Sorry..

[Deleted]

Shane havde lidt i starten holdt en passende afstand til Alaster. Men han kunne jo ikke blive ved sådan. han gik dog lidt og tænkte over om Alaster var så rasende som han følte. Men han måtte vel bare tage chancen? han skulle holde sit løfte. Hna kunne ikke lide tanken om, at bryde et løfte og han havde jo mest sagt det hele i vrede på værelset. han trak vejret lidt tungere. Han frys stadig og trængte ærlig talt til varme og mere lys, men han måtte bare bide det i sig og følge efter. Han sørgede for ikke at miste ham af syne og rendte efter lidt tid op på siden af ham og bed sig i læben. "Alaster...jeg...stop nu..jeg mente det ikke sådan. Du gjorde mig bare lidt vred." han bed sig i læben mens han gik videre ved siden af ham og forventede næsten mest af alt, at få smidt onde ord i hovedet eller blive slået hvis ikke noget værre. "Jeg lovede at få dig ud og heale dit syn og jeg mangler stadig den sidste del af aftalen.." han forsøgte stille og greb let ud efter hans arm. "Jeg vil jo bare hjælpe dig. Og jeg farede vild så derfor kom jeg ikke tilbage før nu..Byen er større end man tror når man er ny på stedet." han så lidt ned mod jorden og hans hjerte bankede lidt af frygt og lidt af noget andet. han frygtede et sted stadig at få nogle slag eller andet fra Alaster. han kunne nærmest mærke hans vrede i luften omkring dem følte han. Det skræmte ham lidt, men han måtte bare bide tænderne sammen og få Alaster til at lytte. Få healingen sat i gang og lade være og tænke på sig selv. "Jeg kan ikke lade dig gå uden at have holdt mit løfte." han så lidt op på ham og selvom hans øjne var lidt blanke kom der ingen tårer. "jeg skal nok holde mig væk bagefter hvis det er det du ønsker. Jeg er bare utryg ved et nyt sted. har hørt så meget om lysvæsner der blev fanget eller slået ihjel uden varsel. Er ked af jeg farede sådan op.." han strammede sit greb en lille smule om hans arm. Han havde lyst til og slippe i frygt for et slag, men det kom jo nok under alle omstændigheder. Han havde forstået nu, at han intet betød for Alaster. Han var bare et objekt, mne det havde han erkendt nu så han kunne jo ikke gøre så meget andet end se forbi det og gøre sin 'pligt' i løftet som han agtede at holde.

[alaster]

Alaster havde simpelthen fået nok, også selvom han var udmærket godt klar over, at Shane måtte være lige efter ham, så var han fuldstændig ligeglad. Den mand havde virkelig ikke gjort andet end at irritere ham, så kunne det med synet virkelig også være fuldstændig lige meget. Hvis han ikke havde været andet end i vejen, så kunne manden da lige så godt bare tage hjem til Procias igen? Der hvor en som ham virkelig bare hørte til! Det kogte virkelig i det indre. En ting var at hidse sig op, bande og så bare smutte, men så skulle man så sandelig heller ikke forvente, at man ville få lov til at komme tilbage igen til ham, det var i den grad også helt sikkert! At Shane greb omkring hans arm, fik ham dog ikke til at stoppe, før grebet kun måtte vise sig, at blive mere og mere stramt. Han bed tænderne tydeligt og kraftigt sammen, idet han vendte sig mod Shane. Den klare irritation var at skulle spore i hans mine. At han havde været væk, var virkelig noget som raget ham en høstak! "Lidt vred?" gentog han med en tydeligt mere spids tone. Han havde holdt igen, udelukkende på grund af krofatteren, for han havde virkelig været ham en hjælp, så ville han heller ikke skræmme folkene væk som måtte være til stede. Det var den eneste grund til at han selv havde holdt igen på den måde, som det han nu havde gjort det, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han rev armen kraftigt til sig. "Vov aldrig at tage fat i mig igen, Shane," vrissede han med en klar advarsel i stemmen. Måske, at han ikke kunne se, men han kunne i den grad skade og slå ihjel hvis det endelig skulle være, det skulle den mand så sandelig ikke tage det mindste fejl af lige nu. "Lysvæsner bliver slået ihjel uden varsel.. hvorfor pokker skulle vi da advare en som dig, før vi sætter det endelige slag ind? Hvis du bare vidste hvor mange af din slags, jeg har slået ihjel, Shane, så skal du fandeme være glad for at være i live!" endte han med en fast og kraftig stemme. Han knyttede hånden kort og kraftigt. Det var selv tydeligt, at skulle se, at han selv måtte befinde sig på det klare kogepunkt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad stensikkert. "Lige nu gør du bare klogt i at lade mig være.. usle lysvæsen. Jeg har simpelthen bare fået nok!" endte han med en fast og kraftfuld tone, så han næsten stod på kanten til at skulle råbe, selvom det slet ikke var sådan, at det gik for sig, det var i den grad også helt sikkert, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Lige nu holdt han kraftigt igen... noget så kraftigt!

[Deleted]

Shane lod ham rive armen til sig og faldt næsten med forover ved rykket, men fik holdt sig på benene og så op på ham. "Når du ved min slags bliver misbrugt og slået ihjel så burde du da forstå min frygt for at gå ud i et fremmed land?" han bed sig i læben og kunne let både se og høre hvor vred han var og han var da også på nippet til og bakke lidt væk. men han ville ikke. Et sted var det nok bedst bare og gå eller i det mindste lade Alaster gå, men han kunne ikke. "Undskyld..Jeg ved godt jeg er ussel.." han så lidt væk. "Men du er stærkere end mig..og du har overlevet som blind og du har rejst rundt. Jeg har aldrig før nu været udenfor Procias og kun været på stor afstand af muren." han så ned med et lille suk og bed sig i læben. Det hjalp nok ikke og snakke og forklare, men han følte det var nødvendigt. "Jeg vil give dig dit syn igen Alaster. Som lovet. Og så...så kan du gøre hvad du vil..slå mig ihjel...lade mig være..slå mig. Efterlade mig..Lige hvad du vil.." han fugtede let sine læber og trippede en smule. "Det eneste jeg ønsker er bare du får dit syn igen. og så...så kan du jo undgå Procias og mig fremover.." han så ned. Han tog nok hjem. Han havde ikke nogen grund til og blive her. Så hellere tage hjem og tage sin straf. Han ville enten blive fængslet eller smidt tilbage til de andre lysvæsner. Måske blive forbudt at gå hernede igen. Han tvivlede på døden. Det var nok mere almindeligt i Dvasias. Han så lidt forsigtigt op på ham igen. "Jeg vil hjælpe dig..Du behøver ikke bede om hjælp. Jeg tilbyder den. jeg beder dig om, at lade mig hjælpe Alaster. Så skal jeg nok forsvinde bagefter som du ønsker." han så ned. "men...jeg forstår godt hvis du ikke gider tilbringe flere dage med mig. Men hvis du kun skal være sammen med mig under healingerne kan det gå. Der vil jeg alligevel ikke kunne snakke uden at miste fokus og når jeg ikke healer så skal jeg nok være andre steder." han bed sig i læben. "om en uge vil du have dit syn. Måske før."

[alaster]

At Shane ikke bare kunne høre når han endelig selv valgte, at skulle åbne munden, var virkelig det som måtte få bægeret til at flyde over for Alasters del. Han var virkelig så vred lige nu, at han næsten kunne sige sig at være på det absolutte kogepunkt og der skulle normalt frygtelig meget til.. meget mere end dette alene, så det var i den grad heller ikke noget som man skulle tage let på, det var i den grad også helt sikkert! Han kneb øjnene fast og let sammen, selvom han dog på ingen måde, havde nogen former for mulighed for at skulle se det mindste. Han var efterhånden vant til det og lige nu, så det at skulle tilbringe den tid sammen med Shane, var virkelig det som han havde mindst lyst til lige foreløbig, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Næverne knyttet han kraftigt for bare ikke at ende med at slå til ham. Han havde virkelig alverdens god grund til det lige nu! Ikke bare fordi, at han var lysvæsen, men det at presse ham på denne måde, det var bestemt ikke det som man kunne sige sig, som noget godt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Kan jeg få lov til at spørge om en ting, Shane? Gang på gang, så afviste jeg dig på slottet.. Gang på gang, så spurgte jeg om du var sikker på at tage med mig hertil.. og nu står vi her.. Du gjorde ikke en fejl i at tage fra mig og smække døren efter dig, nej, det du gjorde, var at komme luntende tilbage derefter!" hvæsede han med en fast og noget så kraftig stemme, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han kunne virkelig ikke fordrage den tanke, det var slet ikke noget som man skulle sætte i tvivl. "Jeg er ligeglad med dine løfter og hvad du ønsker, Shane.. Du burde have været dit eget land loyal og ladet mig sidde der og rådne som de havde ønsket det. Jeg ønsker slet ikke at vide af dig, og hvis du ikke kan forstå det, så forstår du vel også tydeligt, hvorfor at lysvæsnerne er set så meget ned på!" fortsatte han kraftigt. Hans hænder knyttede han så meget, at hans knoer endte med at blive helt hvide. Han vile ikke mere og hvis Shane ikke bare kunne forstå det, så endte det her virkelig med at gå noget så grusomt galt og det var virkelig ikke noget som Shane ønsket, det var han i den grad helt sikker på!

[Deleted]

Shane valgte og se ned og give helt slip på ham. Han lagde armene om sig selv og stod i lidt tid uden at røre sig eller sige noget. Han lignede næsten en død der stod op. "Jeg kom kun tilbage fordi jeg ville vise dig, at jeg godt turde gå ud. Du sagde jo selv jeg bare skulle gå ud istedet for at sidde og frygte det der var i byen! Jeg..jeg gjorde bare som du sagde.." Han så ned mod jorden og følte sig bare fortabt og hadet. Han kunne lige så godt bare tage hjem og tage sin straf. Så ville han da få andet og tænke på. han så stille op på ham. "Jeg...må i det mindste hjælpe lidt.." hviskede han hæst og lagde sine hænder op på hans øjne. Han bed sig i læben og lukkede sine øjne i. "Det vil nok gøre ondt...når jeg nu må fremskynde processen.." hviskede han stille og kneb sine øjne i mens lyset begyndte og gløde om hans hænder. "Hold...øjnene åbne.." bad han stille og vidste han ikke ville kunne heale det helt her og nu, men han ville bare gerne give ham lidt syn tilbage hvis Alaster virkelig ville have han ikke måtte heale det. Det sårede ham dog. Skar i hjertet, at Alaster havde opfanget det som om han smuttede og så fortrød. Han havde jo aldrig ønsket og blive væk. Det var flugt tanker. Det vigtigste ved hans tur ud var, at han bare ville vise han godt turde. Vise han ikke var svag som Alaster åbenbart mente. "og jeg regnede med, at du ikke var her mere eller ikke gad dele værelse..derfor bad jeg om et selv.." han bed sig i læben og kneb øjnene mere sammen og kunne mærke varmen i sin krop der blev mere og mere intens i takt med, at lyset i hans hænder blev skarpere. Han vidste det ville gøre ondt på Alaster. Men det ville da fjerne mørket og give ham en smule syn. Bedre end ingenting vel? Han mærkede sved perlerne begynde at glide ned over hans pande mens tårerne gled fra hans øjne. Det gjorde også ondt på ham fordi han ikke var vant til og bruge så stærk magi så kraftigt som nu. hans vejrtrækning var helt hæs og gispende. Han var også begyndt og ryste lidt og håbede bare Alaster ikke flyttede sig eller lukkede øjnene for så var det hele forgæves. Han ville nok have kvalme og være sløj i nogle dage. Men det var et sted vel det værd hvis bare han fik hjulpet Alaster lidt? Han havde bare lyst til og gøre det rigtigt. Langsomt for ikke at give Alaster for mange smerter, men det kunne vel ikke være anderledes? Han kom næstne helt i tvivl om nu, om han virkelig kunne holde sig stående. Det tog en del kræfter som nærmest blev suget ud af ham. Havde han virkelig overreageret? Hvis han dejsede om før han var færdig så havde det heller ikke nogen effekt. Han kæmpede for at holde sig vågen og stående. Det ville tage nogle minutter at få healet hans syn så han var i stand til og se selvom det ikke blev meget. Havde han været ældre og mere erfaren havde han kunnet heale hans syn bedre ved dette, men nu var han ingen af delene. Det måtte blive så godt som muligt. Bare det gik efter planen.

[alaster]

Vreden boblede virkelig så voldsomt dybt i Alasters sind, at man virkelig måtte være forsigtig med hvordan man måtte træde frem, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han kneb øjnene fast sammen, selvom det slet ikke var muligt for ham at se noget. Hvad Shane havde prøvet at bevise, var desværre temmelig ukendt for ham, selvom det virkelig var noget så frygtelig frustrerende! Han trak vejret dybt og selv måtte tvinge sig selv til at skulle bide det så frygtelig meget i sig. Han havde virkelig lysten til at dræbe og det at Shane var et lysvæsen, var i den grad heller ikke til hans fordel lige for øjeblikket og det var noget som Shane skulle være ekstremt opmærksom på, så det var heller særlig smart, at skulle gå alt for tæt på. Han kogte virkelig i det indre og det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! ”At smække med døren og forlade mig på værelset er jo heller ikke noget som gavner situationen, vel?!” hvæsede han med en fast og ekstremt kraftig stemme. Han var virkelig bare vred! ”Hvad vil gøre ondt?” vrissede han let sammenbidt. At han tænkte på healingen, var slet ikke noget som han tænkte det mindste over, overhovedet. Han himlede let med øjnene og blev stadig stående, det var jo heller ikke fordi, at han kunne se det mindste overhovedet. ”Du regnede med det forkerte..” vrissede han med en tydeligt mere sammenbidt. Han prøvede virkelig at skulle holde det hele på plads og holde det hele i sindet, for ikke at ende med at lade det rene helved bryde løs, for det brændt virkelig lige under overfladen, så det at gå forkert, ville virkelig kunne ende med at få katastrofale følger, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste tvivl af overhovedet! Øjnene åbnet han stille og blev ellers stående og med den klare forundring i blikket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. ”Hvad er det du vil, Shane?” spurgte han kortfattet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han trak vejret dybt og med en mindre sitren i kroppen. Han vidste slet ikke hvad der skete, og det var virkelig noget som måtte frustrere ham en hel del. ”Hvis du dog vidste hvor frustrerende det her er..” mumlede han en anelse mere stille. Ikke at det var noget som han kunne komme udenom. Bare det, at han åbnede sig på denne måde overfor nogen som helst, var faktisk noget som var ekstremt sjældent, så det var ikke noget som man skulle tage fejl af. Øjnene holdt han åbne, nu hvor han havde fået besked om det. Han knyttede hænderne intenst. Han kunne tydeligt mærke fornemmelsen af stærk lys magi. ”Du kan vel bekræfte at den nære lyse magi er dig..?” spurgte han endeligt. Hans krop gik nærmest i forsvar allerede helt automatisk ved den fornemmelse. Han trak atter vejret dybt. Dette gjorde ham faktisk ekstremt nervøs.

[Deleted]

Shane sagde ikke noget mens han stod og brugte alt sin energi og koncentration på, at heale synet. Han ville gøre det så godt han kunne selvom han vidste synet ikke ville blive klart eller virke på store afstande. Ikke med en kort healing som det her. Han kunne ikke gøre det bedre som sagerne stod. Han svarede ikke på det han spurgte om til og starte med. Han fik dog et hæst ja frem efter lidt tid. Det var let og høre han brugte kræfter på dette og han var også begyndt og ryste mere og mere af ren svimmelhed. Han kæmpede dog en kamp for ikke at vise det for meget og for at holde bare lidt længere så synet fik så meget healing som han kunne give det. Han måtte holde ud. Han blev stående i flere minutter. Det føltes dog bare som timer i hans hoved og han var glad nok for, at der ikke blev snakket for meget til ham og stilt spørgsmål om alle mulige ting. For han havde hverken energi eller kunne koncentrere sig om det oveni. Han gispede lidt efter vejret idet hans hænder gled væk fra hans øjne. Han havde ikke energi til mere. Han kunne mærke effekten ikke var der mere ås han kunne lige så godt stoppe før han slog sig selv ihjel eller lignende. ”Det bliver ikke bedre nu..” mumlede han stille og svajede lidt og så ned. Han sukkede let og lagde let sin ene hånd mod panden hvor en smertefuld hovedpine trykkede på hans tindinger så det var helt utænkeligt. Han vendte sig stille lidt væk og gik udenom ham så han gik samme vej tilbage som han var kommet fra. Han var kommet et par skridt væk før han mumlede et lavt farvel, da han havde bedt ham om at holde sig væk så han kunne lige så godt. Han kom dog ikke mange skridt mere væk før han endte med og dejse om af ren udmattelse. Han kunne slet ikke holde sig oppe. Han havde mistet sin bevidsthed af at have brugt alle sine kræfter. Han havde stået og healet i næsten ti minutter og det havde været lige et minut mere end han kunne tåle uden at miste bevidstheden. Han havde dog satset og givet det sin sidste energi for at hjælpe Alaster.

[alaster]

Alaster kunne virkelig ikke fordrage det faktum, at han ikke havde det mindste kontrol over situationen og han kunne virkelig ikke fordrage det! Han bed sig kraftigt i læben og selv med den klare sitren i hans egen krop. Han kunne ikke skjule det. Det var virkelig bare en ganske naturlig reaktion for hans vedkommende og det var et sted virkelig skræmmende for ham. Han var normalt den store mand som havde kontrol over situationen som han måtte ende i og det havde han bare ikke længere! Han holdt stadig øjnene oppe, som det var blevet ham fortalt. Hans hjerte hamrede mod hans bryst og selv med de faste knyttede næver, alt for bare at skulle holde sig en anelse i skindet, selvom det virkelig heller ikke var nemt for ham på nogen måde! Han kunne blot ganske svagt ænse hans svar på hans spørgsmål, selvom det gjorde ham en anelse mere rolig i det hele, selvom det nu ikke var meget, så det var nu heller ikke noget som man skulle tage så tungt på alligevel. Han trak vejret dybt. At hans øjne lidt efter lidt også måtte kunne ænse et lille lys, var noget som tydeligt måtte blive mere og mere kraftig. ”… Shane..” hviskede han tydeligt usikkert og uden at skulle vise nogen tegn til frygt, selvom usikkerheden var noget så frygtelig tydeligt, så det var heller ikke noget som man skulle tage fejl af. Han spændte fast i absolut i hele kroppen og det var virkelig med et frygteligt ubehag! Tårer løb ned af hans kinder, udelukkende fordi, at han virkelig måtte kæmpe noget så frygtelig for at skulle holde øjnene åbne. Han kunne jo næsten gætte sig frem til, at han var ved at heale ham? Heale ham her midt på åben gade! Han bakket næsten automatisk mere ind mod Shanes favn, selvom det slet ikke var noget som han sådan rigtigt måtte reagere på lige netop nu, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hans ben gav let efter, da Shane brød op i det hele, så lyset forlod hans øjne. Han klemte øjnene fast sammen allerede med det samme og lod hænderne falde over hans øjne. Det gjorde ondt! Han gik kraftigt ned med et klynk og med øjnene så fast tvunget sammen, at man skulle tro at det var løgn. Han åbnede dem forsigtigt lidt efter lidt. Det tog ham dog adskillige minutter… Han kunne se lys.. Det var en farve! Han vendte blikket mod hans hænder og med den tydelige sitren og næsten skælven. Blikket gled stille henover jorden, da han efterhånden fik øje på Shanes skikkelse på jorden. Han bed sig let i læben. Dette var dog slet ikke ventet på nogen måde overhovedet. Han kravlede hen på alle fire hen til ham. ”… Shane?” spurgte han stille. Han tog forsigtigt fat omkring hans ene ryg og under hans knæhaser, idet han forsigtigt tvang sig op og tilbage på benene selvom det bestemt ikke var nemt for ham! Han holdt ham tæt ind mod kroppen idet han langsomt bevægede sig tilbage mod kroen. Hans skridt var rolige og langsomme, hans øjne sved af helvede til og han måtte virkelig koncentrere sig! Han nåede kroen og gik roligt op mod det værelse som de havde haft tidligere. Shane lagde han stille op sengen og pakket ham ind under dynen. Han dækket vinduer til, så det var mørkt, ligesom det som han var vant til. Desuden så gjorde det virkelig det hele nemmere for ham selv. Han satte sig selv på sengekanten, hvor han selv med en bevægelse med hånden, på magisk vis lod døren glide i og gik i lås.

[Deleted]

At Shane var blevet løftet op og båret tilbage var ikke noget han på den mindste måde overhovedet opfanget. Han var langt væk uden bevidsthed. Hans kræfter var opbrugt og det ville tage dage før han havde fuld styrke igen. Han trak knap nok vejret. Det var ikke let og se så svagt som det var og det nok kun i det øjeblik hvor Alaster holdt ham tæt mod sig, at han ville kunne mærke han trak vejret. Han burde slet ikke heale så kraftigt. Han ville tro han drømte hvis det var, at han vågnede op nu og så dette. At blive båret af Alaster. Det virkede ikke muligt i hans hoved. Ikke mere efter det der var sket mellem dem. Han lå bare stille i hans favn hele vejen igennem gaderne tilbage til kroen og op til værelset. Han rørte sig ikke engang efter han var blevet lagt ned i sengen og dynen kom over ham. Han var helt tom for energi og han havde fået et par skrammer i faldet på gaden efter han bare besvimede på stedet. Hvis ikke Alaster havde taget ham med tilbage ville andre måske have gjort det og måske ikke. Og det ville ikke have været rart og ligge på gaden. Han nægtede dog og tro Alaster ville hjælpe. At han ville være gavmild og overhovedet have noget og gøre med ham mere.
Dagen gik og natten med. Shane rørte sig ikke den mindste smule og hans vejrtrækning forblev også helt svag. Han lå bare i sengen som han var blevet lagt og vågnede ikke op på noget tidspunkt. Det blev lyst igen uden for og dagen var næsten gået før Shane´s øjne gled en smule op. Hans øjenlåg var helt klistret og det var lidt af en kamp og få dem op. Han lod dem også glide i igen, efter at de havde været åbnet få millimeter. Han orkede næsten ikke og få dem helt op. Det var som en kamp der var umulig og vinde. Gadens sten virkede underlig bløde. Drømte han? Var han død? Havde nogen fundet ham? Han orkede ikke engang og åbne øjnene for at se om der var svar på noget af det han havde at spørge om. Han var så forvirret og han følte sig svimmel og dårlig. Han sukkede hæst og genoptog lidt kampen for at få sine øjne op. De gik lidt mere op nu og han kunne se lidt mere. Han gentog dog dette et par gange og så kunne han få sine øjne halvvejs op, men stadig ikke se om der var tegn af svar af nogen art. Han kunne ikke genkende stedet, men det hele virkede også sløret. Han var dog sikker på, at han ikke lå på gaden. Så første mulighed med bløde sten var ude. Han sukkede svagt igen og hostede lidt. Hans hals var så tør at det gjorde ondt og han krøb lidt sammen i smerter og blev liggende stille i nogle minutter før han så atter forsøgte og få sine øjne op. Han blev dog liggende uden tegn til og komme op og sidde eller stå op. Han fik sine øjne nok op til, at han kunne se lidt tydeligt og så nu, at han var i kroens værelse. Det lignede i hvert fald det. Hvordan var han kommet hertil? Havde nogen fundet ham og bragt ham hertil?

[alaster]

Alaster havde vitterligt ikke regnet med, at Shane ville heale ham på åben gade, så det havde i den grad ændret mere eller mindre det hele for hans vedkommende. Han sad mere eller mindre i det velkendte mørke på værelset. Det gjorde ikke nær så ondt i øjnene som når lyset var der, så det gjorde også, at han blev mere vant til at skulle sidde som det han gjorde lige i øjeblikket. Han sad i et godt stykke tid og betragtede sig roligt af Shanes skikkelse i sengen, selvom han virkelig ikke var i stand til at skulle fokusere det mindste på nogen som helst måde overhovedet. Hovedet søgte let på sned. Ikke at han ville røre knægten, han var jo trods alt stadig af den race, som han ikke ønskede at skulle komme tæt på, for det kriblede virkelig i hele kroppen efter at skulle dræbe ham. Det lå virkelig bare i hans blod på denne ganske så naturlige måde! Han knyttede hænderne stille og rejste sig igen. Hans ben skælvede stadig frygtelig voldsomt efter den healing. Det var virkelig bare kommet bag på ham, at det skulle ske på den måde.
Tiderne var gået. Dagen var erstattet af natten og dagen var kommet igen. Alaster havde siddet på sengen temmelig længe og havde gået frem og tilbage mellem sengen og sofaen, for ikke at ende med at sidde i vejen. Hans syn var ikke blevet meget bedre, det var frygtelig uskarpt og det var sløret og det gav ham hovedpine, og derfor lå han som regel henne på sofaen med den ene arm over hovedet, så han i det mindste kunne formå, at skulle skærme sig selv for de mange sanseindtryk, for det blev virkelig for meget for ham og han hadet det virkelig! At der kom en anelse mere liv i Shane, var slet ikke noget som han lagde mærke til, for han havde virkelig en så frygtelig stor hovedpine. Han måtte jo vænne sig til synet, så han havde været godt meget ude i løbet af det sidste døgns tid og nu måtte han jo så betale prisen for det. På bordet ved hans side stod intet mindre end et glas vand, for det ar virkelig også det eneste som han havde fået i sig siden han var blevet healet. Det var bare.. underligt, at kunne se igen, for han havde været så meget vant til det andet. Han trak vejret dybt og med den sitren af ren og skær frustration i hans krop og sind. Det svage og hæse suk, var noget som kom Alaster for ørene, så han åbnede sine øjne og vendte blikket forsigtigt i retningen af sengen, selvom det stadig var besværligt for ham, at skulle se noget som helst. ”Langt om længe.. Godmorgen,” mumlede han en anelse anstrengt. Han satte sig roligt og stille op. Han lod hænderne falde mod hans tindinger og masserede dem roligt, idet han roligt lod øjnene glide i igen for blot at holde sig en anelse rolig, også mest for sin egen skyld. Han bed det virkelig bare i sig i et let suk. At Alaster måtte være til stede, forekom nok som en overraskelse for Shane.. men han skyldte jo trods alt for det som knægten havde gjort for ham, hvad end om det var noget som han ville eller ikke.

[Deleted]

Der gik lidt tid før det rigtigt gik op for Shane, at der blev snakket til ham. Han kunne ikke se Alaster herfra og hans hoved var så tungt at han ikke kunne løfte det. Han ville ikke engang vende sig. Han følte slet ikke, at hans krop var i stand til, at blive løftet op eller bevæget på nogen som helst måde så derfor ble han liggende som han havde gjort i de to næsten hele døgn han havde sovet. Han lod øjnene glide en smule i igen, men ikke helt i ren frygt for det så belv en kamp og få dem op igen. Han lå i et minuts tid efter der var blevet talt før han lagde mærke til det. Yderligere lå han så et par minutter for at genkende stemmen og få det til og hænge sammen. Det gav ikke meget mening. Men det var der jo så ikke rigtigt noget af alt det her der gjorde alligevel så det var vel meget passende? ”En drøm….det hele….giver mening..en…drøm..” mumlede han sløvt og hans øjne gled i igen uden han kunne gøre noget videre ved det. Tom for energi var han uden tvivl stadigvæk selvom han havde sovet. Søvnen havde kun givet ham energi nok til og komme til bevidsthed. Der ville gå dage og uger før han var frisk nok som før. Han havde brugt af sin livskraft følte han. Alt sammen for at hjælpe en mand der hadede ham som pesten. Det gjorde ondt og tænke på. Han havde ofret alt for en der helst så ham død. Han fik sine øjne kæmpet lidt op igen, men tårerne der faldt ned over hans kinder havde hjulpet med at opløse den slimede fornemmelse der havde gjort hans øjne klistret og umulige næsten at få op. Han regnede med det hele var en drøm. Det var den eneste mulighed for, at det gav mening Alaster var der og de var på kroen. Han kunne ikke tro det var virkelighed. Han tog sig derfor ikke af hvis det var Alaster skulle opdage han græd. Det var jo bare en drøm og manden kunne jo heller ikke afsky ham mere end han allerede gjorde. Han havde ondt i hele sin krop og i sit hoved. Og så tanken om alt det han havde opgivet for Alaster fik ham bare til og bryde sammen. Han hulkede ikke eller stor tudede. Men tårerne faldt ned over hans kinder uden stop og slørede hans syn mere end det allerede var. Han var dog ligeglad. Han kunne jo ikke se ret meget i mørket der var i værelset alligevel så det gjorde ingen forskel for ham overhovedet på nogen tænkelige måder. Han følte bare han burde dø så han slap for det helvede hans liv efterhånden var blevet til nu. Han havde intet hjem og han ville blive forvist hvis han tog hjem og så ryge hjem til de andre lysvæsner og de ville nok også frastøde ham på grund af alt det han havde gjort. Han kunne ikke klare det. Måske derfor han havde brugt mere kræft end han kunne tåle? I håb om han så ikke ville vågne op igen og slap for problemerne? Det gav mening.. det var det der var sket. Han ville ofre det ultimative. Men noget var enten gået galt eller så var det her en døds drøm før han ville synke helt væk?

[alaster]

Alaster var ganske klar over, at dette nok var temmelig uventet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blev roligt på sin plads og med blikket vendt i retningen af sengen. Ikke at det var fordi, at han ville skræmme manden mere end det som han allerede havde gjort ved at handle som han havde gjort, selvom det nu ikke var noget som han ville fortryde på nogen måde overhovedet. At han måtte holde fast i, at det var en drøm, var slet ikke noget som forekom ham som nogen overraskelse, selvom det virkelig måtte more ham noget så frygteligt! Et stille smil bredte sig på hans læber, idet han stille og roligt måtte ryste på hovedet. Han slog hånden stille op mod panden. Det at han skulle more sig over dette var utroligt nok sjældent, men alligevel. Han valgte faktisk at bide det i sig lige for nu og det var også noget som han gjorde med største bevidsthed. Han tvang sig stille og roligt op på benene og med blikket stille vendt i retningen af sengen. At han blev liggende, var der ikke noget at sige til. Hans energi var virkelig i bund, det kunne Alaster fornemme og selv var det faktisk farligt, at den skulle være så frygtelig lav som den var lige i øjeblikket for hans vedkommende. Han trak let på smilebåndet, da han roligt gik mod sengen. Han måtte bevidst bare vælge at ignorere den hovedpine, det var jo kun lettende, at det var mørkt nu, for ellers stod han nok ikke op i dette øjeblik, det var da helt sikkert. Han satte sig roligt ned på sengekanten, tog fat om dynen og lagde den tæt omkring ham, selv uden at ændre minen det mindste. Den var halvt om halvt følelseskoldt, for det var jo stadig det som lå mest normalt til ham. Han pakket dynen stille og roligt omkring ham. ”Bliv liggende, Shane, du har brug for hvilen,” sagde han roligt og med en ganske dæmpet stemme, for ikke at glemme, at den var meget beslutsom, så det var ikke noget som stod til nogen diskussion. Han skyldte manden for hvad han havde gjort, selvom det var umuligt for ham at skulle kunne fokusere på noget som helst, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så kunne han ikke rigtigt gøre noget som helst ved det. Han lod hovedet søge let på sned. ”Åh tro mig.. En drøm er dette bestemt ikke,” sagde han roligt. Han lod hænderne roligt hænderne ned i sit eget skød. Han lod blikket roligt hvile på ham. ”Du har brugt alt for meget energi.. du har brugt mere end du burde på dine handlinger,” afsluttede han stille og ikke mindst med det klare alvor i hans egen stemme. Et sted temmelig belærende.

[Deleted]

Shane hørte knap efter hvad det var som blev fortalt til ham. Han hørte knap ordene. Ikke fordi han ikke ville. Slet ikke. Men han kunne bare ikke opfange dem alle så de hang ikke helt sammen som de nok skulle. Han lå bare og lagde ikke mærke til, at han kom hen mod ham og sengen og heller ikke at han havde sat sig. Det var først, da dynen nærmest blev puttet mere om ham, at hans blik vendte sig lidt op mod ham. Han kunne ikke se ham tydeligt, men omridset af ham var til og se mere eller mindre. Derfor troede han jo også bare mere på, at det var en drøm. Derfor gav det ikke meget mening, at han sagde det ikke var. Men det var jo nok også noget som et drømmesyn kunne finde på og sige? Han vidste det ikke helt, men han troede fast på det var sådan. Han smilede svagt. Lidt anstrengt og han orkede heller ikke og gøre det mere end den smule. ”Så…sød…” mumlede han med en hvisken og hostede lidt og var lidt glad nok for dynen blev puttet om ham. Som om han så fik mere varme og så hostede han da ikke så meget tænkte han. Det gjorde ondt nok selvom det bare var en drøm. ”Kan kun være…en drøm…så sød…som Alaster..er ved mig..” hans smil var der stadig selvom det var svagt og hårdt og smile, men han fandt det faktisk sødt nok, at hans drøm lod ham opleve en sød Alaster før han ville dø som han jo stadig var sikker på han ville. ”Bruge..kræfter..for meget..og så…dø…” hostede han og ville have krympet sig hvis han havde kunnet, men hans krop blev liggende og det gjorde ondt at den rystede under hans host. Han måtte være ved og dø så ondt hans krop gjorde. Det var han helt sikker på! Han lod øjnene glide i. Tårerne faldt stadig. Delvist af smerte og også lidt af lykke over han fik lov og opleve Alaster sød efter alt det der var sket. Fik lov til og blive værdsat bare en smule. Bare en skam det ikke havde været sådan rigtigt, men det behøvede han jo ikke tænke mere på hvis han snart var død. Han var sikker på at Alaster i virkeligheden var ved og være i Dvasias hvis han ikke var det allerede nu. Han sukkede svagt og hæst og lod sine øjne åbne sig lidt igen og se op på ham. ”Så sød en Alaster…Gid han havde været…bare lidt sådan.. i virkeligheden.” hvert ord var en kamp at få ud og hans stemme blev også mere og mere høs og der kom flere og flere host der gjorde smerterne i hans krop værre og værre for hver eneste lille gang. Men han tænkte ikke så meget på smerterne mere nu han var opsat på, at han var ved og dø og så kunne det jo være lidt lige meget. Så var det hele snart slut og så ville han aldrig mere mærke smerte fysisk eller psykisk. Det trøstede ham lidt. Havde han vidst det havde været virkelighed ville han nok være mere i panik over hans krop gjorde så ondt. Selvom han jo nok et sted ville ønske han kunne dø så. Bare så han slap for at blive frastødt af enhver.

[alaster]

Alaster måtte desværre meddele Shane, at han ikke var død og at dette ikke var nogen drøm. Dette var virkelig bare noget som var gået hen for virkelig at skulle ende med at irritere ham og noget så frygtelig voldsomt, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovdet. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at hade det i den anden ende! Alaster vidste at han skyldte ham for det som han havde gjort, selvom det stadig var forbandet besværligt for ham, at skulle vise denne form af følelse, selvom det nu ikke var noget som man skulle tage for givet, for det var virkelig noget som skete noget så frygtelig sjældent, det var der heller ikke nogen tvivl om. De mørke øjne faldt direkte til Shanes skikkelse som han måtte ligge der. Han sukkede nærmere opgivende. At manden ikke troede på at det var ham som måtte være der, var ærlig talt noget som måtte irritere ham noget så frygtelig voldsomt, ikke at det var noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. "Hvis du ikke tror at det er mig som gør det, så er du virkelig dummere end det som jeg lige havde regnet med.." mumlede han dæmpet for sig selv og alligevel med en lettere irritation som bare ikke kunne skjules det mindste overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han ate isg stille på sengekanten og med blikket hvilende på ham. Han var træt og han var udmattet, det var slet ikke noget som man kunne tag det mindste fejl af overhovedet og dog alligevel, så var det noget som.. han bare følte, måtte være helt nødvendigt. Han trak vejret dybt. Det hele var ved at falde godt på plads for ham og det var noget som slet ikke sagde så lidt. Det at han skulle tage imod hjælp på denne måde, var noget som skete noget så frygtelig sjældent, så det var ikke noget som man skulle tage fejl af. Han vendte sig mod hans trætte skikkelse. Alligevel så kløede det absolut overalt for at ende med at gøre manden ondt, så kunne han ikke få sig selv til det, og det var virkelig noget som han bare måtte hade og mere end det som han kunne hade noget som helst andet. Han sukkede stille og rystede så ganske let og stille på hovedet. Hvor var det dog så frustrerende! "Sov, Shane.. Du har brug for den hvile efter alt det som du gjorde for mig." Dette var i den grad også ord som måtte være omtalt i den dybeste ærlighed, hvilket i sig selv, var frygtelig sjældent set fra hans side af.

[Deleted]

De trætte øjne hvilede stille på Alaster da han valgte, at sætte sig ned på sengens kant hos ham. At der så var plads melle mdem var jo så en anden sag. Sengen var jo sådan set ikke så smal, at man ikke kunne ligge der. Han sukkede stille og lod øjnene glide i, men kun for at de gled en smule op igen og så stadigvæk mod ham. "Det kan du have ret i..Jeg er dum fordi jeg følger mit hjerte og ikke min fornuft.." han havde skam lært lektien om hvor tåbelig han var. Han havde satset alt i sit liv for at hjælpe Alaster og hvorfor? Ikke kun fordi han ville hjælpe, men fordi han følte et eller andet for ham. Han turde bare ikke sige det direkte og gå i detaljer, da det jo var lige meget. Chancen for han fik svar eller gengældelse var lille så han holdt detaljerne for sig selv.
Han smilede svagt og grinede lidt. "Har jeg jo nok.. Men jeg måtte hjælpe." han gabte og lod øjnene glide langsomt i. "Det var min pligt...når jeg nu har valgt at følge hjertets ord.." det sidste belv bare en svag mumlen selvom den godt kunne tydes hvis man lyttede efter og forsøgte og finde de rigtige ord. Han var så træt, at han slet ikke forstod han kunne holde øjnene oppe så længe, men bare tanken om at sove var ikke rar. Han vidste et sted nu ikke om han skulle se Alaster som typen der bare gik så snart han sov nu han ikke var døden nær. Og dog så følte han Alaster ville blive til han enten var udhvilet eller rask. Eller bare til han følte han ville videre. Han havde snart set forskellige sider af Alaster i forskellige situationer så han var ved og være i tvivl om hvilken Alaster han kunne regne med kom frem næste gang. Han lå lidt og lyttede efter om han gik eller sagde noget, men valgte så selv at bryde tavsheden efter lidt tid. Tavsheden pinte ham nærmest. Den gjorde, at flere spørgsmål fløj rundt i hans hoved. Spørgsmål han gerne ville have et svar på. Dog var det ikke alle han kunne eller ville stille. Han åbnede sine øjne lidt og så mod ham. "Du hader mig...ikke sandt Alaster?" han regnede med svaret var ja. Men bare for at være sikker så var det sluppet ud af ham. Hvis han var hadet så var det bare sådan. Men der var vel et lille håb for han ikke var hadet eftersom han havde hjulpet og Alaster endda havde fået ham i sikkerhed og var sød ved ham. Så måske...?