Hit me with your light

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde stadig den samme opfattelse af Pierce. At han ikke ville dolke hende i ryggen, var hun allerede sikker på, ellers havde hun ikke ligget der som hun gjorde lige i øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om det. Hendes blik hvilede roligt i hans eget. Nok var hun forelsket, men det var i den grad også alt for tidligt, at skulle give ham de store ord. Hun var ikke så forbandet naiv mere, hvilket i den grad var forbandet godt for hendes vedkommende, ellers havde hun virkelig haft et ekstremt stort problem, det var helt sikkert. Hun følte sig virkelig velsignet ved at have mødt ham. Hun var så sikker på, at det havde været meningen, også selvom det virkelig ville blive en udfordring i sig selv, at skulle få det hele til at fungere. Hun var i bund og grund afhængig af lyset som han måtte være af vandet. For hendes race var mørket noget af det værste, selvom det ikke havde den samme effekt på hende og det var jo trods alt også med god grund. Det varme smil hvilede roligt på hendes læber. "Du fratager mig det sjove," påpegede hun med et drilsk smil. At han fortsatte rækken af kys netop ved at undgå hendes mund, var noget som virkelig bare måtte skabe den noget så voldsomme sitren i hendes krop. Hun elskede det virkelig som hun aldrig nogensinde havde gjort det før! Hun slap et let og svagt grin og vendte blikket stille og roligt mod ham. "Du gør så meget det der med vilje," påpegede hun med et let glimt i øjet. Måske at han kunne pine hende på den måde. Et sted hvor hun så brændende måtte ønske noget mere af det, også selvom hun heller ikke ønskede at virke alt for frembrusende. Hun var virkelig i sit legesyge hjørne og deraf også i den forstand, så var det vel også trist, at skulle ødelægge det hele? Hans hvisken mod hendes øre og i og med, at han kyssede hendes øreflip, satte virkelig bare den sitren igennem hendes krop. Det var virkelig en utrolig følelse!
At Pierce slet ikke havde ønsket at skulle ødelægge det, var Malania klar over, selvom det nu var endt sådan alligevel. Tanken om at de skulle skilles på grund af dette, var virkelig ikke noget som hun glædet sig meget over. Måske at det kunne redde forholdet, for et sted, var hun vel også bange for, at det bare ville gå i sig selv? Det ville ikke blive kedeligt. Hun nægtet at lade det blive kedeligt! At han selv ønskede at vise hende hans verden under overfladen, fik hende dog svagt til at smile. Hvordan det så skulle være aktuelt, det vidste hun ikke - desværre, men hun ville virkelig bare elske, at skulle være der sammen med ham, uanset hvad det så måtte kræve af hende. "Hvis jeg kunne holde vejret lige så længe, som du kunne, ville det have været meget nemmere," sagde hun stille og ikke mindst også med en meget ærlig stemme. Malania havde valgt at knytte sig til ham og det var ikke noget som hun på nogen måde, ville fortryde, det var i den grad også helt sikkert og på alle måder overhovedet. Hun ønskede virkelig, at de skulle finde ud af det med hinanden og hun ville virkelig bare nyde den tid som de nu måtte have til rådighed inden han var tvunget til at skulle søge væk fra hende. Bare tanken omkring det, var noget som hun egentlig bare ønskede at glemme. Hun kunne virkelig ikke fordrage den! Hun hævede let undrende det ene bryn til hans ord, hvor hun selv ikke kunne holde et let grin tilbage. Hun ville aldrig nogensinde kunne få sig selv til at sove, så længe at hun vidste, at han før eller siden ville være væk. Hun ville da ikke bruge timer på at sove! "Tror du virkelig, at dine specielle evner indenfor blide kærtegn er nok til at få mig til at sove? Du skal da være velkommen til at prøve." Ordene var tydeligt ment i en opfordring, for hun elskede virkelig at mærke hans strøg over hendes krop, de kys som han kunne skænke hende. Det var noget som faktisk måtte gøre hende rolig, selvom det nu ikke var noget som hun ville fortælle ham lige nu og her. Han havde vel allerede mærket sig af det? Hun så stille på ham. Det kompromis var hun ikke meget for, det var tydeligt at se i hendes eget ansigt. "Jeg skal bruge timer på at sove.. og så vide, at du samtidig vil være væk før eller siden?" I hendes øjne, var den søvn næsten spild af tid og hun hadet virkelig den følelse og fornemmelse, det var i den grad også helt sikkert. Hun vendte hans blik roligt mod sig og kyssede let hans læber. Det der flygtige kys var bestemt ikke nok for hende, det var i den grad også helt sikkert! Hun ønskede da at mærke ham og hans kys, mærke ham så tæt på som hun nu følte, at hun kunne tillade sig at trække den uden at virke absolut alt for frembrusende på den ene eller den anden måde. Hun holdt det i et godt stykke tid inden hun roligt lod hovedet søge ned mod sengen igen. "Det er unfair at jeg skal sove," sagde hun stille, som havde hun været et lille barn som klaget over sengetiderne.

[pierce]

Pierce kunne lide, at han kunne være sig selv, når han var sammen med hende. Han havde ikke behov for at spille eller foretage at være nogen anden, hun gav ham lov til at være ham selv, ligesom det var gengældt. Han ville se hendes sande side, og ikke en facade som hun havde bygget op, han ville se hendes sande jeg, og han elskede det virkelig! Han nød at han kunne ligge her og pine hende, ved ikke at kysse hendes mund, og hun havde ret, han gjorde det med vilje! Men det var faktisk kun fordi hun havde nævnt det. Og selvom han kyssede hende de forskellige steder, måtte hun endelig ikke tro at han lagde op til noget, for han var skam fast besluttet på at tage det stille og roligt. Han ville ikke ødelægge alt den første dag, hvor de også havde mødt hinanden, han ville være sikker på at han havde hende ved at gå stille og roligt frem, desuden ville han bare være i nærheden med hende, mærke hendes kærtegn, og høre på hendes rolige åndedræt. Han kunne ikke give slip på hende igen, for det havde han langt fra løst til! ”Fratager dig det sjove?” gentog han roligt, og trak ganske svagt i mundvigen. Han skænkede drillende hendes mundvige et blidt kys. ”Det er da ellers yderst morsomt,” hviskede han drilsk, og måtte selv slippe et let grin da hun selv gjorde. Hans turkisblå øjne hvilede muntert igen, da han skænkede hendes hage et blidt kys. ”Nej! Det kunne jeg ikke drømme om, min kære,” påpegede han drillende, selvom det var tydeligt, at han gjorde det med vilje, ”men du nyder det.” Hans øjne hvilede selvsikkert i hendes, da han lod sin pegefinger stryge ganske blidt og forsigtigt over hendes bløde læber. Han savnede faktisk smagen af dem, men han ville ikke give efter! Ikke endnu!
Der var ikke noget at diskutere, hun havde brug for sin søvn, og Pierce skulle nok sørge for at hun i hvert fald bare fik nogle timers søvn, inden han ville vække hende, og søge tilbage til vandet. Han ville have at hun bare fik noget søvn, så hun ikke ville blive så træt igen. Og sandt nok, hun kunne bare sove, når hun kom tilbage til Procias, men han tænkte stadig på hende før sig selv, det følte han et sted, at det var hans pligt. Og så var det selvfølgelig også fordi han holdt af hende. Men han agtede dog at tage hende med ud en dag, så hun kunne se hans verden. Det var jo ikke helt umuligt. ”Så må du jo blot øve dig, ligesom jeg gjorde, da du kom ud og ’reddede’ mig,” sagde han drillende og slap et let grin. Han ville i hvert fald aldrig glemme, hvordan de havde mødt hinanden, det var i hvert fald helt sikkert. Og han kunne stadig more sig over det. ”Men, jeg vil vise dig havets verden en dag, Mal. Det lover jeg,” hviskede han blidt, og smilede svagt ned mod hende. Han agtede det skam, han ville vise hende det, de skulle blot finde tid til det, og så selvfølgelig når hun havde lyst. Han trak blot på smilebåndet til lyden af hendes latter, den kunne han virkelig ikke blive træt af at høre! Han kunne ikke få nok af den, den var som sød musik i hans øre! ”Selvfølgelig! Jeg er en mester i at kærtegne!” pralede han lettere selvsikkert, inden han slap en kort latter. Han strøg hende blidt over kinden, inden han rykkede sit hoved tættere mod hendes. ”Bare vent min kære, jeg skal nok få dig til at falde i søvn,” hviskede han intenst mod hendes øre. At hun ikke kunne lide hans kompromis, det kunne han tydeligt se på hendes ansigtsudtryk, og det morede ham et sted, men så igen, det var vel kun et fair kompromis? Noget for noget? Han ville gerne vække hende, inden han tog af sted, men så ville han også have at hun skulle sove. ”Jeg har jo lovet at jeg vil vække dig, inden jeg går, men så vil jeg også have at du får lidt søvn. Det er godt for dig, og du må også være træt efter at have været ude i den kulde,” sagde han roligt. Man blev jo hurtigt træt, efter at have været ude i kulden, for så at komme ind under den varme dyne. Han lod hende blot vende sit ansigt mod hendes, og han måtte slippe et længselsfuldt suk, da hun kyssede hans bløde rosa farvede læber. En savnet følelse! Han lod blot sin hånd stryge hende over kinden og måtte smile næsten drømmende, da hun brød kysset igen. Han nød virkelig smagen af hendes læber! ”Unfair?” gentog han lettere undrende, ”det er da ikke unfair! Du har brug for søvn, ligesom de fleste andre væsner,” påpegede han roligt. Han skænkede hendes næse et blidt kys. ”Sov. For min skyld?” spurgte han blidt, og smilede prøvende til hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det at Malania bare kunne være sig selv på denne måde, var virkelig noget af det som betød mest for hende lige i øjeblikket. Hun følte virkelig bare, at hun kunne slappe af og give sig hen til ham uden at være bange for, at skulle ende med at blive afvist og det var bestemt også det som betød mest for hende lige nu. At hun kunne få lov til at være sig selv og ikke gemme sig bag en eller anden maske som det hun ellers havde været normalt vant til igennem hendes forhold til Lucius. Så meget som hun havde været af mørket, så meget som hun havde forgudet det igennem så mange år, at det i dag næsten måtte skræmme hende som aldrig nogensinde før. Det var alt sammen tanker som Pierce kunne sætte i hende bare ved at være til stede. De mørke øjne faldt stille til hans blik og med et stille smil som bare ikke ville falme helt, selv på trods af de nye omstændigheder Ja bare det, at hun måtte sige farvel til ham, det var slet ikke en tanke som hun brød sig det mindste om overhovedet, og det var virkelig noget som måtte lette hende noget så frygteligt. "Jeg synes bestemt ikke, at det er morsomt," sagde hun med et skævt smil. Hun morede sig blot og et sted, så nød hun det, uanset hvor meget det nu end måtte tirre hende i den anden ende! Hun fniste ganske let. "Min lille drillepind." Hun prikkede ham let på næsen og med det så tydelige uskyldige smil. Ikke at det var noget som hun ville kunne skjule det mindste for ham. Hun nød virkelig bare det faktum, at hun kunne være helt sig sel
Malania ønskede virkelig ikke at bruge timer på søvn, når hun kunne bruge dem sammen med ham istedet for, det var slet ikke noget som skulle diskuteres det mindste! Hun så roligt på ham. De timer ville hun da hellere bruge på at snakke med ham, lære ham det bedre at kende, det var også helt sikkert! Sove kunne hun gøre når hun blev gammel og det var hun bestemt ikke nu! Hun blev roligt liggende under ham og uden at flytte sig det mindste. Sådan som han måtte ligge over hende, selvom der absolut ingen vægt var i, så hadet hun virkelig alligevel, at han skulle glide fra hende - Det var sådan at hun følte det, det var helt sikkert. Bare tanken omkring det. Hun sendte ham et svagt smil. Hendes rødmen måtte jo atter tage til i hendes kinder. "Det lyder jo næsten som jeg må begynde træningen allerede med det samme," sagde hun med et drilsk smil. Hun måtte virkelig bare prøve at se en smule positivt på det. Hun prøvede i det mindste, så det ksulle hun vel også have credit for? Hun nikkede. "Det vil jeg virkelig se frem til. At kunne blive en hel del af den verden som du også er en del af." Hun betragtede ham sigende og uden at skulle se det mindste væk fra ham overhovedet. Hun blev liggende stille og med blikket hvilende på ham. Armene gled roligt omkring hans nakke, hvor hun roligt legede med hans nakkehår. Den leg var de to om at være med til! Hendes sitren tog voldsomt til, da han hviskede hende i øret. "Du skal være velkommen til at prøve.. For jeg lyster slet ikke at skulle give efter for søvnen," sagde hun roligt. Det var intet andet end en ærlighed, for det var bestemt også noget som han måtte fortjene i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle betvivle det mindste. Hun så stille på ham. "Det er helt fint bare at hvile.. Jeg behøver ikke sove," modargumenterede hun en anelse stædigt. Hun ville virkelig ikke sove! Hun lod hænderne roligt fortsætte deres leg med hans hår i nakken, for så roligt at lade den ene søge til hans kind igen. At smage hans læber, var virkelig noget af det mest fantastiske som hun længe havde smagt. En anelse salt, men det gjorde hende så sandelig intet! "Kulden gjorde mig virkelig intet.. Jeg vil bare ikke bruge timer på at sove, når det er timer mindre sammen med dig," fortalte hun stille. Hun sukkede stille og vendte blikket kun ganske kort mod hans bryst, idet han kyssede hendes næse. "Jeg kan sove når jeg bliver gammel. Det er der slet ikke tid til nu," mumlede hun let hen for sig selv. At han ønskede hat hun sov.. for hans skyld, varmede hende et sted. At han bekymrede sig så meget for hende. Hun så stille på ham og med et svagt suk. "Okay da.." mumlede hun dæmpet. Hun var bestemt ikke meget for det!

[pierce]

Pierce ville aldrig nogensinde tvinge hende til at være nogen anden, han ville se hendes sande jeg, og han ville kende hver en tomme af hende, komme helt ind under huden på hende og selv overraske hende. Han ville glæde sig til at være mere sammen med hende, og han ville glæde sig til den lykke og glæde han ville føle, når han igen så hende, efter at have været væk fra hende. Han vidste at han ville savne hende, men det ville han et sted også glæde sig til, for han vidste at han ville komme til at se hende igen. Men nu ville han så bare ligge og nyde tiden med hende, og et sted, om han burde det eller ej, så kunne han ikke lade vær med at nyde at tirre og pine hende, som han gjorde i øjeblikket, og det var bevidst. ”Men jeg sagde jo heller ikke at det ville være morsomt for dig? Jeg morer mig skam rigtig meget,” sagde han med et kækt smil på læberne, imens hans turkisblå øjne hvilede mildt i hendes. Han kunne simpelthen ikke vige blikket fra hendes. Hun var så gudeskøn og så smuk! Langt smukkere end hver en gudinde! Han måtte rynke på næsen, da hun ganske let prikkede til den. Han snoede let én af hendes mørke lokker omkring hans pegefinger, imens han så intenst mod hende. ”Du er så dejlig,” hviskede han blidt og smilte kærligt ned til hendes.
Pierce ville vise hende hver en del af sig, og det krævede også at hun skulle med ud og se hans verden. Den verden der gemte sig under vandet, for det var jo et syn som han elskede at betragte, ligeså højt som han elskede at betragte hende, så hun skulle selvfølgelig også have del i det syn! Han lod ganske let sin finger stryge over hendes røde kinder, og han kunne blot smile ved synet. Han elskede et sted, når hun rødmede, det klædte hende virkelig! ”Det bliver vist ikke nødvendigt,” sagde han roligt eftertænksomt, hun kunne desuden aldrig lære at holde vejret i lige så lang tid som ham, eftersom han var af havet og det var hun ikke, men det forhindrede hende skam ikke i at se hans verden. Eller at være under vandet i længere tid. ”Jeg bruger bare min magi,” tilføjede han med et skævt smil. Han ville have hende med ned under vandet! Hun skulle se det! Sammen med ham. ”Selvfølgelig, du er allerede en del af mig, så min verden skal du selvfølgelig også se,” påpegede han roligt og smilede kærligt ned til hende, imens han strøg hende ganske blidt over håret. Det at hun så hans verden, ville blot betyde at hun blev en større del af ham, og han ville have hende helt tæt på, ligesom han ville være helt tæt på hende. Han smilede blot, da hun lagde armene omkring hans nakke, og han mærkede tydeligt, hvordan det begyndte at sitre i hans indre, da hun startede med at nusse ham i nakken. En fantastisk følelse, som han ikke havde lyst til at give slip på! For han nød virkelig hendes kærtegn. ”Åh ja? Jamen, jeg skal nok få dig til at sove,” svarede han lettere selvsikkert, han ville ikke skam ikke holde hende vågen hele natten! Desuden, de ville jo se hinanden igen, han ville jo finde hende. Han rynkede ganske let på brynene til hendes mange benægtelser og afvigelser, hun havde ikke brug for søvn? ”Mal, selvfølgelig har du brug for søvn, og du skal også sove!” Han kneb øjnene ganske let sammen og skulede drillende ned til hende, selvom det var svært at holde masken, da smilet blev ved med at bryde frem på hans læber. Han smilede et næsten stort smil, da hun sagde god for hans kompromis. Hun ville sove for hans skyld, og han ville vække hende inden han gik. Og han ville helst holde den så længe han kunne, og søge til vandet i sidste øjeblik, så hun kunne få så meget søvn som overhovedet muligt. Han ville ikke have at hun gik rundt og var træt, så var hun ikke så klar i hovedet, og hvem vidste om hun ikke blev angrebet? Og det ville han ikke have! ”Godt!” Han lyste helt op i ansigtet. Han greb ganske blidt om hendes hænder, da han trak hende med sig længere op og ind på sengen, så de lå ordentligt. Han trak hende ganske let over sig, imens han smilede op til hende. Han løftede ganske let hovedet og skænkede hendes mund et blidt kys, som han holdt i nogle sekunder, inden han lagde hovedet ned i hovedpuderne igen. ”Jo før du lægger dig til at sove, des bedre,” sagde han roligt, og dog lettere drillende, netop fordi han vidste at hun havde alt imod at sove. Han strøg ganske let hendes hår over hendes skuldre, inden hans hånd lagde sig i hendes nakke, og kælede lettere for den.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Igennem meget af hendes forhold til Lucius, havde Malania været tvunget til at skulle være en anden. Hvad Pierce endnu ikke vidste, var jo at hendes afdøde mand havde været menneskehandler, så det havde faktisk været frygtelig svært for hende i længden, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var også helt sikkert. Igen så havde alle skeletter i skabet og mange af hendes var noget som hun selv ikke ønskede, at Pierce skulle vide, for det var bestemt ikke noget som hun var stolt af i den anden ende, det var i den grad også helt sikkert. Hun sendte ham et stille smil. Hun ville virkelig ikke tænke på fortiden længere, det var i den grad også helt sikkert. At han morede sig, var hun så sandelig slet ikke i tvivl om overhovedet. Det kunne hun mærke så tydeligt på ham. "At du more dig, er da tydeligt," mumlede hun som hun prøvede at spille utilfreds, selvom det dog på ingen måde, var noget som gavnede hende det mindste i den anden ende. Det gik bestemt ikke som hun havde i tankerne. For han var tydeligt lige så stædig som hun var når det kom til dette - Og hun elskede det. At han igen måtte skænke hende denne form af kompliment, var noget som hun tydeligt kunne mærke, fik hende til at rødme endnu en gang, det var også helt sikkert. Hun vendte blikket let forlegent ned mod hans bryst og med det varme smil på læben.
At få lov til at se hans verden, ville hun virkelig elske. Først der ville hun da for alvor føle, at hun kunne være tæt på ham. Han kendte til den verden som hun måtte leve i og være i resten af hendes liv og hun kendte end ikke til halve hans. Den tanke var faktisk en anelse frustrerende i længden. Hun sendte ham et stille og roligt smil. Ikke at det var noget som hun kunne eller ville skjule for ham. "Tsk. Jeg er da heldig hvis jeg klarer et minut eller to," sagde hun med et let og stille grin. Lidt sjov kunne hun vel godt lave med det hele, får det kunne måske få hende en anelse på andre tanker? At han så stadig måtte ønske, at hun skulle sove, var nu og da det eneste som faktisk også måtte irritere hende en anelse, for det var slet ikke noget som hun ønskede det mindste. "Hvor meget tror du, at jeg vil kunne se på den tid?" Hun hævede drilsk det ene bryn og uden at skull se det mindste væk fra ham. Det var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke. Hun holdt så frygtelig meget af ham. Hun ville virkelig mangle, at skulle se ham i blikket. Det ville hun virkelig nogt så voldsomt. Hånden fortsatte de rolige kærtegn i hans nakke og med det lette smil på læben. Hun kunne da tydeligt se, at han virkelig måtte nyde det og så var det virkelig også det som automatisk måtte gøre, at hun selv måtte smile til det. At han ville bruge magi, så kunne det måske være, at hun kunne se noget mere? Hun håbede virkelig! "Jeg glæder mig til at se det," sagde hun roligt. Bare det, at få lov til at blive en del af det, var noget som gjorde hende noget så frygtelig glad! Hun håbede virkelig bare ikke, at de skulle være skilt i alt for lang tid. Bare tanken om at være væk fra ham, var tung nok som den måtte være i øjeblikket og det var virkelig ikke behageligt på nogen måde. Hun var virkelig ikke fan af hans kompromis, men hvis det var det som han ønskede af hende? Så kunne hun vel godt lægge sig i sengen og så bare få en smule søvn? Kulden havde gjort hende træt, det var ikke noget som hun kunne løbe fra, uanset hvor meget hun så end måtte ønske, at hun kunne gøre det eller ikke, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Hun trak vejret dybt. "Jeg gør det virkelig kun, fordi at det er dig," sagde hun med et stille og drilsk smil. At han trak hende med sig op på sengen og over sig, fik det virkelig bare til at sitre som aldrig nogensinde før i hendes krop. Hun nød virkelig af følelsen og fornemmelsen som aldrig nogensinde før, det var helt sikkert. Hun gengældte selv hans kys med den største glæde og den største fornøjelse og holdt det selv til han gled ned i sengen igen. Hun smilede let og nydende ved hans strøg i hendes nakke. "Du ønsker virkelig at jeg bare lægger mig til, ikke?" Hun hævede sigende det ene bryn. Hendes hånd strøg ganske roligt og forsigtigt nedover hans mave og bryst med det samme rolige blik som før. Hovedet lagde hun stille mod hans skulder og tæt ved hans hals, idet hun roligt lagde sig til, tæt ved hans krop. Den føles så varm og det var så dejligt at ligge i hans arme. Hun lukkede øjnene nydende ved hans arbejde i hendes nakke. "Fusker.." mumlede hun med et ganske svagt grin.

[pierce]

Pierce elskede at være sammen med hende, og hvordan kunne han lade vær? Hun var dejlig og han havde ikke lyst til at foretage at være nogen anden, hun gav ham lov til at være ham selv, og det kunne han godt lide. Han var glad for at han havde mødt hende, for hun havde åbnet hans øjne og fået ham til at indse at han faktisk var alene og havde været det hele tiden, han havde ikke knyttet sig til nogen bestemte, efter hans dramatiserende fortid, og det var måske lidt hurtigt at knytte sig så meget til Malania? Han var jo ganske overbeskyttende, det vidste han selv, og det var kun fordi han ikke ville have at det samme skete med hende, som det havde sket med Jelicka. Han ville ikke ende med at komme hjem og så se at hun lå død på gulvet igen, én gang havde været mere end nok! Men han kunne ikke stoppe sit hjerte fra at falde for hende, for det havde han gjort langt før han vidste af det, men var det et sted ikke kun fordi at han havde været alene i så lang tid? Fordi han savnede én at holde af? Han blev et sted usikker, og det var blot endnu en grund til at de skulle gå langsomt frem. Han kunne godt se at hun var utilfreds, og det morede ham blot! Han skænkede hendes mundvige og den ene side af hendes læber et blidt kys, og igen var det medvilje at han ikke ramte hendes læber med perfektion. ”Jeg må måske ikke have mit sjov?” spurgte han roligt og næsten uskyldigt. Han måtte blot smile stort, da hun begyndte at rødme. Han rykkede sit hoved tættere mod hendes. ”Min lille tomat,” hviskede han sødt mod hendes øre, inden han let omfavnede hende, og trykkede hende tæt ind til sig. Han var ligeglad med om det var for hurtigt eller ej, han elskede bare at være sammen med hende, og det havde han gjort fra starten af, og det havde bestemt intet at gøre med at han havde været alene!
Pierce ville elske at vise hende hans verden! Det ville blive et fantastisk syn for hende, og han glædede sig til at vise hende alt det smukke ved havet. Der var så meget de kunne, og det ville betyde utrolig meget for ham! ”To minutter? Det var godt nok ikke lang tid, prøv to timer?” sagde han letter pralende og drillende, men han var jo af havet, så det var jo klart at han kunne leve under vandet i så lang tid, han var faktisk mere en slags hval, de skulle også bruge ilt for at overleve, men kunne ellers være under vandet i længere tid af gangen, og det var faktisk ligesom ham selv. Desuden, flere timer under vand lød nok af meget, men når man var af havet, så var det faktisk ikke særlig lang tid, for vandet var så stort, og der var virkelig meget som man kunne se, små og store ting, men han kunne dog holde vejret ganske længe, hvilket også var nødvendigt, når det var hans job at holde styr på alt under havet, han var jo havets myndighed, det var havenglenes job, og det symboliserede det blå havsværd, som nu måtte ligge på gulvet. ”Jeg vil virkelig gerne vise dig det hele! Men havet er stort, så vi må jo nøjes med få ting,” sagde han roligt og smilede varmt til hende, det ville betyde umådeligt meget for ham! ”Jeg skal nok overraske dig,” tilføjede han med et drilsk smil, han ville skam slet ikke afsløre alt det hun kunne se! Alt det de kunne lave! Slet ikke. Han ville overraske hende, det var jo det hun et sted også selv ville? Så deres forhold ikke blev kedeligt?
Pierce vidste at hun ikke ville sove, men det havde hun nu og engang brug for, så der var slet ikke noget at diskutere, og han vidste også at hun ikke kunne lide hans kompromis, men det var vel kun retfærdigt? Det var det i hvert fald efter hans hoved. Han trak i mundvigene til hendes ord. ”Godt! Det glæder mig,” hviskede han blidt til hende. Det glædede ham at hun gjorde det for hans skyld, og det varmede et sted godt om hjertet. Han nød at hun lå over ham, at han ordentlig kunne mærke hendes vægt, skønt hun næsten ikke måtte veje noget som helst! Han gjorde et let bask med sin ene vinge, så stearinlyset på natbordet blev slukket, dog kunne han stadig se hende, for så mørkt var det heller ikke igen. ”Jeg vil bare have at du får hvilet din krop,” sagde han roligt og slog armene omkring hende, da hun lagde sig ind til ham. Han måtte grine blidt, til hendes ord. ”Jeg sagde jo at jeg var god,” påpegede han drillende, og stoppede dog ikke sit nusseri i hendes nakke. Han greb roligt omkring dynen, og trak den omkring dem begge, hun skulle jo også have varmen ordentlig tilbage i kroppen, efter den kolde tur i søen, for blot at komme op på den kolde jord. Han skænkede blidt hendes pande et kys. ”Du burde ikke sove med tøj på, så bliver det bare koldt når du står op,” påpegede han roligt, og strøg nogle af hendes mørke lokker væk fra hendes ansigt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det kunne virkelig aldrig nogensinde falde Malania ind at tvinge ham til at skulle være noget andet end det som han måtte være. Hun ønskede at lære ham at kende og ikke en eller anden mærkværdig facade som ville passe perfekt ind i et forhold. Det var noget som hun havde prøvet før og hun gjorde det bestemt ikke igen, det var i den grad også helt sikkert. Det var noget af det værste ved det hele og hun ønskede selv ikke at placere ham i den rolle, for hun havde selv oplevet den. Det var først nu at hun følte for at åbne sig helt op for en anden mand igen og det var en tanke som måtte glæde hende uden lige! Så alene som hun havde været igennem alle disse år og først nu kunne hun sidde med den følelse af, at være komplet igen, den var virkelig så frygtelig behagelig som intet som helst andet som hun havde oplevet igennem så frygtelig lang tid og det var alt sammen takket være ham. Det var en tanke, en følelse og i den grad også en fornemmelse som hun bare ikke var i stand til at skulle give slip på igen, det var så sandelig også helt sikkert. "Nej, det må du ikke," sagde hun med en drilsk bestemt tone. Det var virkelig helt umuligt for hende, at skulle holde masken i længden, det var simpelthen umuligt når det var ham som var der sammen med hende! En rødmen bredte sig i hendes kinder, da han igen måtte kalde hende for en tomat for derefter at trykke hende ind mod sig. Hun lagde sig glædeligt til rette.
Malania vendte blikket mod ham og med et svagt hævet bryn. "Tror du virkelig at jeg nogensinde vil kunne holde vejret i to timer? Du må da have slugt søm!" sagde hun med et svagt grin. Det ville virkelig være som at skulle bede om et mirakel som aldrig nogensinde ville ske. Et par minutter ville hun kunne holde personligt og uden hjælp hvis hun var heldig. Hun var stadig ikke den type som havde det bedst i nærheden af vand, men det var virkelig noget som var ander når han var der sammen med hende, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Han var virkelig af en utrolig stor betydning for hende på alle måder og det var ikke noget som hun ønskede at skulle miste på nogen måde! "Bare at se lidt af den, er mere værd for mig, end det som du nogensinde vil kunne gætte dig til," sagde hun stille og klart også med den ærlighed i stemmen. Hun var efterhånden faldt en anelse mere til ro ved det hele. Også det faktum, at han skulle væk fra hende, var ikke så slemt lige nu som det havde været for bare et øjeblik siden. Hun trak vejret stille og dybt. "Du piner mig med alle de overraskelser, min kære," sagde hun med et stille smil og efterfuldt af et let og stille grin. Hun kunne simpelthen bare ikke lade være med det for øjeblikket. Også selvom det var noget af det som gjorde det hele meget mere interessant i hendes øjne, det holdt da hende frygtelig nysgerrig som aldrig nogensinde før!
Hun ønskede virkelig ikke at sove, udelukkende fordi at det ville frarøve hende tiden sammen med ham, hvilket hun i den grad heller ikke ønskede det mindste af. Hun ville dog alligevel gøre det, nu hvor det virkede til at skulle betyde så frygtelig meget for ham som det måtte gøre, så kunne hun virkelig ikke fortsætte med at få sig selv til at sige nej. Hun smilede et stille og let smil. "Jeg hviler da fint allerede min kære," sagde hun med et stille smil på læben. Hånden gled roligt over hans bryst og mave ved at lade den stryge ganske roligt ved siden af sin egen krop. Hun lå jo pænt over ham og hun vidste jo, at hun ikke vejede det mindste. At det blev mørkt, fik hende dog blot til at putte en anelse mere ind til ham, ved at stramme grebet bare en anelse. Det i sig selv var noget som bare var hende en vane. Hun lukkede øjnene stille ved hans nussen i hendes nakke. Det var virkelig bare dejligt. "Du er virkelig alt for god," påpegede hun med et ganske let grin. Hun vendte blikket stille mod ham og hævede sigende det ene bryn. Mange ville tage det som en glimrende mulighed for at se hende i det rene ingenting, selvom det var noget som hun slet ikke ønskede skulle forblive sådan. Hun sendte ham et stille og let smil, blot for at trykke ham på næsen. "Nå nå," sagde hun med et let grin. Hun satte sig forsigtigt op og skubbede kjolen roligt over hovedet, så hun igen næsten måtte sidde blottet for ham, selvom det nu virkelig ikke var noget som gjorde hende det mindste overhovedet. Hun sendte ham det drilske smil. "Jeg ved godt hvor du er på vej hen," hviskede hun. Hendes stemme var tydeligt drillende, idet hun lagde sig ned over ham igen. Armene gled let omkring hans overarme og let over hans skuldre, idet hun trykkede sig ned og tæt på ham. Hun plantet et stille og let kys mod hans hage. "Bedre?" spurgte hun i en let og blid hvisken.

[pierce]

Pierce ville i den grad have sin sjov, og der var jo ingen der sagde at de skulle sove lige nu, desuden, så ville han more sig lidt med, at hun hadede at han ramte ved siden af, at han ikke ramte plet, men det havde jo startet med at han havde gjort det, fordi hun selv havde ramt ved siden af. Hans turkisblå øjne hvilede intenst i hendes mørke, og han kunne ikke få sig selv til at se væk fra hende. ”Så er det godt, at du ikke er min mor,” hviskede han drillende tilbage, og med det gavflabede smil på læberne. Og gudskelov for at hun ikke var hans mor! For så havde det været incest, dog var han glad for den hun var, og han glædede sig til at se mere af hende, og til at vise hende mere af ham selv. Han slap en kort muntert og dog mildt latter, da hun blot rødmede endnu mere. Han lod let sin hånd stryge hende over hendes ene kind. Farven klædte hende! Men det undrede ham virkelig at hun endnu kunne rødme så hurtigt. ”Du rødmer så meget,” påpegede han lettere drillende, inden han skænkede hendes anden kind et blidt kys. Det var så kært når hun rødmede, selvom han faktisk havde troet at det var overstået, netop fordi hun havde rødmet så meget førhen på dagen, og det havde jo været til næsten hvad som helst han havde sagt omkring hende. Det var så også kun sandheden, for hun var virkelig dejlig! Hun var unik, og hun fik virkelig hans hjerte til at slå for fulde hammer! Så det var skam ikke bare fis og ballade det hele, nej, det kom skam fra hjertet.
At vise hende Pierces verden, det ville betyde utrolig meget for ham! Det var der ingen tvivl om, og det lyste jo næsten ud af blikket på ham, for han var næsten ivrig efter at vise hende havet og alle dets mysterier! Han så blot tilbage på hende, med et stort, bredt smil malet på hans rosa farvede læber, for han var godt klar over, at hun ikke var i stand til at holde vejret i lige så lang tid som ham selv, hun var jo trods alt fra landet og ikke fra havet, eller hun var vel mere fra luften? ”Jeg har bare slugt saltvand,” sagde han lettere eftertænksomt, inden han smilede drillende ned til hende, og måtte slippe en kort latter. Men to minutter det var godt nok ikke særlig lang tid, det var kun tid nok til at hun kunne komme under vandet og se rundt, og så op igen. Det glædede ham dog at hun gerne ville se hans verden, mere end hun anede! For det var virkelig noget som han ville se frem til, og kun kunne se frem til. At svømme med hende under vandet, vise hende alt det smukke og ukendte, som kun havets væsner kendte til, det var fantastisk. ”Godt, det er en date,” sagde han med et let grin, selvom han dog mente det. Og man kunne vel også godt kalde det for en date? At de skulle ud og se havet sammen, kun de to, hygge dem og lære hinanden bedre at kende? Han smilede skævt til hendes ord. ”Piner dig, ligefrem?” spurgte han lettere drillende. ”Jamen kæreste dog, det er bare en overraskelse.” Han så lettere hemmelighedsfuldt på hende, han kunne ikke andet end at glæde sig til at vise hende det hele!
At sove ville være godt for hende, især efter deres lille tur ud i den kolde sø, for blot at blive mødt af den kolde blæst. Pierce kunne ikke fryse, eftersom han havde den samme kropstemperatur døgnet rundt, derfor ville han altid have den konstante varme. Noget som faktisk var ganske praktisk! Men hun kunne fryse, og fordi han ikke helt kendte til det at fryse, så blev han vel blot en tand mere bekymret? Han ville egentlig bare have, at hun skulle få varmen og sove ud. Han sukkede opgivent. ”Men du sover ikke!” påpegede han med et let smil på læben, og det var jo det som han ønskede. Men så igen, han ville også gerne nyde tiden med hende, og det måtte hun endelig ikke se bort fra, så et sted ville han heller ikke have at de skulle sove endnu. Der var vel ikke noget galt i at trække den lidt længere? Han slap et ganske let grin til hendes ord. ”Det var jo det jeg sagde. Jeg har superkræfter indenfor kærtegn!” pralede han leende, han var dog ikke sikker på at det så var sandt, men det glædede ham dog at hun kunne lide det. Han måtte endnu engang rynke på næsen, da hun prikkede til den, og han betragtede hende blot, som hun satte sig op og trak kjolen af sig, dog hvilede hans blik på hendes ansigt og ikke på hendes krop, for han var virkelig ikke ude på noget, hvilket han da håbede på at hun vidste. ”Hvor jeg er på vej hen?” gentog han vantro og alligevel med et grin. Han holdt blot dynen omkring hendes krop, for han ønskede ikke at nogen anden skulle få det glimt af hendes krop, som han havde fået. Han trykkede hende ind til sig. ”Min kære, det er for dit eget bedste,” hviskede han med et smørret smil, eftersom han godt kunne se, at det virkede mistænksomt, men det var ikke sådan ment! Han sukkede lettere nydende, da hun skænkede hans hage et kys. ”Meget bedre.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania nød virkelig bare at tilbringe tiden med ham, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke. Hun var virkelig bare så forbandet glad for, at hun havde endt med at møde ham! Hun ville jo helst bare have muligheden til at være der sammen med ham, så var alt det andet fuldkommen ligegyldigt i længden faktisk. At han misset med vilje, var hun klar over! Hun fnøs let drillende til hans ord. "Jeg kan være hård.. Du skal vidst være glad for, at jeg ikke er din mor," påpegede hun med et svagt grin. Hun var nu frygtelig glad for, at det nu ikke var tilfældet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun tog vel imod hans kys til hendes kind og uden at rokke sig det mindste overhovedet. Hun var bare.. glad for at han var der sammen med hende, så var mørket i sig selv heller ikke så frygtelig skræmmende. Han gjorde hende tryg og han fik hende til at føle sig beskyttet og noget så sikker som intet som helst andet, så det betød virkelig alverdens for hende og på alle måder endda! At have ham så tæt på sig og det at kunne mærke sit hjerte hamre på denne måde, det var simpelthen en helt utrolig følelse og på alle måder endda, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Det er da også din skyld!" indskød hun med et svagt grin og vendte blikket let mod ham. Hun kunne simpelthen ikke styre sin rødmen og nu gjorde det hende virkelig heller ikke alverdens som det havde gjort før. Det var blevet hende meget tilvendt på den gode måde selvfølgelig. Hun elskede hans komplimenter.
At skulle se Pierces verden under havoverfladen ville virkelig betyde noget så frygtelig meget for hende. Hun ønskede virkelig at hun kunne være en stor del af det, selvom det virkelig ikke var muligt for hende på nogen måde og selvfølgelig var det en tanke som hun faktisk måtte hade et sted. Hun ville aldrig kunne være dernede sammen med ham i flere timer. Nogen minutter højst og så skulle der virkelig forbandet meget øvelse til. Så hun vidste slet ikke om det overhovedet kunne betale sig. Hun vidste virkelig bare, at dette ikke var noget som hun ønskede at lade glide mellem sine fingre. Hun grinede let. "Så er det derfor dine læber smager så salt," hviskede hun med en rolig stemme. Hun drillede og det var tydeligt. Hun prøvede at lade være med at tænke på, at de før eller siden skulle gå hvert til sit. Hun kunne bare håbe, at de snart ville se hinanden igen, for det andet var virkelig uudholdeligt! Lige nu ville hun virkelig bare prøve at se lidt positivt på det istedet for alt det andet, for hun ville virkelig ikke ødelægge det mere end det som det var sket fra før af! Hun sendte ham et stille smil og selv med det kærlige glimt i øjet. "Det ser jeg så virkelig frem til," sagde hun blidt. Hun glædet sig virkelig som et lille barn op til juleaften! Bare de to sammen og ude alene. Det kunne bare ikke blive bedre end det, det var i den grad også helt sikkert på alle tænkelig måder overhovedet! "Overraskelserne er mig en frygtelig tortur.. Jeg ejer ingen tålmodighed." Hun lod hånden stryge mod hans kind idet hun roligt kyssede hans mundvige ganske så blidt.
Malania var træt selvom hun virkelig måtte nægte at skulle falde i søvn, for hun ønskede simpelthen ikke at skulle undvære den tid sammen med ham, det var i den grad også helt sikkert på alle måder overhovedet. Hun havde virkelig bare nydt det, at skulle være sammen med ham og så måtte man jo bare tage det som det måtte komme. At det måtte efterlade at hun var træt, så måtte hun jo bare vente med at sove, for hun ønskede det virkelig ikke for øjeblikket, det var i den grad også helt sikkert! "Behøver jeg da det?" spurgte hun med en let drillende stemme, i og med, at hun roligt vendte blikket mod ham. Hun ønskede at nyde tiden med ham og det kunne hun da ikke når hun lå og sov! Hun slap et let grin. Det var nu en sandhed at hun blev rolig af hans kærtegn, det kunne hun da tydeligt mærke, så det var heller ikke helt forkert på nogen som helst måde overhovedet. "Pas på egoet," påpegede hun med et let grin. "Du og dine magiske evner og kærtegn.." Hun vendte blikket stille ned mod hans bryst og strøg roligt hånden over det, da han pakket dynen tæt omkring hendes krop. Hun nød virklig af følelsen, det var helt sikkert. Han var ikke typen som ville bruge hende, det vidste hun. Nok kendte hun ham ikke så meget personligt, men det lå der simpelthen bare. Han var ikke en sådan mand. Hun vendte blikket stille op mod ham igen. Hun var virkelig bare træt, men for stædig til at give efter. "Jeg kan da sove når jeg bliver gammel," mumlede hun igen og uden at smilet ville falme det mindste på nogen måde. Hovedet lod hun glide ned igen og lagde sig med panden tæt ved hans hals. Hun lå faktisk utrolig godt.

[pierce]

Pierce måtte slippe en munter latter til hendes ord, imens han fortsatte sine strøg over hendes kind. Hun kunne være hård? Det betvivlede han faktisk ikke, alle havde vel noget ’hårdt’ i sig? Noget koldt? Desuden så havde hun været en del af mørket, så han betvivlede faktisk ikke at hun også havde noget ondt i sig, hun var godt nok kommet tilbage til lyset, men der ville vel altid være et præg af det mørke i hende? Det var jo ikke fordi hun havde glemt sin tid dér. ”Det betvivler jeg skam ikke, min kære,” sagde han med et skævt smil, imens hans turkisblå øjne hvilede intimt i hendes mørke. Han prikkede hende ganske let på næsen. ”Jeg ved jo at du kan slå fra dig,” hviskede han drillende mod hendes øre, inden han pirrende bed hende i øreflippen, hvor han ganske let lod sin tunge stryge over huden. Han nød at være sammen med hende, de kunne drille hinanden og lege som små børn, og folk ville nok tro at de var fuldstændig skøre, men det var ikke noget han tog sig af, for han måtte ærligt indrømme at han var glad for at de kunne have det så godt sammen, som de havde, at der ikke var nogen forpligtelser – som sådan. ”Min skyld?!” gentog han vantro og trak hovedet til sig igen, imens han trak på smilebåndet. ”Er det en forbrydelse at sige sandheden?” spurgte han stilfærdigt og smilede bredt ned til hende. Han understregede faktisk blot at han mente alle sine komplimenter. Han var skam ikke bare endnu en fyr i mængden, der var ude på at få hende under dynen, alt var oprigtigt hos ham, han holdt virkelig meget af hende.
Hun skulle nok komme til at se meget af Pierces anden verden, for han ville så gerne vise hende den, vise hende at der var en anden fredelig verden, hvor der ingen krig fandtes; under havet. En skam at hun ikke selv var af havets væsner, men så et sted var han også ligeglad, for det var et sted spændende at være sammen med en race, der ikke var fra havet, men fra landjorden. Et sted var det spændende at havet skilte dem fra hinanden, at de var nødsaget til at gå hver til sit, som dog også gjorde at de ikke var sammen konstant, det hele gav forholdet lidt spænding, og så alligevel var det en forbandelse, især når han så gerne ville være sammen med hende, men han var sikker på, at han nok skulle møde hende igen. Han slap et let grin. ”Det kan godt passe,” erkendte han og kløede sig let i nakken, ”undskyld.” Han smilede smørret ned til hende, i det mindste stank han ikke som fisk, så den befrielse var da et plus! Hans øjne hvilede mildt i hendes. ”Godt.” Det glædede ham, at hun glædede sig. For han ville selvfølgelig ikke vise hende sin verden, hvis hun ikke selv ville, men eftersom hun gerne ville, så kunne han ikke lade vær med at glæde sig til det. Han måtte igen slippe en kort og munter latter. ”Nej det ved jeg. Du er utålmodig! Og det er derfor det er sjovt,” sagde han med et drilsk smil. Men han ville ikke ødelægge sine overraskelser! Han nød hendes strøg over hans kind, og han måtte trække i mundvigen, da hun kyssede den. ”Se. Nu var det dig der missede.”
Hun ville ikke sove, det vidste Pierce udmærket godt! Hun var stædig, utålmodig og urokkelig! Og han elskede det! Hun var virkelig en ener. Hun var sig selv, og ingen anden, hvilket han godt kunne lide. Hun turde sige sine meninger og stå ved dem, og han var faktisk sikker på, at deres forhold ikke ville blive kedeligt, for de skulle nok finde en måde at gøre det spændende på, især når de begge var så forskellige og alligevel så ens. Han var dog glad for at hun ville sove for hans skyld. Han strøg hende blidt over kinden, da hun vendte blikket mod ham. ”Ja du gør, og jeg kan se på dig, at du er træt,” hviskede han roligt, imens et mildt smil hvilede på hans rosa farvede læber. Han vidste til gengæld at hun ikke ville sove endnu, og det ville han et sted heller ikke have. Han måtte selv slippe et grin til hendes efterfølgende ord. Han var faktisk ikke egoistisk, selvom han pralede af og til, men det var kun for at drille hende. Han smilede blot til hendes ord. Det var jo rigtigt, hun nød hans kærtegn! Ligesom han nød hendes. ”Du nyder kun godt af det,” sagde han lettere drillende. Han bed sig ganske svagt i den bløde underlæbe. Han kunne ikke lade vær med at nyde hendes strøg over hans bryst, for det satte virkelig gang i den sitrende følelse! Han var ikke ude på noget, som så mange andre mænd, og at han havde bedt hende om at tage kjolen af, det havde kun været for hendes egen skyld, skønt han faktisk selv endnu lå i sine bukser. ”Det kan du, men du kan også sove nu,” sagde han blidt, imens han strøg hende over håret. Han nød virkelig at ligge der med hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne i den grad være hård og det var også udelukkende på grund af hendes mange, mange år i Dvasias. Tro det eller ikke, men hun havde været der i længere tid, end det som hun havde opholdt sig i Procias, så det sagde lidt sig selv, at det mørke frø stadig måtte spirre et sted i hende, selvom det nu ikke var noget som hun sådan set ville eller kunne mærke sig af i den anden ende, så det gjorde hende jo så heller intet når det måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Hun elskede virkelig at ligge med ham. Han fik hende faktisk gjort fuldkommen rolig og over på helt andre tanker og det glædet hende virkelig noget så frygteligt! De lette strøg over hendes kind, kunne hun virkelig ikke gøre noget andet end at nyde så godt af. Hun smilede selvsikkert. "Det kan du tro," sagde hun med et svagt grin. Hun vendte blikket mod ham. Det var da hans skyld det hele! Hun blinkede let med øjnene og lod hovedet søge ganske så let og stille på sned. Hun nikkede roligt og bestemt. "Jep!" sagde hun leende. Hun kunne virkelig ikke gøre noget andet end at more sig, når hun var sammen med Pierce, det var da i den grad også helt sikkert i den anden ende! At han mente sine komplimenter, betvivlede hun virkelig ikke på nogen måde. "I en for stor mængde, gør den nok mere skade end gavn," påpegede hun med et let drilsk smil. Hun morede sig blot, for hun elskede virkelig hans komplimenter!
Malania ville aldrig nogensinde have muligheden alene for at holde vejret i mere end nogen minutter, men i sig selv, så var det noget som krævede forbandet meget trænning og øvelse. Hun vidste jo faktisk slet ikke om hun nogensinde ville være i stand til det. Hun vendte blikket mod ham. At han var af havet, gjorde hende virkelig ikke det mindste. Det var vel også det krydder på forholdet? At de ikke kunne være sammen hele tiden? Man hørte jo trods alt også om, at der var mange som blev sindssyge af at rende op og ned af hinanden i alle døgnets timer, og det var bestemt ikke noget som hun ønskede! Slet ikke! Hun slap et svagt grin. "Du skal da slet ikke undskylde.. min lille vandmand," sagde hun med en drilsk stemme. Hun lod hånden roligt nusse ganske så stille og roligt i hans nakke og med blikket roligt hvilende på hans skikkelse. Hun skænkede hans læber et ganske let og flyvsk kys inden hun roligt lagde sig på plads igen ved ham. Hun glædet sig virkelig noget så frygteligt! Mere end det som ord nogensinde ville kunne gøre godt for! Hun var jo allerede temmelig sikker på, at der var en stor forskel fra at være under havet til det at være over, og hun ville virkelig elske at se hans verden som blot et væsen af havet måtte se på det, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Hun grinede let og plantet endnu et kys til hans læber. Den smag af salt, var faktisk noget som hun var i stand til at nyde. "Bedre?" spurgte hun med et tydeligt drilsk glimt i øjet.
Pierce ville nok meget snart finde ud af, at han ikke havde fundet den mest nemme pige at være sammen med, og den tanke var virkelig noget som morede Malania noget så tydeligt. Hun var utålmodig, stædig og urokkelig og hun ønskede virkelig ikke at skulle sove tiden væk sammen med ham, inden han måtte søge tilbage til vandet. Den tanke brød hun sig bestemt slet ikke om på nogen som helst måde overhovedet! "Jeg er ikke træt nok," mumlede hun roligt. Hun havde atter en gang lagt sig umådelig godt til rette der sammen med ham og nød ellers af hans arme omkring hende. Hun vidste godt, at han ikke lagde op til mere. Han var slet ikke den type mand, det var hun helt sikker på! Hun smilede et tydeligt uskyldigt smil. "Det gør jeg bestemt," sagde hun roligt. Der var jo ikke nogen grund til at skulle skjule den sandhed for ham. Hun ville bare ikke sove endnu! Selvom hans mange kærtegn af hende, faktisk var noget som virkelig måtte få hende til at slappe voldsomt godt af. Hun trak vejret dybt og lod øjnene stille glide i. "Du vil virkelig bare have, at jeg skal sove?" Hun lagde sig roligt og let til rette over ham og med armene godt solidt hvilende omkring hans overarme, så de hvilede ved hans skulderblade. Bare det, at kunne trykke sig helt tæt til ham, var virkelig bare en elskværdig og noget så dejlig følelse, at man skulle tro at det var løgn, det var i den grad også helt sikkert. Hun elskede det virkelig!

[pierce]

Pierce elskede at ligge der med hende, hygge med hende og så at de kunne drille hinanden. Han håbede dog aldrig at hun ville lade sin vrede gå ud over ham, skønt han et sted var sikker på at de nok skulle møde deres skænderier, for det var vel et sted uundgåeligt? Med så mange følelser indblandet, så var et skænderi næsten umuligt at undgå, og selvom han helst ville have det godt med hende, så var udfordringer vel ikke så slemt igen? De var vel kun med til at gøre deres forhold stærkere? Dog var han sikker på én ting; han ville aldrig nogensinde lade hende gå, han ville ikke risikere at nogen anden mand måtte få hende, hun skulle være hans, ligesom han ville være hendes, for evigt. Og han var klar over at det var lang tid, men det var sådan han ville have det. Andet kunne han simpelthen ikke ønske sig. Han smilede skævt til hendes ord. ”Jeg vil jo ikke have en chance mod dig, hvis vi kom op at slås,” påpegede han næsten underlegen, som ville han ikke have en jordisk chance mod hende, dog ville han helst ikke lade det komme an på en prøve, for han havde i hvert fald ikke i sinde at slå hende! Så det var faktisk ikke helt forkert det han sagde, for uanset, så ville hun vinde over ham, for han nægtede simpelthen at gøre modstand mod hende! Hans hoved søgte ganske let på sned, som hendes gjorde, imens han smilede skævt og drilsk ned til hende. ”Nå, så det er min skyld, hva’?” spurgte han drillende, inden han satte sig overskrævs på hendes mave, inden han begyndte at kilde hende. ”Jeg skal gi’ dig skal jeg!” Han slap sin latter. Han vidste at hun var kilden og det morede ham gevaldigt! Han holdt dog kort inde, inden hans hoved søgte ganske blidt på sned. ”Tja, det kan du vel have ret i? Det går jo ikke at du springer dit hoved til sidst, af al den rødmen,” sagde han drillende og kyssede hende blidt og hurtigt på munden, så det kun var en let berøring.
Jo mere Pierce tænkte over det, jo mere gik det op for ham, at han måske ikke havde behov for at bruge sin magi? Han havde faktisk en idé, men det krævede at han først lige fandt, det han skulle bruge, og så ville han overraske hende. Han ville overraske hende med alt! Og han glædede sig til det! For havet var virkelig utrolig smukt! Han smilede muntert til hende, da hun skænkede hans læber et kys, og han nød hendes nussen i hans nakke. ”Vandmand, ligefrem?” spurgte han leende, inden han smilede lumsk ned til hende, ”jeg er da mere en haj!” Han lænede sig hoved ned til hendes hals, hvor han ganske blidt nappede hendes hud, ikke så det ville gøre ondt, for han ville dog ikke gøre noget der gjorde ondt på hende! Han trak roligt hoved tilbage igen imens han smilede skævt til hende. ”Min lille gubby,” sagde han sødt, som talte han til en baby, inden han kneb hende blidt i kinden, hvorefter han måtte slippe sin muntre latter igen. Han havde faktisk ikke noget imod at hun var fra landjorden og ikke kunne holde vejret i længere tid, for det gjorde hende blot fascinerende! At hun ikke var lige som ham, hvilket også betød at han kunne lære mere af alt hvad folk oppe fra land mente, gjorde og følte. Han smilte blot, da hun skænkede hans læber endnu et kys, hvor han roligt nikkede til hende. ”Meget bedre!” sagde han istemmende og smilede bredt op til hende.
Pierce løftede ganske roligt hovedet, så han kunne kysse hende på håret, inden han lagde hovedet tilbage i puden igen, så han betragtede loftet, imens han fortsatte med at nusse hendes hår. Han elskede virkelig at ligge der med hende, mærke hende trykke sig tættere på ham, hvilket blot fik ham til at smile. ”Du er ikke træt nok?” spurgte han roligt og smilede skævt, selvom hun ikke ville kunne se det. Han fnes roligt, ”jeg skal da nok få dig til at falde i søvn.” Han trak blot i mundvigen, imens han fortsatte sit nusseri mod hendes nakke. Han smilte blot til at hun nød det, og han kunne tydeligt mærke at hun var blevet en del roligere, hvilket dog glædede ham, for han ville gerne have at hun sov, men så alligevel ville han gerne tilbringe mere tid med hende, men han var nød til at få hende til at sove, for ellers ville han være egoistisk og tænke på sig selv. ”Det er jo ikke fordi jeg ikke vil nyde tiden med dig, Mal. Jeg vil bare heller ikke have, at du er træt. Og jeg har jo sagt at jeg vækker dig, inden jeg går,” sagde han roligt, imens et mildt smil hvilede på hans læber.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

For Malanias vedkommende, så var det virkelig helt og særdeles umuligt, at skulle undgå at nyde at være sammen med ham. Det var virkelig noget af det bedste som hun længe havde oplevet. Bare det, at være sammen med ham på denne måde, at mærke ham så tæt på. Ja, bare det, at hun kunne være sig selv var virkelig noget af det bedste ved det hele! Hun elskede at drille ham, også fordi at hun vidste, at han drillede tilbage igen og hun kunne i den grad takle det. Ingen tvivl om det! Hun slap et let grin. "Nej netop! Derfor burde du undgå det." Hun lod fingeren glide roligt mod hans læber og med det samme selvsikre smil. Hun elskede virkelig bare, at tilbringe tiden sammen med ham. Det var simpelthen noget af det bedste ved det hele, det var virkelig ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. De mørke øjne hvilede på ham og med intet andet end det lykkelige glimt, som man bare ikke skulle tage det mindste fejl af. Han gjorde hende virkelig lykkelig på en helt utrolig måde! Og hun kunne virkelig ikke beskrive det. Det var bare den snodige følelse som han efterlod hende med. Følelsen af, at være noget ganske særligt i hans øjne og hun kunne ikke andet end at elske det!
Det stivnede let og fast i hende, idet at hun blev vendt om og med ham over sig. Det var da hans skyld! Det var jo helt sikkert! Nu blev hun da ganske let revet ud af den halvvejs søvn som hun havde ligget i over ham. Ikke at det gjorde hende det mindste, for hun ønskede virkelig bare at tilbringe den tid sammen med ham. At han begyndte at kilde hende, fik det klare grin til at forlade hendes mund. Hun var nemlig ekstremt kilden og hun hadet det virkelig til tider! "Ikke kilde!" udbrød hun med det klare smil og det grin, som hun slet ikke kunne skjule det mindste overhovedet. Hun nød det samtidig som hun elskede det! Hun vendte blikket stille og roligt i retningen af ham ved hans ord og udtalelse. Det var virkelig noget som gik hende på, at hun måtte rødme så meget, så var det noget som hun bare måtte bide noget så voldsomt i sig. "Nej vel? Det kan vi jo ikke have noget af," sagde hun med et ganske let grin. Hendes hjerte slog fast og let mod hendes bryst. Hun smilede mere eller mindre i hele ansigtet. Hun kunne simpelthen ikke lade være med det og hun elskede det virkelig. Armene gled roligt langs hans kinder, for så igen at skulle lægge sig omkring hans nakke, for at holde ham helt tæt ind mod sig, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Næsten som et tandpasta smil havde endt med at skulle brede sig på hendes læber, så var det bare ikke noget som hun kunne eller ville lægge det mindste skjul på for ham. Det behag som han satte i hende, var noget som hun for alvor ville og agtet at skulle holde fast i. At han direkte kaldte sig for en haj, fik hende til at le. "En haj? Så er den da uden tæn..." Hun endte med at tie, idet han førte læberne over hendes hals og nappet ganske let i den. Hun sitrede let, også selvom det var med det klare behag som aldrig nogensinde før! Hun rødmede igen. Hun var bestemt ikke nogne lille gubby! "Vandmand.." fortsatte hun drilsk.
Malania smilede et stille smil og lagde hovedet tæt ind mod hans egen krop igen. Kysset mod hendes hovedbund, fik hende virkelig bare til at smile og som aldrig nogensinde før. Det var virkelig bare så voldsomt behageligt i den anden ende, det var der ingen tvivl om. "Lykke til med at prøve," påpegede hun med et muntert smil. Nu var hun da alt for vågen til det, også selvom hun stadig kunne mærke at trætheden måtte komme tættere og tættere på hende. Hun ønskede det virkelig ikke! Den hånd som måtte fortsætte i hendes nakke med sin nussen, fik hende let til at lukke øjnene. Det var virkelig bare en dejlig følelse! Hun vendte blikket stille mod hans ansigt. At han virkelig ønskede at hun skulle sove, fik hende blot ganske så svagt til at smile. "Det ved jeg.." sagde hun dæmpet. Den ene hånd strøg roligt mod hans kind, så stille og roligt, inden hun igen stille lagde sig til rette lige ved siden af ham. Øjnene gled endnu en gang roligt i, idet at hun trak vejret roligt og dybt. "Så længe du vækker mig, så er det hele fint," sagde hun stille. Det var jo det som hun et sted bare måtte 'nøjes' med.

[pierce]

Det var en rar følelse at være elsket og holdt af, og en savnet følelse for Pierces vedkommende, for det var virkelig så lang tid siden at han virkelig havde følt sig elsket. Han måtte endnu engang føle at lykken havde ramt ham, som han havde fundet denne uvurderlige skat, og han ville ikke dele den med nogen! Det var hans kæreste eje, og han ville ikke slippe sin skat igen, aldrig nogensinde! Hun var alt for værdifuld for ham! Hun var alt hvad han ville have, og han kunne allerede nu sige, at hun ikke var én af de søde piger, som gjorde hvad der blev sagt, nej, hun var vild og ustyrlig, gjorde hvad der passede hende, makkede ret, når hun selv ville, og han elskede det virkelig! Han elskede alt ved hende, og han glædede sig til at se mere af de sider, som hun ikke havde vist så meget af sig selv. Han var sikker på, at hun nok skulle overraske ham, på den ene eller den anden måde. Han slap et let grin. ”Nemlig, det burde jeg,” istemte han med et lille nik, ”men hvad sjovt er der i det?” Han trak blot på smilebåndet, han ville skam give hende modstand, for han vidste at hun var stædig, men af den grund, ville han aldrig nogen sinde såre hende! Aldrig. Han nød hendes fingre der måtte søge mod hans læber, og det fik ham blot til at smile mildt til hende.
Pierce vidste at hun var kilden, og det var derfor at det måtte være så sjovt at gøre! Selvom det ikke var ham der blev kildet, så kunne han ikke lade vær med at grine selv, for det morede ham at se hende vride sig under ham. Han stoppede dog igen, da hun bad ham om det, eller nærmere udbrød det. Han smilede drilsk ned til hende. Hun var virkelig noget af en rødmetrold, og selvom han havde set den røde farve utallige gange efterhånden, så blev han aldrig træt af den. Han elskede at se, når hendes kinder blussede op på grund af noget han sagde eller gjorde, for det var vel blot et tegn på at hun kunne lide det? Det gik han i hvert fald ud fra, og han ville jo gerne glæde hende af hele sit hjerte, overraske hende og holde deres forhold spændende, så de ikke endte som så mange andre par, der gik fra hinanden, for det havde han heller ikke lyst til! Han ville være sammen med hende, og kun hende. ”Nej, det kan vi nemlig ikke,” istemte han, med et mildt og næsten fraværende blik, da han blot så drømmende ned på hende. Han trak ganske let i den ene mundvig, da hun lod sine hænder stryge langs hans kinder, for at lægge sig i hans nakke, hvor han blot lagde sig ned over hende igen, som de igen havde skiftet plads. Han elskede at betragte hendes smil, hendes øjne, ja hele hende! Hun var et syn for guderne! Han kunne virkelig betragte hende i flere timer, nej en hel evighed! At han fik hende til at tie, ved at han nappede hendes hud, der omgav hendes hals, fik ham blot til at smile, da han trak hovedet til sig igen. ”Blev min lille gubby mundlam?” spurgte han lettere undrende, som havde det været en umulighed, og dog alligevel drillende. Han måtte slippe sin muntre latter, da hun igen kaldte ham for en vandmand, og det var langt fra sandt! Han var sgu ikke et bløddyr! Ikke fordi der var noget galt med en vandmand, men han mindede faktisk mere om en hval af en art, de skulle nemlig bruge ilt og vand, nøjagtig som ham selv.
Pierce vidste at han havde fået hende til at blive mere frisk, ved at han havde kildet hende, hvilket han et sted ikke burde have gjort, men han ville jo også selv bruge lidt tid sammen med hende. ”Jeg har jo sagt, at jeg nok skal få dig til at falde i søvn, med mine kærtegn,” svarede han drillende, inden han lagde sig om på siden, dog sørgede han for, at de lå helt tæt. Han puttede hende roligt under dynen, så den dækkede hele hendes krop på nær hendes ansigt. Han strøg nogle af hendes mørke lokker væk, inden han skænkede hendes mund et lidenskabeligt kys, som han måtte holde i flere sekunder, inden han smilende trak hovedet til sig igen. Hun skulle ikke få lov til at klage over, at han ramte ved siden af igen. Han smilede mildt til hendes, inden han kyssede hendes kind. ”Godt, og så må du vidst hellere sove,” sagde han med et skævt smil. Han kunne tydeligt se, hvor tunge hendes øjenlåg måtte være, for han kunne tydeligt se på hende, at hun var træt. Han lagde sig tæt ind til hende, imens hans hoved hvilede ved siden af hendes på puden, hvor han dog ikke veg blikket fra hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania følte sig virkelig som den ene ud af en million og den tanke og følelse, var virkelig noget af det bedste, som hun havde siddet med igennem så frygtelig mange år, så det var ikke noget som man skulle tage fejl af. Han betød så uendelig meget for hende på alle måder. Det var en del af hende nu, som hun bare ikke ønskede at skulle miste igen! Han havde fyldt det tomrum op med noget som hun for første gang igennem hendes lange liv, ville være i stand til at skulle kalde for fornuftigt og det var virkelig ikke noget som sagde så lidt, det var helt sikkert. De mørke øjne gled roligt mod hans skikkelse og med det samme blide og naturlige smil på læben. Hun var virkelig bare så frygtelig godt tilpas i hans arme og i hans trygge favn. Det var virkelig ikke noget som hun ønskede at give afkald på for noget som helst i denne verden, det var også helt sikkert. Hun vidste udmærket godt, at hun skilte sig meget fra normalen og specielt når det kom til hendes egen slags. Hun vidste hvad hun ville have og specielt nu så gjorde hun det! Hun ville virkelig ikke hæmme før hun fik det som hun ønskede mest af alt lige nu; Og det var ham. Hun smilede et tydeligt og drilsk smil og klappede ham let på brystet. "Du beder så meget om det!" sagde hun med et let grin. Nok var hun ikke den mest voldelige af natur, det var som regel kun når det var strengt nødvendigt at det var en side af hende som dukkede op.
At hun var kilden, var desværre noget som Pierce havde fundet ud af. Det perfekte våben mod hende! Hendes hjerte slog let og fast mod hendes bryst og uden at skulle se det mindste væk fra. Hun smilede et varmt smil til ham. Hun var blevet mundlam.. tro det eller ikke! Det var i sig selv en handlin som var kommet ganske let bag på hende, det var ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. Den røde farve som næsten konstant måtte hvile på hendes små æblekinder. Den ville simpelthen bare ikke falme det mindste og specielt ikke når han var i nærheden, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Hun strøg roligt hans kind. "Du formår virkelig at overraske mig.." Hun spillede tydeligt overrasket, selvom det virkelig kun havde været noget som hun kunne lide! At have ham så tæt på sig, som det hun havde, der fandtes virkelig ikke noget bedre end det for hendes vedkommende, det var slet ikke noget som hun kunne komme udenom. Bare tanken om, at skulle undvære ham, var slet ikke en tanke som hun brød sig om, men igen, hvis det kunne redde forholdet en smule så det ikke ville resultere i at skulle blive kedeligt eller noget lignende, for det ønskede hun da bestemt ikke! At hun jo så måtte ligge næsten helt blottet under ham, gjorde hende virkelig intet, så længe, at det slet ikke var det som han havde fokus på. At det var hendes ansigt som han måtte se, var noget som betød noget så frygtelig meget for hende. Om ikke andet, hvis dette havde været en test, så var det en af slagsen som han havde bestået med glans!
Malania lagde sig stille og roligt tæt ind mod hans egen krop. Nok selvom han var et væsen af vand og hav, så føles han stadig så varm, at skulle lægge tæt op af på denne måde. Det gjorde hende glad om ikke andet og det fik hende til at smile. Hun følte sig virkelig som noget som han ønskede at beskytte og med alt det som det måtte indebære for hans vedkommende. Hun trak vejret dybt i og med, at hun faldt godt til ro igen, da han pakkede dynen tæt omkring hende. Det var tydeligt, at han slet ikke ønskede at hun skulle fryse. Øjnene tvang hun stille op og mod ham endnu en gang. "Så lang tid du lover at vække mig, så er det fint," sagde hun stille. Hun lod den ene hånd roligt falde mod hans bryst, da hun lagde sig tæt ind mod hans egen krop. Det var her hun faktisk følte sig mest tryg af alle steder som hun kunne være, det var helt sikkert. Kysset som han tildelte hendes læber, gengældte hun og uden det mindste tøven på nogen som helst måde overhovedet! Hun elskede virkelig at være så frygtelig tæt på ham som det måtte være lige nu! Næsten med ærgrelse, at hun måtte trække hovedet en anelse til sig. Hun nikkede stumt for hans ord og lod øjnene stille glide i endnu en gang. Der gik virkelig ikke lang tid, før hun havde givet efter for den trængende søvn.