Gensyn

[nat]

Der var så mange ting hun gerne vil fortælle, hun havde i hvert fald en person hun meget gerne ville opsøge i Dvasias. Lucy...... Den slave som var den eneste der ikke havde opgivet at drømme, hende som fik en god herre og havde hendes halskæde som evigt løfte på at Natalia ville finde hende og tage hende med ud på en skovtur midt ude på engen. De skulle dufte til blomsterne sammen,løbe rundt og nyde den frihed de begge havde længdens efter. Natalia så ned med skam da han mærkede hende hen over hendes ar som fyldte hele hendes ellers så smukke ryg. At hun var en smuk kvinde kunne ses, men det var kun hendes front der var blevet skånet, selv ned af det bagerst af hendes ben var der fyldt med ar efter lang tortur med skarpe knive og andre redskaber. Det kunne tydeligt mærkes på Lucas at han var ved at sprænge indeni af rasseri, men der var ikke så meget af gøre ved det nu, intet kunne tages tilbage og hun skulle leve med både de ydre og indvendige ar. At hendes mor stadig levede havde hun virkelig opgivet, det hun havde set dem gøre ved hende inden de blev skilt, hun var så sikker på hun var gået døden i møde. Det var noget som gjorde ondt, for hun savnede virkelig sin mor, rigtig meget endda.
"Det vil sige jeg godt må bo hos dig?" Spurgte hun med et kæmpe smil, hun havde vendt blikket mod ham og så helt lykkelig ud, det var virkelig noget af det bedste han kunne fortælle hende. At ikke nok med de var i samme land igen, så skulle de også leve under samme tag hvilket gjorde hun ikke skulle undvære ham så meget. Der var mange spørgsmål der hang i hendes hoved, hun ville vide alt hvad der var sket for ham og glemme alt om hendes eget liv.

[lucas]

Han havde tydeligt bemærket hendes reaktion da han havde strejfet arene, om de gjorde ondt anede han ikke og håbede det ikke, i alt fald skulle en healer kigge på det og han ville ikke lytte hvis hun nægtede, for selvom han var hendes lillebror havde han også noget han skulle have sagt og det var vel det mindste han kunne gøre for at sikre sig at hun var okay efter alle disse år. Hendes reaktion på det han havde sagt havde først fået ham til at hæve brynet med et skævt smil krydsede hans læber ”Helt ærligt havde du troet andet? Jeg sagde jo at jeg ikke giver slip på dig mere og det gøre jeg ikke” sagde han varmt, strøg blidt hendes kind og lagde den ene arm om hendes skulder ”Godset vil atter stråle op ved din ankomst og vores mor vil blive utrolig glad” sagde han blidt, han vidste jo ikke at hun ikke vidste at deres mor havde overlevet så det virkede ganske naturligt for ham at nævne hende. Et smil hvilede over hans læber da han tog sin arm til sig og trak hesten frem, han løftede hende op og satte hende uden besvær på hestens ryg inden han selv satte sig op bag hende. ”Vi må se at komme af sted hvis der skal være håb for at vi skal nå frem inden mørket lægger sig” sagde han blidt, Procias var ikke særlig sikker om natten men han kunne ikke vente så de ville nok ride det meste af vejen.

[nat]

Et sødt grin kom fra hende, han sagde noget, hun havde bare helt glemt det og vidste ikke helt om hun ville være i vejen eller til besvær. Hvis han havde kone og børn ville der jo blot være en mund mere at mætte, en der skulle have en seng og rent vand. Hun havde faktisk tænkt mange tanker igennem på den lille tid de havde stået der og det gjorde næsten ondt i hendes hoved, hun trængte til at slappe af. Når hun engang var kommet sig ordenligt efter sin lange rejse, så ville hun begynde at træne sig selv op igen og blive så stærk som før, hvis ikke stærkere. Selv havde hun holdt det så godt ved lige som hun nu havde mulighed for.
"Du siger noget." Lo hun så og blinkede let til ham, dog blev hun helt mundlam da hun hørte at deres mor ville blive glad for at se hende. Godset var der til at vende hjem til, det var hun over lykkelig for, men det at hendes mor faktisk stadig var i live og ventede derhjemme var noget der fik en tåre til at løbe ned af hendes kind.
"Jeg troede de havde drænet hende for blod dengang vi skiltes." Hviskede hun med en stemme der var fyldt med gråd, bare minderne var utrolig hårde, for hun havde jo kun været en lille pige i forhold til den kvinde hun var nu. Natalia nød hver en berøring hun blev skænket, hun følte sig tryg og elsket, hvilket hun havde haft brug for længe. Da hun blev løftet op på hestens ryg lo hun, det kildede i hendes mave, hun var spændt og lykkelig. Det at sidde på en hesteryg igen føltes vidunderlig, hun elskede at føle det varme dyr under sig. Et kort nik kom fra hende, hun var klar på de skulle afsted nu og hun glædet sig kun til at komme hjem og mærke den varme seng. Hans stemme var så vidunderlig at høre, hun følte sig hjemme i hans nærhed.

[lucas]

han bemærket at hun blev stille da han nævnte deres mor og blev en anelse bekymrede, da hun forklarede sig dukkede et stramt smil frem over hans læber”Det havde de også næsten…” svarede han med en rolig tone der dog var fuldkommen blottet for liv og følelser. Hans blik var rettet forude da han satte hesten i trav og den adlød og begyndte at gå med rolige lange skridt. ”Jeg fandt hende ikke just på gaden for havde jeg gjort det havde hun været død, jeg tog til Dvasias, det var min anden gang siden det der var sket og ledte endnu engang, jeg fik et spor og fulgte den hjem til et gammelt par der boede for sig selv, manden havde fundet hende efterladt i en del af hans mark og havde taget sig af hende, jeg gav ham penge til gengæld for hans besvær og du kan tro han var glad… mor.. ja hun kunne ikke genkende mig..” han tav og sukkede inden han fortsatte ”Ikke fordi de havde skadet hende mentalt, men fordi jeg ændrede mig en del i starten, du kan vel godt forestille dig en omvandrede zombie.. det var mig.. mange af vores venner prøvede at snakke med mig, bringe mig til fornuft men al fornuft havde forladt mit hoved ved synet af vores fars lig, det eneste jeg havde i hovedet var at finde jer.. med tiden blev jeg mere normal, hvis man da kalde mig normal” han havde endt det med en spøg for at lette stemningen igen da det ikke var spor sjovt med den anspændte stemning. Så snart de havde forladt byen satte han hesten i galop ”Vi skal nå frem inden det bliver fuldkommen mørkt” sagde han blidt ”Sig til hvis du bliver træt” sagde han. hesten steg i fart sekund for sekund, og da det var en af landets hurtigste heste var der virkelig fart på. Han skottede flere gang op imod himlen mens han forsøgte at finde ud af hvornår det blev mørkt.

[nat]

Det måtte have været forfærdelig for ham, han måtte have hadet nogen som han end ikke havde mødt, han havde lidt mindst lige så meget som deres mor og hendes selv. Hun grad lydløst, hun så rundt imens de red, der var så smukt her. I Dvasias var der så dødt og mørkt, selv nu hvor solen var så småt gået ned, var der lyst og smukt. Alt gjorde så frygtelig ondt, men alligevel gjorde det hende også glad. Det var en sær fornemmelse og det forvirrede hende og gjorde hende helt udmattet i krop og sind. Hun måtte grine let ved hans sidste kommentar.
"Ingen kommentar." Grinte hun og sendte ham et kærligt smil, hun elskede ham så højt, ingen skulle gøre hendes lillebror ondt. En blid vind legede let med hendes hår, hun lukkede øjnene og nød hestens gang, hun greb dog fat om hestens hals da den satte i galop. Natalia begyndte at grine varmt, hun nød suset i maven, hun krammede sig ind til dyret og så om mod Lucas med et lykkeligt blik. Den lette kjolefulgte farten og bølgede let i takt med hendes lange hår. Friheden var som en vild hest, hun kunne mærke hestens vejrtrækning, hjerteslag og hovslag. Alle de nye, men stadig gamle indtryk fyldte meget, hun var træt i kroppen og sindet, men alligevel ville hun ikke kunne sove nu, der var så meget der skulle indhentes inden.

[lucas]

Han havde helt sikkert ikke lidt fysisk, det havde været psykisk og hårdt men han havde klaret det og lige i det øjeblik var hans liv perfekt og kunne ikke blive bedre. Han havde ikke hørt hende græde, havde han gjort det havde han helt sikkert holdt hesten an og undersøgt hende for skader fra top til tå, så om det var heldigt kunne diskuteres. Da hun sagde ´Ingen kommentar´ smilede han et skævt smil. han nød lyden af hendes latter og holdt hesten i et hurtigt tempo, efter et stykke tid var han nød til at sagtne farten så hesten ikke blev helt træt men der havde de også været på vej i et godt stykke tid. skumringen begyndte at melde sig da han holdt hesten an ved en flod, han sprang af og hjalp hende af ”Hesten skal lige slappe lidt af og drikke så den ikke dør” sagde han med et skævt smil. han var dog spændt i alle muskler og opmærksom på alt omkring dem, der skulle nødigt dukke uvedkommende op. Han smilede til hende og strøg hånden gennem håret mens han kastede et blik mod hesten som virkede ganske glad for at få noget vand, Lucas smilede da det så ud som om hesten havde i sinde at tømme floden for vand.

[nat]

Flodens klare smukke vand fik hende til at hoppe ivrigt ned af hesten så snart de stoppede, hun hoppede ned i vandkanten og ned vandet som gled langs hendes ankler. Et fredfyldt smil måtte træde til, hun så mod Lucas med et lykkeligste smil nogensinde. Et glædesfyldt skrig sad i hendes hals, men hun vidste at det ikke ville være en god ide at skrige løs når det nu var blevet så sent. Lysten til at smide kjolen og bare lade vandet sluge hendes krop var stor, men hun havde nok ikke tid nu og det virkede også underligt.
"Du er verdens mest vidunderlige bror!" Kvidrede hun med sin modne kvindlige næsten syngende stemme, hun var så glad og følte sig så fri som det overhovedet var muligt. En fisk snittede hendes ankel, en lille sød fisk, Natalia smilte ned mod den og lo hjerteligt, det havde kildet en del. En ugle lod i et træ ikke så langt derfra, alle naturens lyde var så smukke her, hun havde savnet alt ved Procias. Fast bestemt på at hun skulle træne og blive en mægtig kriger igen, det ville være dejligt at kunne forsvare sig ordenligt hvis nogen skulle prøve på noget igen.

[lucas]

Et smil hvilede over hans læber da han fulgte sin søster med blikket. Hun virkede ikke som en voksen kvinde sådan som hun opførte sig men lige i det øjeblik ville han selv gerne hoppe i vandet og lave det hele om til en vandkamp, men da det var sent og meget umodent og dumdristigt når de var ude på den tid besluttede han sig for at lade det ligge til en anden gang. Hesten havde rettet sig op og betragtet hende et godt stykke tid inden den igen begyndte at drikke. Den løftede hovedet op da den var færdig og Lucas kunne godt se at den var ude på noget "Glem det Noir" sagde han med en spids tone og hesten spidsede øre da den hørte dens navn, prustede fornærmet og trak sig væk fra hende. Lucas kunne ikke andet end smile, hesten havde fået det blik som Lucas kendte så godt, når den pludselig fik lyst til at lave ballade og hvis Lucas ikke tog meget fejl havde den haft i sinde at skubbe hende i vandet. At den var skuffet over at være blevet opdaget var tydeligt men den gik roligt forbi ham og stillede sig bag ham med værdighed som om intet var sket. Han smilede til Natalia "Skal vi fort..." han tav da en svag puslelyd lød i nærheden og hånden gled automatisk hen over sværdet. Han gjorde tegn til hende om at komme tættere på og gik hende selv tavst i møde, hesten fulgte lydløst med som om den vidste hvad der var på vej og at den måtte være lydløs.

[nat]

Natalia havde godt lagt mærke til hesten, hun smilte roligt og lo da hun hørte Lucas gøre den opmærksom på at det ikke ville ske i dag, ingen balade nu og her. Hun nød vandet, det var så dejligt og smukt. Barnlig var hun ja, men det var fordi hende og Lucas forlod hinanden som børn og med ham kunne hun slå sit indre barn løs. Normalt var hun meget alvorlig, hun var rolig og blid, men sammen med sin bror var hun vild og utæmmelig. Ingen skulle fortælle hende hvad hun kunne og ikke kunne. Hun følte sig noget svimmel, af den grund trådte hun op af vandet og så mod ham da han begyndte at tale, da han stoppede, blev hendes smil til en flad livline i hendes ansigt, hun så sig rundt og gik lydløst mod Lucas. Hvad havde han hørt? Hun orkede ikke flere problemer, hun ville bare gerne have det godt og rart med sin bror, ikke flere kampe, blod eller psykisk vold. Omme på sin ryg hang der normalt et sværd, men det var blevet efterladt i borgen da hun blev taget derfra dengang, hendes elskede sværd. Det var også noget hun glædet sig til, for alle de ting hun havde fået lært omkring kamp, havde hun langt fra glemt. Hun havde fået energi, mad og vand, hun var frisk igen og langt fra så svag som før, men heller ikke den stærkeste. Nat var klar på at forsvare sig, men hun ville også kun lige kunne forsvare sig, andet var umuligt når hun var så meget ude af træning og form. Vinden tog blidt fat i hendes hår og førte duften af roser med sig, hendes egen naturlige duft som kendetegnede hende som person. Hesten var utrolig, den var så rolig og fulgte bare sin herre som var der ingen fare i nærheden, men hvem vidste, måske var det bare en hjort, eller noget andet som havde gjort Lucas nervøs.

[lucas]

Der var alle mulige grunde til at være nervøs og opmærksom, Procias var ikke så sikker længere som den havde været takket hver Dvasias det skulle de nok få ændret på men ind til det skete måtte de være opmærksomme når de færdes udendørs om aftenen. natten var endnu ikke helt faldet på men at skulle få problemer allerede nu ville være virkelig slemt. Han ville gerne have hende op på hesten og blot ride videre men han var bange for at de skulle skyde med pile eller spyd på lang afstand. Han skubbede hende blidt om bag sig så hun stod mellem ham og hesten som var standsede roligt og blot lyttede, den puffede let til ham og rettede blikket mod et punkt foran den som for at vise ham at det var der lyden var kommet fra. En dolk var gledet ned i hans venstre hånd og han var klar til at trække sit sværd, en lille puslen ved et træ var nok og så for dolken gennem luften og lige ind i træet så personen for sammen chokeret over at han kunne ramme så præcis når han var så langt væk som han var. En mand dukkede op med vrede røde øjne og Lucas himlede irriteret med øjnene da han genkendte ham "Jeg gav dig en chance sidste gang men du vil absolut miste livet.." sagde han med en hård tone ´Du tog min hest´ svarede han manden, Lucas hævede brynet "Du mener den hest du havde stjålet?" sagde han koldt. Manden var vampyr, det behøvede man ikke være klog for at vide og efter ordre fra kongen burde de sætte ham på porten så Lucas måtte forbi en post og aflever ham, heldigt at der var en på vejen.

[nat]

Natalia fulgte bare som hun blev skubbet om bag ham, hun havde ingen ide om hvordan tiderne i Procias var, men lige nu og her havde hun en god ide om det. Det gav et sæt i hendes krop da Lucas kastede kniven, hun holdte sig ind til hesten og nussede om den for at berolige den, selvom det faktisk var hende som havde brug for at blive beroliget. Manden der trådte frem fra mørket fik hende til at gispe, de røde øjne mindede hende om en vampyr som engang havde voldtaget hende og det gjorde ondt i hendes krop. Hun klemte sine ben sammen og lod en tåre glide ned over sin kind, flere følelser viste hun ikke, hun så bare stift mod vampyren og prøvede at samle mod, hendes fortid kunne ikke bringe hende ned, det ville jo ødelægge hendes drøm om at blive en kriger som Procias kunne være stolt af. Roligt samlede hun energi til at skabe lys over sig, hun stirrede stadig på vampyren og sank en klump. Lucas var så modig, han virkede så kold og kampklar, hun tog sig selv i at være utrolig stolt af den han var blevet til, skønt hun ikke engang vidste hvilken status han havde. Hvad i al verden lavede en vampyr her? Han burde slet ikke være her, det kunne ikke passe at de grusomme væsner var her!

[lucas]

Vampyren havde skam fået øje på hende og glimtet der var dukkede op i hans øjne havde fået vreden op i Lucas, han ændrede på sin stilling så vampyren var tvunget til at se på ham end på hende ”Hold blikket for dig selv kryb” sagde han spidst, det fik vampyren til at stivne og vise tænder i vrede, ikke at det skræmte Lucas for han hverken blinkede eller så meget som trak sig en lille millimeter tilbage ´Styr dit sprog´ hvislede han og fik straks et svar tilbage fra Lucas ”Så snart du styr dit blik!” svarede han hårdt dog endnu roligt. En anden dolk dukkede op i hans hånd og den glimtede svagt i mørket, vampyren snerrede vredt og kom tættere på ikke at Lucas virkede skræmt eller noget, tværtimod så han mere irriteret på vampyren ”Har du virkelig lyst til at miste livet i aften” sagde han nærmest helt uforstående og vampyren smilede bare og kom tættere på. Vampyren standsede dog et par meter fra ham ´Hun ser bekendt ud.. har hun været slave i Dvasias?´ spurgte vampyren underligt roligt, det fik Lucas til både at spænde musklerne og hæve brynet ”Hvad kommer det dig ved?” svarede han med en spørgende tone, vampyren smilede ´for jeg tror vi har hygget os sammen men jeg kunne jo tage fejl´ enten var denne vampyr snot dum eller også kunne han noget som han troede ville kunne rede ham fra Lucas ”Kender du ham Nat?” spurgte han lavt, han måtte hellere få det bekræftede fra hende inden han gjorde noget.

[nat]

Natalia krøb kun mere og mere sammen ved hesten, hun holdte om sig selv nu og prøvede at skjule sig, hun følte sig blottet med hans stirren. Hendes blik var skræmt, hun kunne genkende ham, hun vidste udemærket godt hvem det var nu, ikke ved navn, men af udseende. Han kunne jo være ligeglad med hvad hun hed eller at skulle præsentere sig, han havde brug for et knald og det havde han fået, dog påtvunget. Alle de ting der blev sagt, det hele kørte rundt i hendes hoved, hun tog sig til håndledene og mærkede på ny hvordan hun blev presset ned af ligge. Lige da han sagde hygget sig sammen kunne Natalia ikke holde sig tilbage mere, hun så vredt mod vampyren og knyttede hænderne.
"Det sidste vi gjorde var at hygge os! Hvis jeg husker korrekt, så tvang du mig til at tilfredsstille dig skønt jeg var svag og afkræftet! Jeg blev lejet ud for næsten ingenting!" Vrissede hun, hendes blik var vredt, men ansigtet viste skam over at skulle indrømme sådan noget overfor sin bror. Hendes muskler hun havde bygget lidt op spændte, hun holdte sig tilbage, for hun var stadig langt fra stærk nok. Hun så mod Lucas med et nærmest ulykkeligt, men stadig hårdt blik, kun det ulykkelige ville han kunne se på grund af at han kendte hende.
"Ikke i person." Svarede hun stille og så nu med skam ned i jorden, hun holdte om sig selv igan og følte sig sårbar i sin brors nærhed.

[lucas]

Hendes ord var nok selvom de kom inden hun havde svaret på hans spørgsmål, men hvad skulle han også bruge hendes svar til, det her var jo klart. Vampyren virkede tilsyndeladende glad for at høre at hun endnu huskede ham. Vreden i Lucas derimod boblede og truede med at forlade ham hvert øjeblik. Da vampyren lo, få sekunder efter Natalias svar på Lucas´s spørgsmål for en dolk gennem luften og ramte ham i brystet, vampyren så forbløffet mod dolken og skulle lige til at trække den ud da Lucas pludselig dukkede op foran ham og hamrede den dybrede ind i brystet så den gennemtrængte hjertet og spidsen af den dukkede op fra hans ryg. Vampyren spærrede øjnene op i chok og inden mange sekunder var han blevet til ren aske. Lucas så længe på asken inden han samlede sin dolk op, lyttede efter andre i nærheden men der var ingen. Han stak dolken tilbage på plads, gik hen til træet og trak den anden dolk, og stak også denne på plads. Først da vendte han sig om og gik tilbage til sin hest uden at se på Natalia hjalp han hende op på hesten igen og satte sig op bag på og lod hesten trave videre.

[nat]

Det hele virkede så uhyggeligt og at skulle se sin bror på den måde var ret skræmmende, aldrig havde hun troet at hendes lillebror skulle vokse op og blive en modig mand, fyldt med had til netop den vampyr som havde gjort hende ondt. Hadet stammede jo nok fra de ting han havde hørt nu, men det gav et sæt i hende da hun så dolken ramme perfekt ind i brystet på vampyren. Og da han gennemborede hjertet på vampyren tog hun sig til brystet, asken der nu lå i græsset fik hende til at tænke på hvor lidt der skulle til, lige pludselig havde man bare mistet livet og der var ingen udvej, ikke en chance til. Han virkede koldt og stilheden mellem dem gjorde hende nervøs, hun skammede sig stadig og følte sig beskidt, hendes underliv gjorde nærmest ondt på grund af tanken og minderne. Hun lod ham hjælpe hende op på hesten, hun mærkede ham bag sig og så bare ud i luften med et trist blik. Sandheden var forfærdelig og påvirkede ikke kun hende, men også ham. Mens hesten travede afsted, prøvede hun at huske hvilken vej de skulle, hun var lidt i tvivl, men huskede egentlig meget godt hvordan Procias så ud og hvor hun fandt de forskellige steder.