The start of a new era

[Deleted]

Valerio var helt sikker på, at det hele nok skulle gå i den anden ende. De vidste jo trods alt også hvilke fejl de slet ikke burde lave. Og han skulle selv nok personligt sørge for, at Fabian og Destiny måtte blive opholdt. Det kunne virkelig heller ikke være det sværeste. Byde Destiny op til en dans og så var det jo bare lige det faktum, at hun skulle tage imod den som nok ville blive det sværeste, for ikke at glemme, at Fabian sikkert også måtte sidde med det ønske om at skulle optage hende mere eller mindre hele aftenen. Han kunne næsten tænke sig til det. Så han var selv tvunget til at skulle være temmelig snedig hvis det endelig skulle være. Selvfølgelig ville det i sig selv blive en udfordring for ham, men han var nu temmelig sikker på, at han ville formå at køre det igennem. Der var det jo bare en fordel, at man havde så god styr på sit ordforråd! Det var bestemt heller ikke en opgave som han ønskede at skulle kaste på alle og enhver, for det var virkelig så forbandet vigtigt, at det ikke måtte gå galt! At Alec direkte påstod at han var som født til opgaven, fik ham virkelig bare til at smile selvsikkert. De havde jo været i træning ved den bedste! - Deres far. "Hvis jeg kan få Destiny med ind i en dans.. bare en dans til det helt rette tidspunkt, så skulle det virkelig ikke være noget problem. Fabian vil virkelig stå grøn af misundelse på sidelinjen." Han kunne virkelig ikke lade være med at skulle more sig ved lige netop den tanke, for det var virkelig noget af det bedste ved det hele og det var i den grad også på alle tænkelige måder, som man overhovedet kunne tænke sig frem til. "Jeg tror virkelig ikke de kommer. Greven i Procias har lige fået etableret et børnehjem på hans herregård, så tvivler på at han ville kunne efterlade børnene for en aften, så mange og så små som de er." En gavmild opgave, det var det bestemt, men dog intet som satte manden i et bedre lys ved Valerio, det var da helt sikkert! "Hun kender nok sin søsters søn," påpegede Valerio med en let drillende mine. Ikke nedladende eller noget, men så længe at de to kunne ordne de 4 vigtigste til det bal, så kunne det virkelig ikke gå helt galt!
"Jeg ved ikke om Gabriel vil prøve at hjælpe. Hvis nyheden om Samuels flugt når ham såvel som den skal nå Fabian, så vil han sikkert beskytte sin forlovede. Fabian har den største chance til at fange Samuel," endte han med en let tænkende mine. Han havde ingen tro på, at Gabriel ville hjælpe, for han ville med garanti næsten bare være en klods i vejen. En engel var heller ikke meget værd ude i mørket. Det var jo bare fakta som selv de fleste måtte kende til. Det var bestemt ikke deres element. "Sørg for at han kommer ud tidsnok til at han ikke kan nå til Castle of Darkness.. Han vil være tvunget til at søge skjul et sted.. Drypstenshulerne er et farligt sted, men dog det bedste. Dæmonernes tilholdssted." Han gned igen tænkende sin hage. Hvis Samuel nåede hjem til Jaqia, så var det i den grad også dem som måtte have et problem i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Den mand skulle bare ikke have lov til at nå hjem! Kunne de få slået to ihjel på en aften, så ville det jo virkelig være så fantastisk! Der var virkelig bare så meget, som de måtte tage hensyn til, det var jo helt utroligt! "Så snart at attentatet går igang, vil det skabe forvirring og kaos.. Slå Gabriel ihjel nu hvor du står lige ved ham? Samuel slår vi ihjel ved at fange ham på flugten nu hvor vi er igang." Han smilede let. To bonuser på en aften! Det kunne virkelig ikke blive bedre end det! "Vi kan... hvis vi er utrolig heldige, så kan vi tage 3 på den aften.." påpegede Valerio efter et lille øjeblik. Det kom helt an på Fabian. Tog han den søgen efter Samuel alene? "Demitri vil kunne blive en fantastisk hjælp her.. Han ville være perfekt. Samuel vil helt sikkert være svækket.. Han skulle ikke blive noget problem. Det kommer bare helt an på hvor langt han når fra slottet i Dvasias.. Fabian.. havd nu hvis han søger efter Samuel alene?" Han vendte blikket mod Alec. Jo flere de kunne komme af med den aften, jo bedre ville det i den grad blive, og det var bestemt også det som han agtet at få gjort! At komme af med Gabriel, Samuel og Fabian, så ville de stå utrolig frit til at gøre lige hvad de vil, for det var i den grad lige netop de 3 som ville stå dem mest i vejen.

[alecander]

Alecander var sikker på, at Valerio nok skulle opholde både Destiny og Fabian, hvis Fabian virkelig var så glad for Destiny, så ville han nok holde øje med, hvem der kom hen for at snakke med hende. Og det var så dér Valerio kom ind i billedet. Han selv ville så køre på den unge konge Gabriel. Det var jo ikke så svært at snakke om hvad der var sket i Procias, slottet var jo faldet pga. Jaqia, så han skulle nok finde en masse emner, så de ikke løb tør for samtaler. For det var vigtigt at kongen var opholdet, ligesom Fabian og Destiny. Han skulle vel egentlig bare sørge for at spille flink, så Gabriel fandt ham troværdig, det var jo ikke alle racer fra mørket der var onde, og hvis han selv havde en halvblodsvampyr som rådgiver, så kunne det vel ikke være så svært igen? Det måtte de jo bare ikke håbe. ”Gabriel, Destiny og Fabian skal vi nok få opholdet, det er næsten den smalle sag. Det sværeste indtil videre, er vel at få Jaqia til at blive i Dvasias. Vi er nød til at finde noget, som kan opholde hende dér. Hvad med en bygning eller noget, som er vigtigt?” spurgte han roligt. Ikke fordi han havde noget specielt i tankerne, det kunne også være at det kom til ham, senere hen. Men det var også nød til at være snart, for tiden gik jo og de kom tættere på Maskeballet. Grever og grevinderne ville nok ikke blive det største problem, så han måtte indrømme, at det nu ikke var dem som han var mest bekymret for. Alec fnøs lettere til Valerios ord. ”Ynkeligt!” Et børnehjem i Procias? Blot en måde at vise deres godhed på, hvilket han forkastede! Han kunne ikke fordrage, at de troede at de kunne leve i fred og fordragelighed! Så han skulle nok vise dem at de skulle tage sig i agt, hvilket hans organisation var med til at skulle vise. Deres små sabotager, deres ravager og attentatforsøg skulle nok få procianerne til at tage sig i agt!
Alec rullede let med øjnene til Valerios drillende ord. ”Fair nok, hvis hun så kommer hen til Gabriel, så skal jeg nok holde hende med selskab, hvis hun da overhovedet møder op til ballet,” sagde han roligt. Det var jo ikke engang sikkert at hun dukkede op, men gjorde hun, så var han nød til også at tage højde for hende, medmindre nogle andre gæster begyndte at falde i snak med hende, så længe hendes opmærksomhed blev vendt væk. Hun var så heller ikke den vigtigste af alle, det var faktisk Gabriel, Destiny og Fabian, og så selvfølgelig Jaqia, som de blot måtte sørge for ikke dukkede op. ”Du har nok ret. Hvis Gabriels forlovede er med, så vil han nok prøve at beskytte hende, og inden han når hen til hende, så stikker jeg en daggert gennem hjertet på ham!” sagde han med et koldt smil om læberne. Han skulle nok tage Gabriels liv den aften! Og kunne de få Samuels liv med så ville det kun være godt! Samuel ville jo nok søge et tilflugtssted lige inden han tog hjem til Castle of Darkness, og hjem til sin kære søster, så de måtte bare have nogle til at stå ved parken og søen, så de var sikre på at han ikke nåede langt, hvis han nu skulle slippe fra Fabian. De mørke øjne faldt let på Valerio da han nævnte at tre kunne falde den aften. ”Tre?” gentog han eftertænksomt, som om han smagte på ordet. Det ville faktisk være helt utroligt fantastisk! Hvis Demitri stod klar ved Parken sammen med nogle andre vampyrer, så kunne han ordne både Fabian og Samuel, men kun hvis Fabian drog af sted efter Samuel alene. ”Tja, det kunne godt være at Fabian ville søge efter Samuel alene, ikke for at virke ædel, men for at få det gjort ordentligt, så ingen ville være en klods om benet på ham. Men det kan også godt være at han tager nogle med, for netop at være sikker på at Samuel bliver fanget igen,” påpegede han roligt. Hvis Fabian tog af sted alene, så kunne det godt være at de kunne få tre den aften, men ellers ville det være bedst kun at holde sig til de to af dem. Desuden hvis Samuel blev fanget af Fabian, inden han nåede til Parken, så ville han sikkert uanset hvad dø, for så ville det bare blive for Fabians hånd.

[Deleted]

Valerio vidste allerede hvordan han ville formå, at skulle gå frem når det kom til Fabian og Destiny. Den mand holdt så meget af sin kære dronning, at det slet ikke skulle være noget problem at holde ham optaget med noget andet - Netop at holde øje med ham og Destiny. Han glædet sig allerede til den aften. De skulle nok få sat deres præg på en aften med dans! Så længe, at Alec kunne køre på den unge konge, så skulle det virkelig ikke være et problem. Han var nu temmelig sikker på, at Gabriel i det tilfælde hellere ville beskytte sin forlovede end at søge efter den mand, som Fabian havde brugt mere eller mindre hele livet på at skulle fange. En tanke som han i den grad også fandt morsom! "Det er de 3 vigtigste for den aften," medstemte Valerio med et anerkendende og tænksomt nik. Fik de Samuel væk, så stod Jaqia svagere end det som hun havde gjort før og fik de Gabriel væk, så var det lige før de bare kunne vade direkte ind i Procias og sætte sig på tronen, for det land var allerede så svækket fra før af, at det virkelig var et rent mirakel at det i det hele taget måtte stå op endnu! Tungen strøg let over hans læber, idet han selv kigget ned på de mange planer som Alec havde fået skrevet og med den meget tænksomme mine. Ikke at han kunne få sig selv til noget andet lige foreløbig. Dette var virkelig bare noget som under ingen omstændigheder måtte gå galt! Han gned tænkende sin hage. "Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke ved hvad Jaqia vil finde som en vigtig bygning i Dvasias.. Måske.." Han rejste sig tænkende op og vendte igen blikket mod vinduet. Dette krævede virkelig at han måtte lægge hjernen i blød. Han tog dog hatten af for Marius og hans idé til børnehjemmet, selvom det nu næppe var en tanke som han bifaldte. Det gjorde det dog meget nemmere for dem, at skulle sabotere ballet den aften, for det ville være mindre for dem at skulle holde øje med imens det hele måtte gå igang. En tanke som han i den grad måtte fryde sig voldsomt over!
"Det skulle da ikke være en opgave for dig, at opholde en pige? Tror din største udfordring hidtil, vil være ikke at skræmme hende væk." Han hævede sigende det ene bryn. Det var jo trods alt også det som han havde gjort med alle de kærester som han selv havde haft med hjem. Til nu havde han så valgt at lægge alt det som mindede så meget som følelser på is, for det var nu at organisationen skulle frem! Og det var i den grad også det som han selv måtte sætte som det foreste lige for øjeblikket. Alt andet kunne virkelig bare vente. "Jeg tror ikke at Gabriel tager afsted uden sin forlovede. De skal jo trods alt repræsentere Procias ved det bal, så må de næsten stå der som et par," påpegede han med en rolig og alligevel let alvorlig stemme. De skulle nok få deres at se til under ballet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak på smilebåndet. Han kunne simpelthen ikke lade være med det! "Stik ham i hjertet i det skjulte. Vagterne vil stadig være mange, så sørg for det ikke bliver set.. Vi må formå at skabe et kaos så vi kan handle skjult og uden at folk lægger mærke til det. At lade Samuel stikke af, vil lede hærens blik en anden vej.. men vi er stadig mange gæster." Han sukkede indædt. Der var virkelig så meget at skulle tage hensyn til, det var da også helt utroligt! Han vendte sig mod Alec med en rolig og sandfærdig mine. Ikke at han ville kunne skjule det og det var bestemt heller ikke hans hensigt. "Lad Demitri vide besked.. Kommer Fabian alene, så skal han dræbes.. Det vil stille alle 3 lande mere usikkert. Evelyn vil ikke kunne klare Procias alene.. Fabian er Destinys beskyttelse og Jaqia vil ikke klare det uden Samuel," påpegede han roligt. Det kunne da virkelig ikke være bedre end det! "Om ikke andet, så lad Fabian tage sig af Samuel.. og lad Demitri ordne Fabian derefter," afsluttede han roligt og med et let skuldertræk som havde det været uden betydning af nogen slags. De skulle virkelig bare ryddes af vejen og det kunne virkelig bare ikke gå hurtigt nok!

[alecander]

Maskeballet var virkelig vigtigt. En chance der ikke måtte gå fra dem. Det var vigtigt de tog højde for alt, og at opholde de tre vigtigste gæster, var ikke noget problem for de to. De havde mere eller mindre tænkt det hele igennem, de manglede egentlig bare dét som skulle holde Jaqia fra ballet med sikkerhed. Det gjaldt virkelig om at ligge hovedet i blød, for de var nød til at ramme noget, som havde betydning for Dvasias og endnu vigtigere; Jaqia. ”Ballet har vi mere eller mindre styr på. Du opholder Destiny og Fabian, og jeg Gabriel, så er de ude af vejen, så sætter vi en halvblods til at befri Samuel, og når han flygter, følger Fabian efter ham og der spredes panik blandt visse gæster. Eftersom han højst sandsynlig vil flygte til Dvasias, så står Demitri klar ved Parken sammen med nogle andre vampyrer, hvor de dræber ham. Hvis Fabian har alene fulgt efter Samuel, så tager vi chancen og dræber ham også. Imellem tiden ved ballet, vil den unge konge forsøge at beskytte sin forlovede, og dér slår jeg så til. Hvis det går efter planen vil de tre dø den aften. Vi to skal sørge for at vi ikke står under rummets midte, da nogle vampyrer vil sætte en bombe over os, og andre steder på slottet, så det vil gå i ruiner. Og eftersom vi er hurtige, så kan vi snildt nå ud i tide. Toppen af rummet vil springes i stykker og nogle vil muligvis omkomme i sabotagen. Vores attentat bliver perfekt!” fortalte Alecander med et koldt smil om læberne. Det var kun en aften som han kunne se frem til. Han glædede sig faktisk allerede og angående ballet, så var han ikke så bekymret over hvad der ville komme til at ske, da det egentlig var godt planlagt, han ville finde en halvblodsvampyr, som ville kunne klare at befri Samuel. ”Angående vores sabotage i Dvasias, som skal opholde Jaqia, den må vi vente lidt med, indtil én af os får en idé. Så sætter jeg den bedste mand på sagen, én som ikke vil være bange for at miste sit liv. Og når sabotagen i Dvasias er klaret, så er vi sikre på at Jaqia ikke møder op,” tilføjede han med et fast blik. Han gik roligt hen til vinduet, hvor regnen roligt var ved at aftage. Han så udover Dvasias, et land som nok skulle komme til at ligge for deres fødder! Han vendte sig roligt om og så undrende på Valerio. ”Hvad med Dvasias og Procias hærfører?” spurgte han kort.
Alec lo koldt. ”Du er nok i dit morsomme hjørne i dag? Har du glemt hvilke gentlemen vores far har opdraget os til at være i formelle situationer? Min charme vil hun slet ikke kunne stå for,” sagde han med et sigende smil om læberne. Hvem kunne ikke smigre sig ind på en kvinde? Det gjorde han jo også ved de kvindelige vampyrer, som han overtalte til at komme med i organisationen. Det ville blive en smal sag. Desuden havde han også kun jaget sin brors kærester væk, pga. at han var bange for at Valerio ville glemme alt om organisationen og så fordi de ikke havde været gode nok for ham. De ville blot have gjort ham svag, og han kunne ikke bruge en svag bror. Han gned let sin hage i en eftertænksom mine, noget som han egentlig havde gjort meget denne aften. ”Vi må bare håbe på at de er adskilt til festen. Og hvorfor skulle de ikke være det? Der er sikkert mange der vil se en mulighed i at byde hende op til en dans,” sagde han roligt, det skulle nok komme til at gå. Det største problem for ham ville nok bare være at dræbe kongen. Med en skjult daggert under tøjet, som han hurtigt ville kunne tage frem, så skulle han bare dolke kongen i hjertet og selvfølgelig sørge for at det ikke blev set. ”De fleste soldater og gæster vil nok til at starte med, holde deres opmærksomhed mod Samuel, og i det splitsekund de gør det, så må jeg drive min daggert igennem ham,” påpegede han. Det var om at opfange det korte øjeblik, inden soldaterne ville vende deres opmærksomhed mod gæsterne – og især de vigtigste gæster, som de kongelige. Alec betragtede blot Valerio da han vendte sig om mod ham. ”Jeg fortæller det til Demitri, så han ikke kan være i tvivl. Jeg stoler på den mand, som jeg stoler på dig, og han vil ikke svigte os, så han skal nok få bugt med dem begge. Det er bare vigtigt at de holder sig skjult, så Samuel får et overraskelsesangreb, hvilket han nok ikke ligefrem vil forvente. Han er såret, så han vil ikke kunne holde stand imod en hel gruppe af vampyrer,” sagde han roligt. ”Det bedste vil være, hvis vi får dræbt alle tre på samme aften, men Gabriel og Samuel er de vigtigste, så hvis Fabian drager ud sammen med en flok soldater, så er det bedst at lade ham være, da vi helst ikke må ligge opsigt omkring os. Fanger Fabian Samuel, så er han så godt som død, hvis Samuel når at flygte til Parken, så angriber Demitri.”

[Deleted]

Foruden Alec, så var det virkelig kun Demitri som havde Valerios fulde tillid og det var bestemt heller ikke noget som man skulle kunne se det mindste bort fra overhovedet. Det var virkelig bare fakta fremfor at det ville være noget andet. Kunne de opholde de 3 vigtigste gæster så let som de fik det til at lyde som, så skulle det virkelig ikke være noget problem at få ført disse planer ud i livet og det var i den grad også noget af det som han satte som det vigtigste selv. Organisationen var noget som han satte ekstremt højt på prioriteringslisten og lige nu var det noget som stod som det højeste. Alt andet kunne virkelig være fuldkommen ligegyldigt lige nu. De var tydeligt ved at have styr på det nu, hvilket i den grad bare måtte få Alec til at smile. Det var slet ikke noget som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet! "Det lyder fortrindeligt, Alec," sagde han med en rolig stemme. I hans blik var det virkelig som julelys. De skulle bare klare det som deres forældre aldrig nogensinde fik muligheden for! Der var virkelig ikke andet at gøre i hans øjne! De skulle bare klare det! Fik de slået alle 3 ud på en aften, så ville alle 3 lande nemlig stå ustabile og det ville være den perfekte mulighed for dem selv, at skulle slå til og nakke de troner og tage pladsen som var fortjent for enhver anden vampyr i dette land, for de var virkelig den mest ædle race som i det hele taget kunne vandre her på jorden! "Gabriel skulle virkelig ikke være det mindste problem. Stik ham ned og lad ham ligge.. Sørg for at Evelyn vil se ham, så er det allerede sikkert, at Procias ikke længere vil være i stand til at skulle stå overfor Dvasias. Selv Dvasias vil stå svagt med Jaqia på tronen, hvis Samuel ikke er der," indskød han med de næsten klare julelys i øjnene og kunne de komme af med Fabian, så stod Manjarno uden beskyttelse. Det var da helt igennem perfekt! Bedre kunne det bestemt heller ikke blive! "Jeg vil tænke over hvad det er vi vil kunne ramme i Dvasias. Jeg kender desværre ikke til noget som Jaqia sætter højt.. desværre," sagde han stille. Han måtte virkelig smutte i tænkeboxen med denne her, for den var faktisk lidt sværere end det som han lige havde regnet med og det var nok noget af det som han mindst satte pris på lige nu.
Blikket gled mod Alec. Måske at han selv var af typen som virkelig kunne være alvorlig, men en lidt mere drillende og humoristisk side, var der bestemt også i ham. "Jeg tror næppe jeg har glemt det. Jeg tvivler på at jeg har glemt noget af det som vores kære gamle far lærte os dengang," påpegede han roligt. Han var jo trods alt den ældste, også selvom han ikke havde været fars yndling, så havde han bestemt set op til manden alligevel, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. "Der er mange som sikkert vil byde Procias kommende dronning op til dans. Desuden er jeg meget sikker på at Gabriel kommer til at holde lige så meget øje med hende, som Fabian vil gøre med Destiny. De står som repræsentanter for Procias, så de kan heller ikke holde sig sammen hele tiden. Det er bare det faktum, at skulle slå til i tide, så det hele skal gå smertefrit for sig." Han smilede et skadefro smil. Han kunne virkelig se det hele for sig. Gabriel ligge der med en daggert i brystet og forgæves kæmpe for livet. Det kunne virkelig ikke være bedre end det! "At få daggerten med ind burde heller ikke blive noget problem, at finde den frem med den hurtighed som du formår, så vil det heller ikke blive noget problem. Jeg tror dog ikke at Samuel er dum nok til at søge igennem balsalen. Jeg er bange for, at nyheden må bringes til ham." Han gned tænkende sin hage. "Om ikke andet.. bomben sprænger, folk går i panik, du stikker Gabriel ned og vi stikker af inden folk overhovedet vil opdage noget som helst?" foreslog han roligt. Alec skulle i alle fald ikke spottes med kniven i hånden eller noget som helst, så ville det virkelig først for alvor ende med at gå helt galt! Han nikkede anerkendende. "Demitri vil være den perfekte til jobbet. Samuel og Gabriel må bare og skal væk!" endte han med en let fast tone. Det var ikke nogen hemmelighed. Respekten for de kongelige havde han dog ikke, for ikke at glemme at han vidste at Jaqia havde taget tronen udelukkende igennem et statskup. Hun havde praktisk taget den fra folk med det kongelige blod i årene. Han rystede den tanke ud af hovedet lige nu og vendte sig mod Alec. "Kan vi få alle 3 på en aften, så ville det hele virkelig bare være mere end perfekt!" endte han med en lettere stolt mine. Det ville virkelig være som juleaften! "Sådan gør vi det så. Det er jo næsten idiotsikkert. Gabriel falder i balsalen og Samuel bliver nakket før han når til Dvasias. Fabian med, hvis han drager efter ham alene." Det skadefro smil bredte sig på læberne. "Jeg vil tænke over hvordan vi kan holde Jaqia i Dvasias. Hun må og skal holdes beskæftiget hele den aften," afsluttede han kortfattet. Fik hun nys om Samuels flugt fra Manjarno, så var det hele jo fuldkommen spoleret!

[alecander]

Nu var alle brikker ved at falde på plads! Alecander ville finde en halvblodsvampyr der var villig til at sætte livet på spil for at befri Samuel, og så ville Demitri stå klar ved parken, hvor Samuel vil få nådesstødet. Kunne de slippe fri med alle tre, som ikke blot var de vigtigste for aftenen, men de tre vigtigste i det hele taget, så ville alle tre lande stå svagt som aldrig før. Procias var nok det land, som de måtte gå efter først, eftersom det ville stå svagest, og med Jaqia uden Samuel, så ville hun nok blive en hurtig modstander at få gjort bugt med. Han kunne ikke andet end at fryde sig over tanken, alt var ved at gå efter planerne, alt skulle nok lykkes dem, og hvis deres forældre kunne se dem i øjeblikket, så ville de nok være utrolig stolte og glade for at have født sådan to sønner. ”De tre lande er næsten til at vade ind i, når de tre er døde og borte med blæsten,” sagde han med et koldt smil om læberne. Alt kunne kun komme til at gå godt, han var så sikker på at det nok skulle lykkedes, og hvis de ikke fik alle tre, så skulle de i hvert fald nok få Samuel og Gabriel, det var helt sikkert! Desuden, så ville han aldrig give op, dette var næsten deres eneste chance for at få alle tre på én aften, og den måtte ikke løbe ud i vasken, det var helt sikkert! Men de måtte heller ikke blive for kæphøje, der var stadig en masse de skulle tage hensyn til, ting de skulle tage højde for og endnu gennemtænke helt nøje, for det ville være dumt at lægge al sin lid i planen, hvis det nu skulle vise sig at gå helt galt. Men han kunne nu alligevel ikke lade vær med at fryde sig over det!
Nok var Alec en dyster mand, som elskede blodsudgydelser, men han nød nu også at være en smule ’gammeldags’. Han kunne godt lide at charmere sig ind på kvinder ved at være en gentleman, han nød nævekampe i stedet for at gemme sig bag et våben eller sin magi, han nød en god jagt, i stedet for at købe sig til blodet, eller at gå i en blodbank. Der var meget som han nød at holde ved tradition, og som ikke måtte gå i glemme, for det var jo trods alt vampyrer – efter hans mening – som var den mest originale race. ”Det ville også være dumt at glemme noget af vores fars lærdom, det ville næsten være som at glemme en del af sig selv,” sagde han roligt. Det ville det i hvert fald være for Alecs vedkommende. Han havde nydt sin tid med sin far, men han måtte ærligt indrømme, at han nu alligevel ikke gik rundt og sørgede hvert minut over deres forældres død. Han havde ikke følt noget decideret da han havde set dem blive brændt levende på bålet. ”Evelyn vil få meget at se til, der er sikkert mange mænd der vil byde hende op til dans, og Gabriel må jeg jo så bare holde i skak, og når tiden så kommer, så vil jeg bore min daggert dybt i hjertet på ham!” sagde han med et kynisk smil. Han glædede sig helt til den del af attentatforsøget. ”Det vil nok være dumt af Samuel at flygte gennem balsalen! Så han tager selvfølgelig en anden vej, men tror du at sådan en nyhed kan undgås at høre blandt gæsterne?” spurgte han sagte. Når Fabian først hastede ud, så ville mange nok komme til at undre sig, men Valerio havde måske ret? Det var måske bedst først at dolke Gabriel når bomben sprang? ”Det vil måske være det smarteste, at dolke Gabriel når bomben først springer, men hvis han får at vide at Samuel er flygtet, så er jeg bange for at han bare vil søge hen til sin forlovede, og så kan jeg ikke dræbe ham, for så vil folk lægge mærke til det,” påpegede han stilfærdigt. Så det ville være bedst at sprede rygtet om at Samuel er fri, så alle i salen vil vide det. Han så på Valerio. ”Men sådan bliver det! Vi får højst sandsynligt tre den aften,” sagde han med et koldt smil. ”Det lyder godt, vi kommer nok i tanke om noget,” påpegede han roligt.

[Deleted]

Gabriel, Fabian og Samuel var virkelig dem som var så vigtige at få ram på, på den aften, at det var helt utroligt! De skulle virkelig bare rammes. Der var virkelig ikke noget andet at gøre ved det, hvad end om det var noget som han ville elelr ikke, så var der vitterligt intet at skulle gøre ved det, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det hele måtte virkelig bare falde på plads og lige i øjeblikket, så måtte det virkelig også se ud som om, at alle brikkerne måtte falde på plads og den tanke var virkelig bare noget som gjorde ham ngoet så glad! "Det er de nemlig. Evelyn har ingen erfaring med det som føre til det, at være dronning, så hvis Gabriel er væk, så er Procias intet problem.. Desuden vil Manjarno stå uden beskyttelse hvis Fabian er væk.. Det vil stadig være Jaqia som vil stå som den stærkeste," medstemte han roligt. Selvfølgelig ville det gavne meget, hvis de andre lande ikke kunne stå der som en trussel for dem, det var helt sikkert, men uanset, så var der så meget som man skulle tage højderne for! Det ville helt sikkert blive den eneste mulighed som de ville have for at skulle få ram på dem alle 3 på en gang, så det ville virkelig være fuldstændig dumt, at lade chancen gå forbi uden at gribe den, det var i den grad også helt sikkert! Dette var virkelig den perfekte mulighed og det ville virkelig være en forfærdelig skam, at skulle lade den chance gå sig forbi, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han lod hovedet søge let på sned. Så meget som de måtte tage højde for, for ikke at glemme, at de slet ikke måtte begå nogen fejl, for det ville kunne ødelægge absolut det hele! Og det ville jo så sandelig være en frygtelig stor skam, det var helt sikkert. Ikke en sådan fatal fejl som han ville lave som hans egne forældre. Ikke at han sad og spekulerede meget over det mere, som han havde gjort før i tiden.
Han kunne ikke gøre andet end at nikke sig enig med Alec. Nok havde han aldrig nogensinde været deres fars favorit. Det havde altid været Alec og gud hvor havde han hadet manden for det dengang! "Det vil aldrig komme på tale. Jeg lærte meget af den mand i den tid jeg havde til rådighed," endte han roligt. Det var jo heller ikke fordi, at han havde været meget sammen med deres far efter at Alec var blevet født. Han rystede let på hovedet. Han ville slet ikke tænke på fortid, det var i den grad også helt sikkert. Han gned atter tænkende hagen. Evelyn var virkelig en smuk kvinde, hun skulle nok holdes beskæftet igennem den aften, det var helt sikkert. "Hvis ikke, så må du formå at holde dem adskilt. Ingen må se dig stikke Gabriel ned," forklarede han roligt. Det ville først gå galt i den anden ende, og de havde virkelig ikke råd til at miste en som Alec! Han slap et let grin. "Mon ikke! Nu ved jeg jo ikke hvor desperat manden vil være efter at komme hjem," påpegede han roligt. Det ville virkelig være det dumeste som Samuel ville være i stand til, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var i den grad også helt sikkert! "Det er slet ikke meningen, at den skal undgås at blive hørt af gæsterne, Alec.. Det virvar af forvirring og kaos, vil kun være til vores fordel. Det er den perfekte mulighed for at stikke Gabriel ned og flygte uden at folk vil lægge mærke til det. Samuels rygte er bestemt ikke det bedste, så mange vil nok blive usikre og så snart bomben sprænger.." Han kunne virkelig ikke lade være med at smile ved tanken, det ville virkelig bare gå hen og blive fuldstændig perfekt og det var på alle tænkelige måder overhovedet! "Han vil selvfølgelig nå hen til Evelyn, men i det foretagende, vil han slet ikke være opmærksom på kniven." Det var bare at tænke grundigt over det, for det var virkelig noget som skulle times fuldkommen perfekt, for ikke at glemme, at Alec bare ikke måtte misse med den daggert! Han nikkede med det kyniske smil på læben. Måske, at han var den mest menneskelige af lige disse to, men det at dræbe, blodudgydelse, det var alt sammen noget som han bare var så vant til og han elskede selv at se det. "Folk vil stå i egen panik og eget kaos, jeg tvivler på, at de vil lægge mærke til noget.. Jeg er dog mere bange for Evelyn vil se det.. Hun vil sikkert også søge mod ham," endte han med en let tænkende tone. Han rystede let på hovedet. "Jeg lader dig vide, så snart jeg har noget som vi kan ramme i Dvasias," afsluttede han roligt, dog med en let bestemt tone. Det hele skulle bare på plads!

[alecander]

Det hele var så godt som planlagt! De to ville opholde de vigtigste gæster; Gabriel, Destiny og Fabian. En halvblodsvampyr ville slippe Samuel fri, og der vil bringes kaos og et stort virvar i hele balsalen, og i det øjeblik kaosset slippes løs, vil Alecander stikke daggerten igennem Gabriels hjerte, og så vil Procias stå uden konge! Og de vil næsten blot kunne vade ind i landet og tage tronen fra Evelyn. Det hele skulle nok falde på plads! For denne aften, hvor der var maskebal var deres store chance for at Dødgængerne skinner igennem! Endda uden at blive opdaget. Så længe Demitri ville stå klar ved parken, så han kunne slå Samuel og helst også Fabian ihjel! ”Evelyn bliver ikke noget problem,” sagde han lavmælt, imens han satte sig ned på sin stol igen, hvor han let rodede sine papirer igennem. ”Jeg skal nok sørge for at holde de to på afstand, og når der så er kaos blandt gæsterne, så stikker jeg Gabriel ned,” tilføjede han med en lettere fraværende mine, da han var i gang med at søge blandt sine mange noter. Da han fandt det stykke papir, som han ledte efter, skimtede han kort det, som han havde skrevet ned på papiret. Han så let op på Valerio med tænkende sammenknebne øjne. ”Jaqia holder ikke af noget specielt vel?” spurgte han blot for at få det bekræftet, selvom han egentlig godt selv kendte svaret. Hun tænkte kun på sig selv, og så hendes bror, for ham kunne hun ikke undvære, når hun var dronning. Og eftersom hun ikke holdt af nogen ting, så var der jo faktisk kun én ting, som de kunne sabotere, hvis de skulle sikre sig at hun ikke mødte op til ballet. ”Jamen, så tror jeg at jeg ved, hvad vi skal sabotere i Dvasias,” fortalte han roligt og så op mod Valerio med et næsten sindssygt blik, imens det kolde smil bredte sig på hans læber. Han skulle blot finde en person der ville risikere sit liv for den mission, for det krævede nok en kæmpe bombe. Han vidste faktisk kun tre ting, som Jaqia holdt af, og det var den tredje ting som skulle holde hende i Dvasias. Han rejste sig fra stolen igen, og begyndte at gå rundt i lokalet, imens han ledte efter noget specielt. Han måtte også se at få ryddet op herinde, for han skulle altid bruge sin tid på at lede efter tingene, som han skulle bruge. Han lavede en lettere irriteret brummen, fordi han ikke kunne finde det. Han gik fra den ene reol til den anden, hev små kasser og skuffer ud og rodede dem igennem. Han satte sig på hug, da han havde søgt øverst på reolen. Han trak en trækasse ud, og trak et kort over Dvasias slot op. Han gik roligt tilbage til skrivebordet, inden han foldede kortet ud. ”Slottet!” sagde han spidst. ”Hvis vi får en bombe til at springe i tronsalen, hvor hendes elskede trone står, og hér…” Alec pegede mod porten ind til slottet, inden han så på Valerio, ”så står slottet svagt, og så er hun nød til at blive hjemme for at holde det under beskyttelse, for når noget skal gøres ordentligt, så er hun nok nød til at gøre det selv,” påpegede han roligt og med det selvsamme kolde smil om læberne. Det var deres eneste chance, for han tvivlede på at hun ville gøre noget yderligere ved at noget andet sprang i Dvasias, så slottet var deres egen mulighed, de skulle bare finde én der kunne snige sig derind, hvilket han nok selv skulle sørge for. Han ville finde én som nok skulle kunne snige sig derind, vampyrer var jo kendt for deres hurtighed, og styrke, så den person ville sagtens kunne vælte et par soldater uden problemer. Han så på Valerio med sine mørke kolde øjne, der fik et selvsikkert glimt. ”Vi kan næsten få alle lande til at stå dårligt på én gang,” sagde han med et skævt smil, der krusede over hans læber.

[Deleted]

Valerio stolede i den grad nok på Alec til at dette ville gå hen og blive realistisk på den ene eller den anden måde, det var i den grad også helt sikkert! Når de personligt skulle stå for at opholde de vigtigste gæster, så skulle det virkelig ikke blive det største problem. Det sværeste for dem, var jo at opholde dem længe nok, om ikke andet, at sørge for at Gabriel blev stukket ned uden at nogen ville se det. Det var en mulighed som var størst når bomben først ville sprænge og det var noget som de i den grad også måtte drage nytte af for at komme derfra! "Det lyder perfekt, Alec.." sagde han roligt og med det kyniske smil. Det var næsten som man kunne spore de julelys i hans øjne, for det var virkelig en tanke, følelse og i den grad også en fornemmelse som han måtte elske og holde af, det var i den grad også helt sikkert på alle tænkelige måder overhovedet! Hvad de så måtte ramme i Dvasias for at holde Jaqia på afstand, det vidste han virkelig ikke. Han kendte desværre ikke hende nok til at vide, hvad hun måtte have holde kært foruden sin kære bror. Han lod hovedet søge på sned. "Foruden Samuel.." Hans blik blev atter tænkende. Jo hurtigere de kunne få dette på plads, jo bedre ville det selvfølgelig blive, og det var jo trods alt også den tanke som han måtte trøste sig med. Han så blot til som Alec måtte begynde at grave igennem alverdens skuffer og pergamenter. Lige hvad det var, at manden måtte søge efter, det vidste han virkelig ikke, men det var i den grad også noget som han agtet at finde ud af, og det skulle faktisk også gå temmelig hurtig. Selv var han jo temmelig nysgerrig af sig, selvom han klart formået at holde det i skjul og specielt nu hvor han vidste, at han meget snart skulle få lov til at få sine svar på sine mange spørgsmål! "Og hvad er det vi skal sabotere?" spurgte han videre. Slottet var slet ikke noget som var faldet ind i hans tanker. At Alec smed et kort over slottet op på bordet. Han himlede vagtsomt med øjnene. Selvfølgelig! Det sted havde han jo slet ikke skænket nogen tanke. "Selvfølgelig!" At Alec så ville gå efter tronsalen, var han end ikke sikker på ville være det mest korrekte sted at ramme som det første. Han kneb øjnene let sammen og gned sin hage. "Hvis du skal ramme slottet.. Så tror jeg ikke du skal ramme tronsalen," sagde han stille og ikke mindst med en ærlig stemme. Det var kendt, at det ikke var det sted som Jaqia opholdt sig mest, så det ville faktisk være spild at ramme det sted. "Personligt synes jeg vi skal ramme her.." Han pegede selv på de store porte ind til Castle of Darkness, men valgte så også at pege et helt andet sted. "Og her.. Jaqias eliksirkammer.. Jeg ved det ikke er stort, men hun er en fabelagtig alkymist," sagde han ærligt. Det var kendt for en del, at Jaqias alkymistiske evner næsten var på samme niveau som Nathaniels som havde stået som en leder i sin tid, inden han havde valgt at trække sig for helsens skyld. "Rammer vi det, så står Jaqia svag fra før af... men.. Rammer vi tronsalen ved siden af.." Han smilede atter det samme kyniske og kolde smil. Han kunne simpelthen ikke lade være. Det gik virkelig som smurt og han kunne ikke gøre noget andet end virkelig bare at more sig over den tanke og det var noget som var på alle tænkelige måder overhovedet! "Så sætter vi hende for alvor på arbejde," sagde han med en kold latter. Bare den tanke var noget som måtte more ham noget så grusomt! "Hvis vi får ram på alle på en og samme aften, så vil det virkelig være perfekt! Så er det næsten bare at vade direkte ind og tage tronen fra dem. Det kan virkelig ikke blive lettere end det." Han klappet hænderne let sammen og med den klare og tilfredse mine. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at nyde at det var sådan det kunne gå få sig. Det var jo næsten for godt til at være sandt!

[alecander]

De måtte sørge for at Jaqia blev på sit slot hele aftenen, hvor der var maskebal, og det var ikke om så frygtelig mange dage. Men Alecander var sikker på, at uanset hvad, så skulle deres plan nok lykkes! Det hele skulle bare lige finpudses, og så skulle han lige finde én der var i stand til at springe Dvasias slot – eller i hvert fald noget af det – så Jaqia blev tvunget til at opholde sig i slottet, og så de var sikre på at hun ikke dukkede op og spolerede resten af deres planer. Alt andet til ballet var han dog sikker på, når kaosset brød ud, ville han dolke Gabriel lige i hjertet og sende ham i døden, Samuel ville blive befriet af dem, men han vil ikke nå særlig langt, fordi Demitri vil stå ved parken og være parat til at dræbe ham, og Fabian vil naturligvis følge efter for at sikre sig at hans mest berygtede fange ikke ville slippe væk, men hvis han vil drage af sted alene, så vil Demitri og øvrige vampyrer fra organisationen vente på både Samuel og Fabian og forhåbentlig dræbe dem begge, og pludselig vil alle tre lande stå svagere end nogensinde, og så er det lige før de bare kunne vade ind og overtage tronerne, og så var de det skridt tættere på at få vampyrerne til at regere alle lande! For det var jo trods alt dem som var den ædleste race af dem alle! De var født til at regere! Desuden så tvivlede han heller ikke på at de ville kunne gøre det langt bedre end Jaqia, Gabriel og Destiny.
Alec betragtede let Valerio, imens han lyttede til hans ord. Et koldt smil gled over hans læber, det var jo næsten umuligt at lade vær! Når man var så tæt på, fik disse gode ideer som næsten var idiotsikre, så kunne man virkelig ikke lade vær med at smile, især ikke når det var til gavn for dem selv. Han så iagttog blot, hvor Valerio pegede og de var da enige om at portene var en god ide at ramme, eliksirkammeret, det var jo også en mulighed. Han gned tænkende sin hage, imens han forestillede sig mulighederne. Eliksirkammeret, var en oplagt mulighed, da det nok var et sted som betød meget for Jaqia, der lå alle hendes eliksir jo! Tronsalen var nok ikke det sted hun opholdt sig mest, men det var jo i tronsalen, hvor folket havde mulighed for at møde hende. Han så let op på Valerio. ”Ramme både, portene, eliksirkammeret og tronsalen?” gentog han undrende og lettere tænksomt, inden et skævt køligt smil gled over hans læber. ”Det lyder perfekt!” Han slog sin ene hånd ned i den andens håndflade, det ville i hvert fald give pote! Hun var næsten nød til at blive hjemme og få forstærkning, for hvem ville ikke se den oplagte mulighed i at angribe og nedfælde det sidste af Castle of Darkness? Det hele skulle nok falde på plads for dem! Det hele ville komme dem til gavn! Alec kunne virkelig ikke andet end at glæde sig til det store maskebal, som han ikke var i tvivl om at det ville blive et brag af en fest! Det var han helt sikker på. ”Fint, sådan bliver det!” afsluttede han med et lettere smil om læberne, inden han igen tog plads ved sit skrivebord. ”Så vil jeg planlægge det hele helt nøje.” Han vendte igen opmærksomheden mod sine mange papirer, inden han viftede med hånden, som tegn på at han var færdig med at drøfte planerne.

[Deleted]

Jaqia skulle bare holdes på slottet eller i Dvasias, resten var han så at sige fuldkommen ligeglad med! Hvis hun dukket op, så havde de virkelig et gevaldigt problem og det var noget som han i den grad helst ville undgå! Det var virkelig den eneste chance som de havde og det måtte for alt i verden heller ikke ende med at gå galt! At ramme Gabriel i hjertet, skulle vel heller ikke være det største problem, det var han nu temmelig sikker på og den tanke alene, var virkelig noget som måtte fryde ham selv noget så voldsomt! Næsten som han måtte stå der med de klare julelys i øjnene. Var han væk, så var det jo bare at vade direkte ind og sætte sig på den procianske trone og det ville nok også være det samme i Manjarno, så ville de i den grad lykkes for den aften, det var i den grad helt sikkert! Kunne de bare holde Jaqia væk fra festen af, så skulle det virkelig ikke være det helt store problem. "Jeg glæder mig til at høre det på folkemunde.. de katastrofale katastrofer som har kostet 3 store mænd livet.. om ikke så flere når bomben vil sprænge," sagde han med et næsten kynisk grin. Han elskede virkelig den tanke og den fornemmelse! Han ville i den grad nyde, at skulle høre om deres store attentat på folkets munde. Fabian, Samuel og Gabriel. Kunne de bare ramme de 3, så ville det påvirke så ekstremt meget, og det var i den grad også deres hensigt. Han ville virkelig bare nyde den tanke og den fornemmelse!
At ramme portene og slottet på denne måde, ville i den grad vise sig, at være noget ganske perfekt at ramme. Lige hvor Jaqia ville have sit eliksirkammer, var der jo trods alt ikke nogen som vidste. Det eneste som var kendt, var at det måtte ligge i kælderregionerne. Blot dem som brugte det, vidste hvor det var.. 3 personer som Valerio vidste; Jaqia, Samuel og Enrico. Sidstenævnte ville uanset blive temmelig svær at få fat i. Jo mere som det måtte skride frem, jo mere så han frem til det store bal, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han glædet sig til at sætte det hele igang. Han glædet sig virkelig til at få det hele på plads og med alt det som det måtte kræve sammen med dem! Han nikkede med en ganske bestemt mine. At ramme tronsalen, var sikkert ikke den effekt nok. At sprænge eliksirlokalet med, ville klart gøre sit! "Problemet er bare, at ingen ved hvor det er placeret.. personligt, så er jeg temmelig sikker på, at det ligger placeret i kælderen." Han lod hånden vandre langs tegningerne og langs kælderregionerne. "Så er jeg temmelig sikker på, at hun under ingen omstændigheder vil dukke op til ballet!" sagde han med den klare og stolte mine i ansigtet, som man bare ikke kunne tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han elsket det virkelig! Det rene blodudgydelse og alt sammen på en aften, det kunne virkelig ikke blive mere perfekt end det! Han vendte blikket mod Alec og med det tydelige tilfredse smil. Selvom de måske kunne få det til at lyde som havde det været så enkelt, så skulle de jo trods alt stadig passe ekstremt godt på, det var helt sikkert, ellers ville det jo bare ende med at skulle gå galt, hvilket han i den grad ikke ville tillade sig! Valerio tog dog tydeligt det tegn til sig. At han ikke længere kunne bruges.. I alle fald ikke for nu. Han rettede sig roligt op og med det lette smil. "Du ved hvor du kan finde mig," afsluttede han roligt og med det lette smil på læben. Han var virkelig bare som et lille barn på juleaften lige i øjeblikket og han elsket det virkelig. Var han ikke her, så befandt han sig i den samme gyde hver aften. Føde skulle han jo trods alt have, ellers sad han med næsen i en bog et sted. Han vendte roligt om på hælen og gik hen til døren, greb håndtaget, fik den op og forlod Alec og de mange planer. Nu gik det bestemt i deres retning!

//Out

[alecander]

// Out