By The Beach

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile blot og lytte til hans ord, hun tog forsigtig roden med den raske hånden og følte lidt på den. forsigtig tog hun en bid og tykke på den, han hade rat den smagt ikke godt. hun skynde sig at få spist roden på en pæn måde og gøs, "jeg kommer til at bruge da på at få den smag ud af munden" hun lo lidt da det var en smule sjovt, drengen lå blot stille med hovedet og trak vejer roligt. hun strøg den over halen bag sig sukke svagt, "må jeg spørger hvordan ser din vinger ud...jeg ved engle vinger er hvide og døds engle sorte...men hvad med din...hvordan ser de ud...jeg gætter på de er meget smukke" hun smile og sad og forstille sig forskellige vinger.

[pierce]

Pierce lo blot, da han kunne se på hende, at hun ikke kunne lide den. Men det havde han heller ikke regnet med. Og han ville ikke engang selv kunne lide den, selvom han var et af havets væsner. Men det var ofte det, der smagte grimt, som hjalp – desværre. Han lo til hendes ord. ”Det gør du sikkert,” svarede han muntert. Han havde desværre ikke noget vand, og saltvand kunne hun jo ikke drikke.
Pierce kunne ikke lade vær med at smigre sig over hendes spørgsmål. Men han kunne egentlig godt forstå hende. Man hørte jo så meget om engle og dødsengle, at man helt glemte havenglene. Han rejste sig stille op og foldede sine havblå vinger ud, men kom så i tanke om at hun var blind, hvilket gjorde ham lidt trist. Han satte sig på hug foran hende igen. ”De er blå, ligesom havet. Og skællet ligesom din drages,” svarede han sandfærdigt, ”du må gerne røre dem, hvis det kan hjælp dig.” Han rakte sin ene vinge hen imod hende, så hun kunne nå den.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline smile og sad bare og virke så glad, selv om hun var blind virke hun bare glad og lykkelige. da han fortalte hvordan hans vinger så ud smile hun, "de lyder meget smukke langt smukkere ind en normale engle vinger...og lagt fra så deprimeren som dødsengles vinger" hun smile og smile glad da han sag hun måtte røre vingen, hun lod forsigtig hånden røre vingen og smile. "de føles anderledes... man mo sig du og din race er noget helt særlige " hun smile sødt og slap hans vinge igen, "tak for synet " hun fnise og kunne mærke roden begynde at virke og prøve at side normalt igen, "må jeg spørger hvad arbejder du med???" hun smile og ville gerne hvide hvad hendes rednings mand lave, da han virke så flink og søde hun hade ikke mødt så flink et væsen siden hendes far leve, hvilke var rart at hvide der var nogle der kunne være så flinke.

[pierce]

Pierce kunne ikke lade vær med at smile til hendes ord. Det glædede ham kun at hun gav ham sådan en kompliment. ”Mange tak. Men jeg tror at det kommer an på, hvordan man ser dem,” sagde han stilfærdigt. Det kunne godt være at hans race var sjælden, men derfor kunne nogle personer jo godt mene, at hvide vinger var flottere end hans havblå. Og nogle mente garanteret at de sorte vinger fra en dødsengels var flottest af alle. Han smilede blot igen, da hun sagde at hans race var speciel. ”Tjah, jeg har faktisk ikke mødt så mange af min egen race, så vi er vel sjældne. Men det er der jo også andre racer der er,” lo han blidt, inden han smilede.
Pierce så på hende med sine venlige tyrkiesblå øjne. ”Jeg har ikke noget fast arbejde,” svarede han sandfærdigt og rømmede sig lidt, ”men jeg kan godt lide at lave eliksirer og andet ud af naturens planter og urter. Og at blande planter fra havet og fra land, er kun med til at styrke miksturerne,” sagde han med et smil på læberne.