Deathlike Silence.

[Deleted]

Sazhir tænkte slet ikke over at hun overskred nogle former for grænser da hun dumpede så åndsfraværende ned i hans skød, så uskyldigt som havde hun hilst på ham med ord, for hun viste jo intet om hvordan man opførte sig og at man normalt ville holde afstand til folk man ikke engang havde kendt i mere end højst en time eller lidt til. Hun så undrende på ham da han talte igen, først da han sagde Okay, for noget i ahns toneflad var sådan lidt anderledes, somom han ikke talte for at blive hørt, men ligesom bare sagde det sådan, tilfældigt eller til en helt anden i rummet. Men så vendte hun sin opmærksomhed imod brødet han rakte op imod hendes læber, og da han sagde spis, hun forstod ikke helt hvad han ment,e men den lette duft af brød nåede hendes næse og satte maskinen igen, for pludseligt kunne hun mærke at hun følte sig mægtigt sulten. Hun åbnede forsigtigt og tøvende munden og tog en mege tlille bid af brødet han rakte frem. Hun var ikke så vant til rigtig fast føde som sådan, og først måtte hun bruge lidt tid på at tygge det lille stykke brød hun nu havde i munden, for det føltes underligt bødt, og alligevel sejt. Hun slugte det endelig og så på Elias, før hendes spinkle hænder forsigtigt og blidt, meget nervøst, lagde sig på hans, somom hun forsøgte at bede om brøder. Hendes øjne udstrålede sult og behag, men samtidig en dybt indgroet nervøsitet, hun var næsten helt bange for at han ville slå hende eller lignende for at røre ved ham så direkte.

[Deleted]

For Elias' vedkommende, så var den personlige intime grænse i den grad overskredet, men som han næsten kunne føle på hende, så var det slet ikke noget som hun var vant til. Så han valgte også mest for sin egen skyld, at skulle bide det i sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hende ganske forsigtigt spise, selvom det var ham tydeligt, at det ikke var noget som hun var vant til. Hun måtte virkelig have haft det noget så frygtelig elendigt. Han blev roligt siddende - eller rettere, så tvang han sig selv til at blive siddende, om ikke andet så mest for sin egen del og for hendes, for det gjorde hende rolig, det kunne han da mærke på hende. Hendes tillid havde han da og det glædet ham virkelig. Han betragtede hende med et stille smil, selv da hun greb omkring hans hånd. Det kunne slet ikke falde ham ind, at skulle slå eller skade hende på nogen måde! Han nikkede blot roligt til hende og slap brødet stille og roligt ned i hendes håndflade. Han havde virkelig ikke noget imod, at hun berørte hans hånd, for det var tydeligt at hun havde den tillid til ham, selvom hun var så forbadet nervøs, hvilket han så tydeligt kunne se i hendes øjne. Et sted morede det ham og et sted foragtede han det, for det kunne virkelig ikke være rigtigt, at nogen skulle have det så elendigt som dette. "Spis," gentog han roligt, idet han stille lukkede sin ene hånd omkring hendes og førte brødet op til hendes læber. Bare hun kunne lære den indikation af det ord, ville være et klart stort fremskridt.

[Deleted]

Sazhir så helt forpjusket på ham, hun kunne endnu ikke overhovedet finde rundt i den varme følelse det var at røre hans hud, og den indre behagelige følelse det gav hende at se på hans rolige msil og være tæt på ham, og når han sågar forærede hende brøder, som hun forsigtigt begyndte at nippe til og spise, følte hun sig noget underligt tilpas, men underligt tilpas på en meget rar og behagelig måde, det var svært at få det hele til at give mening, og i hendes stakkels hovede, var det slet ikke sikkert at det med meningen i det var at finde nogen steder, istedet spiste hun så godt hun kunne, og færdiggjorde også brødet. At dette simple, halv tøre og ikke videre spændende stykke dvasiansk brød rent faktisk mere eller mindre var et festmåltid for hende, vilel for mange falde direkte ufatteligt ind, men sådan var de vilkår hun var vant til at leve under, og sådan ahvde det altid været for hende, go hun kendte ikke venlighed. Da hun var færdig med at spise så hun helt forpustet ud og lænte sig stille ind imod ham. Ganske uvidende om at han nok næppe frøs eller lignende, lod hendes spinkle fingre kappen blidt lægge sig så langt om ham som muligt, for at dele den behagelige varme, hun ville så gerne takke ham, men hun vidste jo ikke helt hvordan hun skulle gøre det, et temmeligt simpelt væsen som hun var, uvidende om hvordan dne slags ting fungerede og ikke fungerede, måtte hun jo blot forsøge at vise ham små tegn på taknemmelighed. Hun var blevet døsig, selvom hun langsomt havde fået en brøkdel af hendes kræfter tilbage nu. Hun lå blidt op af ham og skjulte ansigtet ved hans hals og puttede sig forsigtigt ind til ham, hun sad så godt her, hun følte sig så.. Sikker, somom intet ondt kunne ramme hende fra hvor hun sad nu, og hvis det forsøgte, havde hun Elias til at holde det onde væk.

[Deleted]

Bare det faktum, hvis han var i stand til at skulle give hende bare lidt sprog, så ville det i den grad være Elias en stor trøst. At se nogen have det som hun måtte have det, det var slet ikke nogen tanke som han brød sig om. Det kunne virkelig skræmme ham og noget så frygtelig voldsomt, at man skulle tro, at det måtte være en klar løgn. Han trak vejret dybt og sendte hende blot et stille og roligt smil. Han ønskede virkelig ikke, at skulle skræmme hende. Det var bestemt ikke hans hensigt ved dette værende. At hun tog brødet og roligt spiste det, gjorde ham da glad. Det var nok ikke så godt, som det han kunne skænke hende i Procias, men bare at hun lidt i den lille mave, var bestemt bedre end ingenting. Det var også den tanke som han måtte trøste sig med, det var i den grad også helt sikkert. At hun var så afkræftet, at det kunne udmatte hende, at skulle spise, så var den virkelig også slem. Elias lod hende bare lægge sig ind mod hans egen favn, i og med, at det virkede til at være der, hvor hun måtte finde den klare tryghed, så ønskede han bestemt også, at skulle kunne give den til hende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Kappen lod han roligt falde omkring hende ganske forsigtigt. Han ville jo nødigt forskrække hende. Kappen var bred nok til at kunne trækkes omkring dem begge, selvom han virkelig ikke frøs. Tvært imod, så havde han det virkelig bare varmt! Han vendte blikket stille mod sengen. Hans ene hånd søgte om bag hendes ryg og den anden under hendes knæ, idet han roligt løftede hende op og gik hen ved siden af sengen, for at lægge hende ned. Kappen tog han roligt af og lagde den omkring hende og så dynen over der. Hans duft ville ligge tæt ved hende. Det virkede jo et sted til, at den faktisk måtte gøre hende en anelse tryg? Elias satte sig roligt ned på sengekanten og strøg hende roligt over håret med det samme lette smil. Han sad der og beskytte hende. Intet ondt skulle få lov til at ramme hende! "Sov." Hans stemme var intet andet end en rolig og let hvisken. Han ønskede hende absolut intet ondt eller at noget skulle gøre det. Han passet på hende.. Nu kunne hun trygt hvile.