Hit me with your light

[pierce]

Pierce havde aldrig regnet med at dagen ville ende med, at han var faldet for det smukkeste væsen af alle, men han kunne ikke styre kontrollen over hans hjerte, det havde været umuligt for ham, og han havde heller ikke haft lyst til at stoppe sine følelser. Han kunne komme med flere grunde til at han var faldet for dette smukke lysvæsen. Hendes blikke gjorde hans knæ helt bløde, hendes smil gav ham sommerfugle i maven, hendes kys satte en sitren i gang i hele hans krop og alt i alt fik hun hans hjerte til at slå hurtigere end ti vilde heste, som løb for fulde hammer. Han havde ikke været i stand til at stoppe det, skønt han dog havde holdt en smule igennem, for han havde jo tænkt på sin forrige kæreste, Jelicka, men hun var ikke længere i hans hoved, han tænkte på en ny person. Ikke at han endnu holdt af Jelicka, men hun ville ikke have ønsket for ham, at han holdt sig tilbage på grund af hende, og stoppede sit liv, hun ville have ønsket ham lykkelig, og han følte en form for lykke i øjeblikket. Uanset hvad, så var det mange år siden at han havde mistet Jelicka, at han ikke længere selv havde styr på tallene, det kunne have været tusinder år, hvilket ikke undrede ham, hvis det var nået op på det. Men det var i øjeblikket irrelevant, sagen var at han var kommet videre, havde skrevet et gammelt kapitel færdigt, for at kunne starte på et nyt. Og det ville forhåbentligt ende langt lykkeligere!
Pierce havde flydt helt stille og rolig på søens overflade, trænet sine lunger, så han kunne holde vejret langt længere, når han befandt sig under vandet. Og pludselig var en engel dumpet ned ved siden af ham, som havde forsøgt at redde ham, eller blot set om han var i live. En sand engel, ved navn Malania. Og nu var hun blevet hans engel, men det havde hun garanteret været hele tiden, uden han egentlig havde lagt mærke til det? Uanset, så var hun hans engel nu, og tanken glædede ham mere end noget andet. Han ville sige at det hele var endt godt, skønt han ikke havde regnet med, at han ville falde pladask for hende, men det var sket, og det havde han faktisk ikke noget imod. Han nød tanken om, at hun også sad inde med de samme følelser, at hun gengældte hans forelskelse. Og hvem vidste? Det kunne måske gå et skridt videre? Han ville dog ikke tvinge hende til noget, og hun skulle være lige så indforstået med det, som han selv var. Desuden ville han heller ikke være frembrusende, så det var måske bedst at vente? Det var trods alt første dag han havde mødt hende, så det var faktisk et sted underligt at han var faldet så hurtigt for hende, så alligevel var det klart at han havde faldet for hende, for hun var virkelig fantastisk! Og han ville være hende evigt taknemmelig, for alt hun havde gjort ham! Efter turen i søen, var det vidst kun på sin plads at de søgte til en kro, eller blot et sted hvor hun kunne få den fulde varme tilbage i sin krop, for uanset hvor meget han havde nydt at sidde med hende ved søen, så tænkte han også på hendes helbred, og han ville ikke være skyld i en influenza eller det som var værre!
Pierce landede roligt ved kroen i Manjarno, hvor han også roligt satte hende ned igen. Han havde båret hende helt fra søen af, men han klagede skam ikke, for hun var let som en fjer. Han greb blidt om hendes hånd, imens han skænkede hendes kind et mildt kys. ”Skal vi?” spurgte han let, inden han åbnede døren ind til kroen, dog uden at han slap hendes hånd. Folk stirrede let på ham, men han bar jo heller ikke nogen bluse, for den havde hun jo på, dog gjorde det ham intet, for så kunne hans havblå vinger få lidt luft. Han gik roligt op til baren, hvor han bestilte et værelse, betalte og fik nøglen. Han trak hende let med ud i baglokalerne, det kunne nok se forkert ud, men han havde egentlig ikke nogen intentioner med hende, udover at give hende varmen tilbage i kroppen, for det var betydeligt varmere inde i kroen end det havde været udenfor! Han så roligt på numrene over de mange døre, og stoppede roligt da de kom til deres værelse. Da han havde låst døren op, stoppede han roligt op i sine bevægelser og så på hende i en eftertænksom mine. ”Vil du sove selv? For så booker jeg bare et andet værelse til mig!” spurgte han hurtigt, for han ville ikke presse sig på! Slet ikke. De kunne jo sagtens sove i hvert deres værelse!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Dagen havde virkelig gået frem som det slet ikke var ventet for Malanias vedkommende. Hun havde virkelig mødt den mest fantastiske mand som hun nogensinde havde mødt! Det var virkelig helt og særdeles umuligt for hende, at skulle holde op med at tænke over ham og nu hvor hun måtte hvile i hans faste greb ind mod favnen, idet som de måtte søge over den store himmel. Det var virkelig.. himmelsk. Romantisk et sted? Bare tanken om alle de følelser som Pierce havde sat i hende, den plads som han havde taget i hendes hjerte og sådan som han havde taget hende med storm, det var virkelig helt utroligt! Hvordan kunne man gøre noget andet end at elske det? Det var virkelig bare en helt utrolig tanke! Vinden rev i hendes hår og nu for alvor kunne hun virke hvor koldt her egentlig måtte være. Ikke at det var noget som gjorde hende det mindste, ikke når hun var sammen med ham. Hendes hjerte måtte stadig hamre som en sindssyg mod hendes bryst. I det indre så var det virkelig en varme som havde hun været en vulkan lige før det store udbrud og det var alt samme på grund af ham! Lucius tænkte hun ikke længere på. Pierce havde virkelig været det som skulle til, før hun kunne skrive det gamle kapitel færdig for alvor og det glædet hende noget så frygteligt!
Malania ville virkelig elske at kunne være en del af vandet sammen med ham, at lade ham vise hende den verden som han var en del af dybt under havets overflade. Det gjorde hende nysgerrig og specielt nu hvor hun havde fundet ham. Hun ønskede virkelig ikke at skulle give slip på ham igen, det var i den grad helt sikkert. Hun vendte blikket stille ned mod den jord som fandtes under dem. Det var først nu at hun for alvor måtte mærke sig af, at der faktisk var et godt stykke ned! Hun havde jo trods alt ligget og set ham i ansigtet mere eller mindre hele turen over og hun elskede virkelig det som hun nu måtte se, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han var hendes skytsengel og det var en tanke som direkte måtte varme hende. Det eneste som egentlig måtte gå hende på, var at hun ikke havde mødt ham allerede for mange år siden! Hun tog stille fat i hans bluse og pakket sig en anelse mere ind i den. Det var faktisk temmelig koldt heroppe! Hun betvivlede ikke det mindste, at hun var forelsket. Hun kunne slet ikke være det mindste i tvivl om det! Det eneste som overraskede hende, var at det var kommet så hurtigt, men når man sad overfor en mand som ham, så kunne man heller ikke lade det komme bag på en? For han havde virkelig været utrolig fantastisk! Hun ønskede selv ikke at lade det hele komme absolut alt for hurtigt, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det var vel bedst i sig selv, at tage et skridt af gangen og så se hvor de ville ende henne? Bare tanken om det fik hende til at smile for hun vidste allerede hvor hun ville stå sammen med ham. Uanset hvor hurtigt det så end måtte være, at sætte sig med de tanker.
Ganske så elegant gled hun ud af hans arme og lod ham tage hendes hånd. Hun var en anelse mere kold nu, selvom hun nægtet at skulle tage sig af det. Det var virkelig ikke vigtigt! De mørke øjne vendte hun stille mod ham og selv med det brede smil på læberne. Alt andet var virkelig umuligt med ham i nærheden, det var i den grad også helt sikkert! "Lad os," sagde hun roligt. Hun lod den ene hånd lukke sig omkring blusen. Han havde virkelig ikke nogen grund til at skulle skjule den overkrop for det så virkelig rigtig godt ud! Det var slet ikke noget tvivl om det. Hun gik roligt ind på kroen sammen med ham. Blikket gled over dem som måtte sidde nede i den lille krostue. At det så forkert ud, var hun klar over, selvom det virkelig var noget som raget hende en høstblomst. Hun ville virkelig bare tilbringe tiden sammen med ham. Hun lod ham betale, selvom hun nu selv gerne ville lægge lidt. Det var vel bare retfærdigt? Hun stoppede sammen med ham foran døren ind til værelset. Hun vendte blikket tydeligt overrasket mod ham. Hun ville jo ikke sove selv! Hun smilede let og gav hans hånd et let klem. Hovedet søgte let på sned. "Jeg bryder mig ikke om mørket.. eller at sove alene." Sagt i sandhed, selvom det i den grad også kunne være en undskyldning og det vidste hun. Mørket var en fjende af hendes slags, selvom det ikke gjorde noget ved hende på den samme måde, som det jo ellers ville have gjort det. "Det vil.. ære mig.. Hvis du ville sove sammen med mig, Pierce," sagde hun roligt, blot for at understrege, at det faktisk var alvor og ikke en mulighed for hende til at lokke ham med til noget som helst! For det ville hun bestemt ikke!

[pierce]

Tanken om at sove sammen med hende, i samme seng, var både en tiltalende og skræmmende tanke! For det skulle heller ikke virke for … frembrusende det hele, og Pierce ville ikke give hende det forkerte indtryk! Slet ikke. Han var ikke ude på noget, som så mange andre mænd måtte være, de ville nok prise sig lykkelige over at få en så fornem fangst som Malania, skønt Pierce ikke så hende som en fangst, han så hende som den person hun var, eller det gik han da ud fra, for han vidste jo faktisk ikke så frygtelig meget om hende igen, så det var måske lidt hurtigt at forelske sig? Det var ligegyldigt, han kunne ikke stoppe sit hjerte fra at falde for hende, og i hans øjne, så var det en god fangst! For hun var virkelig alt det som han måtte ønske – og hun kunne jo endda overraske ham efterhånden, eftersom han ikke kendte alt til hende, og det kunne også gå den anden vej. Han ville overraske hende! Ja, han ville gøre noget helt overraskende til deres næste møde, for der ville komme et nyt møde, dette var ikke det sidste hun havde set til Pierce Alejandro Peceriaz! Han ville nemlig så gerne se hende igen, det vidste han allerede nu! Men i øjeblikket ville han nyde hvert et lille sekund med hende, ligge under den varme dyne, i den trygge seng, med hende ind til sig, kærtegne hende, kysse hende og se hende i øjnene, imens han gav hende sine mange komplimenter og se hende rødme gang på gang. Det var lige hvad han havde lyst til; være sammen med hende. Kunne det lyde bedre? Egentlig ikke. Man mænd ville nok ønske mere end det, men den type hørte Pierce ikke under, hvilket han da håbede på hun vidste, men så igen, han vidste jo et sted heller ikke hvilken type hun var, nu hvor han tænkte over hende. Han rystede let tankerne ud af hovedet, han vidste bare én ting, hun var hans type! Han betragtede hende ganske let. Han kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet til hendes ord. Hun var bange for mørke? Han ville gerne have troet på hende, hvis ikke hun havde været en del af mørket, og hvis hun ikke havde sagt at hun ikke turde sove alene, hvilket fik ham til at se drilsk på hende. ”Ikke? Jamen, så må din skytsengel jo beskytte dig og holde om dig hele natten!” sagde han stilfærdigt, som om andet ikke kunne komme på tale. Han trak hende roligt ind til sig, og prikkede hende kort i siden, der hvor hun var mest kilden; ved ribbenene. ”Din lille snydepels!” tilføjede han drillende, og skulede lettere drilsk til hende. Hendes andre ord fik det dog til at summe i hele hans krop af behag og varme! Han måtte igen trække på smilebåndet, men denne gang spillede et kærligt smil over hans læber. ”Jamen så … vil jeg sove hos dig, Mal,” sagde han roligt og smilede mildt til hende. Han lod let sin hånd stryge ned langs hendes side, inden han åbnede døren ind til deres værelse.
Det var ikke tit at Pierce søgte til kroer, han holdt af naturen, og han kunne jo ikke fryse på samme måde som hende, men, hun krævede varme, og han var villig til at give hende husly, desuden ville han gerne tilbringe mere tid med hende, om så natten skulle komme med. Så længe han var sammen med hende. Han holdt hende endnu i hånden, da han trak hende med ind på værelset. Det så ikke ud til meget, men det var jo heller ikke fordi de skulle bo der. Der var en stor dobbeltseng, et natbord med et stearinlys, og så et ekstra rum. Pierce ville skyde på at det var badeværelset. ”Hjem kære hjem,” mumlede han roligt, inden han smilede skævt til hende, ”næsten da. Men det er bedre end ingen ting.” Han slap roligt hende hånd, for at søge over til det lille natbord, hvor han tændte stearinlyset, så det gav lidt mere lys i rummet, inden han så på hende igen. Han var faktisk ikke helt sikker på hvad han skulle gøre nu. Det bedste var vel, hvis hun kom af med det halvvåde tøj, og fik varmen igen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania ville virkelig ikke have det mindste imod at skulle dele seng med Pierce. Hun havde allerede det indblik på ham, at han slet ikke var den type som legede med kvinderne og bare prøvede at skulle få hende under dynerne, for så havde hun i den grad ikke indviget i at skulle fortælle ham de hemmeligheder som var hende så frygtelig dybe. Nok at forelskelsen var kommet hurtigt, men alt andet var virkelig umuligt overfor en mand som Pierce! At ikke andre var kommet før hende, var hende en utrolig mærkværdig tanke og dog, så var det noget som hun var glad for, for hun nægtet virkelig at skulle miste ham til nogen som helst anden! Malania ville virkelig ikke blive set på som en fangst eller noget lignende. hun var et menneskeligt individ med egne tanker og følelser og det var virkelig bare noget som Pierce tog hensyn til og det glædet hende virkelig bare noget så frygteligt. Hendes hjerte var faldet for ham og hun ville aldrig nogensinde lukke ham ud af det, det var i de ngrad også helt sikkert! Hun vendte sig mod ham og med det samme varme smil. Ikke at det var noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun var bare helt opsat på en ting; Dette ville blive et møde af mange! Hun ville aldrig nogensinde komme til at give slip på ham! Hun ville aldrig nogensinde glemme ham! Lige nu ville hun bare gerne have noget varme, det var ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af, men det skulle virkelig ikke være på bekostning af ham! Hun kunne vel godt få i både pose og sæk vel? At få varmen og samtidig være sammen med ham? Hun ønskede det i den grad, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af lige netop nu.
At han ville være sammen med hende, fik blot smilet til at brede sig meget mere end det som det havde gjort før, det var der heller ikke nogen tvivl om. "Min skytsengel må jo trods alt være der til at beskytte mig," sagde hun med en munter stemme. Hun vendte sig roligt mod ham. Bare det at se væk fra hans så smukke øjne, var slet ikke noget som hun kunne. Det faldt hende så frygtelig naturligt, at skulle se ham i øjnene. "Holde om mig og sørge for at den store bussemand ikke kommer og tager mig, sagde hun med et let grin. Hun lod sig med den største glæde blive trukket ind til ham. Hun slap et let grin. "Mig? En snydepels? Nu må du da lige styre dig.." Hun slog ham let på brystet. Hun var da ikke kommet denne lange vej for at de skulle gå hvert til sit her? Det ville hun da slet ikke høre tale om! Der var hun for stædig! Hvis der var noget som skulle hindre dem i at være sammen, så skulle det være vandet og ikke noget andet, det var der ikke nogen tvivl om! Armene lod hun roligt glide omkring hans nakke, hvor hun genoptog den lette kælen for hans nakkehår og med det lette smil på læben. "Vil du da lade mig ligge der helt alene?" Hun gjorde nærmest de store hundeøjne, selvom hun tydeligt måtte kæmpe for at skulle holde masken. Hun var sig selv når hun var sammen med ham, sit naturlige legesyge jeg. Det sitrede tydeligt ved hans strøg nedover hendes side.
Malania elskede selv naturen. Selv sov hun jo hjemme i Lysningen i træets kroner, men at få en seng at sove i, i tide og utide, det var i den grad også noget som gjorde godt. Det måtte det vel også for ham? Hun lod ham føre hende ind på værelset. Sengen så allerede nu tydeligt indbydende ud, selvom.. Nej, det kunne hun da ikke. Hun ville ikke sende ham de signaler, for det var virkelig ikke hendes mening. Hun så sig stille omkring og med et let tilfredst smil. "Hjem kære hjem.." Hun smilede ved tanken og rystede let på hovedet. "Jeg er vant til træets krone.. Det her er jo det rene luksus," sagde hun med et stille smil. Hun vendte sig mod ham, da han tændte det lille stearinlys. Hun nød at se ham i lysets blege skær. Hun lukkede døren stille bag sig og vendte sig mod ham. Blusen trak hun roligt over hovedet og lagde den roligt fra sig på en stoleryg. "Det er dejligt, at du vil dele det med mig," tilføjede hun med et taknemmeligt smil.

[pierce]

Én ting var i hvert fald sikkert; Pierce kunne ikke få nok af hende! Hun var fantastisk og tiltrak ham på så mange måder, ikke blot fysisk, men også psykisk, han nød at de kunne være dem selv, uden forpligtelser, uden at tænke over hvad de andre tænke om dem, at det hele kun handlede om de to. Han ville ikke slippe hende, det var i hvert fald sikkert! Hun skulle blive hos ham, og han ville med glæde dele natten med hende. Uden tvivl! Siden han var blevet hendes skytsengel, så var det vel kun passende at han beskyttede hende, skønt der nok ikke var noget at beskytte hende imod. Men tanken om at ligge tæt med hende, gjorde ham helt varm indeni, han ville mere end noget andet holde om hende og beskytte hende mod alt ondt der kunne ramme hende. ”Det er vel kun fair,” sagde han med et roligt nik, imens det skæve smil spillede på hans læber. Han slap en kort og dog munter latter til hendes ord. Inden han opgivende rystede på hovedet. ”Dig og dine røverhistorier,” påpegede han drillende, og rakte drilsk tunge af hende, inden latteren igen måtte slippe hans rosa farvede læber. En snydepels, det var lige hvad hun var! Dog kunne han ikke lade vær med at nyde tanken om at skulle dele seng med hende, holde hende varm og beskytte hende hele natten. Det var jo mere en tiltalende! Dog ville han ikke give hende et forkert indtryk, for han var kun ude på at hygge sig med hende, på en stille og rolig måde, alt andet ville vel være at gå for hurtigt frem? Det var det i hvert fald efter hans hoved. Han smilede næsten udfordrende til hende, da hun slog ham på brystet, og han trykkede hende blot tættere ind mod sig. ”Du er en snydepels! Forfører en uskyldig mand som jeg, til dine værste løjer!” sagde han drillende, da han selv lagde armene omkring hendes liv, da hun slog armene omkring hans nakke. Igen, som altid, nød han hendes kælne fingre mod hans nakkehår. Det var så beroligende og dejligt på samme tid. Han kunne virkelig ikke få nok af hende. Han var så fristet til at skænke hende al sin kærlighed, men han måtte holde sig tilbage, for ikke at virke alt for frembrusende. ”Det kunne jeg ikke drømme om, min kære,” sagde han med et mildt blik. Han ville ikke lade hende sove alene, ikke hvis hun ønskede ham hos sin side, og det gjorde hun.
Det var ikke det værste, og nok så det ikke ud til meget, men det var jo også kun én nat de skulle sove der, så det var mere end fint for ham! Og det ville garanteret blive alle pengene værd, især når han skulle overnatte sammen med hende, så var alt meget værd. Hendes selskab var meget mere end penge værd! ”Enig,” istemte han, inden han igen vendte sin fulde opmærksomhed mod hende, da han havde tændt stearinlyset. ”Og her er varmere!” påpegede han med et tilfreds smil, så længe hun ikke frøs så var han tilfreds, han var ligeglad hvor han ville befinde sig, så længe hun havde det godt! Han betragtede hende let trække sin bluse over hendes hoved. Hun var så smuk, smuk på en hel anden måde, hvilket han egentlig først havde lagt rigtigt mærke til, her i det blege stearinlysskær. Han rystede stille på hovedet til hendes ord, som var det ingenting, og det var det jo heller ikke, ikke for ham, for han ville mere end gerne være sammen med hende, tilbringe resten af sin tid sammen med hende, inden han igen måtte søge til vandet, for det blev han jo desværre nød til på et tidspunkt, uanset hvor meget nogen af dem ville det. ”Så længe jeg er sammen med sig, så … er jeg tilfreds,” svarede han roligt, og smilede et lille skævt smil. Han gik roligt over til hende, imens han betragtede hende, og da han nåede hen til hende, lod han let sine hænder stryge over hendes nu nøgne arme. Hun var ikke nær så kold, som hun havde været, da de havde siddet ved søen. Og det glædede ham. Han smilede mildt til hende, imens hans turkisblå øjne betragtede hende med et glædeligt skær. Han lagde end ikke skjul på at han betragtede hele hendes krop, og hvorfor skulle han? Han kunne jo ikke komme udenom at hun var en sand fryd for øjet! Og det var næsten helt underligt at se hende i kjole igen, eftersom hun havde haft hans bluse på, dog måtte han indrømme, at hun så langt pænere ud i kjole end i hans bluse, der havde været alt for stor. Han smilede et skævt smil, inden han igen vendte de turkisblå øjne mod hendes mørke.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania følte sig skræmmende komplet når hun endelig måtte være sammen med ham, det var der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet. Hendes hjerte hamrede som en sindssyg når hun endelig var sammen med ham. Hun elskede det virkelig og mere end noget andet! De mørke øjne hvilede roligt i hans blik, det var jo ikke fordi at hun kunne få sig selv til at skulle se nogen andre steder, hvilket i den grad også var en fryd for hende uden lige. Hun gjorde intet forkert og hun vidste det. Hun kunne bære sig selvsikkert frem når det lige måtte komme til ham. Hun lod hånden fortsætte så stille og roligt i hans nakke. Hun kunne simpelthen ikke lade være! Hun sendte ham det varme og blide sml og selv med hovedet som måtte søge let på sned. Igen så måtte hun bide lysten i sig til at smage på hans læber endnu en gang. Hun kunne simpelthen ikke få nok af dem! Hun slap et let grin. "Røverhistorier? Hvad tror du da om mig?" spurgte hun med en klart drillende stemme. Ikke at det var noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hun skævede op mod ham, da han rakte tungen af hende. Hun fnøs med den tydelige drilske mine. "Ser jeg den tunge igen, må jeg finde citronsaften frem," påpegede hun med et klart og drilsk smil. Hun slap en let latter og skænkede så hans kind et roligt og let kys. Hun lod sig blot trykke sig tættere ind til ham. Jo tættere på at hun kunne komme, jo bedre var det i allerhøjeste grad! Hun betragtede ham med et roligt blik. "Uskyldig mand?" Hun kunne ikke holde det lette grin tilbage. Hvis der var noget som han ikke var, så var det i den grad uskyldig! "Min kære.. jeg ved du nyder det," påpegede hun roligt, idet hun atter måtte prikke ham let på næsen. Hun kunne simpelthen ikke lade være, nu hvor hun endnu en gang måtte have ham tæt på sig. Hun elskede det mere end noget andet! Hans ord varmede hende virkelig. Det var en effekt, som bare ikke ville falde fra, uanset hva hun gjorde ved det. Hovedet lagde hun tæt ind mod ham og med et let smil. Det var som støbt til hendes ansigt lige nu. Det kunne ikke falde bort! "Det er jeg glad for," hviskede hun taknemmeligt.
Malania var udmærket godt klar over, at det at bede ham om at ligge i sengen ved siden af hende, måske var meget at spørge om, men det var nu det som hun nu end måtte ønske, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Selvom hans bluse havde været stor, så havde hun virkelig også elsket, at skulle have den på, det var helt sikkert. Det at kunne dufte ham så tæt på, det gjorde hende helt blød i knæene og det var virkelig intet andet end direkte dejligt! Dog måtte hun erkende, at det var dejligt nok at skulle stå i kjolen igen, selvom det stadig var en anelse kold. Nu måtte hun bare under dynen, og så måtte hun få varmen. bare tanken om at skulle ligge ind til hans krop, var virkelig intet andet end behagelig! Hun betragtede ham stille og med et stille smil. Pierce var intet andet end en ærlig mand og det var i den grad også noget som hun kunne lide, det var helt sikkert. At han kom hende i møde og strøg hende over overarmene, efterlod intet andet end gåsehud, for det var virkelig dejligt. De mørke øjne hvilede i hans. At han var betaget af kroppen, gjorde hende intet så lang tid, at han blev på den rigtige side af grænsen. Desuden havde han jo allerede set den når man tænkte over det, selvom det nu ikke var noget som gjorde hende noget som sådan. Hun havde jo selv valgt at vise den. Han gjorde hende lykkelig på intet andet end en ubeskrivelig måde, og det var virkelig en så frygtelig elskværdig følelse! "Så længe du er her, så er jeg tilfreds," hviskede hun blidt. Hun lænede sig frem, hvor hun plantet et let og roligt kys mod hans mundvige. De mørke øjne besad nu den gnist som han havde måtte antænde og hun nød det. Nød hvert eneste lille øjeblik med ham! Før eller siden så måtte han jo tilbage til havet og hun vidste det. Hun ville bare nyde tiden med ham frem til da. En svag rødmen viste sig i hendes kinder. ".. Jeg ved ikke med dig.. Men sengen er mig en for stor fristelse at komme ned i," sagde hun roligt. Hun lagde ikke op til noget. Tvært imod! Bare det at ligge og hvile der sammen md ham. Der var virkelig ikke noget bedre i hendes øjne lige i øjeblikket.

[pierce]

Hvis Pierce skulle, så kunne han tale om hende i timevis, hvis ikke dagevis, der var så meget ved hende, som han godt nok ikke vidste noget om endnu, men han var fuldstændig sikker på, at det nok skulle komme! At han ville komme til at kende enhver lille del af hende, og han var ligeglad med hvor lang tid det ville tage, for han gik ud fra at han havde rigeligt med tid, især nu hvor de havde erklæret deres følelser til hinanden. Det ville han i hvert fald skyde på. Han havde i hvert fald i sinde at se hende igen, ingen tvivl om det! Og han gik ud fra, at hun også ville se ham igen, det var i hvert fald noget, som han i den grad håbede på! Han nød hendes nusseri i hans nakke, han nød at høre hendes latter, og han kunne simpelthen ikke få nok af hende! Og det overraskede ham faktisk at det blev nødvendigt at holde sig selv tilbage, selvom det var svært, for hendes læber var så indbydende! ”Hvad jeg tror om dig?! Uf! Du skulle bare vide, min pige, så uartig du er,” sagde han drillende, og måtte bide latteren i sig, for ikke at udbryde i grin. Det var dog svært at holde latteren tilbage, da hun sagde at hun ville komme citronsaft på hans tunge, hvis han rakte tunge af hende igen, hvilket også resulterede i et halvkvalt grin. ”Javel Madam,” lød det fra ham, som havde han været soldat på slottet, dog kunne han ikke holde latteren inde. Han nød at stå tæt på hende, selvom fristelsen også blot blev større, for hendes ansigt var så tæt på hans, og det var ulideligt! Nervepirrende at skulle være så tæt på, men at man skulle holde sig selv i kort snor, det var nok ikke fordi at hun ville afsky at han kyssede hende, men det kunne blive for meget af det gode? Uanset, så ville han bare ikke virke for frembrusende, eller ødelægge noget. Det brede smil spillede på hans læber, da hun udtalte sine ord, og han måtte rynke ganske let på næsen, da hun prikkede til den. ”Der må jeg desværre give dig ret.” Han nød det, nød at blive forført, men det var kun fordi det var af hende, for havde det været en anden, havde han nok følt afsky, han ville kun have hende, og hele pakken med. Han smilede, da hun endnu engang lagde sit hoved mod hans skulder, og han lod sin ene hånd stryge hende ganske blidt over håret. Han ville selvfølgelig ikke lade hende ligge helt alene, tanken var faktisk helt trist, men var det hvad hun ønskede, så havde han hurtigt fundet et andet værelse.
Pierce var skam ikke ude på noget, som nok resten af hans køn ville være, han var egentlig kun ude på at nyde tiden med hende, så længe han havde, for hun skulle jo også sove, og det skulle han jo også selv, for nok var han havengel, men træt kunne han også godt blive, det var så bare ikke ligeså nødvendigt, for han blev ikke træt på samme måde og ligeså hurtigt som alle andre, han havde jo desuden heller ikke brug for mad og væske, hvilket han jo kunne leve uden, så længe han egentlig havde vand og ilt, så overlevede han. Han havde godt nok ikke skjult at han havde betragtet hende fra top til tå, men det var skam ikke meningen at give hende det forkerte indtryk, stadig ikke! Hun var bare så smuk i den flotte hvide kjole, og det var nu et langt smukkere syn, end da hun havde haft hans bluse til at dække halvdelen af kjolen, men så længe hun havde det godt, og var varm, så ville han ikke klage. Han trak blot i den mundvig, som hun kyssede, da hun igen trak hovedet til sig, i hans øjne, ramte hun ikke helt plet, men det var ikke noget han ville kommentere, for han var sikker på, at chancen kom igen. ”I lige måde, Mal,” hviskede han blidt tilbage, imens hans turkisblå øjne spillede lystigt i det blege stearinlysskær. Han kunne kigge på hende hele natten! Han skævede hen til sengen, da hun nævnede den. Hun måtte da også være træt, og det ville sikkert være godt at få varmen. Han smilede drillende til hende, da han løftede hende op i sine arme, så hun havde et ben på hver side af ham. ”Jamen, så må du jo hellere lægge dig ned,” hviskede han blidt mod hendes øre, inden han bar hende hen til sengen, hvor han satte hende på sengekanten, imens han selv forblev stående. Han lod sin hånd stryge hende over håret, imens et mildt smil hvilede på hans læber. ”Du er dejlig,” sagde han lavmælt, uden at han tog blikket fra hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At Malania var blevet ham et emne som han ville kunne snakke om i timevis, vidste hun ikke, men det var i allerhøjeste grad gengældt! Det var slet ikke noget som man skulle betvivle det mindste! Han havde fået den ekstreme betydningsfulde plads ved hende og hun ville virkelig bare have den mulighed for at nyde tiden med ham så meget som det var hende overhovedet og menneskelig muligt. Ikke at det var noget som man skulle betvivle. Hun sendte ham et varmt smil. At han i sig selv måtte nyde det som hun gjorde, det var noget som kun gjorde hende noget så frygtelig glad i den anden ende. Han var virkelig en lykke for hende og det var slet ikke noget som hun ønskede at skulle give slip på, på noget tidspunkt! At vandet jo så før eller siden måtte trække dem fra hinanden, vidste hun jo trods alt. Det i sig selv var jo blot en kendsgerning som hun helst ikke ville indse endnu vel at mærke. Før eller siden ville han jo også få lov til at indse de mange andre sider af hende som var ham ukendt. Der skulle jo gemmes noget til senere også vel? Så det ikke ville blive for kedeligt allerede alt for hurtigt. At han direkte måtte kalde hende uartig, fik intet andet end det direkte englesmil til at brede sig på hendes læber. "Uartig? Jeg ved da slet ikke hvad du taler om!" sagde hun med et grin. Hun vidste udmærket godt, at hun ikke var uskyldigheden selv og det var vel også det som var det sjove ved det hele? Hun smilede let og blev ellers roligt stående i hans trygge favntag. Her var der ikke noget som kunne røre hende og hun vidste det, det var jo også det som var det bedste ved det hele. Han ville beskytte hende, som hun også ønskede at passe på ham, så godt og så meget som det var hende overhovedet muligt, det var heller ikke noget som han skulle betvivle det mindste! "Du må desværre give mig ret? Jeg kan se i dit blik, at du elsker når jeg gør det." Hun smilede let og lod hånden med et glimt i øjet roligt stryge over hans bryst og lagde sig roligt omkring hans nakke. Han var hende frygtelig speciel og af slagsen som hun slet ikke kunne drømme om at skulle give slip på igen! Aldrig nogensinde!
Malania havde allerede det indblik af Pierce, at han ikke var som alle de andre ville være og det var noget som gjorde hende noget så frygtelig glad i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville eller ikke, det var i den grad også helt sikkert. Hun sendte ham det varme smil. At komme ned og ligge, få varmen, slappe af og så noget søvn i hans favn, det ville virkelig være det bedste ved det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Bevidst havde hun jo valgt at misse på hans læber. Der var meget mere hvor det kom fra og så godt kendte han vel hende efterhånden? Selvom de kun havde kendt hinanden i mindre end et døgn, så var det virkelig ikke noget som betød noget for hende. Hendes hjerte hamrede stadig derud af, så hun var i sig selv, temmelig sikker på, at det med at sove ikke blev aktuelt for hende, for hun ville ikke kunne finde den ro som skulle til. Det hele var stadig en stor og behagelig spænding for hende, at det ikke var noget som ville lade hende sove, det var sikkert. Så længe han var der, så ville hun bestemt ikke klage, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun elskede virkelig at være sammen med ham på denne måde, det var helt sikkert. "Du er jo trods alt min skytsengel.. Du må jo passe på mig," påpegede hun med et klart drilsk smil. Hun kunne simpelthen ikke lade være! Hun gispede let forskrækket, da han blot uden videre løftede hende fra gulvet og bar hende hen til sengen. Hun slap et let grin og lod sig stille og roligt glide ned i dynerne. Sengen var mere end stor nok til de to og han skulle vel også selv have hvile når det kom til stykket? Hvordan en havengel måtte hvile, vidste un ikke, men hun gik da ud fra, at de også havde brug for det, som hun havde det? Hun betragtede ham roligt, da hun blev sat på sengekanten og selv nød hun de strøg igennem hendes hår. "Du er mest dejlig," påpegede hun roligt. Hun satte fødderne roligt ned i sengen efter at have trukket benene op til sig. Hun greb roligt omkring hans hånd og trak sig mere ind på sengen, hvor hun valgte at trække ham med sig.

[pierce]

Pierce ville og kunne ikke andet end blot at nyde tiden med hende, han ønskede ikke at de skulle blive skilt fra hinanden, for han ville så gerne se mere af hende. Se de sider, som hun endnu ikke havde vist ham. Det var vel ikke nogen synd? At han bare ville være sammen med den kvinde, som betød mere for ham end noget andet? Ikke i hans øjne. Han ønskede ikke andre end hende, uanset hvor hurtigt det så var gået med dem, for han havde nu aldrig oplevet at han var faldet for nogen på første dag, men det var vel fordi hun var så speciel? Så fordi han måske et sted følte sig alene? Han havde jo ikke decideret nogen omkring sig, så han kunne også give hende en masse tid sammen med ham, for han havde ikke andre han skulle nå at se, udover vandet selvfølgelig. Og det irriterede ham et sted at det skilte dem fra hinanden, og så var det vel et sted også godt? For så var de da sikker på at de ikke sås hele tiden, og så kunne det jo ikke blive kedeligt mellem dem, så helt dårligt var det vel et sted ikke? Selvom lysvæsner var langt renere end englene selv, så var hun langt fra artig! Men hun skilte sig jo også ud fra sin race, det var måske det som han kunne lide ved hende? Det var i hvert fald noget af det, hun var anderledes, og det kunne han godt lide, det gjorde hende … fascinerende. Han kneb øjnene lettere drillende sammen til hendes ord. ”Ikke det? Jeg tror ellers at du udmærket ved hvad jeg taler om,” påpegede han, inden det skæve smil krusede over hans læber. Uskyldigheden selv? Fandtes der overhovedet nogen personer der var uskyldige? Alle måtte da begå en forbrydelse på det ene eller det andet tidspunkt. Selv englene. Hun havde dog ret i én ting, han nød hvad hun gjorde ved ham, hvilket vel et sted gjorde ham lige så uartig som hende? Han kunne i hvert fald ikke lade vær med at nyde det, det ville være mod hans natur, og at elske de kærtegn der kom fra hende, det var vel ikke slemt? Vel ikke når han kun kunne nyde hendes kærtegn, for enhver andens kvindes kærlige berøringer ville han føle afsky til! Han ville kun have Malania. Mere end noget andet faktisk. Han trak ganske let i mundvigen til hendes ord. Han kunne jo ikke benægte det, når det stod så tydeligt ud fra ham. ”Det gør jeg,” istemte han med et roligt nik, inden han lod sin pegefinger strejfe hendes hud, fra hendes tinding og ned langs hendes kæbe, for blot at lægge sig om hendes hage. Han smilede lettere selvsikkert, da han så hende i øjnene igen. ”Men… du nyder det jo også,” påpegede han roligt, imens han trak ganske let på mundvigen.
Pierce ville virkelig bare være sammen med hende. Mere kunne han simpelthen ikke ønske sig! Og det var tydeligvis også gengældt, hvilket varmede ham mere end noget andet. Det at hun følte det samme for ham, bare tanken ved det, fik hans hjerte til at hamre derudaf. Og det ville ikke falde til ro igen! Det var næsten nervepirrende at hun kunne få hans hjerte op at køre på den måde, og så nød han virkelig følelsen! Men uanset hvad han følte, så ville hendes helbred altid komme i første række, og det var vist bedst hvis hun fik varmen tilbage i kroppen først. Han brød sig ikke om at hun havde misset, kun fordi han elskede at smage hendes læber, mærke dem mod hans egne, for det kunne virkelig sætte en sitren i gang i ham! Han trak blot i mundvigen, da hun gispede fordi han bar hende op i sine arme. ”Det er da klart. Der må jo ikke ske min engel noget,” sagde han roligt, og smilede blot ved tanken. Han betragtede hende blot, som hun satte på sengekanten. Han lod hende blot trække ham med længere ind på sengen. ”Nej du er mest dejlig!” sagde han med et kækt smil, inden han blidt og forsigtigt puffede hende ned at ligge i sengen, imens han satte sig overskrævs på hendes mave. Han lod let sine hænder lukke sig omkring hendes håndled, så hun ikke var i stand til at gøre noget yderligere. Han nød at være sammen med hende, han nød at betragte hende, alt var simpelthen godt, så længe han var sammen med hende. Hun var alt det, som han kun kunne drømme om at få, og alligevel bar hun inde med samme følelser, så han kunne ikke være mere velsignet. Ikke når han havde mødt sådan en engel, som hende! Han smilede lettere udfordrende ned til hende, dog hvilede hans turkisblå øjne på hende, med et kærligt skær.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania elskde virkelig det selskab som Pierce måtte gøre for hende. Bare det, at han var der som han måtte være, så kunne hun simpelthen ikke forstå, at hun kunne leve uden den type af selskab. For nu kunne hun da simpelthen ikke undvære det for noget som helst i verden, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om! Hun holdt virkelig så frygtelig meget af Pierce og ville virkelig bare tilbringe så meget tid med ham som det var hende menneskelig muligt at gøre det, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun havde selv ønsket ham her på værelset, med den mulighed til at ligge og snakke, ligge i hans favn, mærke hans arme omkring sig og indånde den duft som hun for altid ville kunne genkende. Han var virkelig noget så frygtelig specielt for hende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Vandet var virkelig det eneste som ville kunne tvinge dem fra hinanden, men selv i hendes øjne.. så var det måske også for det bedste? At de ikke var sammen konstant? I frygten for at det ville være kedeligt, så ville hun da hellere have, at han skulle søge mod vandet, for det var virkelig ikke meningen, at han skulle have det elendigt når han var sammen med hende! Slet ikke! Hun kunne virkelig ikke lade være med at smile det store og klare englesmil. "Jeg kan forsikre dig om, min kære, at jeg slet ikke ved hvad du taler om," sagde hun blidt. Hun måtte dog virkelig kæmpe med at skulle holde latteren tilbage. Hun var bestemt ikke den uskyldige af slagsen og hun var udmærket også godt klar over det. At han i det mindste måtte nyde det som hun kunne skænke ham, var han dog frygtelig glad for, ingen tvivl om det. Hun ønskede dog ikke at være egoistisk, men hun ønskede virkelig at han skulle blive hendes og ingen andens! Ingen skulle få lov til at skænke ham de kærtegn foruden hende! De kys foruden hende! Det var bare hende som måtte! Hendes kinder antog en let rød farve. Han havde ganske ret. Hun kunne selv ikke gøre andet end at nyde det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. "Det gør jeg.. og meget mere end du ander." Hånden strøg roligt over hans bryst og uden at smilet ville falme det mindste overhovedet. Det var simpelthen umuligt for hende.
Malania ville virkelig bare så tæt på ham som det var hende overhovedet muligt og uden at have travlt det mindste! De havde lige lært hinanden at kende, så de havde vel også frygtelig god tid? Hun lod ham glædeligt komme så tæt på. Hun elskede at mærke ham så tæt på, at det virkelig var helt ekstremt i den anden ende, det var heller ikke noget som man skulle tage det midnste fejl af overhovedet. Hun slap et let grin, idet han satte sig over hende og greb omkring hendes håndled, så hun ikke rigtigt kunne komme nogen steder. Hun spændte ganske svagt og vendte blikket stille og roligt mod ham, alt imens hun roligt lagde sig til rette under ham. Hænderne knyttede hun let og med den lette sitren i kroppen. "Tror du nogensinde, at vi vil blive enige?" spurgte hun roligt og med et stille smil på læben. Hun trak vejret stille og dybt og med det hjerte som måtte slå fast og let mod hendes bryst. Det var alt sammen hans skyld! Selvom hun virkelig ikke havde det mindste imod det i den anden ende, så var der simpelthen ikke meget at gøre ved det, det var helt sikkert. Det kærlige skær hvilede så tydeligt i hendes blik. Hun ville virkelig elske, at skulle kende til hver eneste lille del af ham, det var der slet ikke nogen tvivl om. Han betød virkelig så frygtelig meget for hende og meget mere end det som hun nogensinde ville være i stand til at skulle beskrive med nogen former for ord. Hun trak vejret dybt, blot for at genvinde bare en anelse kontrol igen. Bare tanken om at han brændte inde med de samme følelser som hun selv gjorde, var intet mindre end fantastisk! Hun smilede let et varmt og kærligt smil. "Der må ikke ske din engel noget? Din engel er i skønnste orden, så længe, at du er her," hviskede hun roligt. Så tætte som de pludselig var på hinaden, så var der virkelig ingen grund til at skulle hæve stemmen det mindste.

[pierce]

Uanset hvad hun påstod, så vidste Pierce én ting; hun var ikke så uskyldig som hun selv sagde. Dog gjorde det ham ikke det mindste, for han kunne godt lide, at hun skilte sig ud fra resten af hendes race, at hun var lidt ’uartigt’. Han kunne lide alt ved hende, det skulle man ikke tage fejl af! Han nød virkelig alt ved hende. Han trak blot i mundvigen da hun benægtede, hvilket morede ham et sted. Han fnes blot kort og rystede opgivent på hovedet. Han kunne faktisk godt lide at hun var stædig, så var han da sikker på at deres forhold aldrig blev kedeligt, det var kun godt at de ikke var enige om alt, at de kunne give hinanden lidt modstand. Og at vandet ville holde dem adskilt, var måske heller ikke så slemt igen, for så var de jo sikre på at de ikke konstant var sammen, dog var Pierce også sikker på, at hvis vandet ikke havde været noget problem, så var de alligevel nød til at være adskilt, for ellers ville de til sidst blive trætte af hinanden, og det var han heller ikke meget for. Han var ikke helt klar over hvor de lå, eller var på vej hen, selvom han da havde en anelse, for i sidste ende ville de vel det samme? De ville være sammen, de to, i et rigtigt forhold. Det var i hvert fald det som han ønskede. Han ønskede hende for sig selv, men så igen, de havde vel intet hastværk? De havde jo kun lige mødt hinanden i dag, selvom det alligevel føltes som en evighed. Og selvom de så kom til at kende hinanden, hver eneste lille del af hinanden, så var Pierce fuldt ud bevidst om, at han stadig ville overraske hende, for han ville virkelig ikke lade dette slippe mellem sine fingre, som hans forrige forhold havde gjort. Han ville være der for hende, beskytte hende, og han ville ikke begå samme dumme fejl! Denne gang ville han have hende i en evighed. Resten af hans liv.
Pierce kunne tydeligt se at hun nød hans strøg, og han måtte blot trække i smilebåndet, da hun også indrømmede det. Det sitrede helt i ham, da hun strøg ham over brystet, han nød virkelig når hun rørte ved ham. Kærtegnede ham, kyssede ham, blot så på ham! Alt var mere end fantastisk! Han lod let sin hånd lukke sig omkring hendes hage, så han var i stand til at styre hende hoved, som han træk tættere på hans eget. ”Godt,” hviskede han mildt, inden han skænkede hendes mundvige et blidt kys, imens han så hende intenst i øjnene. Han kunne virkelig ikke få nok af hende! Dog måtte han stadig holde sig i kort snor, for ikke at give hende de forkerte signaler, for det var han bestemt ikke ude på! Han ønskede vitterligt ikke at ødelægge det hele nu, ikke nu, hvor han faktisk var kommet så tæt på hende. Og han nød virkelig at være tæt på hende, ligesom de var nu. Ham siddende overskrævs på hendes mave, imens han holdt hendes hænder nede, så hun ikke var i stand til at gøre noget, dog holdt han ikke hårdt fast, for han var jo ikke ude på at skade hende. Hans turkisblå øjne var lettere skinnende fra stearinlysets skær, og de hvilede intenst og lidenskabeligt på hende, sådan som han så ned på hende. Han måtte dog slippe en kort latter til hendes ord, inden han rystede på hovedet. ”Nej, det gør jeg ikke,” sagde han med et skævt smil på læberne. Enige blev de nok aldrig, men det gjorde ikke noget, han kunne godt lide at de havde hver deres meninger, sådan skulle det være! Han bed sig roligt i underlæben, da han roligt lod sine ben glide bagud, så han kom til at ligge ned over hende, dog uden at han veg blikket fra hende, det kunne han simpelthen ikke! Selvom han nød at høre hendes ord, så var der også noget som gjorde ham trist, hvilket hans blik afslørede. ”Malania, jeg er nok væk inden du vågner i morgen,” sagde han lavmælt og så prøvende på hende. Det var nok sandt, for han havde jo brug for vand, og han skulle også have energi nok til at komme hen til havet, og der var et stykke vej derhen. Og han var nød til at have saltvand, inden det ville blive varmt igen, og det blev det jo efterhånden tidligt nu om stunder. De var jo trods alt i sommertiden. Han havde dog ikke lyst til at forlade hende. Han lod let sin pegefinger stryge hende fra hendes tinding og videre ned over hendes hals, imens han betragtede sin bevægelsen, inden de turkisblå øjne fandt sted i hende mørke. ”Jeg ønsker bare at nyde tiden med dig.” Han ønskede det mere end noget andet!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var udmærket godt klar over, at hun ikke var uskyldigheden selv, og at hun aldrig nogensinde ville blive det, så var det virkelig ikke det som betød noget for hende. Han kunne vel godt leve med hende som hun var? En nok så stædig en af slagsen, men dog ikke typen som lod sig træde på eller noget som helst. Hun var et levende individ med sine egne tanker og følelser, så det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Så frygtelig mange tog fejl af hende når de fik at vide hvad hun var af race. Naiv havde hun været, men det var hun bestemt ikke længere! Hun holdt virkelig af ham, selv efter denne så frygtelige korte tid, og så var det virkelig ikke retfærdigt, at hun skulle møde en som ham.. En mand så fantastisk og alligevel så ville de ikke kunne tilbringe tiden sammen til fulde, udelukkende fordi at han skulle have vand. Det var ham nødvendigt og hun forstod det, selvom man jo havde lov til at have lidt af en ejerfornemmelse? Hun ønskede virkelig bare ikke at nogen skulle komme før ham, det var helt sikkert! Hun ønskede at det skulle være de to, hun ønskede virkelig at de skulle ende ud i et fast forhold, selvom hun var klar over, at de ville møde deres at slås med på vejen, så var hun virkelig mere end villig til at skulle gøre det, det var helt sikkert! For hendes vedkommende, så havde de virkelig ikke noget hastværk, det var da også meningen, at de skulle være i stand til at ndye det selskab som de kunne tildele hinanden uden at det ville blive alt for kedeligt? Nu var hun jo så tydeligt af den overbevisning, at det slet ikke ville blive kedeligt! Tvært imod, så havde hun kun set tegn på det stik modsatte og hun elskede virkelig den tanke mere end noget som helst andet lige for øjeblikket!
Det sitrede let i hele Malanias krop, i og med, at han måtte tildele hendes mundvige et ganske blidt kys. Hun ville dog selv personligt mene, at han ramte ved siden af, og hun var virkelig ikke bange for at lade ham vide det. Hun sendte ham det varme og kærlige smil. "Du ramte vidst en anelse ved siden af," sagde hun roligt og blinkede endnu en gang til ham. Hun kunne simpelthen ikke lade være. Hun var intet andet end sig selv nu hvor hun var sammen med ham og det var virkelig noget som betød en hel verden for hende. Nok at meget af hendes liv og personlighed stadig var ukendt for ham som det var det modsatte, så skulle der så sandelig også være plads til overraskelser og dem var hun allerede sikker på, at der nok skulle komme en god del af! Hendes smil falmede allerede temmelig hurtigt da han måtte påpege, at han sikkert ikke ville være der når hun ville vågne op. Hun havde nu slet ikke lyst til at sove det mindste! Hun bed sig ganske så svagt i læben og uden at skulle se væk fra ham. Hun sukkede tydeligt. Tanken var hun bestemt ikke glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun trak vejret dybt. "Behøver du at nævne det?" spurgte hun stille. Ikke fordi at det var forkert, hun måtte jo trods alt også være opmærksom på det i den anden ende, uanset hvor meget hun jo så end måtte foragte den tanke! "Jeg hader tanken om det.:" Hun lod de mørke øjne stille glide mod ham med et stille blik. Sommeren var pludselig en tid som hun måtte hade. Hvorfor skulle den være så varm!? Hun følte sig tydeligt ilde til mode, bare ved tanken omkring det hele. Det var jo slet ikke fordi at den var behagelig, tvært imod! At han ønskede at tilbringe tiden med hende, gjorde hende dog glad. Meget endda! Hun sendte ham et stille og skævt smil. Hun kunne virkelig ikke fortsætte med at være så negativ, det ville hun da så sandelig ikke få det mindste ud af i den anden ende. ".. Kan du love mig en ting, Pierce?" spurgte hun stille og med en stemme så håbefuld som intet som helst andet overhovedet, så det i sig selv, var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Hun blev roligt liggende under ham i sengen, selv da han havde lagt sig over hende. Hun fik kæmpet den ene hånd fri af hans greb, blot for at skulle stryge ham ganske roligt over kinden. "Væk mig inden du går?" sagde hun dæmpet. Hun ville i det mindste have et farvel inden han måtte gå. Hun hadet virkelig den tanke og noget så frygteligt! Hun ønskede virkelig ikke at de allerede skulle skilles!

[pierce]

Uanset hvordan hun var, for Pierce havde jo ikke set alt til hende, så ville han holde af hende. Han ville skam ikke kassere hende som noget skrald, for det var hun langt fra! Han holdt af hende, som den person hun var, og han glædede sig faktisk til at se mere af hende, se hvad hun ellers gemte under huden. Og han ville overraske hende med hvad han gemte under huden, han ville være det bedste der nogensinde var sket for hende! Eller det håbede han da på, at han ville blive. Han var dog sikker på én ting; hun besad fejl, ligesom han selv gjorde, og de ville nok også møde deres nedture, for han var sikker på at de ikke ville kunne komme udenom visse forhindringer, men han ville altid være der for hende, holde af hende, og støtte hende, hun ville aldrig nogensinde være alene igen, eftersom han aldrig nogensinde ville forlade hende. Hun ville være hans, som han ville være hendes, og han ville aldrig nogensinde se på en anden kvinde igen, ikke på denne måde i hvert fald. Desuden, ville det nok også blive umuligt, eftersom hans hjerte allerede tilhørte Malania, og han ønskede ikke andre. Hun var og blev fantastisk. Han var bare ked af at de skulle skilles, fordi han skulle til vandet, og han vidste, fordi han kunne se og mærke på hende, at hun hadede tanken om det, og det gjorde et sted ondt, han ville så gerne blive hos hende, han ville blive, holde om hende, mærke hende ligge i hans favn, imens han lyttede til hendes rolige åndedræt, og så kom vandet og ødelagde det hele, men sådan var det nu engang at det var, han var havengel, og han kunne ikke leve uden vand, hvilket hun jo også vidste, og det hørte desværre med, uanset hvor meget nogen af dem ville det. Han måtte trække i mundvigen, da hun nævnte at han ramte ved siden af, ligesom hun havde gjort ved ham. Hans øjne hvilede på hende med et intimt skær, inden han flyttede sit hoved helt ned til hendes øre. ”Der er meget mere, hvor det kommer fra,” hviskede han blidt og lettere længselsfuldt mod hendes øre, inden han bed hende ganske svagt og blidt i den bløde øreflip, blot for at pirre hende lidt, alt i alt, var det egentlig kun for at drille hende, hvilket hans skæve smil også måtte afsløre, da han trak hovedet tilbage igen, det var dog en sandhed, men han ville ikke lægge op til forkerte, ikke når det kom til hende, for han ønskede ikke at de skulle haste frem, hvilket man næsten kunne sige, de havde gjort hele dagen, for han havde aldrig nogensinde regnet med at han ville falde for nogen på deres første møde, men det var ikke tilfældet denne gang, og han nød det. Han kunne dog tydeligt se at hun ikke brød sig om tanken, om at han ville forlade hende før hun vågnede. Og det havde ikke været hans mening at ødelægge øjeblikket med hende, men han følte et sted at han måtte fortælle hende det. Han slap roligt hendes ene hånd, så han kunne stryge hende over panden og fjerne nogle mørke lokker, imens han betragtede hende. Han sukkede ganske svagt. ”Undskyld at jeg nævner det, men jeg vil langt hellere fortælle dig det nu, end at vide det hele tiden, og at du så vågner op helt alene,” påpegede han roligt, og lod sin finger stryge hele vejen ned over hendes kind, for at lægge sig omkring hendes nakke, imens han skænkede hendes pande et mildt kys. Han smilede dog et skævt smil til hendes andre ord. ”Det gør jeg også,” medstemte han ganske muntert. Han hadede selv tanken, men det skulle ikke fratage ham fra at nyde tiden med hende! Det var helt sikkert! Han ville stadig nyde tiden med hende, om de så sov eller var vågen. Han slap roligt grebet om hendes anden hånd, da hun trak den til sig. Han nød de blide strøg mod hans kind, dog måtte han glippe forundret med øjnene til hendes ord. ”Skal jeg vække dig?” gentog han roligt. Det kunne han vel godt? ”Men det kan blive tidligt, og jeg vil have at du skal have din søvn. Du skal ikke gå rundt og være træt på grund af mig,” sagde han roligt. Igen tænkte han på hende før ham selv, og det ville han altid gøre, uanset hvor overbeskyttende det så end lød, hun skulle have det godt på alle måder, og han ville ikke have at det skulle ske flere gange i træk. Han skænkede hendes kind et blidt kys. ”Jeg finder dig jo igen,” hviskede han roligt, og så et sted også opmuntrende. For han ville skam ikke gå flere dage uden hende! Han ville jo savne hende mere end noget andet!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig ikke meget for, at de skulle resultere i at gå fra hinanden allerede. Hun ville dog hade det endnu mere hvis hun pludselig bare ville vågne op alene, og så bare ligge alene i sengen, fordi at han havde været tvunget til at skulle tage afsted, det var helt sikkert. Hun holdt noget så frygtelig meget af ham. Hun ønskede virkelig bare, at det skulle være de to og ingen anden, og deraf var det virkelig også noget så frygtelig frustrerende, at det måtte være vandet som skulle skille dem fra hinanden og specielt når hun vidste, at det var noget som gang på gang måtte komme i vejen for dem. Der var det virkelig træls, at hun ikke kunne tage til vandet sammen med ham. Hun ville elske at se mere til den verden som han måtte have under vandoverfladen. Blikket hvilede roligt i hans. Hun nød virkelig den tanke til at skulle have ham så tæt på sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var helt sikkert, men det gjorde det bestemt ikke nemmere for hende. Hun nød virkelig af tanken til, at han havde haft hen af samme liv som hende selv, så vidste hun nemlig, at der ikke var nogen som ville komme i vejen for dem. At det bare ville være dem i den anden ende og det glædet hende virkelig noget så frygteligt. Hendes hjerte tilhørte virkelig ham, også selvom de ikke havde kendt hinanden i lang tid, så havde det vel ikke nogen betydning? Det var virkelig irellevant for hende på alle måder, for han efterlod hende virkelig med den fantastiske følelse uanset hvad! Den følelse af at være en ud af den store million, den følelse som bare sagde, at man var noget ganske særligt, var det som han måtte sætte i hende og hun kunne virkelig ikke gøre noget andet end at elske den. Et svagt smil passerede hendes læber. "Så giv mig det," hviskede hun opfordrende. Han havde misset hendes læber, det var ikke noget som hun lod ske igen, det var helt sikkert! Allerede nu måtte hun virkelig savne den søde smag af dem.
Malania var udmærket godt klar over, at det ikke var meningen at ødelægge noget, men det gjorde det jo så desværre alligevel. Hun bed sig svagt i læben og uden at skulle tage blikket fra ham det mindste. Hun hadet tanken om, at vandet skulle skille dem, men hun ønskede jo heller ikke, at han skulle få det skidt og dårligt når han var sammen med hende. Så hellere søge mod vandet og så håbe, at de hurtigt ville finde hinanden igen derefter. Hun håbede det virkelig! "Jeg ville ønske, at jeg kunne tage med dig.." hviskede hun med en ærlig stemme, også selvom hun vidste, at det ville føre direkte til en druknedød, så det ønskede hun jo heller ikke. Hun sukkede stille og lod hovedet søge let ned i sengen. Bare tanken om, at de skulle tvinges fra hinanden på den måde, var bestemt ikke behagelig. Hun måtte virkelig bare hade den og mere end noget som helst andet lige nu. Hånden som gled over hendes pande og kind, fik hende blot til at lukke øjnene. Hun nød det i allerhøjeste grad, og hun havde intet imod, at skulle vise ham det. Hun tog vel imod kysset til panden. Endnu en gang måtte han ramme ved siden af og denne gang var det helt ved siden af! Hun slog de mørke øjne stille op mod ham. Hun nikkede. Hun ønskede at han skulle vække hende når han måtte afsted. "Jeg tror ikke jeg får sovet alligevel," sagde hun stille og med et svagt træk på skuldrene. Hånden lod hun roligt stryge over hans kind, ganske så roligt og stille. Hun smilede prøvende. "Bare tanken om, at du før eller siden skal gå alligevel. Jeg ønsker det ikke." Hun vendte blikket mod ham, næsten med en hjælpeløs mine. Hun ønskede virkelig ikke, at det skulle gå mod sin ende. "Jeg kan altid sove når jeg kommer tilbage til Procias, ikke tag dig af det," bad hun roligt. Det varmede hende dog, at han tænkte så meget på hende, selvom det virkelig ikke var nødvendigt. Hun skulle da nok finde ud af det hele selv når det kom til stykket. Det var jo ikke fordi, at det ikke var noget som hun var vant til i den anden ende. Kinden som så også måtte få et kys, fik hende svagt til at smile. "Du rammer stadig ved siden af," påpegede hun med et stille smil. Hun lod hånden glide mod læberne endnu en gang, da hun roligt havde trukket hånden til sig igen, for så at lade den glide roligt omkring hans nakke. Hun ønskede ham virkelig tæt på nu, det var helt sikkert. "Lov mig det.." bad hun med en dæmpet stemme. Hun ville virkelig ikke være i stand til at skulle undvære ham!

[pierce]

Pierce ville aldrig nogensinde dolke hende i ryggen, han ville være hende tro i al evighed, og skønt det var lang tid, så var det et løfte som han agtede at holde! Han holdt af hende mere end noget andet, og det ville han end ikke lægge skjul på! Hun skulle vide at han holdt af hende, og hun vidste jo allerede at han var forelsket i hende, ligeledes vidste han at hun var forelsket i ham, og han nød virkelig den tanke at de bar inde med de samme følelser, han havde virkelig været heldig! Han turde end ikke tænke på, hvordan hans liv havde været, uden at han havde mødt hende, han ville være gået glip af så meget! Men heldigvis, havde han mødt hende, og hun kunne virkelig oplyse hans liv! Hun var jo trods alt et lysvæsen, når det kom til stykket, og forhåbentlig hans lysvæsen, for andet ønskede han vitterligt ikke. Han havde med vilje misset sit kys, og ramt hendes mundvige i stedet for, dog kunne han ikke lade vær med at more sig over, at hun nævnte det for ham, for det betød vel bare at hun var utilfreds med at han ikke havde kysset hende på munden i stedet? Han trak kækt på smilebåndet, da hun opfordrede ham til at give hende mere, men han ville da slet ikke vise hende alt det han kunne på første dag, der skulle jo være til andre overraskelser? Han skænkede let hendes kæbe et blidt kys, for blot at fortsætte op, inden hans hoved var ud for hendes øre. ”Og fratage dig al det sjove?” spurgte han ganske roligt, inden han skænkede hendes øreflip et varmt kys, ”det kunne slet ikke falde mig ind!” Han måtte smile i sit indre, han vidste at hun var stædig, og hun ville have det, som hun havde for øje, derfor var det også så morsomt at han ikke gav hende sin vilje. Han kunne ligeså godt trække den lidt, i stedet for at give efter med det samme? Hans læber tog vandringen over hendes hage, for blot at fortsætte ned langs hendes kæbe i den anden side af hendes ansigt, hvor han fortsatte sine kys ned over hendes hals, for blot at lade dem tage deres færd op igen.
Pierce trak hovedet til sig igen. Det havde ikke været hans mening at ødelægge noget, men hun fortjente jo at få klar besked om det, i stedet for at han vidste det, og så blot lod hende ligge helt uvidende, det havde han jo heller ikke lyst til. Men så igen, de ville jo ikke være adskilt resten af deres liv. Det var nu og engang umuligt for dem at være sammen døgnet rundt, men det var vel heller ikke så slemt? Så var de da sikre på at de ikke ville få for meget kontakt, for det ønskede han heller ikke, eftersom det kunne ødelægge deres forhold, så det var vel kun godt at de var adskilt fra hinanden? Han fortsatte sine strøg over hendes hår, imens han smilede mildt ned til hende. Han vidste at hun afskyede tanken om det. ”Tja, jeg må jo vise dig det på et tidspunkt,” sagde han med et skævt smil, og det ville være ham en fornøjelse at vise hende en del af hans egen verden. Den mystiske verden under vandet. Han var dog klar over, at hun ikke kunne trække vejret lige så længe som ham, og at hun ikke kunne tåle trykket, jo længere de kom ned, men han kunne vel bruge sin magi? Han var jo trods alt et væsen fra havet! Han var ikke lige så stærk som en Vogter, og hans magi var ikke lige så stor som så mange andre magikyndiges, men han kunne jo noget. Han brugte det dog altid kun til selvforsvar, da han ikke ligefrem gik ind for vold, hvilket havde noget at gøre med at han holdt sig så neutral. Han nød de rolige strøg mod hans kind, men så igen, han nød jo alt hvad hun gjorde ved ham, det kunne han ikke komme udenom, og det var måske et sted for tidligt, at knytte sig så meget til en person? Han var faktisk ikke helt sikker. Han skød drillende et øjenbryn i vejret til hendes ord. Hun fik ikke sovet? Det kunne der skam ikke være tale om. ”Ikke det? Jamen så er jeg jo nød til at bruge mine superkræfter, og kærtegne dig så blidt, så du falder i søvn,” sagde han lettere drillende, skønt han dog agtede at hun skulle sove, ikke fordi han ville bestemme over hende, men hun havde brug for søvn, og han ville ikke have at hun gik rundt og var træt hele tiden, eller ændrede sin døgnrytme for den sags skyld. Han lagde roligt sin pande mod hende, og så hende intimt i øjnene. ”Jamen, hvorfor gør du så ikke noget ved det?” spurgte han lettere udfordrende. Hun havde nævnt at han ramte ved siden af flere gange, og han morede sig faktisk over det. Han skænkede drillende hendes mund et hurtigt og flygtigt kys. ”Jeg lover at vække dig, Mal, hvis du lover mig, at du får noget søvn,” sagde han roligt, det var vel et færd kompromis?