Where is det way?

[Deleted]

At hun nærmest virkede ivrig efter at komme til vandet forsikrede ham lidt om, at hun vel måtte tale sandt? hvis hun løj så ville hun vel ikke være så ivrig efter at nærme sig den ene ting der kunne afsløre hende? Men som så meget andet kunne det jo være en løgn og fælde. Han valgte dog bare roligt, at gå videre med hende derned. Han kunne vel lige så godt tage en chance til? Hvis hun havde villet ham ondt var det jo nok kommet til og ske nu så han var rimelig tryg ved hende. Hun virkede sød. Han nikkede bare let og satte sig ned i græsset igen da de var kommet til søens vand. Nu kunne hun jo med bevis og det hele vise ham hun talte sandt hvis hun virkelig gjorde det. Det ville i hvert fald med garanti overbevise ham hvis vandet havde effekt på hende. Det var jo et klart bevis så selv han ville ikke kunne vokse tvivl om det.
Han så stille på hende mens hun talte og så på hende med et blik der ikke sagde meget om hvad der gik igennem hans hoved netop nu. "jeg ved ikke om det er muligt for mig, at tro på alt det. Men det meste af det kan jeg godt tro på." Han smilede stille. "men jeg ved jo ikke alt om den store verden vi lever i. Hvem gør også det? Men det er nok især fordi jeg ikke har set verdenen i så mange år, at en masse er gået forbi mig. Jeg kan bare næsten ikke tro der findes væsner i havet som dig. Men der findes jo så mange væsner som virker urealistiske..så dette er måske heller ikke så sært.." han snakkede nu mest med sig selv for at se om det egentlig kunne give mening?

[magique]

Så snart de nåede ned til søen, gik Rhiannon lidt ud og lavede et frygtløs hovedspring ned i det kølige vand. Luftboblerne strøg omkring hende, som hun lod gæller og svømmehud manifestere sig, så hun kunne trække vejret under vand og svømme hurtigere end de fleste andre havvæsner. En fisk flygtede forskrækket over den pludselige indtrængen i sit domæne, men kom hurtigt tilbage igen efter at have genkendt sin frænde, og Rhiannon smilede til den, inden hun brød overflade, hvor hun lige netop nåede at høre ham sige, at han godt kunne tro på det meste, og hun smilede glad imens vandet drev ned af hende og hendes hår hang fladt ned ad ryggen tynget af vandet. Rhiannon bar aldrig tøj, det ville være træls at svømme i, for hun var så meget i vandet som muligt. "Jeg ved godt, at det er meget at tage ind, når du ikke har været opmærksom på vores eksistens, men vi er nu ganske virkelige" svarede hun med et opkvikket smil, vandet kærtegnede hendes slanke lemmer, imens hun følte sig mere livlig igen.
Gællerne forsvandt hurtigt, fordi Rhiannon havde svært ved at koordinere vejrtrækningen, når hun havde to måder at trække vejret på og den ene måde ville kvæle hende, når hun var udenfor vandet, men svømmehuden havde hun stadig i mellem fingrene. "Det er ellers ikke fordi, jeg er af en ny race... Jeg har eksisteret siden tidernes morgen" lød det fra hende, med en årtusindegammel visdom bag ordene.
"Forstår du, hvorfor det er i min interesse at hjælpe dig? Og hvis du indvilger i min plan, kan vi følges ad tilbage til Procias bagefter, Havet dér udgør mit hjem"

[Deleted]

Han så efter hende mens hun brød overfladen og var væk under vandet. Han var ikke bekymret selvom han jo ikke kendte til hendes svømmeevner. Men så længe hun kun var væk i det tids rum hvor det gennemsnitslig var muligt at holde vejret så tog han det mere eller mindre roligt nok. Han så på stedet hvor hun var forsvundet og fik et chok, da hun kom op igen og med små ændringer ellers var som før. Svømmehuden var nok det som gjorde ham mest bange et sted, men også det bedste tegn på hun jo havde talt sandt. han sagde ikke noget, men det var tydeligt at se han var overrasket - men så sandelig også overbevidst på alle måder. Han så op på hende. "Din plan? Tilbage til Procias? Vi - eller jeg - er jo allerede på vej dertil?" han forstodi kke hvad hun mente med plan og tilbage og det forvirrede ham selvom det kun var små ord og uden de videre detaljer. Han fugtede let sine læber og havde fået chokket skubbet væk igen og kunne nu se på hende som før. Rolig og tryg. Hun havde talt sandt og hun var så langt som nu ikke ondsindet overfor ham så det ville være med åbne arme han nok tog imod alt hjalp. Alt efter hvordan det kom til og foregå.

[magique]

Et smil, der udstrålede al den varme, alt det gode Havet rummede klædte hendes læber. Hun kunne se, at selvom han aldrig før havde hørt om Havets folk, troede han nu på hende, og han havde ingen grund til ikke at gøre det. Indtil videre havde hun kun talt åbenhjertigt, selvom hun sagtens kunne have spundet et net af løgne, det ville bare ikke gøre andet end at ødelægge hendes mulighed for at befri den fangne engel, når han engang fandt ud af at hun havde løjet. Derfor havde hun været ærlig omkring alt, for hun ønskede at sætte ham fri, og når Rhiannon havde sat sig et mål for øje, ville hun ikke helme, før det var opfyldt.
Med en ny alvor i blikket, betragtede hun englen. Nu var vel så godt et tidspunkt som noget, for hun var nødt til at fortælle ham, hvad det var nødvendigt at gøre. Hun kunne ikke forvente, at han ville kunne lide planen, men forhåbentligt kunne hun overbevise ham til at stole nok på hende. Selvom det nok ikke blev det letteste.
"Jo.... Altså, min... Ven, som kan hjælpe dig, for at få fat i ham bliver du nok nødt til at træde tilbage i dine fodspor, et par trin tilbage igennem Dvasias... Ikke langt, vi skal bare have fat i ham" forklarede hun alvorligt, med et tøvende udtryk i ansigtet, hun håbede, at det var at træde let nok, for det var ret tydeligt, at Jesse kom derfra og Rhiannon var ret sikker på, at det havde noget at gøre med låsen på hans vinger, for det var ret tydeligt, at mørk magi havde været i spil.

[Deleted]

Han lod sit blik bare hvile på hende mens hun stod der. Så forandret og så alligevel den samme som før .Det var sært. noget han nok ikke kunne sætte sig ind i. Han bare lige her og nu bare glad for, at han kunne stole på hende nok til, at hun ikke ville ham ondt. Det var noget af det som betød mest for ham lige nu. Han så dog uroligt på hende, da hun fortalte de måtte gå tilbage mod Dvasias og endda ind i det! En tanke han uden tvivl helst ikke ville være med til. men tanken om, at han måske fik sine vinger fri for altid bagefter var noget der på den anden side rev i ham efter at få det gjort. han kunne jo ikke vide om den mørke magi var alt for stærk til de lyse magikere derhjemme så måske var det bedst og tage denne mulighed? Den kom jo ikke igen. Han fugtede sine læber. Bed lidt i den ene af dem mens han forsøgte og vælge hvad han skulle gøre. "Hvis bare..vi ikke skal for langt ind i det.." han så lidt op og frygten var let og tyde i de mørke øjne. Han frygtede det land og dets væsner. Han frygtede ondskaben der lurede i dets mærke omkring hvert et hjørne. Han ville helst være fir for nogensinde at sætte sin fod der, men det måtte vel være prisen for frihed så. Han sank tungt og så på hende med bange øjne. "Men hvis han kan hjælpe...det er måske min eneste mulighed." han følte næsten hans hals snørrede sig sammen da det gik op for ham, at han var villig til og vandre tilbage til det land.

[magique]

Rhiannons øjne strålede med en hidtil sjældent set glæde, det var en personlig sejr for hende at have formået at spille alle de rigtige kort for at føre Jesse til friheden, som ventede ikke langt derfra. Næste problem ville så blive at lokalisere Seth, han havde altid vandret meget, men de kunne rejse hurtigt og let og håbe på at nå ham på hans sidst kendte opholdssted. Hun vidste ikke hvordan det var gået ham efter skibsbruddet, men hvis han ikke længere vandrede på denne jord, havde hun vidst det. Han var sikkert stadig bare den samme, gamle vandrertype; En original, der aldrig slog sig ned. Rhiannon kunne ikke lade være med at smile et sørgmodigt smil, før hendes opmærksomhed igen vendtes imod Jesse.
"Vi bevæger os kun så langt ind, som det er absolut nødvendigt..." svarede Rhiannon beroligende og smilede overbevisende. Hun havde ikke tænkt sig at udsætte englen for større risiko for skade end hvad var nødvendigt, men der var ét mål i syne: Frisættelsen. Hvad der siden måtte ske, ville være svært betinget af hendes humør - dvs. vejret. "Først skal vi dog finde et af disse Mørkets væsner, der kan hjælpe os med at finde Seth Bane." Rhiannon havde indset, at for at det skulle fungere, var Jesse nødt til at kende til alle trin i planen, at der så kun var de to var en anden side af sagen. Med et fortroligt blik kommenterede hun: "Jesse, du skal ikke bekymre dig for din sikkerhed. Selvom du aldrig har hørt om min race, så er jeg en magtfuld fjende, og enhver, der prøver at forhindre din frihed er min fjende."

[Deleted]

At de måtte ind i Dvasias og finde en der og spørge om vej var ikke noget han var glad for. Men så længe de bare ikke skulle vandre hele landet igennem så kunne han vel klare det? Det håbede han i alle tilfælde. Han havde ingen lyst ti log blive fanget og bare tanken om, at han ikke kom ud af Dvasias igen skræmte ham fra vid og sans, men så godt som muligt skubbede han den tanke væk og forsøgte og ignorere den. Det skulle nok gå. Han fik sine vinger fri og sin frihed igen og så hjem mod sit barndoms hjem. Sådan blev det. Han tillod ikke sig selv at tvivle på det selvom det var svært og lade være, men han kæmpede en indre kamp for at skubbe det væk og bare fokusere på glade tanker. Han så stille på hende med et lille nik. "Men nu skal du vel være i vandet?" han vidste ikke hvordan det hang sammen og om hun kunne vandre langt fra vand og alt det, men det var hun vel nødt til og kunne for at komme fra vand til vand? For at bevæge sig rundt for der var jo store steder uden vand i nærheden og dem skulle de jo nok forbi. Der ville let være timer mellem vandsteder. Og hun havde jo siddet på bakken i noget tid før de gik herned. "Ellers vil jeg gerne afsted nu...jo hurtigere vi kan finde ham jo hurtigere kan jeg komme væk derfra igen."

[magique]

Udmærket klar over, at det var meget at forlange af en engel - selv en engel som ikke havde sine vinger låst fast - at skulle vandre rundt i Dvasias og først finde én, der kunne angive vejen til Seth Bane, og siden finde Warlockenes leder, glædede det hende, at Jesse accepterede. Da han spurgte, om hun skulle være i vandet lidt, kunne hun ikke undgå at grine lidt indvendigt, som om hun var en eller anden ting, der lige skulle oplades? Hun kunne sagtens være ovenvande, og forhåbentligt ville det ikke blive lige så varmt i Dvasias som det virkede til, at det ville blive i Manjarno. Dvasias var jo trods alt Mørkets land, så der var da bedre muligheder for at der ville være skjul for solens hede. Rhiannon rystede på hovedet, for at afkræfte spørgsmålet, men havde ikke tænkt sig at flytte sig ud af vandet før det var nødvendigt for at drage ind i Dvasias, Jesse kunne ikke undgå at have flere spørgsmål.
Det havde han da også, men det var ikke rigtig et spørgsmål, og det var en klar hentydning til, at tidspunktet, de fortsatte til Dvasias var nu. "Jamen så synes jeg, vi skal drage afsted imod Mørkets land. Har du problemer med vand? Kan du svømme? For det vil klart være hurtigere at krydse søen end at gå hele vejen udenom" lød det optimistiske svar fra Rhiannon.

[Deleted]

Hans blik gled ud over søen ved hendes spørgsmål. "Jeg...Jeg tror ikke det er smart med våde vinger...eller..skal jo så ikke flyve med dem så i princippet kan de vel være ligemeget.." Han strøg let sin ene hånd ned langs fjernene hvor vingen var fast spændt i sin ene side og fik helt gåsehud ved det. De var så bløde og dejlige. Gid han kunne folde dem ud. De var aldrig blevet løsnet i de mange år. I starten fra han var blevet fanget og så indtil nu var remmene blevet udvidet med magi i takt med vingerne voksede. Han var glad nok for det i det mindste så remmene ikke ville have knust hans vinger af mangel på plads til dem. Han så hen mod hende igen. "Men jeg kan godt svømme...det er jo nok lidt hurtigere selv for mig." han grinede lidt. Han rejste sig op og gik et par skridt ned til vandet til han var ved vandkanten og selvom han var lidt utryg ved det så begyndte han og gå ud i vandet. Tøjet tørrede jo igen.

[magique]

Rhiannon nikkede forstående, det var jo ikke med Lysets engle som med Havets, hvor Havets engles vinger var skabt til et liv under vandet, var Lysets jo skabt til at flyve højt over landet. Det var hans eget skøn, om det ville fungere, for hun havde ikke selv nogen erfaringer med problematikken. I virkeligheden vill det nok være bedst at spørge en anden fra Jesses race, for han selv var nok ikke rigtig klar over, hvad han burde og ikke burde? Hvis han ikke ville svømme, kunne hun nok godt manipulere vandet til at lade ham gå tørskoet igennem søen, men hun var ikke glad for at skulle tvinge Havet til noget så unaturligt for det, lige så lidt som man ville ønske at tvinge en elsket til at gå imod sin natur for ens egne mål.
Et smil kunne dog ikke undgå at vise sig på Rhiannons læber, da Jesse indvilgede i at krydse over søen frem for at gå rundt om den. Det ville ikke være et problem for hende at skabe en mild strøm, der kunne lede Jesse hurtigere afsted, og det havde hun tænkt sig at gøre. "Så vil jeg forme en strøm under overfladen, der fremme din færd. Du skal selvfølgelig blot sige, hvis det går for hurtigt og du føler dig fanget eller lignende, det kan godt være en svær oplevelse, især når man som du er et luftbundet væsen" svarede hun med et hjæpsomt udtryk, før hun selv begyndte at krydse søen og skabe den strøm, hun havde lovet ham.

//OUT - skal jeg finde en, der vil tråde i Dvasias?

[Deleted]

Han smilede bare svagt og nok også en smule nervøs ved tanken om, at han nu var på vej tilbage til det land hvor hans fangevogter havde holdt ham i alle de år. At han var skabt til at være i luften var jo så bare noget han ikke havde prøvet. Han nikkede let og var glad nok for alt den hjælp hun tilbød. Han gik videre ud til han kom så langt ud, at det kunne lade sig gøre, at svømme og han kunne også let mærke den strøm hun havde snakket om og det ville nok klart gøre det lettere og hurtigere at komme over. Han havde svømmet før og derfor var det jo så en ting han kunne selvom han ikke var skabt til det som sådan. Hans vinger blev dog tungere jo længere ud han kom fordi de netop blev våde, men han holdt sig oppe og strømmen hun skabte fik ham også ført frem så han ikke rigtigt fik mulighed for at synke. En ting der kun var godt jo. Han var lidt urolig ved det, men det gik jo fint nok i sig selv og han skulle bare lade være og tænke på at synke så fik han ikke uroligheder der bare gjorde det hele meget værre. Han fokuserede bare på at komme over. Og derefter kom så det næste problem, men han måtte bare lade være og tænke for meget på, at de gik imod Dvasias og hvad der kunne ske. Hvad der ventede. Han måtte fokusere på at få sin frihed.

//Out. Ja hvis du kan xD