Lonely

[Deleted]

At forblive ved søen i Manjarno var ikke en mulighed for Dave nu Aiden var gået bort og han var alene. Det var han for frygtsom til. Han kunne ikke klare at være steder alene efter alt det med Jesse der var sket for år tilbage snart. Men det havde påvirket ham og lukket ham helt ned. Og så det med hans næste forelskelse oveni. Der havde Aiden virkelig reddet ham. Men han havde heller ikke forladt ham. Præcis som han lovede. Han var så død i stedet, men det kunne han jo så ikke gøre helt så meget for. Han var dog rejst derfra nu. Han havde opholdt sig på stedet i nogle dage, men så blev han for urolig ved og være ved deres lille hytte ved søen som Tarja i sin tid byggede til ham da han stadig var gået psykisk ned og ikke havde sine sanser. Han havde ikke mistet dem igen. Hans hjerte var dog på ny bristet af sorg og længsel og frygten havde taget over i ham stortset. Han havde rejst den lange vej til Procias nu hvor han havde mødt Aiden også. Dengang havde han forvildet sig herhen i blinde. Han kendte ikke vejen til stederne her, men spurgte vej sådan når han stødte på nogen. Han stod nu endelig efter flere uger ved skoven hvor han havde mødt Aiden og han havde ført ham hjem og healet hans syn på vejen og da de var kommet frem og så var han blevet hos ham. Han kendte ingen her, men her stammede Aiden fra så her ville han være mere tryg om han så var alene eller ej. Han snøftede stille og lagde sine arme om sig selv og var gået lidt ind i skoven og sad nu i græsset ved en sten ved en bæk og så ned i det klare vand der løb. Det var midt på dagen, men træerne tog den værste varme fra solen så der var en smule kølig hernede især når han var i skyggen som nu. Han var helt alene så vidt han kunne bedømme, men han var også lidt ligeglad. Her var der kun væsner af lyset så ingen ønskede vel og gøre ham ondt. Han ville dog nok stadig være urolig hvis der kom fremmede for tæt på, men sådan var han jo efter alt det drama der havde været. Det havde totalt ændret ham for altid. Han regnede dog med, at det kun ville påvirke ham selv. Han regnede ikke med, at han fik lov at dele sit liv med nogen. Indtil videre var alle han elskede enten med andre eller var døde. Han lod et par tårer falde og gad ikke tørre dem væk og blev bare siddende i græsset lænet lidt op af stenen. Han kunne kun høre bækkens rislen, træernes blade i vinden og så fuglenes sang i træernes toppe. Det var dejlig beroligende, men han kunne jo ikke sidde her hele tiden resten af sit liv. Han måtte finde sig et sted og bo. Leje et sted eller bygge noget selv. Han måtte finde et sted som han kunne slå sig ned og kalde sit hjem så han ikke skulle bo i naturen og flytte rundt i tide og utide. Han ville helst bare have et fast hjem og så ellers bare forsøge og få dagene til og gå uden for mange tårer. Han havde ladet den hvide skjorte stå åben. Det var noget af Aiden´s tøj som han jo havde fået for vane at gå i så den var alt for stor og den var også lidt beskidt, da han havde rejst i den i uger nu. Han så ned i vandet og tog den af lige så stille og lod vinden kærtegne sin bare overkrop og satte sig så han kunne få skjorten skyllet i vandet. Det havde han gjort undervejs også når der var mulighed for det så den var ikke alt for beskidt. han lagde den op på stenen efter at have skyllet den godt så den kunne tørre.

[Deleted]

Thayne kunne virkelig ikke tro det.. Det kunne han virkelig ikke! Han var blevet gift og endda med den eneste mand som han nogensinde havde elsket på må og få! Han gik igennem skoven i Procias og selv med det største smil på læben. Det var her at han måtte føle sig fri. Endelig med den store sommer og endelig med varmen og glæden som selv kunne mærkes i folket på trods af de mange ulykker og tragiske hændelser som havde ramt det smukke land igennem den sidste stykke tid. Ikke at det var en tanke som han brød sig meget om, men hvad kunne en mand alene gøre mod alle de magter og krafter som måtte stå noget så frygtelig tydeligt derude? Han kunne intet gøre og det var selv noget som måtte frustrere ham! Han gik roligt langs bækken i skoven og lyttede til den smukke fuglesang. For hans del, så var der virkelig intet som måtte genere ham for øjeblikket. Der var virkelig intet som kunne røre ham på den måde, det var der heller ikke nogen tvivl om. Lyden af det rolige vand som nærmest måtte glimte og skinne som krystaller ved hans fødder fik ham bare til at smile. Nok var han ikke i stand til at skulle se de mange farver, men han kunne da se skønheden i det som han måtte gå og færdes i, det var helt sikkert. Man kunne jo ikke savne noget som man aldrig havde haft, det var den mening som han havde. Han kunne få beskrevet farverne og det var også noget som Jesse prøvede, men hvordan ville man forklare den skovgrønne farve, når man ikke havde noget at sammenligne den med? Det morede Thayne noget betryggeligt på alle måder det var helt sikkert! Han slap et grin, idet han roligt satte i løb ned af bækken, inden han nåede til det stille område som han måtte søge efter og der.. der valgte han, at skulle hoppe direkte i. Skjorten havde han blot lige formået at smide fra sig på kanten idet at han måtte møde vandoverfladen med et lettere plask. Måske at det ikke var dybt at bade her, men det var i sandhed en frygtelig behagelig følelse, at skulle køles lidt ned. At han måtte være i nærheden af en anden mand, var desværre ukendt for ham, men igen, så havde han virkelig ikke alverdens at skulle skjule lige for nu. Han var ikke den mest muskuløse som man kunne falde over, men der var vel en smule alligevel af den grund? Det var da det som han i sig selv måtte holde godt og grundigt fast i. Han slap et let grin. Han kunne simpelthen ikke lade ære, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Det var ikke noget som han kunne komme det midnste udenom overhovedet. Han lod sig falde ned i vandet, for blot at tage sin friske morgendukkert og så komme op igen. Jesse sad hjemme og ventede på ham og han vidste det. Han havde bare selv... til tider brug for noget at lave lidt på egen hånd og det at gå rundt i skoven, var altid noget som havde gjort ham så frygtelig rolig og han elskede det i sandhed. Han kravlede roligt op på kanten af bredden, hvor han satte sig, så solen ville være i stand til at tørre ham. Det var først nu, at han fangede en anden skikkelse ud af øjenkrogen. Han vendte sig mod ham og lod hovedet søge let på sned. Direkte kunne han ikke sige, at skikkelsen var kendt for ham på nogen som helst måde overhovedet. Han blinkede let med øjnene. ".. Hej," sagde han roligt og med et stille smil. Der var bare intet som kunne smadre hans humør!

[Deleted]

At en plaskede rundt i vandet længere henne var ikke noget som Dave valgte og se nærmere efter. Det kunne jo være et dyr af en slags. Dog fik grinet ham til og tro noget andet og han så lidt mod stedet alligevel bare fordi han nu vidste det var en person som ham selv. En fremmed. Han var vist ikke blevet opdaget endnu hvilket i sig selv vel var en lidt god ting? Han vidste det ikke helt og så ned i vandet for sine fødder endnu en gang mens personen derhenne bare fortsatte sin ’leg’ i vandet eller hvad man nu skulle kalde det når han grinede og alt det. Han havde dog ikke selv moret sig sådan siden før Aiden´s død og det var helt klart blevet ensomt uden ham. Han sukkede og lukkede sine øjne i og mindes alle de forfærdelige stunder og så de få gode. Han var faktisk selv overrasket over, at han havde overlevet så længe. At han ikke var død eller brudt sammen psykisk af alle de tragedier. Han kunne dog ikke ændre på noget af det og det var ar på sjælen som jo nok aldrig gik væk. Han regnede i hvert fald slet ikke med det og det pinte ham, at han ikke bare kunne lukke det ned i en æske og låse den og smide den væk så han ikke skulle pines hver nat. Han manglede sin gode halvdel nu Aiden var væk og han var atter gået tilbage i sorgen. Det var kun den ene ting med hans sanser der var forskelligt fra sidst. Og så at hans hjerte naturligvis var knust endnu en gang. Det kunne snart ikke samles mere vidste han, men hvad skulle han gøre? Han var alene i denne store grusomme verden og hver gang der var lidt håb så blev det knust før det nåede til ham eller så forsvandt det i længden. Han sukkede igen og kørte en hånd gennem det blonde hår. Han vågnede dog lidt op, da han hørte en stemme og vendte sit blik halvt mod den og så nu, at fyren der før havde været i vandet havde sat sig op på bredden og havde set ham nu. Han havde ikke engang hørt, at vandet var blevet roligt igen så meget havde han været væk i sine egne tanker. Et sted lidt skræmmende, når det nu var dårlige tanker og minder han faldt ned i. Han kunne ikke være så smilende og livlig som denne fyr og det savnede han. Han kunne bare ikke glemme og komme videre. Han kunne måske lade som om, men ikke i det lange løb så hvad nyttede det? Han fokuserede dog lidt mere på denne levende person end dem fra hans fortid. ”Hej..” hans stemme var ikke kold eller varm. Den var neutral, men man kunne nok godt ane hans tristhed og ensomhed der lå lige under overfladen. Han ønskede ikke og være til besvær. Han ønskede ikke og ødelægge denne persons strålende og tydelige glade humør. Det kunne han ikke være bekendt så han forsøgte og lade være. Han ville heller ikke lukke fremmede ind i sine dybeste tanker og hans minder ville han helst bare glemme. Dem med Aiden var nu rare nok. Men alle de andre var bare en smerte i sjælen.

[Deleted]

Procias måtte hjælpe hinanden, og det var virkelig også det som Thayne måtte ønske. Uanset hvad der skulle ske foran ham nu, så var det virkelig ikke noget som kunne ødelægge hans humør det mindste, og det i sig selv, var virkelig bare en dejlig ting. Hans eget liv, havde virkelig taget en voldsom drejning. Han var en gift mand nu, han havde den bedste mand ved sig, som han overhovedet kunne tænke sig frem til, og det var virkelig noget som bare måtte være det bedste som nogensinde var sket i hans liv! At denne mand havde haft noget at gøre med Jesses liv, det vidste han ikke. Direkte så var deth eller ikke noget som han direkte måtte ønske, at skulle blande sig i, selvom.. i hans stemme, så var det en sorg som han kunne spore, og det var virkelig ikke noget som han brød sig meget om, det var i den grad også helt sikkert og på alle måder. De grå øjne faldt stille til mandens skikkelse og med hovedet ganske let på sned. En sorg.. en eller anden form af ensomhed, det var alt sammen noget som han kunne høre i stemmen og tonefaldet, det var virkelig ikke noget, som han ville kunne lægge det mindste skjul på overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Han trak vejret dybt og vendte sig mod ham. Denne mand ville virkelig ikke kunne ødelægge hans humør, selvom det var tydeligt, at den glæde som han måtte brænde inde med for øjeblikket, slet ikke var en som denne mand måtte dele. Det var heller ikke alle som blev mødt af en glæde som den han måtte føle et sted så dybt inde i hans eget sind, det var virkelig bare en utrolig dejlig og behagelig følelse i den ande ende, at han faktisk kunne bruges til noget, at nogen så noget andet end den spinkle fyr, som han havde været. Thayne gik ganske forsigtigt mod Dave og med hovedet ganske let på sned. Han knyttede hånden ganske let omkring hans ring og med et stille smil på læben. Han kunne virkelig ikke lade være! Det kunne nok være, at de kun lige havde mødtes, men alligevel? Han blinkede let med øjnene og betragtede ham næsten med en ganske så indgående mine. "Er der noget i vejen?" spurgte han stille og med en rolig og dæmpet stemme. Det var jo ikke fordi at han ønskede at skulle gøre manden mere utilpas end det som han måtte være allerede nu, det var helt sikkert, men lige dette.. Han brød sig virkelig ikke om, at skulle se nogen så triste og kede af det, for det var virkelig.. ubehageligt et sted? Han trådte roligt op på kanten af bækken og satte sig. Ikke så forbandet langt fra ham, men han ønskede jo heller ikke at trænge sig på, på nogen måde, for det i sig selv, ville virkelig bare være forbandet ubehageligt og endda også på alle tænkelige måder overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. ":.Er der noget jeg kan hjælpe med?" spurgte han stille. Han tog den lettere babyblå skjorte og lagde den ved sin side, så den ikke ville ende med at blive våd - mere end det som den måtte være i forvejen. Han samlede roligt hænderne i hans skød og sparkede ganske let til vandet, som havde han været intet andet end et lille barn som måtte sdidde med den dybeste utålmodighed og det var virkelig også på alle tænkelige måder overhovedet.

[Deleted]

At han kom nærmere var jo ikke noget Dave kunne forhindre medmindre han selv rejste sig og gik væk for at opretholde den afstand der var mellem dem. Men det virkede uoverskueligt lige her og nu selvom han måske godt nok helst ikke ville være for tæt på andre folk. Det gik altid galt for ham. Især når det var noget som gjorde ham lykkelig. Og så gik det ud over den anden part også. At der blev vist en form for omsorg fra denne fremmede mand var faktisk noget der mindede for meget om Aiden og han mærkede et stik i brystet og knugede let sine hænder mod sine bukser og så ned. Havde ellers set på ham indtil lige det spørgsmål kom. Han så ikke op eller mod ham, da manden valgte og sætte sig ned. Ikke lige ved hans side, men heller ikke flere meter væk. Han rystede stille på hovedet. "Den sidste der valgte og tilbyde mig hjælp endte med og dø. Jeg bringer kun ulykker og smerte med mig så det ville nok være bedst du gik din vej før det rammer dig også." Han havde flere gange overvejet og bare smide sig i søen hvor de havde boet, men han havde ike fået gjort det og var søgt væk for at få smerten tl og forlade ham. Han så ned i vandet og kunne se de ringe der blev skabt fra den fremmedes bevægelser i vandet med fødderne. Han vidste ikke hvad han skulle gøre og følte mere og mere han blot bare burde drukne eller gøre ende på sit liv på anden måde. Befri sig selv fra verden og befri verden fra ham.

[Deleted]

At denne mand måtte være så ulykkelig, var virkelig ikke nget som han kunne gøre det mindste ved, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, og det var noget som virkelig måtte gøre ondt et sted, det var virkelig ubehageligt selv for ham. Han rystede stille på hovedet og med et ganske så svagt suk, idet han roligt blev siddende på sin plas og uden, at skulle flytte sig det mindste overhovedet. Han ønskede ham virkelig ikke det mindste ondt. Han lod tungen stryge ganske let over hans læber og ellers med et stille smil på læben. Han kunne virkelig ikke skjule det på noge måde overhovedet, det var sikkert. Han var virkelig lykkelig og det var end ikke noget som han kunne skjule. "Tiderne skifter," påpegede han stille. Det var da ikke ensbetydet med, at han skulle falde hvis han ville give manden en hjælpende hånd? Han rystede den tanke let ud af hovedet. Han ville i den grad ikke ønske, at skulle efterlade Jesse alene, det var i den grad også helt sikkert! Så han kunn trygt love, at han skulle passe på. "Jeg lover at være forsigtig, det skal du slet ikke tage dig af.. Kan jeg hjælpe dig, så må du jo endelig sige til," fortalte han stilfærdigt og alligevel med en rolig stemme. Han ville virkelig gerne hjælpe ham, hvis det var muligt for ham, det var ikke noget som man skulle tage fejl af, for han ønskede virkelig og han elskede at hjælpe folk når det kom til stykket. Thayne rykkede ganske let og forsigtigt tættere på ham, og uden at skulle slippe ham det mindste med blikket, det var virkelig ikke noget som han kunne få sig selv til på nogen måde. Han betragtede hans skikkelse ganske let. "Er du sikker på, at jeg ikke kan hjælpe?" spurgte han stille.

[Deleted]

At være tæt på folk var noget der skræmte ham. Havde det gjort længe. Han blev dog siddende så længe det var muligt bare for ikke at virke uhøflig eller vred på nogen måder. Han så lidt op på ham, da ringene nærmest flyttede sig mere mod ham og han opdagede jo så nu at han virkelig var rykket tættere på selvom han et sted kun havde troet det var noget han havde hørt eller følt. Han bed sig lidt i læben og så ned igen. "jeg ved ikke hvordan det skulle lade sig gøre.. Den sidste der hjalp mig og blev hos mig er død nu..Og jeg tvivler på et hjerte kan hele for trejde gang når det først er blevet knust." han sukkede dybt og rystede lidt på hovedet og vendte sit blik en smule op mod ham igen og så på ham uden at vise hvor trist han faktisk var. Der var jo ingen grund til og gøre det hele meget værre. "Det er ellers sødt af dig..men med alle de forbandede minder jeg har så tvivler jeg ærlig talt på, at jeg nogensinde skal kunne blive glad igen." han hev lidt af græsset ved sin side op med håndne og smed det ned i vandet så det flød væk med strømmen og gjorde det samme om og om igen.

[Deleted]

Det var virkelig bare ekstremet tydeligt for Thayne, at denne mand virkelig ikke havde det godt. Det var virkelig også det som appelerede til at han virkelig måtte ønske, at han kunne hjælpe til på denne måde, det var i den grad også helt sikkert. Han lod hovedet søge let på sned og lyttede til hans ord. At han havde haft nogen nær som var revet fra ham, var noget som næsten selv måtte gøre ham ilde til mode, det var virkelig ikke en tanke som han i sig selv, måtte bryde sig meget om, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Han nikkede blot. "Derfor er du jo nødvendigvis ikke forfulgt af uheld," sagde han stille og lod hovedet søge let på sned. Han ønskede at hjælpe ham og specielt hvis det var meningen, at han skulle.. Deres veje var vel endt med at blive krydset af en grund? Han bed sig svagt i læben. At det måtte være så mang minder som måtte forhindre, at han skulle være glad,var noget som selv gjorde ondt et sted, det var ikke noget som man skulle kunne betvivle det mindste overhovedet, det var så sandelig også helt sikkert. "Hør.. jeg ved godt.. at jeg bare lige har krydset din vej men... vil du snakke om det?" spurgte han stille og lod hovedet søge en anelse mod den anden side, det var end ikke noget som han ville skjule. Han ønskede jo faktisk at hjælpe ham når det kom til stykket.

[Deleted]

"Jeg er ikke uheldig..jeg er forbandet...tre personer jeg har elsket...tre jeg har mistet." han bed sig i læben og det gjorde ondt og snakke om det. Godt nok var det med Jesse og Dal ikke noget han tog så tungt mere. Det havde Aiden gjort bedre og healet næsten helt. Han havde været lykkelig. men så var Aiden død og han var blevet alene igen og det hele havde ramlet ned omkring ham. Han sukkede og lukkede sine øjne i og trak sine ben mere op under sig som for at beskytte sig selv. "Jeg havde intet andet sted at søge til end Procias. Manjarno var for fuld af dystre minder efter jeg har mistet tre personer i det land. Og et lille håb om jeg kunne finde fred her fik mig til og søge hertil." Han sukkede trist og følte sorgen fylde og sprede sig indeni igen som så mange gange før. "Jeg burde være hoppet i søen.." mumlede han stille så det nok var svært og høre det selv når man sad lige der ved siden af ham. Han ville bare gerne have fred i sin sjæl og sind og slippe for at pines. Bare så gerne for en gangs skyld prøve og være lykkelig og forblive det uden sorgen kom tilbage. Han havde sådan håbet det havde været sådan med Aiden, men det havde døden ødelagt. "At tale om det gør det bare meget værre.." han så lidt mod ham med et tomt blik som om han bare var en skal uden noget indeni.

[Deleted]

Thayne lyttede til hans ord og det var alt sammen med selv den største forsigtighed, det var slet ikke noget som man skulle kunne betvivle på noget som helst tidspunkt overhovedet. Det var tydeligt, at denne mand virkelig måtte have det ondt, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af, og det var virkelig ikke en tanke som gavnede det mindste lige nu, det var også helt sikkert. Han trak vejret dybt og med en lettere eftertænksom mine. Han gned let sin hage, inden han igen vendte blikket mod ham. Det kunne da umuligt være så slemt, kunne det? Han kunne da ikke håbe på det, det var i den grad også helt sikkert, uanset hvor meget han så ville det anderledes eller ikke, så var der virkelig ikke rigtigt noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han bed sig ganske så svagt og stille i læben og så stille på ham igen. "Det er virkelig bare uheld.. Det kan ske.. selvom.. ja, chancen for det, ikke er så stor," sagde han stille. Det var jo heller ikke fordi, at han ville plante noget direkte forkert håb i ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så var der ikke rigtigt noget, at skulle gøre ved det, det var i den grad også helt sikkert. "Hvorfor dog det? Der er da ikke nogen grund til at hoppe i søen?" spurgte han en anelse forfærdet, ikke at det var noget som han kunne skjule det mindste, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han rystede ganske let og stille på hovedet og sendte ham et svagt smil. "Det hjælper at snakke om det.. Hvem ved.. måske, at jeg kan hjælpe dig?" spurgte han roligt, som tænkte han højt.. Man kunne jo aldrig vide?

[Deleted]

Han så lidt mod ham efter kort at have skævet i hans retning ved hans sidste ord. hjælpe? han tvivlede. Han sukkede dybt og tungt før han så direkte på ham. Sådan mere eller mindre. "Jeg kan ikke se hvordan du eller nogen anden skulle kunne hjælpe? Bare det at få mine sanser tilbage var noget der tog tid og jeg måtte først finde nogen der kunne og ville hjælpe eller bare gøre et forsøg." han rystede lidt på hovedet men så ikke væk. Ikke endnu. "Og jeg tror bestemt, at et knust hjerte er meget sværere. Især når det er blevet knust gang på gang som mit er. Ikke en engang en helgen ville nok kunne hjælpe." han bed sig i læben og tørrede sine øjne med håndryggen, da et par tårer havde udset sig turen ned over kinderne. Han ville ikke græde igen. Ikke mere nu. Hans øjne var allerede røde nok selvom det kun var tæt på man så det fordi han ellers forsøgte og skjule det ved ikke og se mod folk. "Eller medmindre du kan genoplive de døde..så ville det måske hjælpe.."

[Deleted]

At snakke om det, ville i den grad være en hjælp, så meget vidste Thayne allerede. At denne mand havde haft noget kørende med Jesse i sin tid, var jo så noget som han stadig måtte leve i lykkelig uvidenhed omkring, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Det var virkelig ubehageligt nok som det måtte være i forvejen. Han trak vejret lettere dybt. "Jeg kan ærligt sige, at jeg aldrig har oplevet et knust hjerte personligt, men jeg kan forestille mig, at det er forfærdeligt," sagde han stille. At det virkelig havde været så slemt, det kunne han vitterligt ikke forstå på nogen som helst måde overhovedet. Han bed sig svagt i læben. "Jeg kan ej genoplive de døde.. Jeg er ikke en alkymist eller nogen af så stærk magi for den sags skyld," fortalte han stilfærdigt. Det var jo heller ikke nogen hemmelighed på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som han ønskede det eller ikke. "At snakke vil faktisk hjælpe på det.." fastholdt han med en lette stilfærdig stemme. Han ønskede virkelig at hjælpe ham.

[Deleted]

Han sukkede trist. "En skam..jeg kunne godt tænke mig, at have min Aiden hos mig igen." han rystede lidt på hovedet. "hvad er kuren mod et knust hjerte?" han så på ham med endnu et lille suk og bed sig i læben imens. Han var helt på bar bund og måske det faktisk hjalp og snakke om det? Han vidste det ikke, men det var da et forsøg værd? han så roligt mod ham og vendte sig så en smule mere om mod ham som om han gik med til, at fortælle ham det. "Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte..." han hviskede kun. Han kunne ikke helt få sin stemme op i højere leje lige nu. Ikke fordi han var bange for nogen skulle høre dem jo, da de jo var alene. Skoven kunne jo ikke lytte og sige det videre. "Der er sket så meget.." han så ned mod vandet og trak sine ben lidt op under sig så de kom væk fra vandet.

[Deleted]

Thayne ønskede virkelig ikke at presse denne mand til noget som helst, men han vidste allerede nu, at det ville lette meget at skulle fortælle det hele ærligt og frit fremfor alt det andet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var også helt sikkert. Han vendte blikket stille mod ham. At denne mand måtte være til det mandlige køn, kunne han næsten tænke sig til, så var det også en anelse nemmer for ham selv, at skulle give en anelse slip på de mange facader, for han vidste udmærket godt, at det slet ikke var velset nogen steder, selvom det virkelig ikke var noget som han brød sig om. Han var hvad han var og det var noget som han i den grad også var blevet så frygtelig stolt af og det var alt sammen takket være Jesse! Han betragtede ham stille. "Kuren mod et knust hjerte?" gentog han. Han kunne næsten gætte sig til, at denne mand måtte have mistet, selvom det virkelig ikke var noget som gjorde det nemmere. "At.. glemme?" foreslog han stille. Han bed sig let i læben. Han vidste det jo ikke! At han måtte gå med til at skulle snakke om det, var nu alligevel noget som han var glad for. Han rettede sig forsigtigt op og vendte sig mod hans skikkelse. Hovedet søgte ganske let på sned. "Begyndelsen plejer at være et godt sted," foreslog han med et stille smil på læben. Han ønskede virkelig at hjælpe denne mand. At se ham have det så elendigt, var slet ikke noget som han måtte bifalde på nogen som helst måde overhovedet.

[Deleted]

Han rystede lidt på sit hoved med et svagt grin. "At glemme? ja gid det var så let som det lyder." han bed sig i læben og rystede lidt på sit hoved og kunne ikke lige se hvordan han skulle kunne gøre det! "Tja..begyndelsen..." han lagde sit hoved lidt bagover og sukkede let. "Det er jo efterhånden en del år siden..men..jeg mødte denne fyr som jeg bare så godt kunne lide.. Han var så venlig mod mig og vi flirtede og morede os." han smilede svagt. Dog lidt trist ved mindet. "Vi mødtes flere gange og jeg kunne næsten ikke tro hvis jeg skulle være heldig og opleve kærlighed. Min far havde altid holdt mig væk fra andre som jeg kunne føle for. Især drenge. Han hadede jeg var til mit eget køn. Men så til et bal i Manjarno blev mit hjerte knust, da han kyssede med en anden." han lukkede sine øjne og sukkede igen. "jeg kunne slet ikke bære det og min veninde måtte hjælpe mig ud, da mine sanser nærmest lukkede sig ned i ren chok. Jeg kunne ikke se og alle de andre blev svækket meget." han vidste dog ikke, at han nu sad overfor den fyr Jesse havde kysset med den aften.