Hit me with your light

[pierce]

Pierce måtte blot slippe sin muntre latter, da hun klappede ham på brystet, det var nu ikke ligefrem den stærkeste modstand hun kunne gøre, men det morede ham nu alligevel. Han smilede drillende til hendes. ”Pas nu på min fine ven, du ved slet ikke hvilke midler jeg vil bruge mod dig, og jeg kan dog forsikre dig om at det ikke er vold,” hviskede han lettere intenst i hendes øre, inden han blidt og drillende, begyndte at plante en lang række kys ned af hendes hans, så blide som en sommerfugls vinge, og blot for at pirre hende lidt mere, lod han sin tunge strejfe hendes hud i en sensuel bevægelse på vejen op igen. Han kunne aldrig nogensinde finde på at bruge vold mod hende, aldrig! Ikke engang hvis han så var forhekset! Han ville aldrig nogensinde skade hende, i så fald ville det aldrig nogensinde være hans hensigt, for han ville hende virkelig kun hendes bedste, og han ønskede mere af alt at beholde hende – for sig selv, i et rigtigt forhold, og ikke som venner. Han kunne ikke ønske mere end hende, og hvis han havde kunnet, så ville han have givet hende hele verdenen, men desværre vidste han, at de ville møde modgang, de måtte jo så blot håbe på at de ville klare sig igennem det værste.
Pierce kunne aldrig nogensinde finde på at udnytte hende, det lå simpelthen bare ikke til ham! Nok lå hun halvnøgen under ham, men det var vitterligt ikke det som han måtte have i tankerne, ikke fordi det på sin vis ikke var fristende, for hun var virkelig smuk, men han var bare ikke ude på noget, som så mange andre af hans eget køn var. Han ville ikke bare have et engangsknald, for blot at smide hende væk som et stykke skrald, nej han var virkelig ude på at have et rigtigt forhold med hende, og han havde i sinde at gå langsomt frem, eftersom de allerede var kommet så hurtigt frem til at være forelsket i hinanden allerede den første dag, hvilket også var en smule skræmmende, og han var ikke mere fristet af hende end at han kunne modstå og gå de få og langsomme skridt frem ad gangen. Han smilede blot til hendes ord. Han lod sin tunge fugte hans læber i en langsom og eftertænksom mine, inden hans hoved søgte ganske blidt på sned. Han lod sin hånd lægge sig mod hendes kind, imens han strøg den ganske blidt. ”Jeg nyder at overraske dig,” sagde han lavmælt og dog ærligt, for han ville virkelig gøre det spændende for hende, og ikke kedeligt, for han ville virkelig have det bedste forhold med hende, og et sted ville han vel gerne have at deres forhold var bedre end hendes tidligere? Var det forkert af ham? For han ønskede jo heller ikke at overgå noget, som ville irritere hende i den sidste ende, og han ville heller ikke have, at de ting som han gjorde for hende, ville virke falske, fordi han ønskede at være bedre end hendes afdøde mand. Slet ikke.
Det glædede virkelig Pierce, at hun ville sove for hans skyld, og mere kunne han ikke forlange af hende. Han vidste at hun var træt og at hun behøvede det, og han ville skam overholde sin del af aftalen og vække hende, inden han gik. Det havde han jo trods alt lovet hende, og han var skam en mand af ære, og holdt hvad han lovede! Det var der ingen tvivl om! Beskytte hende ville han, han var jo også hendes skytsengel, så det var jo også hans job, men det var ikke den eneste grund til at han ville beskytte hende, fordi han var hende skytsengel, nej, det var fordi han holdt utrolig meget af hende, han var forblindet i hende, forelsket i hende, så ikke andet end hende, og han ville hende virkelig det bedste, så han ville selvfølgelig beskytte hende mod enhver fare uden tøven! Hun havde givet ham noget at kæmpe for, og hun kunne kun blive ham en styrke, skønt hun nok også ville ende med at blive hans største svaghed, men det var jo noget der hørte med, for uanset hvad, når de ville være adskilt, så ville han nok bekymre sig utrolig meget for hende, om han ville det eller ikke, for han var jo utrolig overbeskyttende, når det kom til stykket. ”Jeg vækker dig skam,” hviskede han blidt. Hans arm hvilede omkring hende, og hans hånd måtte stryge hendes nøgne overarm og skulder i blide strejf, imens han selv lukkede sine øjne blidt i. Lidt hvile, kunne han også selv trænge til.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var slet ikke typen som gik ind for vold på nogen måde og selv brugte hun jo kun sine evner i største nødstilfælde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Så meget lysvæsen var hun dog blevet med tiden som hun havde tilbragt i Procias' skove. Selv ville hun virkelig elske at vise ham den del af hendes verden, som han også ønskede, at skulle vise hende hans og det var noget som virkelig bare glædet hende noget så voldsomt, at man skulle tro at det var løgn i den anden ende! Hun holdt virkelig forbandet meget af ham, også selvom det var alt for tidligt, at skænke ham ordene endnu, så ønskede hun da stadig, at skulle lære ham ordentlig at kende, så hun vidste helt korrekt hvad hun måtte stå med, selvom alt det som var blevet serveret for hende til nu, var noget som hun virkelig måtte elske at være ved. Det var virkelig som en mand taget ud fra hendes drømme og faldet ned fra himlen for hendes fødder og det var virkelig en så frygtelig dejlig tanke på alle tænkelige måder overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Modgang ville de møde, det var helt sikkert og vandet ville i den grad vise sig som et af de store de måtte møde mange gange og det var noget som hun virkelig måtte hade til en grænse, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om.
Her lå hun og kunne være noget af en frygtelig stor fristelse for så mange, så var det virkelig bare godt, at han ikke lagde op til noget mere. Det var hun i alle fald. Hendes udseende var noget som normalt bare ville tale som noget godt og noget positivt i hendes retning og det var noget som hun var kendt med, også selvom hun virkelig måtte hade det til tider. Også af den grund, at hun normalt så sjældent måtte vise sig overfor nogen som helst, det var der ingen tvivl om. At blive brugt og kastet væk, var slet ikke noget som hun ønskede og hun vidste, at så naiv som hun kunne være, så var det ikke altid noget som måtte tale for hendes sag og hun måtte hade det! Det var bare den lille del af hende som man måtte tage med som måtte tale mod hende - desværre. Hun kunne virke en anelse for godtroende til tider. Hun sendte ham det naturlige og varme smil. "Jeg nyder så sandelig også at blive overrasket," hviskede hun roligt og med et stille smil på læben. Ikke at det var noget som man kunne lægge det mindste skjul på overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Hun blev roligt helt tæt på ham. Det var heller ikke fordi at hun ønskede, at det skulle være anderledes på nogen måde. At mærke ham så tæt på, var virkelig det som måtte gøre hende noget så frygtelig tryg og med følelsen af at være beskyttet og nu hvor værelset jo faktisk måtte være mørkelagt, så talte det i den grad for dem. Det gjorde hende meget rolig. Hun var allerede nu sikker på, at han ville gøre det meget bedre end Lucius ville have gjort det. Arbejde havde været alt for den mand, så hun havde end ikke været i stand til at skulle nyde det helt oprigtigt, det var helt sikkert.
Malania var virkelig faldet til ro denne gang og hun blev liggende helt stille og rolig ind mod hans favn. At han lovede at vække hende, var virkelig noget som måtte glæde hende selv noget så ekstremt og det var virkelig også noget af det eneste som automatisk måtte gøre, at hun følte for at skulle kunne give efter for den ellers så voldsomt trængende søvn som hun måtte sidde inde med af følelse. Det var nødvendigt. Hun havde været oppe længe og hendes krop havde brug for det, det var helt sikkert. At søvnen havde grebet hende, var slet ikke noget som man kunne betvivle det mindste. Hvor længe som hun så måtte få lov til at sove, det var jo så op til Pierce. At føle hans arme omkring hende, at føle de strøg over hendes arme og skuldre, fik hende blot til at smile i søvnen. Det var virkelig en så frygtelig savnet følelse på alle måder. Hånden stoppede stille og roligt de strøg over hans bryst i og med, at hendes søvnen måtte blive mere og mere tung, så hun for alvor måtte give efter for den.

[pierce]

Én ting var sikkert, denne dag, hvor Pierce havde lagt så roligt i vandet og egentlig trænet sine lunger, så han blev i stand til at holde vejret under vand i længere tid, hvor hun så var dukket op ud af det blå for at redde ham, eller prøvet på det i hvert fald, hvor de så senere hen havde hygget dem, drillet hinanden, delt deres første kys, taget en svømmetur i søen for at køle dem af, for at erklære deres forelskelse, det var virkelig den bedste dag i hans liv hidtil! Han ville aldrig nogensinde glemme dette førstehåndsindtryk, og hvad vigtigere var; han ville aldrig glemme hende! Hun havde vist ham at han havde været alene, at han havde manglet den ene person i hans liv, som han havde levet med uden i så frygtelige mange år, at han ikke længere kunne huske hvor længe siden det måtte være. Han var sikker på at han ikke længere ville blive hjemsøgt i hans drømme, for Malania havde virkelig formået at lyse en ny og mere spændende vej op for ham, og han havde tænkt sig at følge den, så længe at han fik lov til at gå ved hendes side, for han havde ikke lyst til at leve uden hende. Han havde fundet hans engel, og han ville beskytte hende med sit liv, han agtede at passe på hende, og ikke gentage den samme fejl igen, for det ville han ikke kunne leve med, mistede han Malania, vidste han vitterligt ikke hvad han skulle gøre, eftersom hun var blevet hans liv nu. Hun var hans liv, hans livs lys, som holdt ham i live, uden hende havde han ikke nogen grund til at leve videre! Hun var virkelig blevet alt for ham. Det kunne godt være at han var faldet for hende så tidligt, men der måtte jo være en mening med det? Det var han i hvert fald overbevidst om! Og ingen kunne rive den overbevisning fra ham, for han var sikker på at hun var hans eneste ene, ellers ville det næsten være umuligt at falde for hende så hurtigt! Desuden var han egentlig et sted ligeglad, så længe han havde hende, og havde hende for sig selv, så var han tilfreds, og han ville uanset hvad gå langsomt frem, for dette var noget han ønskede at kæmpe for, som var værd at kæmpe for! Han ville ikke opgive det! Det kunne han ikke.
Pierce ville så sandelig overraske hende, og han ønskede også at hun overraskede ham, han ville lade hende vise ham landjorden, som han aldrig havde set den før, skønt han dog kendte den ganske godt, i hvert fald planter og urterne. Men der var også meget som han ikke kendte til folks skikke og andet, da det ikke helt foregik på samme måde som i havet. Men de havde jo alverdens tid, så de skulle nok lære hinanden og hinandens verdner fra top til tå. Det var han overbevist om! Det glædede ham at hun ville sove for hans skyld, og han ville vække hende som han havde lovet hende. Og så måtte de skilles, om de ville det eller ej, men de ville jo også se hinanden igen, og det kunne han virkelig kun se frem til! For han glædede sig allerede til deres næste møde. Han selv måtte dog også have lidt søvn, det ville også selv gavne ham, skønt han ikke havde behov for søvn, som hun måtte, han kunne faktisk nøjes med at hvile en dag i vandet, og så ville han kunne holde sig i vågen i flere dage, indtil han igen måtte have hvile, men nu hvor han alligevel have lejlighed for det, så kunne han ligeså godt selv få lidt søvn. Han mærkede tydeligt hvordan hendes strøg måtte finde en ende, hvilket blot fik ham til at smile, eftersom hun var faldet i søvn, og han vidste jo at hun havde været træt. Hans egne strøg mod hendes overarm og skulder, fortsatte dog, indtil han selv måtte gå søvnen i møde, som langsomt sneg sig ind på ham, hvilket selv fik ham til at stoppe sine kærtegn, så han måtte ligge helt tæt ind på hende.

Pierce vågnede roligt. Han var tør i halsen, hvilket fik ham til at sætte sig ganske roligt op, dog med en forsigtighed, så han ikke ville vække Malania, der måtte hvile ved hans side, og med armen omkring ham. Han så ned på hende, med det milde smil på læberne. Hun så så fredelig og sød ud når hun sov! Han så kort mod vinduet, det var ikke mørkt udenfor, men solen var heller ikke kommet frem endnu, det var den dog på vej til. Havde han ikke været så forbandet tør i halsen, så havde han betragtet hende resten af morgenen! Han strøg roligt og forsigtigt nogle lokker væk fra hendes ansigt, inden han med den samme forsigtighed fjernede hendes arm, som nu var endt i hans skød, eftersom han sad op. Han rejste sig roligt fra sengen og gik ud på det badeværelse, der måtte høre til værelset. Han tog roligt noget at drikke, og kunne tydeligt mærke at hans krop savnede saltvandet. Han tørrede sig ganske let om munden, inden han måtte gå ind i værelset igen, hvor Malania måtte ligge i den bløde seng. Han bar endnu sine jeans, fra aftenen, eftersom han egentlig ikke havde fået dem fjernet, men det gjorde skam intet, han havde sovet godt af den grund! Han gik roligt over til sengens kant, hvor han lænede sig ind over hende, hvor han skænkede hendes kind et blidt kys. ”Vågn op, min kære,” hviskede han lavmælt mod hendes øre, hvor han ganske blidt ruskede i hende, ikke vildt, men ganske mildt og blødt. Han havde jo lovet hende, at han ville vække hende, så det agtede han selvfølgelig også, han var næsten bare bange for at hun ikke ville lade ham gå igen. Tanken måtte more ham et sted, men han blev desværre nød til at forlade hende, for at søge til havet, han kunne mærke på hans krop at den trængte til saltvand og intet andet. Men han ville godt kunne holde til at han kunne nå at sige farvel til hende, og søge hen til havet.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det førstehåndsindtryk havde virkelig ikke ligefrem været det som Malania havde regnet med, men hun kunne virkelig ikke være andet end glad for at det var nedt med at ske på den måde, som det havde, det var i den grad også helt sikkert. Hun kunne ligge der som hun gjorde, give sig helt ind til en anden mand og det var ikke noget som hun havde været i stand til at skulle gøre i årevis, det var i den grad sikkert. Det var noget som lettede hende som aldrig nogensinde før, så det var ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af og specielt ikke ham. Den følelse af, at være noget ganske særligt, var noget som havde plantet det frø så dybt i hendes sind og det spirrede som aldrig nogensinde før. Hun var ikke længere den lille marionetdukke som så mange andre ellers ville have fremstillet hende og det var virkelig bare en så frygtelig dejlig følelse på alle måder. Det var alt sammen takket være ham. Det som var startet som en redningsaktion, var endt i et bekendskab, venskab og nu var de kærlige følelser jo blevet bekræftet og erklæret og nu lå de der sammen med hinanden. Hun vidste virkelig ikke hvad det ville føre med sig, men hun vidste kun hvad hun ønskede, at det skulle være, det var helt sikkert! Han var virkelig den som hun ønskede at være sammen med, og måske, at det var noget som var kommet temmelig hurtigt at skulle fortælle ham, men det var intet andet end den rene sandhed. De store ord var nok ikke sagt endnu, men det var virkelig intet som betød noget i sig selv, det var der heller ikke nogen tvivl om. De var vel sagt med kroppen på en måde? Sådan som hun kunne slappe af ved hans kærtegn og ganske rigtigt. De havde virkelig formået, at skulle lulle hende hen i den ellers så rolige og blide søvn. Det var virkelig bare en frygtelig dejlig følelse når det måtte komme til det, det var helt sikkert.
Malania kunne sove en så rolig og blid søvn som det var hende overhovedet muligt. At han ønskede, at skulle vise hende hans egen verden, så ønskede hun virkelig også at skulle vise ham den del af den verden som hun selv måtte have. En ting var jo at se den på landjorden i sig selv, men et lysvæsen havde en ganske særlig måde at leve på dybt inde i Procias' skove, og selv der var der ikke mange som kunne søge i retningen af, for det var frygtelig få som i det hele taget vidste, hvordan man kom frem til det sted. De skulle nok få mulighederne til at nyde den tid sammen, det var slet ikke noget som Malania var i stand til at skulle betvivle på nogen måde overhovdet, det var helt sikkert. Bare til nu hvor hun måtte sidde inde med det brændende ønske om at deres møde aldrig ville gå mod slutningen, selvom hun vidste, at han skulle tilbage til havet, så havde hun jo valgt at give efter for et ønske som han brændte inde med, så var det jo at se hende ligge i den sødeste søvn og det var jo så noget som hun agtet at skulle give ham, hvis det kunne bringe ham den selv samme form for ro, som hun måtte sidde med, ved at være så tæt på ham som hun måtte være for øjeblikket. Den søvn som hun var lullet ind i, var en af de tunge af slagsen, med andre ord, så havde den virkelig været så frygtelig trængende og på alle måder, at man skulle tro at det var løgn. Den var selv så tung at hun selv opgav at skulle være opmærksom på det som skete omkring dem. Han passede vel også på hende i længden? Han var jo trods alt hendes skytsengel som hun måtte være hans engel og hun lskede virkelig bare den tanke! Alt andet var virkelig helt umuligt for hendes vedkommende, det var også helt sikkert! Et stille smil passerede ganske let hendes læber i søvne. Selv der måtte han dukke op for hende og det glædet hende virkelig bare!

At Pierce måtte vågne i denne tidlige morgen, var slet ikke noget som Malania mærkede sig det mindste af. Hun havde ligget fuldkommen stille i hans favntag og i hans trykke arme. Hun vred sig blot ganske let, da han satte sig op for så at rejse sig, det var også helt sikkert. Hun trak vejret dybt og lagde sig en anelse mere til ro under den så varme dyne. Normalt var hun ikke typen som sov tungt, men denne gang var det virkelig bare nødvendigt for hende. At han måtte komme ind igen og ganske blidt kysse hendes kind, hviske hende i øret og ganske let ruske i hende, måtte stille og roligt tvinge hende ud af søvnen. Hun blinkede let med øjnene, kvalte et ganske svagt gab og strækkede sig under dynen, idet hun roligt gled om på ryggen og lagde sig ganske let til. Hun trak vejret dybt og måtte nærmest tvinge øjnene op, for de var virkelig tunge! Mest fristet til at lægge sig om på siden og sove videre, så var det slet ikke noget som hun ønskede! Slet ikke! Blikket gled stille mod hans skikkelse ved hendes side, hvor hun blot sendte ham et stille smil. Hun måtte se positivt på det. "Er det ved at være tid?" spurgte hun meget dæmpet. Hun lod den ene hånd stille gnide sig i øjnene, idet hun stille måtte tvinge sig op at sidde i sengen. Dynen gled ned i hendes skød, selvom det slet ikke var noget som hun tænkte det mindste over lige netop nu. At han skulle afsted, var noget som faktisk gjorde ondt som aldrig før. Det var værre end det som hun virkelig havde troet at det skulle gøre. Blikket gled mod ham. Hun ønskede virkelig ikke, at han skulle gå nogen steder. Hun hadet virkelig tanken omkring det!

[pierce]

Pierce havde lovet hende at han ville vække hende, så dette var bestemt heller ikke noget andet tilfælde, han var en mand af ord, og eftersom han gerne ville have hende til at sove, så ville hun have ham til at vække sig, inden han gik, et fair kompromis. Han kunne tydeligt se, at hun var træt, og at hun havde haft brug for at sove, så det var vidst kun godt at hun havde fået lidt søvn. Han smilede blot mildt til hende, da hun slog øjnene op og så på ham. Han lod sin hånd stryge hende blidt over håret, inden han lænede sig ned over hende, og skænkede hendes mund et blidt kys. Han vidste at hun ikke var meget for at skulle gå, men det blev han nød til, og han havde faktisk ikke lyst til at dø af vandmangel, faktisk en forbandelse, han kunne hverken leve uden vand, men heller ikke uden ilt – frustrerende! Dog var han nød til snart at søge til havet, hvis han ikke ville ligne en indtørret fisk for til sidst at dø. Han hadede dog tanken om at han skulle forlade hende, for han ville gerne tilbringe mere tid med hende, selvom det havde de jo masser af tid til andre dage, så han måtte kun se frem til de dage, hvor de endnu engang var sammen. Han gjorde ikke noget ved, at hun satte sig op, udover at smile mildt til hende. Han lænede sig ind mod hende og kyssede hende dybt på munden. ”Mmm…” mumlede han, inden han trak hovedet tilbage og smilede varmt til hende, ”det er det.” Han var ikke engang selv meget for at skulle skilles med hende, men det var jo desværre nødvendigt, så han måtte også selv se positivt på det; de ville se hinanden igen, for dette var så absolut ikke deres sidste møde! Det nægtede han i hvert fald! Han ville se hende igen, og han ville glæde sig ufattelig meget til det! Han smilede mildt til hende, imens han strøg hende over kinden. ”Vi ses jo igen,” sagde han opmuntrende, inden han igen måtte skænke hendes læber et kys. Han ville virkelig savne den smag! Mere end hun kunne drømme om! Og at smage dem nu, fik ham bare mere lyst til at blive hos hende, skønt det ikke var en mulighed, for, hvis han ikke ville dø, så måtte han søge til havet. ”Vi kan også aftale et sted vi kan mødes? Hvornår, hvad sted osv.?” Det var vel det letteste? Så kunne de jo selv bestemme, hvor lang tid der ville gå, inden de ville møde hinanden igen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var slet ikke meget for at lade Pierce gå. Hun hadet virkelig tanken, også selvom hun vidste, at det i den grad var til det bedre, frem for det helt andet, det var der heller ikke nogen tvivl om. De mørke øjne hvilede træt på ham. Det havde virkelig været trængende med den søvn, det var slet ikke noget som man skulle tage et mindste fejl af. Den lange tur ude ved søen havde virkelig tappet hende for kræfter og energi, så var det bare dejligt, at man kunne lade en smule op igen. Et svagt smil krusede over hendes læber. Hun ønskede jo heller ikke, at han skulle have det dårligt. At det jo så måtte frustrere ham, så frustrerede det så sandelig også hende, at han ikke kunne blive ved hende! Allerede nu måtte hun virkelig se noget så frygtelig frem til, at de havde hinanden igen. Hun manglede ham allerede, selvom han stod der og var så frygtelig tæt på hende. Hun blinkede let med øjnene og gengældte med den selv største glæde hans første kys. "Hvor længe har jeg sovet?" spurgte hun stille. Hvis det havde været flere timer, ville hun virkelig blive træt af det! Hun bed sig ganske svagt i læben og lod hænderne falde stille ned i hendes skød. Hun var i den grad obs på, at dette under ingen omstændigheder skulle være deres sidste møde! Det nægtet hun virkelig! Hun nikkede roligt. "Tro mig, det er den tanke jeg klamre mig til." Med andre ord, så måtte det da være tydeligt, at hun under ingen omstændigheder ønskede, at han skulle gå? Et sted bange for at der ville gå lang tid til de ville se hinanden igen, og den tanke var virkelig.. frygtelig! Intet andet end direkte frygtelig! Hun hævede stille den ene hånd og lod den stile og varsomt stryge roligt over hans kind og stille om i hans nakke, idet han kysset hende igen. Hun måtte da virkelig elske den salte smag af hans læber. Det var noget af det bedste som hun havde oplevet igennem så frygtelig lang tid, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Blikket gled stille mod ham. At de ses igen, var virkelig den tanke som hun så desperat måtte holde fast i, for bare tanken om at skulle undvære ham, var virkelig helt og særdeles forfærdelig! Hun trak vejret stille og dybt. For hendes del, så kunne de da mødes så hurtigt som det var dem overhovedet muligt! Hun ønskede simpelthen ikke at skulle undvære ham længere end det som måtte være højst nødvendigt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Hvor lang tid har du brug for at være i havet?" spurgte hun stille. Om ikke andet, så kunne de jo tage det hele derfra og så finde ud af det hele. Hun lod panden stille møde hans. Allerede med den utrolige betydning for hende. Det var næsten helt uhyggeligt. "Jeg ønsker ikke at undvære dig længere end højst nødvenidgt," tilføjede hun ganske stille.

[pierce]

Pierce vidste godt at hun hadede at de skulle skilles, og på grund af det, så havde hun ikke villet sove i går aftes, men han var alligevel glad for at han fik hende overtalt til det, for han kunne tydeligt se på hende at hun var ganske træt, hvilket et sted faktisk morede ham, for han havde jo sagt til hende, at hun havde brug for søvn, og hvad havde hun sagt? At hun kunne sove når hun blev gammel. Tanken morede ham, og den gjorde ham også dejlig varm indeni, for han vidste at hun ikke ville sove, fordi hun ville tilbringe tiden med ham, og det glædede ham da, og det var også gengældt. Uden tvivl! Det glædede ham blot, at hun gengældte kysset selvom det faktisk ikke hjalp spor, for han blev bare mere længselsfuld efter hende, og det havde han et sted ikke lyst til, for så blev det svære at sige farvel til hende. Han trak ganske svagt på skuldrene til hendes spørgsmål. ”Det ved jeg ikke rigtigt. Solen er på vej op,” svarede han roligt, så… så længe måtte de heller ikke have sovet, men han kunne ikke sove mere, når han havde brug for vand, og det kunne han tydeligt mærke, så han var nød til snart at forlade hende, uanset hvor meget han ville det eller ej, men det var bare et faktum, og han måtte ærligt indrømme, at han ikke havde lyst til at begå nogen chancer. ”Men jeg vil skyde på, at vi har sovet i nogle timer,” tilføjede han lettere tænkende. Det gav i hvert fald mening. Hans hoved søgte ganske blidt på sned, imens han betragtede hende med et opmuntrende smil. Han strøg hende blidt over håret, inden han skænkede hendes pande et blidt kys. ”Det ved jeg, men jeg lover dig, Malania, der vil ikke gå lang tid før vi ser hinanden igen,” lovede han hende og smilede igen opmuntrende til hende, da han trak hovedet tilbage for at se ind i hendes mørke øjne med hans egne turkisblå. Han nød hendes hånd mod hans kind, som forsatte om i hans nakke, da han kyssede hende, og han elskede simpelthen hendes fløjlsbløde læber! Og det var forfærdeligt! Han længtes blot mere efter hende, og det var dårligt, for gav ham lyst til at blive og slet ikke tage tilbage til havet. Han havde så lyst til at blive hos hende, holde om hende, drille hende, snakke med hende, alt hvad de havde lavet i går. Han savnede hende allerede! Han lod blot sin pande møde hende, imens han så hende i blikket. Han trak lidt på skuldrene. ”Jeg skal have lavet nogle pligter,” svarede han roligt, og det var jo sandt, som havengel skulle han styre havet, han var havets myndighed, så han måtte sørge for at alt var som det skulle være. Han kløede sig tænkende i nakken, og sukkede eftertænksomt. ”Hvad med at vi mødes på stranden i Manjarno i overmorgen?” spurgte han roligt, så gik der kun en hel dag uden at de så hinanden, og dagen efter ville han så vise hende sin verden under havet. Det var nok det tidligste de kunne ses, medmindre hun også havde noget som hun skulle lave.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At det allerede måtte være nu, var bestemt ikke en tanke som Malania brød sig synderlig meget om. Det var vel heller ikke noget som man kunne betvivle på noget tidspunkt? At sidde her sammen med ham, havde virkelig været noget af det bedste som hun havde gjort igennem hele hendes liv. Hun var slet ikke i tvivl omkring hendes følelser for ham, det var så sandelig også helt sikkert. De mørke øjne hvilede på ham. Havde de allerede sovet så længe? Hun var jo stadig voldsomt træt også selvom hun stadig var for stædig til at vise det. At hun jo så var gået ud som et lys da de havde lagt sig, var så noget som hun valgte, at skulle se helt og holdent væk fra, og det var noget som hun gjorde fuldt ud bevidst og på alle tænkelige måder overhovedet. "E-er solen allerede på vej op?" Hun vendte blikket stille og for et ganske kort øjeblik i retningen af vinduet og vendte det så tilbage mod ham bagefter. Hun var virkelig ikke meget for at skulle lade ham gå, det var helt sikkert. Hun ønskede at han skulle blive her sammen med hende, men hun ønskede jo heller ikke, at der skulle ske ham noget, så deraf den grund, så ønskede hun jo, at han skulle tage afsted. Det var da virkelig et dilemma! Hun bed sig svagt i den bløde underlæbe. Allerede nu måtte hun jo savne smagen af hans, hun manglede ham allerede, selvom han måtte sidde der så frygtelig tæt på hende, så var det virkelig ikke tæt på nok. Hun nikkede blot stille og roligt til hans ord og med det svage og skæve smil på læben. Det var nærmere fremtvunget end det var noget som helst andet. For hun havde virkelig elsket at tilbringe den tid sammen med ham, det var også helt sikkert. Kysset mod hendes pande, fik hende ganske let til at lukke øjnene. Hun nød jo virkelig af det, det var der så sandelig ikke nogen tvivl om. Hun vendte blikket stille op mod ham. "Du kan love mig det?" spurgte hun stille. Det var da nok til at få hende til at smile mere naturligt, for hun ønskede det virkelig ikke, også selvom det virkelig.. desværre var blevet en nødvendighed i den anden ende. Han var afhængig af vandet og havet. Nok en del af ham som hun aldrig ville kunne tage den fuldendte del af og det var noget som virkelig måtte frustrere hende, for hun ville virkelig elske, at skulle se hans del af verden som hun selv ønskede at vise ham den del af hendes som stadig måtte ligge ham fuldkommen ukendt. At han havde pigter at orde, accepterede hun selvfølgelig, det var da en selvfølge! De mørke øjne gled stille til hans skikkelse. I det indre var hun jo selvfølgelig ikke tilfreds, men hun vidste jo, at han som den del af havet som han måtte være, selvfølgelig havde sit at skulle ordne. "Jeg forstår," sagde hun relativt dæmpet. Blikket gled ganske kort ned mod hendes hænder med den lette utilfredse mine. Hun så stille på ham. I overmorgen? En hel dag uden ham? Det kunne hun vel godt overleve i længden, ikke? Hun nikkede med et stille smil. Hånden strøg igen mod hans kind. "I overmorgen ved stranden.. Der vil jeg være," sagde hun med et stille smil. Hun ønskede jo heller ikke, at han skulle have det dårligt med at gå fra hende. Ikke når det var så nødvendigt som det måtte være lige netop nu.

[pierce]

Hun var faktisk faldet ganske hurtigt i seng i går aftes, hvilket også måtte have betydet at hun havde været træt, men det var der heller ikke noget at sige til, for hun havde jo været ude i søen, og de havde først gået op, da solen havde været på vej ned og ikke var der til at varme hende, så det var slet ikke noget at sige til at hun havde været træt, da de så var kommet ind til kroen, hvor de nu befandt sig. Men derfor havde det stadig glædet Pierce at hun havde villet sove for hans skyld, for det varmede ham faktisk om hjertet at hun havde gjort det for ham, selvom hun havde været meget imod det. Men hun havde jo også trængt til det, så det var der jo ikke noget at sige til. Han skævede kort mod vinduet, da hun spurgte om solen var på vej op, og det var den, hvilket man også godt kunne se i værelset, for det var blevet lysere. Han vendte roligt sine turkisblå øjne mod hende igen. Han nikkede roligt. ”Det er den.” Det morede ham at hun ikke ville have ham til at gå. Han nussede hende roligt i håret, som havde hun været en lille pige, idet han rejste sig fra sengekanten og smilede skævt smil hende. Han gik roligt hen og greb omkring hendes kjole, inden han gik hen til hende igen og rakte hende den. Et tegn på, at han faktisk snart ville gå. Han vidste så ikke om hun ville blive liggende, eller hvad hun ville, men han måtte snart af sted, desværre. Han lod let sin tunge fugte hans læber, imens hans hoved søgte blidt på sned. Det morede ham og dog varmede det ham, at hun ikke ville have ham til at gå, og hun så næsten helt fortvivlet ud, det var næsten helt synd for hende, og selvom han så gerne ville blive hos hende, så var han desværre nød til at forlade hende snart, for han kunne tydeligt mærke at hans hud føltes tør. De havblå vinger var lagt ind til hans krop, hvilket de havde været hele natten, så de ville også have godt af at komme ned i det saltede hav igen, så han kunne bevæge sig lidt. Han nikkede roligt til hendes ord, imens han gik hen til sengen, hvor han knælede for hende. Han greb blidt om hendes hænder og kyssede dem blidt. ”Det lover jeg,” sagde han med den dybeste ærlighed, hun ville ikke komme til at savne ham alt for længe, for han ville jo også gerne se hende, snarest muligt! Han løftede roligt sin ene hånd, som strøg hende over håret, inden den fortsatte ned mod hendes kind, imens hans turkisblå øjne hvilede mildt i hendes mørke. ”Godt.” Det glædede ham at hun tog det så pænt som hun gjorde, skønt han også godt forstod hende, for han havde jo i princippet heller ikke lyst til at forlade hende, men det blev han bare nød til. Han smilede glædeligt til hende. ”Det glæder jeg mig til,” svarede han oprigtigt, inden han trykkede sine læber mod hendes i et varmt kys, som han måtte holde i et stykke tid, inden han atter rejste sig. Han greb om sit havblå sværd, og satte det på plads i hans side. Han tog omkring sin hvide bluse, som han trak overhovedet. ”Så må jeg hellere smutte, inden jeg tørrer helt ud,” svarede han muntert. ”Jeg glæder mig til at se dig igen, min engel.” Han lavede let et fingerkys til hende, inden han roligt åbnede døren, for blot at lukke den bag sig igen.

//Out