måneskin

[stella]

Mens stella gik fordi ham lyttede hun til hvad han sagde " et nyt liv, din skaber kunne lige nemt være en ny født som mangle blod, men i stedet fik du et nyt liv sagde hun rolige.
Hun stoppet op og så mod månen, stella havde altid lært og se de lyse ting ved ens skæben og tingende som skete omkring hende, men hun forstod ikke den vampyr det havde skabt Pharrel, havde gjort ham så følges kold, det gav næsten et tæt i hende hun vente sig mod ham " din skaber, var han ved at lave en hær " sagde hun rolige, hun havde godt høre om vampyr som ville lave en hær få at over tage lande eller kongeriger, men hvis det var rigtig hvorfor havde pharrel så givet slip på ham, hvorfor var han ikke ved sin skaber.

[pharrel123]

”Jeg har ingen skaber! Kun en stedfar, der ville bruge mig til hans egne formål!” hvislede Pharrel og så koldt på hende. Bare tanken om at hans stedfar havde gjort ham til varulv var frastødende! Han var blevet til et monster! Men han havde lært at leve med det og nu, hvor han var væk fra hans stedfars magt og kontrol, så kunne han selv bestemme over sig og han havde lært at leve som en horror, og var kommet til at nyde den styrke og hurtighed som var blevet ham skænket, da vampyren fra Dvasias havde bidt ham.
Pharrels natblå øjne så mod Stella. ”Det kan man godt sige,” svarede han med et lille nik. ”Ser du, jeg blev ikke født i Dvasias, men et land langt herfra. Jeg var blevet en kriger, som skulle beskytte mit hjemland og min konge. Min stedfar har lært mig at dræbe og da han gav mig min egen mission, for at dræbe fjenden, så skank skibet i et uvejr, og jeg vågnede op her i Dvasias,” fortalte han roligt. Han kunne ikke huske sin egen hjemstavn, han havde kun få erindringer der fra, men det var vel også uden betydning nu? Han havde fået et nyt liv, hvor han var sin egen herre.

[stella]

Stella så klodt på ham da han kigget koldt mod hende, men hende blik løsende op da han begyndt at fortælle om sin tid før sin forvandling, hun så bare rolige på ham uden at sige noget det første stykke tid
" det var dog utrolig du kan huske så meget før du blev bidt, jeg husker alt meget svagt som sløret billede " sagde hun rolige, hun var noget imponeret over han kunne huske så meget, men osse han havde åbent sig lidt for hende, " hvad var du før du blev bidt sagde hun rolige i håb om han ville fortælle det.

[pharrel123]

Pharrel tog sig ikke af hendes kolde blik, han var mere eller mindre vant til at blive kigget koldt på af andre, da han jo gjorde det samme. Og det var vel også bare retfærdigt? Hans eget blik var dog også selv falmet en smule, da det var blevet mere roligt, idet han fortalte kort om sin fortid. Det hele stod så klart og til tider ville han ønske at han ikke kunne huske noget. Men han huskede alt alt for godt! Han trak let på skuldrene. ”Det er nok forskelligt fra person til person,” svarede han roligt. Han var faktisk ikke sikker, eller også havde det noget at gøre med hvordan man blev bidt. Han havde jo været igennem et par ritualer første gang, så måske var det derfor? Han var faktisk ikke sikker.
”Et menneske,” svarede Pharrel roligt. ”Jeg boede hos min mor og søster, og måtte overtage min fars rolle da han døde. Men så kom min stedfar Darcian, og han forandrede det hele,” forklarede han blot roligt. Han var egentlig ligeglad, han levede og det var vel det vigtigste?

[stella]

stella nikkede sådan var det vel, alle var forskellig fra væsen til væsen, ellers var der noget andet som gjoder det, ingen viste det rigtig, hun kiggede rolige på ham mens han tale, stella bed mærke i hans stedfars navn, det var som om hun havde hørt det et sted før..
Darcian...Darcian sagde hun et par gange, næsten som om hun smaget på ordet, men hun huskede kun hun havde hørt det navn før men ikke i hvilken sammen hæng lyder bekendt hviskede hun svagt, hun viste dog godt han kunne høre hende.
Stella betraket ham kort øjeblik og så mod månen og tilbage på ham igen.

[pharrel123]

Pharrel så blot til, imens hun ’smagte’ på navnet. Da hun så sagde at det lød bekendt så så han mistroisk på hende. ”Jeg tvivler på at du kender ham,” svarede han skeptisk og dog sandfærdigt. Darcian levede langt herfra og han havde aldrig set ham i Dvasias. ”I så fald må det være en anden,” tilføjede han roligt. Og var Darcian her, så ville han ikke have noget med ham at gøre! Han hadede den mand mere end noget andet! Det var ham som havde frarøvet ham livet og alt andet! Nok var han blevet til en stærk kriger, men han kunne måske have blevet lykkelig, hvis ikke han var blevet omgjort til varulv. Han fulgte hendes blik, og så op på månen, der endnu ikke var fuld, så han var ikke tvunget til at være varulv, men han kunne da sagtens forvandle sig. Så let som ingenting.

[stella]

Stella gik hen og satte sig på enn grav sten, hun rettede lidt på den ødelagte kjole og så så på ham igen
jeg sagde intet om jeg kendet ham men at navnet lød bekendt, sagde hun rolige
Hun viste godt hun ikke havde mødt en med sådan et navn for ellers ville hun kunne huske det, Stella så rolige på ham " du har virkelig noget mod den mand sagde hun roligt og så efter tænkt som på ham, mens han stod der, han var anderledes end alle de andre hun havde mødt gennem tiden, det var ikke første gang hun havde set had på denne måde, men Pharrel virke mere bevist om sin had til denne Darcian

[pharrel123]

Pharrel så blot på hende, da hun gik hen og satte sig på gravstenen. Han fulgte hende med øjnene, og skønt hans øjne hvilede på hende, så pegede alle hans andre sanser mod det som var omkring dem. Så ville han være parat til, hvis der dukkede et nyt par op, eller måske det som var værre.
Pharrel trak blot på skuldrene. Sandt nok, hun havde jo ikke sagt at hun kendte ham, det havde han bare gået ud fra, siden hun sådan havde ’smagt’ på navnet. Men det var også irrelevant, da han tvivlede stærkt, og mere til, at Darcian befandt sig i Dvasias, eller landene omkring. ”Jeg hader ham mere end noget andet,” svarede han stilfærdigt, da det jo var sandt. Han havde intet tilovers med den mand og hvis han mødte ham, så skulle han nok sørge for at han ikke ville leve mere end et minut!

[stella]

Stella så rolige på ham mens hun lyttede til vinden, hun kunne hører længer ude at et storm vejr var på vej, ind over byen, men hun lyttede bare roligt til pharrel snakkeden, enlig kunne hun ikke se hvordan man kunne hade en person sådan, hun var mere på flugt fra en heldigvis kunne hun altid mærke hvis personen kom tæt på hende.
Stella nikkede bare rolige efter at han var færdig med at snakke, hun kiggede så hurtig væk fra ham og i retning af stormen, den var et par kilometer fra dvasias, og kom langsomt ind mod byen.