Tung Regn

[erin]

Mørket havde langsomt lagt sig over Dvasias som en tung mørk dyne, der lukkede alt lys fra stjernerne og månen, ovenover skyerne ude. Det havde været overskyet og kulsort de sidste mange dage. Dog havde det de andre dage holdt tørt, hvilket det ikke var denne aften. En tung regn faldt fra de mørke skyer, og forvandlede altid til et virvar af vand. Overfladen på den Sorte Sø var bestemt ikke bedre. Hvert sekund blev den brudt af millioner af tunge vanddråber, der prøvede at give den før så tørre jord samme behandling, med det resultat at jorden på kort tid var blevet fugtig og mudret. De fleste levende væsner havde valgt at søge ly i dette vejr. Enten i deres små huse, eller i deres små huler. En enlig skikkelse havde dog alligevel valgt at trodse vejret, og bevæge sig ned til den Sorte Sø. Hvis man besad evnen til at se igennem mørket, ville man tydeligt kunne se at det var en kvindelig skikkelse. Eftersom regnen havde gjort hendes tøj vådt, og derfor fik det til at sidde tæt til den velformede krop. Hun var normalt ikke en skikkelse der vandrede alene, eftersom hvis man genkendte den høje skikkelse, og det lange rødbrune hår, ville man sikkert undre sig over at den store løveskikkelse, der ellers altid var i hendes følgeskab manglede. Der var dog en logisk forklaring på dette, eftersom det enorme dyr blot var ude og jage, og havde derfor efterladt sin tro følgesvend, den ung udseende kvinde, i hendes eget selvskab. Hun kedede sig grusomt, og håbede inderligt at der ville være andre der ville være skøre nok til at trodse vejret, og bevæge sig ned til Den Sorte Sø.

[Deleted]

At det pisset ned fra den store himmel, var ikke noget, som havde nogen betydning for Samuel. Han havde brug for at komme lidt ud efterhånden, så var det vel også på tide? Hans tøj som straks måtte klæbe ind til hans egen muskuløse krop, selvom det nu ikke var noget, som gjorde ham det mindste. Den unge kvinde som hvilede slapt i hans arme og med de tydelige mærker i halsen, efter at han selv havde siddet helt fast. Kvinden gispede svagt efter vejret, selv godt gennemblødt. Samuel hævede stille sin ene hånd og lod den stille og roligt stryge over hendes kind, inden han vendte hendes blik forsigtigt væk fra sig og blottede hendes hals igen for ham. Han førte hende til sine læber igen, hvor han stille kyssede hendes kind, nedover halsen inden han igen bed sig fast til hende. Hun slap et smertefuldt gisp og spændte fast i hans arme, selvom hun ikke havde kræfterne til at skulle komme væk fra ham. Der gik ikke lang tid før hun lå slapt i hans arme, uden at skulle fortrække så meget som en mine. Samuel trak sig langsomt væk fra hende og med det klare tilfredse smil på læben, inden han bare vilkårligt, valgte, at skulle give slip på hende og bare lod hende falde til jorden, som havde hun ikke været noget andet end affald. Han trådte et stille skridt over hende, da han gik ned mod søen. Han knælede roligt ved den urolige overflade og vaskede roligt sine hænder og lod vandet falde op i hans ansigt. Vinden slog en anelse fast mod hans ansigt og klart med et behag et sted. Han smilede let tilfreds. Så var sulten i hvertfald stillet for denne aften.

[erin]

Den unge kvindes navn var Erin. Det var i hvert fald dette navn hun altid præsenterede sig med, eftersom hun ikke var særlig meget for hendes fulde navn. Hun vidste ikke helt, om det var fordi det lød for formelt, Erinna Adaron af Svanen- og Falkenborg, eller om det bare var fordi det ikke rigtig passede til hende. Det var et navn der indikerede at hun var adelig, og endda af to huse fra henholdsvis Dvasias og Procias, en ting man ikke ummiddelbart skulle tro var muligt, eftersom de adelige slægter i de to lande plejede at afsky hinanden. Det var også derfor at hun normalt valgte, hvis hun endelig skulle bruge et efternavn, at bruge druidernes navn til hende, Adaron, et navn der betød Træernes Herre. Hvorfor hun havde fået dette navn var hun ikke helt sikker på, men det var vel et stærkt og betydningsfuldt navn i deres kredse.. Hun savnede Druiderne en smule, eftersom alting hos dem havde været så fredfyldt og roligt. Men måske også en smule kedeligt. Det var derfor hun godt kunne lide at opholde sig i Dvasias. Der skete altid noget, eftersom hun enten selv fik rodet sig ud i problemer, eller også gjorde nogle andre. Hun havde altid haft lidt af en retfærdighedssans. Hun vidste ikke helt om dette kom fra hendes Lyse side, men den fik i hvert fald hendes faresignaler til at ringe, da hun hørte et smertefuldt gisp gennem regnen. Hun spejdede kort rundt. Hun havde altid haft et fremragende mørkesyn, fra hendes Mørkedæmonside, og kunne efter et par løbende skridt, skimte en høj mandlig skikkelse, der gik væk fra en slap skikkelse der lå på jorden. Hun rynkede kort på de rødbrune bryn, og fulgte manden med de grøn/blå øjne, mens han vaskede sine hænder i søen. Hun gik med stille afslappede skridt hen imod ham. "Her sidder I rigtig og vasker blodet af Jeres hænder. Tro ikke at Vi ikke har set hvad I har gjort.." Sagde hun, med sin melodiøse stemme. Hun havde altid talt på denne måde, en dialekt man ellers kun forbandt med de øverste hoffer og adelige.

[Deleted]

Det var nu alment kendt for Samuel, at han aldrig var alene om aftenen, så at nogen var i hans nærhed, var han slet ikke det mindste i tvivl om, selvom det nu ikke gjorde ham det mindste på nogen måde. Hvorfor skulle han da ellers også reagere på alle de småting som det ellers måtte være? Andres smerte var hans skat, kunne man fint beskrive det, ogs sådan havde det været for ham igennem ekstremt mange år og det var sådan, at han i den grad også måtte ønske, at skulle fortsætte med, for han elskede at se andres smerte.. Om han så selv skulle sørge for den, som i den grad også var det som han foretrak som det bedste i den anden ende. At han kunne høre en kvindes stemme bag sig, var dog noget som han tydeligt måtte reagere på, selvom han stadig blev siddende og vaskede det blod af sine egne næver. Han trak køligt på smilebåndet, rystede vandet af hænderne, idet han roligt rejste sig op igen og vendte sig mod skikkelsen som måtte stå lige ved ham. De røde øjne fæstede sig til hendes skikkelse allerede med det samme, selvom det dog hverken var overraskelse eller andet at spore.. Det var helt tomt mere eller mindre. Ulæseligt for tanker og følelser. Hendes måde, at skulle gå frem på og med den talebrug, var ikke noget som tydet på, at hun var en normal del af befolkningen, desuden var det virkelig de færreste som overhovedet turde, at skulle gå op mod ham alene, udelukkende fordi, at det ikke just var de gode ting som han i sig selv, måtte være kendt for, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han kneb øjnene let sammen og lod hovedet søge på sned. ”Ej er det fordi, at jeg gør mit for at skjule det,” påpegede han med en kortfattet tone. At slå ihjel var virkelig bare blevet en hverdag for ham mere eller mindre, så hvorfor skulle han gøre det anderledes nu? Hvem hun var, vidste han ikke og et sted, så måtte det i den grad også irritere ham noget så voldsomt. ”Og hvem er De?” spurgte han med en kortfattet tone og en stemme som bare krævede for, at skulle få sig sine svar. Lige der, var han mildest talt bare vant til, at skulle få tingene serveret på et sølvfad så snart at han bad om det, og han gav bestemt ikke denne kvinde noget andet valg.

[erin]

Erin havde efterhånden vænnet sig til at være alene. Hun var vokset op uden forældre, selvom druiderne istedetfor havde taget en forældrerolle overfor hende. Hun havde først forladt deres samfund, da hun havde følt at hun kunne klare sig selv, og at de havde lært hende hvad de kunne. Hun havde prøvet at opsøge sine forældre. Først sin mor i Dvasias, der havde nægtet at se hende, og senere sin far i Procias, selom hun ikke havde følt sig hjemme på Svaneborg, der var navnet på hendes fars borg i Procoas. Hun havde dog aldrig været helt alene, eftersom hun lige fra sin fødsel var blevet fulgt af den store majestætiske løve Kahn, som hun havde fået af druiderne. Der var dog de perioder som nu, hvor han var ude og jage. Hun rettede kort på sin kongeblå kappe, der var fuldkommen gennemblødt, men eftersom den var lavet af uld, varmede den stadig. Hendes hvide skjorte sad også tæt til hendes krop, sammen med hendes læderbukser, og læderkorsettet. Hendes påklædning var egetnlig ret afslappet, og eftersom tøjet sad klæbet så tæt til hendes slanke krop, kunne man tydeligt se at hun ikke bar nogle våben. I hvert fald ikke nogle våben som sværd eller knive, men heldigvis var hun fra fødslen blevet udstyret med en pæn portion magi, en magi hun efterhånden havde lært at bruge. Hun løftede kort et rødbrunt øjenbryn, da han indrømmede at han ikke gjorde noget for at skjule det mord han lige havde begået. Erin var blevet opdraget med en stærk retfærdigheds følelse, selvom den dog ikke var særlig kraftig når først mørket tog over, og hendes lyse side kravlede væk i frygt. Hun krydsede armene over brystet. "Nej.. Det ser Vi tydeligt.." Sagde hun i en, en smule skap tone, og betragtede ham med sine blå-grønne øjne. Som altid var hendes humør ret rodet, og det var bestemt også tilfældet idag, hvor hun var meget opfyldt af sin retfærdighedssans, men var samtidig også ret optaget af sig selv. "Navnet er Erin Adaron." Sagde hun med sin melodiøse stemme, eftersom hun aldrig havde været bange for at afsløre sit navn overfor andre, selvom det egentlig ikke var hendes rigtige navn. "Og hvad er Jeres navn så.. Morder?" Spurgte hun en smule ligegyldigt.

[Deleted]

Samuel lige så, var vant til at skulle rende rundt alene, det var ikke noget nyt for ham på nogen måde. Sådan havde det været for ham mere eller mindre igennem størstedelen af hans liv. Meget af livet havde han brugt på mindre rejser, inden han havde slået sig ned her sammen med hans kære søster, været med til det kub af tronen for en del år tilbage nu, også selvom han følte, at det havde skubbet ham ud på sideinjen og det var bestemt ikke noget, som han brød sig meget om overhovedet. Tvært imod, så kunne han virkelig ikke fordrage den tanke på noget tidspunkt! Eftersom landet nu var blvet mere kvindedomineret, hvoraf hans egen søster havde placeret kvinder i de høje stillinger, hvor det blot måtte være tydeligt, at mændene måtte kæmpe mere for at beholde stillingerne for at bevise sit værd, hvor han selv, var en af dem som havde flunket den endelig test som aldrig nogensinde før. En tanke som han bare måtte bide kraftigt i sig. Han støttede dog stadig omkring hans søster på hans egen måde, selvom det virkelig måtte frustrere ham noget så voldsomt, at han slet ikke bar den betydning længere.. I hans øjne vel at mærke. Han kneb øjnene let sammen. At hun valgte, at skulle beskrive ham som en morder, var ikke noget som var noget nyt for ham på nogen måde overhovedet, det var noget som han efterhånden var tememlig vant til. Han trak køligt på smilebåndet. Han så virkelig ikke nogen grund til, at man skulle skjule hvem man var og hvad man gjorde, hvis man i den anden ende, faktisk også måtte være stolt af det, og han var jo trods alt også nødt til det, for hans egen overlevelses skyld. ”Så er De ikke så blind, som jeg gik ud fra, i første omgang..” sagde han med en rolig og kortfattet stemme. Han lod hænderne roligt falde over hans ryg, da han tog et roligt skridt mod hende. Hendes navn sagde ham nu mere eller mindre ingenting, også selvom det klart overraskede ham en hel del, at hun slet ikke måtte genkende ham, som han jo ellers var vant til, når han var ude blandt folk. Han kneb øjnene sammen.. Næsten skuffet? Han betragtede hende med et iskoldt og tydeligt gennemborende blik, selv en kvinde kunne slå fra sig, så meget vidste han. Han brugte sjældent fysiske våben, selvom han havde en kniv i bæltet, hvis det skulle ende med at gå helt galt. Han skulle jo i sig selv, også passe på. ” Samuel Destiny Anglérax,” præsenterede han sig med en rolig og kortfattet stemme, dog med den klare stolthed, da han roligt valgte, at skulle bukke hovedet for hende. Lidt høflighed hvilede jo faktisk også i ham således. De røde øjne faldt til hende igen og med den samme faste mine. Han var bestemt ikke den type som man skulle lege med og hun var allerede ved at lege med ilden.. Hun ville brænde sig før eller siden.