Where is det way?

[Deleted]

Natten var stille forbi og mørket var blevet erstattet af solopganges lys der roligt spredte sig mere og mere. Skyggerne blev lange i starten, men så mindre og mindre. Det var lige omvendt om aftenen. En enlig skikkelse gik langs søens bred. Han kunne godt se hvor han gik da solen jo lyste op og han var også kun lige begyndt og gå. Han havde sovet her lidt længere henne fordi han ikke var så vild med, at rejse i mørket og han havde jo også rejst hele dagen før så han havde haft brug for hvilet. Fuglenes sang i træerne gjorde ham helt rolig selvom han også fik en længsel. En længsel efter at flyve eller bare sprede sine vinger ud og mærke vinden mellem sine fjer. Men det var umuligt. Hans herre havde fastspændt hans vinger helt ind til hans ryg med remme øverst og nederst og med en lås som var magi beskyttet. Han havde aldrig fløjet, da han ikke havde haft øvelser i det. Hans forældre var jo døde fra han var spæd og hans pleje familie var ikke engle. han sukkede træt og lagde sit hoved lidt bagover. Det var kun et par uger siden han var stukket af fra sin herre og han havde rejst fra den fjerne ende af Dvasias og så her til Manjarno nu. Han var stadig træt i kroppen især efter den lange flugt igennem det mørke land hvor han stortset ikke gjorde holdt. Det havde taget hårdt på hans kræfter. Han var dog mere rolig nu han var i Manjarno. Han ville dog helst bare hjem før det gik værre til. Han havde sine bange anelser stadigvæk. Han så op mod himlen og så sig så rundt. Han burde måske forsøge og finde nogen og spørge om vej. Han måtte også vide hvor lang vej der var tilbage. Han gik lidt væk fra søens bred og gik op gennem græsset mens han forsøgte og genskabe sig omgivelserne. Men det var flere hundrede år siden han var blevet fanget og han vidste det ikke engang selv. Han havde mistet alt fornemmelse for tid temmelig hurtigt under sit fange skab. Han havde fået gjort sin skjorte lidt beskidt, men det kunne han ikke tage sig af. han ville bare hjem.

[magique]

Luften blev fugtigere, som Rhiannon nærmede sig søen. Dagen i dag ville bringe hede, og Rhiannon var ikke interesseret i at føle sig som en strandet sæl, så hun søgte imod nærmeste vand og i dag var det altså søen her.
Med et forventningsfuldt smil bevæged satte Rhiannon farten op. Grundet det stille vejr var hendes hår en meget lys nuance af turkis. Om hendes hals havde hun et bånd af perler, og fra midten hang en større, smuk turkis sten. Fra dette halsbånd gik en bikini-lignende top lavet af skællene fra nogle blålige fisk og to ligeledes blålige bånd gik, fra hver side af stedet hvor toppen fæstnede sig til halsbåndet, ned over midten af hendes overarme og forenes bag hende med et kort, sjallignende slæb i en variation af lyse og mørke nuancer af den samme blå farve, der præger toppen. Fra hofterne går det, der basalt set ligner en bikini underdel i samme stil som toppen, og fra den hviler en nederdel, af det samme stof som "sjalet", der går til anklerne. Sammensætningen af tøjer gav associationer til dragefisken, fra hvem hun havde taget inspiration. Det afslørende tøj blotlagde de krystallignende, blågrønne skæl, der prægede hendes sider, ben og bryst. Generelt var det ikke svært at gennemskue, at hun ikke ligefrem hørte til her, men nok nærmere hørte til i Havet, som ganske rigtig var hendes hjem.
Grundet det milde vejr havde hun et tilsvarende mildt ansigtsudtryk, det var et af de tidspunkter, hvor hun var mindst lunefuld, mindst farlig at lære at kende, fordi det rolige vejr gjorde hende doven. Som hun kom gående over det fløjlsbløde, smaragdgrønne græs med en blid brise, der løftede op i både tøj og hår og en vågnende sol i ansigtet lagde hun dog mærke til, at hun ikke var alene, og hun gik nysgerrigt hen imod den fremmede.

((For billede af tøjet, som jeg ikke fik beskrevet så godt, klik her))

[Deleted]

At vejret var roligt og blidt gjorde kun Jesse tog den med ro selvom han uden tvivl helst gerne ville væk fra alle mulige farer og være hjemme i sit hjemland. Det var det eneste han kunne huske af sin fortid før han var blevet kidnappet og ført væk. At han var i det lyse land. Vingerne gav da også tegn til det når han var i tvivl på grund af hukommelses tabet og alle de svage og slørede minder han kunne huske fra før hans sind havde lukket ned. Han var faktisk heldig, at have overlevet det. At hans sind var vågnet op igen i tide. Han havde været som en dukke uden liv i så mange hundrede år. Han stoppede let op og sukkede svagt bare lige for at føle vinden mod sin hud og nyde det. En ren refleks gjorde, at han forsøgte og sprede vingerne ud selvom dette var en umulighed for ham og havde været det siden han havde været omkring de 50 år og kun var et barn dengang. Nu var han flere hundrede år og han havde ikke haft dem løsnet siden. Det gjorde ondt. Både i vingerne og deres led og i hans sjæl fordi han var fanget på den måde. Et tydeligt tegn der fortalte alle på hans vej, at han ikke var så fri som han så ud. Hans brændemærke på halsen samt de mange bid kunne han skjule med det lange tynde halstørklæde som han altid bar. Men vingernes fastspændthed viste så det modsatte. At han var fange. En slave. Flygtning. I hvert fald, at han ikke var fri med egen vilje. Han undgik derfor meget andre folk i skam over han ikke kunne skjule det. Han opsøgte kun folk for hjælp til forskellige ting. Han så sig lidt rundt igen før han atter gik videre. han var forsvarsløs på alle måder. Ingen våben. Ingen flygt muligheder. Utroligt han faktisk forholdte sig så rolig. Han havde kun sine healende kræfter og de var ikke just gode i kamp.

[magique]

Lidt som en hund, der kan lugte mad, strakte Rhiannon halsen, hun kunne mærke søens venlige lyde, det glade liv, der gemte sig under overfladen og hendes skridt blev mere målrette, som hun nærmede sig. Ikke mange værdsatte vandets kærtegn som hun, hun var næsten afhængig af det, men så kom hun i tanke om skikkelsen hun havde set, og hendes fokus blev flyttet tilbage. Hun var kommet nærmere nu, men kunne alligevel ikke helt greje personen, der nærmede sig. Et eller andet var galt. Igennem sin lange levetid havde hun mødt det meste, men der var noget unaturligt over denne skikkelse, som hun ikke helt kunne gennemskue.
Rhiannon stod på toppen af en lille bakke, godt hundrede meter væk fra hvad hun antog var en person. De ellers skarpe øjne kunne ikke give nogen forklaring på hvad hun så. Et øjeblik lukkede hun øjnenen og nød vinden, der kærtegnede hendes hud og lod tøj og hår blafre som havde det været en opstillet situation for dramatikkens skyld.
Vandet kaldte på hende med søde forførende ord, men for en gangs skyld formåede den underfundige nysgerrighed at holde hende fangen over vandet, som hun elskede. Hvad var det hun så? Hvis man fjernede den underlige klump på ryggen lignede det jo mere eller mindre et menneske, i hvert fald så vidt Rhiannon kunne se. Den tidlige morgen forårsagede nogle helt specielle og svært aflæselige skygger, som ikke ligefrem gjorde det lettere for hende, at prøve at regne ud, hvad hun stod med. Måske en formskifter, der endnu ikke havde mestret sin evne? Og var blevet muteret på en besynderlig måde. Hvis bare hun kunne se, hvad skyggerne skjulte? Men det var endnu umuligt. Rhiannon lagde eftertænksomt hovedet på skrå, imens hun betragtede væsenet, der nærmede sig hende, tilsyneladende uvidende om hendes tilstedeværelse.

[Deleted]

Jesse var mere eller mindre sagt uvidende om tilstedeværelsen af et andet væsen. Han havde for vane at lukke sig selv inde og alt andet ude. En vane efter alt det han havde været igennem. Volden, misbrugen, fangeskabet og de utallige mange ar hans sjæl kunne have lidt under hvis ikke den havde gemt isg væk og blot ventet på at det hele var forbi før den kom ud. Han så lidt op da et kraftigt vindpust ramte ham og ved et rent tilfælde fik han samtidig øje på en skikkelse der stod på bakken og det fik ham simpelthen bare til og stoppe op. han fugtede let sine læber mens hans mørke brune øjne hvilede på skikkelsen uden at de gled væk et sekund. Han var heller ikke meget for at blinke i frygt for, at skikkelsen enten forsvandt eller pludselig var en del tættere på. Han kunne mærke uroen vokse lidt i ham simpelthen bare fordi det var en ukendt person og han var ikke meget for at støde på nogen. Man kunne jo aldrig vide om det var hans herre der havde sendt vagter ud efter ham og de så endelig havde fundet ham. Han tog ikke for mange chancer og bakkede et par skridt væk fra skikkelsen der stadig var et stykke væk, men i det mindste var det lige her og nu kun en god ting i hans hoved. han holdt sit blik mod skikkelsen som han stadig ikke kunne se om det var en kvinde eller en mand. Han ville et sted gerne vide det, men han ønskede ikke at komme for tæt på en som stadig var ukendt. Han var ikke rolig før han med garanti vidste personen ikke var ude på noget ondt.

[magique]

Rhiannons øjne veg ikke fra personen hun havde spottet. Igennem sine periode på landjorden, havde hun studeret mange ting, hvoraf noget af det første var faunaen. Til forskel fra havet, følte landjordens dyr ikke, at hun var en naturlig del af noget som helst, og det havde været svært at komme tæt nok på til at studere dem, men den opførsel skikkelsen fremviste nu, mindede hende i høj grad om den måde vildt opfører sig på, når de opdager et rovdyr, eller når de opdagede hende. Et forundret blik prægede hendes ansigt, ikke at personen kunne se det. Vedkommende følte sig tydeligvis sårbar, som om man drev jagt på denne? Den majestætiske silhoutte, som Rhiannon trods alt udgjorde, stod helt stille, oplyst af den samme sol, som forvrængede den andens. Det var tydeligt, at hendes nærvær skræmte hvad end det var, hun kunne se længere fremme, og det hjalp aldrig at gå længere frem, når først den jagede træk sig frygtsomt tilbage.
Hvad kunne hun gøre? Bare blive stående og håbe på, at vedkommende blev vant til hendes nærvær og kom nærmere, som dyr ofte gjorde? Det var hendes bedste bud, og derfor blev hun pænt stående i en temmeligt udsat position - både Lysets og Mørkets håndlangere holdte til her, og lige nu stod hun sandsynligvis det mest åbenlyse og farlige sted i miles omkreds. Ikke at det bekymrede hende, indenfor hele den der 'Det gode mod det onde'-ting var hun skræmmende neutral og uinteresseret, så længe det ikke gik ud over Havet.
Et længselsfuldt blik gled hen imod søen, som hun kunne se ikke langt fra... Vildtet, eller hvad hun skulle kalde det. Solen ville snart være helt oppe og bage ned på enhver, der var uheldig nok til at stå i dens vej. Selvom land- og luftbundne skabninger måske nød solen, var den for Rhiannon en plage uden lige, hvis hun ikke kunne få lov til at nedsænke sig i det rolige vand, hvor hun hørte til.

[Deleted]

At personen blev stående gjorde at en svag ro lagde sig over ham igen. Jesse tog dog ingen chancer stadigvæk og blev selv stående. Så han bare forkert? Var der ikke nogen? Det ville være underligt hvis han så syner, men det kunne jo nok let være skadeligt som hans sind havde fået. Han rystede det dog lidt af sig mens han stadig holdt temmelig godt øje med skikkelsen som han lige nu var i tvivl om var virkelig eller ej. Det var en smule frustrende faktisk, men han havde aldrig været den voldelige eller vrede type og det var ikke let og se det gik ham på. Der gik noget tid før han stille trådte et par skridt tættere på igen for at se om der kom reaktioner fra skikkelsen. Det kunne jo være en skulptur af en art som han ville få at se når han kom tættere på. Han bed sig lidt i læben og gik kun få skridt tættere på og yderst forsigtigt mens hans blik stadig ikke gled væk. Han så efter tegn på bevægelser. Efter liv og motiver. Han kunne jo ikke blive her til evig tid så han måtte se om der mon overhovedet var nogen så han kunne komme videre. Der var ingen grund til og blive her hvis det ikke var en levende person eller bare noget han så. Han stoppede op igen og så mod skikkelsen igen og så kort væk. Han kneb sine øjne sammen i nogle sekunder og vendte dem så mod bakken igen for at se mere klart nu. Dog var der en risiko ved det jo. Var det en rigtig person så var det en mulighed for ham eller hende til at komme tættere på eller forsvinde uden Jesse ville se det. Men det var ven en lille risiko som han måtte tage? Han kunne jo heller ikke stire uafbrudt på personen og bruge timer på det. Han lod blikket glide hen over bakken igen mens han sank et par gange.

[magique]

Fuldstændigt stille stod Rhiannon og betragtede skabningen, vedkommende kom tættere på, og det glædede hende, men det var godt nok forsigtigt. Det var dyb, dyb frygt, der lå bag de forsigtige bevægelser. I hvert fald hvis Rhiannon havde forstået de dyr, hun iagttog dengang godt nok.
Det var ikke ligefrem Rhiannons kop te at stå helt stille, og hvem vidste, måske troede personen ikke en gang, at hun var et menneske, så hun rystede på hovedet og satte sig ned, med et stadig mere længselsfuldt blik imod søen, der glitrede så indtagende bag ved den skræmte person. Da vedkommende kom nærmere mente hun dog at kunne se fjer i klumpen på ryggen. Måske havde hun haft ret? Det var bare en formskifter, som ikke var gammel nok til at have styr på formerne og derfor endte i en underlig mellemvej? Det måtte egentlig være trælst at være i den situation, fanget i mellem dyr og menneske? Rhiannon selv kunne jo også skifte lidt form, for ellers havde hun ikke haft mulighed for at leve et liv under overfladen. Hun kunne både mane gæller og svømmehud frem, hvilket var mere end praktisk i vandet. Til gengæld var det ret upraktisk, når man havde andre folk med. Et fjernt, nostalgisk blik gled over hendes øjne, da hun mindedes hendes og Seths tur i Havet. Det havde været så vidunderligt, men Seth var jo også magtfuld nok til, at han kunne gøre et eller andet fancy noget og så behøvede han ikke at trække vejret eller sådan noget. Warlocks - underlige typer.
Lettere utålmodigt betragtede hun skabningen, og ventede på at vedkommende tog sig sammen og kom hen og snakkede med hende. Vedkommende var vel næppe mere i fare end hun selv, at hun så var lidt mere afslappet omkring det var ganske tydeligt at se. En distræt hånd kørte igennem det turkis hår.

[Deleted]

Stille og roligt fik Jesse mere mod til og gå vejen op af bakken mod skabningen. Han havde dog fået et lille chok, da personen havde sat sig ned og var stoppet kort op ved det. Men da personen blev på bakkens top så så han ikke nogen fare ved og vove sig lidt tættere på igen. Han fugtede let sine læber og sank et par gange. Han var så urolig, at han kunne høre sit hjerte banke uden nogen problemer! Han ville dog på en måde gerne vide hvem det var. Vide noget mere. Han var bange, men også nysgerrig og det var på sin måde jo også ensomt og gå på lange afstande uden at snakke med folk. han stoppede op få meter fra personen som han nu havde kunnet se var hunkøn i lidt tid. Han så roligt på hende og håbede mørket skjulte de fast spændte vinger så meget som muligt. Han hadede sine slave tegn og vingerne var det éne som han ikke kunne skjule. De mørke øjne hvilede roligt på hende i lidt tid før han åbnede munden. "De skræmte mig.." hans stemme var lys og smuk som en sand engels nu engang var det. At hun så troede han var en formskifter der havde mistet kontrollen midt i sin forvandling ville nok have moret ham lidt. Den tanke var han bare morsom da det jo ikke var sådan det hang sammen, men på afstand og i det lette morgen mørke så var det måske en logisk løsning i andres øjne? Han kunne jo så bare ikke sætte sig i den position helt og de kunne nok heller ikke sætte sig i hans. Han holdt sit blik på hende. Stadig lidt bange for hun måske var angrebs syg. Han havde faktisk taget en stor chance ved og begive sig så tæt på i hans eget hoved og han ville bare håbe det ikke ville koste ham dyrt. For muligheder for flygt var små for ham.

[magique]

Rhiannon smilede indtagende til den unge herre, der nærmede sig. De stormgrå øjne skjulte billederne af rolige skovsøer dybt inde i uberørte skove, af små kildevæld, der sprudlede vand, som siden dovent bevægede sig igennem åer og floder. I hendes blik kunne man se, hendes inderste væsen; Havet. For selvom hun måske en sjælden gang kunne forledes til at tro, at hun ønskede at være som de var på landet, at kunne gifte sig og for evigt være bundet til en anden person, ikke fordi hun skulle, men fordi hun elskede vedkommende, så ville man aldrig kunne holde fast på et væsen, der i så høj grad delte sin natur med det frie Hav, som aldrig kunne tøjles, aldrig fanges eller bindes til en vilje.
Det var ikke forventeligt, at den unge herre, som nu havde været dristig nok til at nærme sig endnu mere, vidste hvad eller hvem hun var. Hendes navn og race var med tiden gået over i mytologi, i sømænds vandrehistorier og overtro mere, end man anså hende som et eksisterende væsen. At hun og hendes søskende alle levede i bedste velgående, var der ikke nok vidner på, til at denne status som fabeldyr kunne fjernes. Havets folk var selvfølgelig mere end klar over, hvad og hvem hun var, men det var sjældent at de videregav nogen som helst information om Havet og deres hjem til uindviede personager.
"Det var bestemt ikke min mening, jeg håber, at De vil tage imod min undskyldning?" Lød det blide svar med en melodiøs stemme, der ledte tankerne hen på en rislende bæk, der kæmpede sig igennem landskabet. Alt ved Rhiannon lyste af hendes forbindelse til Havet, men det kunne være svært at kæde tingene sammen, havde hun førhen erfaret. Ind i mellem vandrede både sind og blik til den lovende skovsø bag den unge herre, men endnu var solen ikke stået så meget op, at hun ikke kunne lære vedkommende at kende. Hun elskede at møde nye folk, men det var nok også fordi, det så sjældent skete.
Vinden greb det blågrønne hår og lod det bølge bagud, sammen med 'sjalets' løse stof. De opmærksomme øjne gled ned over hans krop, og når hun kedede hvad hun så sammen med hans stemme, kunne Rhiannon ikke andet end at tro, at hun stod overfor en engel. Men hvorfor var hans vinger så ikke stolt foldet ud, som så mange andre? hun vidste at Havets Engle var mere end stolte af at vise deres prægtigt blå vinger frem.

[Deleted]

Han stod lidt og lagde ikke videre mærke til detaljer om hende. Havde han set efter kunne han nok have set en sammenligning, men det havde han ikke tiden til her og nu. han måtte først sikre sig der ikke kom angrebs tegn selvom hun da virkede ganske fredelig. Men han havde før gået i den fælde så han ville være helt sikker først. Han nikkede stille. "Jeg vil godt tage imod den. Jeg er kommet mig over chokket.." han smilede stille. Han var venlig sindet dybt i sin sjæl og havde aldrig været voldelig så det var ren natur for ham, at smile og være glad. Men fangeskabet havde blot ødelagt den del af ham så det ville tage noget tid før den kom frem i ham igen var han sikker på. Han gik et par få skridt tættere på igen, men stoppede så atter og satte sig ned i græsset uden at fjerne sit blik fra hende.

[magique]

Rhiannon kunne ikke andet end at smile imødekommende, hun havde stadig tid, masser af tid, og et eller andet ved denne unge herre, som nu have dristet sig til at komme endnu et par skridt nærmere, sagde hende, at der var en masse at lære om ham, og at der var en masse begravet dybt inde et sted.
Et lille godmodigt grin undslap hendes læber. "Jeg er ikke så farlig, i hvert fald ikke, når der er så roligt, som i dag, og endnu mindre, når jeg er så langt fra Havet" lød den venlige respons, imens hun lod en vildfaren lok blive strøget om bag øret og betragtede ham nysgerrigt. Han var så tæt på, at hun næsten kunne se, hvad det på hans ryg var, men hun var stadig usikker. Det havde i hvert fald fjer, hvide englefjer, så hun var ved at være ret bekræftet i den teori, men hvad var det, der var galt med hans vinger? Det så så unaturligt ud, og når hun følte efter, føltes det magiske, men bestemt ikke forbundet med Havet, så det var en fremmed magi for hende. Med et lidt bekymret blik pegede hun på hans ryg, "Hvad er det? Hvis det ikke er for meget at spørge om?" lød et blidt spørgsmål, imens hun åbent smilede til ham. Det var tydeligt at mærke, at han ikke følte sig helt tryg ved hende, og det var nok en meget god standard-refleks, og havde det været en stormfyldt dag, så var han nok for længst løbet skrigende væk, men den faste grund under hende, og den smukke dug, der endnu ikke helt var væk fra det saftige, smaragdgrønne græs fyldte hende med en sindsro, som hun ellers sjældent havde. De mandelformede øjne så intenst på englen og forsøgte at etablisere øjenkontakt, med et blik der sagde 'jeg ønsker dig intet ondt.'
Under den blide facade følte Rhiannon en bunden sjæl, og det fangede hendes udelte opmærksomhed. Ingen burde holdes fangen.

[Deleted]

Han så roligt på hende indtil hun stille det spørgsmål som var et af dem han frygtede mest og han så hurtigt væk og ville have gemt sine vinger mere bag sig hvis det havde været muligt, men han kunne ikke røre dem en tomme. Han sank og rystede lidt på sit hoved med blikket vendt ned mod græsset. "Det..det vil jeg helst ikke tale om.." han hadede og tale om sin fortid. Hadede at tænke på den. Men vingerne mindede ham om det konstant. Han sukkede let og beholdt sit blik ned. Og det var i hvert fald noget som han ikke ønskede at snakke med fremmede om. Måske en ven eller en han kendte bedre, men ikke en fremmed. Aldrig! Så langt ville han ikke gå. "Beklager.." Det var personligt for ham. Han pillede af gammel nervøs vane ved halstørklædet om sin hals. Det gjorde han altid uden at tænke over det hvilket jo blot var et minus, da det tit fik folk til og fokusere på hans hals og det halstørklæde der dækkede huden. Selv i varm solskins vejr gik han med det. Det var heldigvis tegn han kunne gemme der var bagved. Han tøvede lidt, men så en smule op på hende igen. "Jeg taler helst ikke om dem.."

[magique]

Selvfølgelig, hun var gået for langt, igen. Det var sikkert et pinefuldt minde, måske en selvpåført smerte på grund af en elsket, måske var han handicappet i vingerne eller sådan noget? Nå, hun havde i hvert fald respektfuldt tænkt sig at lade emnet ligge, det var vel det samme, hvis folk begyndte at spørg ind til hendes tid med Seth - ikke at der rigtig var nogen, der kendte til den, men i tilfælde deraf. Ingen grund til at rive op i sår, der tydeligvis knapt var helet.
De stormgrå øjne søgte hans igen, selvom han tydeligt forsøgte at undgå kontakten, med et undskyldende blik. "Det var ikke min mening at rive op i gamle sår, De virker bare så tynget af noget... Men jeg skalselvfølgelig nok lade emnet hvile," undskyldte hun stadig med den samme melodiøse stemme. Et opmuntrende smil prægede de lyse læber,for at ændre den drastisk forværrede stemning. Måske det var på tide at introducere sig selv? Så var det da lidt mindre mærkeligt, måske? Rhiannon var ærligt talt ikke vant til at være i sådanne pressede situationer, hvor et enkelt fejltrin kunne ødelægge opbygningen af tillid så grusomt, som hun lige havde formået. Det var jo forståeligt, at man ikke røbede alting overfor en komplet fremmed, hvis man gjorde det, så havde det da været meget lettere for de jord- og luftbundne racer at finde smuds på deres ledere i den evindelige magtkamp, som Rhiannon til stadighed ikke forstod, ligesom hun ikke forstod deres manglende behov for frihed. Det var et underligt liv, man ledte ovenvande.
"Mit navn er Rhiannon Deisceart Gwrtheyrn" lød det så fra hende, hun gjorde en dyd ud af altid at præsentere sig med sit fulde navn, og første gang altid på det originale sprog; Havets Sprog, som kunne være lige så svært at tyde som hieroglyffer, når man hverken var vant til den specielle måde at tale eller lytte på. For englen hun sad overfor, ville navnet nok ikke give meget mening første gang han hørte det. Det hvade taget Seth mange år bare at lære at udtale hendes navn på hendes modersmål.

[Deleted]

Han følte sig en smule mere rolig igen, da hun lovede at lade emnet ligge. Det beroligede ham utroligt meget. Meget mere end hun nok kunne forestille sig nu hvor hun ikke kendte til årsagen, men det måtte hun bare ikke vide. Ikke endnu. Han nikkede lidt og tog imod hendes undskyldning. Hvor skulle hun dog også have vidst det fra jo? Han var bare glad for hun respekterede hans privatliv. Gjorde alle jo langt fra havde han erfaret. Han kunne knap følge med i hendes navn. Det virkede fremmede og langt på alle mulige måder. Han kunne ikke tro hun var herfra med sådan et flot og nærmest eksotisk navn ville han måske vælge og kalde det. "Mig en glæde og træffe Dem. Mit navn er Jesse Mac Yimaliiz.." han smilede stille. Det var længe siden han havde sagt sit fulde navn. Som slave var han bare Jesse eller blev kaldt slave kun. Han havde i en periode helt glemt sit eget navn, men det kom jo sammen med, at sjælen lukkede sig inde. Han havde endda præsenteret sig som Slave i mange år selvom han ikke vidste hvor længe det stod på. Det gjorde ham dårlig nu ved at tænke tilbage på det. Samt så meget andet. Han ville dog ikke tænke den slags nu og smilede bare venligt til hende. Det var fortid. Han skulle bare videre og lade det ligge bag sig så meget som muligt. Selvom nogen ting skulle han jo beholde som læredom så han ikke begik samme fejl igen!