Deathlike Silence.

[Deleted]

Alting var så ubærligt! hvordan kunne noget gøre så ondt? Og de blev bare ved! Konstant messede de, Sazhir vred sig i smerte midt på det kolde stengulv, hun skreg og græd, hendes muskler krampede og hendes tanker var fyldte med diverse billeder, det ene mere frygteligt end det andet, og hver millimeter, ja selv hendes hår, syntes at brænder af rødglødende smerte. Hun var sikker på det var nu! iaften var den nat hvor hun endeligt skulle dø og forlade dne her grusomme verden der ikke ønskede noget godt for hende overhovedet. Hun klynkede videre, hendes grådkvalte, smertefulde stemme ignoreret af alle. På trods af diverse stoffer de løb i hendes krop og forgiftede ehndes mentalitet, så var hun fuldt vågen og forstod hvad der skete, og alting var langt mere smertefuldt end det nogensinde ahvde været før, og hun kunne simpelthen ikke flade til ro. Hun var bange, hun var rædselsslagen, for på trods af et brændend eønske om at dø, var hun bange for at give slip på livet! Tanken om døden var ubærlig, for på trods af hvor ungdommelig hendes sind var, vidste hun hvad det betød at dø, eller hun forstod konceptet bag det, og hun ville ikke forlade verden! Hun ville bare have ro!
" Kahazar, Thülûs! Saharaniz Majiro! Máfdet Shinjo'ken! " Hun vidste ikke hvad det betød, hun vidste ikke hvorfor hun skreg det, eller hvad der skete bagefter, hendes krop blev nærmest tappet for energi, og altign rundt om hende blev endnu mere sløret, stemmerne omkrign hende blev forvrængede i dødsangst og smertehyl. Hun hørte fødder der styrtede væk, de prøvede vel at undslippe, men ksyggerne greb dem i sidste ende. Endelig, der blev stille, så stille, så fantastisk stille. Hun ahvde ikke ondt, alting var så fjernt, så stille.. Det var her hun mistede bevidstheden. Spredtd rundt i lokalet lå tolv lig, allesammen i ens tøj. Nogle lignede de simpelthen var fladet om, bare døde på stedet, andre var horribelt blevet flået og brutalt dræbt. En enkel manglede over halvedel af sin krop, selvom asken spredt omkring ham røbede hans skæbne, brændt halvvejs op på stedet, en anden var delt i to på midten, spredt du i hver sin side af rummet, andre var radbrækkede og forvrængede, og der, midt i det hele, kå en pige, sølle og udsultet, iført intet andet end strimler af stof, og det eneste der røbede at hun ikke var endnu et lig var hendes brystkasse, der langsomt og blidt hævede og sænkede sig i en uregelmæssig rytme, hun lignede et torteret barn, et barn der havde set ondskab et barn aldrig skulle have været vidne til.

[Deleted]

Den lange tur til Peula skulle jo trods alt også føres tilbage til Procias, og deraf måtte Elias igennem Dvasias for at komme så langt. Tilladelsen til genemrejsen havde han fået af Jaqia personligt, udelukkende fordi at han ikke var ude på noget som helst. Han havde blot søgt igennem for at komme til Peula så den unge konges død kunne undersøges. Procias var i stor sorg som aldrig før! Gabriels død havde ikke just vækket noget behag i nogen som helst. Nu stod landet uden en beskyttelse og med intet andet end en kronprinsesse til at lede landet og selv hun, var i så frygtelig stor sorg at man skulle tro at det var løgn. Elias var til bens. I hans ene hånd havde han sin lange vandre stav lavet i smukt og tørt egetræ og med den gamle kappe kastet omkring sig, så lignede han mere en olding på en længere vandring. Et sted var det vel også en sandhed på en eller anden måde? Tanken morede ham et sted. At han kunne begive sig frem på denne måde og uden at vække den største mistanke. Kutten var trukket helt op over hans hoved, så det var umuligt at skulle se hans ansigt. Månen måtte ramme ham direkte i ansigtet. Han valgte selv bevidst at rejse om natten, i og med at han følte sig mere sikker ved at rejse på dette tidspunkt.
Hans rejse førte ham til den store kirkegård. Normalt var han næsten ventet med at skulle møde vampyrer, da det efterhånden var kendt som et temmelig godt stamsted for dem. Et sted som så mange ellers ville undgå at skulle opsøge, men nej, Elias var bestemt af en helt anden mening, det var helt sikkert. Han gik roligt forbi rad på rad med gamle gravstene, hvoraf vejr og vind havde ødelagt dem så meget i takt med tiden, at det var umuligt at se hvem de måtte tilhøre. En skam i hans øjne. De døde skulle æres og bestemt ikke glemmes! Han stoppede pludseligt op, idet at han gik forbi et af de gamle mausoleum. Han kneb øjnene let sammen. Bare.. en fornemmelse af magisk nærhed som måtte ramme ham. Hvad lavede en magikydig herude? Han vendte blikket roligt ned mod hans hånd. En let mumlen af ord måtte forlade hans læber. Ordene i sig selv, var næsten utydelige. Hvis der var noget som han slet ikke var meget for at møde, så var det en warlock. En vampyr ville være en smal sag, men en mørk magikyndig, så snakket man om helt andre ting, det var i den grad også helt sikkert! En let kugle af rent og skinnende lys meldte sig tydeligt i hans håndflade. Hans venlige og varme ansigt blev oplyst under kutten som stadig ikke havde forladt hans hoved og ansigt. De mørke øjne, som dog måtte skinne med det klare alvor og dog den varme venlighed som Procias ellers var kendt for efterhånden. Han bevægede sig forsigtigt mod det smukke mausoleum og bevægede sig roligt ned af trappen med de rolige skridt. Han var klar over at det kunne være ubehagelige overraskelser som kunne møde ham, men man tog virkelig ikke nogen chancer mere! Den lille kugle lyste op vejen for ham og med den anden, hvor han var klar og parat til at gøre modstand, hvis det skulle vise sig at blive brændende nødvendigt. "Giv dig til kende.." Hans stemme var rolig, dog meget stilfærdig. Han mente de ord. Han bevægede sig roligt ned i lokalet, hvor det eneste som han kunne se, var en ung kvinde ligge der på gulvet. De mange lig tog han sig nu ikke af. Det interesserede ham nu ikke. Udstrålingen af magi.. Den kom fra hende. Det var hende som havde hans opmærksomhed.

[Deleted]

Sazhir vågnede langsomt op ved den ellers så lette og ualarmerende lud af fodtrin. Det var nok en af de mest uskyldige lyde hun længe havde hørt, ganske blide fodtrin, der langsomt nærmede sig, mne noget virkede bare så alarmerende ved dem, noget der fik Sazhir til at vågne fra sin ellers så behøvede dvale. Pludseligt drejede vedkommende om hjørnet, og de første der måtte nå Sazhir var en blændende bølge af lys der skar hend ei øjnene. Hun kom halvt op at sidde og skreg forskrækket og krappede sig baglæns, skræmt, ind i et hjørne, hvor hun lænet imod muren rullede sine ben op foran sig, somom hendes knæ ville beskytte hende imod denne ondskab, dette grufulde lys der brændte i hendes øjne, mere lys end hun nogensinde havde set før. Hun gav ikke noget forståeligt svar på hans spørgsmål, det var tydeligt at denne ligblege, forhutlede og underernærede pige umuligt kunne være ne trudsel, hvor meget magi der så end hang i luften omkring hend eog sivede ud af hende sladede krop. Hun klynkede stille go skjulte sit ansigt i hænderne, hun var tydeligvis skræmt fra vid og sans, huna nede ikke hva dder skete omkring hende, og hun var ude af stand til at svare på noget somhelst han sagde, hun græd bare ganske stille, de små hulk og klynk det eneste der kom fra hende når det gjaldt lyde. Hun havde små sår rundt omkring, ar og småskader og mærker, det var tydeligt at der næppe var sket meget godt for denne pige, hende hvide hun kun dækket af sølle rester af noget der måske negang ahvde været tøj, og hendes filtrede sorte hår.

[Deleted]

Elias var bestemt ikke farlig med mindre at man virkelig måtte give ham en grund til det. I hans øjne så var det virkelig en principsag. Han ønskede nemlig hellere at hjælpe folk end det som han ønskede at bekæmpe dem. Noget godt var der i alle et sted og selv i disse dvasianske væsner, hvis man bare havde hjerte og tålmodighed til at søge dybt nok. At kvinden måtte komme halvt om halvt op og med det skrig, var noget som fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Så tynd og underernæret som hun måtte se ud. Han kunne simpelthen bare ikke have den tanke og det var udelukkende på grund af en simpel ting; Hans egen datter havde været ude i det samme og det havde været så frygtelig tæt på at gå galt, at man skulle tro at det var løgn. Hvor Ebony var nu, vidste han og han vidste, at hun var tryg på det lyse slot nu hvor det endnu en gang måtte være genopbygget. Den lille ildkugle dæmpede han hurtigt i lysstyrke. Lige netop for ham, så betød lyset jo ikke noget som sådan for hans vedkommende. Han levede i det hver eneste dag, så det generede ham ikke det mindste. De mørke øjne faldt til hendes skikkelse. Hvad pokker der var sket på et sted som dette?! Og hvad lavede denne unge kvinde her? Direkte så hun ikke ud til at være nogen trussel, men man kunne da aldrig nogensinde vide, så meget havde han i den grad lært. Han vendte sig mod hende. De mange lig som lå der, lod ham bare vide en ting; Noget direkte forfærdeligt var sket hernede. De mørke øjne hvilede på hende. Han hævede den anden hånd og lod kutten falde. "De skal ikke være bange." Hans stemme var mild og rolig som dagen måtte være lang. Han vovede sig mod hende, selvom det stadig var med de rolige skridt. Han ønskede jo heller ikke at virke for frembrusende. Lyset var så svagt lige nu, at det næsten var helt væk. Hvis det var hvad hun måtte trives bedst i. Han var dog klar, bare i tilfælde hvis han skulle gøre det stærkere igen. Han trak vejret stille og dybt. Med et let kast med skulderen, så fik han viklet kappen roligt af sig og lod den roligt hvile i hans ene hånd. Han gik forsigtigt mod hende, hvor han ganske stille gik ned i knæ ikke så langt væk fra hende. Han rakte hende kappen. En mulighed for at skjule sig lidt, samtidig som det var et tegn på venlighed. "Jeg er Elias.. Hvad hedder De?" Hans forsøg på at starte en samtale op. Måske at kvinden blev mere rolig ved det?

[Deleted]

Sazhir løftede forsigtigt ansigtet fra sine hænder, blot en lille smule, for at kaste et blik i ahns retning, hun var tydeligvis bange, men at han sænkede det voldsomme lys var dog behageligt for hende, hun kunne se nu, og hun var ikke direkte i smerte, og det gjorde hende mere tryg at atmosfæren nærmede sig det hun kendte bedst. Hun så skræmt på ham, det var tydeligt at se at denne unge kvinde måtte have gennemgået de mest forfærdelige ting, for hendes tågede blik røbede kun frygt og svaghed, ikke en eneste glød af glæde, kun sorg, sorg over et liv der var så uretfærdigt at det ikke virkede somom ngoen kunne gøre hende ret og glæde. Hun krympede sig, og lod til at forsøge at søge endnu dybere ind i hjørnet da han nærmede sig, somom hun håbede at murene ville gabe op og sluge hende, hun forstod intet om hvorvidt hun skulle være bange eller ej, for hende var han frygtindgydende. Det gjorde hende dog stille og roligt mere tryg at han gik så langsomt hen imod hende, og ikke forhastede sig, som skulle han bruge hende til noget. Denne mand var så meget anderledes, alene i påklædning og attitude end de mænd hun havde set i sit liv, og da han pludseligt, inden for en armslængde, knælede ned på hendes niveau, gav hun et forskrækket gisp fra sig, men da han rakte frem imod hende måtte hun indse at han nok næppe ville slå hende eller gøre noget ondsindet, istedet rakte han sin kappe frem imod hende, eller i hendes øjne, noget der måske var en beklædningsdel af en art. Hun så bange på ham, hun hørte ham tale, men hn forstod ikke hvad han mente, ikke et ord. Hun løftede forsigtigt en arm og rakte tøvende frem og prikkede til kappen, men manden trak sig ikke væk, han blev ikke vred, og han gjorde hende ikke ondt. Hun tog forsigtigt imod kappen og lagde den derefter over sig. Den var varm, varm og behagelig, det var en underlig følelse, sådan at være varm og tilpas. Hun blinkede de sidste tårer ud af øjenkrogende og så, om end skræmt, undrende på denne fremmede mand der var så blid overfor hende.
"Sazhir" Sagde hun, rent tilfældigt, og hun vidste ikke helt hvorfor, men det var det nærmeste hun nogensinde var kommet på et navn, det var vel på en måde sådan hun introducerede sigselv.

[Deleted]

Elias var virkelig ikke ond og modbydelig, med mindre at man virkelig ikke gav ham noget andet valg end det, det var i den grad også helt sikkert. Han kunne da tydeligt se på hende, at noget forfærdeligt var sket, men lige hvad, det stod ham jo stadig så frygtelig uklart på alle måder, det var der ikke nogen tvivl om. De mørke øjne hvilede roligt på hende, også selvom de på ingen måde udstrålede den fjendtlighed som hun næsten måtte se ud som om, at hun var vant til. I hans stille sind, så var det noget som gjorde ondt. Det var virkelig også den eneste grund til at han virkelig måtte foragte Dvasias som et rige, udelukkende på grund af det hårde liv som man måtte leve her, det var i den grad også helt sikkert. Det var nu ikke fordi at han havde alverdens med tid, hvad han var stødt ind i, i Peula var noget som virkelig havde taget frygtelig meget af hans egen tid, men at give hende den tid for at finde ud af, at han ikke ønskede hende noget ondt, det var da noget som han i den grad også var i stand til at skulle give hende, det var der ingen tvivl om. Han sendte hende et stille smil da hun tog fat om kappen og kastede den om sig, blot for at præsentere sig. Sazhir - Han smagte let og roligt på navnet. Det var da et ganske så specielt navn, selv i hans øjne. Han nikkede roligt mod hende, også selvom han valgte at blive siddende på hug den lille armslængde fra hende. Hun så ud til at kunne bruge den form af varme lidt mere end det som han selv kunne. Han havde virkelig ondt af hende og følelsen var ikke direkte behagelig på nogen måde. Hvem hun var og hvad hun var, var stadig uklart, selvom han kunne fornemme på den udstråling som hun måtte bære, at det måtte være mørk. Det var en forskræmt warlock? I den grad var det ikke noget som han direkte havde forventet, det var så sandelig også helt sikkert!
Et stille smil bredte sig roligt på Elias' læber. At præsentere sig med navn, gjorde det hele så meget mere personligt end det som det havde været ellers. Han rykkede sig forsigtigt og satte sig ved væggen istedet for. Stadig med den samme afstand til hende, for han kunne tydeligt mærke, at hun bestemt ikke var meget for at få ham for tæt på. Desuden, så kunne det også være meget godt med en lille hvil på vejen inden han ville søge videre mod Procias. Han betagtede hende med et stille og roligt blik. "Det er et flot navn," begyndte han roligt og med et stille smil. Stemmen var rolig og blid og uden det mindste spor til at skulle gøre hende noget ondt i form af kyniske og hemmelighdsfulde blik eller smil. Han lod hovedet søge ganske let og stille på sned. Så bange som hun så ud, det var jo virkelig synd for hende. "Har du siddet hernede længe?" spurgte han dæmpet. Han prøvede bare at få en samtale igang.

[Deleted]

Sazhir krympede sig stille under kappen, det var nok noget af det varmeste og behageligste hun nogensinde havde prøvet at ligge med, den var så fantastisk blød og lun i forhold til stengulvet, og det at hun svagt kunne dufte en anden persons lette duft på den gjorde hende underligt tryg, men hun krympede sig stadig nervøs ved hver enkel af hans bevægelser. Hun så forvildet og forvirret på ham da han begyndte at smile, han så slet ikke så ond ud som de mange mennesker, der nu var reduceret til forvredne lig spredt rundt i rummet. Hvorfor ialverden blev hun så rolig af et smil? Det gav jo ingen mening, og hun kunne slet ikke finder rundt i det, istedet trak hun kappen længere op til hun dækkende helt op over næsen med den. Hun forstod ikke et ord af hvad ahn sagde, men hans stemme var så rolig, så blid, ikke somom han var igang med at kaste en forbandelse eller besværgelse over ehnde, hun kunne ikke definere det, eller forstå noget somhelst i det hele taget, men han virkede umådeligt anderledes fra de mænd der havde holdt hende fanget og misbrugt hende hele sit liv. Hendes grå, bange øjne søgte hans, hendes egne lignede to glasbolde fyldt med den fineste grå røg, der hvirvlede så levende, det var svært at forklare, og ingen kunne vel helt forstå hvorfor det var sket med hende øjne.
" Sa-.. zhir? " Svarede hun stille, og det var nok cirka her at det ville gå op for enhver at hun var fuldstændig spejl blank og ikke forstod et ord af hvad ahn sagde, og ikke havde styr på hvad ahn lavede, hun sad blot der og så så bange og ynkelig ud, stakkels pigebarn, som hun knugede og krammede hans kappe somom det var et dyrebart arvestykke hun ikke ville af med, hun elskede den dejlige varme følelse den gav hende.
" Elili'as..? " sagde hun fortvivlet, hun vidste jo ikke hvordan hun skulle få denne fremmede mand til at forstå hende, men hendes blik og kropssprog talte for hende, det var tydeligt at hun var et stort råb om hjælp.

[Deleted]

At nogen i det hele taget kunne gøre en så ung og stakkels pige fortræd, var virkelig ikke noget som gav nogen mening for Elias. Alt efter hendes reaktion, så bar hun denne frygt for mænd og det var slet ikke noget som glædet ham i det sotre forløb. Mænd behøvede virkelig ikke være skræmmende eller frygtindgydende og det måtte han jo trods alt så også vise hende nu hvor det måtte være ham muligt. Han blev siddende ved væggen og med blikket hvilende på hende. Hans gode hjerte nægtet ham virkelig, at skulle gå nogen vegne når hun havde det på den måde som hun havde det. Han var ikke farlig hvis man ikke selv måtte lægge op til det som det første og det var det som han ønskede at vise hende. Kunne han ikke gøre det med ord, så kunne han jo trods alt også gøre det med kroppen og det var det som han agtet at gøre lige i øjeblikket, det var i den grad også helt sikkert på denne måde. Han gav hende afstand nu hvor det også måtte være det som hun måtte bede til. Det kunne han læse så tydeligt i hendes blik, at hun slet ikke ønskede, at han skulle komme alt for tæt på.
Hans blik faldt mod hendes skikkelse. At hun gentog sit navn og så efterfulgt af hans eget, hvor hun alligevel fik udtalelsen fuldkommen forkert, var noget som kraftigt måtte undre ham og det var heller ikke noget som han kunne skjule det mindste overhovedet. Han vendte blikket mod hende og med et let sigende hævet bryn. Han bed sig ganske svagt i læben. "... Forstår du, hvad jeg siger?" spurgte han pludseligt. Bare alt i alt hendes ord, var noget som måtte fortælle ham, at hun ikke rigtigt gjorde det. Måske, at det var hans intentioner som måtte være forkerte, men man vidste vel aldrig? Han vendte sig forsigtigt med fronten mod hende. Selv var han temmelig godt opmærksom på de mange omgivelser omkring dem. Det var også mest for sin egen skyld. Blev han fanget her, så stod han virkelig til at miste hovedet og det ønskede han da bestemt heller ikke! Han lagde den ene hånd mod hans bryst og mod hans hjerte, inden han forsigtigt foldede hånden ud og vendte den mod hende. Han ønskede at hjælpe hende. Som en overrakt hånd klar til at hjælpe hende op at stå. Det krævede jo blot at hun tog imod den.

[Deleted]

Sazhir så fortvivlet på ham, hun forstod ikke helt hverken op eller ned lige nu, hvorfor ialverden havd ehan ikke slået hende, forbandet hende, eller på anden måde forgrebet sig på hende endnu? Det gav jo simpelthen ingen mening, og pasede slet ikke ind i hendes vante dagsrytme, på nogen måde. Hun ventede og ventede blot på at han ville gøre hende ondt, ligesom alle andre mænd hun nogensinde havde set ahvde gjordt.
Hun så forvildet på ham da han igen talte til hende, hans stemme var som tidlgiere blid og venlig, næsten omsorgsfuld og tilsyneladende bekymret, en masse føelser hun registrerede men ikke anede hvad hun skulle gøre ved på nogen måde. Hun sukkede fortvivlet, havde hun dog bare vidst hvad han forsøgte at sige til hende, men nej, og atter nej, hun greb ikke et eneste af hans ord, men noget ved hans stemme gjorde hende den smule mere tryg.
" Elili..? " Hun så blot forvirret på ham, kunne endnu ikke engang udtale hans navn, og det var så stråleklart at hun ikke vidste hvordan man talte eller kommunikerede som sådan på nogen måde, nej hun så blot vildledt på ham og krympede sig under den varme kappe, som var det et stort skjold der kunne holde ondskaben væk, i det mindste for nu.
Hun gispede og trak sig nervøst lidt væk igen da hun så han rakte hånden ud imod hende, men det gav ingen mening, hun blev noget så forvirret og betuttet da hun opdagede at han hverken formede en knytnæve eler ville give hende en lussing, hånden vendte helt forkert, og den måde han havde holdt sig på hjertet, somom han forsøgte at.. give hende et eller andet? Noget fra hamselv, han nærmest trak ud af sigselv? Det var forvirrende, men af mystiske grunde, måske var det varmen, angsten, sulten og tørsten der talte for hende, men af en eller anden uforklarlig grund, kunne hun næsten ikke nænne ikke at stole på ham. Hun imiterede ham i stedet. Hun lod kappen falde en smule og lod ham se hvordan hun på samme måde, forundret og nysgerrigt, placerede sin egen spinkle hånd på sit bryst, over sit hjerte, der dunkede afsted som pisket, og så forsigtigt rakte ud imod ham. Hun bed sig nervøst i læben og tøvede et par gange, fø hun ganske ganske blidt ofg forsigtigt lod sine fingerspidser stryge over hans håndflade, hun trak sig kort væk igen, nervøst for om han ville slå hende, eller somom hans hud ville bryde i brand hvert øjeblik. Så, langsomt, lagde hun forsigtigt sin hånd overnpå hans , hendes spinkle hånd forsvandt næsten helt i hans store pote, og hun sank en klump og så nervøst, men også undrende på ham. Hans hånd var varm, og blød, og alligevel ru, den føltes underlig imod hendes egen, ingen havde nogensinde rørt hende så blidt, eller ladet hende røre dem. Hun missede med øjnene og sank igen, hun lukkede nervøst sin hånd om hans og forsøgte at forstå hvad det mon var han mente og ville og ønskede med hende, for han ville jo åbenbart ikke skade hende, var hun da nået frem til nu.

[Deleted]

Elias ønskede virkelig ikke, at der skulle ske hende noget ondt. Desuden så ønskede han virkelig bare at vise hende, at han ønskede at hjælpe, selvom det virkelig var så forbandet svært når hun ikke rigtigt så ud til at forstå ham. Sprog var jo så forbandet vigtigt og derfor var det stadig en anelse svært at skulle vise det. At tage noget fra hjertet og give det til en anden, var vel også den eneste måde, som han var i stand til at skulle vise det på? Han prøvede i det mindste og så måtte han jo håbe, at hun kunne tage det og tolke det på den måde, som han jo egentlig ønskede, at det skulle fremstilles. At hun var vant til det stik modsatte end det som han måtte vise hende, var noget som han tydeligt kunne mærke og se på hende, også selvom han valgte, at blive siddende fuldkommen stille. Det brændende ønske om at skulle hjælpe hende, var noget som stod så frygtelig stærkt i ham.
At hun ikke fik hans udtalelse rigtigt, var noget som fik ham til at smile en anelse og ganske så svagt. Han pegede let på sig selv med den ellers frie hånd. "Elias," sagde han roligt igen og uden at skulle se det midnste væk fra hende. Han ønskede virkelig så brændende at hjælpe hende, det var der ikke nogen tvivl om, også selvom det virkelig ikke var det nemmeste for hans vedkommende.
At hun selv meget forsigtigt måtte lade hånden søge mod hendes bryst og så mod hans hånd, fik ham blot til at smile. Et smil var jo et klart tegn til venlighed, specielt hvis man var i stand til at skulle tyde det og det var det som han håbede, at hun nu også var, nu hvor hun ikke forstod et klap af hvad han måtte sige, det var i den grad også helt sikkert. Den korte og forsigtige berøring af hendes figre mod hans egne, var noget som fik smilet til at brede sig en anelse. Han lod hende gøre det hele i sit tempo og uden at lægge pres på hende. Han vidste jo ikke hvad hun var i stand til, men af det som han kunne se omkring sig, så var det virkelig frygtelig meget når det kom til stykket, så selv måtte han jo være forsigtig. Han var så sandelig ikke ude på at slå hende.. Slet ikke! At hun forsigtigt lod hånden glide over hans ru hånd hånd, lukke sig omkring den og undersøge den som det nu var hende lystet også selvom han kunne mærke, at det blev tungt at holde armen oppe, så tvang han sig selv til at blive siddende ganske stille. Han ønskede virkelig ikke, at hun skulle være mere bange end det som hun måtte være lige for øjeblikket, det var i den grad også helt sikkert på denne måde. Frygtelig forsigtigt lod han fingrene lukke sig omkring hendes i et ganske så blidt greb, selvom han ikke trak hende til sig eller skubbet hende fra sig. Han måtte jo selv finde ud af hvordan pokker han skulle vise hende, at han ønskede at hjælpe. "Ikke ond," sagde han stadig med den rolige stemme. Han lod tomlen glide i en rolig bevægelse under hagen. Et gammelt tegn-til-tale-tegn som han havde lært at bruge med årenes løb. Måske, at hun forstod det? Han åbnede fingrene endnu en gang lige så stille og roligt. Han tilbød hende den his hun ville tage imod den. Det blide og lette smil forblev fæstet til hans læber. Han vovede sig ganske forsigtigt tættere på hende igen og satte sig. Et lille skridt af gangen.

[Deleted]

Sazhir så på ham, med stadig større undren og forvirring, hun var i sandhed i vildrede, vhorfor i alverdne behandlede han hende sådan her? hvad var det for en helt ny følelser der begyndte at blomstre i hende? et korn ved navn tillid var begyndt at spire i hendes mellemgulv, og hun følte sig langosmt mere og mere tryg ved denne fremmede mand, den måde han gid ned på hendes niveau og så hende i øjnene, det fik hende til at føle sig mere værdig end hun nogensinde havde før, og varmen i hans hånd, den måde han forsigtigt holdt hendes hånd på, ingen smerte overhovedet var der i hans berøring og det var noget hun slet ikke var vant til. Hun kunne ikke gøre meget andet end at se forundret til imens han igen sagde hvad der måtte være hans navn, hun kiggede forvirret på ham og prikkede sigselv på brystet med sine frie hånd og fremsagde igen; " Sazhir..? " Somom hun ikke helt forstod om han nu ville præsentere sig igen eller hvad der var galt, selvfølgelig tænkte hun ikke over et eneste øjeblik at det var fordi hun sagde hans navn forkert igen og igen. Hun betragtede hans smil, nærmest med fascination, hun havde aldrig set nogen smile før, eller jo ,mne ikke sådan et msil, hun ahvde set kynkiske og forvrængede smil, mne aldrig et så blidt og .. underligt varmt smil, han smilede et smil der fik hende til at føle sig godt tilpas, på ne virkelig mystisk måde. Lidt farve trængte frem i hendes kinder ved den underlige varme følelse, og den fik hende til at vende blikket nedad, på en måde genert. Hun lagde ud af øjenkrogen mærke til disse nye, mærkværdige gestikulationer han lavede med tommelfingeren og hun greb igen i sandhed ikke meningen i det hele, istedet rakte hendes anden hånd undrende ud og lukkede sig om hans tommelfinger, somom hun troede han ville have hun også skulle holde fast i den. hendes greb var svagt, men på ne måde ivrigt,s omom hun virkeligt håbede hun gjorde noget rigtigt.

[Deleted]

Elias ville på ingen måde gøre hende noget ondt, og det var vel også efterhånden ved at gå op for hende, at det var sådan at det hang sammen. Han sendte hende et stille og roligt smil. At lade være med det, var heller ikke en tanke som kunne falde ham det mindste ind lige ifr øjeblikket, det var helt sikkert. Hvem eller hvad hun måtte være, stod ham stadig så frygtleig ukendt og det gjorde ham jo også et sted temmelig nysgerrig på hende som person, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Han rykkede stadig frygtelig forsigtigt tættere på hende og uden at slippe hende med blikket på nogen måde. Han ønskede virkelig ikke at hun skulle være bange for ham. Og nu hvor han var kommet ganske tæt på hende, så bevægede han sig selv frem med den så voldsomt store forsigtighed, for det måtte virkelig bare ikke gå galt. Han nikkede roligt til hendes ord, hvor han frygtelig varsomt og meget forsigtigt lod hånden søge mod hendes bryst. Hånden plantet han direkte mod hendes brystben, selvom hans berøring var så varsom, at den knapt nok kunne røres. "Sazhir," sagde han roligt, blot for at give hende ret. Han ønskede hende ikke urolig eller usikker omkring ham. Han ønskede tvært imod, at det skulle være det modsatte. At hun tog omkring hans tommel, var noget som morede ham. Det var nu ikke det som var meningen, men han kunne nu alligevel ikke lade være med at smile alligevel. Han vendte de helt nøddebrune øjne mod hende. At hun selv måtte blive en anelse mere sikker omkring ham, kunne han mærke og se på hende og det var bstemt også noget som gjorde ham glad i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned og vendte blikket let og stille i retningen af den vej som han var kommet og vendte så blikket tilbage spørgende mod hende, som var det en opfordring for hende til at skulle søge ud sammen med ham. Når hun ikke forstod hans sprog og hans tale, så måtte man jo trods alt gøre det på den måde som var mest alternativ. "Med ud?" spurgte han, hvor han derefter vred sin tommelfinger ganske forsigtigt ud af hendes greb, selvom det slet ikke havde været fast. Han pegede i retningen af døren og med blikket hvilende på hende. Der var virkelig ikke nogen former for pres eller noget som helst.

[Deleted]

Sazhir så stille på ham, hendes frygt var mindsket, og på trods af at hun stadig dirrede og lignede en der kunne forsøge at krympe sig indimellem stenene bag hende, så var hendes tilstand da nogenlunde stabil nu. Hun så stille på ham og tog en dyb, rystende indånding, næsten et gisp, og trak sig næsten ikke væk da han placerede en hånd ved hendes brystben, nær hendes hjerte og bryst, ikke at hun så noget somhelst forkert i det overhovede,t hun kendte slet ikke til syndige tanker af nogen art, ingen havde nogensinde lært hende om hverken identitet, individualitet, eller hendes krops forskellige funktioner. Hun lod om muligt til at rent faktisk rødme igen da hun mærke hans store varme hånd, og følelsen var behagelig, følelesen af ikke at blive slået eller misbrugt, eller på andre måder forgrebet, nej bare ahns simple, blide greb var behageligt. Hun så stille hvordan han pejede imod udgangen, hun så på ham, igen skræmt og greb blidt fat om hans hånd med begge hænder, ville han tage hende væk herfra? fra hendes sikre, om end forfærdelge hjem? Det ville hurtigt gå op for en at hun ikke alene aldrig havde lært at tale, læse eller skrive, men hun havde heller aldrig været udenfor sit fængsel her under jorden, hun havde aldrig oplevet andet end det tillukkede, snavsede, tunge og stinkende mørke, hernede hvor stanken af rådenskab, død og mås var det eneste der fyldte den fugtige, tunge, ækle luft. Hun holdt mere fast i hans hånd, men forsøgte samtidig at kæmpe sig på benene. Hun havde altid undret sig over hvad der mon var i verden udenfor, men det var ikke noget hun nogensinde havde haft adgang til, før nu. Hendes nysgerrighed var slående. Hun fik sig endeligt kæmpet op og lænte sig imod væggen, men i det hun lod kappen falde af sig og trådte ud i rummet imod døren hun aldrig havde nærmet sig før, knejsede hendes ben under hende. Hele hendes krop var svækket, både af mangel på mad og vand, motion og samtidig den kraftige magiske udladning hun havde ksabt tidligere havde tappet hende for de energier hun nu måtte have besiddet. Hun kollapsede, fladt forover så lang hun var, med et smerteligt støn da hun kolliderede med gulvet, halvt ude af bevidsthed, det var tydeligt at ville han bringe den nu knapt vågne, tydeligvis syge og tappede, pige ud herfra den indelukkede, sygelige luft og dette underjordiske fængsel, måtte han gøre det selv, hende skrop kunne ikke bære hende.

[Deleted]

At hun faldt mere til ro med ham omkring sig, kunne Elias tydeligt mærke og det gjorde ham selv den ekstra tand mere rolig selv. Direkte så følte han ikke, at han havde nogen grund til at skulle frygte hende som sådan. Lige hvad det var, som havde slået disse mænd ud og slået dem ud af livet, vidste han ikke, men det sagde sig selv at det havde været noget af en kraftig udladning af magisk energi, så hun måtte da samtidig også være temmelig udmattet? At hun tog hans signal som at gå mod døren, fik hans smil kun til at brede sig. Han var klar over, at dette slet ikke var noget som hun var vant til, for det kunne han da så tydeligt mærke på hende og det moede ham dog et sted, selvom det slet ikke var noget som skulle menes som noget hån på nogen måde! Han slap forsigtigt hendes hånd og rejste sig selv ganske forsigtigt. Bevidst så var han stadig meget rolig med de pludselige bevægelser, for han vidste jo stadig ikke hvordan hun havde det med dem, det var helt sikkert og så tog han jo stadig sine forholdsregler. At hun ikke kunne snakke, var nu noget som gjorde ondt. Hvem pokker kunne efterlade en ung kvinde i en sådan her situation? Det gav bestemt ikke nogen mening for hans vedkommende! Kappen som gled af hendes skuldre og hendes krop som kollapsede allerede ganske kort efter, var et svar nok i sig selv for ham. Den energiudladning måtte være kommet fra hende og hun ar.. svag, det var helt sikkert. Han bed sig svagt i læben. Ingen pludselige bevægelser! Det var det som han gang på gang også måtte sige til sig selv. Ganske forsigtigt gik han mod hende. Hun måtte da virkelig have det elendigt når det kom til stykket. Hvis det overhovedet var et begreb som hun var kendt med. Hånden gled igen let mod hans hjerte idet han rakte hånden mod hende. "Hjælpe.." sagde han stille og roligt som det eneste. Forsigtigt lod han hånden glide omkring hendes ryg og skulderblade og den anden som først tog omkring kappen for at kaste den omkring hende, for derefter at lade den glide omkring hendes knæhaser og hævede hende op i hans arme, som vejede hun ingenting. Han vendte blikket roligt mod hende, idet han ganske roligt gik mod døren og førte hende med sig udenfor. Den rolige og blide nattevind slog let mod deres ansigter og med den lette rislen i træernes kroner som stod smukt omkring dem. Gravsten på gravsten som måtte stå lige i nærheden og overalt omkring dem. Han vendte blikket roligt mod hende, idet han førte hende væk fra det mausoleum som tilsyneladende havde været hendes skjul alt for længe.

[Deleted]

Sazhir Sukkede stille, hun kunne dårligt bevæge sig, og hun kunne da slet ikke ahve gjrodt modstand hvis det så i det hele taget havde været det hun ønskede. Det var sikkert fordi hun var både bange, desperat og hungrede efter at komme ud og væk herfra, og samtidig fordi hun var så udmattet som hun var at hun dårligt kunne fokusere alligevel, men ihvertfald lod hun blidnt sin tillid hvile hos Elias, hun havde naturligvis heller ikke andet valg, men han havd eikke skadet eller såret hende endnu, og hun begyndte at tvivle på at det på nogen måde var ahns intention. Hun vidste intet om gode mennesker, men måske var det her hendes første møde med et. Hun lod ham hive hende op i sine arme, hun var så let og udsultet at hun næppe var nogen hård vægt at bære på. Hun rullede ne smule i hans arme da han begyndte at gå bort med hende. Hun åbnede sine øjne og så slapt op på hans ansigt, men taknemmeligheden var tydelig i hendes tågede blik. Hun lukkede derefter sine øjne i igen og skjulte sit ansigt ved ahns bryst, hun følte sig tryg og varm hos ham, specielt nu hvor luften langosmt for hver trin blev friskere, køligere, renere og tyndere.
"E.. Elias.. " hviskede hun stille, hun sukkede lavmeldt imens hun tilsyneladende begyndte at glide ind i en udmattet søvn i hans arme hvor hende skrop måtte vugge ganske blidt igen og igen for hvert skridt han tog. ingen ahvde nogensinde holdt hende tæt før, ihvertfald ikke på denne måde. Hendes spinkle, svage hånd søgte hans bryst, og lå blidt og fladt imod hans bankende hjerte, hvor den langsomt knyttede sig, hendes små fingerspidser blidt, nærmest som i et kærtegn, strøg over hans hjertemure, indtil hendes lille hånd var helt tillukket, somom hun forsøgte at tage en håndfuld af hans varme og næstekærlighed for at holde sig varm, imens hun gled helt ind i den mest rolige søvn hun nok nogensinde havde været i. Det var næsten utænkeligt at noget så ondt og forskruet som en warlock, også kunne eksistere som et så ungt, uskyldigt og hjælpeløst væsen.