Lonely

[Deleted]

Stille og roligt tænkte han så meget på hver af de ting han ønskede fjernet fra sine minder. Fra sit liv så han kunne starte på en frisk uden at skulle tænke på noget af det mere. Det ville være så befriende hvis det rent faktisk lod sig gøre. Han kunne dog ikke synderligt mærke noget. Andet end Thayne´s fingre på sine tindinger. Skete der overhovedet noget? Han vidste det ikke og ville heller ikke sidde og tænke over det nu. Det var jo dumt og det forkerte tidspunkt sådan set. Han ville heller ikke have Thayne måske fik det indtryk at han ikke stolede på ham. Han trak vejret tungt og han kunne ikke just mærke forskel fra før og så nu, da Thayne valgte at tage sine fingre til sig. "Husker?" han blinkede lidt forvirret. Han kunne faktisk kun huske..At Thayne havde holdt sine fingre mod hans tindinger udne nogen grund. og så havde de snakket lidt efter de var mødtes her. Han kendte ham ikke før, men han kunne godt lide ham hvis han skulle være ærlig. Han virkede jo flink. "Jeg kan huske jeg sad her og nød naturen. og så var det du kom og så faldt vi i snak.." Det var jo sådan set rigtigt. Hvad de havde snakket om kunne han så ikke huske helt, men han havde måske fået for lidt væske og så lige besvimet kort og så glemt detaljerne? Ja det måtte næsten være sådan. "Og du hedder Thayne." tilføjede han lige med et lille grin. Den deprimerende knægt der før havde været var så godt som forsvundet i det blå. Han var mere frisk og glad ham der sad her nu. Så meget havde fortiden gjort forskel. Han var faktisk sit eget jeg igen! At han så havde oplevet en masse siden var så ikke noget han kunne huske eller holde styr på. Han kunne faktisk knap huske noget af sit år fra de sidste års tid. Kun små brudstykker der ikke havde forbindelsen til alt det drama der var sket. Han tog det dog ikke så tungt. Han havde nok bare slået hovedet lidt. "Men jeg kan så ikke huske hvad vi snakkede om.." grinede han lidt og kløede sig i nakken med et lidt undskyldende smil til ham.

[Deleted]

Thayne ønskede virkelig bare at få fjernet absolut hvert eneste lille spor efter Jesse i denne mands sind, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, for det behagede ham bestemt ikke, at en anden mand skulle rende rundt og tænke på den mand som han måtte være gift med! Bare tanken alene, var noget som kunne gøre ham mobset, selvom det nu ikke var noget som han havde noget behov for at skulle få frem i dette øjeblik, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, så det var om ikke andet, så bare noget som måtte tale for hans fordel? Dave ønskede det hele væk og han ville da selv med den største glæde og fornøjelse fjerne alt det som var at fjerne af ham og det som han ønskede ved siden af, for det var virkelig bare noget som måtte tale for hans vedkommende, det var også helt sikkert. Han nikkede til Daves ord. ”Ja.. husker,” sagde han stilfærdigt og med hovedet let på sned. Han ville da bare være sikker på, at han havde fået fjernet det hele, for det andet, var slet ikke noget som ville gavne dem på nogen som helst måde overhovedet, det var der jo heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, det var også helt sikkert. Han kunne tydeligt mærke lettelsen i hans eget sind. Måske at det her havde været en forbandet egoistisk tanke og handling, men han var virkelig bare ligeglad, for han ønskede virkelig ikke at andre skulle rende rundt og tænke på hans Jesse! Hans smil bredte sig roligt på hans læber. Han huskede intet og det var noget som han så sandelig også måtte være glad for i den anden ende, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Hans hænder samlede han ganske så roligt og forsigtigt i sit eget skød. Han nikkede blot til ham og roligt med en næsten anerkendelse. ”Hvad vi snakket om, det skal du ikke tænke på.. Det er kun for det bedste, at det nu er lagt på hylden,” fortalte han med en rolig og tydeligt selvsikker stemme, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af ovehovedet, for det var virkelig noget af det bedste ved det hele. ”Du har ikke ondt? I hjerte, sind, krop eller sjæl?” fortsatte han stilfærdigt. Han måtte jo og skulle i den grad også være helt sikker på, at det hele måtte være væk i den anden ende, for han turde virkelig ikke at tage chancen på, at Dave pludselig ville gå og så ville han være i stand til at huske det hele igen, for det var virkelig ikke noget som han vile bryde sig om overhovedet! Han gengældte blot hans smil. At han ikke kunne huske noget som helst, det gjorde virkelig ikke Thayne det mindste på nogen måde.

[Deleted]

Han så på ham. Lagt på hylden? Nå ja hvis Thayne sagde det så havde det nok ikke været så vigtigt. Han rystede stille på hovedet, mens han sad og nærmest remsede op. "Nej jeg har lidt ondt i hovedet, men det er det..må være da jeg faldt og slog mig.." han var næsten sikker på det måtte være derfor han ikke kunne huske ting fra hvad de havde snakket om. Han må have slået sig lidt og så kort havde glemt det. Ja det kom jo nok frem igen før eller siden var han sikker på. Han var helt blank omkring den sletning af minder som Thayne lige havde udført på ham og det nok mest var derfor han havde lidt ondt i sit hoved. Han regnede dog med den pine også stille gik væk og så længe det ikke var slemt og smertefuldt så tog han den med ro. Rakte stille ned og tog noget vand og smed vaskede sit ansigt for ligesom lidt og friske op, da han følte sig døsig. Og så blev han også lige vasket lidt. Han så på Thayne igen. "men det er kun en lille en.." smilede han svagt og ville bare lige understrege, at han sagtens kunne klare det. Han rettede sig lidt op igen efter at have ladet vandet dryppe ud af spidserne på sit hår igen. Han så på ham med et smil. "Men hvor længe kan du blive?" selv havde han jo ikke travlt. Han havde jo ingen at vende hjem til. Og ikke engang et hjem. Han endte nok med, at sove her eller lignende.

[Deleted]

Det glædet virkelig bare Thayne at Dave ikke kunne huske det mindste, så kunne han tildels gå hem senere med en god samvittighed.. hjem.. Han skulle jo hele vejen tilbage til Manjarno nu! Han rystede stille på hovedet og med et ganske så let og stille grin. Det var noget som han næsten havde glemt i det store og hele, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han sendte ham et stille smil. Det havde i den grad været forbandet vigtigt, det som de havde snakket om, men bare det at Dave havde glemt det, var automatisk noget som gjorde, at det ikke var så forbandet vitigtigt igen og det var en glæde uden lige og på alle tænkelige måder overhovedet. Han betragtede ham ganske roligt med de næsten så grå øjne. Han kunne jo trods alt ikke se farver. Det havde han aldrig nogensinde været i stand til. Han var nemlig farveblind. ”Det må næsten have været fra faldet ja.. Det skal nok hurtigt gå over,” sagde han let stilfærdigt og med et roligt nik. Han vendte blikket op mod himlen. Han kunne jo stadig se, at det var ved at blive en anelse mørkere, så han skulle meget snart videre igen, det var end ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af overhovedet. Han trak vejret dybt. ”Jeg kan dog ikke blive alt for længe.. Vandringen hjem er pæn lang,” forklarede han lettere stilfærdigt. I sig selv, så var det jo bare en sandhed, for der var ikke en kot vej til Neutranium som måtte ligge i hjertet af Manjarno, det var i den grad også helt sikkert. ”Du har vel også ting og sager du skal nå?” tilføjede han lettere spørgende, også for at lede fokus lidt væk fra det som nu burde være glemt for Daves vedkommende om ikke andet.

[Deleted]

Dave nikkede stille. "Jeg er i det mindste bare glad for, at du blev her mens jeg lige...kom til mig selv.." grinede han lidt, da han ikke engang kunne huske han var faldet og havde slået sit hvoed mod jorden, men det måtte jo være det. Han smilede let og rystede så på hovedet. "Nej jeg...jeg er helt alene og bor hvor jeg nu ender med, at sove.." han kløede sig lidt i nakken og følte sig temmelig ynkelig over det hele nu. at han ikke engang havde et hjem at vende tilbage til. han sukkede stille og lukkede sine øjne i for at se om det hjalp bare en smule på hans hovedpine. Han følte lidt det hele kørte rundt omkring ham og det gik ham et sted på. Han ville nok ikke være særlig meget i stand til, at gå videre idag og når det nu snart blev mørkt alligevel så kunne han vel lige så godt blive her? "Men så kan det være du skulle begynde og gå? jeg vil helst ikke holde dig hen så du ender med, at det er nat før du kommer hjem." han smilede stille og så på ham mens han bed sig lidt i læben. Han var et sted utryg ved og være alene når han var faldet, men han kunne jo heller ikke holde Thayne her.

[Deleted]

Thayne ønskede virkelig ikke at køre mere rundt i dette, for det var virkelig ikke noget som ville gavne nogen af dem. Han frygtede vel et sted, at Dave ville ende md at huske, hvis det var noget som han virkelig havde lyst til. Han sendte ham blot et stille smil og trak på skuldrene. ”Det så slemt ud.. Så ville ikke lade dig ligge med det alene.. det kan være farligt, selv her i Procias’ land,” fortalte han lettere stilfærdigt. Nu kunne han bevæge sig lidt hen i sandhed igen, for det var i den grad farligt, at skulle rende rundt herude og især alene efter mørkets frembrud, det var også derfor at han helst ville hjem inden det ville ende med at blive lige så. Han trak vejret dybt og vendte blikket mod Dave. Nu følte han da straks mere skyld. ”Men…” Han vendte blikket roligt omkring dem og vendte sig så stille mod Dave igen.. Et eller andet måtte da han kunne gøre, for at gøre lidt op for det som han havde gjort? ”Du har ret.. jeg burde fortsætte for at komme hjem inden det bliver mørkt.. Jeg.. jeg kan ikke hjælpe dig ind til byen først? Så du kan hvile hovedet lidt?” spurgte han lettere stilfærdigt og med hovedet let søgende på sned, ikke at han ville kunne komme det mindste udenom det overhovedet, det var helt sikkert. Han rejste sig ganske forsigtigt op. At han skulle sove herude, ville jo næsten være synd i det store og hele. Han rakte en hånd mod Dave. Han ønskede virkelig ikke at skulle rende rundt med de tanker som han havde gjort sig, udelukkende på grund af alt det som han havde fået at vide om Jesse, det var helt sikkert. ”Så kan jeg hjælpe dig til kroen først inden jeg går hjem,” forklarede han sindfærdigt. Han fortjente virkelig ikke at rende rundt herude, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet.

[Deleted]

Dave var ikke typen der holdt af byer. Han var imod dem og havde med vilje undgået den der lå her i landet. Han så på ham. Han bed sig i læben og skulle lige til og sige nej tak, men nikkede så stille. Han ville nok have bedst af, at ligge indendørs og i en rigtig seng nu han havde slået hovedet. Han tog stille imod hans hånd og trak sig stille op og stå ved hans hjælp og børstede lige lidt græs af sig. Han smilede. forsøgte i hvert fald på det. han ville heslt ikke ind til byen. Men når Thayne nu var med så gik turen derind nok fint. og at komme ud kunne han nok altid hurtigt komme alene eller ej. Han var bare bange for at gå ind i dem alene. Han sagde dog lige nu intet om det med, at han var bange for byer. Det var lidt svært og forklare præcis hvorfor og sådan. "Jo tak.." han smilede svagt. lidt mere ægte denne gang end det forsøg fra før. Han så på ham og vidste faktisk ikke engang hvor langt der var. "men kan du nå det? hvis du har langt hjem så tager det jo mere tid når du skal hjælpe mig til byen først?" han bed sig i læben og ønskede jo på ingen måde, at forhindre ham i, at komme hjem før det blev nat.

[Deleted]

Thayne kunne virkelig være en mild og blid mand når det endelig kom til stykket, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovdet. Han sendte ham et stille smil og hjalp ham roligt op på benene igen. Han lod hovedet søge let på sned. At han ikke brød sig meget om byer, var end ikke noget som han var kendt med på nogen måde, men det var nu ikke noget som han tog sig af lige nu. Ha selv havde jo ikke noget imod byer for den sags skyld, selvom han slet ikke boede i en selv. Han boede i et telt i haven i Neutranium sammen med sin kære ægtemand og det var noget som han faktisk måtte ønske at skulle forholde det, det var også helt sikkert. Han trak vejret dybt og betragtede ham roligt. Han trak ganske svagt på skuldrene til hans ord. ”Tja.. det er ved at blive mørkt alligevel, så det er mørkt længe før jeg når hjem,” forklarede han sandfærdigt. Det var ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. De grå øjne vendte han ganske forsigtigt og stille mod ham og ikke mindst med en rolig og sandfærdig mine. ”Så jeg kan godt gå en .. tja, lille omvej og hjælpe dig til byen først, hvis du vil have det,” afsluttede han roligt og md et stille smil på læben. Ikke at det var noget som han ville skjule for ham, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet.

[Deleted]

Han så lidt mod ham og hvis han mente en lille omvej ikke gjorde meget forskel for ham så ville han da foretrække at blive ført ind til byen, da han på egen hånd nok aldrig ville komme tæt nok på til at få ly. Han gav et let lille nik fra sig og bed sig i tungen og vidste det nok blev temmelig skræmmende for ham, men det var mest fordi han aldrig havde været vild med byer. for mange folk rundt omkring en overalt. Men det bedste ville vel også være, at komme tæt på sin frygt? han måtte forsøge dette. Det var han i hvert fald sikker på. "Så lad os da bare gå.." han smilede stille og selv havde han jo alt hvad han havde haft med sig hertil også. Han havde jo stortset også kun sit tøj så mon ikke det ville være let og huske det? Han så på ham. "Har du det hele før vi går? Ellers skal du jo bare tilbage og det vil forsinke dig endnu mere. Og det vil jeg ikke være skyld i delvist. Og slet ikke tænke på du vandrer rundt herude i stedet for, at gå mod dit hjem." hvor han boede anede han ikke. Selv hvis han fortalte det ville det jo ikke længere sige ham noget. Ville det heller ikke have gjort før. han havde kun været i Neutranium en gang og han havde aldrig rigtigt overhovedet lært hvad stedet hed. han var der kun for Jesse´s skyld dengang. Han smilede stille og lagde sit hoved lidt på skrå. "Nu ved jeg jo ikke hvad du kom med, men du er sikker på alt er hvor det skal være?" han gik et par skridt væk fra vandet mens han ventede på svar.

[Deleted]

Det havde nok været en ganske lille løgn set fra Thaynes side, for det at gå til byen først inden han ville søge mod muren ville virkelig være en forbandet stor omvej, men hvis Dave ikke vidste bedre, så gjorde det vel heller ikke noget som helst? Manden havde brug for at komme ind at ligge lidt og få styr på det hele og så komme videre derfra, så kunne han vel godt hjælpe ham ind til byen først? Det ville vel være som et lille plaster på såret eller bare en måde at sige undskyld på? For han havde virkelig bare gjort sig forbandet umage med at få fjernet det hele, det var end heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte være. De grå øjne hvilede roligt på hans skikkelse. Det ville være mørkt før han ville nå hjem alligevel, så kunne det vel i det store og hele også være ligemeget? Det ville være lige farligt for ham at gå vejen uanset, så det var i sig selv, heller ikke noget som havde været ham ukendt, for det havde været det samme som da han havde valgt, at skulle komme hertil, det var der helelr ikke nogen tvivl om. Bare tanken om at han kunne hjælp lidt, var i sig selv et plaster på såret for hans vedkommende, for han ville virkelgi ikke rende rundt og have dårlig samvittighed over det her, for det var der vel heller ikke nogen grund til? Mange havde vel gjort det samme som han havde gjort, hvis det havde været fordi at de vidste at nogen anden gik rundt med tanker omkring andres mænd som det Dave havde gjort omkring Thaynes? Det var simpelthen ikke noget som han ønskede i længden, det var virkelig også derfor, at han havde valgt, at skulle reagere som det han havde gjort, for det havde han det virkelig mange gange bedre med når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han sendte ham blot et let betryggende smil. Det var jo.. heller ikke fordi at der var noget andet for hans vedkommende at gøre, end at lege med på legen lidt? ”Det lyder som en meget god idé,” sagde han stilfærdigt. Det var der virkelig heller ikke nogen grund til at skulle komme udenom, for han kunne vel godt rose når det endelig var. Måden som Dave måtte snakke på, morede ham om ikke andet, for det var virkelig ikke normalt at forklare sig på den måde. Han smilede og rystede på hovedet. ”Jeg kom hertil i det som jeg har, går og står i.. Så jeg har det hele med,” sagde han stilfærdigt og så ned af sig. Han havde sjoe bukser, sin skjorte og sine sko og det var jo mere eller mindre det. Det var jo heller ikke fordi at alt mulig andet havde været direkte nødvendigt for hans vedkommende, så det var vel også noget som bare måtte tolkes som noget godt når det endelig måtte komme til stykket. Han begyndte ganske roligt at gå. Jo hurtigere de kunne komme til byen, jo bedre ville det jo selvfølgelig blive for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivlv om. ”Jeg følger bare dig til byen, så vender jeg snyden hjem.. Det er nu alligevel en længere vandring,” afsluttede han roligt. Han kunne virkelig godt hjælpe denne mand først, for han følte virkelig at han måtte skylde ham det et sted og det var bestemt også en gæld som han agtede at skulle indbetale. Han gik ganske roligt væk fra den glinsende og smukke bæk og mere mod skoven for at komme tilbage til hovedstien. Han kendte efterhånden dette sted som havde det været hans egen bukselomme.

[Deleted]

Hvor længe det ville tage at gå den omvej for Thayne vidste Dave intet om overhovedet. Han var jo langt fra stedkendt her og kunne heller ikke lige så meget huske hvorfor han overhovedet var her og hvor han kom fra. Han var som en fremmed for alt og alle følte han. Han strøg lidt af det blonde hår væk fra sit ansigt og sukkede let og strakte sig kort før han gik igennem skovbundens jord og blade og efter Thayne. Han var bestemt glad for at han ville følge ham ind til byen. Både for at han fandt den temmelig hurtigt og for at han overhovedet kunne træde derind. Han smilede stille mod ham mens de stille gik. hvor lang turen til byen var anede han heller ikke. Han så sig lidt rundt for at se om noget virkede bekendt, men det var vist ikke lige tilfældet. Det var jo sådan set også træer det hele.
Turen gik dog mod byen og den tvivlede han på han kendte. Han vidste ikke hvorfor, men han kunne mærke en frygt i sig for byer og bare tanken om mange folk fik den også frem. Han bed sig i læben mens han stille gik. Tja det skulle vel blive lidt af et eventyr, at prøve noget nyt? at se sin frygt lidt i øjnene? "Tak..endnu en gang Thayne." smilede han let og så mod ham. "for at du hjælper mig.." han smilede varmt og gik roligt videre. Det ville måske blive lidt ensomt, når det var, at han fik sagt farvel til Thayne i byen når han var blevet skrevet ind til et værelse på kroen, men han kunne jo heller ikke holde Thayne væk fra sit hjem. Han skulle nok klare sig. Havde han jo gjort frem til nu?

//Out

[Deleted]

Thayne så virkelig ikke nogen direkte grund til at skulle indvolvere Dave i for meget og udelukkende af frygten for, at han ville ende med at huske igen, og det var virkelig ikke noget som han ville ønske for alt i verden! Nu var Jesse glemt for hans vedkommende, og det var virkelig også det som han selv måtte anse som det mest vigtige når alt kom til alt. At lade Dave være herude alene, var slet ikke en tanke som faldt ham det mindste ind, så han ønskede virkelig bare at hjælpe ham til byen og så komme hjem, få besvaret de mange spørgsmål so han så pludselig måtte brænde inde med, det var end ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet uanset hvor meget han ville det eller ikke, så var det ganske enkelt umuligt. Han sendte ham blot et stille og roligt smil. ”Tro mig når jeg siger det, så er der virkelig intet at takke mig for,” sagde han stilfærdigt. Det var jo blot en sandhed i sig selv for hans vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle komme udenom overhovedet. Dave havde glemt ham, det var et nyt kapittel for den mand og det var virkelig også deriblandt en grund til at han havde gjort som han havde gjort det, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelig måder overhovedet.
Turen fra skoven af var temmlig hurtigt overstået. Thayne kendte efterhånden skoven som sin egen bukselomme. Han lod hånden ganske roligt søge mod Daves skulder for at føre ham med sig til kroen, hvor han derefter kunne efterlade ham, lade ham få sig noget hvile hvor han så selv kunne søge tilbage til Manjarno og til sin egen kære ægtemand. Bare tanken omkring ham, var noget som virkelig bare måtte få ham til at smile mere eller mindre i hele ansigtet! Han var lykkelig bare ved tanken om det! ”Det hele skal nok gå, Dave,” afsluttede han lettere stilfærdigt som han førte knægten med sig ind i byen og derved også forlod den store skov.

//Out