Under the moon

[alecander]

Alecander undervurderede aldrig sin fjende, medmindre han virkelig kunne se og spore på personen at han eller hun var svag, men eftersom han ikke kunne spore meget i hendes blik, så ville han ikke vælge at træde forkert ved at undervurdere hende, for han var fuldt bevidst om, at der gemte sig mere under hendes hud, end hvad man lige kunne spotte. Det gik så også bare den anden vej, for han måtte holde en masse hemmeligt, der var selv ting, som han ikke fortalte Valerio, sin egen kære bror, af den simple grund, at han ville holde det hemmeligt, visse ting var bare bedst ikke at afsløre for andre, men holde gemt for sig selv, og det var lige hvad han havde tænkt sig. Og denne kvinde var ikke et særtilfælde, for hende stolede han skam ikke på, og hvorfor skulle han? Han vidste ikke en pind omkring hende, så det ville sætte ham selv i et dårligt lys, ved at vise hende sine kort, derfor måtte han holde dem helt tæt ind til sig, så ikke engang han selv kunne se dem. Han trak ganske let på skuldrene til hendes ord, det var sørgeligt men sandt, man var nød til at tænke egoistisk nu om stunder. ”Så sandt,” istemte han med et lille nik, ”og dog er det altid godt at have én at betro sig til.” Hans hoved søgte ganske let på sned, idet han betragtede hende med et eftertænksomt blik. Han var sikker på at han havde set hende før og hørt hendes navn, men han kunne virkelig ikke komme i tanke om hvor, og det irriterede ham! Han skulle bruge et lille hint, et puf i den rigtige retning, og det krævede at han kom til at vide lidt mere om hende, og han var ikke sikker på at hun ville lade ham, men nu måtte de jo se, det kunne være at de ville overraske hinanden? Det glædede ham et sted, at han formåede at få hende til at le, og han opfangede tydeligt den drilske undertone hun gjorde brug af, og det fik ham blot til at trække på smilebåndet, så hans hjørnetænder blev blottet. Han var skam stolt af at være vampyr, og det lagde han end ikke skjul på, han var generelt stolt af den mand som han måtte være, hvilket han heller ikke lagde skjul på, for hvorfor skulle han? Folk undervurderede ham hele tiden, og det blev blot deres fortrydelse, for han var skam ikke en mand der havde det hele i munden. ”Det kan jeg ikke ligefrem prale af,” svarede han med den selvsamme drilske undertone. Hans blik hvilede blot intenst i hendes, og at hun faktisk svarede ærligt på hans spørgsmål forundrede ham faktisk, og dog klagede han ikke! Dvasias fangekælder? Han kneb øjnene lettere sammen. Han slog sin ene knytnæve ned i den anden hånds håndflade, da det pludselig gik op for ham. Han pegede lettere mod hende. ”Det er jo dig!” sagde han pludselig og med et lettere indgående blik. ”Den farlige fange, som alle render rundt og snakker om, og som alle aviser skriver om,” tilføjede han roligt, inden han begyndte at gå rundt, imens han opgivent slog med armene, hvorfor havde han ikke tænkt på det noget før? Valerie Varieno, den farlige fange der havde undsluppet ved hans egen eksplosion. Han følte sig næsten helt dum, fordi det ikke var gået op for ham noget før. Han gik eftertænksomt frem og tilbage, imens han tænkte så det knagede. Hun havde siddet i fangekælder var farlig og havde startet den første borgerkrig, lidt havde han læst om hende, da han havde læst at hun var undsluppet, lidt research kunne han godt finde på at lave, hvis det interesserede ham eller hvis han skulle bruge det … og han kunne vel bruge hende? Han så på hende med et snedigt smil. ”Du har været fanget i kældrene i Dvasias?” gentog han roligt og med det lumske glimt i øjet, hun kunne måske være hans hjælp til at feje Jaqia væk fra tronen? Det ville glæde ham meget, hvis den kvinde snart ville falde! Han havde faktisk en plan, og hun skulle bruges! Alle var jo efter hende, eller dem som ville have en løsesum for hende. Han stoppede roligt op foran hende igen. ”Du er jo eftersøgt, min fine ven,” påpegede han roligt, som om han næsten selv havde i sinde at aflevere hende til Jaqia, det var så bare ikke helt tilfældet.

[Deleted]

Et sted så kunne man vel roligt vove at påstå at Valarie måtte være svag? Hun havde som sådan ikke fået noget nærring der kunne holde hendes krop ved den normale styrke, og med så mange år bag tremmer så var der frygtelig meget at lærer om den verden som måtte stå idag, for den mindede på ingen måde om den verden som hun havde efterladt inden en klog man endelig havde valgt at skulle spærrer hende inde. Den blege hud skjulte for mange ting, hemmeligheder, til dels løgne, direkte sandheder, der var meget at undervurdere hende ville blot være direkte dumt og han lod heller ikke til at være typen der ville dømme alt for hurtigt, som hun bar sig frem lignede hun jo mere eller mindre blot en fattig tigger tøs, svag og ligegyldig og alligevel så havde hun vækket hans nygserrighed nok til at vende om og fører en samtale med hende. De kraftige krystalblå øjne betragtede ham indgående som for at læse hans blik, læse hans person også selvom han var en af de sværere, så dygtig måtte hun heller ikke være på det punkt, hendes speciale lå jo i at ændre sind og ændre tanker og følelser og gik hun først igang så var hun pokkers god til det, det var noget hun vidste. Uglen tudede i et træ ikke langt fra den, bladene hvislede let i den kølige brise som måtte hvile omkring, det var uden tvivl en smuk nat, langt smukkere end en somemrdag nogensinde ville blive i Valarie's øjne. Verden var blevet frygtelig egoistisk, det hele handlede om den ene sjæl man selv måtte være, om man ville det eller ej så var det den kolde virkelige verden, hun hævede sigende øjenbrynene, så sandt som det var sagt "Det er altid rart at have blot en enkel at kunne betro sig til.. Sandheden er blot den at der ikke findes den sjæl som ikke vil udnytte det til egen fordel" hun trak svagt på skuldrene, for hende var det ganske ligegyldigt, hun var en enspænder den type som holdte kortene ind til kroppen og roligt måtte slippe et enkelt eller to når først det ville komme til hendes fordel, hun stolede ikke på andre end sig selv og det ville hun i virkeligheden aldrig komme til, den mand som hun havde sat sin lid til var for længst død, tilbage var der kun at give ham en stolthed. Det smil som den blide latter havde efterladt forblev over hendes læber, gav hendes udseende karakter og den var forbandet stærk. At skjule hjørnetænderne var virkelig nogets om hun nægtede, det var en stolthed at være af hendes væsen ligesom det var en stolthed at være hende selv på trods af det faktum hun måtte have brugt så lang tid i Dvasias fangekælder. At han endelig måtte genkende hende morede hende blodt. Armene lagde sig igen over hendes bryst, hun var ærlig, hvorfor skulle hun skjule det? Det ville ikke ændre det faktum at hun var eftersøgt, desuden så var det prisen for at følge hendes mål, hans reaktion på det var det som virkelig måtte morer hende. Selv blev hun stående betragtede ham blot med rolig mine. Hovedet søgte let på sned. Det var sandt at aviserne skrev om hende, sandt at hun blev snakket om i hjørnerne, åbenbart var hun blevet så frygtelig farlig, noget som i hendes øjne var det rene pjat og sladder! Hun var kun farlig for dem som gav hende en grund til det, hun var af spændende karakter og hun vidste det, hun havde gjort ting som ikke mange havde formået og det var noget som hun virkelig måtte føle sig stolt over. Valarie nikkede blot til hans ord, han virkede så frygtelig tænksom, hun havde sin plan og den var stålklar. At han så endelig stoppede op med den konklusion og med den tone fik hende kun til at le igen "Ja tak det er jeg klar over" lo hun blidt. At det kunne lyde som ville han udlevere hende det bekymrede hende ærlig talt ikke, det var risikoen der for og havde hun frygtet det så ville hun nok have stukket ham en direkte løgn, han kunne jo prøve så måtte han se hvordan det ville gå, men ihvertfald tanken morede hende at han så så på hende som nyttig for hans egen plan var hun endnu ikke bekendt med.

[alecander]

Alecander var ikke en mand der afslørede alle sine planer, for at ende med at blive eftersøgt, for ikke at blive brændt på bålet, som sine forældre, nej, han var nød til at holde sine kort tæt, og afslørede kun sin organisation til folk, som han mente kunne bruges til hans planer, han havde jo brug for vampyrer der var villige til at kæmpe for deres rettigheder! De blev ikke set på som stærke, elegante og yndefulde væsner længere, nej, folk så dem som monstre! Men det var vel også deres egen skyld? Folk havde glemt dem, og nu gjorde de oprør, ligesom Alec selv, og han helmede ikke før han havde overtaget de tre lande! Så vampyrerne endnu engang kunne blive de sande regenter! At hun også var en person der holdt sine hemmeligheder tæt ind til sig, det kunne næsten sige sig selv, fordi for at være helt ærlig, så lignede hun ikke én vampyr der var åben, som en bog. Han kunne tydeligt se på hende, at hun var stolt over hvad hun var, en fuldblodsvampyr, og derfor regnede han heller ikke med, at hun var typen der var fattig og beskidt, som hun var i øjeblikket, skinnet bedragede! I hvert fald hos hende. Han var sikker på at der gemte sig mere under alt det beskidte ydre. Han kneb øjnene lettere sammen til hendes ord, imens hans hoved søgte ganske blidt på sned. ”Hvis man ikke kan stole på én person, uden at personen drager fordel af det, så er det virkelig en egoistisk verden vi lever i,” påpegede han roligt, inden hans hoved måtte søge til den anden siden, og uden at han veg sine mørke øjne fra hendes krystalblå, ”men der er jeg ikke enig, for der findes skam mænd af ære, og man kan sagtens fortælle sine hemmeligheder, til visse, uden at de drager fordel af det.” Han smilede et skævt koldt smil. Han selv ville gøre alt for at få sin organisation til tops, men det skulle ikke være uden ære, folk skulle se, at dette var noget han brændte for at han var en mand af ære, som ikke bare brugte folk, for at kaste dem væk igen. Alle medlemmer fra hans organisation kunne komme til ham, det eneste han krævede af dem, var deres respekt og loyalitet, ligesom han så også ville respektere dem og hjælpe dem, når det blev nødvendigt. Han var ikke bare en kold leder, der gjorde alt for sin egen skyld, for han ville virkelig have vampyrerne til tops, og ikke sig selv.
At det faktisk var hende, som alle rendte rundt og ledte efter, var Alec så lige blevet klar over, og det kom jo så blot til gavn at han var den første der havde fundet hende. Han så hende direkte i øjnene med sine mørke, og de havde fået et ondskabsfuldt skær over sig. ”Jeg tror vi skal snakke forretninger, vi to,” sagde han roligt, og bestemt, for der var ikke noget at diskutere. Hun var den som alle ledte efter, eftersøgt, og han kunne give hende beskyttelse, han kunne gemme hende og holde hende sikker. Han så en smule undrende på hende, for det undrede ham faktisk at hun ikke for længst var blevet henrettet, pint ihjel eller noget lignende, hvorfor havde Jaqia ikke dræbt hende? Det havde i hvert fald været til Jaqias værste, for nu var hun på fri fod, og hun måtte da ærgre sig en del, hvilket kun kunne få ham til at fryde sig. Han lagde armene over kors, imens han smilede lettere selvsikkert. ”Desuden, du burde jo næsten takke mig, eftersom det er mig, der er skyld i at du er ude, sammen med de andre fanger,” sagde han roligt, imens hans hoved søgte ganske blidt på sned. Nu hvor hun havde været ærlig over for ham, så kunne han vel også godt være det over for hende? Det var jo sandt, det var ham, der var gerningsmanden bag sabotagen, og attentatforsøget. Han havde hyret Shade til at springe Castle of Darkness, tronsalen, portene og Jaqias eliksirkammer, men eftersom ingen vidste hvor eliksirkammeret lå, så havde han sprunget hele kælderen, hvilket så var skyld i at hun nu var på fri fod, sammen med en masse andre fanger. De andre fanger var så bare ikke i hans interesse, det var hun. Han havde vidst at noget lå under alt den beskidte hud, og han havde haft ret. Hun kunne vise sig at blive ganske nyttig, og måske hjælpe ham et skridt videre på hans mål? Han lod sin hånd fjerne nogle af hendes vildfarne lokker, som han strøg bag hendes øre, inden hans hånd strejfede hendes kind, for at lade armen falde over kors med den anden. ”Du må jo næsten hade Jaqia for hvad hun har gjort mod dig?”

[Deleted]

Valarie havde på ingen måde afsløret hendes planer tilbage dengang for efterhånden virkelig mange år siden. Det var lykkedes hende at manipulere de adelige, skaffe sig status ved hjælp af hendes mange talenter og være ved at vende verden til en helt anden en. Til hendes eget uheld var den daværende konge i Dvasias en utrolig klog mand, med et sind som hende selv et sted, han var den sidste hun manglede og han var også den som endte med at afsløre hende. En skam selvfølgelig, men drømme havde kosekvenser og hun måtte blot tage dem med og hun gjorde det med stolthed. Hvorfor regent efter regent lod hende forblive i live når alle vidste hvad hun måtte være i stand til, det gav ingen mening men idag var det jo kun til hendes egen fordel så hun ville bestemt ikke sidde og klage! Nu var hun her, på fri fod og med fornyede planer, dog var det vigtigste for hendes egen del ligenu, at skaffe sig noget blod, at finde styrken og være i stand til at føle den for første gang igennem så frygtelig lang tid. En vampyr var et prægtigt elegant væsen, forførende, lumske.. Utilregnelige og med evner som end ikke de fleste måtte se, det var sandt at de blev taget forgivet den dag idag, og mange vampyrer måtte direkte hade det udelukkende på grund af det stolte væsen som de måtte være, men det var vel også sandt at sige de var bæster? Blodsugere der måtte bide og flå for deres egen sult? De var dyr, ikke meget bedre end den største fjende der vandrede frit på denne jord - vareulve, igen Valarie var en frygtelig stolt vampyr men hun så ikke verden firkantet eller med en grænse der sagde hendes egen næsetip og det var i virkeligheden hvad der havde fået hende så langt. At hun måtte ligne en pjaltet tigger var Valarie virkelig ligeglad med, stoltheden strålede i hendes blik fra for noget andet, i hendes smil når hun lod hjørnetænderne træde til syne bag, end ikke det kunne en poset kjole og en beskidt bleg hud dække over. Blikket hvilede så intetsigende mod ham, armene holdte hun tæt ind til kroppen lyttede til hans ord. Der var ikke mange mænd af ærer længere hårdt men sandt, og det kunne ærge de fleste "Forkert" svarede hun kortfattet "Betror man sig til nogen i denne kolde og egoistiske verden, og de vælger ikke at drage fordel af det, så er der en form af kærlighed imellem, og så står man som svag hvad end man gør" sandt at sige der fandtes ikke haderlighed, der fandtes kun frygt.. Frygten for at miste, at holde af og elske i sidste ende kom det alt sammen ud på et. Det lille skæve smil prydede hendes læber, den reaktion kunne hun leve af det var der ingen tvivl om. Hun hævede et slankt øjenbryn "Skal vi?" hvile forretninger han ville snakke vidste hun ikke, men de måtte være gode der var ikke meget han ville kunne skænke hende som hun ikke ville kunne klare sig det var der ingen tvivl om. Smilet bredte sig ved hans ord, så dette var den mand som havde lukket hende ud? Sat den ih og øh så farlige fange ud på gaden? Nu kom sandhederne på bordet, men hvorfor også ligge skjul på det, de var begge eftersøgt? "Jeg takker ydmygt, Hr. Alecander" hun bukkede let, måske der var en lille snert af ironi i, lige der måtte hun kun være glad for at han havde gjort det træk som han måtte have gjort, men ej heller mere end det. Den lille sitren tog til ved den stille berøring af hendes kind, de isblå øjne faldt mod ham, han tog komplet fejl af hende igen og igen det var det som måtte morer hende og udelukkende fordi det lod til historien måtte gentage sig "Se der tager du fejl, Jaqia har intet gjort som ingen anden ikke har gjort. Jeg hverken hader eller foragter hende" hun kunne vel ligeså godt være ærlig fra starten? Nu var de lige gået igang med at smide kortene på bordet, og Jaqia havde hun virkelig intet imod.

[alecander]

Alecander vidste at han ikke skulle undervurdere hende, det ville blot være dumt fra hans side, og han måtte ikke begå fejl! Han kunne ende med alt der var værre end, at hans organisation blev afsløret, ved at være for frembrusende og blot plapre løs, han var nød til at holde sine kort tæt ind til sig, og gå langsomt frem, for han turde ikke stole på særlig mange! Han kunne godt betro sine hemmeligheder om sin organisation til de vampyrer, han ville have med i Dødgængerne, men i det hele store, turde han ikke stole på andre end sig selv, sin bror og hans barndomsven Demitri. Han kunne simpelthen ikke stole på andre, han turde ikke stole på andre, for han vidste godt hvilken verden de levede i, og den var ikke lige så høflig som den engang havde været, folk var egoistiske, og som hun sagde, draget fordel af ens planer og hemmeligheder, og inden man vidste det, var man afsløret. Dog, man kunne ikke klare alt alene, det havde han længe fundet ud af, og kunne han, så havde han ikke lavet sin organisation, så havde han sgu overtaget hvert land helt alene, sammen med sin bror og Demitri, men så enkelt var det bare ikke. Man kunne ikke gå hele tre lande i møde, mod deres hære, og forvente at man vil vinde, kun tre mand, det var umuligt! Alt skulle gøres helt fra bunden, og han måtte bruge lokkeduer, sende sine ’medlemmer’ ud, for egentlig blot at gøre det beskidte arbejde, skønt han også selv måtte gøre noget, for han turde ikke overlade sin skæbne i et andet fjols hænder! Han ville have vampyrerne op i hierarkiet, alle andre kom til at tilbede dem! Han smilede let til hendes ord. ”Men det er jo ikke helt forkert, er det? Du kan sagtens betro dig til dine kære, uden de vil drage fordel af det, men faktisk hjælpe,” svarede han roligt, det oplevede han jo selv hverdag. ”Men kærlighed kan gøre én frygtelig svag, ja. Man vil gøre alt for at beskytte sine kære og ofre sig selv for dem, gøre dumdristige ting som kan afsløre ens planer,” sagde han lettere køligt, en forfærdelig svaghed, og det var vel også et sted grunden til at han havde jaget alle hans brors kvinder væk? Og ikke selv havde nogen? Han var vel et sted bange for at det ville koste hans organisation, til gengæld vidste han, at han måtte føre sin generation videre, for ellers … hvem skulle så overtage hans organisation efter ham? ”Men at være enspænder, kan også være en svaghed, der er sandt nok ingen til at gå i vejen for ens planer, men i den sidste ende, kommer man ikke tættere på sit mål, men går døden i møde. Du er nød til at have nogle omkring dig, til at hjælpe dig et skridt videre, venner, familie, naive fjolser, der tror på hvad som helst du siger, for alene …” Han trak på skuldrene, som afsluttende ord, uden at han veg blikket fra hende. Han trak stille på mundvigen til hendes ord. ”Jeg tror blot at du er mit lille skridt videre i min plan,” svarede han kortfattet, det var jo ikke fordi at han var afhængig af hende, for han fandt sgu nok en vej udenom alligevel. Så et sted var det ligegyldigt om hun ville hjælpe ham eller ej, men hun var nok bare den letteste udvej for ham. Han fnøs til hendes ord og buk, for han fangede tydeligt det lille snert af ironi. Hun var en enspænder, og han tvivlede et sted på, at hun lod sig hjælpe af andre, hun var en kvinde, der var for stolt til at tage hjælp imod andre? Han kunne ikke sige det med sikkerhed, men det undrede ham i hvert fald ikke. Hun kunne sikkert godt finde på at få et fjols eller to til at gøre det beskidte arbejde for hende, men i bund og grund, tænkte hun kun på sig selv. Hans mørke øjne hvilede blot på hende, imens hun snakkede, og da hun var færdig lagde han roligt armene over kors. ”Så må du jo ikke have noget imod at tage tilbage, hvis hun var så venligsindet,” sagde han lettere provokerende, skønt han vidste at det ikke lå til Jaqia at være ’venlig’, men han forstod dog ikke, hvorfor Valerie ikke længe havde mistet livet. Det var virkelig et dumt træk af Jaqia. ”Så kan I jo drikke te og hyggesludre. Og så til sidst kan hun jo bure dig inde igen.”

[Deleted]

At undervurdere og dømme alt for hurtigt var virkelig kun det som måtte gøre enhver svag, det kunne give fjenden enhver mulighed for overraskelser, dermed ikke sagt at hun måtte have fjendtlige intentioner med ham overhovedet, han interesserede hende ikke som sådan, kun som person, hun havde ingen grund til at skulle slå ham ihjel, så kold var hun på ingen måde og det var der hvor så mange måtte tage fejl af hende hun var hverken kold eller kynisk, blot en kvinde med en dominerende tankegang og frygtelig intelligent, lige den del måtte hun også i en stor grad takke hendes kære afdøde far for, faldet i døden udelukkende for at skulle redde hende fra det hendes mor kastede hende, Valarie huskede ham udelukkende som en mand af hæder, og med sine egne mål. Kortene blev holdt tæt til kroppen på trods at hun var ærlig overfor ham og at han også lod at være det overfor hende så var der visse ting som de ikke fortalte ikke at det gjorde hende noget sådan ville det altid være, at fortælle åbent omkring det tidligere fangeskab var risikabelt nok, men hun var stolt af det så hvorfor begynde at holde det hemmeligt, det ville trods alt ikke ændre det faktum at hun var eftersøgt, desuden kunne han jo prøve at komme i vejen for hende og se hvor det i virkeligheden ville fører hen. Valarie havde mere eller mindre altid været alene, lidt en enspænder på trods hun jo i virkeligheden måtte være socialt anlagt for hendes del var det ikke kun for farligt, men der var ej heller ikke mange der turde nærme sig hende og udelukkende på grund af alle de åndssvage og intetsigende rygter som måtte gå omkring hende, det var ikke kun denne Alec der gang på gang fortsatte med at tage fejl af hende, det var der mange der gjorde, ingen forstod hende og et ste dså morede det hende og et andet sted så var det virkelig også noget af det værste. Var der store planer i vente så måtte man passe på med at være for hovmodig, det hele gjaldt om tålmod det var noget som hun vidste mere end nogen anden. Blikket hvilede mod ham lettere gennemborrende og alligevel neutralt, hvad end han brugte af teknikker så lod det ikke til at påvirke hende synderligt "Elsker du nok til at betro dine hemmeligheder står du ligeså svag som hvis den du elskede rent faktisk dragede nytte af dem til egen fordel.." svarede hun blot kortfattet. Ligenu var hun en kvinde af ganske få ord, hun var alene og hun nød det, hun ville gerne indrømme at det i en stor grad kunne være ensomt, der var ingen mand til at holde hende ved selvskab, ingen søde små veninder man kunne dele oplevelser med, der var intet barn at opdrage, der var mange af livets goder hun måtte snydes for men det var vel blot den pris man måtte betale? "Om du er alene og falder i døden for det du tror på.. Eller om du falder i døden for en du elsker går vel ud på et og samme?" hun hævede et slankt øjenbryn som for at understrege hendes ord. Hun var en kvinde af holdninger det kunne der ikke være nogen tvivl om. Hvad han behøvede hende til vidste hun ikke, men at snakke forhandlinger med hende var der ikke mange som var vovet nok til at begynde på, hun ventede tålmodigt på en videre afsløring i sagen. Valarie var ikke den type kvinde osm måtte takke nej til hjælp, hun kunne se hendes egne behov, det var sandt at hun var stolt ja, men selv de stærke kunne stå som svag ogdet var der absolut ingen skam i, hun så blot hvad hun behøvede hjælp til og hvad hun ikke gjorde. Hans provokation havde absolut ingen effekt på hende, hun havde prøvet det som var værre "Min kære Alecander, blot fordi jeg ikke hader hende betyder det vel ikke jeg behøver se hende som en perle veninde? Hun har intet gjort mig som ingen andre ikke har, og jeg har fået hvad der har været mig fortjent, hun har handlet som hun var overbevist om var det rigtige, og nu er jeg på fri fod, Jaqia bekymre mig på ingen måde" smilet bredte sig, der skulle alngt mere til at provokere hende, hun var af stærk psyke det var der ingen tvivl om, og hun var blot ærlig hun hadede på ingen måde Jaqia.

[alecander]

Et sted irriterede hun Alecander på det groveste, men så igen, det var ikke noget som han lod vises, og det var der vel heller ikke nogen grund til. Hun opførte sig som hun gjorde, og han havde ikke i sinde at ændre hende, det var alligevel også umuligt, hun var stædig, hun var stolt, og det var svært at knække en stolt person, der bar facader, for at skjule sit sande jeg. Men han var skam også stædig, han gav ikke op så let, og han var faktisk ligeglad med om hun så havde været en gudinde selv med mægtige kræfter, intet og ingen skulle stå i vejen for hans planer! Og han gik ud fra at hun var af samme mening, han vidste så bare ikke hvad hendes planer gik ud på, men det skulle han nok finde ud på, for han havde ikke i sinde blot at gå, ikke endnu, han havde jo ikke engang haft det sjovt endnu. Han rystede let på hovedet til hendes ord. ”Det undre mig ikke at du ikke forstår dig på kærlighed, for har du overhovedet nogensinde elsket én person? Eller har du kun vist personen respekt? Kærlighed kan gøre én ufattelig svag, men! Kærlighed kan også godt gøre stærk, og de personer du holder af, og vælger at stole på, fordi du kender dem ud og ind, de vil aldrig drage nytte af ens hemmeligheder, og ja, jeg tør skam godt at betro mig til nogle som står mig meget nært, nogle som jeg har kendt hele mit liv, som jeg kender ud og ind, de kan ikke skjule noget for mig, uden at det vækker mistanke, og jeg ved at de ikke vil drage nytte af det, og hvorfor skulle de? Mine planer omhandler også dem, og de stoler på mig, ligesom jeg stoler på dem, de vil ofre sig for mig, ligesom jeg vil for dem. Det har ikke noget med at være svag, Valerie, du behøver ikke vise svaghed, ved at afsløre dine hemmeligheder,” svarede han kortfattet, og uden at han foretrak en mine. Han var et sted ligeglad med om hun troede på ham eller ej, men hvis hun var af den mening, så måtte hun ikke kende til sand kærlighed, til næstekærlighed og hvad der ellers var af kærlighedsfølelser. De eneste to han stolede fuldt og fast på var Valerio og Demitri, og han ville gøre alt for at de tre nåede til tops! ”Hvordan kan det gå ud på det samme? Når du ofre dig for én du elsker, så mister du ikke alt, det gør du hvis du er alene. Du dør nok, men derfor kan dine planer stadig leve videre i den person du ofrede dig for, det kan dine planer ikke, hvis du er mutters alene.” Han så end ikke væk fra hende, hvorfor skulle han? Hun var jo ikke frastødende på nogen måde, skønt hun var beskidt i øjeblikket. Men det var jo klart eftersom hun havde været fange i Dvasias, og på grund af ham var hun fri. Han vidste så ikke, at det ville gå ud over fangekælderen, eller det havde han ikke regnet med, han ville blot have smadret Jaqias eliksirkammer, hvilket han da håbede på var sket. Han fnøs stille til hendes ord. Han trådte et skridt tættere på hende, og så indgående i hendes krystalblå øjne. ”Hvis du har fortjent det, så fortæl mig, Valerie, hvorfor blev du så ikke i fængslet? Hvorfor stak du af? Fordi du fik chancen, fordi du ikke gad tortureres? Fordi du ikke ville sulte? Fortæl mig det, når det var dig så fortjent, for hun måtte jo slippe dig fri igen, når du havde fået din straf?” Hans sidste ord blev udtalt med sarkasme. Han forstod hende vitterligt ikke, ikke fordi det havde nogen betydning. Men ikke at være vred på Jaqia? Hun havde al grund til det! Og så står hun og fortæller ham at hun er pisse ligeglad? Hun måtte være sindssyg eller tossegod! Han slog ud med armene, inden han trådte væk fra hende, samtidig med at han vendte ryggen til hende. Ikke for at være uhøflig, for hans opmærksomhed hvilede stadig mod hende. Han betragtede den døde kvinde, som han havde næret sig på, og det samme havde hun. ”Enhver vampyr har al grund til at hade og foragte Jaqia. Det har alle!” Han satte sig roligt i hug og betragtede den døde kvinde, der lignede en kludedukke. Hans hoved søgte roligt på sned. ”Hun fratager os vores natur. Hun sætter regler ud, der kun er til for at få os henrettet, vi kan ikke løfte så meget som en finger, uden at hun hugger den af… Hun tvinger os vampyrer i knæ, hun tvinger os til at sulte, til at søge andre muligheder for at overleve, fordi vi ikke må slå kvinder ihjel.” Han rejste sig roligt, og hans blik glødede af vrede og foragt.

[Deleted]

Hvor vidt hun måtte irritere eller ej var hun virkelifuldkommen ligeglad med,når der ikke var brug for løgnen var hun en kvinde af sand ærlighed, og ligenu så hun virkelig ikke en grund til at skulle skænke løgne. Psykken var stærk, der skulle langt mere til at ramme ehnde en blot en smule provokation det morede hende blot at han måtte prøve. At ændre hende ville uanset ikke lykkedes ham, hun var en bestemt kvinde, en kvinde af attitude det var der ingen tvivl om og hun bar hendes mål og intetsigende personlighed det som gjorde hende så pokkers svær at læse, hun behøvede ingen omkring det var helt sikkert, den stolthed måtte virkelig være så stor som intet andet hvad end han måtte være stædig eller ej. Det var så sandelig ikke fordi at Valarie havde i sinde at stå i vejen for hans planer, ønskede han at fører dem ud i livet så kunne han blot gøre det, hun ville ikke stå i vejen for ham så længe han ikke ville stå i vejen for hende, hun fuldførte blot hendes kære afdøde fars arbejde var loyalitet nu noget som var strafbart også? De planer som hun måtte gå med skulle ingen indvies i og udelukkende forid det var for farligt for hendes eget vedkommende, så mange ting var lykkedes den sidste gang kun ved hjælp af hendes pyskotiske spil og historien måtte gentage sig, før eller siden ville meningen med hendes liv gå op og når det var for sent så ville hun spærres inde igen, henrettes på stedet og så var det døden hun ville tage med sig, og hemmelighederne ligeså ingen måtte komme for tæt på og det var sådan hun klarede sig vej frem. Igen måtte hun hæve let i et slankt øjenbryn og se mod ham med den samme neutrale mine, ingen tegn til at han generede hende men såmen ej heller tegn til at hun direkte nød hans selvskab "Jeg har elsket ja, jeg ved udemærket hvad kærlighed er, kærlighed og respekt er forbundet med hinanden.. Men det er også fint jeg var på ingen måde ude på at fornærme dig, føler du det rigtigt at udvise tillid til andre så skal jeg i den grad ikke være den som står imellem" endte hun med kontrolleret stemme, hun var igen blot ærlig. Kærlighed havde hun oplevet, den far som nu var gået i døden det havde været kærlighed, den mand som var faldet for hendes hånd det havde været kærlighed, jo hun var skam udemærket klar over hvad det måtte være og hvad det i virkeligheden måtte indebære. Hun var ikke den kvinde som måtte udvise tillid, hun bar troen på at utrolig mange i denne verden var egoister og det ville være umuligt at skelne mellem sandheden og løgnen, det var ærlig talt for risikabelt hvordan denne Alec så end valgte at bære sig frem, det var jo ikke hendes problem? "Sandt" medgav hun kortfattet. Hun var ikke for stolt til at indrømme hendes fejl og det var noget som overraskede de fleste, hendes holdninger og hendes tro det var udelukkende på egne erfaringer og derfor var de ikke altid hårfine det var hun udemærket godt klar over "Men jeg tager chancen" tilføjede hun dog stille. At skulle give sig i en diskussion det havde hun i den grad intet problem med, det var ikke en skam set i hendes øjne, selv de dygtigste kunne tage fejl. Ganske villigt lod hun at træde tæt på, den ene hånd søgte kærtegnende under hans hage løftede blikket i hendes kraftige blå "Jeg brød lovene kære Alec, alle valg og handlinger bære en konsekvens med sig, Jaqia gjorde aldrig noget som ingen anden ikke har gjort, og jeg bebrejder hende ikke for at være en dronning og gøre hvad hun måtte finde bedst.. Jeg fik som fortjent, jeg tog konsekvensen af mine handlinger, det betød dog ikke at jeg ville blive hængende når chancen bød sig" det skæve smil spillede ud over hendes læber, et lille glimt var at fange i blikket hun slap ham stille lod igen armene falde over hendes bryst. Der var i hendes øjne atse ingen gurnd til at hade og bære nag det ville hun ikke nå nogen vejne med, desuden bar hun vel en vis repsekt for kvindemennesket? Blikekt hvilede i hans nakke som han vendte sig om hun lyttede til hans ord, ord som hun måtte være ekstremt uenig i "Se der er jeg komplet uenig" endte hun ganske ærligt. Hun trådte roligt et skridt tættere endnu med en umådelig rolighed, han var ligeså egoistisk som hun måtte have forventet, så ikke længere end sin egen snude, ikke at det var nyt for en vampyr "Er du virkelig en så stor stam fanatiker at du er overbevist om at de regler er sat ind på vampyrer? Der må jeg skuffe dig min kære Alec, ser du jeg lærte mange ting om Jaqia, hun er selv i familie med vores race, hun acceptere os de regler er udelukkende sat som for at gøre Dvasias stærk, lade det skille sig ud fra de andre lande, vi skal ikke være blide og blødsødne som de er i de andre lande, hun ønsker det som det var i sin tid.. Tilbage da Fabian endnu var regent og før det.. Desuden siger loven intet omkring at man ikke må dræbe kvinder der fuldt ud lovligt og der har du tolket det som et problem, mænd er egoister hvad end i vil det eller ej.. I er født til at begærer tanken om magt, og før eller siden vil den tanke hjernevaske jer og i vil ikke længere tænke på det land og det folk som behøver jer men istedet på det som vil gavne jer selv, det er et maskulint gren.. Jaqia's lov referere blot til at kvinderne i de fleste tilfælde vil være dem som sidder med højere stilling udelukkende for at undgå dette" afsluttede hun roligt.

[alecander]

Alecander måtte ærligt erkende, at han havde forventet noget … mere, af den ’farlige’ fange. Der var ikke noget farligt over hende, hun var jo bare blevet fanget på grund af hendes gerninger, men det var jo ikke nogen grund til at hun var decideret farlig. Han gad end ikke at bruge tid på hende, hun var kedelig, og slet ikke som forventet, han kunne garanteret ikke bruge hende til noget alligevel. Ærligt, og hvorfor skulle hun alligevel hjælpe ham? Hun havde hendes egne planer, det havde han forstået, hun var stædig, og ville alligevel ikke give sig, så det var nyttesløst at prøve på noget alligevel. At hun havde oplevet kærlighed? Ja, det måtte være for lang, lang, lang tid siden! Han fnøs hånligt af hendes ord. ”Fornærme mig?” gentog han lettere forundret. ”Om du så var ude på det eller ej, så ville det være fuldstændigt ligegyldigt, jeg kunne jo blot vende ryggen til og gå,” svarede han sandfærdigt. Gad han ikke høre på hende, så smuttede han da bare, han skulle alligevel tilbage snart. Han kunne ikke blive ved med at drive den af, og bruge sin tid på hende, når hun alligevel spildte hans kostbare tid. Desuden, hvorfor skulle hun overhovedet gide, at hjælpe ham? Hun var jo lige så egoistisk som han måtte være i den sidste ende. Han gad desuden ikke hendes ’narrestreger’, hun var urokkelig ligesom en klippe, hvilket han ikke kunne bruge til en skid. Han var nok skyld i at hun var på fri fod, men han havde ikke behov for at hun ville gøre gengæld, sådan lå landet slet ikke! Han havde jo ikke engang været ude på at slippe nogen fanger fri, kun at få ram på Jaqias eliksirkammer, så hun skyldte ham skam ingenting, desuden klarede han sig jo fint uden hende. Så man kunne vel godt sige, at han havde ’opgivet’ hende? Han så næsten vantro på hende, til hendes ord. Hun tog chancen? Uden at gennemtænke noget som helst så ville hun bare … tage chancen?! Hun måtte være skør! Han rystede forundrende på hovedet, inden han slog ud med armene. ”Det er jo så op til dig,” mumlede han, skønt han vidste at hun ville kunne høre ham. Han havde længe fundet ud af, at han ikke kunne ændre på hende, og det var han faktisk heller ikke ude på, hun måtte gøre hvad hun ville og havde lyst til, det skulle og ville han end ikke blande sig i. At hun lagde sin kærtegnende hånd ind under hans hage, for at vende sit blik mod hende, fik enhver følelse til at fjerne sig fra hans blik. Ikke engang det kolde skær var over dem, de var helt neutrale som hendes eget blik, og viste ikke en eneste følelse. Han var ikke manden der lod sig styre af sine lyster, han var ganske kræsen, når det kom til kvinder, selv overfor hans brors kvinder, som han havde jaget væk én efter én. En kvindes kærtegn bed ikke på ham, ikke fordi han var til mænd, slet ikke! Men han lod sig bare ikke blive svag på grund af en kvindes berøringer. Han så blot ind i hendes krystalblå øjne, med hans egne mørke. Øjnene var sjælens vindue, der var han faktisk ikke helt enig, for mange var i stand til at skjule sine følelser, så han var ikke enig i at det var øjnene som var sjælens vindue. Han fnøs roligt og skubbede hendes hånd væk fra hans hage. ”Og på grund af mig, er du fri, sikke en ærgrelse,” hvislede han kortfattet, og trak på skuldrene som var det ingenting. Nu var hun fri, og det var der ikke noget at gøre ved, desuden, så havde det ikke været hans mening, og om hun var på fri fod eller ej, det ragede ham faktisk en høstblomst! Han slap en kold latter til hendes ord. ”Sat ind på vampyrerne? Overhovedet ikke! Der tager du selv fejl, min kære,” svarede han med en hvislende tone. ”De regler, går bare ud over vampyrerne. Det er ikke ensbetydende med, at det er med vilje.” Han trak på skuldrene, og blikket faldt endnu engang mod den døde kvinde, som de havde dræbt. ”Hun er ikke vampyr! Nok blodsuger, men hun er en … spide. En edderkop, selvom slange er et mere passende dyr,” svarede han spydigt, ikke fordi det var for at være spydig over for hende, han ærgrede sig bare over, at han havde sluppet Samuel fri, som var stukket af hjem til Dvasias i hans lille edderkoppeskikkelse! Gid han havde været der til at træde på ham! han vendte sig mod hende, gik hen og greb omkring hendes krave, hvor han trak hende helt tæt ind til sig, hvor han så indgående i hende blik. ”Egoister? Du skulle nødig tale om at være egoist, Valerie, du tænker kun på dig selv, det er jo derfor du ikke vil afsløre dine planer, du stoler ikke på nogen, udover dig selv, du gør alt for dig selv, så du skal ikke komme og belære mig om egoister,” sagde han i en hæs hvisken, eftersom der ikke var nogen grund til at hæve stemmen. Ikke når de stod så tæt. Han slap grebet omkring hende, og lagde armen roligt over kors. ”Desuden, jeg er ikke kun ude efter Jaqia,” svarede han med et træk på skulderen. ”Det tog mig jo ikke lang tid at dræbe Gabriel.” Et skævt og grumt smil krusede over hans læber. Den mand havde han dræbt fordi han havde stået i vejen, ligesom Jaqia måtte gøre i øjeblikket, og der var jo ingen der havde behov for at dø, hvis de gav ham, hvad han ville have.

[Deleted]

Hvad man forventede og hvad som var virkeligt og fantasi der var enorme grænser imellem, enhver der hørte om hende, denne farlige fange, ville straks forvente en død så snart hn måtte være i nærheden, forvente kølighed og nådesløshed, det var sådan hun blev fremstillet også selvom det var helt forkert. Hos hende var der intet rigtigt eller forkert, det var intet der skelnede mellem fantasi og virkelighed derfor grunden til at ingen som sådan kendte hende. At Alec så opgav og fandt hende kedelig nu det var ikke noget som hun kunne gøre ved, andet end af han dømte frygte hurtigt ud af alle hans mange gætterier var der ikke meget som havde passet på hende, han kunne fortsætte med at konkludere hun skulle nok vise ham. Hvad angikplanerne så var hendes egne stålfaste, en gammel arv fra hendes kære gamle far, det betød dog ikke at hun ikke kunne skænke ham hjælp, var der nogen som kendte historierne, var der nogen som kendte slottet og dets personer så var der i den grad hende, vagter kunne blive yderst snaksalige i selvskabet fra en kvinde. Den kølighed som hun måtte møde rørte hende ærlig talt ikke, at være i nærheden af hende krævede tålmodighed og kun de stærke holdte ud, så hurtigt som han dømte hende uden at vide det morede hende vel egentlig blot? Valarie trak let på skuldrene "Det kunne du jo hvis det er det du føler for" svarede hun blot med ligegyldig tone. Ville han gå, fandt han hende særdeles kedelig og skuffet jamen så var han gået for længe siden der var et eller andet der holdte ham igen også selvom hun virkelig ikke vidste hvad. De slanke fingrer strøg gennem det uglede hår, at se ham så forbandet irriteret det morede hende virkelig, der skulle meget til før hun så meget som lod sig påvirke. Farlig var hun skam måske igen ikke farlig som det hans forventninger havde sagt. Uanset hvad nu var hun på fri fod, fra nu af ville alt kunne ske, man skulle ikke regne med hende, det havde man aldrig kunnet. Blikket hvilede i hans pludseligfølelses løse og det gjorde ingen forskel hun havde ikke forventet at han ville hoppe i som en mand, det var skam mere blot for at understrege ord, derfor tog hun det heller ikke tungt da han valgte at skubbe hende væk, hånden faldt blot roligt langs siden "Det vil mange nok mene ja" medstemte hun uden at bekymre sig det mindste om hans mening. Hun var je heller den kvinde der lod sig førers af en mand, følelser ville kun give problemer som hun ikke ønskede at have med at gøre, kærlighed var ikke noget som man kunne regne med og hun vidste det. Igen måtte Valarie lytte til hans ord, hun lyttede skam hun lod ham blot vide at hun var uenig i hans udsagn "Der er ingen af de regler der går mere ud over vampyrer end det gør for de andre, Alec" stadig måtte hun være yderst rolig. Armene lagde sig over hendes bryst mens hun indgående måtte betragte ham. Han var blot endnu en mand, endnu en af dem besat af tanken oma t have magt sådan lød det om ikke andet i hendes ører, han kunne end ikke nøjes med et land han ville have verden? Det var netop på grund af mæd som ham Jaqia havde indført de regler og det morede hende at ingen så det. Hun hævede et slankt øjenbryn til hans ord "Kære Alec.. har du overhovedet mødt kvinden personligt? Eller dømmer du hende blot på fakta, stiller forventninger til hvordan hun skal være som du har gjort med mig?" ja hun talte ligeud af posen men sådan havde hun altid været hvorfor holde igen? Denne mand var jo faktisk forbandet.. Naiv? Det gav et mindre sæt i hende da han greb hende om kraven og trak hende helt ind. Blikkket gled i hasn stadig neutralt.. Igen tog han fejl af hende "Jeg er ikke egoistisk fordi jeg ikke ønsker at gøre mig selv svag af troskab.. Igen du konkludere, du kender mig ikke, du har hørt og du har hørt, er rygter virkelig nok for dig Alec? Jeg ønsker ikke at overtage verden.. Se det, kalder jeg egoistisk" svarede hun med et sigende blik, trådte et mindre skridt bagud da han valgte at give slip og med samme ligegyldighed, den mand havde en skrue mere løs hende. Det smil som krusedes om hans læber lod hun spille om hendes, skævt og grumt og uden at det faldt, det virkede vel næsten som om hun nød tanken? "Jeg er ikke imponeret" hovedet gled let på sned, smilet falmede mens hun betragtede ham med meget sigende mine. Der skulle langt mere til en som så!

[alecander]

Faktisk mindede de ganske meget om hinanden, forskellige på visse punkter ja, men der var faktisk ganske mange ting, som de alligevel var ens om. Men om de var ens eller ej, det ændrede ikke på noget alligevel, Alecander ville ikke droppe sine planer på grund af hende, han ville ikke droppe sine planer for noget som helst! Han havde nok konkluderet hende lidt for hurtigt, men han måtte ærligt indrømme, at han havde forventet mere, rygterne gik jo, ligesom med Jaqia, og han kendte hverken den ene eller den anden personligt, men det ændrede stadig ikke på noget, Jaqia stod i vejen, og derfor måtte hun jo ryddes væk fra den, ligesom han havde gjort med Gabriel. Han havde en kort lunte, og det var nok grunden til at han drog forhastede konklusioner om personer, og så var det også et forsvarsværk. Han vidste ikke hvem han kunne stole på, og mange turde han slet ikke stole på, derfor var han nød til at være forsigtig, og skønt hans konklusioner var forkerte, så gav det ham blot en grund til ikke at stole på personen, ligesom han gjorde ved hende. Så han hende som en lusket forræder, så ville han aldrig stole på hende, og det var vel et sted hvad han gjorde? Han kendte hende ikke, så det kunne rent faktisk godt vise sig, at hun var til at stole på, men det turde han bare ikke, ikke ved første øjekast, ikke uden at kende personen. Ligesom hans ligegyldighed, kølighed og sarkasme ikke bed på hende, så var det også gengældt, for han var vampyr, han var vant til rapkæftet folk, kølighed, kyniskhed, ligegyldighed, han var vant til en masse, så det bed skam ikke på ham, det var hvad han var vokset op med, selv hans egen far havde vist ham kølighed og had, den mand havde opfostret ham. ”Nemlig,” sagde han med et ironisk smil. Han kunne vælge og gå hvis han ville, og han blev vel, fordi han ikke havde set nok? Han var egentlig ikke helt sikker, som hun selv sagde, så kendte han hende ikke, og det var vel blot et dårligt forsøg på komme tættere på hende? Uanset, var han overbevidst om at han aldrig ville lære hende at kende, og det var vel grunden til at han også var ved at opgive hende? For han havde ærligtalt ikke tid til at bruge sin tid på pjat og ingenting. Han lagde armene over kors, og hoved på sned, imens han så undersøgende på hende. ”Fortæl mig, hvorfor du bærer et rygte, som langt fra passer, min kære ’farlige’ fange?” Det var både et spørgsmål og en opfordring, dog regnede han med at han allerede kendte svaret. Men han måtte ærligt erkende, at han indtil videre ikke havde set noget frygtindgydende ved hende, ikke fordi han undervurderede hende, slet ikke, for han var sikker på at hun kunne sit kram, men hun virkede bare ikke decideret … ond? ”Der må jo snart ligge mere i din historie end som sådan,” tilføjede han roligt og med et svagt hævet øjenbryn. Hvis han skulle ’finde ud af’ mere omkring hende, så var han nok nød til at lade konklusionerne falde, og faktisk lade hende selv fortælle ham hvad der var sandt, for hun havde jo ikke gjort andet end at fortælle ham sandheden. Hun havde tilmed fortalt ham at hun var den farligste fange på fri fod i Dvasias, så han kunne ikke forbinde hende med en løgner. ”Så har du misforstået mig, Valerie, som du selv siger, hun har sat de regler op fordi hun mener at det gøre landet stærkt, jeg er bare uenig med hende,” sagde han med et morende smil, og lod hoved søge til den anden side. Han slog opgivent ud med armene. ”Hun står bare i vejen for mine planer, Valerie, gjorde hun ikke det, så havde hun ikke behov for at dø. Jeg har slet ikke behov for at kende hende personligt,” svarede han sandfærdigt, inden han lod armene falde langs hans sider. Han smilede morende til hendes ord. Hun var mindst ligeså egoistisk som ham selv, når det kom til stykket. Han gik et enkelt skridt frem mod hende, og rykkede sit hoved helt tæt på hendes, så deres næsetipper næsten måtte røre hinanden. ”Men… du kender heller ikke mig, og du har allerede konkluderet ting om mig, såsom at jeg vil overtage verdenen. At jeg er egoistisk, så du er ligeså god til det, som jeg er,” svarede han i en rolig og dæmpet tone. Han smilede et tilfreds smil til hende, inden han rettede sig op igen, så de stod med en passende afstand. ”Vi er faktisk ganske ens på visse punkter, min kære Valerie,” sagde han med endnu engang et morende smil på læberne. ”Hvorfor skulle du også være imponeret? Han var en ung og naiv konge.” Han trak blot ligegyldigt på skuldrene. ”Men, jeg burde måske være imponeret over de ting du har gjort?”

[Deleted]

Valarie måtte erkende, at hun så hvis ligehedstræk mellem hende selv og den mand som måtte stå foran hende, også selvom hun endnu ikke vidste om det skulle tolkes på en poistiv eller negativ måde. Vinden legede med hendes mørke lokker, der stadig var forbandet filtret, som hun stod der, lignede hun mest af alt en tigger kvinde, kontra ham der stod der, forholdsvis velklædt, og tydeligt at han klarede sig. Penge var dog ikke hendes store problem, men det kunne jo heller ikke rigtig undre nogen at hun måtte være godt slidt efter at have sat i en fangekælder i så forbandet mange år? Det kække smil prydede hendes rosenrøde læber, det var slet ikke fordi hun var ude på at få ham til at droppe sine planer, faktisk så ragede de hende mildest talt, hun gjorde jo blot det samme som ham, og det var at gå ind i det med sjæl og sind, gik ind for det som hun måtte tro på. Der var ingen tvivl om at han måtte dømme hende for hurtigt, ikke at han var den første, det var aldrig gået op for nogen at hun måske ikke altid gjorde tingene på dårligt grundlag? Det var ikke gået op for nogen endnu at hun ikke var direkte egoistisk men tænkte større? Tydeligvis måtte Alec nu have dannet sig et helt andet billede af hende, og det morede hende blot at hun kunne sidde og rette på hans konstante konklusionsfejl. Men hva? Ingen var jo perfekte, og det gjaldt i den grad heller ikke hende selv, hans svaghed var blot så forbandet åbenlys, og det var det som drev hende til alt dette, forskellen fra person til person, man kunne jo ikke ligefrem sige fra sjæl til sjæl, ingen af dem havde det som måtte minde om det, hun var ligeså hård, kold og død som han selv måtte være. I det store og det hele var vægten meget lige. Han provokerede, hun provokerede, den eneste der lod til at blive så meget som en smule ophidset var ham, selvom hendes lunte ikke var meget længere end hans, så var hun jo faktisk en forbandet tålmodig kvinde, desuden hun gjorde jo ikke andet end at ytre hendes frie meninger. Tungespidsen strøg over læberne for at fugte dem, hendes kolde isblå øjne hvilede direkte i hans, og næsten med nysgerrighed. Selvom han ikke var fejlfri, så interesserede han hende, selvom han i hendes øjne var direkte dumdristig og ikke mindst urealistisk, så vækkede han hendes nysgerrighed, det i seig selv var sjældent. De stod begge her overfor hinanden, hun med det lille kække glimt i øjet og trækket i mundvien, og ham med samme kølighed og ironi, ingen af dem bed på det, et sted var det vel en lille leg, et ringe forsøg fra to desperate væsner, elendige til at udtrykke sig selv? De kunne begge vende om at gå, men de stod her endnu, og her blev de stående? Valarie hævede det slanke øjenbryn” Og igen konkludere du at det ikke passer, min gode Herre. Her nogen nogensinde fortalt Dem at De er forbandet snæversynet?” det var et direkte spørgsmål, igen hendes tanker blev tænkt højt og hun frygtede ikke for at konfrontere ham, for det var jo bare sandheden, han så kun skallen. Det morede hende et sted, kun fordi at hun rent faktisk var forbandet farlig. Ikke direkte ond, hun var måske ikke det bæst der ville springe frem og råbe ’BØH’, midt om natten, ingen så hvad hun var i stand til, men før man vidste af det var man en del af legen. Hånden gned hun tænkende mod hagen, han tolkede hende forkert, det var ikke hende der påstod hun var den farligste, nej det var alle andre, og sandt var det også, så var det ikke hendes problem at han var for lukket til at se åben. Armene lagde sig roligt over hendes fyldige bryst "Selfølgelig.. Og de som ikke er enige med dig må alle dø... Aha jeg ser” hun nikkede med den tydelig sarkastiske mine. For pokker den mand var modsigende, han afslørede sig selv. Valarie blev blot stående da han endte helt tæt på hende. Blikket hvilede direkte i hans, hun lagde mærke til hasn næsten triumferende smil som havde han fået hende nu, noget som kun fik hendes eget smil til at brede sig ”Jeg beklager kære.. Men du har selv afsløret alle disse ting.. Dine ord, dine handlinger og holdninger afsløre dig” hun lod ham trække sig igen, stadig komplet uberørt af hans ord. Afvisende rystede hun på hovedet af hans ord ”Overhovedet ikke.. Jeg er ikke imponeret over de ting jeg har gjort.. Jeg fejlede” erkendte hun og trak på skuldrene som om det intet betød, og det gjorde det faktisk heller ikke ”Nej kære.. Du skal være imponeret over de ting jeg skal til at gøre.. De ting det var meningen jeg skulle have gjort” hun sendte ham det lille mystiske smil, det var lykkedes hende at skabe krig dengang, men det var ikke fuldendt, det var ikke en del af planen som sådan, han skulle se og lærer.