fordi ikke mange var specielt villig til at skulle dele. De to skikkelser tog ganske hurtigt form for hendes stærke krystalblå øjne. Det måtte hutigt gå op for Valarie at hun tydeligvis ikke var den eneste vampyr til stede, men taget i betragtning af denne var han langt bedre stillet, selv bagfra kunne hun fornemme den stil han måtte bære sig frem med ganske glamourøs i forhold til hendes posede, lasede kjole som hun var blevet skænket som fange, på trods hun var slidt, håret var uglet og blikket vildt, så var det tydeligt at den intense elegante vampyr kvinde lå et sted bag, de værdier som enhver vampyr måtte være kendt for. Ganske let stoppede hun op bag ham og med hovedet nysgerrigt på sned. Duften rev i hende, hun havde simpelthen en enorm svaghed for blod og sulten nagede i hende så dybt "Gemmer du en dråbe for mig?" hendes stemme var moden, ikke blødsøden eller direkte mild men feminin og melodisk, fulgte vindens tone og mod ham. Selvsikkerheden bar hun tydeligt med sig også selvom hun vidste at hun ikke skulle regne med noget.. For pokker hvor så den kvinde godt ud!

[alecander]

Når sulten først havde meldt sig i Alecander, så havde han svært ved at stå imod, og han fik nogle humørsvingninger, for når han var sulten, så var det, det eneste han kunne tænke på, og så blev han hurtigt gnaven og fjendtlig. Han elskede blod, og smagen efter det var fantastisk! Han nød den gammeldags jagt, at forføre sit offer, inden han satte tænderne i det, han havde trods alt levet igennem mange år, så det gammeldags havde dog sat sit præg i ham. At han så ikke var alene, men at der faktisk sad en anden vampyr på en bænk ikke så langt væk, det var noget som han ikke havde opfanget, for hans opmærksomhed var vendt mod denne kvinde der tiggede og bad om at han skulle lade hende gå, desværre for hende, var han sulten. Lod han hende gå, så ville han blot kaste sin vrede og aggressioner over en anden, hvilket et sted også kunne være sjovt, men hendes blod var så velduftende, og det tiltrak ham virkelig! Kvindeblod var trods alt det bedste. Han var omhyggelig med ikke at spilde en eneste dråbe blod, selvom det var svært, når han ikke kunne lade vær med at suge det til sig, som et grådigt rovdyr. Hans øjne var blevet helt røde, som var han i en trance, og det følte han sig også som. Han havde ikke i sinde at stoppe. Ikke nu! Det smagte så godt, og han ville have mere! Kvinden blev blot svagere og svagere, men Alec havde ikke noget problem med at holde hende oppe, for han besad jo vampyrernes styrke. Han holdt hende blot fast op mod træets stamme imens han mæskede sig i hendes blod. Han kunne vel ligeså godt nyde det, nu hvor han ikke skulle nå noget? Alt havde jo efterhånden flasket sig for Dødgængerne. Maskeballet havde lykkedes, at sabotere Castle of Darkness havde lykkedes, det hele var lykkedes, og landende stod svagt, som aldrig før! Det gjaldt blot om at slå til i det rette øjeblik, og Alec havde ikke i sinde at angribe nogen af landene før han havde en plan. Han skulle altid have en plan, og hvis ikke planen lykkedes, så skulle han have en backupplan! Alt skulle gennemtænkes nøje og det samme skulle deres næste træk, dog var det ikke noget han ville fundere over i øjeblikket, for lige nu ville han blot give sig fuldstændig hen til dette vidunderlige blod, der var så skønt at det fik hans tunge og smagsløg til at danse!
At kvindens skrig havde kunnet høres over hele parken undrede skam ikke Alec, men han havde dog ikke været klar over at der også var andre her. Andre vampyrer. Men så igen, det var vel et sted ikke så undrende, for parken var jo et ganske fristed for mange, et åbent sted, hvor alle kunne komme som de lystede, dog ville han ikke forstyrres, ikke nu! Og til hans egen ærgrelse, så var kvinden ved at løbe tør for blod. At vampyrkvinden blot kom ham nærmere, var heller ikke noget han ænsede og hvorfor skulle han? Det havde måske været smartest, og han måtte ærligt erkende, at han aldrig plejede at give sig så meget hen, uden blot at være lidt opmærksom på hans omgivelser, men denne nat var ikke af samme tilfælde. Alec blev faktisk overrasket over at hun talte til ham, og han vendte sig om med et hæst hvæs. Blodet sad omkring hans mund og den røde farve sad i kontrast med den blege hud, der måtte skinne ganske let i månens skær. Hans røde øjne faldt på vampyrkvinden, imens han slikkede sig om munden for at fange den sidste bloddråbe. Han var ikke meget for at dele, men hun lignede jo et vrag! Sulten lyste ud af hendes øjne, og et sted så kunne han vel også godt dele? Han havde jo faktisk fået rigeligt, men det smagte så udsøgt! Hans øjne fik roligt hans normale øjenfarve igen, så de til sidst måtte ende med at blive helt mørke. Han trak ganske let på mundvigen, så et lettere dominant og køligt smil gled over hans rosa farvede læber. Han trådte et skridt til siden og gjorde en gestus med den ene hånd, idet han gav hende tilladelse til at tage resten af blodet, og kvindens liv. ”Tag blot for dig.” Hans stemme var en smule hæs og hvislende.

[Deleted]

Sulten var en ting som ikke kunne holdes under kontrol ikke når først man var blevet kørt langt nok ud, hvad end man ville det eller ej. Selv var det en tanke som Valarie virkelig måtte hade, de sidste frygtelig mange år havde hun levet af det som lige og lige måtte holde hend ei live og ikke mere, det var så mange år siden hun havde haft en følelse af mæthed, og den var rent faktisk savnet. Mørket var hendes skalkeskjul det sted som hun måtte føle sig tryg og i disse nætter nød hun i den grad at færdes, dse hverden fra andet end en fangekælder for den ahvde også i den grad ændret sig, ikke at det måtte gøre hende noget det kunne jo rent faktisk vise sig at være til hendes fordel. På trods af den kolde og døde krop og det dystre udseende så skulle man langt fra dømme hende for hurtigt, hun var ikke ligefrem kold eller kynisk hun var en egoistisk og hun kunne være præcis som situationen måtte kræve af hende, som regel intet andet end en utrolig intilligent kvinde og med ordene godt velbevaret i hendes mund, hun havde utrolige talegaver det var der ingen tvivl om. Nu var natten igen nået og parken var ryddet and andre vampyrer så opsøgte stedet var nu ikke noget der som sådan gjorde hende noget, det var ikke tkke så ofte at de måtte blive set omkring fangekælderen af en yderst mærkværdig grund set i hendes øjne om ikke andet. Den posede kjole flavrede let i den milde brise hvis kulde ikke på nogen måde måtte røre hende. At se en vampyr nærer sig kunne se ekstremt voldeligt ud, ikke at det skræmte hende på nogen måde, langt fra. Ligefrem at kunne høre hvordan kvindens blod alt sammen måtte søge mod samme punkt, at høre det suse igennem hendes årer på den måde det var som sød musik for hendes ører og det satte en enorm længsel efter den bitre smag af blodet - Hendes tænder løb i vand. At denne mand måtte være fyldt af den enorme lidenskab det var der ingen tvivl om, måden han holdte om kvinden og i det hele taget det faktum at han havde valgt et væsen af den form og kaliber det sagde frygtelig meget om ham, han var ærlig talt ikke svær at læse ikke for de rigtige. At dømme efter hans glamourøse beklædning så måtte han være langt bedre stillet end så mange andre måtte være det, inklusiv hende selv, for øjeblikket om ikke andet, hun havde skam guld i stakkevis, det var bare om at få fat i det først, det var hendes udfordring efter så mange år spærret inde i den kælder! De nysgerrige øjne betragtede hans, at se ham med det dryppende blod om munden og det vilde blik det skræmte hende på ingen måde. Den eneste reaktion som han kunne få var at hun ganske stille måtte ligge armene på over hinanden over bryste, med en lettere afvendtende mine. At føle kvindens hjerteslag langsomt dø ud måtte sætte en desperat følelse i hende. Hun hævede et slankt øjenbryn ved hans væsen, hun havde oplevet det som var langt værre, hun forstod hans trance og hun forstod at det måtte være hans bytte, men derfor kunne hun vel godt få en lille tår, inden hun ville ende med at gøre noget dumt? Græsset kildede hendes nøgne fødder, smilet bredte sig en smule ved hans ord, køligheden slog hende ikke på nogen måde, for hende var det efterhånden en rar venlighed i forhold til det som hun var blevet vant til. Uden så meget som et ord måtte Valarie træde forbi ham og kun med en vampyrs elegance, før hun stille gled ned i frierstilling ved den kvinde som måtte sidde halvvejst op af træet efter at han havde sluppet hende. Den blege kølige hånd lagde sig let under kvindens hage løftede hendes blik mod hende. Hun strøg den fine bløde hud med hendes tommel "Så så min kære.. Jeg skal nok ende det for dig" hviskede hun stille. Tonen var intens, hun skulle i den grad nok ende det. Langsomt bukkede hun hovedet, lod hjørnetænderne borre sig ned i kvindens kød og langsomt give sig til at tage til sig, hun ville nyde hver eneste lille dråbe.

[alecander]

Det havde næsten overrasket Alecander, at se en sådan vampyrkvinde stå bag ham. Hun lignede et vrag, der var blevet holdt fanget i ganske lang tid, og hvem vidste, det kunne sikkert godt passe? Han kendte hende ikke, og kunne derfor ikke være sikker, men han var allerede sikker på én ting, hun var ikke så beskidt som hun så ud, han kunne tydeligt fornemme den elegance og det glamourøse der måtte ligge over hende, når hun bevægede sig. Han var sikker på at udseendet bedragede, at der gemte sig en masse indenunder hendes blege, og dog beskidte hud, hvis han skulle være helt ærlig, så holdt han fast i at hun havde været lukket inde et sted, blevet ’sultet’, men igen, han kendte hende ikke, og kunne derfor ikke vide det med sikkerhed. Han frygtede hende skam ikke, og et sted virkede hun … i hvert fald ikke fjendtlig, hun virkede ikke lige så kold som alle andre vampyrer, hun var ikke blødsøden, men hun havde vel sin egen charme? Der var bare lidt anderledes over hende, og han var sikker på at han ikke skulle undervurdere hende, men det gik jo også den anden vej. Han var godt nok ikke meget for at dele sit bytte, han nød jo den gammeldags jagt, hvor man selv tiltrak sig sit bytte, hvor man selv jagede sit bytte ind i den mørke gyde, hvor man selv satte tænderne i sit offer, for at dræne det for blod, alt som man gjorde selv, og ikke delte! Det var meningen at man indfangede sit eget bytte, og spiste selv, sådan var det i hvert fald for de fleste vampyrer og det gjaldt faktisk også for ham, men han havde kunnet se på hende, at hun trængte til blod, og han havde fået stillet sin sult, så det var vel blot en venlig gestus at give hende resterne? Han fulgt hende blot med blikket, da hun gik forbi ham og knælede foran den svage kvinde, der var ikke meget tilbage af hende, men hun kunne vel godt nå at stille noget af sin sult? Hun virkede desperat, et sted svag, men det var vel fordi hun ikke havde fået ordentligt blod i et stykke tid? Det morede ham faktisk at se, for han var faktisk sikker på at hun var en stolt kvinde, og i øjeblikket havde hun noget underdanigt over sig. Han sagde dog intet, han ville ikke dømme hende på forhånd, eller tage en forhastet konklusion. Han regnede ikke med, at hun ville være mere skånsom, som han havde været, hun var jo desperat efter kvindens blod, så hun ville nok mæske det i sig hurtigt. Desuden, så havde han ikke levnet meget til hende, for han havde selv fået taget en stor mundfuld, og det havde været dejligt og godt! Der var ikke noget bedre end frisk kvindeblod, eller jo, måske frisk engleblod, det var svært at hamle op med engleblod, eftersom de var én af de reneste racer, det var også det, som gjorde at det smagte så godt! Han betragtede hende ganske roligt, som hun havde sat sine sylespidse hjørnetænder i kvindens hals, for blot at drikke resten af hendes blod, inden han roligt vendte blikket rundt i parken. Der var vel ingen grund til at han blev? Han havde jo alligevel et job der ventede ham derhjemme. Han var trods alt leder for en hel vampyrorganisation, så der var meget han skulle have lavet, en masse papirarbejde! Han skævede kort over skulderen, inden han stak hænderne i lommerne, og begav sig roligt væk for at fortsætte langs stien. Han gik med ynde og en elegance der ikke lå til de fleste vampyrer. Hans holdning var rank og stolt og man kunne tydeligt se at han nød af det gode og søde liv som en rig vampyr. Han stammede dog også fra en rig slægt, så det var jo ikke noget at sige til. Og hans slægt havde levet i flere årtusinder! Nu var der så kun ham og hans bror tilbage, eftersom deres forældre var blevet brændt levende på bålet, da hans fars organisation – magen til hans egen – var blevet opdaget, og straffen havde været hård. Ham og Valerio var blevet tvunget til at se sine forældre brænde på bålet, og Alec havde faktisk ikke følte noget decideret ved at se sine forældre dø, så kunne de vel lære det? Var hans fars gerninger ikke blevet opdaget, så ville de ikke have endt på bålet, og så ville de stadig være i live, så Alec kunne kun lære af hans fars fejltagelser.

[Deleted]

Hjørnertænderne hvilede i den uskyldige kvindes hals, smagen af blod nåede hendes gane som det sødeste sukkerstof det var muligt at finde. Det var tydeligt at kvinden var svag, hendes hjerteslag slog så langsomt som nået andet, at føle hendes blod forene sig med hendes eget, synke det lune blod, varmen brede sig i hendes hals og hele vejen i kroppen, det var en fantastisk følelse! Blikekt lå skjult bag hendes øjnelåg hun frygtede ikke for den vampyr som måtte hvile et sted bag, næsten desperat måtte hun forsøge at suge mere blod til sig, men der var ikke så meget som en dråbe at hente. Næsten med en mindre vrede måtte hun trække sig fra kvinden og skubbe hende langs træet. Det blodrøde blod dækkede hendes læber, tungespidsen strøg blidt over som for at fange enhver dråbe, om ikke andet havde det formået at stille hendes lyst til blodet blot en smule. Kvindens øjne var vidt åbne, der var ikke længere noget hjerteslag at lytte til. Uden det mindste besvær måtte hun i en smidig bevægelse glide op i en stående stilling. Hænderne foldede sig ærbødigt foran hende, de var blevet lune eftter de få mundfulde blod som det var lykkedes hende at få. Det var så frygtelig sjældent man mødte en vampyr villig til at dele, det var stolte væsner og deres bytte måtte altid være deres de ønskede æren for det, noget som de tog gædeligt til sig når førs tænderne var sat i deres offer. Der var ingen tvivl om at hun havde haft et par hårde år, hun lignede et vrag det vidste hunudemærket godt selv. Men selv bag det uglede hår og posede klæder samt den blege hud som måtte være så beskidt og ikke mindst besat med ar, under alt det måtte hvile den elegante vampyr, en utrolig smuk kvinde som hun i virkeligheden måtte være når først hun ville være i stand til at gøre lidt orden på sig selv igen, men de mange år i fangekælderen havde i den grad gjort hendes udseende langt mere slidt, hun så en smule ældre ud end det som hun i virkeligheden måtte være. At Valarie så faktisk måtte stå overfor den selv samme mand som man vel kunne sige var skyld i hendes flugt, det vidste hun ikke, havde hun jamen så ville hun i den grad ikke have været så pokkers formel i hendes tale. På trods hun måtte færdes i Manjarno måtte hun holde lav profil, delvist var hun blevet sultet gennem flere århundrede, hun var svag i forhold til det som hun normalt ville være det var der ingen tvivl om, hun var en kvinde af den rene stolthed det gjorde hende dog intet at skulle vise, det var trods alt ikke hendes egen skyld og det fangeskab hun havde gennemgået havde været alt værd i forhold til det som rent faktisk var lykkedes hende før det. Ryggen blev respektløst vent mod kvinden som den fremmede vampyr allerede havde valgt at søge fra hende, hans skygge måtte endnu være synlig for hendes blik. Der måtte ikke gå længe før hun havde indhentet ham og begav sig med de faste skridt ved hans side udelukkende for at følge med "Du deler din middag og lader mig end ikke takke?" tonen var den samme, forførende og feminin hverken kold eller varm uhyggelig neutral. Hvem end denne mand var så måtte han ikke være af ligegyldighed, den stil, måden han gik på og handlede på, det sagde frygtelig meget om en af hendes eget væsen. Smagen af blod hvilede endnu på hendes tunge, hun slikkede hjøernetænderne, ikke så meget som en dråbe måtte gå til spilde. Hvor de bar sig frem det vidste hun virkelig ikke, hun fulgte ham blot. Der var ingen panik blot rolighed, det var tydeligt at han var en af dem som ikke måtte havde den mest fjerne idé om hvem han stod overfor, noget som kun gjorde det langt lettere for hendes eget vedkommende, det var der ingen tvivl om.

[alecander]

Man kunne tydeligt høre på afstand at hun ikke havde fået blod i lang tid, for hun lød som et vilddyr der var udhungret og endelig havde fået fat i sit bytte. Alecander vidste faktisk ikke helt hvorfor han var på vej væk, for det kunne jo monstro være at hun ville være med i organisationen, hun var trods alt vampyr, og hun så ud til at have været fanget, så organisationen kunne jo også hjælpe hende et skridt videre, men noget for noget, han var skam ikke typen der gav frivilligt hjælp, skønt han dog havde overrakt kvinden til hende, men han havde også fået sin egen sult stillet. Han fortsatte sine rolige, yndefulde og elegante skridt hen over grusstien, der måtte føre et eller sted rundt i parken, han var faktisk ikke helt sikker på hvor udgangen var, men han skulle da nok finde den, og så måtte han hellere komme hjem til Mansionen, der ventede trods alt arbejde, og det kunne han jo ikke slippe for. At hun fulgte efter ham, fik ham til at stoppe op og knibe øjnene lettere sammen. ”Forfølger du mig?” Han hævede et spørgende øjenbryn og så på hende. Hun var vampyr, han vidste ikke hvorfor hun ville takke ham, det var der jo ingen grund til. Ja, han havde nok delt sin mad med hende, men det var jo kun rester hun havde fået, eftersom han havde fået en stor del selv, han havde næsten tømt kvinden, inden hun var kommet til. Han begyndte igen at gå, imens han trak på skuldrene. ”Tja, det var ingenting,” sagde han afvigende, uden han stoppede sine elegante skridt. Han vidste ikke hvem hun var, han havde i hvert fald ikke mødt hende før, men skulle han være helt ærlig, så lignede det at hun kun lige var kommet ud af sit fangenskab, og han vidste jo faktisk ikke om hun havde været fanget, det så blot sådan ud, men hun kunne jo også bare være fattig og ikke have råd til noget, det var jo også set før. Han ville så bare aldrig blive en fattigmand! Han ville kun komme til at se ud som hende, hvis hans organisation nogensinde blev opdaget, og han blev fanget, hvis ikke brændt på bålet som sine forældre, dog, de var alligevel kommet ind i en ny tid, hans forældre var blevet brændt på bålet for årtusinder siden, dette var en anden tid, så han ville nok blive tortureret først for derefter at blive henrettet, imens alle så på ham, og sådan skulle han dø! Så alle ville se hvilken stor oprører han var! Han ville dø med stil og skulle ikke rådne op i et fangenskab! Det var i hvert fald helt sikkert! Og han lod sig ikke fanges så let, som hans far havde gjort, han havde skam lært af sin fars fejl, og han ville ikke selv begå dem! Hvem denne kvinde vidste han ikke helt, at hun faktisk var en del af noget der var sket for længe siden vidste han ikke, for han kunne i så fald ikke genkende hende. Han var ikke typen der læste i historiebøgerne, det gjorde hans bror Valerio, men han havde da hørt et og andet om alt, han læste trods alt aviser, og han havde en masse gamle, endda også aviser fra hans unge dage. Man vidste aldrig hvornår man kunne få brug for dem, det kunne jo være man ville lave et attentatforsøg, der mindede om et i de gamle dage. Og at han faktisk havde læst om hende engang, det kunne han så sandelig heller ikke huske. Han vidste kun det som han kunne se, og et sted virkede hun … venlig? Og så alligevel var der noget faretruende over hende, han vidste ikke hvem han havde med at gøre, men det fandt han jo sikkert ud af. Og skønt hun havde sit beskidte ydre, så ville han skam ikke undervurdere hende, for han kunne allerede nu sige, at der gemte sig mere under huden på hende.

[Deleted]

Hver eneste dag i flere århundrede var alt der var blevet serveret for hende et halvt krystalglas, med andre ord lige nok til at hun ville være i stand til at overleve, at bære følelsen af mæthed det var efterhånden ikke noget som hun var vant til længere, ogs¨en grund til at hun var i stand til at leve på ganske lidt, også selvom det virkelig måtte ærge hende at der kun havde været et par mundfulde blod tilbage i den værdiløse stakkels kvinde som nu måtte ligge på jorden ikke langt fra dem, hun skænkede hende ærlig talt ikke en tanke, hun havde været et måltid og absolut intet andet. Med målrettede lange skridt forsøgte hun at holde trop med den fremmede vampyr. Hvem han var og havd han havde lavet det vidste hun virkelig ikke, ej helelr at det måtte være den mand som hun i virkeligheden måtte takke for hendes flugt, hun var en kvinde af planer og missioner og det var lykkedes hende at gennemfører dem halvt, på så mange år i en lille celle så nåede man at tænke frygtelig meget ogver så utrolig mange ting og nu var hendes planer kun langt mere veludviklet, takket værre ham var det hende mulig at fører dem ud i livet. Græsset kildede hendes fødder for hvert skridt hun måtte tage, fattig var hun bestemt ikke, hendes penge lå blot skjult på et ganske særligt sted, hun så frem til at kunne klæde sig lidt mere som den yndefulde vampyr kvinde som hun i virkeligheden måtte være, dette var ydmygende for en kvinde af hendes stolthed, og alligevel så sammentidig udstrålede det kun at hun måtte kæmpe for det som hun end måtte tro på uanset hvad de ti sidste ende måtte koste. Blikket betragtede ham lettere nysgerrigt, det var ikke en mand som hun mindes at have set før og så igen så var det jo ikke særlig meget ud over tremmer som hun i virkeligheden havde set. Vinden slog mod hendes ansigt lod det ravnsorte hår danse omkring hendes skuldre i takt med de elegante skridt som hun bar sig frem med. Her virkede så pokkers fredeligt, at denne vampyr så ikke måtte virkede særlig snaksalig stoppede hende overhovedet ikke "Hvem ved" mumlede hun kortfattet. Man kunne ikke ligefrem kalde det at forfølge hun var blot en kvinde af høflighed, eller kunne være om ikke andet.Selv på trods at han ikke havde gemt meget til hende så lå det blot til hende at udvise en smule taknemmelighed at han så afviste hende så blankt fik hende kun til at stoppe op og lade ham fortsætte "Glæder mig at have mødt dem" hendes tone var en smule sarkastisk, det var jo blot så typisk. Ganske roligt vendte hun selv ryggen til ham og fortsatte i den modsatte retning. Natten var så stille hun burde gå på jagt, på stillet den sult og den lyst, det begær efter at føle hvordan blodet måtte blande sig, at føle de hjerteslag når hun langsomt og pinefuldt slog hendes offer ihjel. Tanken om denne vampyr strejfede hende ikke synderligt, ikke mange af hendes slags var de mest selvskabelige så meget var hun da udemærket klar over, måske hun blot skulel holde sig til fakta og for rodet båd på hendes umulige udseende? Om ikke andet den forbandede posede kjole hun var tvunget i det var jo direkte forfærdelig slet ikke værdig for en kvinde som hende! Et suk forlod hendes rosenrøde læber der kun var blevet kraftigere siden hun havde indtaget blodet. Hun rystede let på hovedet skød tankerne om den fremmede fra sig, han var ikke den eneste af den slags hun var stødt på før så meget kunne hun sige. Ganske let måtte hun passere den døde kvinde på græsset, kun et kort blik blev hende værdiet før hun endnu engang måtte se frem for sig som havde hun været komplet ligegyldig, noget som hun på sit vis også måtte være, det betød ikke noget, at dræbe var ingen skam ikke for hendes del og hun var stolt over hendes væsen på alle tænkelige måder.

[alecander]

At hun valgte at følge ham havde Alecander ikke regnet med, men et sted var hun velkommen? Han kunne jo ikke bestemme hvor hun skulle gå, og han vidste heller ikke hvor hun var på vej hen, så hun var da velkommen til at følge ham? Så kunne han også finde lidt mere ud af hende. Han trak blot i mundvigen til hendes ord. Det kunne hun vel et sted have ret i? Han kunne jo faktisk ikke vide om han nogensinde blev forfulgt, og på et tidspunkt ville det jo nok ske, for på et tidspunkt måtte nogen da få mistanke om hans organisation? Myndighederne i de tre lande var jo allerede ude for at finde ud af, hvem der havde gjort det, så han var nød til at være forsigtig. At hun stoppede op, fik ham kort til at skæve bagud mod hende. Han måtte dog selv stoppe op og betragte hende da hun kom med sin sarkasme og gik sin vej. Han kneb øjnene lettere sammen. Hvorfor gik hun nu? Han havde da ikke afvist hende? Det var i hvert fald ikke sådan ment. Et sted gjorde hun ham nysgerrig, og han havde et sted lyst til at vide mere omkring hende, for han vidste at der måtte gemme sig langt mere under det beskidte ydre, og det ukendte ved hende tiltrak hans interesse. Et lettere målbevidst smil gled over hans rosa farvede læber, imens han betragtede hendes skikkelse bagfra. Han himlede let med øjnene, ikke af hende, men af sig selv, inden han sukkede lettere opgivent. Han løb roligt efter hende, og skævede kort mod den døde kvinde som de begge havde næret sig på. ”Hey!” råbte han efter hende. Han var normalt ikke en mand der interesserede sig for andre, og især ikke kvinder! Ikke fordi han var homoseksuel, men han havde svært ved følelser. Dog var der noget anderledes ved denne kvinde, ikke kun fordi hun var vampyr – tilmed fuldblodsvampyr – nej, der stak noget andet under, og han ville finde ud af hvad det var! Som han kom op til hende igen, greb han hende om armen i et lettere fast greb, blot for at få hendes opmærksomhed og så for at vende hende mod ham, så de kom til at stå bryst mod bryst. Han smilede et lettere skævt og drilsk smil til hende, imens hans mørke øjne hvilede intenst i hendes. ”Hvorfor går du nu?” spurgte han lavmælt og med en drillende tone. Han så lettere målbevidst og selvsikker ud, men det havde noget at gøre med, at han var arrogant og så sig som en meget dominant, for han var trods alt leder for en hel organisation, og han kendte jo vampyrer, de var svære væsner at gøre tilfredse, men han prøvede da. Det var jo ham der var vampyrernes oprørs leder, ham der stod i spidsen af det hele, ham der ville have vampyrerne til at ligge højst i hierarkiet. Og hvem vidste, det kunne jo være at denne vampyrkvinde, hvis navn han ikke engang kendte til, var interesseret? Hun havde i hvert fald vækket hans interesse, men han var vel lige nød til at teste hende lidt? Se om hun var god nok? Se om hun kunne bruges? Og vigtigst af alt, hvordan hendes loyalitet var. Han brød sig ikke om forrædere og han straffede dem hårdt, og til tider døde de hurtigt, blot fordi han ikke gad se på dem. Han nød at have magten, han nød at se folk under ham, se sine forrædere og fjender lide, og se dem dø, han nød at dræbe alle dem der stod i vejen for ham, ligesom han havde dræbt Gabriel! ”Vil du have mig til at sige; ’Det var så lidt’?” spurgte han let og lod sin finger stryge hende over kinden, imens han betragtede bevægelsen. Han var faktisk lidt usikker på hvorfor hun var blevet så sur, for i princippet havde han vel ikke gjort noget forkert?

[Deleted]

Ingen skulle prøve at bestemme hvor hun skulle gå, hvornår eller med hvem det var helt sikkert, men denne vampyr ønskede tydeligvis ikke hendes selvskab hvorfor skulle han ellers selv være gået? Blikket var skarpt, mere blå end det som krystaller måtte være, lyste næsten ligeså kraftigt som en flamme, hun så frem for sig, der var hverken kølighed eller direkte varme at sporer i blikket nøjagtig ligesom stemmen, hun var den kvinde som situationen krævede af hende, ikke mange kunne vide hvordan hun i virkeligheden måtte være af den ærlige person, ikke mange kendte til hende mere, de som havde stiftet kenskab med hende var døde for ganske mange år siden, eller de kongelige som valgte ikke at nævne hun var ude på fri fod selv på trods de måtte vide hvor pokkers farlig hun måtte være, en tanke som blot måtte morer hende, at hun rent faktisk var blevet sat på en liste over mest farlige fanger, hun var ville jo i teorien intet ondt? Hun havde en mission, en plan, noget som måtte få hende til at følge i hendes kære fars fodspor, og var der ingen som måtte gå i vejen for det, jamen så var der ingen som behøvede at komme til skade, det gav vel megen logik? Valarie nød den stille vind som hun med langsomme elegante skridt måtte bevæge sig væk fra denne vampyr som ellers måtte have været så gavmild at dele. At han så måtte skifte mening, se på hende som en person af mere spændende karakter, var ikke noget hun måtte vide.Roen havde atter sænket sig, hun ksænkede ham end ikke en tanke, hvem han var og hvad hans plan var, det var noget som Valarie virkelig ikke vidste, og et sted hvad ragede det også hende? Valarie var uden tvivl en bestemt kvinde, en som adlød ingen andre end hende selv, det at han måtte afvise hende på den måde det tog hun udemærket godt som et hint, dum var hun ikke! End ikke hans råb måtte hun høre på nogen måde, for nu lå hun i en trance gemt i hendes egne tanker, hun var blevet frygtelig eftertænksom ikke at der var meget andet at lave i en lille celle med næsten intet plads at gå på og den samme flabede vagt uden for til at holde hende hvor hun burde være, under eksplosionen var selv han blevet begravet i murbrokker og hun havde set sit snit. Selv på trods af det faktum hun måtte være en kvinde, så lå der i den grad meget mere under, mange hemmeligheder som end ikke de dygtigste ville knække, hun var ikke blot et blødsødent væsen der ville hoppe med på enhver hestevogn, overhovedet ikke. Hånden om hendes overarm var det som rev hende ud af trancen, det var tydeligt at det ikke måtte være ventet, hun gispede let. Det faste blik faldt i hans, intenst og ikke mindst nysgerrigt. Smilet kusede sig om de rosenrøde læber, hun var ikke bange for at vise de stærke hjørnetænder som måtte være en del af hendes væsen. Afstanden mellem dem var ikke stor, noget som ikke ligefrem berørte hende, hun var en kvinde af lidenskab, og hun havde trods alt ikke været i nærheden af en mand i ja.. Guderne måtte vide hvor længe "Du virkede ikke som en mand der lystede mit selvskab" hun trak blot svagt på skuldrene som betød det intet. Det var en helt anden tone han tog brug af nu, noget som et sted morede hende. Ganske stille måtte hun tage armen til sig på trods hun valgte at blive stående. Hovedet gled let på sned, hun betragtede ham intenst "Det ville være ganske normal høflighed, ja" armene gled på tævvs over hendes bryst, uden at hun så væk på noget tidspunkt. Fingeren over hendes kind, måtte et sted skabe en sitren, det var ikke kærtegn hun måtte have følt længe, ikke at det fik hende til at fortrække så meget som en mine, at dømme for hurtigt var hun slet ikke personen på og hun ville bestemt ikek undervurdere ham som det ville være dumt at gøre med hende.

[alecander]

Mange havde valgt at undervurder Alecander igennem tiderne, og alle havde fortrudt det. De fleste så kun på hans ydre; en rigmandsknægt, der havde det hele i munden. Men alle der gik under den mening og generede ham, de fik smerten og fortrydelsen af at føle! Han var skam en mand med mange kunstner, han kunne spille som aldrig før, og han kunne være ens bedste ven eller værste mareridt, han var udspekuleret, og et sted kunne man aldrig regne med ham, dog var han en mand af ære, og han stak kun folk i ryggen, hvis det kunne gavne hans organisation, som den aften han havde stukket Gabriel ned. Han havde spillet venlig og en ’ven’, men inderst inde havde han blot haft den enkle intention om at dræbe ham. Det var dog ikke noget som han kørte på, han gik kun op i sin organisation, og hvert medlem var ham dyrebart, for de skulle være med til at erobre hvert land, og derfor ville han hjælpe dem i nødens stund. Og dem som var hævet over de andre i hans organisation, såsom hans rådsmedlemmer eller Valerio og Demitri, dem ville han gøre alt for! Især Demitri og Valerio, de havde jo også været med til at grundlægge organisationen, de tre havde stablet den bedste og stærkeste organisation på banen! Ingen ville kunne slå dem og selv deres far fra himlen ville kunne se hvor stærk den var. Han vidste dog til gengæld at det ikke ville blive en let sag, for de tre lande ville blive svære at erobre! Men det skulle nok lykkedes ham en dag. Han slap roligt sit greb omkring hendes arm, da han havde fået hendes opmærksomhed, hvilket dog glædede ham. Hans mørke øjne faldt til hendes krystalblå. ”Tværtimod! Du så blot ud til at være … optaget,” sagde han roligt. Hun havde jo været i færd med at dræne kvinden for det sidste blod, og hun var blevet helt tynd og slatten. Men kvinden var ikke én han skænkede en tanke, hans fulde opmærksomhed gik til denne mystiske vampyrkvinde foran ham. Han trak blot på smilebåndet til hendes ord. Han blev måske nød til at gøre det godt igen? Han trådte blot et skridt tilbage, idet han bukkede elegant og formelt for hende, imens han greb omkring hendes ene hånd for at skænke den et blidt kys. ”Det var en fornøjelse at hjælpe én af min egen race, og jeg undskylder for min uhøflige opførsel,” undskyldte han roligt, inden han måtte rette sig op igen, hvor et skævt smil faldt over hans læber. Hun ville have en gentleman og så fik hun én, det var jo ikke fordi han var uhøfligt opdraget, han selv var vant til høflighed – eller det havde han været – for nu var de kommet ind i en ny tid. Og folks uhøflighed smittede mere og mere af på én, men manerne havde han skam i orden! ”Og en præsentation må De da også gerne få,” tilføjede han roligt, hvor han endnu engang måtte bukke elegant for hende. ”Mit navn er Alecander Mathimæus.” Han rettede sig endnu engang op og hans blik var lettere drillende. Nu måtte han jo så se om hun også besad lidt høflighed og præsenterede sig selv, eller om hun faktisk var dobbeltmoralsk og ikke gad præsentere sig, og blot ville forblive ukendt for ham. Han havde ikke noget imod at præsentere sig, de fleste kendte alligevel ikke til ham, og hvis de gjorde, så kendte de ikke til hans fars gerninger, eftersom det var for flere årtusinder siden, og de værste sabotager var jo først sket her for nylig. Denne gang var det hans tur til at lægge hovedet ganske let på sned, imens han betragtede hende ganske nysgerrigt, han ville gerne finde ud af mere omkring hende, eftersom hun havde fanget hans interesse, og det var et sted sjældent, især at fange ham på denne måde, som hun formåede. Hun virkede så hård og alligevel så blød, så … neutral? Helt sikker var han ikke.

[Deleted]

At undervurdere var noget som man skulle passe på med, det kunne i sidste ende, ende med at koste frygtelig dyrt, kroppen var kun en skal, stemmen var kun kisten der afslørede hemmelighederne, end ikke blikket kunne altid afslører hvad man i virkeligheden sad med af tankerne, man kunne aldrig være for fordigtig, man kunne aldrig lade sig narer og alligevel var et sind så uhyggeligt let at skulle ændre, en tanke som måtte morer hende, ikke mindst fordi det var noget som hun før i tiden havde beskæftiget sig frygtelig meget med. Måske denne vampyr uden tvivl var af en mere velhavende slægt, og måske han kunne virke frygtelig flabet, det var ikke det som måtte betyde noget, hun frygtede ham ikke han virkede ikke ligefrem fjendtlig men hun stolede i den grad heller ikkepå ham, i en kold og kynisk verden som denne var den eneste der var klog at stole på - Sig selv, og absolut ingen andre, det kunne ende som en enorm svaghed. Der var intet hul for Valarie at falde ned i, hun vidste skam mere eller mindre altid hvad hun måtte gøre hun var intilligent, ægte eller falsk ingen kunne nogensinde vide, selv Jaqia måtte bukke under for hende og det var faktisk den tanke som kun kunne bringe smil frem, at det var hele grunden til de timevise lange torturer, til den tørstende sult og længsel efter at smage blodet, det var hele grunden til hun var blevet set på som en så farlig fange, ikke at hun kunne komme uden om at det et sted måtte være rigtig, der var ingen åben bog hos hende, hun var som sagt hvad situationen måtte kræve af hende ingen kendte den sande kvinde bag på trods den som man måtte stå overfor uden tvivl ville virke som den person hun havde været og endnu måtte være, den person hun var af hjerte. I aften var hun langt mere neutral, der var meget at fejrer og hun så ingen grund til nogen former af fjendskab overhovedet, og smilet var det som måtte pryde hendes rosenrøde læber. Blikket betragtede indgående manden foran hende og med hovedet let på sned. Vinden legede med de sorte lokker der næsten måtte falde i et med mørket, den blege hud så beskidt og hendes krop og tøj så laset, noget var der sket med hende og det havde ikke været kønt, dog lå den elegante intense kvinde et sted bagved alt det snavs det var blot om at kigge dybere. For et kort øjeblik måtte hun skimte mod den kvinde som lå død på jorden som en kludedukke og intet andet "Muligvis" svarede hun kortfattet. Tonefaldet ændrede sig på ingen måde, ordene skjulte altid over de mørke hemmeligheder, hun var kortfattet, ordene som forlod hendes læber hang som regel aldrig sammen for andre end hende selv. Den høflighed hun havde søgt kom da i den grad nu og med en gentlemand som slet ikke var nødvendigt, og dog så måtte hun for nu vælge bare at spille med. Smilet prydede hende læber, afslørede den lange række af tænder "Jeg tror jeg er den første af vores artsfælle jeg har hørt sige ord som det" påpegede hun med en mere opløselig dog stadig pokkers neutral tone, virkelig ikke mange var meget for at skulle dele deres bytte ej heller selvom det gjaldt en mundfuld eller to. Høflighed var i virkeligheden blot en maske på det store skuespil, derfor nød hun af den, høflighed var.. Mystisk på sit vis, men igen hun måtte se verden så anderledes end det som så mange andre i virkeligheden gjorde "Det glæder mig at møde dig Alecander.. Valarie Varieno" præsentrede hun sig, og bukkede sig ganske let og elegant for ham blot for at udvise den samme høflighed, på trods hun var en kvinde så lå det at neje virkelig ikke til hende. Ganske let rettede hun sig op igen, han var en mærkværdig mand, det fornemmede hun, ikke at det gjorde hende noget overhovedet, det gav vel kun hende mere sjov et sted? En morskab hun ikke havde haft i så frygtelig mange år, den var faktisk.. Savnet?

[alecander]

Selvom hun gjorde Alecander nysgerrig, formåede at fange hans interesse og holde på den, så stolede han ikke en brik på hende, for han vidste ikke hvor udspekuleret hun var, han kendte ikke noget som helst til hende, og han ville ikke undervurdere hende, så han var skam på vagt, for han ville ikke ende med en dolk i ryggen, og det kunne jo godt ske, hvis man ikke passede på, så han var skam forsigtigt, skønt hun vækkede hans opmærksomhed, og han ville da gerne vide mere omkring hende, men han ville skam holde sine egne kort tæt, indtil han fandt ud af mere om hende. Han stolede kun på sig selv, og så Valerio og Demitri, for han kendte til alt omkring dem, for hans havde levet med dem hele sit liv, fra da han blev født, og han kunne læse dem så let som en åben bog, ligesom de kendte ham, og de var de eneste to der var kommet ordentligt ind på livet af ham, fordi de havde kendt ham i så lang tid, hvilket også gjorde noget. De var de eneste to, som han turde betro sig til, især hans bror, som også var blevet hans rådgiver, ikke fordi han ikke kunne rådgive sig selv, og han havde endda hjulpet Valerio ud af sin depression, da han var gået psykisk ned, men det var altid rart at have én at snakke planer om, plus at Valerio interesserede sig for visse ting, som Alec ikke gjorde, såsom historie og kongelige. At hun var så neutral som hun var, rørte ham ikke det mindste, det lå jo til vampyrer at være enspændere, kolde, og ja, neutrale, andre var så anderledes, men sådan var det jo altid, der var altid nogen som skilte sig ud. Han kendte hende ikke, så han kunne ikke vide om det blot var en facade, og det havde han på fornemmelsen at det faktisk var, men han kunne jo ikke være sikker. Hans hoved søgte ganske let på sned, han var sikker på at hun faktisk mindede meget om ham, at hun holdt sine kort tæt og kun stolede på sig selv, og måske sin familie? Hvis hun da havde én, det var jo lidt det samme som Akasha gjorde, et af hans rådsmedlemmer, hun stolede også kun på sin familie og sig selv, og i princippet var han ligeglad, for han ville ikke bestemme hvordan vampyrerne skulle opføre sig, så længe han kunne regne med dem og havde deres loyalitet og respekt, det var faktisk det eneste han forlangt, og at de selvfølgelig ville følge hans ordrer, og det var ikke engang tit at hans medlemmer kom ud på de farligste missioner, såsom til det store maskebal, for det turde han slet ikke, på grund af at han ikke stolede fuldt og fast på dem, de kunne så let lave fejl, og det kunne koste hele organisationen livet, derfor havde han selv trådt til, og han havde fået dræbt Gabriel, hvilket kun kunne fryde ham! ”Tja, vi lever jo i en egoistisk verden nu om dage, det var ikke ligesom førhen,” svarede han roligt, og med det lille træk på mundvigen. Det var jo sandt, de fleste viste ikke høflighed længere, og selvom man var fra Dvasias førhen, så havde man alligevel vist høflighed mod hinanden, men det var der ikke så meget af mere, desværre. ”Det manglede da bare,” tilføjede han med en høflig mine, og hentydede til den døde kvinde, som han havde delt med hende, skønt det ikke havde været så meget. Han gjorde blot et let nik med hovedet til da hun bukkede for ham. Han havde ikke noget imod at kvinder bukkede, han vidste ikke, det gav dem lidt dominans? Så var de ikke så forfinede? Han var ikke så sikker, men han havde intet imod det, hverken det ene eller det andet. ”Fornøjelsen er helt på min side, Miss Varieno,” svarede han roligt, inden han fik en eftertænksom mine. Valerie Varieno? Han så eftertænksomt ud i luften, han mindedes at have hørt det navn før et eller andet sted, men han kunne ikke huske hvor. Han så på hende igen, med et lidt mere alvorligt blik, inden han trak i mundvigen. ”Fortæl mig, min kære, hvorfor De er klædt i den mundering, for jeg er sikker på at De ikke er typen der er til snavsede pjalter?” spurgte han roligt, og smilede et sted venligt til hende, skønt der stadig var noget koldt og dominerende over hans blik og holdning.

[Deleted]

Det var aldrig klogt at stole på nogen og specielt ikke hende, også selvom hun ikke ligefrem havde ondt i sinde, om ikke andet så ikke lige for tiden. Hun var den type som netop vækkede andres interesse og nysgerrighed udelukkende fordi hemmelighederne lå skjult netop bag hendes blik og alligevel så var de umulige at afsløre, at han så også var en der måtte drive lidt i hendes nysgerrighed og udelukkende fordi det ikke var en mand hun hverken mindes at have set eller hørt om før, han kunne vel vise sig at være interessandt? Om ikke andet så havde hun absolut intet bedre at tage sig til lige denne aften, så hvorfor ikke søge en smule selvskab, skaffe sig lidt kontakter det kunne trods alt vise sig at blive nyttigt for hende senere hen? I Disse tider var der virkelig ingen der var kloge at stole på, ikke ud over ens eget hjerte og det var præcis den som Valarie måtte holde ved, hun stolede ikke på nogen udelukkende fordi hun vidste hvilken løgnagtig finke hun til tider selv kunne være, og den eneste ud over hende selv hun nogensinde havde stolet på var hendes kære afdøde far, den mand hun kunne takke for at have gjort hende til den kvinde som hun i øjeblikket måtte stå som, den mand der havde formet Dvasias farligste fange, der gik ikke det sekund hvor hun ikke måtte savne ham, han havde været hendes store forbillede, han havde lært hende alt hvad hun måtte vide, ikke kun med hensyn til hendes tankegang eller den viden hun bar med sig, men også med hensyn til brug af de psykiske og fysiske våben ethvert væsen måtte have, men som så lidt valgte ikke at udnytte, i hendes øjne var det virkelig kun en skam. Hendes neutrale skikkelse var ikke noget ekstra ordinært, hun valgte ikke side end ikke med humør eller personlighed, det var et kækt smil, hun var elegant, ikke mindst forførende som enhver anden vampyr, det lå ganske enkelt blot begravet en smule længere nede bag alt den skidt der dækkede hende, og de lasede pjalter, når først hun ville være på toppen igen så ville ingen behøve at se hende som dette, som en luset gammel fange, for hun var langt mere end det, og det ville kun være dumt at undervurdere hende og så ned på hende. Blikket hvilede i hans, afstanden mellem dem måtte ikke være blevet større eller mindre, hun blev stående på stedet og med armene slapt ned langs hendes side. Hun betragtede ham indgående, der lå noget bag hans skikkelse som hun ikke var i stand til at sætte en finger på det fustrerede hende faktisk, specielt fordi at navnet ikke var genkendt. At han så måtte genkende hendes fra et eller andet sted det ville ikke undre hende, enhver dumdristig men logisk kvinde i hendes situation ville have brugt et andetnavn, stukket ham en løgn for at han ikke skulle udgive hende til Jaqia, men sådan var hun ikke, Valarie var stolt af det arbejde hun formåede at gøre, hun var stolt af det som hun havde opnået og selv den straf hun havde udstået var hun stolt af, udelukkende fordi det var konsekvenserne af hendes livs mål. Valarie nikkede erkendende til hans ord "Verden har givet os al grund til at være egoistiske, efterhånden kan vi ikke tillade os andet" påpegede hun roligt. Hænderne flettede sig roligt sammen foran hendes skikkelse, det var længe siden hun havde ført en samtale med andet end en vagt eller en torturmester i virkeligheden forstod hun ikke hvorfor hun ikke bare var blevet dømt til døden, ville det ikke have sparet den for en masse? Høfligheden var der i stor grad og i den grad også hendes feminisme, men når det kom til dette så var hun en kvinde af dominans der fandtedes vel grænser for det lyserøde tyld? En latter forlod hendes læber, ligeså melodisk som hendes blide stemme og alligevel så.. Mørk? "Nej det kan du have ret i, de er ikke ligefrem mig er de?" for første gang måtte en lille drillende undertone kunne spores i hendes stemme ".. Jeg har desværre tilbragt lidt for mange år i Dvasias fangekælder, tøjet de tilbyder fangerne er ikke ligefrem store pufærmer og varme kapper" svarede hun roligt. Hun så virkelig ingen grund til at lyve, men han forventede måske heller ikke så megen ærlighed? Om ikke andet han spurgte så skulle han i den grad også få svar.