måneskin

[pharrel123]

”Sjovere? Pga. en vampyr? Pga. dig?” spurgte Pharrel undrende og en smule misbilligende. Han kunne skabe sit eget sjov. Han havde det sjovt, når han dræbte, når han pinte folk til døde, når han kørte dem så langt ud psykisk, at de ikke havde noget selvværd tilbage. Han havde ikke brug for andre til at have det ’sjovt’.
Pharrel så undrende på hende og betragtede hende, da hun vendte ham ryggen. Han rynkede kort sine øjenbryn. Hun virkede pludselig så … anspændt? ”Noget galt?” spurgte han let. Han var faktisk ikke sikker på, om hun ville angribe ham, eller om hun bare var syg, selvom den sidste mulighed, så ville undre ham, for man kunne ikke ligefrem blive syg, når man var vampyr. Men hvis hun angreb ham, så ville han være parat!

[stella]

stella gik hen rundt til en grav sted og lændet sig op af den, hun svarede ikke om at hun kunne gøre hans liv sjovere, en tanke strefjet hende, men hun ville sprøger til det nu før hun havde fået kontrol over sin trøst.
Hun blev dog noget overrasket over da han sprugte til om der var noget gal, stella vendt sig rundt mod ham hende øjne var lidt vilde som et dyr, men ikke så vilde hvis hun skulle til at angribe ham, " tørsten " sagde hun bare rolige han måtte vide vide hvordan det kunne være, hun mærket halsen brændt endnu, hun grab hårdt fat i gravsteden bag hende så den knuste, stella så ned mod jorden og om på grav steden.

[pharrel123]

Pharrel så ikke undrende på hende, da hun sagde at hun var tørstig efter blod. Det skete jo også for ham, når han ikke havde fået blod i et stykke tid. Så han kendte udmærket godt til den afkræftende følelse. Men det at hun var tørstig og blev mere og mere afkræftet, det betød blot, at hun ikke var lige så stærk, som hvis hun havde drukket blod. Det ville rettere sagt sige, at hvis hun prøvede at angribe ham, så havde hun ikke en jordisk chance. Han smilede blot ved tanken. Men igen, hvorfor skulle han dræbe hende? Hun havde jo ikke gjort ham noget.
Pharrel så på hende med et dødt blik. ”Hvorfor tager du så ikke ind til byen og nedlægger dig dit bytte?” spurgte han med en rolig stemme, og skønt den var rolig, så kunne den hurtigt skifte klang, da der ikke skulle meget til for at tænde hans temperament.

[stella]

stella lukkede øjne hun kunne noget eller nogen " det er unødvendig der kommer nogen hen mod kirke gården " sagde hun rolige og åbnet øjne, hun drejet hovedet lidt og kigget mod lågen, man kunne se der kom et ungt par gemmen lågen det var en mand og kvinde, de havde ikke set dem endnu og den chance ville stella spilde, hun smilede lumsk mod Pharrel og løb mod dem, pharrel kunne nemt se hende men det kunne de ikke, hun stoppet op foran kvinden og smilet ondt, den unge kvinde skreg af sine unger Kraft da de så hvad hun var hun rettet blikket mod manden og tog af i hans skulder, mens hun hurtig satte tænderne i ham, kvinden skreg prøvet og prøvet at rykke hende fra sin manden, stella tog hurtig om hende hals, og kastede hende mod pharrel uden af kigger på hende, stella var enlig lige glad om hun løb eller om pharrel tog hende.
manden skreg og prøvet at skubbe stella væk, men det enste som skete var at hende tøj blev reven i stykker, men manden blev svager og svager og til sidst hang han bare i stella arme.

[pharrel123]

Pharrels blik blev også rettet mod det unge par, som kom ind ved kirkegårdens indgang. Hans natblå betragtede Stella, imens hun løb hen og angreb det unge par. Manden havde ikke en jordisk chance, mod Stellas vampyrkræfter. Han så hvordan manden nyttesløst forsøgte at komme væk fra hendes greb; og endnu længere væk fra hendes tænder. Men Stella, så ikke ud til at stoppe.
Da Stella skubbede den unge kvinde hen til Pharrel, greb han fat i hendes krave, med et fast tag. Han så på hende, med sit døde blik, inden han gav slip. Og lige da han havde givet slip på hende, løb hun så hurtigt hun kunne væk fra ham og Stella. Han ville have ladet hende gå, men da han hørte hende råbe hjælp om at redde hende fra de to monstre, var der noget i ham, som slog ’klik’. Hans blik blev koldt og kynisk, og han så kun på denne kvinde med had. Skønt han havde et bæst indeni sig, så skulle folk vare sin tunge, når de befandt sig i hans selskab. Han forsvandt og dukkede op foran kvinden, med et blik der lyste af galskab. Han greb hende om halsen, tvang hendes ryg ind mod hans front, inden han satte tænderne i hende. Og lige inden hun døde af blodmangel, brækkede han nakken på hende, så hendes krop sank livløst sammen på jorden.

[stella]

stella brækket nakken på den unge mand ende hun slap ham, hun havde prøvet en gang før i sine unge dage at efter lade et halv dødt menneske som havde fået hjælpe og det endt med hele nyen kom efter hende, så hun havde lært af hende fejl.
Stella så ned på det livløs mand foran hende fødder han var hel hvid, og næsten helt tynd ud efter han ikke havde mere blod i sig, Stella så i retning af Pharrel han var efter kvinden, stella stod rolig og så til mens han tomte hende for blod.
Hun køret hånden gennem hende hår og så ned af sig selv, et ærme var reven af og enkle steder på kjole var der reven store stykke af, men hun var enlig rimlig glad hun kunne jo ikke rigtig mærke kulden, så syg af det kunne hun ikke blive.

[pharrel123]

Pharrel slikkede sig om munden, for at få de sidste par dråber blod med. Hans kolde øjne så ned på den døde kvinde, hvis hals var vredet helt om, ikke noget han synderligt tog sig af. Han havde set mange døde kvinder, sågar som børn. Han havde dræbt mange mennesker og andre racer med hans bare hænder, og alle gange har han følt ingenting, ligesom han gjorde i øjeblikket.
Pharrel så over mod Stella, som han roligt begyndte at gå over imod. Han kørte selv en hånd igennem sine mørkeblonde lokker, som vinden fik til at svaje ganske let foran hans øjne. Han skævede kort mod den døde mand, som Stella havde sat tænderne i, hvor han selv havde nakket den unge kvinde. Han stoppede roligt foran hende og betragtede hende lidt. ”Jeg går ud fra, at du fik din tørst stillet,” sagde han med sin rolige hvislende stemme.

[stella]

Stella kig mod Pharrel da hun kunne høre han gik i mod hende, hun betrakt ham mens han gik mod hende, hun nikkede rolige ja, det gjorder jeg sagde hun rolige og smilede kort til ham.
Stella stod rolige og kigget på ham, hun havde set hvor han havde nået hen til kvinde og kunne se at han var en del hurtiger end hende selv, men hun frygtede ham ikke selv om han var en del stærker end hende.
En tanken kom op i stella hovede, men hun skubbet den hurtig vider, det var den masse tænke hun havde får tidliger lige over hende tørst var kommet over hende og hun sys enlig det var uhøflig at spørger også når hun ikke kendt ham særlig godt, han var osse ældre end hende så han havde sikkert oplevet det.

[pharrel123]

Pharrel gengældte ikke smilet, han så blot på hende med sine sorte døde øjne. Nu hvor han tænkte over det, så var det egentlig lang tid siden at han havde jaget sammen med en anden vampyr. Det var ikke ligefrem noget der skete særlig tit. Han holdt sig altid for sig selv. Han var en enspænder, som sjældent var sammen med andre. Så man kunne vel godt kalde det for lidt forfriskende, at møde en anden jæger.
”Jeg går ud fra at du så skal videre?” spurgte Pharrel roligt. Det undrede ham ikke. Han havde faktisk regnet med at det ville blive en stille og rolig nat. Og at det unge par lige var kommet forbi var kun en bonus, da han havde nydt kvindens søde blod, som havde været frygtelig velsmagende.

[stella]

Steela begyndt og gå i mod ham, hun rystede let på hovede " nej det behøver jeg ikke sagde hun mens hun gik forbi ham.
Hun var på ingen tænkt sig og gå nu, måske havde hun fået noget føde, men det betyd da ikke hun skulle vider, hun satte sig roligt på en gravsted og kigget på sin kjole, det ærme som sat tilbage hang bare løs så hun rykket det af, resten kunne hun desværre ikke rettet på nu.
Stella så mod Pharrel " er du da ved at være træt af mig " sagde hun med en lidt drillende stemme. hun havde dog ikke tænk sig og lade ham alene endnu.

[pharrel123]

Om hun skulle videre eller ej var Pharrel egentlig ligeglad med, han bestemte ikke over hende og han kunne ikke bestemme hvem, der måtte være på kirkegården. Han så blot på hende, da hun gik forbi ham, og satte sig på en gravsten. ”Jeg knytter mig ikke så folk, ergo kan jeg ikke blive træt af dig. Desuden, jeg bestemmer ikke hvem, der må befinde sig på kirkegården,” svarede han sandfærdigt og lod sine natblå øjne hvile på hende. Manden havde åbenbart revet hendes kjole i stykker, men det var ikke noget han tog sig af. Det kunne jo ske, når man havde et besværligt offer. Han så op på den halve måne, som oplyste det meste på kirkegården, den kunne næsten ligeså godt have været fuld.

[stella]

stella rystede på hovede, hun var ved at fattet han var en enspændere, det var hun enlig ved at være godt træt af, hun rystede bare let på hende da var færdig med at snakke " ja ja som de vil sagde hun rolige og kigget på ham og så ned på grav stenen for at hvem der enlig her under hende, hun mumlet let navnet for sig selv og så så op på ham igen " er der virkelig ikke noget du sys der er sjovt, eller noger som kan få dig til at være bare lidt glad sagde hun lidt henkastede med en rolige stemme, hun var enlig træt af at se på han kolde ansigt, det var lige før hun kunne grave en af de døde op og de ville have mere liv i sig end dem.
Stella betraket lidt hans krop, han var enlig pæn men han personlig var lidt kedlig, hun lod sit blik hvile på hans ansigt mens hun bare sad der rolige på stenen

[pharrel123]

Pharrel hævede det ene øjenbryn, og sendte hende et næsten skulende blik. ”Jeg er aldrig glad!” understregede han. Der var ikke noget i livet, der gjorde ham ’glad’, han var altid alene og med den barndom han havde opvokset med, så ville folk nok også forstå ham. Han var blevet opdrættet til at være en dræbermaskine, og alle hans menneskelige følelser var blevet drevet ud af ham. Eller det troede han i hvert fald.
Pharrel betragtede hende imens hun sad der på gravstenen. ”Og det eneste der er sjovt, er at dræbe,” sagde han så med en lidt mere rolig stemme, hvor hans døde øjne søgte hen over kirkegården. Der var så stille og fredfyldt, hvilket man ikke ligefrem skulle regne med, når man befandt sig i Dvasias.

[stella]

stella løftede det ene øjne bryn og så undrende mens han talet, hun var næsten helt mund lam, hun sys han var helt fortabt at han aldrig var glad, hun forstod det virkelig ikke, hvordan man kunne være sådan, Da han var færdig med at tale rejste hun sig rolig på stenen ig kigget på ham " den gave du har fået har du ikke fortjent sagde hun rolige. hun så på ham med et alvorlig blik, og hun mente hvad han sagde, han fik skænket livet endnu en gang og så var han ikke en gang glad for bare at være i live.
Stella gik hen i mod ham " hvis du er så kold som du virker har du sikker heller været sammen med en kvinde mumlet mens hun roligt gik forbi ham.

[pharrel123]

Pharrel var egentlig ligeglad med om hun forstod ham eller ej. Han kunne ikke gøre for at han var som han var. Han var blevet opdrættet til at dræbe. Han havde lært at han ikke skulle vise nogen følelser, men være kold. Han havde lært at han skulle nedlægge sin fjende. Holde sine venner tæt, og sine fjender endnu tættere. Det var sådan at han var blevet opdraget! Men han havde nok været en hel anden person, hvis han endnu havde været et menneske, hvis Darcian ikke var dukket op i deres liv. ”Hvilken gave?” spurgte han koldt, ”døden? Eller det at blive til et monster?!” Han var jo en levende død, ligesom en vampyr. Og et monster, som en varulv. Han havde kun fået en kæmpe styrke med skærpede sanser. Og han brugte dem.
Pharrel fnøs til hendes sidste ord. Men det var vel sandt? Han havde aldrig fået et forhold til en kvinde, da han egentlig altid havde dræbt dem. Deres blod var jo trods alt det bedste. Han svarede ikke på det, men lod hende blot gå forbi. Hans natblå øjne søgte ud i mørket. I intetheden.