Sorry..

[alaster]

Alaster var udmærket godt klar over, at han skyldte Shane for det som han havde gjort og det var virkelig også noget af det værste ved det hele for hans del. Det var virkelig ikke noget som han kunne fordrage! Han blev stadig siddende på sengekanten og med blikket roligt hvilende på hans skikkelse. Han var træt og han var udmattet, så at lade manden ligge der, var vel også til det bedste i den anden ende? Hans blik hvilede næsten så ligegyldigt på den slappe skikkelse ved siden af ham. Han så virkelig ikke nogen grund til at han faktisk skulle blive der, andet end at lade manden blive liggende her så han kunne hvile. Der var jo mange som stadig var i stand til at skulle hjælpe ham tilbage til Procias når det kom til stykket. Han var ikke til mænd og det var noget som Shane bare måtte indse. Der var virkelig ikke noget at skulle gøre der, selvom det varh am noget så frygtelig tydeligt, at Shane ønskede det lidt anderledes, så kom det virkelig bare ikke på tale! Han lod hovedet søgel et på sned. Den tavshed gjorde ham virkelig intet og den rørte ham end ikke i det hele taget, det var jo bare noget som man måtte blive vant til. Jo mere tid som han måtte tilbringe sammen md denne mand, jo mere tydeligt blev det gjort for ham, at han aldrig ville kunne klare sig i Dvasias. En tanke som faktisk også måtte more ham noget så frygteligt, det var end ikke noget som han kunne komme det minste udenom overhovedet. Han trak vejret dybt, da han spurgte om han hadet ham. Han trak bare endegyldigt på sine skuldre og vendte blikket stille mod Shane endnu en gang. Det var i den grad også den type spørgsmål som han var i stand til at skulle svare på. "Jeg hader dig ikke for den person som du er, Shane, men på grund af din race," sagde han roligt og direkte ud af posen, for der var virkelig ikke nogen grund til at skulle holde det hemmeligt på nogen som helst måde overhovedet. Han foragtede hvad han var af race, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var noget som bare lå så frygtelig naturligt til ham at skulle hade på alle måder. Han rejste sig roligt op og vendte sig med fronten til ham istedet for. Han gik dog ingen vegne - endnu vel at mærke. Hovedet søgte ganske let på sned. "Hvorfor stille mig lige det spørgsmål?" fortsatte han roligt. Han var så rolig som intet andet lige netop nu.

[Deleted]

At han var hadet på grund af sin race var jo i sig selv had nok. Især når det kom fra Alaster. Han så ikke på ham da han rejste sig op, da hans øjne lige der var lukket i for en kort stund. Men han kunne mærke han rejste sig op. Han havde mest af alt forventet han var gået. Ud herfra eller bare væk. At han blev stående havde han ikke just forventet. Han åbnede langsomt sine øjne igen og så mod hvor han havde siddet. ”Jeg måtte bare…vide det..” hans stemme var lav og hans blik gled langsomt op mod ham igen. Han sukkede stille. ”nu kender jeg svaret helt og har hørt det fra din egen mund så jeg ved det er sandt..Så…må jeg jo bare vælge efter det fremover..” om Alaster forstod hvad han mente vidste han ikke. Men at gå i detaljer var det sidste han lige nu havde brug for. Et sted ønskede han bare, at Alaster blev hos ham. Men så igen.. var det så ikke bedre om han gik? Kunne han lade ham gå? Han vidste det ikke og ville nok først opgive hvis det var Alaster forsvandt uden han vidste det. Men den tanke skræmte ham og ville nok holde ham vågen så længe som muligt så netop dette ikke ville ske! Han vidste dog Alaster jo før eller siden ville gå. At han også selv før eller siden ville falde i søvn. At han ikke kunne undgå det skete. Han kunne ikke forhindre det. Han fugtede let sine læber og havde ladet sit blik glide væk fra ham igen. Han skubbede sig stille op og sidde og fik dynen skubbet til side så han kunne komme op og stå. Han rejste sig op og var ligeglad med han var svimmel og træt og alt det andet. Han måtte bare røre sig lidt. ”Men…hvis du kun..hader mig fordi jeg er lysvæsen..ville du så holde op med at hade mig..hvis jeg nu blev til noget andet? Noget som tilhører mørket.” Han stod henne ved vinduet og lod fingrene glide over det kolde glas mens han så ud af det. Det var ved og blive mørkt. Det mindede ham om nattens væsner der snart ville gå rundt derude. Hvis han blev sådan en. Så ville han ikke længere tilhøre lyset og så for altid være forhindret i at vende hjem. Han sank lidt. Men det kunne betyde Alaster måske ikke ville forlade ham? Så ville det vel være det hele værd? Så behøvede han ikke tage hjem og alle hans problemer ville være løst. Han måtte bare finde modet til det så og finde en vampyr der kunne overtales til det. Og uden Alaster kom for langt væk så han ikke kunne finde ham igen. Han så ud i mørket som altid havde skræmt ham. Men det var lige nu måske den eneste mulighed han havde for at kunne blive hos Alaster.

[alaster]

Hvorfor Shans ønskede at blive ved ham, det forstod Alaster virkelig ikke det mindste af på nogen måde overhovedet. Tvært imod, så var det lige netop den tanke som gjorde ham forvirret. Han var selv intet andet end en simpel warlock som kraftigt var faldet ned af den store rangstige igennem alle disse år. udelukkende på grund af hans tilstand. Han kunne virkelig ikke gøre noget som helst ved det. Han trak ganske så stille på skuldrene, som betød det absolut intet. Han betragtede Shanes skikkelse. "Som du vil.." mumlede han let for sig selv. Om han ville det eller ikke, så stod han virkelig i en stor gæld til knægten, ikke bare for at få ham ud af fangekælderen, men også det ene lille faktum, at han havde gjort det for ham, så han faktisk også var i stand til at se. Man vidste virkelig ikke hvad man havde, før man havde mistet det, det kunne han da godt se også selvom det nu og da, var ham en tanke som han bare måtte bide noget så voldsomt i sig, det var end ikke noget som man skulle betvivle det mindste på nogen som helst måde overhovedet. At manden endte med at skulle hoppe ud i sengen, var han nu ikke meget for, for i hans øjne, var det virkelig bare tydeligt, at han burde blive liggende i hans tilstand. Det var bestemt ikke fordi at han havde meget energi efter alt det som han selv havde gjort. Hans ord fik ham direkte til at skulle vende blikket direkte imod ham. Det måtte da seriøst være hans spøj! Han kunne virkelig ikke mene det alvorligt! Han måtte selv virkelig kæmpe for at skulle holde masken. Han endte dog med at føre hånden op til munden, hvor han let lod pegefingeren glide under næsen. Han måtte virkelig tage sig selv i nakken. "Du vil.. som et lysvæsen.. Noget af det reneste og lyse som man kan finde.. Opgive det liv for at tage til mørket? Du mener det ikke seriøst, gør du?" spurgte han og med et sigende hævet bryn. Han havde jo allerede set hvordan manden normalt ville reagere når det kom til stykket, hvordan han havde reageret på mørket derude og nu stod han foran ham igen og han var mere end villig til at opgive det kedelige liv for et af den slags som han selv måtte leve? Det kunne han seriøst ikke mene! Han rystede på hovedet og med den latter som slet ikke var til at tage fejl af. Han morede sig virkelig bare ved den tanke, for det kunne simpelthen ikke være rigtigt! Han pegede mod ham. "Den var god den der.. den var virkelig god.. Opgive sit liv.. Han må da være sindssyg." Han rystede på hovedet igen. Han kunne simpelthen ikke tage deet forslag seriøst på nogen måde.

[Deleted]

Shane vendte stille sit blik om mod ham, da Alaster tydeligt ikke troede han mente det og ligefrem også grinede af det. Han så kort ned før hans blik atter vendte sig ud mod gaden udenfor vinduet. ”Det er ikke nogen spøg..” hviskede han stille og lod fingrene let glide over det kølige glas som lige nu var det eneste der holdt ham væk fra mørket der snart ville lure udenfor. Samt alle de væsner der måtte gemme sig derude. Hans blik gled lidt rundt ved husene for at se om han kunne få øje på noget allerede nu, men snart opgav han det og lod bare blikket hvile på dem der gik frem og tilbage. De sidste gøremål for dagen før natten kaldte. Han sukkede let og havde et sted vel ikke regnet med Alaster ville bifalde hans idé, men ligefrem at grine og tro det var en spøg var uventet. Han mente det bestemt og han spøgte aldrig med sådan noget. ”Og hvad så hvis jeg er noget af det reneste og nok også mest uskyldige man kan finde på jorden? Alt det nytter jo ingenting når det er de ting du hader ved mig. Og mit liv gav jeg næsten allerede afkald på da jeg tog dig med hertil og gav dig din frihed på ny. Det liv jeg havde dengang er for evigt tabt nu og det har jeg erkendt. Her er intet for mig når du rejser og jeg har heller ikke den store lyst til, at tage til Procias..” han sukkede stille og hvilede sin pande let mod ruden nu og lod hånden hvile ved siden af mens hans blik var gledet en smule i, men han kunne stadig se de få folk der gik mod deres hjem. Eller mod kroen hvor de selv befandt sig. ”Kald mig sindssyg eller lad være. Men jeg har ikke lyst til og tage hjem alene. Ikke fordi jeg er bange. Jeg tror bare ikke jeg kan.” han bed sig i tungen og vidste han nok snart ville sige mere end han havde lyst til så det var nok på tide at holde mund. Om Alaster snart havde regnet meningen med det ud vidste han ikke. Men så ville der nok komme et latter udbrud mere elle så blev han bare rasende. Glæde følte han nok ikke ved tanken om, at et lysvæsen havde kastet sin kærlighed på ham. Han vidste det nok var tåbeligt at ofre sit liv og lade sig sluge til mørket når han nu var hvad han var. Det var jo heller ikke sikkert han var stærk nok til forvandling. Eller at nogen vampyrer ville, men bare dræbte ham. Lysvæsners blod skulle vist være temmelig lækkert i deres øjne. Han fik helt gåsehud ved tanken om det og kunne næsten mærke tænderne bore sig ned i sin hals og give sig i kast med, at drikke hans blod. Han følte sig allerede helt bleg og svimmel på ny ved følelsen af, at blive tømt langsomt for blod selvom han jo bare stod og forestillede sig det.

[alaster]

Alaster kunne virkelig ikke tage Shane synderligt seriøst. For det første, så var der ikke et sted for en som Shane at opholde sig. Han var simpelthen bare.. for blød, for naiv og simpelthen for dum til at skulle opholde sig i Dvasias. Det ville da for pokker ende med at blive mandens død og han vidste det jo! Det var virkelig noget af det sjoveste som han havde oplevet over længere tid, det var endda helt sikkert og det sjove var jo, at knægten faktisk lavede alvor ud af det? Han kunne simpelthen ikke mene det seriøst. Det var noget som han helt og særdeles nægtet at skulle stå der og lytte til, det var helt sikkert. Blikket fulgte ham roligt og selv ganske betragtede. Det var i sig selv, ikke fordi at manden vækkede ham nogn synderlig interesse. Han var faktisk mere irriterende, end det som han måtte være noget andet lige for øjeblikket, så det sagde bestemt heller ikke så lidt, det var i den grad også hel sikkert. Han himlede let med øjnene og rystede på hovedet. Shane kunne virkelig ikke mene det seriøst! "Du burde vide hvordan jeg er normalt efterhånden, Shane.. Sådan vil alle være det i Dvasias.. Du er svag, du er naiv.. Du vil aldrig kunne overleve en uge i det dvasianske land.. Og du frygter for den måde jeg ser på dig? Mange vil se på dig med et værre syn end det som jeg selv gør. Jeg står kun i en gæld til dig, for det som du har gjort for mig, så gør os alle sammen en tjeneste og følg mine råd. Smut tilbage til Procias, bliv der og lev det sukkersøde liv som du er så vant til," sagde han med en ganske så rolig og kortfattet stemme, ikke at det var noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han blev stadig stående, selvo mdet var ham meget mere fristende, at skulle smutte og uden at se sig tilbage. Shane var ung, dum og ikke mindst alt for naiv. Alle med en fornuft i orden, ville slå ham ihjel. Man var ikke stærkere end det svageste led og Shane ville klart trække alt for langt ned i de værdier som fandtes i det mørke land, det var også helt sikkert! "Din fortid nok i Procias vil få dig slået ihjel," sagde han med en ganske kortfattet stemme. Ikke at det var noget som han kunne komme udenom. Dette var hans måde at indbetale den store gæld på, så var det jo bare op til Shane hvorvidt om han agtet at tage imod det eller ikke, det var nu ikke noget som han vile blande sig i. "Desuden.. Jeg vil råde dig til at hoppe i seng igen, ellers vil det ikke hjælpe dig på nogen måde," afsluttede han spidst og med en let alvorlig stemme.

[Deleted]

"Hvis jeg alligevel bliver slået ihjel så kan min tilstand vel være lige gyldig?" han så om mod ham. Det havde klart såret ham, at Alaster ikke regnede med han ville overleve. Dog vidste han det jo nok var sandt. Han kunne nok ikke klare sig ret længe og slet ikke hvis de forsøgte og dræbe ham. "Men du har nok ret. Dog..jeg har intet andet valg." han sukkede og skævede mod sengen og det var fristende nok i sig selv, at ligge sig hen igen, men han havde ikke lysten sådan rigtigt. Dog endte han med, at gå væk fra vinduet og lod sig stille dumpe ned og sidde på kanten. Han kunne lige så godt undgå at gøre Alaster sur igen og ville da lytte til noget af det han sagde bare i forsøg på, at gøre ham en smule glad. I hvert fald undgå vreden. Han så op på ham. "Men hvis du mener det..så kan jeg lige så godt søge mod den første dvasianer som kan dræbe mig. Medmindre du selv vil." han så ned på puden og hans krop talte til ham. Bad ham om at ligge sig, men han blev siddende. Han ville bare falde i søvn hvis han lagde sig ned. "Du siger selv du står i gæld til mig for det jeg har gjort. Men jeg gætter på.. at bede dig om at blive er for meget at forlange." Han så ikke op og så bare mod en plet på gulvet. Hvor længe mon den havde været der? Hans tanker gled lidt væk og han så væk fra den for at fokusere på det de snakkede om. "Og på den anden side. Hvis jeg dør af at tage til Dvasias kan du jo fremover være sikker på du aldrig i dit liv skal se mig igen." han så op med et trist smil. "Det må jo et sted gøre dig glad og tænke den tanke. Du skylder mig noget, men mit liv kan du være ligeglad med. Jeg er jo bare et lysvæsen for dig." at rejse sig op og kysse ham var næsten for fristende. Dog tanken om hvilken vrede det udløste holdt ham fra det. Han gad ikke mere råben og vold. Han satte sig istedet for længere ind på sengen.

[alaster]

Hvis Shane ville kysse Alaster igen, så ville det i den grad gå frygtelig galt. Så ville han da uden tvivl slå den mand ihjel! Han blv roligt stående og med blikket hvilende på hans skikkelse. Han var virkelig ikke imponeret over det som skete foran ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod armene roligt glide over kors. Hans måde at betale det tilbage på, var disse dyrebare råd. Han gjorde virkelig det bedste i, at skulle holde sig langt væk fra Dvasias! Dem som bare ville våge på at skulle forvandle dette væsen om til et væsen af mørket, ville være lige så svag som lysvæsnet selv! Han kneb øjnene let sammen. Dette var virkelig ved at gå ham på nerverne og det sagde virkelig heller ikke så lidt! Han rystede stille på hovedet og vendte blikket mod ham igen. "Er det et lysvæsens måde at takle det hele på? Bliver det for meget, så vælger de at opsøge døden? Hvorfor ønsker du i det hele taget, at forfølge mig hele vejen tilbage til mørket? Du hører da for pokker til her, Shane.. så tag da hjem.." vrissede han en anelse sammenbidt. Han var virkelig ved at være forbandet irriteret efterhånden og det sagde bestemt heller ikke så lidt på nogen som helst måde overhovedet. Han tog et skridt mod døren. "Det er meget at bede mig om lige nu, Shane.. Jeg er mere fristet til at tage hjem, end at sidde her og høre på dine depressioner. Du er intet andet end et lysvæsen for dig.. Du skal virkelig være glad for, at jeg endnu ikke har taget dit liv," afsluttede han med en kortfattet og tydeligt irriteret stemme. At den mand kunne se på livet på denne her måde, forstod han virkelig ikke på noget tidspunkt. Det var virkelig langt mere end nok til at gøre ham voldsomt irriteret! "Har jeg i det hele taget nogen grund til at skulle blive her? Du har et liv i Procias? Hvorfor give afkald på det for Dvasias?" spurgte han kortfattet. Han krævede de klare svar.

[Deleted]

Shane kunne ikke forklare hvorfor han ville følge efter til Dvasias med Alaster. Ikke uden og sige den direkte sandhed og det var han ikke meget for. For han var sikker på Alaster så først ville gå og tage væk så hurtigt som muligt. Så ville han hellere væk end blive og få synet helt tilbage. Han sukkede let og lukkede sine øjne i og trak dynen omkring sig for at holde om noget. Have noget og få fingrene til og fokusere på så de ikke bare strejfede rundt på må og få til ting. "Fordi Dvasias har dig.." hviskede han stille og så op på ham. "Og det har Procias ikke. Jeg ved jeg hører til der men...jeg har ikke lyst til og være et sted hvor du er væk. Så vil jeg hellere give alt op bare så jeg kan følge med dig. Selv min uskyldighed. Hivs jeg kun kunne få lov og følge dig ved at være en del af mørket så er det det som jeg vil være. Så må jeg bare vænne mig til det og føle mig som en del af det." han bed sig i læben og slog kort blikket ned før han så op på ham igen. "Jeg elsker dig...og jeg kan ikke gøre for det. Jeg har altid frygtet mørket og de væsner der stammer derfra. Men du..du tiltrækker mig med en magisk og usynlig kraft jeg ikke troede fandtes." Han kunne lige så godt få lagt kortene på bordet. Reaktionen blev nok som forventet, men sådan var det vel bare. Hvis Alaster var som Shane havde fået indtryk af så ville han ikke blive påvirket af dette. Dog levede et lille håb stadig i ham. Dog ville dette håb nok snart dø ud.

[alaster]

Alaster ville høre direkte fra Shanes mund hvorfor at han ville have at han skulle blive, hvorfor han skulle holde ham med selskab og ikke mindst, hvorfor pokker han var villig til at opgive det lykkelige liv i Procias for et liv i helvede i Dvasias. Han kendte endda nogen stykker som ville give liv og lemmer for at komme til Procias istedet - I hans øjne var de virkelig svage som intet andet, så var der virkelig ikke noget som man sådan rigtigt kunne gøre ved det, når det kom til stykket, det var der ingen tvivl om. At direkte høre Shanes svar, var praktisk talt, slet ikke ventet. Han vendte blikket mod hans skikkelse, og ikke mindst noget så frygtelig trodsigt. Det måtte da virkelig være hans spøg! Efter alle de ting som han havde gjort mod Shane.. alle de kommentare og den afvisning, så stod han stadig fast på det? Han himlede med øjnene og rystede på hovedet. "For satan da.." mumlede han let for sig selv, idet han vendte blikket stille mod Shanes skikkelse og med den samme faste mine som tidligere. Ikke at det var noget som han ville eller kunne skjule og det var så sandelig heller ikke hans mening. Han lod armene falde over kors. "Efter alt det jeg har gjort, så..." Han sukkede stille og rystede på hovedet. Han kunne virkelig ikke tage den mand seriøst på nogen måde. Han nægtet at se ham på den anden side af den dvasianske græsnemur. Det ville han simpelthen ikke! "Du har intet at lave i Dvasias, Shane.. du har alt i Procias og du kan finde lykken der.. Lykke i Dvasias bliver slået ihjel, så snart den findes og opstår.. Du vil blive et svagt led.. du frygter for mørket og de mørke væsner.. Det er dig kun et held, at du ikke er blevet slået ihjel til nu," vrissede han. Han nægtet at stå svag på den måde. Han nægtet det simpelthen!

[Deleted]

Shane tog hans vrede roligt. Faktisk utrolig roligt. ”Har du nogensinde været forelsket Alaster?” spurgte han stille, da han var færdig med sin talestrøm om modsigelse og alt det andet der fulgte med. ”Jeg har ikke før nu. Jeg er ikke stolt af, at erklære det når det tydeligt ikke er sådan du har det med mig. Men..Jeg kan ikke bare ligge låg på mine følelser og så..se igennem fingrene med dem.” han bed sig i læben og vendte sig stille om mod ham. ”I mit liv havde jeg aldrig troet, at jeg skulle forelske mig i en som dig. En af mørkets væsner der helst ser sådan en som mig død og udryddet.” han snak lidt og bøjede sit hoved. ”Men jeg kan ikke selv bestemme. Selv om du har været ond og modbydelig. Så elsker jeg dig.” han bed sig i læben og ville ikke græde eller virke ynkelig. Det ville bare gøre det værre. Han så ikke op på ham og tog en dyb indånding. ”ja jeg frygter mørket. Men det kan jeg lære ikke og gøre. Og det første skridt er at blive en del af det. Et af nattens børn.” han pillede ved en lok af sit hår mens han holdt sig rolig indeni. ”Og desuden er min lykke hos dig. Om du så elsker mig eller ej. Bare det at gå og være din slave vil jeg være glad for.” han så roligt på ham. Hans øjne var en smule skræmt ved tanken om at være slave, men hans blik fortalte tydeligt, at han mente det. Hvert et ord. ”Jeg vil hellere være en del af det jeg frygter mest og give afkald på mit lyse liv. Hvis det blot betyder, at jeg kan få lov til, at være sammen med dig. Måske ikke som par. Men..bare som slave eller noget andet. Og hvis nogen så dræber mig så vil jeg blot være taknemlig for den tid jeg fik sammen med dig.”

[alaster]

Alaster kunne virkelig ikke forstå, at Shane ville opgive sit liv i lyset for et i mørket, det var udelukkende også deraf en grund til at han gjorde som han gjorde nu. Han ville virkelig ikke hav det. Det var virkelig ikke det værd i hans øjne, hvad end om han ville det eller ikke. Den mand fortjente virkelig ikke et liv i mørket, det var sikkert! Han sukkede dæmpet og rystede på hovedet. Shane forstod det virkelig ikke, og det var virkelig noget af det værste som han kunne tænke sig til! Han rystede stille på hovedet. "Jeg har aldrig været forelsket som sådan.." mumlede han stille. Han ville aldrig rigtigt været forelsket. Der havde jo selvfølgelig været Eniqa dengang, men det havde vel aldrig været kærlighed? Han havde altid klaret sig alene, der havde jo heller ikke været nogen grund til at skulle have nogen så tæt på, det var der heller ikke nogen tvivl om. At han virkelig var så ønsket om at skulle finde sammen med en som ham.. det forstod han virkelig ikke. "Du kender mig knapt, jeg har været hård og streng ved dig og du siger at... din lykke ligger vd mig?" spurgte han. Det kunne han virkelig ikke forstå! Han tog et stile og roligt skridt mod ham igen, selvom.. det forvirrede ham virkelig. Han fortjente virkelig ikke mørket på denne måde, som så mange andre ville gøre det. "Du vil aldrig bryde dig om et liv som en slave i Dvasias, Shane.. du ved virkelig ikke hvad de gør med folk af den slags.." sagde han stilfærdigt og afvigende. Han ville virkelig ikke snakke om det lige nu, for det var virkelig ikke noget som han selv ville beskrive som et liv på nogen som helst måde, det var der virkelig heller ikke nogen tvivlv om. Bare den tanke alene, var ganske enkelt forfærdelig! "De slår, de piner, de torturere.. og det er et liv som du finder værdigt? Hvad pokker tænker du dog med?! Du er et væsen af lyset.. mange ville opgive et liv for det som du har i dine hænder.. og du står her?" Han rystede stille på hovedet. Det var virkelig ikke noget som gav nogen mening overhovdet.

[Deleted]

"måske vil mange opgive for det jeg har..Men..jeg ønsker det ikke så længe du ikke er en del. og jeg tvivler på du ville øsnke at leve i lyset så stolt en dvasianer du er. Men..er det virkelig så slemt at tænke på jeg vil være der? Hader du mig så meget, at du ikke engang vil se mig som værdig til at være vampyr?" Han følte sig et sted såret over det. Det måtte han blankt erkende for sig selv. Han havde et sted håbet lidt, at hvis han tilbød at blive til en som ham - en fra mørket - ja så ville han holde op med at hade ham så meget. Han sukkede. "Hvorfor vil du ikke forstå..?" hviskede han stille og rystede lidt på sit hoved og så på ham. "Du kender ikke til kærlighed. Du siger du ikke har følt den. Hvordan kan du så stå og sige det er forkert det jeg vil gøre? Det kan være det er rigtigt valg jeg tager." han fik lidt gåsehud ved og tænke på at være slave når han sagde det sådan der. Han sank. "men...det er hvad de andre gør..Gør du også sådan?" han frygtede lidt svaret, men han kunne jo lige så godt spørge. Han ville nok fortryde hvis han ikke gjorde det. Han så på ham og ventede roligt på svar. "Ville du torturere mig til døde i ren had til mig?" han havde lyst til bare og putte sig mod ham og forsøge og få ham til og forstå, men han vidste det ikke hjalp på Alaster. Men hvad andet kunne han gøre? Hvis det ikke hjalp at tilbyde sig til mørket hvad skulle der så til?

[alaster]

Shane forstod virkelig ikke hvor det var, at Alaster ville hen og det var noget som i den grad også måtte frustrere ham noget så frygtelig voldsomt. Det var ikke fordi at han ønskede at manden skulle opgive hans liv i lyset for et i mørket og specielt ikke som vampyr! Vampyr var et af de væsner som han måtte hade som intet som helst andet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sukkede stille og rystede ås stille på hovedet, for den mand forstod virkelig ikke hvad det var, at han måtte søge efter og det var virkelig noget af det værste! Han sukkede dæmpet og lod begge hænderne glide igennem håret og vendte sig derved mod Shane endnu en gang, det var helt sikkert. "Vampyr.. det er virkelig ikke et værdigt liv, Shane.. du går direkte fra lyset og til mørket.. det kan du virkelig ikke.. du må virkelig ikke komme og sige, at du vil gøre det," sagde han næsten i en vrissen. Tanken alene, kunne virkelig gøre ham noget så rasende og han kunne virkelig ikke skjule det. Hans krop sitrede virkelig. "Hvis du vidste hvor meget jeg har gjort mod Jeres slags, Shane.. udelukkende fordi, at I er hvad I er.." sagde han kortfattet. Han ville ikke med Shane.. af en grund som virkelig ikke gav nogen mening for ham, men hvad pokker skulle han da stille op? Der var virkelig ikke noget som han kunne gøre ved det og han kunne virkelig ikke fordrage det! Han blev stående, selvom han endte med at gå et ganske forsigtigt skridt tættere på alligevel. Han ønskede virkelig bare at Shane skulle forstå, for det andet, det kunne han virkelig ikke bruge til noget som helst! "Ikke i had til dig, men i had til din slags.." afsluttede han kortfattet. Han nærede virkelig det naturlige had til ham, ikke på grund af hans person, men på grund af hans race og det var ikke til at slippe. "Måske at jeg ikke har vidst hvad kærlighed er.. jeg har jo aldrig haft brug for det.. jeg har intet at bruge det til," vrissede han let sammenbidt.

[Deleted]

Han så væk. "min slags eller mig...det er lige meget så længe du hader mig. Og jeg kender ikke andre væsner der kan forvandle end vampyrer." han sukkede og havde lyst til at gå hen til ham eller noget, mne blev hvor han var og lagde armene om sig selv. Det var fristende og ligge sig i sengen igen og putte under dynen og få varmen. "Jeg fortryder næsten jeg hjalp dig...hvis jeg bare havde hjulpet dig ud og gemt dig i Procias et sted så..så havde du måske været sød ligesom du var der. I hvert fald en smule sød." han sukkede og rystede på hovedet. "Men jeg forstår dig godt. Jeg ville heller ikke have noget med mig og gøre hvis jeg var dig." han bed sig i læben og gled ned og sidde op af væggen og lagde sine arme om sig for at holde mere på den smule varme han havde før den forsvandt væk og blev erstattet af kulde. "jeg er dog glad for at jeg hjalp dig ud..og gav dig noget af dit syn igen." han så stille op og forsøgte så godt som muligt, at skjule hvor kold og frysende han var efterhånden, da han sad og rystede lidt og blev det ved klappede hans tænder nok også snart. "Men det onde ligger jo i din natur. Det mørke og onde." han sukkede og så ned mod gulvet igen og bed sig i læben for at tænke på noget andet end kulden der spredte sig i hans krop. Han burde nok gå i seng, men ville ikke. "Jeg er ked af jeg er til besvær." han så ikke op og havde kun mumlet det. Hvis han blev vampyr ville Alaster måske ikke hade ham så meget. Men stadigvæk ikke elske ham. Ikke hvis han mente vampyr livet ikke var værdigt. Men at give op og bare tage hjem virkede umuligt og forkert.

[alaster]

Alaster sukkede nærmest opgivende. Han var virkelig rodet ud i noget, som han tilsyneladende ikke kunne komme ud af igen. Det havde været nemmere at være mild når man ikke kunne se kontra nu, det var virkelig en ganske anden situation og det var virkelig ikke noget som han ønskede, at skulle blive straffet for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Det var virkelig noget som kunne gøre ham noget så rasende og så frygtelig irriteret, at man skulle tro at det var løgn, hvorfor skulle han da lægge ørene til sådan noget her? Det var virkelig ikke noget som gav det mindste mening i hans øjne, det var også helt sikkert. "Du forstår det virkelig ikke, gør du?" spurgte han med en ganske så kortfattet tone. Han vendte blikket nærmest stift mod ham og næsten med den samme tydelige forfærdede mine, det var end ikke noget som han kunne skjule det mindste, det var i den grad også helt sikkert. Dette var virkelig noget som han kunne forbande hele vejen til helvede, om det skulle vise sig at være muligt for ham, for han brd sig i den grd ikke om denne her følelser hvad end om det var noget som han ville det eller ikke! "Det onde og det groteske, det ligger i min natur, det er sandt, så er det virkelig kun et godt råd til dig.. lad være med at trigge det," advarede han med en ganske kortfattet mine, ikke at det var noget som han ville kunne lægge det mindste skjul på overhovedet, det var helt sikkert. "Du fortryder at du hjalp mig? Jeg har tilbudt dig, at trække det tilbage igen. Jeg vil bare ikke se dig på den side af den dvasianske grænsemur, er du med?!" vrissede han med en ganske svag hvislen. Bare tanken omkring det, var ganske enkel forfærdelig. Han ville virkelig ikke have det!