Deathlike Silence.

[Deleted]

At hun udviste en god form for tillid, var noget som Elias var glad for, for han ønskede virkelig ikke noget andet end at hjælpe hende, det var i den grad også helt sikkert. Han vendte blikket stille mod hende, som de kom mere og mer eud i det fri, mere ud i den friske luft og mere ud i den vind som slog mod deres ansigter med det behag. At sidde nede i det mausoleum, var bestemt heller ikke godt for hende. Han sendte hende blot et stille smil. At holde hende i armene, var virkelig bare en smal sag, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun virkede virkelig til at være så frygtelig udmattet og derfor var det vel også godt, at hun kunne ligge lidt ind til ham? Og få sig en ordentlig varme istedet for at sidde dernede for sig selv, for dette måtte da virkelig have været et sandt helvede for hende og han hadet tanken! At nogen overhovedet kunne finde på det, var virkelig ikke noget som han kunne forstå sig på, men igen, så var der så meget her i Dvasias som han slet ikke forstod sig på.
Hans opmærksomhed faldt direkte til hendes skikkelse idet, at hun sagde hans navn. En hvisken så rolig og stille. Det var tydeligt, at hun ikke var så bange for ham mere og det glædet ham dog også. At hun var mere rolig med ham så tæt på som han var nu. Han nåede lidt ned af stien idet han roligt satte sig ned på en bænk. Han lod hende sidde i hans favn, i og med, at dette.. vel var en fremmed verden for hende? Eftersom hun var så udsultet som det måtte se ud som om, så svag og svækket som hun måtte være, så var det næsten noget som måtte vise til, at hun havde været igennem det så frygtelig længe. Det appelerede virkelig til hans gode hjerte. Han ønskede virkelig så brændende, at skulle hjælpe hende, det var i den grad også helt sikkert på alle tænkelige måder overhovedet. Han nikkede roligt til hende. Nu havde hun fået udtalen helt rigtigt, så det gjorde kun at han smilede det mere end det som han havde gjort for bare t øøjeblik tidligere. Hånden mod hans bankende hjerte fik ham blot til at betragte hende. Hun virkede så mild og så forsigtig. Forsigtigt tog han omkring kappen og pakkede hende godt ind i den. "Hvil.." sagde han roligt. Han lod den ene hånd roligt glide mod hendes brystben igen, som et tegn på at hun bare skulle blive liggende ved ham. Næsten faderligt et sted.

[Deleted]

Sazhir blev forstat vugget blidt i hans arme, hun sukkede stille og krøb sammen med kappen omkring sig, det beroligede hende på en underlig og uforklarlig måde at hun kunne høre den konstant dunken fra hans hjerte, at hun vidste at hun i det mindste ikke var helt alene i verden lige nu, at nogen åbenbart passede på hende. Hun åbnede ikke øjnene igen, hun turde ikke, men den kolde vind fik hende til at krylle sig godt sammen imod ham, som for at stjæle så meget varme som muligt. Hendes hud virkede kold, ligeså virkede hun så utroligt svag og sygelig, som et torteret barn ingen nogensinde havde taget sig af. Da han satte sig og hun blev bedt om at hvile forstid hun igen intet, men hun havde nu ikke så mange andre valgmuligheder, hun var for træt og udmattet til at løbe nogen steder. Nej hun puttede sig blidt ind i hans favn, søgte sikkerheden og trygheden den bragte, dne underlige følelse af varme. Hun kom med et lille klynk, men ikke på den samme triste måde, mere en form for behag, som hun der krøb sammen, ind imod ham og hans varme krop, nærmest somom hun firsøgt at smutte op under hans bluse og gemme sig direkte imod hans hjerte. Hun virkede på ingen måde truende, som hun lå der hos ham, blot et barn der søgte tryghed hun aldrig var blevet skænket, som en nyfødt klamrer sig til sin moder, klyngede hun sig blidt til denne fremmede der havde frelst hende fra hendes fængsel. Hun kom med en lille lyd, næste noget der kunne mine om et fnis, da nogle høje græstrå kildede hende under foden, og et lille, meget lille, men synligt smil strakte sig på hende læber, imens hendes arme søgte omkring sin beskytter.

[Deleted]

Det forekom virkelig Elias som en utrolig tanke, at hun slet ikke forstod hvad han prøvede at fortælle hende. At nogen havde holdt hende så frygtelig indelukket og så alene og ensom som det hun måtte have været dernede. Det skræmte ham virkelig, at nogen i det hele taget kunne finde på at gøre sådan noget! Bare tanken var direkte forkastelig! En ganske kort tanke som faldt ham ind. Han ville tage hende med sig. Han ville tage hende med sig tilbage til Procias, lære hende magi på den gode måde, lære hende at beherske et sprog som hun ville kunne gøre brug af, så hun kunne kommunikere med folk derude. Hvem ved. Måske, at der var et godt væsen skjult inde bag den warlock som hun måtte være? Et sted hvor han selv måtte nære den naturlige foragt for hende, selvom dette ikke var noget som hun skulle tage sig af. Hendes tilstand holdt det en anelse i skjul. Sådan som hun lagde sig ind til hans krop, så var det tydeligt, at hun selv måtte nyde af den form af omsorg. Endelig havde hun vel også fundet ud af, at han ikke ønskede hende noget ondt? At han blot ønskede at hjælpe hende. At vise hende tingene og så sætte ord på dem som han gjorde nu, netop også ved at fortælle hende, at hun burde gå til hvilen. Han satte sig roligt tilbage, hvor han selv kun måtte smile bredt til hendes lette fnis. Ganske forsigtigt strøg han hende over ryggen. Gode mænd var der så sandelig også derude, det var i den grad også helt sikkert på alle tænkelige måder overhovedet. Han var opmærksom på omgivelserne. Det var her at han selv måtte være mest udsat, selvom det nu ikke var en bekymring som han ville skænke hende lige nu. Nu skulle hun bare falde ordentlig til ro. Han satte sig forsigtigt til rette, tog forsigtigt omkring hendes ben og trak hende helt op til sig, så hun kunne sidde der og undgå at blive kildet. Føde måtte han da skaffe hende, selvom det virkelig var alt for risikabelt for ham, at skaffe det her i Dvasias. Dilemma! Tungen vædet læberne i en eftertænksom mine, idet han måtte tvinge sig op på benene igen. Så afmagret som hun måtte være, og så afkræftet, så vejede hun intet - Heldigvis. "Lad os finde noget at spise til dig," sagde han dæmpet.

[Deleted]

Sazhir så forundret op på ham, da hun endelig fik tvunget sine øjne op igen, hun kæmpede for kun at holde sit blik på ham, hun var alt for bange for hvad hun måske ville se hvis hun så sig omkring, og mørket lå også alt for tæt for hendes øjne, og hun var noget så sløv. Hun knugede sig igen ind til ham da hun mærkede hans blide hånd stryge hende over ryggen, en dejlig følelse der fik hende til at trække vejret roligt, disse blide kærtegn havde en helt uforståelig effekt på hende. Måske var det den mangel på kærtegn hun var gået igennem hele sit liv, og disse pludselige, ellers så små tegn på omsorg, havde en enorm effekt på hende. Hun forstod nu at hun på ingen måde øsnkede at skulle forlade Elias igen, hun ville bare være hos ham, han var så anderledes, og den første person hun ahvde mødt fra verden udenfor, det skulel goså siges at før iaften havde hun slet ikke troet der fandtes en verden udenfor, kun smerte og mørke i den lille aflukkede celle. Hun gispede let da hun igen blev løftet, hendes hud var meget følsom overfor de ellers så harmløse briser, hun ahvde trods alt aldrig oplevet noget i den retning før, der var ikke just meget vind nede i hendes gamle bo. Hun kiggede forsigtigt op på hans ansigt og lagde armene om hans nakke for at støtte ham, et naturligt instinkt, imens hun puttede sig ind til ham, naturligvis vidste hun ikke hvad han lavede, hun forstod jo ikke et pap af hvad han sagde, men hun var i sandhed både sulten og tørstig og havd eikke fået noget somhelst længe.

[Deleted]

Elias ønskede virkelig at lære hende det, hvis hun ville tage imod det selvfølgelig. Nu havde han bare problemer med sit gamle princip; Et skridt af gangen. Han havde eikke kendt hende i særlig lang tid, det var heller ikke noget som man skulle tage fejl af, men det betød virkelig intet, når det var en så ung pige, som virkelig havde brug for hjælpen og han kunne da tydeligt se, at det var noget som hun havde brug for. Det krævede jo så bare, at hun fik opholdstilladelsen, men som det måtte stå nu.. så var hun vel heller ikke til fare for nogen som ikke viste sig som en trussel for hende? Det var jo trods alt også sådan med alle. At hun slet ikke var vant til noget derude og at hun slet ikke turde at se sig omkring, var noget som han tydeligt havde lagt mærke til. Han forstod det simpelthen bare ikke og han hadet virkelig den tanke. At nogen overhovedet kunne få sig selv til at gøre sådan noget overfor nogen som helst, var virkelig ikke noget som gav nogen som helst mening for ham på nogen som helst måde overhovedet, det var i den grad også helt sikkert! Han vendte blikket mod hende, da hun forsigtigt lagde armen omkring hans nakke. Det var vel et sted naturligt? Han sendte hende blot et stille smil og holdt hende stadig helt tæt ind mod sig, som han virkelig bare prøvede at skulle holde hende beskyttet for alt som hed vejr og vind, for det så virkelig ud til at hun ikke brød sig meget om det. Alt omkring dem måtte da næsten være fremmed og ukendt for hende. At hun måtte være udsultet og frygtelig tørstig ville virkelig ikke undre ham det mindste. Han kunne jo næsten mærke det på hende. At han havde reddet hende fra et fængsel, var nu ikke sådan at han ville se på det. Det måtte da være det rene helved, at skulle sidde der hvor hun havde været. Han havde faktisk frygtelig ondt af hende. Bare tanken omkring det! Han gik roligt fra kirkegården og med blikket frem for sig og med ørene på stilk. Han var virkelig nødt til at være opmærksom på alt det som måtte ske omkring ham, for det måtte virkelig ikke gå galt! Han bevægede sig forsigtigt mod Rimshia City. At få noget mad i hende og få hende lagt til sengs var noget som han ønskede lige nu. Uanset hvad det så end skulle koste ham!

[Deleted]

Sazhir lå fortsat hvileløst hen i hans arme. Der var ikke dne store risiko ved at tage hende med nogle steder hen, det skulle lige være det at hun næsten intet tøj bar, ikke var helt stueren, og så så svag ud, men folk ville nok næppe bebrejde Elias noget somehlst, for her i Dvasias plejede folk sådanset ofte at være ret ligeglade, du kunne mere eller mindre trække et lig med ind på et værelse i en krog vhis det var det du lige havde lyst til, uden nogen som sådan greb ind og løftede en pegefinger. Folk heromkring var simpetlhen bar eligeglad, og da Sazhir tidligere på dagen havde udslettet hele den kult der havde holdt hende fanget, så var der ikke nogen der kunne genkende hende, det kunne simpelthen ikke alde sig gøre, for ingen vidste at hun eksisterede længere udover Elias, som var det eneste nulevende vidne til hvad der var blevet gjordt imod hende udover hende selv. Hun vuggede og sukede blidt i hans arm, krøb lidt sammen indimellem, under kappen, og ahvd else tikke lyst til at befinde sig andre steder. det va rnyt for hende men hun havde det nok bedre nd hun nogensinde havde haft det før. Hendes hænder nussede fraværende Elias i nakken, fordu hun ganske simpelt legede lidt med hans nakkehår, af uforklarlige oversage,r hun ahvde bare ikke meget bedre at gøre, og hun måtte jo foretage sig noget for ikke helt at glide i søvn igen.

[Deleted]

Elias havde virkelig ikke noget besvær ved at skulle holde hende oppe i sine arme. At hun var rolig, glædet ham virkelig bare, for det gjorde hele dette meget nemmere for ham. Koncentreret måtte han være opmærksom på sine omgivelser. Han stod der som en klar og stor leder af Procias' stærke race, og det ville virkelig være katastrofalt, hvis det skulle ende med at gå galt, så det ønskede han da bestemt heller ikke! Han nåede med de stille og rolige skridt, Rimshia City. Gaderne var præget med de mange væsner som kun måtte være ude når mørket stod stærkest og med den store måne som sol. Han undgik selv at kigge på dem i håbet om, at de i det mindste bare kunne lade ham være. Det ville virkelig få katastrofale følger hvis han skulle ende med at vise sig som den han var udelukkende fordi at hans magi ikke kunne skjules som lys når den endelig blev brugt. At hun lod hånden lege med hårene i hans nakke, lod et kort gys skyde så kraftigt igennem hans egen krop. Hans hår på armene rejste sig, uden at han egentlig kunne kontrollere det på nogen som helst måde. "Drillepind.." mumlede han let for sig, skønt han vidste, at hun intet kunne forstå af hvad han sagde. Han skulle nok give hende et sprog. Han ønskede virkelig at give hende et sprog! Turen igennem gaderne var nu ikke så forbandet lang, men lang nok til at han måtte vise den form af uro på sit vis. Den gamle kro som måtte ligge der som en gammel og forfalden bygning, fik ham blot til at smile. Han havde jo trods alt tilladelsen til gennemrejsen. Kroen imponerede ham dog ikke, da han blot resulterede i at rynke lidt i panden. Han rystede let på hovedet og bevægede sig roligt dermod. Døren fik han tvunget op med et ganske let slag med skulderen, for ikke at ende med at sætte hende ned. Hun var jo ikke i stand til at stå alligevel, så det ville han helst undgå. Han trådte indenfor. Krostuen var meget tom - Hvilket han bestemt ikke havde noget imod! Han gik til bardisken. "Et værelse for natten og et måltid af det bedste mad som serveres på dette sted." Hans stemme var rolig og sandfærdig, mild og blid og alligevel så kommanderende. Den gamle bag disken mumlede tydeligt utilfreds og hentede en nøgle i skabet og rakte ham den. Han tog besværligt omkring den. "Skriv det hele på Elias Dwann," afsluttede han kortfattet. Han skulle nok betale, men lige nu så var det ikke hende som han ønskede at gå fra eller sætte ned. Han gik ned til døren med baglokaler. Måske at det kunne se forkert ud, men for hans del, så var der ingen onde intentioner bag det. Han søgte værelset med nummeret '17' stående på - Det samme nummer som på nøglen.

[Deleted]

Sazhir lå fortsat stortset helt lig-stille i hans arme, kun hendes lave, indimellem en smule hæse og raspende åndredræt og de bittesmå bevægelser røbede at der var en lille rest af livskræft tilbage i denne stakkels pige. Noget folk jo åbenbart så ofte glemte at tænke på, var vel at selv i Dvasias var der børn, og alle børn er lige uskyldige, uden nogen sand opfattelse af rigtigt og forkert, ondt og godt, og retfærdighed og uretfærdighed, nej børn er hævet over den slags, og stakkels Sazhir havde da vist aldrig gjordt noget galt i hendes liv, hun havde aldrig haft muligheden for at gøre noget, og nu skyldte hun Elias hendes liv, og i hendes primitive tanker var Elias hendes redningsmand, og det skabte vel en eller anden form for tryghed hos hende, et underligt form for bånd der gjorde han endnu ikke virkede helt så farlig som alle andre. Hun krympede sig bange og nervøst i hans arme og klemte sig tættere ind til hans varme krop, knugede blidt hans trøje over hans hjerte, som for at gribe om hans varme, imens hendes arm om hans nakke blidt knugede lidt hårde, men hendes fingre trak sig forskrækket væk fra hans nakehår da han gøs, i frygt for at hun havde gjordt skade. Hun klemte sine øjne sammen og gmete sig imod hans bryst, skræmt af den fremmede mands stemme, og hun tittede først forsigtigt og tøvende frem da de nærmede sig baglokalet. Hendes små bange øjne tittede forsigtigt op imod ham nu de igen var alene og indenfor, selvom luften her var friskere end hvor hun var vant til.
" E-Elili? " Hviskede hun forsigtigt nede fra hendes skjul og kiggede op på hans ansigt, hvor førte han hende hen nu?

[Deleted]

Elias havde virkelig intet imod, at hun lå stille ind mod hans favn, det i sig selv, var vel bare et tegn på at hun følte sig tryg sammen med ham? Han vendte blikket stille mod hende, da hun endnu en gang måtte prøve at udtale hans navn, hvilket i sig selv, blot måtte få ham til at smile. Måske at han slet ikke burde gøre dette, men at lade et stakkels barn rende rundt alene, var slet ikke en tanke som han ville acceptere! Man skulle hjælpe de små og det var noget som han valgte at gøre, hvad end om det var en dvasianer eller ikke, så var han virkelig ligeglad med det og det var på alle tænkelige måder overhovedet. Han fandt endelig frem til værelset hvis nummer var det samme som det som måtte stå på nøglen. Lidt besværligt fik han skubbet nøglen på plads og drejet den, for at tvinge døren op. Standarden her var virkelig helt anderledes end det som han var vant til hjmme i Procias, det var helt sikkert! "Hvil.." sagde han med en rolig og stilfærdig stemme. Med foden så skubbede han roligt døren i efter sig og førte hende roligt mod den seng som måtte stå der. En ganske enklet dobbeltseng. Han lagde hende roligt og forsigtigt ned på den tynde madras og lagde den tynde dyne omkring hende. Han agtet nu og da, at skulle tage hende med sig tilbage til Procias og vise hende, at der var noget godt i folk, give hende et sprog og give hende en form for liv som hun ville have det godt med i den anden ende. Han sendte hende et varmt og stille smil. Han ønskede virkelig noget så brændende, at skulle hjælpe hende. Han pakkede dynen tæt omkring hende, som en far ville have gjort det med sin lille datter, inden han gjorde en let bevægelse med hånden, for så at lade det lille stearinlys som stod på sengebordet, så det lyste bare en anelse op. Han havde bare det ene problem.. Hvordan skulle han kommunikere med hende?! Han lod hånden søge let mod sin egen mave som han kørte roligt rundt i cirkler. Han måtte jo bare prøve sig frem vel? "Sulten?" spurgte han. I sig selv, så var spørgsmålet vel også ganske klart?

[Deleted]

Sazhir vendte sit blik forvirret op imod ham da han lagde hende ned, hun gispe let og fik helt gåsehud, nu han pakkede hende så grundigt ind i den ellers tynde dyne. Det var måske for de fleste ikke ligefrem en varm og dejlig oplevelse, men for en der havde tilbragt sit liv i et fugtigt og koldt gravkammer, var det her som at være prinsessen på ærten. Hun nød den måde han puttede hende på, og et lille smil kom næsten af refleks frem på hendes læber ved den kærlige behandling. Hun missede undrende med øjnene og så nysgerrigt på ham da han begyndte at køre hånden rundt på maven, hvad ialverden var det for noget underligt noget at gøre? Hun begyndte dog, ligesom tidligere at imitere ham, og dårligt havde hendes hånd lagt sig på hendes egen, tynde og udsultede, mave før den begyndte at knurre smertefuldt, og hun gav et lille klynk fra sig, jo, sulten var da vist en underdrivelse. Hun fjernede stille hånden igen og så op på Elias med undren i blikket, hvad i alverden havde han dog ment med det.. Ja det var sikkert en svær tid han ahvde foran sig, hvis han agtede at tage Sazhir med sig hjem og passe på hende, på trods af at Sazhir jo nok var uskylden selv, så besad hun mægtige kræfter, som hun ikke altid kunne kontrollere, hendes magi, mørk eller ej, var i øjeblikket sat i frigear og lod til at være koplet fast på hendes følelser,Men han ville jo nok næppe kunne forlade hende bare sådan lige, for hun nægtede ihvertfald at forlade ham, han var den allerførste person hun ikke direkte frygtede som døden selv.

[Deleted]

Elias ønskede virkelig ikke, at skulle lade hende være alene, men han måtte jo skaffe hende noget mad på en eller anden måde? At fortælle hende, at hun skulle blive liggende til han ville komme tilbage igen, var jo så lettere sagt end gjort! De mørke øjne hvilede roligt på hendes skikkelse. Hun havde brug for hvile, mad og noget søvn, det var der jo så sandelig ikke nogen tvivl om og det var alt sammen noget som han ønskede at give hende og mere til. Det var jo bare så begrænset hvad han kunne give hende på stående fod, det var helt sikkert. At hun gentog bevægelsen, så han noget så tydeligt kunne høre den tomme mave, fik ham svagt til at smile. Det så jo næsten ud til at skulle skræmme hende? Han agtet virkelig at tage hende med sig til Procias og give hende et liv, for han var sikker på, at han nok kunne vende hendes magi til noget godt, samtidig med at han ville kunne give hende et sprog i længden og det var noget som han i den grad også måtte håbe, at hun ville være med til i den anden ende, det var også helt sikkert. Han lod den ene hånd ganske roligt stryge hendes kind og med et roligt blik, som for at sige, at det var helt okay. Hun måtte da have været dernede i så skræmmende lang tid? Bare tanken var noget som kunne gøre ham noget så vred! Han holdt den anden hånd op med håndfladen roligt vendt i retningen af hende. "Vent her.." afsluttede han roligt og ganske bestemt, idet han rejste sig roligt op og gik mod døren. Han måtte jo skaffe hende noget at spise, for det var tydeligt på hendes lille og spinkle krop, at det i den grad også måtte være noget som hun havde desperat brug for efterhånden. Han gik mod døren. Krostuen lå jo lige ved, så at hente det ville ikke tage ham mange minutter.

[Deleted]

Sazhir så stille op på Elias, hun forstod stadig ikke helt hvad han mente og hvor han ville henad, men hun kunne ikke lade være med at blidt presse kinden imod hans håndflade, kortvarigt lukke øjnene og sukke blidt imod hans blide kærtegn, som jo sandelig var noget hun ikke var vant til, men noget hun tilsyneladende godt kunne lide, og sandelig ja, hans blide berøringer var så dejlige, altid, hele hendes liv, når nogen havde lagt en hånd på hende, havde den været voldelig og ondsindet, eller grov, og nu kom der pludseligt denne fremmede mand, og havde taget hende væk fra hendes fængsel, til dete mærkværdige sted udenfor, hun havde slet ikke vidst at der fandtes en verden udenfor, og den skræmte hende, for hun vidste ikke hvor hun var, hvem hun var, og hvordan noget fungerede, og pludseligt var alting bare nyt og kæmpestort, og hun var sammen med en mand der ikke slog hende, men kærligt strøg hendes kind, så forsigtigt som var hun et lille barn, og det var en fantastisk flelse af tryghed at ligge her under dynen, og vide at man var i sikkerhed hos Elias. Hun så på hans håndflade imens han langsomt forlod rummet, hun klynkede let, han måtte ikke forlade hende! Men det var for sent, han var væk. <hun trak forsigtigt dynen op om sig og så rundt, der var et klædeskab, sådan et havde hun aldrig set før, og hun vidste ikke hvad det mon var. Forsigtigt og anstrengende kom hun op at sidde og så sig rundt, hun kravlede ud af sengen, og kom vaklende op at stå på sine ben. Hun støttede sig til murene og diverse objekter i rummet hele vejen hen til det store skab, og undersøgte det nysgerrigt. Den ene dør stod på klem, og straks tænkte hun at det kunne være der sad nogen fast derinde! Hun åbnede langsomt døren og gav et hvin fra sig og bumpoede ned på sin bagdel da en støvekost faldt ud imod hende. Hun samlede den forsigtigt op og så på den, hun rystede den let, den så så sørgelig ud, og straks vidste hun hvad der måtte gøres! Hun lukkede den ind under kappen hun stadig havde viklet om sig og gav den et kram, og her sad hun så, på gulvet, foran et skab , med en støvekosts hovede stikkende op ved siden af sit eget, fordi hun troede dne havde det skidt, og ventede på Elias, hun savnede ham allerede.

[Deleted]

Elias var virkelig ikke meget for at lade hende være alene, for han vidste jo slet ikke hvordan hun ville tage det. I sig selv, så var det jo lidt en chance at skulle løbe, selvom det nu ikke var noget som han i bund og grund måtte overveje. Det var jo bare noget som skulle gøres. Han gik hastigt ud af værelset og lukkede døren efter sig, for at skynde sig ud i krostuen. Det at skaffe sig noget som hun kunne spise og noget at drikke, var vel også efterhånden temmelig livsnødvendig, selvom hun endnu ikke måtte være så svag, at hun ikke kunne bevæge sig. Som han fik maden serveret på en bakke, selvom det så temmelig usselt ud, hvilket blot måtte få ham til at rynke let i panden som en tydelig reaktion. Det var bestemt ikke det som han måtte være vant til, det var helt sikkert. Han rystede let på hovedet. "Ja, det må vel være fint.." Han smed penge nok til både maden og værelset, så han kunne komme afsted igen. Med bakken i sine næver så gik han roligt mod værelset igen. Lige hvor længe han havde været væk, det vidste han ikke.. Et par minutter højst, for han havde virkelig ikke i sinde, at skulle være væk igennem alt for lang tid. Han ønskede jo tilbage til hende, eftersom det var tydeligt, at hun var så rolig omkring ham og det var jo så sandelig også en tanke som han måtte nyde noget så grusomt godt af. Han nåede roligt døren, som han ganske forsigtigt tvang op. Bakken med mad balancerede let på hans ene hånd og med det stille smil på læben. Det at se hende sidde og kramme en støvkost, fik ham blot ganske svagt til at skulle le. Han kunne simpelthen bare ikke holde igen, hvad end om det var noget som han ville eller ikke! Sødt var det jo på sit vis, bare det at se hende så frygtelig uviden omkring den verden som var udenfor det fængsel som han havde reddet hende ud af. Hvordan kunne man gøre noget andet end at more sig ved den tanke alene? På bakken havde han brød, noget frugt og en større kande med iskoldt vand. Han vidste jo ikke hvor længe hun havde gået uden mad, og eftersom de var i Dvasias, så turde han ikke begynde sig på de varme retter, for han vidste ikke hvor godt det ville være for maven alene. Han satte roligt bakken hen på det ganske så lille sengebord, efter forsigtigt at have flyttet det lille stearinlys som måtte have stået der. Han vendte sig mod hende, hvor han atter måtte række hånden mod hende. Hun havde vel efterhånden fundet ud af, at det var et tegn på at han ville hjælpe? Forhåbentlig, så ville hun komme hen til ham og få stillet noget af den slemme sult.

[Deleted]

Sazhir så forvirret op på Elias da han kom ind, længe havde hun undret sig over hvor ialverden støvekosten dog var su utaknemmelig og hverken talte eller bevægede sig, det vr da en usedvanligt kedelig kammerat at have. Hun så skiftevis på Elias og på fadet han bragte med sig. Hele sit liv var hun somregel blevet fodret med mos og rester, så hun kendte ikke rigtigt til begrebet bag rigtig mad, eller frugt for den sags skyld. Hun så at han rakte hånden ud, og lod støvekost være støvekost og kravlede hen til ham og tog blidt fat i hans hånd for at trække sig op på sengen med hans støtte. Hun sigtede ikke så godt, og istedet for at placere sig i sengen, fik hun sig istedet slynget ned i skødet på Elias, og med et lille overrasket piv da hun var væltet, sad hun nu op af hans brystkasse og knugede blidt hans hånd indtil sin slanke mave, den var så dejlig varm, og hun kunne da ikke selv se noget forkert i at sidde hos ham, fkatisk var det meget rart at være så tæt på ham, både for varmen, fordi hans lår var blødere en gulvet, og fordi at hun godt kunne lide at være tæt på ham. Hun så undrende på fadet og så op på Elias's ansigt, huin forstod ikke rigtigt hvad han ville med alt det, og hun anede jo dårligt nok at det faktisk var mad og ikke bare noget han havde valgt at placere der. Hendes ansigt var meget meget tæt på Elias's, da hun nu sad med ryggen op af hans bryst, men stakkels Sazhir vidste jo ingenting om folks intime grænser.

[Deleted]

Det blev kun mere og mere tydeligt for Elias, at denne unge kvinde virkelig ikke havde haft det mindste kendskab til den verden som måtte være udenfor og omkring det mauseleum som virkelig måtte have været som et fængsel for hende. Det var virkelig også noget af det som automatisk måtte trigge det hele i ham. Det brændende ønske om at give hende et liv værdigt, give hende en tilværelse, en struktur og for ikke at glemme det, så prøve at give hende det almændene sprog, så hun ville være i stand til at kommunikere. At hun i det mindste havde fundet ud af hvad den udstrakte arm og hånd betød, fik ham dog blot til at smile og specielt idet, at hun måtte tage imod den. Hun var jo ikke andet end et ganske så lille barn så trak han let i den for at hjælpe hende op, selvom det var tydeligt at hun allerede havde fart på med det. Det stivnede kraftigt i ham, idet at hun endte i hans skød frem for at ende ved siden af ham på sengen. Han slap et svagt grin. Han tog nu ikke lige de ting så frygtelig tungt. Dette var virkelig langt forbi hans egen grænse, udelukkende fordi at han absolut intet kendte til hende. Han måtte gå roligt frem, selv finde behaget ved at skulle have hende så frygtelig tæt på sig. "Okay.." Mere ment for ham selv end det var ment for hende. Han måtte simpelthen bare tage sig en smule sammen! Hans hjerte slog let mod hans bryst, idet han roligt tog noget brød i sin ene hånd og førte det roligt op mod hendes mund. Hun virkede så frygtelig forvirret over det, som alle andre normalt ville tage forgæves. "Spis.." sagde han roligt og med det lette og stille smil på læben.