The start of a new era

[alecander]

Natten var faldet på og der var en storm på vej ind over den store sorte herregård. Vinden blæste godt i de nøgne træer der omringede Dracu-Mathimæus Mansion. Vinden ruskede i det halvt åbne vindue. Der havde egentlig ikke været specielt godt vejr i løbet af dagen, og det var åbenbart blevet værre, men alt det var ikke noget Alecander lagde synderligt mærke til. Han sad som sædvanligt ved sit skrivebord, og var i gang med at lave planer om, hvad de kunne sabotere de forskellige steder, han var bare ikke helt sikker på hvor de skulle starte. Han lod let sin ene hånd klø sig i det mørkebrune strittende hår, imens han vippede blyanten som han havde i munden. Han havde faktisk ikke set nogen vampyr denne dag, end ikke sin bror eller Demitri, men han havde også siddet låst inde på sit kontor hele dagen. Han lagde roligt blyanten fra sig, skubbede stolen ud fra skrivebordet og rejste sig roligt. Han gik hen til vinduet, som regnen roligt var begyndt at falde på, og det var begyndt at dryppe ind i vindueskarmen, hvilket fik ham til at lukke vinduet. Et let suk undslap hans læber, imens hans mørke øjne søgte rundt på de forskellige omgivelser, som var blevet mørke.
Alec vendte sig om igen, og så ud i rummet. Det var mørkt og kun et lille stearinlys var tændt på hans skrivebord. Hans blik var koldt og stolt, og der lå mange hemmeligheder bag de mørke øjne. Hemmeligheder, som både gjaldt fortiden, men også fremtiden. Han satte sig roligt hen på stolen igen og gned sine håndflader mod hans ansigt. Han havde nået et mindre stop, og han havde vel brug for et lille skub. Han gad egentlig godt at vide hvad Demitri og Valerio lavede i øjeblikket. Demitri var han nu ikke så i tvivl om, for han lå nok sammen med nogle af de kvindelige vampyrer, ingen overraskelse. Han havde vel brug for lidt vejledning fra sin kære storebror, den bedste mand at søge til, hvis man havde et problem, det var jo også derfor han var hans rådgiver.

[Deleted]

Natten som var faldet på og med den første stom af mange, som var spået at skulle ramme Dvasias i løbet af temmelig kort tid, var noget som selv havde revet Valerio ud af den rolige hvile, som han havde gjort på hans værelse. Her var selv stille.. forfærdelig stille. Han var kommet ud af sengen og kommet i tøjet. Hvad hans bror havde lavet, havde han ingen anelse om, selvom det klart måtte sige sig selv, at han havde været i fuld sving med arbejdet. Et lille stearinlys som stod på hans sengebord fik han hurtigt tændt med en tændstik. Her var det ikke noget med at sove i kister, selvom der var en udhulning i hans seng, så den havde form som en kiste i en meget større format end den type som man blev begravet i. I sig selv, så var den i det samme røde stof som normalt ville udgøre en begravelseskiste. Det var noget af det som han selv måtte elske. Hans skridt så rolige og langsomme, mens han holdt den lille lysestage i hans hånd. Det var mørkt, selvom det dog slet ikke gjorde ham det mindste. Jo mørkere der var, jo bedre var det, selvom han nu elskede at det var lidt dunkelt og mørkt. Der var virkelig ikke noget bedre end det! Endnu en gang havde han været oppe i et godt stykke tid, selvom det først var nu, at han var kommet ud af sengen. Hvad der var sket deres forældre, var endnu en gang noget som havde formået at holde ham vågen. Han kunne virkelig ikke fordrage det!
Hvor han skulle finde Alec var han slet ikke i tvivl om. Det var jo det samme dag efter dag, at den mand måtte sidde på sit kontor og med alle hans planer. Han kunne virkelig ikke andet, end at være stolt over sin lillebror. Han nåede til kontoret og hans arbejdsværelse hvor han roligt bankede på døren. Ikke bare i respekte for overhovedet af alle overhovederne her, men også fordi det jo var høfligt. Lidt menneskelig følelse, var der dog i ham. Selvom det virkelig ikke var alverdens. Han tog forsigtigt i håndtaget. "Alec?" kaldte han med en rolig, følelseskold og kortfattet tone. Ikke ondt ment, men i sig selv, så det tonefald der faldt til ham ganske så normalt. De mørke øjne faldt til hans skikkelse idet han roligt trådte ind. "Jeg håber ikke jeg forstyrre i noget vigtigt," afsluttede han roligt og med en klart respektfuld mine.

[alecander]

Alecanders mørke øjne så let på alle de noter, som han i løbet af aftenen havde skriblet ned på de blanke papirer. Han så let på et meget detaljeret kort, som viste alle tre lande. Hans øjne blev lettere sammenknebne, imens hans hjerne knagede, så det var lige før man kunne høre det. Hans øjne begyndte at køre fra kortet til de noter han havde skrevet ned, inden han greb fat om avisen, som han let fik foldet ud i en hurtig bevægelse. De mørke øjne begyndte at skimte teksten igennem, inden han bladrede videre. Og da den næste side heller ikke var noget han søgte efter, bladrede han videre. Da han endelig fandt hvad han søgte, begyndte han igen at skrive ned på et nyt blankt papir. Han måtte have en plan, han var nød til at sætte nogle sabotager i gang. Han var nød til at sætte noget i gang!
Alec stoppede brat, da det bankede på døren, hvilket fik ham til at kigge op. Han genkendte lynhurtigt stemmen. Det var hans bror. Han så blot ned igen, og fortsatte med at skrive. Han havde måske en idé, men han var ikke helt sikker på den. Alec gjorde ikke noget synderligt ved at Valerio trådte indenfor i kontoret. Han trak let på skuldrene. ”Nej, ikke som sådan,” svarede han kortfattet og med en lettere irritabel tone. Han kløede eftertænksomt sin hage, imens han betragtede alle de noter han havde skrevet ned. ”Valerio, hvordan tror du det vil gå, hvis vi laver en lille sabotage under et stort møde med mange folk, fra de forskellige lande?” spurgte han stilfærdigt, og så op mod sin bror med et eftertænksomt blik. ”Eller ville det være bedre at samle informationer?” Han lagde roligt blyanten fra sig, og måtte endnu engang køre en hånd igennem de mørkebrune lokker, af fortvivlelse. Han hadede når han ikke kunne finde en løsning på sine problemer, derfor var han faktisk glad for at han havde Valerio og Demitri, som stod til rådighed for ham, og som i det mindste var med til at tage beslutningerne.

[Deleted]

Valerio havde virkelig intet imod den stilling som han nu havde på dette sted. Som rådgiver og højre hånd, så vidste Alec i den grad også, at han var af typen som man kunne stole på. Ikke at det var anderledes som han måtte ønske det, for denne organisation, var virkelig noget som betød ekstremt meget for ham, det var slet ikke noget som han kunne komme udenom. Man kunne vel fint sige, at han prøvede at leve op til sin fars forventninger til dem? Til nu havde de jo heller ikke oplevet det, at deres arbejde var opdaget, så for nu var de jo sikre alle sammen. Han trådt roligt ind og lod døren roligt glide i efter sig. De mørke øjne hvilede på Alec. At han sad med en masse arbejde, var slet ikke noget som forekom ham som nogen overraskelse. Han sad altid med den ene eller den anden plan i hovedet som han ønskede at føre ud i livet. En tanke som i den grad også måtte more ham ganske betragteligt.
Stearinlyset satte han på bordet og vendte blikket mod ham ved hans ord og spørgsmål. At han havde brug for lidt vejledning, var noget som han tydeligt kunne fortælle ud fra de ord. Han satte sig på bordkanten og tog et af de tilskrevne stykker af papir op i hænderne, hvor han læste det igennem. Så mange idéer og så meget som han ønskede at føre ud i livet. "Det kommer helt an på situationen, Alec," begyndte han efter et længere øjeblik, hvor der havde været ren og skær stilhed. For hans situation, så havde det jo været fordi, at han måtte tænke over det. "Nu ved jeg ikke om det er det store maskebal i Manjarno som du tænker på? Der vil der være både adelige og kongelige fra alle landende tilstede under et og samme tag. Personligt, så tror jeg det vil sætte hele organisationen i fare," sagde han ærligt. Han lod fingrene gnide hans hage med en eftertænksom mine. Det var jo ikke fordi, at de var så mange endnu og hvordan det stod til med de kongelige i de andre lande, var jo desværre meget ukendt for ham endnu. Ballet ville jo være en fantastisk mulighed, for der ville de jo næsten alle være samlet under samme tag! Han endte med at rejse sig og stillede sig ved siden af Alec. Blikket gled mod ham med en tydelig respektfuld mine. Han havde intet imod, at skulle kaste sig under sin lillebror på denne måde. Den eneste som faktisk havde fået ham til det. "Det kommer jo selvfølgelig også helt an på hvilken form for sabotage som du havde i tankerne. Ballet vil være en perfekt mulighed til at samle de mange vigtige informationer omkring de kongelige, hvilket form for samarbejde, sammenhold og forhold generelt som vil være mellem de royale i de forskellige lande," tilføjede han med en let eftertænksom mine. Der var virkelig meget, at skulle tage højde for.

[alecander]

Alecander kunne faktisk ikke lade vær med at more sig over, så godt som Valerio egentlig kendte ham. Men det var jo også ham, som han havde levet længst med af alle. Han var jo trods alt hans egen bror. Storebror vel at mærke, skønt det egentlig aldrig havde været relevant. Det plejede jo at være den førstefødte der gik med hele arven, men denne gang havde det været omvendt, men det havde nok også noget at gøre med, at det var Alec der havde fået deres faders kærlighed, og det at det var Alec, der måtte hjælpe Val, med at få sin psyke tilbage, efter deres forældres forfærdelige død. Brændt ihjel, fordi deres fars organisation var blevet opdaget. Det var mange år tilbage, og nu var en ny organisation kommet til live. En ny og stærkere organisation, som ikke skulle begå samme fejl som den forrige. Han betragtede blot, hvordan Val kom nærmere og stillede den lille lysestage på bordet. Han havde ikke noget imod at det var ham, som samlede hans noter op, men havde det været en anden, måtte han ærligt talt indrømme, at han havde brækket hånden på den person. Hans mørke øjne så blot afventende op på sin bror, han tænkte, det var jo klart og indlysende, og han ventede blot på hans rådgivende ord, så han kunne komme videre med sit arbejde. Han kløede sig let i nakken til hans ord. ”Det kan du have ret i,” sagde han roligt. Han havde faktisk tænkt nøjagtig den samme tanke! Det kunne være risikabelt for deres organisation, og han havde ret i at de ikke var mange indtil videre. Han så blot til, da han rejste sig og stillede sig ved siden af ham. De mørke øjne søgte igen ned over noterne, lettere eftertænksomme. Det ville ikke se pænt ud, hvis de allerede dér blev opdaget, men hvis de bare fandt en sabotør, der kunne sætte lidt fut i det hele, imens de samlede informationer, så ville det vel ikke gå ud over organisationen? ”Men jo, jeg havde faktisk det store maskebal i tankerne. Alle vil komme og hygge sig over et glas vin eller to, alle fra alle lande vil være der, endda selv de kongelige, så det vil selvfølgelig være et perfekt sted at samle informationer. Men det vil også være en oplagt mulighed for at skabe rag i den. Tror du selv at Jaqia og Gabriel kan enes? Det skulle ikke undre mig, hvis den ene af dem udeblev,” sagde han roligt og mumlede vel mere den sidste sætning. Det kunne blive ret katastrofalt egentlig, men maskeballet, var vel kun et dumt bal for at skabe fred mellem landene? Og han ville selvfølgelig være med til at skabe splid! Han lod sit hoved hvile fortvivlet i sine hænder, imens han kørte planerne igennem. Der var kun en chance for at samle informationer, når alle var samlet. En chance de helst ikke måtte forspilde.
Alec så op igen, og så eftertænksomt ud i rummet. ”Hvad med at vi samler informationer til at starte med? Vi kører på de forskellige regenter fra de forskellige lande, og derefter – når ballet er ved at ende, når folk er i gang med den sidste dans – så tændes en lille bombe over os, som nok vil dræbe få, men hvem vil så ikke få skylden? Dvasianerne? Det ville vel være oplagt at sætte Dvasias og dronning Jaqia i et dårligere lys?” Blikket vendte han roligt op mod Valerio igen.

[Deleted]

Valerio sagde nu ikke noget til, at det var Alec som havde arvet det hele, efter at forældrene var revet fra dem på den mest brutale måde. Han havde altid været fars favorit og den mand havde så sandelig heller ikke gjort noget som helst, for at skulle skjule det på den ene eller den anden måde. Han vidste selv hvor grænserne måtte gå, også udelukkende af den grund, at han tillod sig selv, at tage de papirer og skimte planerne igennem. Hvad han ikke kunne komme udenom, var at dette i den grad var noget som var så frygtelig gennemtænkt. Maskeballet ville virkelig være perfekt! Han gned tænkende sin hage. Kloge hoveder tænkte i den grad ens, selvom Valerio havde en lidt anden måde, at skulle se tingene på. Nok var det ikke ham som styrede det hele, men han holdt i den grad lige så meget af det, som det Alec gjorde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Hmm..." mumlede han let for sig selv. Han rynkede brynene i en eftertænksom mine og vendte så blikket mod Alecander derefter. Han nikkede til Alec's ord. "De adelige fra landene vil være til stede og de kongelige også, det er jeg ganske sikker på. Det er jo så der man skal tage højde for de stridigheder, som allerede har været mellem Procias og Dvasias. Du skal nok regne med at der er vagter der.. Og mange af dem," påpegede han roligt, dog alligevel med en alvorlig stemme. Det skulle bare ikke have lov til at gå så galt, som det gjorde med deres forældre. Ikke at det var noget som han ville tænke på nu. Det var fortid, de skulle bare ikke lave de samme fejl! "Alle vil hygge sig og de vil ikke forvente noget. Jeg vil næsten gætte mig til, at det er et desperat forsøg på at skabe fred mellem Procias og Dvasias, men jeg nægter at tro på, at det vil blive realistisk. Personligt vil jeg tro på, at Gabriel vil komme. Jeg regner dog ikke med Jaqia, hvis jeg skal være helt ærlig." Han vendte blikket mod Alec og selv med den lette eftertænksomme mine. Jaqia var bare ikke den type som han ville forbinde med maskebal, et glas vin, latter og ellers bare det at hygge sig. Der var jo grunde til, at han selv ikke kunne fordrage den kvinde!
Hånden lod Valerio vandre let igennem det krøllede hår og med den tydelige eftertænksomme mine. Det var jo stadig en tydelig risiko at løbe, men hvad var livet uden en lille risiko? Han blev stående der i et mindre stykke tid. Han kunne virkelig se det for sig, hvilket kun måtte få det svage smil til at træde frem på de tynde og blege læber. "Jaqia vil være den oplagte at give skylden," begyndte han roligt og ikke mindst ærligt. Så længe de havde deres informationer, så havde de jo trods alt også det som de havde brug for. "Hun vil ikke være den som jeg vil kunne forbinde med fest, latter og morskab.." Han rynkede på næsen ved tanken alene. Igennem tiden, havde han jo selv skygget hende en anelse, selvom det havde været mere end nok. Det var bare slet ikke hende. "Dvasias vil få skylden. Hvis Gabriel kan hjælpe os med at få den kvinde af tronen, så.." Han rystede smilende på hovedet. Svært ville det selvfølgelig være og det ville det bestemt også blive. Han skubbet en anelse til de mange papirer og noter som lå på bordet, idet han satte sig på bordkanten igen. Blikket gled over dem alle sammen og så tilbage mod Alec. "Gabriel er nok ikke den sværeste at køre på. Han er stadig ung og uerfaren. Destiny skal vi nok passe lidt på, det er Faiths søster og sikkert også med det samme ilter temperament. Fabian vil nok også være der.. Hærføren i Manjarno og han har erfaring som konge her i dette land.. længe før vores tid," afsluttede han stille. Han havde jo læst lidt i de gamle historiebøger.

[alecander]

Maskeballet var faktisk et ganske oplagt sted at starte en lille sabotage, og hvem ville ikke skyde skylden på Dvasias? Det var jo oplagt at de ville lave et lille attentatforsøg, når de kunne. Desuden var det faktisk også en glimrende chance for Jaqia for at slå til, så måske havde Valerio ret. Alecander gav et let fnys fra sig. ”Vagter? De er til for at blive bestukket eller dræbt,” svarede kort og spydigt. Men han havde ret, der ville være mange vagter, også noget de skulle tage højde for. Men de var jo trods alt vampyrer og hvem kunne følge dem med øjnene? Kun hvis Dvasias havde vampyrer til vagter, men vagterne var jo nok også forberedt på, at vampyrer eller horrorer kunne angribe. Der var faktisk meget de skulle tage højde for. Han gned roligt sin hage. ”Men hvis det bliver holdt på Manjarnos slot, så ville det vel være oplagt at prøve at få dem udryddet, så snart vi kan?” spurgte han eftertænksomt og så ned på de forskellige noter som han havde skrevet. ”Det gælder bare om at aflede de vigtigste, hvilket vil sige alle de adelige.” Han lod hovedet hvile i sin ene hånd, med en eftertænksomt mine, imens han så ud i det mørke rum, der kun blev oplys af de to stearinlys. Han vendte roligt blikket op mod Valerio igen. ”Du har nok ret. Det ligner ikke Jaqia at more og hygge sig over et glas vin, i selskab med alle de gode procianer. Men selv hun kunne være ude på noget, og måske møde op,” sagde han roligt og eftertænksomt. Der var faktisk meget de skulle tage højde for, for alt kunne pludselig give en drastisk drejning, derfor var det vigtigt at deres plan var helt igennem gennemtænkt.
”Det vil hun nemlig, men kun hvis hun ikke dukker op. Og så burde vi måske først aflede hendes opmærksomhed,” sagde Alec med en lille lusket undertone. Hvad nu hvis de satte noget i gang i Dvasias, så ville Jaqia blive tvunget til at blive hjemme og få det fikset, og så kunne de sætte noget i gang til maskeballet, hvilket Jaqia så skulle have skylden for. For hvem siger, at hun ikke kunne lave lidt rav i Dvasias, som undskyldning? ”Hmm… man skulle måske gå efter at vinde den unge prins tillid? Så vil han tro at han har nogen indenfor Dvasias mure, som han vil kunne stole på, og når Jaqia er væltet af tronen, så går vi efter Procias,” sagde han roligt, hvor et lille skævt og selvsikkert smil gled over hans læber. Det ville faktisk kunne gå godt, hvis alt gik efter planen, og når Gabriel ikke var særlig erfaren, så var det måske oplagt at køre på ham? Så manglede de bare de adelige fra Manjarno, som også holdt selve maskeballet. Der var jo både greven og grevinden, og så dronningen, Fabian måtte de heller ikke glemme. ”Hvad mener du vi skal gøre ved Destiny og Fabian?” spurgte han kort, og rettede blikket mod sin bror, der igen havde taget plads på skrivebordet. Historie var ikke så meget ham, men det var nødvendigt, for at lære lidt om de forskellige regenter i de forskellige lande. Og Fabian havde været en ret mægtig konge, men ikke engang han havde kunnet klare presset, så han burde vel ikke være noget specielt? Til gengæld burde han jo så vide en masse om at være konge og dets pres, og især i Dvasias, og den viden kunne de bruge i deres kamp mod Jaqia. Destiny, det kunne faktisk være ret komisk, at hidse hende op. Alec smilede kort ved tanken, det ville nok bare være for risikabelt. Men hvis Destiny kom, måtte Faith vel også?

[Deleted]

Ballet ville mildest talt bare være perfekt til et lille attentat! Det kunne Valerio udmærket godt se. Nu kunne han jo samtidig også se, at det betalte sig at skulle læse lidt i de gamle historiebøger. At løbe om hjørner med Fabian ville blive besværligt, så meget vidste han og Gabriel som var så ny indenfor faget, så skulle han nok blive den enkleste at komme ind på livet af. Han nikkede til hans ord. "Jeg kunne ikke være mere enig, men vi skal stadig være forsigtig," påpegede han roligt. Vagterne var normalt ikke det slemmeste at komme forbi. Problemet blev jo bare, at få dem af vejen under ballet! "De kommer til at være under samme tag.. Kongelige som adelige hele den aften. Det ville være den mest oplagte mulighed, at skulle slå til på," medstemte Valerio med en tydelig eftertænksom mine. Han ønskede virkelig bare, at de ville tage højde for det hele uden at det skulle ende med at gå galt. Blev det hele opdaget nu, så havde de et voldsomt problem. Ballet nærmede sig, så de var nødt til at skulle tænke og handle hurtigt. Det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Et sted en form for et pres som han kunne lide. Han vendte hovedet så det gav to faste knæk i nakken og rettede sig op igen. Det var bestemt ikke altid nemt for nogen af dem. Altid så meget som man skulle være opmærksom på og det var jo også hele tiden! "Jeg tror ikke Jaqia vil kunne finde på at mø..." Han endte med at tie stille. Han rejste sig hurtigt op. "Har du de gamle aviser?" spurgte han pludseligt. Hvorfor pokker havde han dog ikke tænkt på det?!
Han så sig let omkring. De gamle aviser måtte da ligge her et eller andet sted? Han mindes at have hørt om noget.. Noget som ville gøre, at de meget hurtigt vil kunne få skylden plantet på Jaqia! "At gå efter den unge konge, skulle ikke være det sværeste, Alec. Han har været på tronen i.. et år eller to nu, det er ikke fordi at det er længe. Han gav jo selv Jaqia skylden for, at slottet faldt sammen," påpegede han med en klart morende stemme. Så ung som Gabriel var. "For ikke at glemme, at Procias' kongelige rådgiver faktisk er.. halv vampyr." Han væmmes direkte med tanken. En forrædder i hans øjne! En som i den grad ikke fortjente at skulle vandre i det smukke mørke! Han sukkede stille. "Destiny og Fabian skal bare holdes i nærheden af hinanden.. Snakkes til og holdes beskæftiget med noget andet.. Om ikke andet, så kan jeg sagtens påtage mig den rolle, hvis det skulle være," konkluderede han roligt og ikke mindst med en stemme som ikke var det mindste tøvende. "Der er den ene ting som vi slet ikke har taget højde for.. For pokker, hvorfor har jeg slet ikke tænkt på det!" Han slog sig let mod panden med sin ene håndflade og rystede på hovedet. "Nå.. uanset. Jeg ved ikke hvor meget du har hørt omkring det, Alec.. Jaqia har jo sin bror Samuel, ikke?" Han kunne virkelig ikke lade være med at smile. "At kaste skylden på Jaqia vil blive ekstremt enkelt! Hun skal bare holdes fra ballet af, så er den næsten sikret i box. Uanset. Samuel blev fanget.. og gæt af hvem?" fortsatte han. Det var næsten som man kunne se julelys i hans øjne. Han var nok ikke den som sad ved bordet og skrev planer ned. Han observerede det som skete omkring dem. Denne hændelse var jo trods alt noget som havde vækket den uro i Dvasias, og det var noget som de i den grad kunne bruge. Det var Fabian som jo havde fanget Samuel ved Dvasias' grænsemur. "Den kære hærfører i Manjarno fangede manden på Manjarnos grund," afsluttede han roligt, selv klart med et morende smil på læben.

[alecander]

Det var en glimrende og oplagt chance. En chance som de måske kun fik denne ene gang, i hvert fald en chance for at alle var samlet. Personligt kunne Alecander ikke forstå hvorfor de ville besvære dem selv og alle andre med et sådan maskebal. Det var jo direkte tåbeligt! Efter Alecs mening, så var det en latterlig lille undskyldning for at prøve at skabe fred mellem Procias og Dvasias, men som om det overhovedet kunne ske? Gabriel måtte være rasende på Jaqia efter slottets fald, og det var heller ikke lige fordi at hun var specielt glad for ham. Så en chance for fred virkede nok ikke. Og hvis Valerio talte sandt, om at Jaqia ikke var festaben, hvilket han nu heller ikke regnede med, så ville hun jo ikke engang dukke op, hvilket de så ville sikre at hun ikke gjorde. ”Selvfølgelig må vi være forsigtige! En enkel fejl kan give konsekvenser!” sagde han kortfattet. De skulle vel bare have de rette folk til at skaffe sig af med vagterne? Alle var inviteret, så det ville jo været en smal sag at komme ind. ”Det ville det,” gentog han eftertænksomt, og gned sin hage i en tænkende mine. Der måtte bare ikke gå noget galt, men det var vel ikke særlig svært at skyde skylden på Jaqia, når hun alligevel ikke mødte op? Alec så op mod Valerio, da han gjorde to knæk med nakken. Han rynkede forvirret brynene, og lod hovedet falde på sned i en forvirret mine, da han pludselig stoppede sig selv i sin sætning. Han så sig let omkring og fik egentlig kun fremstammet et lille: ”Øh…” Han begyndte at rode i sine mange papirer, der lå på skrivebordet. ”Jeg burde have dem…” Han rykkede skrivebordsskuffen ud for at lede der. Han vidste at han havde de gamle aviser, han gemte altid det han havde læst i eller skrevet ned, for det kunne en dag komme til at gavne ham, hvis han nu pludselig skulle bruge notaterne til noget, og det skulle Valerio åbenbart. Han rejste sig og begyndte at gå hen til en reol. Han hev en hvid kasse ned fra reolen. Der lå en masse aviser. ”Her er de!” sagde han med et tilfreds smil, som hurtigt blegnede, da han så hvor rodet det egentlig var på kontoret. Han rystede kort på hovedet, og gik hen til skrivebordet, hvor han stillede den hvide kasse. ”Men hvad skal du bruge de gamle aviser til?” spurgte han kort og en smule nysgerrigt.
Alec var faktisk fascineret af hvor meget Valerio egentlig kendte til det. Men det var måske mere fordi at han aldrig selv havde interesseret sig for det. Valerio var en meget vis og klog mand, det måtte han lade ham. Han lænede sig ind over skrivebordet, med de mørke øjne hvilende på Valerio. Det var faktisk ærgerligt at en – godt nok halvblod – vampyr som var kommet over til de gode, men det var faktisk mere afskyeligt at alle fra Procias kunne se alt det gode i dem fra Dvasias og lod dem arbejde der. Gjorde dem syge med deres små tuttenuttede fredsønsker! Alecs øjne blev smalle, ikke fordi han var vred, men fordi han tænkte. ”Hvis du tager dig af Destiny og Fabian, vi sørger for at Jaqia ikke kommer, så kører jeg på den unge konge,” sagde han med et skævt og skummelt smil. Han kunne sagtens manipulere med sådan en lille tølper! At Valerio nu fik endnu en idé var faktisk forundrende, ikke fordi han var dum, men Alec kunne alligevel ikke lade vær med at nyde, at hans bror gik så højt op i det. Ligesom ham selv. Han lyttede spændt på sin brors ord. Han slog sin ene hånd ned i den anden og lyste næsten helt op. ”Du har ret! Fabian! Han tog det lille myr til Samuel til fange!” Han smilede koldt og dominant smil til sin bror. ”Det kunne faktisk blive ret enkelt at skyde skylden på Jaqia. Men! Jeg er nu mere bekymret for udfaldet af det,” afsluttede han sandfærdigt og så igen alvorligt på Valerio.

[Deleted]

De levede et frygtelig risikabelt liv, det var slet ikke noget som Valerio kunne komme udenom, men han ønskede selv at få smidt Jaqia af den trone og selv så nægtet han, at skulle gøre de samme fejl som deres far havde gjort inden organisationen var afsløret. Nu var det kun få vampyrer som vidste, at den var til og det var dem som de havde fået med sig. Ballet ville være det perfekte for at bringe bare lidt af det ud i livet og det var noget som han i den grad også valgte at tage til sig og det var noget som han gjorde bevidst. At komme ind, skulle virkelig ikke være noget problem. Alle var jo trods alt velkommen, så det var jo bare at vade direkte ind og ellers bare gå igang? Han så til, da kassen med de gamle aviser måtte komme. Han tøvede ikke med at rode den igennem for den rigtige som han smed på bordet foran sig og slog op på den artikel som handlede om Samuels tilfangetagelse i Manjarno. Han tvivlede netop af denne grund på, at Jaqia ville møde op til ballet. De havde jo for pokker fanget hendes bror! Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste. Tvært imod, det var jo noget af det som gjorde det hele meget nemmere. "Hvis I sørger for at Jaqia for intet i verden dukker op, du kører på den unge konge, så holder jeg Destiny og Fabian optaget med andre ting. De skal bare holdes adskilt og uden mistanke.. Der kan Fabian vise sig at være et problem," påpegede han med en let eftertænksom mine. Det var ikke ballet som han frygtet eller vagterne for den sags skyld, men Fabian. Han ville i den grad blive en hård nød at knække.
Valerio læste kort og hurtigt igennem den artikkel. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at prise sig lykkelig, for at han havde lært at læse inden deres forældre var blevet revet fra dem. Det var i den grad noget som kom ham frygtelig til gode nu. "Skal jeg være ærlig, så tror jeg end ikke at Jaqia ved at Samuel er der. Hun har været låst inde på slottet længe," endte han stille. De kongelige var det som han selv måtte gå mest op i, for organisationens skyld. Det var dem som stod der som den største trussel. Han lyttede til hans brors ord og selv med den næsten lykke i blikket. Nu havde de den glimrede mulighd til at skulle få skylden pyntet på Jaqia. Det var jo umuligt med alt andet i hans øjne! Klog og vis var han indenfor sit område, hvis det var noget som faldt ham i interessen selvfølgelig og der fandt man i den grad de kongelige. Han lyttede til Alecs ord. "Det er umuligt ikke at give Jaqia skylden for det her. Samuel er der og selvfølgelig ønsker hun ham fri igen!" Han himlede med øjnene. Samuel og Jaqia havde altid stået sammen om det hele. De havde sågar slået deres egen bror ihjel for kærligheden til en simpel animagus. Utroligt at selv Dvasias var ved at være så blødsøden! Det kunne simpelthen ikke være rigtigt! "Hmm.." Han satte sig eftertænksomt på bordkanten igen. Fingrene gned tænkende mod hans hage, idet han vendte sig mod det ene vindue. Udfaldet kunne være meget.. ekstremt meget. Han så lidt op. "Hvor meget tror du, at du vil kunne manipulere Procias' konge?" spurgte han endeligt. Det var jo trods alt også hen af det som kunne være afgørende. Der kunne han selv ikke gøre meget andet end at opholde Destiny og Fabian. Begge havde de kendskaber til Dvasias som kunen gå hen og vise sig, at være en trussel for dem. Om de skulle ende med at falde i det attentat, ville han slet ikke have det mindste imod på nogen som helst måde! "Gabriel søger freden efter at Castle of Light styrtet i grus. Han er ung og uerfaren.. Det vil skænke os en hel hær om ikke andet, for at få revet Jaqia af den trone. Det her må planlægges nøje." Det måtte bare under ingen omstændigheder få lov til at gå galt! Det tillod han virkelig ikke!

[alecander]

En enkel fejl kunne koste dem chancen for at skabe splid mellem landene. Og en enkel fejl kunne afsløre dem, og bringe dem i vanskeligheder til halsen! Og mere til. Det var derfor vigtigt at det hele var godt og grundigt gennemtænkt, inden de begyndte at lave sabotager i Dvasias, så Jaqia ikke kunne møde op til ballet, for det var særdeles vigtigt! Hvis hun dukkede op, så var deres planer ødelagt! Men Alecander havde skam stor tillid til sin organisation og især Valerio. Det kunne godt være at de bare kunne vade ind til ballet, men de skulle stadig kunne komme forbi vagterne. Alec så op på sin bror. ”Når der nu dukker så mange op til ballet, så vil vagterne vel holde nøje øje med alle gæsterne, der kommer ind til ballets start? Og det er så dér vi har en mulighed for at slå til! Hvis vi allerede der får nogle af sabotørerne til at fifle lidt, så til slutningen af ballet, gælder det bare for organisationens medlemmer at være så tæt på en udgang som muligt,” konstaterede han med et grumt skævt smil og de kolde mørke øjne, hvor ondskaben lyste ud fra. Han var egentlig ligeglad med hvor mange der ville dø, hvis de kunne fælde Manjarnos slot, så havde de en bekymring mindre, og faldet af slottet, ville kræve Destinys opmærksomhed, og så havde de tid til at lægge nye planer. Han betragtede let sin bror, sådan som han gennemrodede aviserne, før han fandt den rigtige. ”Fabian kunne godt blive et problem. En hård nød at knække, så sandt. Men, ikke desto mindre, så skal han kun opholdes under ballet, ham kan vi ordne på et senere tidspunkt. Vi er nød til at lave et slags attentatforsøg i Dvasias, hvis vi skal holde Jaqia fra ballet, og når hun alligevel ikke er en festabe, så kan det vel ikke være så svært?” spurgte han let og hævede et spørgende øjenbryn, med blikket vendt mod sin bror, som han henvendte sig til.
Det var ikke ligefrem Alecs stil at læse historiebøger. Men uanset hvad, så var han faktisk glad for at han havde sin bror med på sit hold! Det var faktisk en … god fornemmelse, at have nogen der stod bag sig. For havde han været alene om det, så havde han ikke kunne søge til nogen, når han blev fortvivlet over de mange planer han havde. Og eftersom Alec ikke læste så meget om historie, så vidste han egentlig ikke så meget til de kongelige. ”Tja, det kan jeg ikke sige om hun ved eller ikke ved, men hvis hun ikke ved at hendes bror er fanget, så tror jeg vi har en større chance for, at hun ikke dukker op. Ved hun det, så vil hun nok gøre alt for at få ham fri,” påpegede han med en løftet pegefinger. De var nød til at tage højde for selv den mindste lille detalje, hvis dette attentat skulle lykkes! Og det var muligvis den eneste chance som de ville få i lang tid! Men det ville være ganske let at få plantet skylden på Jaqia, for der gik jo allerede meget snak, om at Samuel var fanget, og så kunne de andre adelige jo kun regne ud at hun vidste det, og ville forsøge at få ham fri. Samuel var jo trods alt hendes kære bror der var hendes muskler. Han så ned på skrivebordet, imens han gned sin hage i en tænkende mine. De mørke øjne vendte sig mod Valerio. ”Det er let at få skylden over på hende, men der er to ting vi skal tage højde for. 1; vi skal sørge for at Jaqia bliver i Dvasias. 2; vi er vel nød til at slippe Samuel fri? Hjælper vi ham fri – hvilket jeg er meget imod – så er det op til Manjarno at fange ham, inden han flygter, men vi er jo nød til at ’prøve’ at få ham fri, ellers er der jo ingen der ved at Jaqia går efter sin bror,” påpegede han skarpt uden at han veg øjnene fra ham. Alec hævede næsten fornærmet sit ene øjenbryn. Han rejste sig fra skrivebordet og strakte sig, imens han knækkede sine fingre. ”Min kære bror, spørgsmålet er ikke om jeg kan manipulere med kongen. Det er, hvor meget jeg skal manipulere med ham,” sagde han med et dominant smil prydende på de rosafarvede læber. Hans manipulationsevner var der ikke noget galt med! Og han var jo allerede en glimrende skuespiller. Og hvis Valerio havde ret, og Gabriel ikke havde så meget erfaring, så ville det jo blive en smal sag? Han skulle bare vise Gabriel at han havde noget ’godt’ i sig, det måtte han da i hvert fald tro på, siden han havde en halv vampyr som rådgiver. Forkasteligt! ”Så sandt! Vi må gennemgå alt meget nøje! Men Gabriel må da ønske hævn over Jaqia, så så meget fred må han da heller ikke ønske?”

[Deleted]

En enkelt fejl vill i den grad resultere i at skulle koste dem det hele, og det var virkelig ikke noget som Valerio ville udsætte sig selv eller resten af organisationen for, det var der så sandelig ikke nogen tvivl om! Han nægtet virklig at tro på, at Jaqia ville møde op til ballet for hun var virkelig ikke den type som han kunne se for sig med dans, munterhed, latter og et glas vin og med det smil på læben, som han kunne med så mange andre. Kongelige som adelige ville være på plads, så det at det skulle gå galt for nogen, ville han allerede være klar over. Det ville være risikofyldt at gøre det når der var så mange vagter til stede, selvom det virkelig ville være den helt og særdeles perfekte mulighed på alle måder! "Jeg er desværre bange for at det er lettere sagt end gjort, Alec. Nu ved jeg jo, at fars gamle organisation er gået i glemmebogen ved de fleste, med royale skift og specielt i Dvasias." Igen gned han sin hage med en let eftertænksom mine. "Uanset så må vi ikke vække mistanke, så det kan gå hen og blive besværligt. Hvis vi alle samles omkring den eneste udgang som må være der, så er jeg bange for, at Fabian vil mærke sig af det," endte han med en svagere mumlen og dog mere for sig selv. De var virkelig nødt til at overveje og tænke over absolut det hele og enkelt, det var det dog bestemt heller ikke! Han sukkede stille og rystede let på hovedet. Det var virkelig den mest oplagte mulighed og det ville virkelig være fuldstændig idiotisk at skulle lade det gå fra sig! "Jeg frygter desværre Fabian og den trussel som han ville kunne stå som på ballet, Alec. Jeg er nødt til at opholde dem meget af aftenen, hvis det endelig skal være.. Om ikke andet, så må jeg opholde Destiny, så ved jeg at Fabian kigger på mig. Det skulle heller ikke være det sværeste," sagde han med et stille og roligt smil. Ikke at det var noget som han ville eller kunne komme det minste udenom overhovedet.
Et svagt smil passerede hans læber. Så længe, at hans bror kunne bruge ham på stedet, så agtet han så sandelig også at stå der. Man kunne vel et sted sige, at han var hjernen, da han var den som besad de kundskaber omkring de kongelige, udelukkende fordi at han gad at studere det? "Så længe, som Samuel har siddet i fangenskabet i Manjarno, så tvivler jeg på at hun ved det," sagde Valerio med en rolig mine. Et sted så var det selvfølgelig en tanke som måtte more ham mere end noget andet lige nu. At Samuel i det hele taget kunne fanges, for ikke at glemme, at manden var dømt til døden for længe siden. De ventede jo bare på henrettelsesdagen. At slippe Samuel fri, ville heller ikke være noget som han var glad for. Ikke mindst bare fordi at han var den mand som han var - Dronningens kære storebror. Han skar en let grimasse ved den tanke. Det var bestemt ikke noget som han var særlig glad for. Tvært imod, så foragtet han virkelig den tanke! "Det er jo.. en måde, at vende Fabians opmærksomhed væk fra os mens vi ordner det som vi skal gøre," påpegede han roligt og med en tydelig eftertænksom mine. Der var så mange detaljer som man skulle tage højde for! "Samuel sidder højst sandsynligt bevogtet nede i kældrene. Døgnvagt er det helt sikkert fordi at han er af den betydning for Dvasias som han har. En får ham fri og sørger for at vagterne ser det, de vil melde fra til Fabian som står der som hærfører.." sagde han stadig let eftertænksomt. Selvfølgelig var det bare en flyvsk tanke, men det ville muligvis være en idé? Han lagde avisen fra sig og rejste sig stille og roligt op. "Så længe at du kan køre på Gabriel, jeg optager Destiny i en dans og Fabian vil være travlt optaget med at samle tropperne og fange Samuel. Så længe som han har været væk, så vil han sikkert søge tilbage til Dvasias." Hans mine var tydeligt tænkende. Det var virkelig for tidligt at skulle tænke så meget i dybden, men de var i den grad under det som man kunne beskrive som et tydeligt tidspres. "Jeg ved ikke hvad der går igennem en som Gabriels hoved.. Han er ung, uerfaren som konge, selvom hans mor har været en fantastisk dronning igennem utrolig mange år.." Han vendte blikket mod Alec og med et svagt smil. "Få en af de halvblods til at slippe Samuel fri, så kan jeg ikke se hvad mere der skulle kunne gå så gruelig galt," sagde han roligt og selv med en ganske så tilfreds mine. Han kunne virkelig ikke se hvor meget galt det kunne gå lige på stående fod.

[alecander]

Det ville måske være en dum idé at samle alle medlemmer ved udgangen, når sabotagen ville gå i gang. Men de havde vel ikke så mange andre muligheder, hvis de skulle overleve? Det var bare vigtigt at de holdt Fabians opmærksomhed væk fra organisationen, så de kunne udføre deres værk. Men han ville vel også se til Samuel så? Og det ville kun gøre det mere besværligt. Derfor var det vigtigt at Fabian blev opvartet hele aftenen. De mørke øjne vendte sig mod hans bror, de var en smule sammenknebne, men kun fordi han i øjeblikket tænkte. ”Så sandt,” sagde han istemmende og nikkede medgivende. ”Det er bare sindssygt vigtigt at vi holder Fabians opmærksomhed væk fra organisationen. Mon du kan klare det?” spurgte han let, ikke fordi han tvivlede på sin bror, for han var faktisk sikker på, at Valerio nok kunne opholde Destiny og Fabian. Valerio var trods alt en veltalende mand, og han ville sagtens kunne tale sin egen sag og få dem til at lytte. Det var trods alt noget som han var god til. Og hvis han så bare kørte på den unge konge, så ville de vigtigste personer være opholdet, så måtte de få nogle andre vampyrer til at udføre selve akten af sabotagen, så var de nemlig ikke i fare for at blive opdaget. Men de vampyrer skulle være udøvede og have erfaring, så intet kunne gå galt. ”Men hvad gør vi med greverne og grevinderne fra de andre lande. Grevinden af Manjarno er jo optaget af alle gæster, eftersom det er hende der holder det. Men hvad med de andre?” spurgte han let, og så på Valerio, inden han så ud af vinduet, hvor regnen endnu faldt på. Det så ikke ud til at stormen ville tage af lige foreløbig. Fabian var nok den de skulle holde mest øje med, for han var snedig, og han havde stor erfaring med Dvasias, eftersom han havde været konge af landet engang.
Alec lyttede nøje til Valerios ord. Det var vigtigt at de tog højde for det hele. Men så igen, han betvivlede nu ikke deres plan, for den skulle nok komme til at lykkes! Det var han mere end sikker på. Han ville gennemføre denne plan uanset hvad det krævede, for det var højst sandsynligt den eneste chance de ville få! Derfor var det så vigtigt at de havde taget højde for alt. Han gned let sin håndflade mod sin kind i en tænkende mine. ”Hmm… det kan være,” sagde han eftertænksomt. Det var jo ikke sikkert, at Jaqia havde opdaget det endnu, og hvis hun alligevel bare sad på slottet med en masse opgaver, så var det jo ikke så mærkeligt at hun ikke havde opdaget det. Han var bare bange for at Samuel ville slippe fra Fabian, hvis de slap ham fri, for han måtte indrømme, at Samuels død lød ganske fortræffelig! Men hvis det skulle lykkes, så blev de nød til det, derfor måtte de bare håbe på at Fabian ville nå at få fat i ham. ”Det er sandt. Vi må bare håbe på at Fabian fanger ham igen, så han kan få sin velfortjente straf,” medstemte han med et lille bestemt nik. Han så helst Samuel død! ”Får Fabian at vide at Samuel er flygtet, vil han nok bruge alle sine kræfter og hele sin opmærksomhed mod ham, og så har vi chancen for at slå til. Og så vil de tro at Jaqia står bag det,” sagde han med et koldt skævt smil. Det kunne ikke andet end at lykkes! Det skulle det bare! ”Jeg håber bare at han bliver fanget igen, så er jeg ellers ligeglad med hvor han søger hen,” fortalte han sandfærdigt. Han brød sig vitterligt ikke om den mand! Og hans død ville blot glæde Alec. ”Jeg vil skyde på at Gabriel kun tænker på 2 ting; hævn over Jaqia og ellers at leve i fred og fordragelighed,” sagde han med et løftet øjenbryn der indikerede at han fandt det ynkeligt. Han skulle nok køre på den unge uerfarne konge. ”Dør denne halvblodsvampyr, så er jeg nu ikke så ked af det,” sagde han med et let fnys, nok mistede de én, men nogle måtte jo ofre sig. Og hvis det alligevel var en halvblods? Tja, så var han egentlig ligeglad. ”Vi skal bare have fundet ud af, hvilke ravager vi skal lave i Dvasias, så vi er sikre på at Jaqia ikke kommer!” understregede han, for det var vigtigt at hun ikke dukkede op!

[Deleted]

Valerio var mere end villig til at ofre livet hvis det skulle vise sig, at blive nødvendig for denne organisation. Det var virkelig noget som han brændt for. Et sted også bare for at skulle føre deres fars arbejde mere ud i livet, for det var i sig selv, også noget som betød meget for ham. Jaqia skulle af tronen og Samuel så han hellere end gerne død! Det hele måtte virkelig gennemtænkes og han var nu temmelig sikker på, at det var Fabian som ville stå der som den største trussel for dem på denne måde, hvad end om han ville det eller ikke. Så længe, at han kunne opholde Destiny så ville Fabian lige så være optaget med at skulle holde øje med dem, så meget vidste han og hvis de slap Samuel fri i samme omgang, så ville Fabian have mere end rigeligt, at skulle se til. "Enhver ved, at han har et godt øje til dronningen af Manjarno. Hvis jeg opholder hende, så kan jeg også opholde ham," forklarede han roligt. Selv var det jo de kongelige som han gik mest op i og det var noget som han så sandelig også måtte fortsætte med at skulle gøre. Han sukkede roligt og lod hånden glide igennem håret. Dette var bare noget som ikke måtte gå galt for noget som helst i denne verden! Den unge konge, Destiny og Fabian var i den grad de vigtigste at holde skarpt øje med under ballet og det var ikke en opgave som han selv ønskede at skulle pålægge de fleste. Selv ønskede han personligt at involvere sig i denne sag og denne opgave var noget som han glædeligt agtet at kaste sig ud i. Han trak svagt på smilebåndet. "Grevinden af Manjarno er værten, så hun har nok at se til.. Hun har ingen mand såvidt jeg ved, så hende skal vi ikke bekymre os om. Marius og Melody tror jeg heller ikke vi skal regne med møder op.." Han gned tænkende sin hage med den tydelige tænksomme mine. Der var virkelig så meget som de skulle holde øje med! "Jeg ved ikke.. Om den gamle dronning af Procias' søster kunne komme.." Han tænkte tydeligt på Keischa. Temmelig ukendt for mange, men han havde selv fundet mange pergamenter omkring denne unge kvinde.
Personligt så var han temmelig sikker på, at Jaqia ikke vidste at Samuel var fanget i Manjarno, ellers havde hun vel også prøvet at skulle få ham fri nu? Han var nu selv temmelig sikker på, at manden stadig måtte være der, for han havde heller ikke hørt noget andet endnu og dette var noget som han var opmærksom på. "Hvis vi får Samuel fri og lader Fabian få besked så er han optaget resten af aftenen. Jeg ved nu ikke hvilken helsemæssig tilstand Samuel vil befinde sig i. Jeg kan næsten se for mig, at det vil være afgørende." Han vendte blikket tænkende mod vinduet. Det måtte bare ikke gå galt! For alt hvad han vidste, så så han virkelig gerne at Samuel døde under flugtforsøget fra Manjarno, for han var temmelig sikker på at manden ville søge hjem hvis han ville noget som helst, efter at have siddet der igennem så ekstremt lang tid. "At give Jaqia skylden for dette, er en smal sag.. Det er jo næsten logisk, at hun vil forvirre gæsterne, trække opmærksomheden væk fra Samuel som derefter flugter hjem mod Dvasias," påpegede han roligt. I hans øjne, så var lige den del af planen fuldstændig idiotsikker! "Placer nogen vampyrer ved parken og ved søen.. De kan slå Samuel ihjel når han når dertil.. Jeg ser ærlig talt helst at manden falder død om inden han når til Dvasias," påpegede han med en lettere spids tone. Det ville i alle fald være en bekymring mindre for dem, at skulle tænke på, så hvorfor skulle han selv ikke tænke over det på den måde? Han hævede let det ene bryn og vendte blikket mod Alec, blot for at vide, hvad han måtte sige til lige netop den tanke. Var Samuel væk, var det i det mindste en mand mindre at tænke på i fremtiden. "Jeg ved ikke hvad der kan gå igennem Gabriels hoved lige der.. Han står uden arving.. Han har intet andet end en forlovede.. I mine øjne vil det næsten være bedst hvis han faldt allerede den aften," påpegede han roligt. Hvis de kunne formå at slå en kongelig ihjel i al den virvar af panik og kaos, så ville det i den grad kun være til det bedste for organisationens del. "En oprørt forlovede som dronning.. hendes mands død.. Hun vil helt sikkert vende blikket med had og foragt mod Jaqia." Han kunne virkelig ikke gøre andet end at smile ved den tanke alene. Det var virkelig noget som måtte fryde ham noget så voldsomt! Han nikket til hans ord. Hvad de skulle kunne lave af ravage i Dvasias for at hindre at Jaqia ville møde op, vidste han dog ikke.. Stort måtte det være, helt sikkert! "Hmm..." Han rejste sig igen og vendte sig mod vinduet. Han tænkte så det knaget.

[alecander]

Det var bare vigtigt at Destiny og Fabian blev opholdt, og Alecander måtte indrømme, at han så at en professionel gjorde det, derfor satte han al sin lid i Valerios hænder. Han turde simpelthen ikke lade nogen anden gøre det. Han stolede mere end noget andet på Valerio, han var hans bror, og han vidste at han var en gentleman og veltalende mand. Han var som skabt til opgaven! Men så igen, han ønskede heller ikke at det skulle gå så galt, at de ville miste livet. Men til vigtige missioner, så var det bare dem, som måtte gøre arbejdet, for det stolede han ikke helt på de andre vampyrer til. Var det til gengæld til mindre missioner, så var han fuldkommen ligeglad med om det var halvblods, så længe missionen blev gennemført! Og hvis missionen ikke gjorde det, så ville den vampyr ønske at han var blevet dræbt på missionen, end komme tilbage og møde sin dom, for det ville der ikke blive set mildt på! Alec hadede sløseri, så når noget skulle gøres ordentligt, så foretrak han at det var ham, Valerio eller Demitri som var på banen. Han lagde en hånd på Valerios skulder. ”Du er som født til opgaven,” fastslog han og smilede et lettere skævt smil. Han stolede på Valerio, og det vidste han. ”Desuden er jeg sikker på, at du nok skal kunne få Destiny opholdet, så Fabian er ved at blive grøn af misundelse,” sagde han med et morende smil. Han begyndte at gå tænkende rundt i rummet. ”Vi skal ikke tænke på grevinden. Kommer de andre grever og grevinder ikke, så er det ligegyldigt,” påpegede han roligt. Greverne var ikke så vigtige igen, men det kunne jo ske, at de blev mistænksomme. ”Kommer den gamle dronning af Procias’ søster, så tvivler jeg på at der vil kunne ske noget, hun vil nok også blive opholdet af en masse andre gæster, og hvis hun kender den unge konge, så kan jeg sagtens opholde hende også,” tilføjede han afsluttende. Det kunne næsten ikke gå galt. Men der var stadig en masse arbejde der skulle gøres.
Alec ville ikke tro at Jaqia ville dukke op, især ikke hvis de lavede lidt rav i den i Dvasias, og hun var egentlig ganske let at få skylden over på, for de skulle jo bare slippe Samuel fri, og så gik det så let som ingenting. Og mange ville nok blive forfærdet, hvis de fik at vide at Samuel var på fri fod og flygtet, hvilket ville skabe en masse postyr, og så havde de chancen til at slå til! ”Det kan du have ret i. Er Samuel svækket, er han nok ikke så hurtig, og så kan det være at Fabian får fingre i ham. Men Gabriel vil nok ikke blive så henrykt over nyheden og vil sikkert prøve at hjælpe Fabian,” påpegede han med et lille snedigt smil plantet på sine læber. Samuel ville helt sikkert søge hjem til sin søster, hvor han ville være i sikkerhed, men det var en lang vej, og hvis han var helt afkræftet, så ville han sikkert ikke nå særlig langt, og det ville han sikkert også vide, så han ville nok søge tilflugt et andet sted før han søgte hjem. Gemme sig i en grotte, han var jo ikke helt dum, og måtte jo regne ud at Fabian ville få det at vide hurtigst muligt. Alec så på Valerio. Han gned tænkende sin hage. ”Det kunne vi jo gøre, og så dræbe ham. Så er han ude af billedet. Det kunne enten Demitri eller Felix stå for. Jeg tør snart ikke lade nogen anden vampyr stå for den opgave,” sagde han stilfærdigt. Han stolede på sin torturmester og hærfører. Og kunne de få Samuel fjernet så var det blot en bonus! ”Slipper Samuel fri vil Gabriel nok blive lettere at dræbe? Det var jo en mulighed, at dræbe ham med det samme, så er han også ude af billedet. Og med Gabriel og Samuel ude af billedet, så har vi allerede fået to bonusser på én aften!” Et koldt og næsten glad smil gled over hans læber. Det ville jo være perfekt! Procias ville stå uden konge, og Dvasias ville stå uden kronprins, så måtte de blot finde en måde at få Jaqia, Destiny og Fabian af vejen. Men det var så noget de ville kunne planlægge senere hen. ”Det kommer til at gå helt perfekt!”