Lonely

[Deleted]

At Daves minde måtte omhandle ham selv og Jesse, det vidste han virkelig ikke. Selv var han bare forbandet glad for, ath an havde fået muligheden for at skulle kunne være sammen med den mand, for det var i sandhed den som han måtte elske og mere end det som han måtte elske noget som helst andet! De var blevet gift. Bedre kunne det simpelthen bare ikke være for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han måtte ønske det eller ikke, det var i den grad også helt sikkert. Han trak svagt på smilebåndet. ”Det kan faktisk være lige så let som det lyder,” påpegede han stilfærdigt. Han var jo selv en magiker, så han kunne jo sagtens lade en hånd falde til som en eller anden form for hjælp, det var også helt sikkert. Han ønskede jo heller ikke, at det skulle vise sig, at gå helt galt i den anden ende! Han bed sig svagt i læben og betragtede ham roligt. Det var i den grad hvad han måtte beskrive som en forbandet trist historie, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! ”Det er jeg virkelig ked af.. Ingen burde opleve det på den måde.. Må jeg spørge om en ting?” spurgte han stille. Nu var ha jo selv blevet en anelse nysgerrig. Hvem var det egentlig som han havde elsket så højt, at hans sanser havde lukket fuldstændig ned? ”Hvem var det? Som.. du holdt så meget af?” spurgte han videre og ikke mindst også med en rolig stemme. Det var jo heller ikke fordi, at han ønskede at skulle tvinge noget som helst frem i ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, for han ønskede virkelig bare at være ham til en hjælp.. på den ene eller den anden måde.

[Deleted]

"Jesse McDavay.." han vidste jo ikke dette var Thayne´s ægtemand for så havde han nok ikke siddet her mere. Så var han rendt sin vej uden at tænke over hvorhen han ville ende. han sukkede let. Han anede ikke engang hvor Jesse var henne. Eller om han levede mere. Han havde ikke set ham siden den nat til det bal hvor han havde set noget af det mest forfærdelige. "Og så mødte jeg en der kunne hjælpe mig..Men han forsvandt før han fik gjort noget og så var jeg endt dybt i Dvasias og måtte finde ud derfra på egen hånd fandt jeg så ud af senere. Og så endte jeg her...I Procias hvor jeg mødte Aiden der førte mig hjem og healede mig på vejen." han smilede svagt og lod sin ene fod glide ned til vandet så tæerne ramte overfladen. "Men han døde så for kort tid siden..så nu tog jeg hertil igen for at være tryg..men savner ham..Det er et held jeg ikke er gået helt i sort igen af tabet.." han rystede lidt på hovedet og lagde det bagover med et svagt suk af træthed. Det kolde vand mod foden var faktisk dejligt og friskede ham på en måde lidt op og fik hans fod smerter til og gå lidt væk. til at blive glemt for en stund. Han havde ikke gået så langt og længe i lang tid så det var hårdt.

[Deleted]

Det ramte Thayne som intet mindre end et chok, da han fortalte, at det var Jesse.. Hans Jesse som havde været kilden til alt dette for ikke at glemme, at det også måtte være ham selv som faktisk var skyld i det faktum at Dave var gået helt ned, fordi at han havde kysset med Jesse til ballet? Han havde slet ikke vidst, at han havde haft noget som helst kørende med en anden mand, det var også helt sikkert! Han bed sig ganske forsigtigt i læben og vendte blikket stille ned mod sin ring, som han næsten havde valgt at knytte omkring, selvom det var en temmelig så ubevidst tanke og følelse på alle måder, det var end ikke noget som man skull lægge det mindste skjul på overhovedet. Han trak vejret dybt og nikkede så ganske stilel til ham. Han måtte virkelig ikke vise det.. han måtte snakke med Jesse når han engang kom hjem igen, det var ganske sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet, det var end ikke noget som man skulle lægge det mindste skjul på overhovedet, hvad end omdet var noget som man ville det eller ikke, så var det ganske enkelt umuligt! ”Det.. Det..” Han rystede stille på hovedt. Det var bare ikke noget som gav nogen som helst mening i hans øjne! Havde Jesse haft noget kørende med en anden? Han havde virkelig ikke ment at skulle ødelægge noget som helst! Slet ikke! ”H-hvis du vil..? Så.. kan jeg hjælpe dig med at glemme det,” sagde han stille og ikke mindst også med en ganske så rolig og ærlig stemme, det var jo heller ikke noget som han ville kunne skjule for ham i længden og det var så sandelig heller ikke hans hensigt på nogen måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. ”Du burde ikke have oplevet så meget ondt..” endte han stille. Det var så også ærlige ord, for det var virkelig ikke retfærdigt og da slet ikke nu hvor han vidste, at det i bund og grund faktisk også var hans skyld.

[Deleted]

Han trak let på sine skuldre. Lidt opgivende vel. "Sket er jo sket..Hvad end om jegfortjener det eller ej så har jeg oplevet mere end jeg har haft godt af. Jeg ville bare gerne ønske jeg måske..måske kunne få at vide hvor Jesse er i dag." han sukkede let. "jeg fik aldrig fortalt ham helt om mine følelser. Så om det var gengældt ved jeg ikke engang." han rystede lidt på hovedet. "han virkede flirtende og alt det, men det var jo nok bare venligt ment." han så roligt på ham. "Men det kan du jo ikke vide noget om. Og..nej..det er nok bedst jeg bare glemmer ham og alt der skete." Han bed sig i læben og vidste et sted ikke om han skulle tro på, at denne unge mand overfor ham - der ikke kunne være være ret meget andet end måske omkring hans egen alder - om han virkelig kunne hjælpe? Han fugtede let sine læber. "Altså hvis..hvis du kan..så tror jeg godt, at jeg vil have det." han så lidt ned. "jeg ved godt, at man måske ikke skal glemme dem man har elsket, men jeg kan bare ikke bære, at gå og tænke på dem hele tiden mere!" Han knugede let sin hånd og trak vejret lidt tungt og fik faktisk revet et par totter græs med op i hånden. "Sig mig...er jeg et dårligt væsen på grund af det ønske? At jeg gerne vil kunne leve i fred for mine smertende minder og måske prøve og få et liv?" hans stemme var lav og svag. Som om han virkelig frygtede han blev et ondt væsen hvis han gav tilladelse til, at glemme sin fortid.

[Deleted]

Thayne brød sig virkelig ikke meget omkring den tanke til, at Dave havde haft følelser for den mand som han nu selv var gift med. Hvor alvorligt havde det egnetlig været mellem dem inden han selv var endt med at skulle komme ind i billedet? Dette var bestemt ikke noget som Jesse havde nævnt for ham. Han havde taget ham med til ballet og så var alt ellers sket som det burde – De havde fundet ud af det med hinanden, valgt at komme sammen, forlovet og nu var de altså også gift, men havde det virkelig været på bekostning af en anden mand? Bare den tanke alene, var slet ikke noget som han brød sig meget om at skulle erkende, så var det jo bare noget som han måtte finde ud af. Han sendte Dave et skævt smil. Det gjore ham bestemt ikke svag! Han stod jo endnu og det var jo det som viste en styrke frem for noget andet, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om det var noget som ma ville eller ikke. ”Du ved ikke hvor han er? Jeg troede at du ville have hørt nyheden.. at han er gift?” spurgte han stille. Det var jo trods alt Nathaniel Diamaqimas lærling, så det var vel også noget som havde bredt sig allerede for læng siden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket næsten forsigtigt mod ham og med et skævt smil. ”Jeg er en magiker.. jeg kan fjerne alt det som du vil have fjernet. Normalt vil jeg sige, at vi lære af det vi oplever, men det ødelægger dig jo.. Sig hvad du vil have væk, så kan jeg gøre det,” afsluttede han stille. Denne situation var virkelig ubehagelig som den var nok i forvejen!

[Deleted]

Han stivnede kort ved lyden af ordene om Jesse var gift. Godt nok ville det have såret ham mere hvis han ikke havde haft Aiden måtte han erkende. Men det gjorde nu stadig ondt. "Åh..javel.." han rejste sig stille op og tog sin skjorte og trak den på nu hvor den i hans hoved var tør nok og han havde en fornemmelse af, at han bare burde komme videre. Glemme at han lige havde hørt de ord. Og Dal var sikkert også død eller gift. Eller noget! Han så stille ned og bed sig i læben og lagde sine arme rundt om sig selv. "Men..tak for tilbudet..jeg..jeg tror lige nu bare, at jeg skal gå lidt.." han gik et par skridt væk og ville forsøge at få fokus på sine tanker. Finde ud af, om det virkelig var bedst og slette minderne. Han ville ikke såres mere. Han ville ikke gå og vide af, at dem han havde elsket var sammen med andre eller væk for evig tid. Han havde lyst til bare, at ligge sig et sted og så græde det hele ud. Han vidste ikke om Thayne mon misforstod det, men lige nu kunne han slet ikke tænke på andet end hans liv var ødelagt som et stort kaos.

[Deleted]

For Thayne, så var der virkelig bare en måde, at skulle tolke de reaktioner på; At Dave stadig måtte føle for Jesse og det var virkelig ikke en tanke som han brød sig meget om overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Den tanke skræmte ham om muligt meget mere end det som var godt for ham lige nu. Det var virkelig ikke behageligt at skulle sidde ved siden af en som faktisk måtte se på Jesse på samme måde som ham selv, selvom det jo var ham som var den lykkelige. Han var jo gift med manden og mere kunne han aldrig nogensinde bede om! Han så stille på ham, sådan som han tog det, så måtte det jo næsten slå knuder i hans egen mave. Han havde taget fejl.. der var virkelig denne ene lille ting som kunne rive ham hele vejen ned i den store kulkælder og det var bestemt ikke noget som han måtte se på med noget behag! Tvært imod, så var det noget af det værste som han til nu havde formået at skulle få ’æren’ af at opleve! Han nikkede stille til hans ord. ”Aha..” Han knyttede hånden en smule mere, selvom det ikke var noget som han tænkte over. Han så blot til som Dave måtte rejse sig. Han trak ganske svagt på skuldrene. ”Jeg sidder her hvis du ønsker det..” tilføjede han roligt. Om han ville have fjernet minderne, så skulle han bare komme tilbage igen og bede ham om at gøre det, det var jo heller ikke just fordi at det måtte friste ham at skulle gøre noget som helst lige nu. Han måtte snakke med Jesse om dette, det var helt sikkert! Han trak vejret dybt. ”Bare.. tag den tid du har brug for,” afsluttede han roligt. Han ønskede jo heller ikk at holde på ham, hvis han ønskede at gå.

[Deleted]

At gå væk var på en måde det som Dave helst ville lige nu, men så på den anden side. Han kunne ikke få sine ben til og gå væk fra stedet af så han gik mere eller mindre bare rundt i ring om sig selv eller om et træ eller hvad han nu lige kom mod. Han opdagede det ikke engang selv før han til sidst endte med, at vade direkte ind i et træ istedet for udenom og det fik ham til lidt at vågne op af den dvale gang han havde været i. Han rystede sit hoved lidt for at se klart selvom det var sløret nu på grund af tårer. Han var næsten lige ved og frygte det var hans syn der gik væk igen, men efter et par blink hjalp det og han faldt til ro. "Jeg..jeg kan slet ikke tro det.." han sukkede og lod sig dumpe ned på en sten tæt på Thayne og sidde og rystede lidt på hovedet. "jeg må virkelig have været isoleret siden jeg ikke har hørt noget om det. Eller så gemte Tarja bare de oplysninger væk i frygt for jeg blev dårlig igen." han sukkede svagt og lukkede sine øjne. "Det er helt underligt...men..i det mindste er jeg da kommet over ham." han støttede sit hoved i hænderne. Hans følelser for Jesse havde været væk længe. Faktisk næsten lige siden han havde mistet sanserne, men han havde bare ikke kunnet komme fri af den sorg over at se det chok. Han var bare glad for, at han i det mindste var ovre ham. Nu var det mest Aiden´s død der gjorde ondt. Han sukkede. "Men...jeg vil bare gerne glemme det for altid..det hele...mit liv kan ikke fortsætte sådan her." han så hen mod Thayne. "Kan du virkelig slette mine minder? Hver og et der har med mit kærlighedsliv at gøre?"

[Deleted]

Direkte måtte Thayne erkende, at det slet ikke lød til at Dave måtte være kommet over Jesse, og det var virkelig også den tanke som faktisk måtte skræmme ham mest. Hvad han dog ikke ønskede, så var et i den grad, at skulle kæmpe for at få det som han havde fået nu, det var helt sikkert. Det hele var gået naturens gang, også for hans vedkommende, det var der så sandleig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blev roligt siddende i det at bliket måtte glide direkte mod ringen på hans finger. Han bar den med en stolthed uden lige, og det var end ikke noget som han gjorde det mindste for at skjule det midnste overhovedet. Han vendte blikket stille mod Dave idet han måtte komme tilbage igen. Han prøvede virkelig at holde masken. Hvad ville Dave ikke sige, hvis han vidste, at han faktisk stod overfor den mand som Jesse var gift med? ”Tja.. nu ved jeg ikke hvor længe at Tarja har passet på dig, men det er virkelig ikke så længe siden at brylluppet stod,” forklarede han med en ganske rolig og stilfærdig tone. Ikke at det var noget som han ville kunne skjule og det var virkelig heller ikke hans hensigt. Han selv måtte trække let på smilebåndet ved tanken omkring det alene, for det lød dog stadig ikke som om at Dave var kommet over det, og det var bestemt også noget som han måtte reagere på, det var end ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, det var helt sikkert. ”Hvis du ønsker at jeg skal fjerne det, så kan jeg sagtens.. jeg vil bare vide, hvad det er, jeg skal fjerne først,” fortalte han roligt og med et stille smil på læben, det var helt sikkert. Han ville end ikke kunne lyve overfor Dave og han ville med glæde fjerne alt som ville have noget med Jesse at gøre!

[Deleted]

Han sukkede og lagde let sit hoved bagover. "Bare alle minder om kærlighed. Jesse, Dal og Aiden. Vil slet ikke huske nogen af dem. Vil bare..have den del af mit liv væk så jeg kan få lov og leve videre og være glad." han så mod ham. "du ved meget om det bryllup? Du var med?" han blinkede et par gange og bed sig lidt i læben. Var dette en ven af Jesse eller den mand han var gift med? Det var faktisk skræmmende og vide. "Hvis du kender Jesse eller..ham den anden..så lad være og fortæl om mig til nogen af dem. Jeg vil ikke huske dem og de behøver slet ikke vide om jeg lever eller er død..Jeg er kun en skygge for dem og sådan skal det forblive." han så på ham med et blik der var en smule fast og det var sjældent hos ham. "lov mig det..du må ikke nævne for nogen at jeg lever.."

[Deleted]

Pludselig havde Dave ændret karakter og det var bestemt ikke til det bedre set i Thaynes øjne, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blinkede ganske let med øjnene. Han havde ikke bare været til brylluppet, han havde været den som Jesse skulle skænke det store ja til, de store løfter som han også skulle give ham nøjagtigt det samme og han kunne virkelig ikke lade være med at fryde sig over, at det havde været ham og ingen anden, som skulle gå igennem det! Det var virkelig… Han vidste ikke helt, at den mand ikke rigtigt var kommet over det endnu, det kunne han da tydeligt høre på ham! Det øgede om ikke andet lysten til at skulle gøre det ved ham, så han vidste, at han ville have Jesse helt for sig selv! Han betragtede ham stille og med et svagt smil. ”Det var jeg skam,” sagde han let roligt. Ikke fordi at han ville dele for mange detaljer og da specielt ikke når det så ud som om, at den mand slet ikke var kommet over hans kære Jesse endnu! Han trak vejret dybt. ”Jeg siger ikke noget, om du ikke ønsker det,” sagde han stille. Han satte sig roligt op og betragtede ham stille. Hvorfor var han så bange for at lade Jesse vide noget som helst? Uanset, så var han virkelig tvunget til at skulle snakke med Jesse omkring det her, for det virkede i den grad til at være direkte nødvendigt for hans vedkommende, det var end ikke noget som man skulle betvivle det mindste overhovedet! ”Kom hen til mig og sæt dig.. Det kan måske virke en anelse ubehageligt. Jeg er jo nødt til at trænge ind i dit sind,” påpegede han roligt og alligevel en stemme som var præget af det klare alvor.

[Deleted]

Han tøvede lidt. "ind i mit sind?" Den tanke var bestemt ikke særlig glad at have og han vidste heller ikke om han kunne stole på denne fyr. Han så lidt ned. "det ved jeg nu ikke ...jeg vil helst ikke have en til og rode i mit sind og snuse rundt." han lagde let sine arme om sig selv med et lille suk. "Men...hvis det er den eneste måde.." han rejste sig op fra stenen og gik de få skridt hen til hvor han havde siddet før og tøvede kort før han valgte, at sætte sig ned. Han stolede vel et sted på denne fyr. at han ikke bare slog ham ihjel eller noget. Det var ellers sjældent han stolede på nogen, men han ville bare gerne kunne starte på en frisk. Så hans frygt for selskab var ligesom lidt væk. "Godt nok..men.." han bed sig i læben. "Kun de minder om de tre personer..slet det som om jeg aldrig har kendt dem." han så ned. "jeg vil helst ikke længes efter Aiden mere..og hvis minderne om de to andre forbliver så kan det være, at jeg måske pludselig finder svar på hvem Aiden er. Så derfor må du nok fjerne alt." han sukkede let. Det ville vel ses på som en mangel på respekt, at han ville glemme sin elskede, men han kunne ikke leve i sorg. Han så på ham og håbede bare ikke, at Thayne ville dømme ham. "Tak.."

[Deleted]

Det var virkelig desværre for sent, Thayne havde allerede dømt ham, selvom det virkelig ikke ville sige det. Han var nødt til at skulle gå ind i hans sind for at fjerne de mange minder, ellers kunne han virkelig ikke gøre det mindste ved det, det var helt sikkert. ”Jeg er nødt til det,” påpegede han ganske stille, det var slet ikke noget som han ville skjule, det var helt sikkert. Han lod hovedet søge let på sned og med et svagt træk på mundvigen, det var slet ikke noget som han ville skjule det mindste på hovedet. Det var så sandelig heller ikke hans hensigt det mindste. ”Jeg kan love dig, at jeg ikke vil snuse.. Hvis du præsentere alt for mig, som du husker omkring dem som du ønsker at glemme, så kan jeg fjerne det uden at skulle se noget andet.” Hans sind var personligt og det var virkelig ikke noget som han ønskede at skulle rode det mindste rundt i, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han ønskede virkelig bare, at denne mand skulle glemme Jesse, så han var helt sikker på, at han ville have den mand for sig selv, for han ønskede bestemt heller ikke at skulle dele ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blev siddende, som han kom hen til ham, hvor han blot måtte sende ham et let og forsigtigt betryggende smil. Havde han ønsket Dave ondt, så havde han gjort noget ondt for længe siden, og det havde ha jo trods alt heller ikke gjort vel? ”Vis mig hvad du vil have væk, så skal jeg ordne det for dig,” afsluttede han roligt. Han satte sig roligt hen til Dave, hvor han forsigtigt lod hænderne glide mod hans tindinger og sad mere eller mindre klar til at skulle hjælpe.. Alt Dave skulle gøre, var at tænke tankerne og minderne og vise ham dem.

[Deleted]

Han bed sig i læben og følte sig vildt anspændt. Dog var det næsten som om han blev mere rolig over, at Thayne sad og gned hans tindinger lidt. Det var mærkeligt, men han slappede mere af i kroppen der ellers havde været rystende af frygt og nervøsitet lige før. Han lukkede øjnene roligt i og bed sig i læben til og starte med. Forsøgte og få alle de minder frem om Jesse han havde. Deres møder og han fik også det fra ballet med og især det med kysset mellem Jesse og den anden som jo så sad overfor ham nu selvom han ikke vidste det. Han tænkte på sine sanser der forsvandt, da de minder også skulle væk ellers ville han måske løse gåden om hvad der var sket igen. Bagefter kom turen til Dal som var hurtigt gennemgået, da de jo kun havde mødtes en gang og så havde været på vej til en troldkvinde, men der var Dal så forsvundet på mystisk vis. De minder var hurtigt overstået. Det var dem med Aiden der ville tage tid, da de jo havde tilbragt meget tid sammen. Han forsøgte og koncentrere sig om det møde de havde haft i Procias hvor han selv var nu. Hvordan Aiden havde taget sig af ham og hjulpet ham hele vejen tilbage til Manjarno og til Tarja. Og undervejs havde han gennemgået en slags healing af sine sanser hvor de så var startet med synet. Han kunne stadig huske hvor sød han havde været og hvordan han havde valgt og blive hos ham ved søen. Han kunne stadig huske hans duft og varme og alle de dejlige stunder de havde tilbragt der ved søen. Enten udenfor eller inde i deres hytte. Og til sidst hvorfor han var taget væk derfra og endt her. Alt skulle bare væk. Han tænkte så lige til sidst på det der skete nu. At Thayne sad og slettede hans minder. Han ville gerne huske Thayne og deres møde, men lige dette skulle væk. Sammen med alt det andet.

[Deleted]

Thayne havde virkelig ikke noget imod, at skulle fjerne de minder fra Dave af, så var han virkelig også helt sikker på, at han kunne beholde Jesse for sig selv og uden at skulle konkurrere med nogen andre omkring ham, så kunne det virkelig ikke blive bedre for hans vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Bare tanken omkring at der havde været noget som havde de samme følelser for den mand som han selv måtte være gift med, for det var virkelig noget som kunne gå ham noget så frygtelig meget på i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle kunne betvivle det mindste overhovedet. Han lod fingrene roligt hvile mod Dave, hvor han selv måtte koncentrere sig dybt om at søge ind i sindet, selvom han kun gjorde noget ved alt det som Dave måtte vise ham. Alle de minder som han havde omkring Jesse, var noget som han i den grad også måtte gennemgå noget så frygteligt, for han ville virkelig bare være sikker på, at der virkelig ikke havde været noget direkte og åbenlyst mellem dem, selvom han virkelgi ikke kunne se det, så var det jo slet ikke fordi at han ville tage chancen til det. Det lettede ham dog alligevel at se, at der ikke var sket noget direkte eller åbenlyst omkring dem. Det som der var omkring Dalqenis lod han selv forsvinde og det samme med Aiden inden han ganske forsigtigt gav slip på hans tindinger igen, efter han selv var temmelig sikker på, at det var væk. ”… Hvor meget husker du?” spurgte han stille. Nu måtte man jo trods alt se på det, om der var noget hold i det. Han samlede hænderne ganske forsigtigt i hans eget skød og uden at se det mindste væk fra ham. Ved at hjælpe Dave, så havde han hjulpet sig selv og det var det som han virkelig måtte holde fast i. Det havde vel været for en bedre sag?