A search for..

[dracilien]

Det var efterhånden ved at være en sen aften, selvom det nu ikke var så kold, som man ellers skulle have troet, at det ville være midt inde i Dvasias. Dracilien have efterladt Corventina lige for denne stund. Han havde aldre ting som han ønskede, at skulle søge efter. En gammel flamme, som han slet ikke havde troet, at han skulle se igen, hvis han skulle være helt ærlig, selvom det nu også havde været hende som han havde skænket de store ord og faktisk ment dem, dog selvom.. det jo faktisk også var det eneste som han havde nået, inden han stod på toppen af den store klippe og det var der, at det hele var gået galt alligevel i den anden ende. Han huskede det ikke helt, men den intense smerte, var noget som han dog i den grad formåede, at skulle huske og det i sig selv, var nu noget som gjorde så forbandet ondt, at skulle tænke på. Nu var der andre tanker som præget af hans hoved, da han nærmede sig klubben som han havde sat sig som et punkt, som han bare måtte og skulle nå lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det havde taget ham evigheder, at skulle komme tilbage til kræfterne, selvom han nu var komemt til og agtede ,at skulle finde og søge efter den eneste kvinde, som for alvor, havde formået, at skulle sætte det døde og kolde hjerte i brand, det var der heller ikke nogen tvivl om. Allerede med en anelse nervøsitet, da han ankom stedet, selvom han vidste udtrykkeligt, at hans hjerte slet ikke var i stand til at skulle banke det mindste overhovedet. Det havde aldrig været i stand til det, selvom fornemmelsen i den grad havde været der, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hans kutte var trukket over hovedet, hvis der var noget som han ikke ønskede på nuværende standpunkt, så var det, at skulle vække alt for meget opsigt. Han var ikke den nemmeste af sin slags, at skulle være i nærheden af, det var der heller ikke nogen tvivl om, selvom hun klart havde formået, at skulle finde det mere milde frem i ham på denne måde. Han bed sig let i læben, slog koldt vand i det allerede kolde blod og skubbede dørene op ind til den store klub som måtte ligge midt i Dvasias. De mange uheld og de mange ulykker som havde ramt Procias, havde han allerede hørt om, selvom det nu ikke var noget som ramte ham selv på nogen måde i det hele taget. Han trak sig længere og længere ind på klubben, kun for at skulle tage plads ved disken. Ikke sagde han så meget som et eneste ord på nogen måde overhovedet og med blikket som kun måtte søge efter Gina i håbet om, at hun ville være tilstede her. Lige hvor længe der var gået siden sidst, vidste han ikke, han kune vel bare håbe? Han havde i hvertfald ikke hørt noget andet, så han kunne vel bare håbe og tro på det i den anden ende vel? Han blev siddende og med kutten godt trukket op over hovedet. Han lyttede til musikken, han lyttede til de mange som snakket om det store angreb på Castle of Light, hvilket i sig selv, kun måtte få ham selv til at smile på den ene eller den anden måde, det frydet ham noget så voldsomt. Han havde aldrig nogensinde været meget for lyset, så hvorfor skulle han ellers reagere anderledes nu? Han foragtede de lyse væsner og deres væsen, generelt alt det som de måtte stå for, var noget som han kunne forbande hele vejen til helvede og tilbage igen, hvis det skulle vise sig, at blive nødvendigt for hans vedkommende. Han sukkede dæmpet, et sted var han vel også ganske ensom, selvom det nu ikke rigtigt havde været noget, som han havde arbejdet det mindste med, på nogen måde overhovedet. Han sukkede blot dæmpet, ved første øjekast, kunne han ikke direkte få øje på hende. Var det ved at være så forbandet længe siden egentlig? I sig selv, så var det en ganske skræmmende tanke.. hvad skulle han da ikke kunne sige? Det var faktisk slet ikke noget som han rigtigt havde tænkt det mindste over overhovedet, hvad han egentlig skulle sige til hende, når han ville møde hende.. hvis hun ville være til stede selvfølgelig? Han måtte jo bare gå efter sine instinkter, han havde jo ikke rigtigt noget andet, at skulle gøre uanset, hvilket han i sig selv, var ganske træt af. Han vendte sig mod den ene på den anden side af disken, tog fat om hans skjorte og stoppet ham derved også. "Er Gina stadig tilstede?" spurgte han med en kortfattet og dog krævende stemme. Manden bag disken nikkede og tog igen fat omkring Draciliens håndled. "Det er jo trods alt hendes sted," svarede han kortfattet og rev sig fri, inden han fortsatte arbejdet. Dracilien gled stille ned på pladsen og lod igen blikket spejde rundt efter hendes skikkelse.

[Deleted]

Der var gået så lang tid. Hver eneste aften lignede hinanden og det havde den gjort i frygtelig lang tid. Det var så mange år siden, det hele var forandret, landet, stedet.. hende.. Gina fór omkring, stemmerne gav hende en underlig energi man kunne høre det hele summe af menneskemængden, dette sted var blevet for småt til at rumme alle de mennesker uden tvivl. Aftenen var mørk, selv dagene var blevet mørke for hende. Hun var blevet kastet i et hul som Jaqia havde reddrt hende op af og nu kunne hun kun stå her som tilbage til hendes fortid da alt var godt, hun var ikke den samme mere, hendes hjerte var koldt, det kunne spejles i hendes blik den varme person som hun altid havde været var forsvundet efter den sorg det havde været. Om han overhovedet var i live endnu var noget som hun ganske enkelt var stoppet med at skulle tænke på, ikke mindst for hendes egen skyld, om han blot havde efterladt hende lige efter de store ord var sagt eller om der var sket ham noget, nu var der gået så længe hun tænkte end ikke på ham mere, før eller siden kom man til det punkt hvor man kunne leve videre, og hun havde stadig hvad hendes hjerte så inderligt begærede, dette sted, det eneste hun følte sig tryg hos, her var hun den førende hånd og det var noget som hun i den grad elskede, for ikke at forglemme Samuel i tide og utide besøgte hende som den form af trøst, aldrig mere ville hun elske på den måde. De mørke glamourøse lokker valsede lettere end ingenting over hendes slanke skuldre, huden så silkeblød og perfekt, hun lignede på alle måder sig selv. Efterhånden var her så mange mennesker det kunne være svært at mase sig igennem og servere til folk, hun holdte ikke længere øje med hvem som kom ind af døren men stressede istedet med at servere for to dæmoner der allerede var godt proppet med det bedste paradisvæske der kunne findes her, sammentidig med en desperat vampyr prøvede at få fat i en af de sensuelle dansere omkring. Om den slanke skikkelse måtte hun bære den sandfarvede kjole som var kendt for hende absolut yngling, specialsyet i den tid hun var hos Jaqia og med det smukke sorte mønster ned langs hendes side. Silken føltedes så blød mod hendes hud. Hjertet hamrede let mod hendes bryst, hun var i den grad stresset til aften, og de ansatte tydeligvis også. En af hendes muskuløse mænd arbejede men at roe et par mænd ned som havde været ved at skabe ballade, en kvinde ved siden af hende, sjaskede de mange drinks og blod til en vampyr ud over det hele i ren og skær stress. Hendes blik søgte den sidste ansatte som måtte være her i aften. Hendes øjenbryn lod hæves undrende, han så næsten skræmt ud som en bleg hånd holdte godt fast i ham. Med lette skridt, hvor man tydeligt kunne høre de spidse hæle klikke mod jorden, gik hun mod "Er du okay, Jonah?" hendes stemme var direkte kold, slet ikke det som man var vant til opholdet hos Jaqia havde i den grad gjort noget ved hende. Han nikkede stille "Der er en herre som søger dig" han nikkede stille en smule bag ham. Gina nikkede blidt, klappede ham på skuldren før blikket søgte den skikkelse. Smaragdgrønne øjne hvilede mod hans skikkelse, synet fik hendes hjerte til at hamre fast mod hendes bryst, det kunne ikke være... Hun rysted epå hovedet af sig selv, hvorfor skulle det dog være Ilario? Hun tvang sig roligt hen netop foran ham med en stram mine "De søgte mig?" hun var virkelig virkelig blevet forandet det var der ingen tvivl om, lige der ville hun virkelig bare ikke give efter for den hjertebanken, hun bildte sig noget ind som ikke foregik i det virkelige liv, så meget kunne hun vel helller ikke savne ham mere?

[dracilien]

Hvor lang tid, der overhovedet var gået, var virkelig ikke noget som Dracilien havde nogen som helst anelse om overhovedet, så han måtte vel bare håbe og tro på, at .. det hele ikke var mistet alligevel? Hvor Corventina var endt med at skulle tage farten ,vidste han virkelig ikke, og nu hvor han alligevel var i nærheden, så kunne han vel lige så godt få det hele tjekket? Alt så ud ligesom da han havde forladt det dengang, ikke at det var noget som gjorde ham det mindste overhovedet på nogen som helst måde, det var vel alt i alt, bare et godt tegn i den anden ende vel? Han blev siddende på sin plads og vendte blikket omkring. Han håbede virkelig, at hun ville være at finde, om ikke andet, så være til at genkende for hans vedkommende. Han sukkede stille. Han vidste, at det virkelig var en dum grund til at skulle komme dumpende lige nu og her, men et sted, så var det vel også nødvendigt for ham? Han ønskede virkelig ikke, at skulle miste hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, og hvis det var for sent, så var det om ikke andet, så en mulighed for ham, til at skulle afslutte det hele og så komme videre med hans liv, selvom det jo faktisk var for hende, at han havde mistet det i udgangspunktet, det var jo heller ikke noget, som man skulle se det mindste væk fra, selvom han var klar over, at det ikke var noget, som han kunne trøste sig med i den anden ende, uanset hvor meget han så end gerne ville det, så var det jo desværre helt uaktuelt. Kvinden som endte med at stille sig op foran ham, fangede omgående hans opmærksomhed. Han hævede blikket stille mod hende, hvor han i sig selv, var fuldkommen sikker på, at hjertet måtte slå mere fast mod hans bryst, i sig selv, var det slet ikke en tanke som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han lod kutten falde stille. Han så nøjagtigt ud ligesom han havde gjort dengang, der var virkelig ikke den store forskel. Han kunne vel bare håbe på, at hun ville være i stand til at genkende ham, som han var til at skulle genkende hende? Det var i den grad helt umuligt for ham, at skulle tage fejl af hende, stadig det smukkeste som han nogensinde havde set på disse kanter og stadig en noget så utrolig og noget så gudeskøn kvinde i sig selv. I flere sekunder sad han blot og betragtede sig af hendes eget blik, det var slet ikke fordi, at han kunne få sig selv til at skulle se det mindste væk på nogen som helst måde overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han ville virkelig lyve, hvis han ville påstå, at han ikke havde tænkt på hende, for det havde han dog i den grad, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han havde kun lige nået at skulle skænke hende de store ord, inden han brutalt var blevet revet fra dette sted.. Meget havde forandret sig, det kunne han se, men visse ting ændrede sig da heldigvis ikke i så stor grad, at det ikke var til at genkende. Danserne ar virkelig ikke hvad der faldt ham i blik og det havde det jo heller aldrig, det havde jo altid været hende som hans blik havde søgt efter og endnu en gang, kunne han få lov til at skulle sidde og betragte sig af hende. ”Dig har jeg søgt længe efter, Gina,” sagde han som det første. Lige hvordan han skulle få det hele på banen, havde han ikke nogen anelse om, så det var vel bare at kaste sig ud i det vel og så bare håbe på det bedste i den anden ende? Han savnede hende, selv efter den lange tid som han nu var helt sikker på, der var gået, og så var han også klar over, at der ikke fandtes nogen former for undskyldning i den sag. Han rejste sig fra sin plads, for at komme en anelse mere i hovedhøjde til hende. Han så dog ikke det mindste væk, det var bare ikke noget, som han kunne få sig selv til. ”Hvis.. du kan huske mig?” tilføjede han efter et længere øjeblik med en ren og skær stilhed som han dog på ingen måde, formåede, at skulle sætte pris på. Tvært imod, så var det noget af det, som måtte skræmme ham en anelse mere. At hun tog det så yderst professionelt som hun gjorde, eller var det bare fordi, at han havde valgt, at skulle opsøge hende på dette sted? Han sukkede indædt. Hvorvidt om det var forkert tidspunkt, at dukke op på, vidste han ikke, men for ham, havde det virkelig bare været så ekstremt nødvendigt i den anden ende. ”Jeg har savnet dig,” tilføjede han stille. Han mente det dog, hvert eneste ord, som han nu havde valgt, at skulle skænke hende, var noget som kom fra hjertet ligesom dengang – så var det noget, som for altid ville tilhøre hende, som den eneste som havde skænket ham denne form for følelser og det var ikke noget som han bare sådan uden videre, var i stand til at skulle give slip på.

[Deleted]

Efterhånden var der virkelig virkelig gået frygtelig mange år, præcis hvor mange var Gina ukendt, men frygtelig mange. Efterhånden var hver eneste aften begyndt at skulle ligne hinanden, det hele gjaldt om klubben hendes lille hjemsted hvor hun kunne føle sig hjemme, det eneste rigtige hjem hun som sådan havde haft. Der havde jo været tiden hos Jaqia, som hun ikke kunne komme uden om, men det var vel heller ikke et rigtigt hjem, hun var ikke typen der hørte til på et slot, måske det hvilede en skjult prinsesse et sted inderst inde, men det var næsten kvælende altid at skulle være så fin og fornem. Her på baren kom de mest mærkværdige mennesker, der var nye konflikter at stå op mod hver eneste aften, hun kunne slå sig ud med dansen, opsøge baglokalet når det hele blev for meget og til tider så var der selvskabet med derud, det var efterhånden sådan hun måtte leve sit liv, alt for frit i manges øjne, men hvad pokker havde hun egentlig at skulle holde fast i? Det var mere den tanke som slog hende, Ilario var forsvundet for så mange år siden, netop efter de store ord endelig var endt med at skulle falde, om han var død eller om han endnu var et sted derude var jo en tanke som hun bare efterhånden dagligt måtte skyde fra sig, hun ville end ikke tænke på det længere. Og nu sad den mand der overfor hende og lignede ham mere end en enægget tvilling ville gøre det. De funklende øjne betragtede hans skikkelse, der var så mange velkendte træk men hun fik sig bare ikke til at spørge, overbevist om at det var noget som hun bildte sig selv ind. Det kunne ikke være den mand, gang på gang måtte hun sige til sig selv at han var borte kun for at ende med en tilfældig om aftenen, kysse hans læber og smage Ilaio's, selvom det var så længe siden så var der stadig en form af besættelse som hun ikke kom uden om, og efterhånden var det noget som skræmte hende. I flere år nu, havde Ginaøs liv ikke været med så meget som en eneste følelse, det var noget som Samuel og Jaqia fint havde hjulpet hende med at skulle lave om på, tage det fra hende og lærer hende at leve uden, den blide imødekommende kvinde var væk og istedet erstattet af en kynisk og ligeglad, et sted sp var det gernerende selv for hende og et andet sted så var tanken lettende, hun kunne gøre hvad hun ville uden en samvittighed, der var ingen tårer tilbage at græde af, selv det var frygtelig længe siden var sket. Faklerne kastede det stille orange skær over hendes blege hud og det mørke hår, lod hende stå som en halv engel selv på trods det virkelig ikke var hvad man kunne kalde hende mere. Hjertet hamrede fast mod hendes bryst, det måtte rent faktisk gå op for hende at hun var.. Nervøs? Et sted en savnet følelse og et andet sted så forbandede hun den virkelig til helvede, den hørte ikke til her og hun ville nægte il enhver tid at tro at han var den som hun måtte se for sig, hun var for alvor ved at blive paranid, det var det savn der måtte gøre hende sindssyg, manden var væk! Det var som om det mange stemmer omkring i baren var endt med at skulle forstumme helt og aldeles, det var kun en irriterende baggrundslyd, hun måtte virkelig være træt, noget som der jo heller ikke rigtig var noget at sige til, det var ikke meget hvile hun fik lige for tiden, gang på gang måtte hun vågne når hun endelig faldt i den søde søvn og det drev hende virkelig til vanvid med den tanke. Kutten var nede.. Den blege hud.. De mørke øjne og de smalle læber som altid havde været de detaljer der var gået Gina for blikket, hun genkendte det. I smug prøvede hun stille at nive sig selv hårdt i armen, det måtte da for alvor være en drøm? Hun havde drømt om dette så frygtelig mange gange og nu sad han der jo rent faktisk. Blikket gled stille omkring, mere eller mindres alle blik hvilede mod danserne, hun vidste hvor uinteressant Ilario altid havde fundet dem hvad var det han plejede at kalde det..? Overfladisk skønhed var det vidst nok så vidt hun huskede. Han plejede at se i hendes blik som denne mand gjorde og hun var selv overbevist om at hun var på vej ind i vanvittighedens verden, det måtte faktisk irritere hende. Hans første ord.. Den velkendte stemme. Gina åbnede roligt munden, men ikke så meget som en eneste lyd kom ud, det blev kvælt i hendes hals allerede inden de måtte komme frem.. Igen lukkede hun den, lod de slanke fingrer stryge igennem det mørke hår, der blot lod dem søge igennem uden så meget som skulle forsøge at bygge den mur op og hindre det. Som naglet til stedet stod hun, det var næsten som de var alene i den overbefyldte bar, hun lagde ikke længere mærke til hvad der skete omkring hende, hun havde for travlt med tanken at blive ved og ved at skulle benægte sig selv på sit vis, hun ville ikke acceptere at det var ham? Den selv samme mand hvis smerter hun havde hjulpet bort, kun for at ende på jorden midt i skoven med ham, og med de sødeste kys og ord, og selv efter alle de mænd som vandrede ud og ind sagde og gjorde det samme så var det ikke med den samme betydning og det ville det aldrig blive. Gina havde i den grad savnet ham go tænkt på ham, efterhånden var Samule mere og mere blevet hendes trøst, det var den sorg og den længsel efter ham som Jaqia i sidste ende havde udnyttet, det kom hun ikke uden om. Blikket fulgte ham som han valgte at skulle rejse sig. Den samme muskuløse krop, sådan cirka et hovede højere end hende, det som hun i sit tid plejede at kalde for den perfekte mand, alle kvinder havde vel et idealbillede af prinsen på den hvide hest, den som ikke specielt mange fandt, hun fandt sin og han forsvandt netop efter hun havde erkendt det, endnu en tanke som faktisk måtte stikke til hendes indre og hun så meget som nægtede at vise nogen det. Hendes blik forblev uden den mindste mine, et underligt glimt. Han blev ved at tale, faktisk aflørede sig selv for hende, og flere gange åbnede hun munden kun for at lukke den igen. Det var længe siden hun var blevet efterladt direkte mundlam, enten var dette en mand der prøvede at skræmme hende, eller også var det virkelig, "Ilario....:?" endte hun i en meget lavmeldt tone, og med et blik det næsten var mere skræmt frem for overrasket. Ordet havde blot forladt hendes læber uden hun tænkte videre over det, hun var bare nødt til at have det be- eller afkræftet om det var ham, det andet her drev hende virkelig mildest talt til vanvid. Næsten helt per automatik trådte hun små skridt bagud og væk fra ham, hendes hjerte hamrede virkelig for alvor, det kunne ikke være ham, det kunne det virkelig bare ikke "Samuel hvis det her er en af dine absolut barnlige løjer, så finder jeg det ikke spor morsomt" både blikket og tonen var igen blevet ændret, til en mere fast. Armene blev krydset over hendes fyldige bryst og hun så strengt på ham. Selvfølgelig kunne det ikke være Ilario, og hun vidste at Samuel havde en irriterende vane med at skulle drive det mest irriterende drillerier med hende. Gina var virkelig proffessionel, det kunne man ikke komme uden om, hun var godt il det med koldt vand i blodet og så tackle sådanne ting på fornuftige måder,emn det var virkelig ikke sjovt når han gik så langt som at tage skikkelse i form af den eneste mand som hun nogensinde havde elsket, der gik grænsen altså "Når du er dig selv igen, venter whiskey'en på bordet i baglokalet jeg kommer senere" mumlede hun tydeligt lettere irriteret, og endte kun med at skulle vendte ryggen til. Hendes hejrte hamrede stadig, der var bare noget i hans blik og i hans ord som ikke mindede hende som Samuel men derimod rent faktisk om Ilario og hun brød sig virkelig ikke om, det hun nægtede bare ærligt talt at tro det var ham.. Hvorfor skulle han måske komme tilbage nu efter alt den tid? Havde han mistet sin elskede og nu var hun god nok igen? Eller var det først nu han var kommet i tanke om at der var en tøs på kroen som han havde efterladt for flere årtier siden? Det var virkelig en tanke som udelukkende måtte irritere hende.

[dracilien]

Hvad der var sket med Gina i den tid at han ikke havde været der, det havde han slet ikke nogen anelse om. Han havde end ikke nogen anelse om hvor længe, at han havde været væk, selvom det virkelig havde været en kamp uden lige, for at skulle komme tilbage igen, og der havde han virkelig bare haft en ting i hovedet og det var at han skulle finde Gina, forklare hende hvad der var sket, selvom det nu efterhånden var ved at gå op for ham, at han havde været væk i skræmmende lang tid og meget længere tid end det som han nok lige ville stå ved i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Dengang hvor de havde været tætte på hinaden. Han havde jo sågar nået at ksulle skænke hende de store ord inden han var nedt med at skulle forsvinde og blive revet fra hende på den måde. Da pælen havde siddet i hans bryst, var det virkelig bare hende, som han havde haft i hovedet som det eneste og det var slet ikke noget, som han havde nogen mulighed for at skjule. Hun var virkelig en meget speciel kvinde for ham og det var hun på alle måder. Ikke bare en som han havde brugt og smidt væk. Nej, allerede dengang havde hun vist sig, at skulle være noget specielt for ham og det var slet ikke noget som han på nogen måde, kunne formå, at skulle se det mindste væk fra, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet og det i sig selv, var noget som han selv ikke i døden, havde været i stand til at skulle glemme. At se hende der, kunne allerede skænke ham en vis varme på indsiden, som han slet ikke kunne beskrive. Han havde igennem en længere periode bare vandret omkring stedet her og funderet over, hvorvidt om han skulle gå ind eller ikke, og nu havde han selv fundet det mod. Han havde savnet hende og han havde i den grad manglet hende. Bare den tanke om, at hans død havde været forårsaget af en afvisning, fordi at hans hjerte hvilede ved en anden kvinde, var direkte forkastelig for ham! En følelse af et bankende hjerte, selvom han nu udmærket godt kunne se, at dette ikke var noget som hun havde ventet sig af. Det var udelukkende derfor, at han valgte, at gå frem på den rolige måde, for ikke at virke alt for påtrængende, også mest for hendes egen skyld end det som det måtte være hans. Dracilien kunne nu udmærket godt se og mærke på hende, at han var genkendt, hvilket i den grad ikke var noget som han ville se på som en negativ ting. Tvært imod! Så var han da klar over, at han ikke var blevet glemt med årene, for han var ganske så sikker på, at det var frygtelig længe, at han havde været væk. At hun åbnede og lukkede munden adskillige gange, var noget som i sig selv, faktisk også måtte more ham til en vis grænse, selvom det nu var noget som han bare valgte, at skulle bide i sig, hvilket i den grad også var en handling som han gjorde fuldt ud bevidst, også mest for sin egen skyld vel at mærke. Han lod hovedet søge let på sned, selv uden at rokke sig så meget som det mindste ud af stedet. Han havde virkelig savnet hende. Hvis han havde ord som kunne beskrive det, så havde han i den grad også gjort brug af det, men han var nu end bare bedre til handlinger end det som han måtte være til det modsatte og det vidste han, at hun kendte til.. Det havde hun jo trods alt også set dengang. De mange dansere var aldrig noget som havde fanget hans blik. Det var jo ikke fordi, at de var smukke og skønne, for det var de bestemt, men at fremstille det på den måde, var slet ikke noget som han ville sidde og bruge timer på at betragte, selvom man udmærket godt kunne se, at det trak i så mange andre mænd. En tanke som han dog måtte more sig med. Overfladisk skønhed, var hvad han kaldte dem. Igen var det Gina som havde hans fulde opmærksomhed. Så længe, at de kunne sidde og skulle se på kvinderne danse, så havde han da også hende helt for sig selv, hvilket han var fuldt ud tilfreds med i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hendes bankende hjerte, var noget som han tydeligt kunne høre, hvorvidt om det så skulle tyde på noget godt eller ondt, måtte han jo finde ud af. Han havde i den grad sat sig et mål. Han ville ikke miste hende igen og han nægtet nogensinde at skulle forlade hende igen! Et stille smil passerede roligt hans læber. Han skjulte virkelig ikke hans tænder på nogen måde. Han var vampyr og det var noget som han var stolt af på alle måder. Den typiske selvsikre fyr var han dog, lige der, var der virkelig ikke nogen forandringer eller noget som helst.. Det var der jo trods alt heller ikke nogen grund til var der? At hun sagde hans navn, var dog noget som måtte lette ham en hel del. Helt ukendt var han dog ikke, selvom han nu tydeligt kunne læse og se chokket i hende, så var det virkelig ikke noget som kunne gøre andet, end at få ham til at smile på alle tænkelige måder overhovedet. "Det er mig," medstemte han roligt og med et sigende stille nik i retningen af hende. Hun kendte ham vel så godt til at vide, at det måtte være ham som måtte stå der foran hende i øjeblikket? At hun trådte væk fra ham og mere skræmt i blikket, end det som det måtte være noget andet, var noget som i den grad måtte forundre ham mest. Han lod hovedet søge let på sned. Han kunne høre hendes hjerte sådan som det måtte hamre som en sindssyg mod hendes bryst.. Ikke noget som han måtte tage som et godt tegn, det havde virkelig ikke været hans mening, at skulle skræmme hende på denne måde! Han blinkede let med øjnene, da hun begyndte at snakke om Samuel? Den Samuel? Dronningens kære bror? Hvad havde han med alt det her at gøre? Ikke noget som Dracilien vidste, det var så sandelig ikke den mands skyld, at han måtte stå her! Nu var det så sandelig også hans tur til at åbne og lukke munden, selvom der ikke rigtigt kom nogen former for ord frem overhovedet. "S-Samuel?" gentog han tydeligt forvirret. At hun så afveg, fortalte at han kunne blive sig selv og at whiskyen ville vente i baglokalerne.. Han var da sig selv! Han sukkede dæmpet. At det ikke var gået så glat som han havde håbet på, var efterhånden selv ved, at skulle gå op for ham. Han nikkede blot. "Du tror ikke på, at jeg er mig?" spurgte han stille. Han vidste jo godt, hvad det var at både Jaqia og Samuel var kendt for. Ikke at det var en tanke som huet ham det mindste og specielt ikke, hvis det var ham som de havde brugt mod hende! Det ville han virkelig ikke finde sig i! Han blev stående for et øjeblik, inden han forsigtigt valgte, at skulle gå mod hende, ganske så roligt og stille. Hånden gled roligt mod hendes skulder, som han lod den lukke sig roligt om. "Gina? Det er mig.." afsluttede han stille, dog med en stadig rolig og fattet stemme. Han kunne ikke miste sig selv lige nu. Ikke nu hvor han endelig stod der sammen med hende igen.

[Deleted]

Der var sket frygtelig meget gennem årene hvor han ikke havde været til stede, hun var blevet kastet rundt med af den ene og den anden, Samuel go Jaqia var kommet ind i hendes liv, for en periode havde hun jo rent faktisk været i en position som kronprinsesse af landet, han kendte hende ikke mere, hun havde firandret sig, hendes oplevelser forandrede hende. Hver nat var det en ny mand ved siden af hende om ikke det var Samuel der i tide og utide kom for at sørge for underholdningen en smule, hun avr blevet hård og kold, en fast personlighed, den imødekommende og blide kvinde var så godt som væk, blevet hærdet. Det undrede hende virkelig at han måtte søge efter hende, enhver vidste hvor hun kunne findes, hun levede og åndede for dette sted, nød at kunne forfører mændene med hendes sensuelle dans, sætte de forkerte på plads og skabe sig fjender ved at smide dem ud nrå det blev for groft, og sammentidig koste rundt med en masse som måtte arbejde under hendes kommando, hun nød virkelig den underlige magt, lige her var hun ikke kun kronprinsesse, hun var dronningen. Gina huskede udemærket Ilario, han var hele grunden til at alt efterfølgende var sket, grunden til at det var hende som Jaqia havde valgt sig, hun var knust, hendes smil var intet andet end en falsk maske efter han var forsvundet, de store ord var blevet sagt og det var den sidste gang hun så ham, og ham sp var den type af man der stak halen mellem benene og bare efterlod hende nu hvor hun edelig havde givet sig hen til ham, eller om der rent faktisk var sket ham noget, var jo noget som hun ikke kunne skelne imellem, nu hældte hun mest til det at han forlod hende, hvordan kunne han elelrs sidde overfor hende som nu? Et eller andet sted dybt inde så var hun jo udemærket godt klar over at dette ikke var Samuel og jaqia der var ved at udøve en latterlig joke, der var noget i hans blik der afslørede ham, han virkede så uforstående og det skræmte hende, for hun nægtede at tro det.. Hvorfor nu, efter de mange år der var gået uden så meget som et ord? Hendes små skridt førte hende væk fra ham, hun plejede ikke at frygte men hun forstod det ikke. Hun havde elsket ham, han var den som afviste hendes hjælp og alligevel endte med at ligge med hende over sig på skovbunden, hun elskede ham virkelig, ellers var de ord aldrig faldet fra hendes læber og et sted så for hende så var han aldrig rigtig død, hvilede i hendes krop og i hendes sjæl, ikke mindst i hjertet, men hvad han lavede her det var.. Uvirkeligt. De mange stemmer omkring hende var svundet væk, det var som det kun var de to og hun vidtse ikke om hun skulle le og omfavne ham eller om hun skulle lade tårerne falde og smække hårdt til ham, råbe af ham, spørge hvad pokker han bildte sig ind? De slanke fingrer vandrede roligt gennem de lange mørke lokker, mens hendes blik næstenf ortvivlet hvilede i hans, hvordan skulle hun reagere, det var jo ikke ligefrem en meget ventet situation. Samuel plejede at betragte de smukke danserinder, det var efterhånden sjældent hun dansede efterhånden men hun trak uden tvivl i andre mænds opmærksomhed, det var ikke noget nyt bar ene ting man vænnede sig til. Ilario havde derimod aldrig rigtigt skænket dem et blik, det var ovefladisk skønhed, hun huskede den sidste gang de stod foran hinanden, han var kommet her, havde hvisket de store ord og hun selv trak ham med ind i et baglokale og dansede yndefuldt for ham, og uden perverse beærringer, der var ikke sket noget som helst og det var noget som fik hende til at gengælde de ord, hun var ikke kun et legetøj for ham, det var jo hvad hun var for så mange andre, hvad hun bar var ikek kun en overfladisk skønhed men også et indre, en indre som desværre var gået i sig selv med de år hun var blevet hærdet. Gina følte i den grad hendes hjerte banke og hun vidste at han ville føle det nøjagtigt samme, han havde nævnt det for hende før men dengang fik det hende til at smile, nu gav det hende kun en endnu større panik, fik det kun til at hamre hurtigere og hårdere. Blikket betragtede hans smil, for hende var det noget som virkede utroligt sensuelt, måske fordi hun ville førers af ham, han drev hende på en underlig måde, hun var klar over at han avr en stolt vampyr, og det var noget som hun måtte beundre i hendes øjne også et væsen der var værd at være stolt over, "Det kan det ikke være.. " mumlede hun usikkert og rystede let på hovedet hvor de lange sorte lokker måtte følge hendes bevægelse ".. Ikke efter alle de år" afsluttede hun stille. Hvis dette var Samuel så var det ikke en sjov leg, i så fald ville han få igen med det som var langt langt værre, Samuel kunne finde på det, at drille hende med hendes svagheder og ellers så var det ment som en trøst, at hun kunne være sammen med den mand som hun virkelig elskede, selvom der i virkeligheden avr en anden bag - En ringe trøst i hendes øjne. Blikket fulgte rolgit håndens vej mod hendes skulder "Du er et par årtier forsinket" påpegede hun. Hendes blik avr blevet langt mere fast og hendes tone bar et snært af noget køligt. Skulderen vred hun fri af hans greb, hun var vred på ham og det skulle han vide.

[dracilien]

Dracilien var udmærket godt klar over, at der måtte være sket meget igennem det sidste lange stykke tid. Der var gået, ja gud ved hvor mange år, fra at han var faldet, til han igen var tvunget op på benene, så det havde virkelig heller ikke været nemt for ham. Han havde sågar fundet trøst i en anden kvinde frem til, at det var blevet for alvorligt og nu var han bare vendt tilbage til de ældgamle vaner, som hun sikker ville kunne genkende, hvis hun bare ville se på ham istedet for at tro, at han var et eller andet trick som dronningens bror måtte stå bag, for det var han i den grad heller ikke! Han havde spurgt sig omkring og fået mange svar på mange af hans spørgsmål, selvom han nu meget hellere ønskede, at skulle høre de svar fra hendes læber af, så var han klar over, at det ville være meget at forlange i en situation som dette, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun gjorde ham virkelig usikker ved at skulle handle som hun gjorde, ved at række sig fra ham, for det var virkelig noget af det værste som han kunne sidde igen med af en form af følelse lige for øjeblikket, det var slet ikke noget som han kunne komme udenom. Hans hjerte havde været hendes og det var udelukkende af den grund, at han var blevet revet fra hende.. Havde hun idet hele taget haft nogen kendskab til hvad der egentlig var sket for ham? Hendes reaktion tydet iden grad på et negativt svar i den sammenhæng, selvom det på ingen måde,var noget som gjorde ham glad. Det gjorde virkelig bare hele hans opgave så meget værre og det var noget af det værste som kunne ske lige nu og her for hans vedkommende. At hans pludselige tilstedeværelse skulle have denne effekt på hende, var slet ikke noget som han havde regnet med, også selvom det slet ikke havde været en glædelig genforening som han havde ventet sig, så havde det i den grad været noget helt andet end lige netop dette, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var virkelig noget af det værste af det hele. Han blev stående og med hånden fast hvilende på hendes skulder og uden, at skulle se det mindste væk lige nu og her, det var bestemt heller ikke noget, som han havde lyst til lige nu og her, det var også helt sikkert. Det var stadig hende som måtte have hans hjerte, om hun jo så ville det eller ikke, så var der virkelig ikke meget af et valg lige der.. Så måtte hun jo kaste det fra sig, hvis det var det som hun ville. Hun var virkelig den eneste forh am, det var han slet ikke i tvivl om. Han havde nået at gengælde hendes ord.. og så revet fra hende.. det ville virkelig ikke forundre ham, at hun ville tro, at han var stukket af, selvom det slet ikke hang sammen på den måde! "Hvem skulle det ellers være, Gina? Og nej.. jeg er ikke noget.. som Samuel har sendt.." Han rynket let på panden og rystet stille på hovedet. Det var han bestent ikke! Bare tanken om, at den mand havde brugt ham mod hende, var slet ikke noget, som han fandt morsomt! Han lod hovedet søge let på sned. Hendes sidste ord overraskede ham dog ikke. Bare det at vide, at hun jo faktisk måtte klandre ham for dette, var slet ikke noget som faldt ham ind som noget uventet. Han mødte roligt hendes blik. Hvis der var noget som han altid havde været god til, så var det at slå koldt vand i blodet og dette var virkelig heller ikke noget udenom det normale for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sukkede stille. "Kan vi tale lidt sammen i enerum, Gina?" spurgte han stille. At hun var sur, kunne han næsten fornemme, selvom det nu ikke var noget, som han ønskede at gøre noget ved. Han ville virkelig ikke hidse sig op på grund af det her, det havde han vel helelr ikke nogen grund til? Hun vidste jo tydeligt ikke hvad der var sket, så måtte han jo fortælle hende det, om ikke andet, så forklare hende det. Han trak hånden stille til sig, selvom han stadig blev stående foran hende. Hun var lige så smuk som han kunne huske hende. Bare det blik alene, sagde ham virkelig meget.. ekstremt meget faktisk. Han lod hovedet søge let på sned og uden, at skulle tage blikket fra hende. "Du skal ikke rende rundt og tro det ene eller det andet omkring mig.. Jeg skal nok forklare dig det hele," sagde han stille og ikke mindst med en stemme, som kun måtte tyde til det rene ærlighed, for det var ikke noget som han ville skjule for hende.. For hende kunne han ikke lyve og det var heller ikke noget som han ønsket. Han hævede hånden roligt og lod den stryge stille mod hendes kind, selv uden, at skulle fjerne blikket fra hende. Hendes blod var ham fristende. umådelig fristende! Selvom det nu bare var noget, som han måtte bide så grusomt i sig for nu. "Det hænger ikke sammen, som du tydeligt render rundt og tror," afsluttede han med en rolig og kortfattet mine. Bare tanken om det, var noget som kunne irritere ham noget så frygtelig dybt.

[Deleted]

Det var flere år siden, der var sket virkelig meget! Ting forandrede sig hver eneste time, og siden han var gået bort så kunne man jo selv begynde at regne ud hvor mange ting der så i virkeligheden var sket. Hvis han overhovedet var gået bort.. Hvad der var sket efter den aften var aldrig noget som Gina havde fundet ud af, hun huskede at have givet ham de store ord, han var gået et par timer efter og det var den sidste gang hun så ham. Hvor havde han været? Hvorfor var han gået? Hun nægtede end og tro på at det var ham, for hvad ville han nu? Hun var vel intet andet end fortid? En gammel historie som kunne skrives ned og fortælles til børnebørnene om flere år. Hendes blik var yderst skeptisk, ikke mindst lettere panikslagent, det kunne virkelig ikke være Ilario.. Det kunne det bare ikke! En ting var at dette var noget som Samuel var utrolig kendt for, og hvis han havde fundet ud af at hun havde en fortid med en anden mand, jamen så var det også noget han kunne have fundet på uden tvivl! Det måtte da være ham? Og jo mere hun egentlig forsøgte at overbevise sig selv om at det blot var Samuel jo mere usikker blev hun i virkeligheden, Ilario havde været en mand for sig, hun huskede ham som kold og hård som sten, og kun med hende han lukkede bare en smule ind, som denne mand.. Det blik var aldrig rigtigt til at tage fejl af, et sted.. Desperat? Den tilstedeværelse gjorde hende urolig. De andre lod også til at have mærket sig af det, for hun følte at der vart temmelig mange øjne som måtte hvile på hendes skikkelse. Hånden gled opgivende igennem de ravnsorte lokker, smukt som de måtte bølge over hendes skuldre og danne en ramme om hendes ansigt, hun lignede sig selv, også selvom personen bag var blevet en hel anden, hun havde mistet troen, kroen var hendes hjem, det eneste hun elskede, det eneste som havde hendes hjerte, og selvom Samuel havde været forbandet tæt på, nu dukkede han kun op i tide og utide for at få stillet de lyster som hun vidste præcist hvordan skulle stilles, en venskabelig lille tjeneste kunne , man vel et sted kalde det? Blikket gled for en kort stund mod den hånd som måtte hvile på hendes skulder. Hjertet bankede fast mod brystet, det gjorde hende nervøs og det var tydeligt. Hendes hjerte forsvandt med ham, han bar det og det måtte han stadig gøre, hun var blevet hård og kold.. Uigenkendelig.. Hendes hjerte var blevet rev et ud af brystet, han var stukket af med det, gu’ fanden var hun da sur! Selvom hun virkelig gerne ville tro på hans ord, så kunne hun bare ikke, det måtte da være Samuel? Hendes blik var blevet forbandet opgivende, hun rev stædigt skulderen til sig og lod de intese øjne falde i hans ”Det kan.. Ikke være dig” mumlede hun sammenbidt, det va blot endnu et forsøg på at overbevise sig selv, ikke mere end det var at overbevise ham vel og mærke. Hun rystede et på hovedet, forsøgte forgæves at samle hendes tanker, inden hun blot gjorde et mindre kast med hovedet for at få ham med ind i et af baglokalerne. Der var kun fakler til at lyse det lille lokale op, lange hylder med flasker stod langs væggene ogintet andet end et lille rundt bord af træ og to stole stod på gulvets midte. Hun vendte sig mod ham igen, blikket lynede også selvom det blødte op ved at føle hånden mod hendes kind. Det lod kun hjertet banke rytmisk og stærkt mod hendes bryst, hun vendte kinden til som en klar afvisning. Hun ville ikke ende så svag igen.. De tårer der var grædt over ham var fortid, hun var ikke længere i stand til at elske så hvorfor overhovedet prøve uanset hvor meget han så end fik hende til at brænde? ”Jeg ved ikke hvorfor du er kommet her, Ilario.. Det er så lang tid siden” hviskede hun stille, og rystede bare på hovedet. Det var ikke nemt at have ham så tæt på, han lod hende brænde op i det indre selv efter alle de år, hvor var retfærdigheden i det?

[dracilien]

Lige hvor længe, at Ilario havde været væk, det vidste han virkelig ikke, men det at skulle søge efter Gina havde virkelig været noget af det som han havde ønsket som det første, efter at han igen havde genvundet den klare mulighed for at skulle gå, for nemt, det havde det virkelig ikke været, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Det havde virkelig taget ham ekstrem lang tid, men han stod her nu og det var vel også det vigtigste? At Gina måtte reagere som hun gjorde, var virkelig kun noget som gjorde det hele så meget værre for ham, at man skulle tro at det var løgn, for det var virkelig ikke behageligt for ham, at skulle stå i denne situation. Nu havde han endelig fundet hende, og så stod han nu med et andet problem; Hvad pokker skulle han sige? Han var død udelukkende på grund af hans følelser for hende og det var virkelig ikke noget som han ønskede at blive straffet for? Kærligheden havde valgt at komme til ham, den havde åbnet ham og vist ham, at han faktisk havde en menneskelig side et sted og det var noget som han virkelig bare måtte ønske, at han kunne holde fast i på denne måde, det var helt sikkert. Han betragtede hende stille og uden at fortrække så megt som en mine. Han var bestemt ikke en joke som Samuel fyrede af, det var helt sikkert! At den mand havde hygget sig sådan med hende som det næsten måtte lyde som, var heller ikke nogt som han måtte bifalde, men igen.. så havde han jo heller ikke været der til at skulle passe på hende, så hvad havde han egentlig retten til at skulle gøre? Det var vel.. ingenting når det kom til stykket, selvom hendes reaktion på at se ham igen, ikke just måtte være det som var ventet hvis hun var kommet over ham, så et sted var det ham virkelig intet andet end en lettelse et sted. Han betragtede hende stille. At hun nægtet at tro på, at det var ham som stod der, gjorde det virkelig heller ikke nemere for ham. "Hvem skulle det ellers være?" spurgte han stille og med et sigende hævet bryn. Ikke at det var noget som han ville kunne skjule for hende, og det var bestemt heller ikke hans hensigt på nogen måde overhovedet. "Jeg kan love dig, Gina.. At det her ikke er et nummer som Samuel har fundet på.. Det er mig.." Han sendte hende et stille og prøvende smil. Hun var virkelig også den eneste som nogensinde havde været i stand til at skulle komme ham selv så tæt på, og følelsen omkring det, var ganske enkel utrolig og på alle måder overhovedet. Han ønskede virkelig bare, at hun skulle se det, selvom det var ham tydeligt, at det virkelig måtte være besværligt nok i forvejen. Han gik roligt med hende ind til baglokalerne. Han havde aldrig rigtigt været fascineret af de dansende kvinder, da det altid havde været Gina som havde været i hans syn og det havde det været siden dag en. Der var vel heller ikke nogen grund til direkte, at skulle ændre det på nogen måde, var der? Han vendte sig stille mod hende. Endelig kunne de få lov til at være alene, selvom han virkelig ikke ønskede at lægge op til noget. Der var en grund til at han handlede som han gjorde, selvom det havde endt med at koste ham livet. "Jeg kan ikke sige helt præcist hvor længe," sagde han stille og ikke mindst også med en ganske så ærlig og stilfærdig stemme, ikke at det var noget som han ville skjule for hende. Det var bare at lægge sandheden direkte frem og så bare håbe på, at det ville give pote i den anden ende, for det var i den grad hvad han måtte gøre lige i øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle betvivle. "Der skete meget dengang.. Tro mig. Det var virkelig ikke min mening, at efterlade dig alene," afsluttede han med en dæmpet og alligevel noget så frygtelig ærlig stemme, for han ville virkelig ikke lyve for hende. Han kunne gøre det for alle andre, men hende.. det var virkelig.. umuligt for ham, uanset hvor meget han havde prøvet på det eller ikke. Han gik igen stille hen mod hende, hvor han hævede hånden og lod den stryge mod hendes varme kind. De mørke øjne betragtede hendes. Så smukke som han kunne huske dem! "Jeg har virkelig savnet dig," afsluttede han med en yderst dæmpet stemme.