måneskin

[stella]

Stella gik rolige ind gemmen hen mod lågen til kirke gården, hun fandt stedet dejlig rolige og de døde genere hende jo ikke på nogen måde, hun åbent låge og i gemmen hun kigget rundt på de forskellig grav sted og så op mod månen den var kun halv, men lyste kirke gården helt op, tågen som altid var på kirke gården, var kun i knæ højte og gjoder at stedet så meget mere dyster og skummel ud.
Vinde suse blidt i de døde træer, hun smilede rolige over vinde leget med hende sorte lange hår, hun var i ført en lang lilla / blå kjole men lidt tæt ind til hende krop.
Hun så rundt på de forskellig grav steder man kunne godt se hvem der havde penge til at holde stedet og hvem som lod deres kære døde være alene for evigt.

[pharrel123]

Pharrel sad allerede på kirkegården. Han sad på én af gravstenene, og hvem den døde var, var han egentlig ret så ligeglad med! Var man først død én gang, så blev man ikke lige pludselig levende igen - medmindre man var Necromancer, men så blev man ikke ’rigtig’ levende. Pharrel sad og kiggede op mod den klare nattehimmel. Han tænkte ikke rigtigt på nogen, bare sad og kiggede, som var han en statue. Hans ene ben var trukket op, så hans arm kunne hvile sig på den, imens han mærkede den blide brise, der fik hans mørkeblonde lokker til at svaje ganske blidt. Han følte sig hjemme her på kirkegården – den var ligeså død som ham selv. Han følte intet, kun at han ikke havde gjort nok i livet. Det liv, som han langt fra var færdig med at leve. Han selv bar et par mørke jeans, en hvid top, med sin sorte læderjakke udenom. Som altid bar han sit familiearvestykke, som var en sølvhalskæde med hans slægts symbol.

[stella]

stella så rundt og stoppet rolige på for at duft intetheden, men denne var der en anden stella var ellers altid alene men hun kunne lugte en anden, den duft var ny for hende, mange dufte havde hun lugtede men denne her var her nye, hende nysgariehed tog over og hun så sig hurtig omkring for at se om der var noget som det ikke plejet at være der, hun så noget der lingende en statue men da vinde kom igen kunne hun se håret bevæge sig så det var et levende væsen, da hun kom tætter på at virkede lugten velkendt men osse ny, hun fornemme at han var vampyr eller noget i den stil, hende nysgariehed fik hende til den hen mod ham, hun lysløst men hvis han var en vampyr ville han kunne hører hende, men et andet væsen ville ikke.
hun betrakte den anden men hun gik hen for hun kunne se ham fra front og ind i ansigt.

[pharrel123]

Pharrel var ikke blot vampyr, men det som var stærkere, han var en horror. En blanding mellem to dødsfjender; vampyr og varulv, og han havde arvet både deres styrker og svagheder, hvilket havde skabt dette nye og stærkere væsen, en horror. Og han var mere end stolt over at være en del af denne race, da den havde givet ham mere magt end han turde håbe på. Da han var halv varulv, så var hans høresans ekstra skærpet, hvilket også var grunden til at han hurtigt opfangede den anden person, som befandt sig i hans omgivelser. Han bevægede end ikke hovedet, men sad blot fortsat stille og stirrede mod den halve måne, som næsten lyste ligeså godt op, som havde den været hel. Da han ikke kunne høre personens hjerte gik han ud fra, at han enten var vampyr eller horror som ham selv. Han følte sig dog ikke truet, da han skam var i stand til at forsvare sig selv, når det kom til stykket. Han lod hende blot komme tættere på, så han til sidst kunne overraske hende.

[stella]

Stella gik lidt tætter på ham, hun stod lige foran med en meter eller måske to meter mellem dem, hun kiggede lidt på hans ansigt mens han kiggede mod månen, hun kigget hurtig mod månen og så tilbage på ham, hun var nysgarie efter at vide hvem han var, hun havde ikke mødt ham før han var meget spændende.
Stella viste godt at hende nysgariehed nemt kunne blive hendes død en dag men det havde hun ikke lige i tankerne lige nu, hun betraket rolige den unge mande foran hende, hun lage hovedet lidt på skår mens hun kiggede på hver detalje i hans ansigt og på hans krop, hun kiggede osse rolige på hans halskæde men symbolet i.

[pharrel123]

Pharrel vendte sit kolde blik mod hende, og hans øjne blev lettere sammenknebne. Han så hende lidt an og gav hende elevatorblikket, hvor han hurtigt fik studeret hende fra top til tå. ”Hvem er du?” spurgte han med en klar og kynisk tone. Han havde mødt mange vampyrer i sit liv, så hvorfor skulle denne være anderledes? Hun var en blodsuger ligesom ham selv, så visse fællesinteresser havde de vel? Han følte hende ikke som nogen trussel, så han vendte blot blikket op mod månen igen, som han let betragtede med sit tomme og døde blik. Han kørte kort en hånd igennem sit hår, da vinden hele tiden fik pandehåret til at glide ned i øjnene på ham.

[stella]

da stella fik hans opmærksomhed smilede hun kort og så ind hans øjne, han skramte hende ikke, hun kiggede hurtig ind i hans øjne, da han spurgte hvem hun var " stella clearway" sagde hun rolige med en klar let stemme.
da hun var færdid med at snakke og han havde vent sit ansigt mod månen igen, stod som et lyn bag hans ryg og lændet frem over mod hans hals og øre hun hvisket rolige med en forførende stemme " du er ikke ren vampyr er du vel " .. hun var lidt i drille humør idag
Hun viste dog ikke hvordan han ville reager på hendes endnu tætter nærvær, der var ikke mere en få centimeter mellem dem, hun kiggede rolige på ham mens hun stod for overbøjet bag hans ryg.

[pharrel123]

Pharrel blev blot siddende, hvor han kort skimtede til hende, da hun sagde sit navn. Stella Clearway, det lød vel ret vampyragtigt, gjorde det ikke? Men igen, det var blot et navn, et navn han aldrig havde hørt om før, så hun kunne ikke være nogen vigtig person.
Pharrel var godt klar over hendes hurtighed. Den havde han jo også selv. Vampyrer og horrorer var hurtige som lyn, og hurtigere end øjet kunne nå at reagere. Men han tog sig ikke af at hun stod bag sin ryg, da det vel var forudsigeligt? Det var typisk vampyrer og horrorer at skræmme deres ’ofre’ bagfra. ”Måske, måske ikke, men det finder du nok ikke ud af,” sagde han med et hemmelighedsfuldt smil, som hverken afslørede det mindste.

[stella]

stella stod stadig forover bøjet, hun smilet kort og kiggede på hans hals " ved du godt en vampyr godt kan drikke en anden vampyrs blod sagde hun drillende, og lod en kører ned over hans hals, hun kunne mærke han virkede selvsikker og at han var ældre end hende.
stella kiggede mod hans øjne og så ned mod hans hals igen, hun stod lidt og tænket på den tid hvor hun skulle hvordan det var at være vampyr, hende tid som sensuel kunne hun dog ikke huske meget af, men nogen af kafterne havde du da, men ikke den med berørning, den forvandet sammen med sin hukommelse om sit tidliger liv.

[pharrel123]

Pharrel så nok mod månen, men alle hans andre sanser pegede mod hende. Da hun rørte hans hals, greb han fat i hendes hånd og holdt den fast i et hårdt greb. Han drejede sit hoved en smule, så han lige kunne skimte hende ud af øjenkrogen. ”Pas på med, hvad du rør, vampyr!” snerrede han og han drejede hovedet en smule mere, så han kunne se hende ordentligt. Hans blik var køligt og kynisk, og viste ingen kærlige følelser. Han var dræbte aldrig nattens væsner, medmindre de selv bad om det eller havde pisset ham af. Det var kun væsner fra lyset som han kunne finde på at dræbe for sjov.
Pharrel slap hendes hånd igen, inden han sprang ned fra gravstenen, så de kom til at stå front mod front. Han tog ikke blikket fra hende denne gang. Nok var hun hurtig, men ham og andre vampyrer, samt horror kunne sagtens følge hende med øjnene.

[stella]

stella så rolige på ham da han grab fat i hende hånd, hun stod bare rolige og lyttede til hans ord og så sukket hun kort da han var færdig, hun ville bare drille lidt men han vist ikke i humør til det, hun så rolige på hende, da han slap hende rettet hun sig op og så rolige på ham " du er da i godt humør inat sagde hun køliget til ham.
stella så kølig på ham, hun ville gerne lege eller drille i aften men han virkede ikke som den rettet tybe, han lidt som hende skaber, kold og lige glad med andre dog holdt han hele tiden øjne med stella hun huskede tydlig hvordan han altid skulle med hende ud og jage.
stella så lidt på den unge mand " hvem er du hvad er du " sagde hun roligt og så mod hilmen.

[pharrel123]

Pharrel gav en let knurren fra sig. Knotten kunne man vel godt kalde ham? Men igen, han var ikke ligefrem typen der rendte rundt og drillede folk. Han var blevet opdraget til at være en kriger. Den bedste kriger der ingen svaghed viste. Han var blevet opdraget, som en maskine i stedet for som et menneske. Man kunne ikke ligefrem sige at han havde nogle menneskelige følelser – selvom det nok ikke helt var rigtigt, da han jo havde været menneske for mange, mange år siden, så lidt var der vel gemt inde i ham, men om det nogensinde kunne komme frem i ham, det var et mysterium, som han ikke engang selv kendte svaret på.
”Sådan er jeg bare,” mumlede Pharrel stilfærdigt, hvor hans blik blev mere dødt og neutralt. Han kørte let en hånd igennem sine mørkeblonde lokker, og kunne ikke lade vær med at trække en anelse i mundvigen, da hun spurgte om hvad han var. ”Mit navn er Pharrel Van Ipswich,” sagde han stolt, ”og hvad jeg er, det har du nok ikke lyst til at finde ud af.” Hans blik blev hemmelighedsfuldt og lusket. Han var faktisk hendes dødsfjende, da vampyrer og varulve var naturlige dødsfjender, og han var begge dele, så mon hun blev henrykt over at se hans ’andet’ jeg. Det bæst, som var låst inde i hans indre, og som blot ventede på at blive lukket ud.

[stella]

stella rullede let med øjne Du har ikke noget liv sagde koldt, hun sys enlig det måtte være kedelig og være sådan, men okay hun var jo osse en Sensuelle i sit liv før hun blev forvandlet, så hun var en fri sjæl og det var en af de ting hun havde taget med over i sit andet nye liv som vampyr.
Stella nikkede bare uhøflig da han fortalet hvem han var, men han ville stadig ikke sige hvad, hun forsvandt igen og tog beg hans rug hvor hun viskede rolige han øre du kender mig ikke enden hun forsavndt igen. hun dukket rolige på foran ham igen, hun viste godt han kunne se hende med øjne men hun elskede at løbe frit rundt, og han skulle heller ikke stoppe hende,

[pharrel123]

Pharrel fnøs blot kort af hendes ord, om at han ikke havde noget liv, hvilket på en måde var rigtigt, han var jo ’død’ ligesom en vampyr. En levende død for at være helt præcis. Men han havde vel bare nogle andre interesser end hende? Han nød at massakrere andre og pine dem til døden, men var det ikke bare noget der hørte til hans race? Alle horrorer dræbte ligesom alle vampyr – når de skulle have blod. At han så, bare var kynisk og kold det havde jo alt sammen noget at gøre med hans fortid.
Pharrel tog sig ikke af hendes små drillerier, og hendes hvisken i hans øre. Han så blot på hende med et lumsk glimt i øjet, da hun igen stod foran ham. ”Jeg burde måske kende dig?” spurgte han lettere nysgerrigt og en smule hånligt. Hvad specielt var der ved hende? Hun var blot en vampyr, og der var mange vampyrer i Dvasias og andre steder, så hun var jo ikke den første han havde mødt.

[stella]

stella stod rolige foran ham hun køret rolige hånden gemmen hende sorte lange hår hun kiggede rolige på ham, måske dit liv ville måske blive lidt sjover sagde hun køligt, hun var lidt sur over han var en vampyr hun var blev at blive tørstig og hvis han havde været et andet væsen, ville hun nemt angribe ham og drikke hans blod.
Stella knyttede sine hænder og vente ham ryggen, hendes blod tørst var ikke så stor endnu men hun viste det ville den blive, hun prøvet rolige at slappe af og for det under kontrol, det var ikke svært når hun var alene men med andre var det svære alle havde næste duften af blod.