Gensyn

[lucas]

Lucas befandt sig ved udkanten af byen, han havde reddet gennem hele byen og forsøgt at undgå store menneskemængder som muligt. Han holdt hesten an foran en smed og steg af hesten, skyndte sig ind uden at binde hesten da han var sikker på at den ikke ville flytte sig. Folk i byen var endnu lammede efter angrebet mod slottet og dem der kendte ham stillede de samme spørgsmål igen og igen. ´Vil Procias falde i hænderne på Dvasias´ dronning´ han havde selvfølgelig svarede det samme hver gang og det svar havde hele tiden været at det aldrig ville ske så længe landet havde en hær hvad de helt sikkert havde. Han skyndte sig at snakke med smeden, bede om de våben de havde behov for og var hurtigt ud af smedjen igen. At han var udmattet var tydeligt, at hans krop bad ham og at sætte sig og tage et hvil var noget han ignorerede på det kraftigste, han havde kun kort været hjemme for at skifte hest og ellers var han taget videre. Han tog hestens tøjler og satte sig op, kom i tanke om sin mor der havde spurgt om hans søster, at han havde dårlig samvittighed over ikke at have haft tid til at lede efter hende vidste hans mor og hun havde derfor ikke snakket om det ved synet af det triste blik der var dukkede op i hans øjne da hun nævnte hendes ældste barn. Lucas lænede sig forover i sadlen og skjulte ansigtet i hestens man, forsøgte at klare sindet og holde fokus dog med en del besvær.

[nat]

At sige rejsen havde været let og intet problem ville være en løgn, men et sted følte hun ikke hun havde været særlig meget igennem. Skønt de fleste nok havde taget livet af sig selv eller bedst en anden om at gøre det for dem, Natalia havde sin lillebror i tankerne som drivkraft. For deres mor var der intet håb, hun havde for længst opgivet at finde hende, i hænderne på vampyrer, så var det kun et spørgsmål om tid før hun var drænet og smidt væk som affald. En tåre gled ned af hendes kind, nok var hun stærk, men alene havde hun ikke kunne gøre noget for sin mor da de blev adskilt. Natalia havde set sig selv i søens spejl, hun så anstændig ud igen, men man kunne se hun var blevet en kvinde, en smuk ung kvinde af udseende. Mange år var gået siden hun blev frarøvet sin frihed og familie, men hun var tilbage i Procias nu og nød hver eneste lille ting omkring hende. Hun bar en hvid kjole, den var lang, helt ned til hendes fødder gik den, og skjulte dem lige og det at de faktisk var bare. Udskæringen ved hendes barm var ikke specielt stor, man kunne knapt nok se hendes kavalergang. Hun gemte sin krop godt væk, men der var en udskæring helt ned til hendes lænd omme på ryggen, hvis hendes lange mørke hår ikke hang ned over, havde man set at hendes ryg sådan set var et stort ar med mønstre. Stille gik hun igennem byen, her var så smukt og dejligt, men folk havde en form for frygt over sig og det bekymrede hende lidt, hun havde virkelig ingen ide om hvad der var sket i Procias.

[lucas]

En soldat kom var blevet sendt for at give Lucas besked om de seneste ændringer og begivenheder som han skulle vide. Lucas skulle lige til at sætte hesten i bevægelse da han hørte soldaten kalde på ham ”Herre Jonas…” Lucas vendte blikket bagud og så ned på manden der forpustede standsede ved siden af ham. Han bøjede sig ned og manden forklarede hurtigt de nye begivenheder, han nikkede og soldaten skyndte sig videre. Lucas rettede sig op i sadlen men flyttede sig ikke, han sad stille længe og så eftertænksom ud inden han langsomt steg af hesten igen og gik ind i smedjen igen, de skulle have nogle flere spyde og flere bue og pile., manden var overraskede over at se ham igen så hurtigt men han skyndte sig at skrive ned de ting han bestilte. Da han igen forlod smedjen havde hesten flyttede sig han så undrende på den men hæftede sig ikke ved det, den havde nok fundet en bedre stilling eller noget der havde vakt dens interesse.

[nat]

En soldat stormede fordi hende, hun var lige ved at falde for forskrækkelsen og lo sødt for sig selv, han havde godt nok travlt. Da hun var nået lidt længere frem hørte hun soldaten kalde på en Jonas, tanken slog hende ikke først at det faktisk var efternavnet, men da hun havde tænkt over det stoppede hendes hjerte med at slå i få sekunder. Hun så ham stige af hesten og gå ind til smeden, da hun igen havde fået sig selv tilbage fra hendes lille chok over hvor stor han var blevet, gik hun over til hesten som han havde siddet på. Mon han ville kunne genkende hende? Ikke mange væsner ejede de violette øjne som hun ejede, som deres mor også havde. Natalia trak vejret roligt, hun var faldet ned over sit lille chok, hun var imponeret over at nogen kaldte ham for herre, var han godsejer som deres far eller hvad gik det ud på? Eftersom hun ikke var mere end de 1.67 høj, stod hun godt gemt på den ene side af hesten, hun stod og nussede om den og smilte stort. Det var længe siden hun havde haft reddet selv, hun savnede at være på en hesteryg og mærke dyrets bevægelse og hjerteslå. Hans skridt lød så tydeligt i hendes øre, det kildede i hendes mave, mon han havde savnet hende? Måske havde han opgivet alt håb om at hun stadig var i live, havde man set hende for lidt over en uge siden, ja så havde man ikke troet hun var i live. Et lille fnis kom fra hende da hesten bukkede hovedet hurtigt ned og op igen, sådan stod den og nikkede lidt, mens hendes hånd holdte stille ved dens hals hvor det åbenbart kløede helt vildt.

[lucas]

Hans blik faldt pludselig på den nedre del af hendes kjole, han rynkede en anelse på sine bryn men sagde intet, at nogen var interesseret i hans hest virkede lidt usandsynligt så han regnede ikke med at det var grunden til at nogen stod der, hun kunne have genkendt hesten og ville snakke med ham om noget, han spekulerede bare over hvem det kunne være for han kendte ikke mange kvinder hverken i Procias eller andre steder. Da hesten begyndte at nikkede dukkede hendes hoved op, noget virkede pludselig bekendt men han var ikke sikker på hvad det kunne være. Med rolig lette skridt var han om på den anden side af hesten, og stod så på samme side som hende. Hans blik virkede roligt, men træt på samme tid. At han var medtaget kunne tydeligt ses på ham. Tøjet var ikke helt rent men alligevel formåede han at vække autoritet og mønstre styrke. ”Goddag.. kan jeg” hans blik faldt pludselig i hendes og farven fik ham til at vige et lille skridt tilbage , det var der ikke meget der fik ham til for man kunne ikke sige at han let blev skræmt.

[nat]

Det gjorde lidt ondt på hende at se han var medtaget på den måde, han lignte en der ikke fik nok hvile eller havde tid til det overhovedet. Hendes blik var blidt og kærlig som altid, hun mødte hans blik og fik en varm følelse i hele hendes krop, et svagt sødt smil fandt sted på hendes læber. Det var tydeligt at hun var blevet genkendt, han lignte jo en der næsten blev forskrækket. Natalia smilte et noget bredere og kærligt smil, hun ville se om han godt havde gættet hvem hun var.
"Kan du hvad?" Spurgte hun drillende, det var helt underligt at se ham igen, hvor var han blevet stor. En flot mand måtte hun indrømme, gad vide om hun havde fået en svigerinde? Måske havde han fået børn. Tankerne kørte rundt i hendes hoved, hun havde savnet ham så forfærdeligt, han var alt for hende, i hendes verden betød hendes lillebror alt for hende. Den dreng hun havde set blevet hentet til himmeriget, var blevet til en stor mand, af høj status åbenbart. Alt i hende hoppede og dansede af lykke, hans ansigtsudtryk var det hele værd. Hun klappede hesten let og vendte sig så roligt helt mod Lucas, hun studerede ham let og kunne slet ikke lade vær med at smile. Om hun havde tænkt sig at sige noget endnu? Nej, egentlig ikke, hun lod ham komme sig over hans lille chok, som hun selv havde været kommet sig over sit chok over at have fundet ham så hurtigt.

[lucas]

Han havde tabt tråden noget der sjældent skete, sindet var blankt og han anede ikke hvad han skulle sige eller hvordan han skulle reagere. Han tog sig sammen, eller forsøgte på det. Kunne det virkelig passe? Var hun virkelig foran ham eller savende han hende så meget at han begyndte at se syner? Han turde næsten ikke bevæge sig, heller ej blinke bange for at hun ville forsvinde hvis han tog bare et skridt. Hendes smil, hendes øjne og for ikke at nævne hendes stemme som gjorde ham sikker på sin sag, hun stod virkelig foran ham, levende og i et stykke! Han havde næsten helt glemt at trække vejret helt mistede mælet ved synet af hende. Han blinkede men hun forsvandt ikke, han trådte et lille skridt tættere på men hun forsvandt ikke, hun var hans storsøster men han virkede vel ældre af både udseende, højde for ikke at nævne det trætte udtryk der blot fik ham til at virke ti år ældre. Han hævede forsigtigt hånden, strøg hendes kind forsigtigt, følte den bløde varme hud mod sine fingre ”Er det virkelig dig?” hviskede han med en hviskende stemme. Han ville så gerne omfavne hende, føle hende så tæt ind til sig og vide at hun var i sikkerhed for altid. Han ville aldrig lade hende i stikken igen, aldrig lade noget sket hende. Følelsen af lykke var overvældende, helt og igennem ubeskrivelig.

[nat]

Da han kom tættere på måtte hun sukke blidt, hun var lettet, det var ham og han genkendte hende, han havde ikke glemt hende. Frygten for at han skulle have glemt hende og opgivet håbet var faktisk først kommet nu, hun havde altid vidst at de ville finde hinanden. Hans hånd som var blevet så stor virkede næsten skræmmende da han hævede den, men følelsen af det blide strøg ned af hendes kind var overvældende. Tårene strømmede frem i hendes øjne, hun blinkede let og de løb ned af hendes kind, han virkede lykkelig, mindste lige så lykkelig som hende. Han var hendes et og alt. Natalia turde ikke sige noget, hun var bange for at bryde ud i gråd, derfor nikkede hun bare stille. At vente på han ville omfavne hende, det kunne hun ikke, hun nærmest kastede sig selv ind mod ham og knugede sig ind til ham, i frygt for at hvis hun gav slip ville han forsvinde igen og hun ville vågne op hos slavehandlerne igen.
"Jeg har savnet dig så inderligt Lucas, jeg vil aldrig nogensinde skilles fra dig igen!" Mumlede hun ind mod hans bryst, hun græd lydløst, men hendes lille krop hoppede ret så meget og hun hev efter vejret i ny og næ da hun nærmest glemte at trække vejret. At mærke hans krop mod sin egen fik hende til at smile lykkeligt, han var virkelig og hun stod her med ham. Mon han havde travlt? Forstyrrede hun noget vigtigt? Tanken om soldaten gjorde hende i tvivl, for det havde virket noget så vigtigt.

[lucas]

At opgive havde han aldrig haft i sinde, håbet havde han aldrig mistet. Nogle gange havde han set sort på tingene og håbet var svundet en anelse men ikke forsvundet, han havde engang sagt til sin mor at han aldrig ville opgive, han måtte finde hende levende eller død skulle hun bare findes. Synet af tårerne der strømmede ned ad hendes kinder bekymrede ham, han anede ikke om hun græd af lykke eller over noget helt andet men konkluderede ved sig selv at det måtte være det første andet kunne det vel ikke være. Hun var pludselig i hans arme og han tøvede ikke med at lægge armene om hende og holde hende tæt ind til sig. Han kunne pludselig selv føle hvor større han selv var blevet for han kunne så let som ingenting have hende i sine arme. Lyden af hendes stemme gjorde ham lykkelig og fik et suk til at forlade hans læber, han lagde kinden mod hendes hoved og stod en smule foroverbøjet over hende. Sådan som de stod så de nærmest ud til at klamre sig til hinanden hvad han ikke havde det mindste imod det. ”Jeg har også savnede dig kære søster” svarede han blidt ”Ingen får lov at skille os fra hinanden længere, ingen!” understregede han ved at gentage ordet ´ingen´. Han havde glemt alt om arbejdet for en gangs skyld, dette skete ellers ret sjældent.

[nat]

Kære søster, ingen andre ord kunne få hendes hjerte til at hoppe af lykke på den måde. Blodet i hendes krop pumpede rundt, det var lige til at blive helt ør i hovedet af. Hun knugede om ham så hårdt hun kunne, det var ikke så hårdt som hun plejede, men hun havde mistet en del kræfter. Kun fedtet var vendt tilbage på hendes krop og gjorde hun ikke så så mager ud, hun havde fået en flot figur igen og lignte ikke en der var blevet sultet i flere år.
"Du har været det eneste der har givet mig viljestyrke til at fortsætte, du er drivkraften i mig, uden et billed af dig i mit sind havde jeg ikke stået her nu. Du betyder så ufatteligt meget for mig Lucas, jeg elsker dig." Lød hendes stemme jamrende, hun var bange og ulykkelig, men lykkelig på samme tid, det var så forvirrende og hårdt for hendes sind. Tårene strømmede ned over hendes kinder, hun fandt ro i alt den forvirring fordi hun stod i hans arme. Selv følte hun sig så lille, hvor hun burde føle sig som den store. Det var sjældent hun græd, men det var også flere år siden hun havde ladet sig selv græde. Kun hos ham kunne hun vise sine følelser.

[lucas]

Hendes fortryllende stemme, hendes skønhed og varmen var hans krop, alt det vakte følelser i ham forsikrede ham om at han enlig havde fået sin søster tilbage. At han ikke selv havde fundet hende generede ham ikke det mindste lige nu han var blot glad for at stå der, foran smedjen med sin søster i armene. Folk kastede blikke i deres retning men han så hverken disse folk eller lod sig mærke af at de stod midt i en gade fyldt med folk, det der betød allermest var dem, følelsen af det bånd der var mellem dem som igen blev stærkere, et bånd som han ikke havde ladet gå i stykker i alle disse år, selvom det var rustent var det ikke faldet af. Pludselig var alle hans bekymringer bort, alt håbet blusede op igen og han kunne se en lys fremtid for sig, de kunne måske genskabe den familie de havde mistet, selvom deres far var død så vil hans minde altid være der. ”Jeg mistede aldrig håbet søster, håbet om at finde dig var det eneste der gav mig lysten til at leve og kræfterne til at stå op om morgen, jeg er ked af ikke at have kunnet finde dig i alle disse år, men tro mig jeg har søgt, jeg har krydsede grænsen flere gange men endte i blindgyder konstant” ved disse ord tav han trak hende tættere ind til sig, følte hvordan de mange dages hård arbejde og trætheden langsomt sivede ud af hans krop.

[nat]

Lykken var ubeskrivelig, overvældende, men helt vidunderlig. Der var ikke en eneste dag hvor hun ikke havde forstillet sig denne dag, men den var så meget bedre end hun nogensinde ville kunne have tænkt sig til. Natalia fik pustet liv i hendes krop igen, hun glædet sig til at få trænet sin krop op og komme igang igen. Selv ønskede hun så brændende at kæmpe for lystet, det hun havde set på mørkets side, følt på mørkets side, havde gjort hende mere end kampklar. Nok havde hendes gode hjerte prøvet på at frelse dem fra mørket til lyset, men der var faktisk nogen som var bedøvende ligeglad med et varmt smil og kærlighed, hvilket havde skræmt hende til at starte med.
"Jeg har altid kunne mærke du var nær, i sind og hjerte. Hvis blot jeg havde været stærk nok, så havde jeg sluppet for alle de ting." Hun ville ikke gå i detaljer, men hendes stemme sagde også det meste, den var trist og ulykkelig. Voldtægterne, piskeslag og det at de sultede hende var intet hun kunne glemme, men de ting virkede hun som et mareridt nu hvor hun stod i hans arme igen. De blik der blev sendt dem var undrende, mange kendte jo godt Lucas og ingen havde set Natalia i Procias siden hun var lille, og det havde hun ikke noget af gøre med andre væsner som sådan.
"Men jeg er her nu Lucas, jeg har fundet hjem takket være de få gode væsner jeg mødte i Dvasias. En kvinde hjalp mig fri for mine lænker og en mand hjalp mig hertil efter jeg var faret vild i Dvasias land. Jeg ville sådan ønske jeg havde kunne give dem mere end det jeg gjorde, de har reddet mit liv." Hviskede hun stille, glad og trak sig nu lidt ud fra ham for at se ordenligt på ham. Hun lod sin hånd køre gennem hans hår, mned af hans hals og endte med at hvile hånden mod hans bryst. Sikke stor han var blevet, hun måtte løfte hånden igen for at mærke forandringerne i hans ansigt, han var blevet en rigtig mand. Med et knugede hun sig ind til ham igen.
"Hvor er du blevet stor og flot. Man kan da heller ikke være væk i lidt år og så komme hjem til en lillebror som ikke er vokset, men så høj og flot du er blevet. Kan jeg være andet end stolt at komme hjem til min elskede bror? Du betyder al verden for mig." Lød hendes stemme blid og kærlig, hendes øjne havde det varmeste blik og hendes smil viste den lykke det gav hende at være hos sin bror igen.

[lucas]

Lykken over at se hende var helt ubeskrivelig og uanset hvad han gjorde ville han ikke kunne forklar hvad han følte sådan som de stod der. Tiden var gået så langsomt for ham efter hendes kidnapning og alt forsøg på at finde hende havde været umulig. Han havde snakket med mange, givet så mange penge og selv dræbt for at komme igennem til hende men uden håb. Man kunne roligt sige at dem han havde dræbt havde været nogen af de slavehandler hun havde været hos. Han kunne endnu huske den ene af dem som så groft havde svinet hende til, det havde Lucas ikke kunne holde ud at høre og så var det endt i en kamp som han kun med en del held var kommet levende ud fra. ”Det er ikke din skyld Natalia, du var fangen og som din bror var det min pligt a finde dig og få dig fri” han tav og sukkede ”Jeg er virkelig ked af ikke at have kunnet være den bror for dig” sagde han denne gang med en så lav stemme at den næsten ikke kunne høres. Han skammede sig, han burde have forsøgt mere, gjort en større indsats, at glemme havde han ikke kunnet men man kunne ikke sige om ham at han havde viet sit liv til at finde hende for han havde lavet alt muligt andet også og det var derfor han var endt hvor han var endt. Han lyttede opmærksomt da hun fortalte om de personer der havde hjulpet hende og da hun tav svaret han med en blid og rolig tone Dem må vi takke, hvis du ved hvor de befinder sig så fortæl mig det så skal jeg personligt takke dem for deres hjælp” svarede han, han vidste at et tak ikke var nok og han ville give dem hvad de ville som tak for deres hjælp så meget var han sikker på. Han fulgte hende med blikket da hun trak sig bort. Selvom han var større følte han sig nu som den lille da hun lod blikket glide hen over ham, strøg hånden gennem hans i forvejen rodede hår. Hendes hånd der gled ned over hans hals føltes så behagelig og da den standset ved hans bryst smilet han blot varmt til hende. Han følte hendes fingre mod sit ansigt og få sekunder efter stod hun igen i hans favn ”Ja der er gået mange år kære søster og man bliver ældre” han havde smilet da hun sagde at han var blevet stor og flot, det føltes faktisk behageligt at høre noget han normalt ville have set skævt til hvis nogen havde sagt at han var flot, måske var det også grunden til at han aldrig havde fundet sig en hustru. Tanken strejfede ham end ikke, han havde ikke tid til den slags og det ville bare være syndt for den kvinde han skulle have for hun ville kun se ham et par gange i løbet af et år. ”Du betyder også alverden for mig søde Nat” svarede han blidt.

[nat]

Mon han havde plads til hende der hvor han boede? Hun havde jo intet hjem mere, desuden regnede hun ikke med at godset var blevet bygget op igen. Der var så mange ting hun gerne ville vide, han måtte have oplevet en masse i de år. Selv havde hun oplevet en del, men mest det samme og det var ikke ting som hun gad dele, hun ville bare ligge dem bag sig. Ingen anden mand end hendes kære bror kunne komme så tæt på hende, hun havde fået en frygt for at skulle blive udnyttet igen. Bare tanken om at de mænd udnyttede hende og rørte ved hende på den måde gav hende kvalme og gav hende lyst til at skrige. Natalia havde dog altid været kold og set væk, de regnede jo med noget modstand, det var vel det de tændte på og det var intet de ville få fra hende af da.
"Du må ikke bebrejde dig selv kære, jeg er sikker på du har haft dine grunde og at du har prøvet. Vi har rejst meget frem og tilbage i Dvasias land, så det har været som en nål i en høstak." Lød det stille fra hende, hun bed sig i læben, lukkede øjnene og knugede dig ind til ham. Hendes krop begyndte let af ryste, hendes liv de sidste mange år havde været så forfærdeligt, hvid hun vågnede og dette bare var en drøm ville hun blive knust. Frygten for at miste ham igen, miste sin frihed var enorm, hun var så skræmt efter at have været i Dvasias. Hendes ryg var bar og hvis man rørte hendes ryg ville man kunne mærke de mange ar som nærmest lå oven på hinanden.
"Jeg ved ikke hvor de befinder sig, de begge rejser vidst meget rundt. Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget for dem, for at vise min taknemlighed." Hun så nu op mod ham med sine blanke violette øjne, de viste kærlighed og glæde, men der var kun et svagt smil på hendes fyldige læber. Folk omkring dem var i tvivl om hvad de skulle tro, nogen stoppede helt op for at glo dumt på dem. Natalia var dog i sin egen lille verden hvor kun hendes dejlige lillebror og hende selv befandt sig i, alt omkring dem var forsvundet. Det var skønt at være her igen, hun nærmest stirrede på ham og slugte hver en detalje råt, der var intet hun ville overse.

[lucas]

Han glædede sig til at få hende hjem, hjem til det sted de var blevet født og havde voksede op, hjem til deres mor som ventede endnu på en dag hvor hun skulle se sin datter. Hvor meget vidste Natalia enlig om hvad der havde hændt hendes mor? Det anede han ikke og ville først fortælle hende det når de kom hjem. Han havde bygget godset op igen, sten for sten da han ikke havde kunnet få sig selv til at flytte. Han huskede tydeligt hvordan hans mor havde sagt at de skulle flytte, hvordan hans reaktion havde været over det. Han var blevet så vred at han var begyndt at råbe af hans egen mor, spurgt hende om hvordan hun kunne give så let slip på det sted hun havde boet i så længe, havde fået sine børn i, blevet gift i og levet et langt liv med sin mand i, uover det havde han overbevist hende om at Natalia lettere ville kunne finde dem der end andre steder og da han havde sagt det havde deres mor glemt alt om at flytte. Han hørte hendes svar, sandt nok, det havde ikke været let men flere gang havde han fundet et spor men det havde været for koldt til at han kunne spore hende. han smilede svagt, noget man ellers sjældent så hos ham efter det der var hændt hans familie og hvad han havde set i sit liv af død og drab og hård træning som gjorde at smil og glæde var det sidste han tænkte på. de fleste unge mænd på hans alder var gifte og havde en stab af børn, men ikke Lucas, han havde ikke tid til den slags. han holdt hende tæt ind til sig og lagde hagen over hendes hoved dog uden at lægge for meget vægt i, hans ene hånd strejfede hendes ryg hvor arene tydeligt kunne føles mod huden og han trak sig en smule væk fra hende, flyttede håret til side så han kunne undersøge hendes ryg og han havde allerede stillet sig om bag på hende. Han lod blikket glide over arene som dækkede det meste af hendes ryg og raseriet blussede op i ham. Hvad mere havde de ødelagt, og hvilke flere mærker havde de efterladt på hende!? Han forsøgte at undertrykke den vrede der så sjældent kunne ses og det lykkedes en anelse. Han anede virkelig ikke hvad han skulle sige, for hvad var der at sige. Han hørte hendes svar il det næste om de personer der havde hjulpet hende, dem skulle han nok finde bare hun fortalte ham deres navne hvad han så spurgte hende om. Folks blikke var det sidste der generet ham, de kunne sige hvad de ville men de var kloge nok til at holde deres kæft lukkede ”Lad os komme hjem søs” sagde han turen ville nok blive lang men han var opsat på at få hende hjem.