By The Beach

[pierce]

Solen skinnede varmt ned over stranden i Manjarno og varmede det blide og bløde sand, så det blev helt behageligt at gå på. Der var kun få skyer på himlen, og bag dem var der en smuk blå himmel. Vinden var en mild brise og vejret kunne næsten ikke være bedre. Næsten. Pierce havde søgt til stranden netop fordi der var så godt vejr. Solen gjorde at han var nød til at søge til vandet, ellers ville han udtørre som en fisk, som han jo faktisk var halv af. Han var halv fisk og halv engel. Og helt præcist en havengel.
Pierce havde taget en dukkert. Det eneste han bar i dag, var hans hvide jeans og hans havblå sværd, som han altid havde på sig. Han var ret dybt ude på havet, og nød det saltede vand, som han var under. Alting så helt anderledes ud nede fra havets dyb. Det var en hel anden verden, som kun havets væsner ville kunne opleve, da alle andre ikke kunne holde vejret eller trække det under vandet. Der var Pierce heldig og han kunne ikke andet end at nyde det. Hans blonde lokker svajede omkring ham, imens han dykkede længere og længere ned. De tyrkiesblå øjne, gik næsten i et med det klare blå vand.

[Adeline Magarita Jakson]

Oppe over havet, for gik en voldsom kamp mellem en dragerytter og nogle dødsengle. det vare adeline der på sin smukke sorte drage, de hade være på vej mod stranden efter en trænings ture i det hun kaldt den farlige side, nogle dødsengle hade se dem og tage chancen og angreben. nu slog drangen med halen og bed ud efter døds englen, uheldig vis hade den næsten fuld ud vokse hun drage lærte at spy ild så de var lidt på den tros adeline var en god kriger tros hun var blind, var det svært da der var så mange og hun kun hade sit svær med, en af døds englen ramte hende i skulderen med en pil hvilke fik hende til at styrte i lige ned i havet, hun hade ikke skregen på vejen ned men lod sig falde og lande i vandt med et plask, men dragen Brøle højt og gik lidt amok for vis adeline død ville den dø og adeline betød meget for den store hun drage, hun mærke vande om sig og tøjet klæbe sig til det og mærke også blode smutte mellem fingeren fra hvor pilen hade ramt, hun ane ikke hvad der var op og ned så hun var rigtig på den.

[pierce]

Pierce var i sine egne tanker og lagde ikke synderligt mærke til hvad der foregik oppe på stranden. Havde han vidst at en ung og sågar blind pige blev angrebet af nogle dødsengle, så ville han i hvert fald komme til undsætning. Men han var uviden og svømmede derfor blot videre. Om skulderen hang en brun taske, som han puttede sine vandurter ned i. Han svømmede flere metre ned under vandet og skar dem ud af klipper. De havde forskellige virkninger, skønt nogle skulle blandes med andre planter, for at de havde nogen virkning.
Pierce havde dykket ned til en klippe, hvor han skar en urte over med en lille kniv, for at putte den ned i tasken. Men pludselig hørte han et plask, hvilket fik ham til at folde sine havblå vinger ud, for at komme hurtigere op til overfladen. Han nåede dog ikke helt op, før han så en ung pige under vandet. Hun kunne jo bare have taget sig en svømmetur, hvilket han også ville have troet, hvis ikke blodet fra hendes skulder afslørede at hun var såret. Han svømmede så hurtigt han kunne hen til hende, greb fat om hendes raske skulder og fik hende op til overfladen, hvor han så dragen kæmpe mod dødsenglene. ”Er du okay?” spurgte han let, og smilede opmuntrende til hende.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline hade blot mærke hun sank længer og længer ned, det eneste hun tænkte på vare stakkels sky hendes elskede drage, hendes bedste ven i verden. hun mærke noget tog om hendes skulder og da hun kom til over flade igen hoste hun lidt vand op, blod farve hendes ærme der så lidt anderledes i for hold til andet kvinde tøj, "s-sky....jeg må hjælpe hende" hun prøve at gå men det gik ikke så godt hun vælte bare og lande med ansigt i vandet, men hun fik sig selv skubbe op på den raske arm, dragen brøle og man hørte en dødengle skrige en gang før dragen åd den ene og rasten flygte, dragen brøle og dykke mod stranden hvor den land en smule hårdt og med enkle strammer, det fik Adeline til at kæmpe sig op og løbe hen til drage mens hun tog sig til skulderen og fandt frem til dragens hovede og begyndt at føle på den, "er du okay er der sket dig noget hvor du såret" hun snakke til den som den kunne tale, dragen brumme og så bekymret på hende og i sær da Adeline gled til siden og lande i sandet og var svag på grund af blod tab fra pilen der stadig sad der.

[pierce]

Pierce så blot på, da hun begyndte at gå. Han så op på dragen, der spiste den ene dødsengel, mens de andre blot flygtede. Han så hvordan den store drage landede hårdt på jorden, med nogle enkelte skrammer. Han gik dog op på stranden, hvor han begyndte at gå mod dem. Han havde faktisk aldrig set en drage så tæt på. Den var stor og fascinerende og han nærede den dybeste respekt for den, ligesom han gjorde for alle andre. Han satte dog i løb, da han så at pigen væltede omkuld. Han satte sig på hug ved siden af hende, og betragtede pilen i hendes skulder. ”Jeg kan fjerne den, men det vil sikkert gøre ondt,” sagde han roligt, og så såret lidt an. Han knækkede pilen i den ene ende, inden han trak den ud i den anden. Det ville sikkert svige ganske forfærdeligt, men det blev han nød til, ellers ville hun jo nok ikke klare den. Han fandt en vandurt frem fra sin taske, samt en skål og en lille kværner, inden han begyndte at mose vandurten i skålen. Det tog ikke særlig lang tid, da han havde gjort dette en million gange. Derefter smurte han det på hendes sår. Der ville nok ikke gå lang tid før hun ville få det bedre.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline lå med sand på den ene side af ansigt og ned af, hun lå og gispe lidt og hade lukke øjne. hun pev da han knække pillen da hun kunne mærke han hev det ud ryste hun og små bande på elver sprog hun hade lært som en del af sin træning, men det var nu ikke magiske ord det var bare nogle ord, dragen brumme da den kunne føle hendes smerte. hun gispe lidt og lå stille mens hun følte sin skulder dunke i smerte, "h-hvem er du" spurte hun stille og prøve at komme op at side, dragen skynde sig at lægge noget at halen under hende så hun lå op af den, hun holdt øjne lukke i lidt tid før hun afsløre dem de smukke baby blå øjne der gjorde det svært at se hun var blind. hun vente på et svar og lå bare og kigge lige frem, og blinke som normale mennesker det eneste der afsløre at hun var blind var hun bare så lige ud og ikke på ham.

[pierce]

Pierce havde ikke regnet med nogen anden reaktion fra hende, da han vidste at det ville gøre ondt, men det var desværre noget hun var nød til at komme igennem, for at overleve. Og han gik stærkt ud fra, at hun hellere ville leve end at lide. Han smilede varmt til hende og strøg hende let over panden. Hun virkede varm, men det var også forståeligt, når hun lige var blevet skudt ned. "Mit navn er Pierce Alejandro Peceriaz," svarede han med et skævt smil spillende på hans rosa farvede læber. Hans tyrkiesblå øjne bar et varmt glimt, som de altid gjorde, og han så ind i hendes babyblå øjne. Det var først da han så ind i hendes øjne, at han opdagede at hun var blind. "Jeg er en havengel," sagde han derefter, og så bedre på hendes sår, da hun havde sat sig op, og lænede sig op af hendes drage. "Og jeg kan se at du er en dragerytter." Han så op på den store sorte drage, som han ikke kunne lade vær med at beundre. Det var et af de prægtigste væsner i verdenen, mente han. Han vendte igen blikket mod hende. "Hvorfor blev du angrebet?"

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline lå stille op af dragens hale, og så bare lige ud. hun fik et lille sød smile på læben, og kom med et lille fnis tros smerten, "du har en særlige navn" hun smile svagt, "ja det er jeg...dragen hedder sky...mig selv Adeline Margarita Jakson" hun blev hvor hun var og dreje hovedet mod hvor hun hørte hans stemme, "sikke en venlige stemme de har" hun smile venligt og lå med den raske arm over maven, hun lå stille mens dragen holdt øje med alt om dem også ham. "jeg har være på træning deres land og uheldig vis opdage de os på veje ud, de ville nok se om de kunne dræbe en drage rytter...der ikke mange af os desværre" hun smile skævt og sukke svagt og prøve at forstille sig hans ansigt men hun mangle at måtte enten røre hans ansigt eller se gennem dragens øjne.

[pierce]

Det glædede kun Pierce at hun kunne fnise, skønt det måtte gøre ondt. ”Mange tak,” svarede han og smilede skævt. Da hun selv præsenterede sig, så han op mod dragen. Han havde aldrig været så tæt på en drage før. Men én gang skulle jo være den første. Han vidste dog, at de var ret beskyttende mod deres rytter, så han måtte hellere være forsigtig med hvad han gjorde, han ville helst ikke blive hadet af den første drage han mødte. ”Det glæder mig at møde dig, frøken Adeline,” sagde han med en venlig stemme. ”Det er da kun godt at du kan lide den,” sagde han med en morende stemme og nogle smilende øjne.
”Hmm, I må nok hellere være mere forsigtige næste gang. Og det bedste er nok at holde sig derfra,” sagde Pierce roligt. Han vidste hvordan dem fra Dvasias var, dog ville han ikke vælge side, da deres krig ragede ham en høblomst! ”Nej, jeg har aldrig set en drage på så tæt afstand,” indrømmede han og så igen op på dragen. ”Den er meget flot og prægtig!”

[Adeline Magarita Jakson]

adeline lå stille og smile bare, "måske men det er det bedste sted at træne sin sanser ind Procias" hun smile og slappe af, "sky gøre ingen ting hun har bare ondt fordi jeg har ondt" hun laf den raske hånden mod dragen der slikke hende hånde med den rigtig store tunge, "hun er ham løs så længe jeg siger det" hun smile og så lige ud igen, hun kom lidt op og side og brugte næsen og kunne fornemme hans duft, "er det i orden vis jeg rør dit ansigtet så jeg beder kan danne et billede af dem...de virker så venlige over for en der er fremme med en drage" hun smile sødt og sad stille tros smerten i skulderen var rigtig voldsom, men hun måtte bide det i sig. sky brumme lidt og snuse til ham ved at tage dybe ind åninger gennem næsen, sky syntes han lugte sjovt meget af hvad hun troede var fisk eller noget andet.

[pierce]

Pierce tænkte lidt over hendes ord. Det var vel rigtigt nok? Man kunne jo risikere at blive angrebet, hvor som helst og af hvem som helst i Dvasias, så det var vel et godt sted at træne, så man kunne få erfaring, fra en rigtig kamp? ”Det kan du have ret i,” sagde han med et skævt smil. Hans blik gled op mod den store drage igen, som han ikke kunne lade vær med at blive fascineret af. Den var så … stor. ”Det er da altid noget,” grinede han let.
Pierces tyrkiesblå gled mod hendes igen, da hun spurgte om hun måtte røre hans ansigt. ”Øhm… Okay,” svarede han stille. Det kunne der vel ikke ske noget ved. Han kløede let sin kæbe, og de små skægstubbe, som ikke var særlig tydelige. Han måtte dog slippe en lille varm latter, da den store drage snusede til ham. Det kunne sagtens passe at han lugtede af fisk, han var jo trods alt halv fisk og halv engel.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile bare " bare rolige skal nok lade vær med at prikke dig i øjne" hun smile og lod forsigtig den lille finde bløde hånd starte med at røre hans kinder, og ned af kæben hun smile bare mens hun forsigtig følte hans ansigtet og begyndt at danne sig et billede inde i hovedet, "hehe de virker til at være en nydelig ja ung mand eller som man siger på moderne sprog så du rigtig pæn" hun smile og fnise, hun lo selv da hun kunne høre dragens snuse til ham "så sky ikke spise ham godt være han lugter lidt af fisk men han er ikke aftens mad" hun smile og lag sig til bage og tog hånden til sig, "tak for "kigge" " hun smile og hade den raske hånd på maven "og tak for redningen " hun smile "sig til vis jeg kan gøre gengæld på nogle måde" hun smile og lå bare stille og kunne stadig mærke såret svig meget da der var komme sand i.

[pierce]

Pierce lo stille. Han havde skam tillid til hende, så han lod hende bare mærke hans ansigt, så hun ville kunne danne sig et blik inde i sit hoved. ”Mange tak,” sagde han for komplimenten, da hun kaldte ham for pæn. ”Og i lige måde,” smilede han. Nok var hun blind, men hun havde alligevel et kønt og ungt ansigt.
Pierce så op mod den store drage, og måtte selv le. ”Nej, jeg vil helst ikke ende som aftensmad,” sagde han med en munter stemme. Det sidste han ønskede var at blive spist af en drage, så det var måske ikke det fedeste at være halv af. Ikke fordi han lignede en fisk, men han var jo én af havets væsner.
”Det var skam så lidt, det var jo det mindste jeg ku’ gøre,” svarede pierce venligt. Han havde reddet hvem som helst. Han rystede let på hoved, og tænkte ikke yderligere over at hun var blind, så at hun ikke ville kunne se det, det var jo af ren vane. ”Nej, jeg behøver ingenting til gengæld. Det var skam en sand fornøjelse,” svarede han sandfærdigt.

[Adeline Magarita Jakson]

hun smile "tja jeg ved jo ikke just selv om jeg er køn...det jo det dårlige ved at være blind" hun smile skævt og smile bare og syntes nu det var hyggeligt at snakke med ham, "du virker som et venlige væsen...men jeg vil gerne hjælpe vis jeg kan jeg ikke så svær at finde bare gik efter sky så finder du mig" hun smile og lå bare og så søde ud, hun bed sig i læben da det gav et jag gennem skuldren "av det her er vist ikke godt...kan du sig mig hvordan det ser ud" hun smile lidt og lå stille mens dragen lag hovedet bag ham, "sky kan lig dig det ender med hun bliver vild med dig" hun lo men fik så et dask med hale spisen "av okay okay det var for sjov " hun grine en hjerte varm latter og tog sig til skulderen "av av" hun sukke og dumpe tilbage på halen.

[pierce]

Pierce kløede sig let i nakken. ”Det kan du have ret i,” mumlede han stille. Det måtte ikke være sjovt at være blind, man gik glip af så meget smukt. Den smukke natur. De smukke nætter, solen og månen og en masse andre ting. Men hun måtte da have vænnet sig til det, så hun fandt sikkert andre ting smukke. ”Det skal jeg nok huske,” sagde han med et let smil. Det var altid noget at have en ven, man kunne støtte sig ved, når man fik brug for hjælp.
Pierce blev en smule nervøs, da det gjorde ondt på hende. Han så let på såret. Der måtte noget stærkere til. ”Jeg har faktisk noget smertestillende,” sagde han pludselig. Hvorfor var han ikke kommet på det noget før? Han hev sin taske frem igen, hvor alle urter han samlede på, lå. Han hev en rod frem, og knækkede den af. ”Det er en sha’ki-rod,” sagde han roligt, ”en rod fra havet.” Han havde lært at tale havets sprog, og var derfor i stand til at tale med nogle dyr og ellers kommunikere med dem. ”Spis den, så får du det bedre,” smilede han. Den smagte dog ikke så godt, men det ville helt sikkert hjælpe mod smerten, og salven ville klare resten, og så ville hun være klar igen om to tre dage.
Pierce slap en let latter, da dragen daskede til hende. ”Det er da altid noget, at hun ikke vil æde mig,” sagde han leende.