Where is det way?

[magique]

Endnu et smil brød de lyse læber, da hun tydeligt så den normale forvirring over hendes navn, og besluttede sig for, at denne engel havde fanget hendes interesse så meget, at hun ville præsentere en enklere udtale af sit navn og valget i mellem at bruge hendes kælenavn eller hele navnet. Det var tydeligt at hun dansede på en tynd line, og hun håbede at det mere venskabelige kælenavn, ville bygge broer. Små skridt, ikke sandt?
"En lettere udtale af fornavnet lyder; Rhiannon, men du må godt nøjes med at kalde mig Rhia" svarede Rhiannon blødt, nu med den samme slags lyde tilknyttet navnet, som land- og luftbundne racer brugte i deres sprog. Havets sprog var komplekst og fuldstændigt anderledes end sprogene ovenvande. Det føltes underligt i Rhiannons mund at udtale sit eget navn på det andet sprog, for hun sagde det jo altid på sit modersmål. Det havde været en svær proces at lære den helt anderledes brug af munden til tale, men Rhiannon havde trods alt haft mange årtusinder til at lære det, og allerede længe før hun mødte Seth mestrede hun det. For Rhiannon var netop udtalelsen af sit fulde navn på sit modersmål et udtryk på hendes individualitet, hendes højtpriste frihed, som i sidste ende altid ville styre hendes handlinger og tvinge hende væk fra veje, der i sidste ende ville frarøve hende frihed, fysisk eller psykisk. Sådan havde det altid været, og sådan ville det altid være.
En distræt hånd snoede en tot af det usædvanlige blågrønne hår om fingeren. "Og det er mig en lige så stor glæde at møde Dem, hr. Yimaliiz"

[Deleted]

Selv var han stolt af sit eget navn, da det havde en himmelsk klang over sig hvilket jo ikke var så sært, da hans forældre havde været ren engel helt igennem ligesom ham selv. Selvom hans sjæl var bukket under og havde været tabt for flere århundrede. han håbede dog bare, at den atter ville blive sig selv når han engang var hjemme i sit hjemland igen og i himmelriget. Der ville nogen jo nok kunne låse den dumme lås op så hans atter var frie og kunne sprede sig ud og mærke vinden. At kunne flyve. En ting han aldrig havde lært og derfor heller aldrig prøvet, da han som barn var blevet frarøvet den lærdom med værger der ikke bar vingens gave. Han drømte om den dag han fik lov og mærke vinden under sine vinger. Den dag han satte af og forlod jordens græs for at svæve frit. Åh hvilke drømme. Han fik skubbet det bort igen og forstod lidt bedre hendes navn, da hun sagde det på landjordens mere normale sprog. "Rhia...så må du kalde mig Jesse og skubbe alt det formellem til side. Jeg ville have det dårligt hvis det kun gik den ene vej." han smilede stille og det var en utrolig sjældenhed. han lod sit hoved falde lidt til den ene side også og det var utroligt så rolig han faktisk følte sig. Som om han næsten kunne mærke hendes aura og fornemme der intet ondt ville komme. Han vidste ikke om det var sådan. Det var endnu bare billeder der skabte sig i hans hoved. En vane han havde fået under sit fangeskab hvor der var så meget han ikke fik set. Altid det samme hver dag. Mørke og ondskab. Alle de gode ting var blevet frarøvet ham og derfor havde han skabt sig paradis forestillinger i sit hoved før hans sind lukkede af og gemte sjælen. Nu var det så begyndt igen. Selvom han var kommet væk fra mørket og ondskaben.

[magique]

"Det er en aftale, Jesse" lød det glade svar fra Rhiannon, det var tydeligt, at stemningen var gået fra anstrengt og forskræmt til tillidsfuld og åben, og det behagede hende, for det var simpelthen så kedeligt, når man skulle vare sine trin i tilfælde af, at man kom ud på for dybt vand, som det at omtale hans vinger var et tydeligt eksempel på. Han flygtede fra noget, om det var noget fysisk, et minde eller noget andet psykisk, kunne Rhiannon ikke vide endnu, men hun havde alle intentioner om at finde ud af det. Måske hun havde fundet en ny følgesvend? Nå, det var nok for tidligt at håbe på det, især når man havde så særegne vaner som hun selv. Det var ikke ligefrem alle, der gad spilde en dag ved et sted med vand, fordi heden brændte ned over landene, og Rhiannon ikke rigtig kunne holde til de omstændigheder. Når det var sådan, følte hun sig som en fisk på land, ude af stand til at ånde ordentligt. Derfor drev hendes frygt for en hed dag hende imod søen, der lå ikke mere end en halv kilometer bag Jesse. Det var turbulent, men givende at følges med denne Havets Vogter.
Et enkelt blik gled hen til de glitrende vand, der lokkede med dets blide bølger, før hun igen fokuserede på englen lige foran hende. Han virkede som sådan en dejlig person. "Hvor er du så på vej hen? Personligt er mit midlertidige mål søen dernede, som du vist lige er kommet fra, hvis jeg ikke tager fejl?" spurgte Rhiannon så interesseret, da hun ikke kunne komme på andre emner at berøre, med det ømtålelige emne om vingerne så tungt hængende stadigvæk. Der kunne næppe være et ømt punkt i hans destinationsmål, om end det muligvis ville være en anden historie, hvis hun spurgte, hvor Jesse kom fra.

[Deleted]

Han kunne nærmest se et drømmende eller længselsfuldt blik i hendes øjne, da hun kort så ned mod søen. Han skævede selv over sin skulder mod den og nikkede til at han kom derfra. Det var jo rigtigt nok. Han havde overnattet her så godt som muligt og forsøgt bare at skaffe sig en smule søvn selvom det kun var blevet til nok. Han kunne sagtens sove mere, men det måtte vente til han atter var hjemme. Hvis de da gad have ham mere. Den tanke havde flere gange gjort ham mere frygetet for hvad der kunne ske og mere ensom.
Han så atter på hende og bed sig svagt i læben ude i siden før han slap den igen og åbnede munden for at tale. give hende et form for svar. "Jeg søger igennem Manjarno i min søgen efter at vende tilbage til Procias. Det er en lang vej igennem hele landet, men jeg er ved og nærme mig så vidt min geografi er husket. Jeg må under alle omstændigheder være halvvejs om ikke andet." han skammede sig ikke over at være et væsen af lyset. han ville tværtimod nok hade og skamme sig over, at være fra mørket. Medmindre han måske var født sådan og var ligesom dem? En tanke der gav ham gåsehud selv i den hedeste sol. Han lod roligt sit blik hvile på hende nu de var kommet lidt mere på talefod og han kunne ånde en smule lettet op, da alt virkede okay selvom der hvilede en sær mystik over hende, som han på ingen måde lige kunne tyde så det ud til. "Men søen er et mere præcist mål, at have. Når jeg kommer til Procias engang er jeg slet ikke sikker på om jeg overhovedet kan finde vejen videre igennem det land for at finde mit hjem."

[magique]

Hele vejen til Procias? Det var alligevel en usædvanligt lang rejse, især eftersom de lige nu bevægede sig på kanten af Dvasias og Manjarno, noget som søen netop var et symbol på, da den lå lige på grænsen, og derfor var opholdssted for et stort spænd af racer og farer for et lysvæsen som Jesse. Rhiannon selv havde den store fordel af Havets neutrale holdning i alt, hvad der ikke omhandlede Havet selv, som resulterede i at hun uforfærdet kunne rejse frit omkring uden en fordom om, at hun ikke automatisk mødte en fjendtlighed hvorend hun gik. Det var besværligt nok, at folk opførte sig irrationelt, når de opdagede, at de befandt sig i selskab med et så mytologisk væsen, som en af de sagnomspundne Havets Vogtere.
"Det er længe siden, du har været hjemme? Jeg selv sørger for aldrig at opholde mig for langt fra et sted, der kan minde mig om mit hjem." lød den blide stemmes rolige svar, hun antog, at han kom fra Dvasias af uransagelige årsager - det var et besynderligt sted at befinde sig for en engel, som trods alt var et sårbart væsen i så mørkt et sted - for det virkede som om han var på en længere rejse igennem adskillige lande. De stormgrå øjne betragtede lysvæsenet foran hende med en uransagelig mildhed, der fik tankerne ledt til rolige vandløb.
"Måske er søen et mere præcist mål, men jeg er sikker på, at du har en større mening bag din rejse, ellers ville du nok ikke rejse SÅ langt" kommenterede Rhiannon med et glad smil, og lod øjnene vandre over den besynderlige mekanisme på hans ryg. Hun var ret overbevist om, at det var hans vinger, der var fanget bag en meget kraftfuld, magisk lås - hendes evner indenfor Vandmagi lod hende dog vide så meget. Hun kendte kun én, der ville kunne åbne en sådan lås, for det forekom hende tydeligt, at det ikke var enhver med en smule evner indenfor magi. Rhiannon, der selv havde enorme kræfter indenfor vandmagi ville ikke kunne stille noget op, men én hun kendte ville, og hun havde tænkt sig at tilbyde Jesse denne mulighed, hvorfor? Fordi hun ikke kunne holde ud at se et væsen være fanget på den måde. Jesse var ganske tydeligt skabt til at svinge sig i luften på smukke, hvide englevinger, i stedet var han fanget hernede, og det kunne hun ikke acceptere.
"Jeg ved, at det er følsomt emne Jesse, men jeg kender én, som kan hjælpe dig af med det dér. Du behøver ikke at forklare hvordan eller hvorfor det er sket for dig, men jeg kan ikke holde ud at se dig fanget hernede, når du tydeligvis er skabt til noget andet"

[Deleted]

Hvor langt han var fra Dvasias eller ej vidste han ikke med sikkerhed. Han havde rejst i mange uger nu siden han var flygtet fra den fjerneste ende af Dvasias så det var jo klart han ikke bare kom hjem om få dage. Han havde fortjent dette hvil selvom det ikke var ufarligt, men han kunne jo ikke gå videre uden stop hele tiden. Han trak lidt på sine skuldre. "Jeg ved ikke hvor mange år det er...Jeg har mistet evnen til og tælle dem og jeg er ikke engang sikker på hvor gammel jeg selv er længere." han lod let den een hånd glide ned over den modsatte arm med et svagt suk. Det var helt underligt og skulle snakke med en stortset fremmed om disse ting, men det var nu rart nok og kunne slappe af og så længe det ikke ramte hans ømme punkter så han ikke nogen grund til og ignorere hendes spørgsmål. Han bed sig i læben til sidst igen. Endnu en vane han havde. "Jeg...jeg kommer nok aldrig op og flyve lige meget om de er låst fast eller ej.." dog vækkede det hans interesse en del at hun sagde hun kendte en der måske kunne hjælpe ham af med de remme og den lås der alt sammen var fyldt med mørk magi. Han ville måske ikke kunne flyve medmindre han lærte det på en eller anden måde. Men bare det, at være helt fri og kunne bevæge sine vinger igen ville være skønt! Han fugtede let sine læber og så mod hende. Skulle han stole på hende? Eller var det en fælde? Nej..han kunne ikke fornemme noget ondsindet ved hendes gerninger overfor ham så måske han skulle slappe lidt mere af og bare stole på hende? Det var bare en evne han ikke helt havde mere. Den sidste han havde haft stolet på havde jo slæbt ham tværs gennem landende og låst hans vinger sammen og brugt ham sm slave i flere hundrede år og ødelagt hans sjæl og sind. Det var farligt og stole på nogen. Han så roligt på hende og skjulte alle sine tvivl så hun ikke blev fornærmet elle måske nægtede og hjælpe alligevel.

[magique]

Rhiannon lyttede opmærksomt til Jesses ord, hun ønskede at finde ud af, hvad der bandt ham, men uden at fornærme ham. Hvis det havde været en hvilken som helst anden slags vejrsituation, ville Jesse nok for længst være flygtet i skræk, for det der med førstehåndsindtryk? Det var hun ikke så god til, fordi hendes opførsel kunne vende på en tallerken, og det var ikke ligefrem grobund for tillid, hvilket det var nødvendigt at basere hele samtalen på i dette tilfælde. Næh, han var nok for længst løbet væk, hvis han havde mødt en mere vilter side af det overnaturlige væsen.
"Jeg har aldrig rigtig forstået jeres hang til at kunne måle alting, for eksempel levetid. Personligt har jeg ingen anelse om, hvornår jeg blev skabt og hvor længe jeg har eksisteret, men det betyder hele ingenting. Det er endnu et billede på jeres evindelige behov for systematisering og fangenskab af sjælen" svarede Rhiannon med en eftertænksom mine. Hendes ytringer havde nok efterhånden givet Jesse et billede af, at hun bestemt ikke kom fra den samme verden som han selv. Der var en grund til at hun kaldte racerne fra Jorden og Luften for jord- og luftbundne for de havde en helt anden forståelse af, hvordan man skulle leve sit liv, og indtil videre havde hun ikke mødt én sjæl, som hun kunne dømme fuldstændigt fri. Det var en skam men sandt, og Rhiannon led ikke af storhedsvanvid, der kunne f hende til at tænke, at hun kunne ændre situationen. De fik det ind med modermælken, når dagen de blev født på blev fejret hvert år i stedet for at gøre hver dag til sin egen fest. Og nogle mente, at de gjorde det, men det var oftere ud fra et ønske om at være anderledes - og derved bundet af trangen til dette.
Et bredt smil fjernede den seriøse og filosofiske mine fra Rhiannons slanke ansigt, det var tydeligt, at hun greb det hele an på den rigtige måde. De kunne tale om emnet, uden at tale om det, så at sige. Et paradoks, men et brugbart et i situationen. Hun ønskede ikke andet for ham, end at han kunne brede de vinger ud og flyve, nyde den smule frihed som var ham afmålt. "Du vil virkelig gerne op og flyve, hva'?" Spørgsmålet var retorisk, men konkluderede for hende en trang, hun ikke havde været klar over, at Jesse havde. Havde han virkelig aldrig lært at flyve? Måske havde han båret den lås længere end hun havde troet? Selv Havets engle, som trods alt var skabninger der foretrak vand over land og luft, kunne da hver og én flyve? "Se sådan her på det, hvis du ikke får fjernet låsen og prøver, finder du aldrig ud af det" Lød det så eftertænksomt. Hun måtte vare sine trin, for hun ønskede ikke at lokke Jesse i en fælde, selvom det nok ville blive svært, når hun var nødt til at introducere ham for delen af planen, der gik ud på at rejse tilbage i Dvasias og finde Seth Bane.

[Deleted]

Han trak lidt på sine skuldre med et svagt suk. "Selve delen med at flyve ville jeg nok kunne undvære..Men hvis du vidste hvilket mareridt det er, at man ikke engang kan røre sine sine vinger den mindste smule. Havde du været et væsen med vinger ville du nok bedre kunne forstå pinslen det er, at være fanget på denne måde. Alle flygt muligheder er så godt som umulige og man er forsvars løs. Det er derfor jeg..går forsigtigt frem som du jo nok har bemærket.." et svagt lille skævt smil lagde sig på hans læber mens han så på hende igen. Det var svært og undgå at se hans forsigtighed. Han så lidt op mod himlen før han fik lagt brikkerne mere og mere på plads. Det gav vel sig selv efterhånden, at hun ikke var herfra. Han kunne i hvert fald fornemme hun var et væsen han ikke havde stødt på før, men så igen de væsner han havde mødt flest af var vampyrer og andre fra mørket. De få derhjemme bestod mest af engle og så elvere mente han det var, at hans plejefamilie var. Eller så havde han glemt den del. Han så på hende igen. "Du kommer ikke herfra..Hvad er du?" han vidste det nok var lidt uforskammet bare og spørge direkte og så på den måde som om hun var et monster eller uhyre, men det var jo slet ikke sådan! Han var bare nysgerrig efter at vide hvad race hun kunne være når hun nu talte på den sære måde som han ikke forstod og så alle de ting hun sagde som klart fortalte, at hun ikke hørte til himmel eller jord. Men hvad hørte hun så til? Han havde aldrig hørt om væsner i vandet ud over fisk og den slags. Han kunne derfor ikke regne ud, at det var dér hun kom fra.

[magique]

Som Jesse berettede om den måde, han følte sig fangen i sin egen krop på, blev Rhiannons ansigtsudtryk langsomt mere og mere sørgmodigt og alvorligt. Hvis det var sådan han følte sig, fanget, forsvarsløs... Det skulle ikke vare ved! Var der noget, der stod Rhiannon nært, så var det at alle skulle have friheden til at vælge at være fangen - af deres eget sind eller hvad end, de kunne finde på, men dette var ret tydeligt ikke frivilligt! Hun vidste at Seth ville kunne hjælpe, og forhåbentlig betød hun stadig nok for ham til at han ville kunne overtales til at hjælpe en engel. Det ville ikke blive et problem at forsvare Jesse i jagten gennem Dvasias, for en mægtigere manipulator af vandmagi ville ikke være at finde i denne verden. Planen lynede igennem hendes sind, imens blikket var fastlåst på vingernes fængsel. Hun havde tænkt sig at hjælpe denne stakkels engel, som ikke en gang ønskede at flyve, nej, han ønskede bare ikke at føle sig som en fange! Englens situation ramte plet på de få ømme punkter, denne Havets Vogter havde, og hun havde allerede gjort det til sin midlertidige mission at hjælpe staklen. Nu var det bare på tide at få ham overbevist om, at det var en god idé. "Det har jeg bemærket..." bekræftede Rhiannon, og så så på ham med sit mildeste ansigtsudtryk. "Og det vil være mig en ære at pålægge mig den gerning, at hjælpe dig med at bryde dit fysiske fangenskab, hvis du stoler nok på mig" afsluttede hun så med et højtideligt tonefald. Det lå hende virkelig meget på sinde, at hjælpe denne stakkel, og når hun havde ressourcerne til at kunne det, ville det være forkasteligt ikke at hjælpe.
Den hæjtidelige mine blev dog brudt af en perlende latter, da det meget ligefremme spørgsmål forlod Jesses læber. Ikke en nedværdigende eller ydmygende latter, en glad latter, en helhjertet latter. "Jeg er en af Havets Vogtere, Jesse" lød det milde svar, og som den melodiøse stemme nåede ørene, ledte den tankerne hen på brusende, livlige floder.

[Deleted]

Han rykkede sig lidt instinktivt tilbage ved hendes latter der syntes at komme ud af det blå i hans hoved og det forskrækkede ham faktisk lidt. Var hun mon sindsyg? Han kunne nemlig ikke se hvad det var der var så sjovt som han havde sagt eller gjort. Han så på hende med et temmelig bekymret blik og var ved og tro det var en fejl og stole på hende. Hun virkede kort som en galning med den latter der jo ikke var sindsyg eller noget, men bare det, at hun pludselig kom med den var nok til, at han genovervejede sig med hensyn til ret og forkert i denne situation. Dog afbrød hun hans spekulationer og tanker ved at sige noget han aldrig havde hørt og det var let og læse forvirringen i hans ansigt. "Havets...hvad?" han kunne ikke tro han havde hørt rigtigt. Nej det måtte være en fejl. Hun kom da ikke fra havet? Hun var jo ikke en fisk! Han rystede lidt på hovedet. Men på den anden side. Hun havde jo ikke sagt hun kom fra selve havet, men bare nævnt noget med havet og så..var det vogter hun havde sagt? Det lød nu temmelig eventyrligt i hans ører, men på den anden side. Der fandtes vel så meget i denne verden. Ingen kendte vel alle racer? Han så på hende igen med lidt uro i sit blik endnu en gang. "Du ligner ikke..en fisk.."

[magique]

Rhiannon kunne tydeligt se et glimt af frygt hos Jesse, og igen mindede hans opførsel hende om et byttedyrs, bortset fra, at de nu var tættere på hinanden, og at den opførsel igennem det meste af deres samtale var forsvundet. Okay, ikke nogle pludselige latterudbrud. Det ville blive en udfordring for Rhiannon, som nød at kunne le, og den frihed det gav. Ind i mellem måtte man putte sig selv i et midlertidigt fangeskab, for at kunne gøre noget, man virkelig ønskede. I virkeligheden var betegnelsen 'galning' nok ikke hel forkert, men det ville først åbenbare sig over længere sigt, og hun håbede, at kunne etablisere en stabil tryghed inden det skete. Hendes blik gled op imod himlen, for at se efter regnbyer, men dem var der ingen af, så dagen ville helt sikkert blive hed.
Just som Rhiannon skulle til at gentage sig selv, nævnte Jesse, at Rhiannon da ikke lignede en fisk, og hun måtte virkeligt kæmpe med sig selv for ikke at grine højlydt. Nå ja, han havde jo været væk længe, så det var ikke usandsynligt at han ikke kendte til hendes slags. Men alle havde da hørt et eller andet? Det var sjældent hun mødte folk, og endnu sjældnere at hun mødte folk, der ikke havde den fjerneste anelse. "Nej, jeg er ikke nogen fisk..." svarede hun med et bredt smil, "Det ville være lettere at forklare, hvis vi kunne bevæge os ned til søen dernede?"

[Deleted]

Han så sig over skulderen og ned mod søens vand hvor fra han selv var kommet for lidt tid siden. "Du prøver at sige..at du bliver til en fisk i vandet?" han så på hende igen med et underligt udtryk. Det var da noget underligt noget? At det så ikke var sådan det foregik anede han jo ikke, men det var det eneste han lige kunne få til og give bare lidt mening lige her og nu. Han tænkte ikke klart. Havde han ikke rigtigt gjort i mange år. Det eneste der stod klart for ham, var at han skulle undgå fare og bare se og komme hjem mod sit land så hurtigt som hans ben kunne bære ham der til. hvad hun så havde af planer kendte han jo intet til og hvis han gjorde ville han nok være en del skeptisk og tøvende omkring dem. De dele der omgik ham især. Han så ned mod vandet igen. "men hvis du har brug for vand for at blive en fisk så lad os da bare gå derned.." han kunne slet ikke tro det. Hvis hun var en fisk i vandet så skulle han til og tale med en fisk? Ej det gav da bare ingen mening. Det måtte være en form for drøm som han nok vågnede op af før eller siden når den mente han havde haft det underligt nok. Han tog det derfor temmelig roligt. Mere eller mindre. Men det var så kun fordi han troede fast på nu, at det måtte være en drøm. Det var forklaringen.

[magique]

Rhiannon så storsmilende på Jesse og kæmpede en indædt kamp for ikke at skræmme ham med sin latter igen. En fisk? Ja, helt sikkert... Eller ikke. Men hvis han havde været isoleret længe, kunne han jo sagtens have undgået at få viden om, at der faktisk fandtes væsner, lige så virkelige og menneskelige som ham selv, der levede dernede. De var ikke fisk, men havde gæller og andre ting til at gøre omstændighederne væsentligt lettere. Hvis man var skruet sammen som Jesse, ville man ikke holde længe i Havets eventyrlige verden. Rhiannon længtes efter Havet, der var langt til Procias, hvor det Hav som hun 'regerede' over ventede på hende, en konstant faktor var den stille kalden fra hendes hjem. De smukke undervandsjungler, som ingen af folkene der vandrede her på jorden kom til at se. Stilheden der var under vandet, de farverige fisk, de store, bare vidder af sand. Hun ville i øjeblikket allerhelst tilbage til der, hvor hun hørte hjemme: Havet.
Men sådanne tanker nyttede ikke, foran hende sad en stakkel, fanget af årsager hun ikke kendte, og hun havde bestemt ikke tænkt sig at lade ham være en fange, og indtil han var fri som fuglen, hvilken hans vinger lignede, havde hun ingen intentioner om at lade ham lide nød. Jernviljen var sat ind, og den var umulig at overtale.
Rhiannon rejste sig determineret, og så opfordrende på Jesse til at han skulle følge, hvorefter hun begyndte at bevæge sig ned mod søen og tale. "Jeg bliver ikke til nogen fisk, Jesse... Jeg er ikke en fisk, men et af de mange andre væsner, som lever under vandet? Har du aldrig hørt om Havfolket? Havenglene? og racen som jeg selv er, Havets Vogtere? Under Havets overflade strækker sig en verden fuld af undere, du ikke kan komme i nærheden af at forstå, fordi du ikke var født der. Jeg er lige så menneskelig som du selv, du har vinger, jeg har evnen til at fremkalde gæller og svømmehud" forklarede hun i meget korte træk. Det virkede helt underligt sådan at skulle forklare, at der rent faktisk fandtes andet end fisk og tang under overfladen af vandet, men hun affandt sig med det.
"Men... Ønsker du ikke at mærke friheden? Ønsker du ikke at få fjernet låsen på dine vinger og ikke længer føle dig fanget? Jeg har en bekendt, som kan hjælpe dig..." sagde hun så lidt tøvende, det eneste hun brændte for, var denne skabning frihed, men hun skulle være så forsigtig, at det næsten var pinefuldt.

[Deleted]

Han troede stadig fast på, at hun var en fisk der blev til et menneske på land. hvor tåbeligt det måske så end lød, men det gav en svag mening i hans hoved. hans fangeskab havde holdt ham væk fra de fakta han ikke kendte til nu og her. Han så på hende og havde selv rejst sig op og gik med hende ned mod søens vand igen. Det rørte ham ikke helt, at det var tilbage istedet for frem i forhold til hans rejse mod Procias, men det var jo ikke flere dages rejse, men kun få hundrede meter så det kunne han lige overleve. Han så på hende og rystede lidt på hovedet. "Dem kender jeg ikke til. Har aldrig hørt om væsner der stammer fra havet udover fiskene." han så mod hende ud af øjenkrogen og vidste ikke om hun talte sandt eller forsøgte og bilde ham noget ind. At hun troede han var naiv og ville tro på det hun sagde. Hvis hun kunne få ham til og tro dette ville han jo tro alt hun sagde så det var måske det hun var ude på. Hans opmærksomhed røg dog over på låsen igen ved hendes sidste ord. "Hvis jeg kunne få dem fri...det ville være mit største ønske samt at komme hjem.." hviskede han stille og hans blik blev næsten helt fjernt mens han dagdrømte om det.

[magique]

Rhiannons indædte kamp imod latteren kom endelig til en ende. Et eller andet sted, var det vel tragisk, at Jesse ikke kendte til andet end fisk fra Havet? Frihed fungerede jo ikke uden at være oplyst, men det var ikke tidspunktet at begynde at holde forelæsninger, lige nu gjaldt det bare om at nyde dagen og muligheden for at komme i forbindelse med vandet igen, selvom heden endnu ikke bagte, brød hun sig ikke om følelsen af at være en strandet hval, som snart ville vælde op i hende, og derfor fulgte hun graciøst med Jesse. Hendes træk og bevægelser bar præg af en usædvanlig elegance, som hendes arv fra Havet havde skænket hende. Hendes søskende førte sig frem med ligeledes ynde, det var et særtegn for Havets Vogtere. Den slags elegance, der opstår når man har evigheden til at nå tingene i. "Så er jeg vist et levende bevis på, at det er sandt, ikke? Hvis du altså stoler nok på mig til ikke at tro, at jeg ønsker dig ondt..." svarede hun med mildhed i stemmen, som de nærmede sig vandet hurtigt, der var ikke langt, og det var ikke ligefrem en timelang tur. Vandet kaldte hende til sig, og hun havde lyst til at sætte i løb, men frygtede at det ville skræmme hendes ledsager, dog blev hendes skridt hurtigere og mere ivrige som de nærmede sig.
Da Jesse sagde, at det ville være hans største ønske, så Rhiannon trist på ham. Det måtte være forfærdeligt at være fængslet i sin egen krop på den måde. Det var derfor hun ville hjælpe ham og var nødt til at overtale ham til at rejse tilbage igennem Dvasias. Hun tvivlede på at lysmagikerne ville være til alverdens hjælp, men Seth... Seth ville kunne hjælpe og han ville ønske at hjælpe, så snart Rhiannon forklarede ham situationen. Det håbede hun da. Hun vidste bare ikke hvor Seth var, og det var over et halvt årtusinde siden de sidst havde set hinanden. Hvis Jesse skulle stole på hende, måtte hun hellere forklare om sin grund. "Jeg er som sagt fra Havet, faktisk er jeg personifkationen af det sydlige Hav og således har jeg arvet mange af mine træk fra førnævnte Hav. Det lyder underligt, jeg ved det, men vil du ikke nok tro mig...?" Indledte hun med en bønfaldende, spørgende tone, før hun fortsatte "Havet er frit, og ingen vil nogensinde kunne tæmme det, ikke sandt? Sådan er det også for mig, og derfor vil jeg så gerne hjælpe dig med din frihed. For Frihed er det, der står mit hjerte allernærest. Det gør ondt at se en skabning være fanget, som du, og jeg vil bare gerne hjælpe..." forklarede hun fortsat med stor tøven og en ærlighed i den milde stemme, der ikke var til at tage fejl af.