Sorry..

[Deleted]

Han så stille op. "Jeg fortryder ikke jeg hjalp dig ud..men måske var det en fejl og tage dig med hertil..selvom det var det du ønskede." han bed sig i læben og sukkede. "Undskyld...jeg vil bare gerne...gerne være glad." han så væk igen og hen mod sengen. Måske han virkelig bare skulle ligge sig og sove igen og så lade Alaster gå og så ville det hele være løst. Hvis Alaster gik sin vej og kom væk mens han sov kunne han jo ikke følge efter og havde ikke noget andet valg end blot blive her eller tage tilbage. Eller simpelthen bare vælge og dø? Han snøftede lidt og trak sine ben mere op under sig. "Nej jeg forstår ikke hvorfor jeg ikke må blive til en fra mørket ligesom dig..Men.. jeg har forstået du ikke ønsker det." han skuttede sig da der nærmest blev råbt af ham med, at han ikke måtte komme over muren. Sådan set bestemte Alaster jo ikke, men han ville jo gerne forsøge og gøre det rigtige og så skulle han måske bare gøre som der blev sagt. Han ville i seng. Men han frys for meget til og rejse sig og blev blot siddende og ventede på at få mere skæld ud eller hvad der nu var i vente. Han ville jo bare gerne blive hos Alaster. Var det en forbrydelse?

[alaster]

Shane opførte sig som intet andet end et barn i Alasters øjne, det var der virkelig heller ikke nogent tvivl om overhovedet. Han kneb øjnene ganske svagt sammen og uden at skulle tage blikket fra ham det mindste. Det var ikke fordi at han var direkte bange for, at det skulle ende med at gå helt galt, det var helt sikkert, men han turde virkelig ikke at tage chancen når det måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han lod armene roligt glide over kors. Shane havde alt i lyset, hvorfor pokker ville han opgive det hele for et liv i mørket? Endnu mindre, hvorfor pokker ville han ende med at blive en vampyr?! Det var virkelig ikke noget som gav nogen som helst mening for ham overhovedet, det var der virkelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man skulle kunne betvivle det mindste overhovedet! "Du kan være glad i Procias," vrissede han med en ganske så dæmpet stemme, ikke at det var noget som han på noget som helst tidpunkt, ville være i stand til at skulle skjule på nogen måde. Han kneb øjnene fast sammen og tog så endnu et skridt tættere på ham. Han ville virkelig ikke for tæt på, han ville virkelig ikke have, at det skulle ende med at gå galt, det var slet ikke noget som man skulle sætte det mindste tvivl ved overhovedet. Han vidste udmærket godt, at han ikke havde retten til at skulle bestemme over Shane, men hvorfor skulle han da ikke gøre det når fyren ikke kunne tænk realistisk? "Du er født ind i lyset, Shane.. tror du ikke, at det er sket af en grund? Ligesom jeg er født ind i mørket? Har du nogen anelse om, hvad folk vil gøre med en som dig?" spurgte han med en fast hvislen. Det var virkelig ved at irritere ham!

[Deleted]

"De vil sikkert bare dræbe mig..men hvorfor skal jeg bindes til lyset når jeg hellere vil være i mørket!" han hadede det. hadede det! hvis han bare havde været født som et væsen til mørket istedet for det han var. Han hadede sig selv lige nu. han kunne høre Alaster kom tættere på, men regnede ikke med det var fordi han havde lyst. Han så ikke op på ham. Ville ikke. Kunne ikke. "Skulle du ikke gå? Dit dyrebare Dvasias venter på dig.." hans stemme var en anelse kold og ligegyldig. Hvis Alaster virkelig ikke gad blive her. Så kunne han da også bare gå! Han gad snart ikke mere. Når først Alaster var væk kunne han gå ud og finde en vampyr eller et andet af væsnerne fra Dvasias og så enten blive forvandlet eller blot dø. Det var så simpelt. Dog skærmte det ham, at han måske gik sin død direkte i møde. Han vidste hans chancer for overlevelse var spinkle som lysvæsen. Men han kunne heller ikke tage tilbage og så leve i fange skab blandt sine egne og så hver dag længes efter Alaster. Han så bare ned mod gulvet og ventede halvt at høre vrede fra Alaster eller så blot, at han gik si nvej. Eller begge dele. Han regnede ikke med søde ord eller at han blev her. Hvad skulle han blive for? Hans syn var godt nok til, at han kunne se en smule og han ville jo så gerne tilbage. Væk fra Shane som var af lyset. Han havde ingen grunde til og blive. Lige så lidt som Shane havde grunde til og tage til Procias igen.

[alaster]

Alaster forstod dog udmærket godt når han var uønsket eller ikke, men at skulle stå og tale denne knægt fra, at gøre dette, det var virkelig ikke noget som han gad at bruge sin tid på, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han kastede nærmere opgivende med armene og med et næsten udbrud af ren og skræ vrede og ikke mindst den voldsomme frustration som han måtte brænde inde med, det var ganske enkelt utroligt og noget så frygtelig frustrerende! Han kneb øjnene fast og let sammen, selv uden at skulle se det mindste væk fra ham, det var virkelig ikke noget som han var det mindste i stand til lige netop nu. "Du har ret. mit kære Dvasias og mørke venter på mig." Han sendte den samme faste mine i retningen af Shane. Den mand formåede virkelig at gøre ham vred. Kunne han så ville han virkelig bare glemme alt dette, for det var virkelig ikke noget som ville gavne dem på nogen som helst måde overhovedet, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han havde lyst til eller ikke. "Jeg råder dig til det, Shane.. bliv i Procias, det er der du høre til!" endte han med en fast tone. Han greb fat omkring sin kappe og kastede den over sin ene skulder, idet han med de faste skridt, gik direkte hen til døren, tog i håndtaget, rev den op og endte med at smutte ned af gangen for at forsvinde ud på gaden, idet han søgte direkte mod Dvasias. Han havde simpelthen fået nok nu!

//Out

[Deleted]

Shane skævede efter ham og sukkede let. Han havde vel ikke regnet med andet? han følte sig dog tom og ensom nu hvor han var uden Alaster. Han ville så gerne gøre ham glad, men så blev han jo selv ulykkelig. Han rejste sig stille op efter lidt tid. Det blev svært og finde Alaster igen hvis han tog til Dvasias, men lige nu havde han ikke energi til og løbe efter endnu en gang. Han kom op og stå efter flere forsøg og forsøgte og gå væk fra væggen og hen mod sengen for at ligge ned. Han kom dog aldrig så langt, da han faldt så lang han var hen over gulvet og slog sit hoved ås han mistede bevidstheden og alt blev sort. Han havde ikke kunnet holde balancen og nu han var alene måtte han bare blive liggende til han kom til sig selv og måske og kun måske var i stand til, at rejse sig op og enten forlade stedet eller i det mindste komme op fra gulvet af.

//out