Just doing my job

[Deleted]

Mørket havde atter valgt, at skulle sænke sig over den store himme og kaldte det til pause for de mange kampe som stadig måtte spilles på disse steder. Azrael havde ekstremt meget at lave nu om dage. Kulden fra vinteren havde lagt sig, ladet alle væsnerne komme frem og kæmpe slag efter slag, som igen og igen måtte kræve flere og flere menneskeliv. I Azrales øjne lærte de virkelig bare aldrig. At vold avler vold. Hans ansigt fortrak ikke så meget som en eneste mine, da han med de rolige skridt bevægede sig mellem de mange faldende fra det forrige slag som var sket på den store slagmark. I så fald, så havde de i det mindste formået, at skulle afgrænse det til dette sted fremfor at lade det hele ende ud i et helt blodbad. Ikke at det havde nogen direkte betydning for ham selv, det betød bare det mere arbejde for ham at lave i den anden ende. Hans hud var bleg, aldrig med så meget som et smil på læben. Hans blik var fuldstændig ulæseligt på alle måder. Skjult for alt som kunne minde om følelser eller tanker. Han var omringet af død.. Død var virkelig det eneste som han så. En dødsengel var han, men dog denne ganske særlige type som ikke bar de mørke vinger, ikke den type som løb rundt med våben. Han var anderledes. Ikke ond, men heller ikke god.. Han hjalp ikke, men han lod heller ikke nogen stå alene tilbage. Tanken morede ham. Han gik selv under ekstremt mange navne efterhånden. Han skræmte folk. En ganske mærkværdig tanke, når han nu var den som udgjorde det sidste som et menneskeligt væsen skulle igennem. Et sted kunne man vel også misunde dem? De blev født med den komplette uskyld på alle måder som man kunne tænke sig frem til, de levede livet og de skulle dø.. Alle de muligheder og alle de valg som de kunne tage, det var ikke noget som han kunne tage en del af. En ældgammel rulle pergament knugede han roligt i hans hånd. Det var virkelig hans livsværk. Den mørke beklædning som hvilede omkring hans krop og med de mørke og næsten intetsigende øjne.. Han var dødens sendebud. Han bragte folk til den næste verden når de var færdig i denne. Ikke sagde han så meget som et eneste ord, ikke sagde han så meget som en eneste lyd. Der var forstyrrelser i balancen, så meget kunne han mærke.. Noget var på vej. Der var store ting som skete. Det var bare en mærkværdig fornemmelse som han ikke rigtigt formåede, at sætte fingere på. Han gjorde sit arbejde.. Han splittede folk og hans søster, Darlene arbejdede for at få folk sammen. Tanken morede ham et sted. Krigen var en hændelse og en situation som lå ham selv ganske varmt til hjertet. Folk formåede da helt fint, at skulle udrydde sig selv. Han stoppede pludselig bare op. Blikket faldt til en ung mand, så kraftigt skælvende. Han var i live endnu, men bare så vidt. Azrael lod hovedet søge let på sned. Den panik og den skræk som stod i mandens blik. Han var ligbleg, han badede i koldsved.. Det var denne mand, at Azrael var kommet for lige i aften. Forsigtigt, gled han stille ned på knæ foran ham. Han hævede hånden, lod den varsomt løbe med hans pande, nedover hans kind og ned til hans bryst, hvor man kunne høre hans hjerte stadig måtte kæmpe. "Giv slip.." hviskede han med en rolig stemme, som næsten fik det til at lyde som havde det været et helt fantastisk tilbud. Manden blinkede panisk med øjnene. Ikke sagde han så meget som et ord. "Det vil ikke gøre ondt. Giv slip," gentog Azrael roligt og stadig med det samme intetsigende blik, en stemme som ikke bar præg af bekymring, sorg eller glæde. Det kunne han virkelig bare ikke. Manden faldt slapt hen i løbet af ganske få minutter i og med, at en svag dis rejste sig fra ham, da hans sjæl forlod hans krop. Azrael rejste sig roligt ved siden af. Han kunne se ham. ".. Er jeg..?" Manden kiggede på Azrael som blot nikkede til hans ord. "Det er din tid nu.." Han havde sagt de ord så uendelig mange gange, at det bare lå til ham helt fra naturens side af. En form af mørk portal endte med at vise sig. Manden vendte sig skræmt mod den. Azrael fortrak stadig ikke så meget som en mine. "Gå igennem den og jeg lover dig, at du får et bedre liv.. Uden smerte og uden bekymring," sagde han stilfærdigt. Manden tøvede dog meget, men endte med at gå igennem. Så snart at han havde gjort det, var portalen væk. Et svagt træk fandt sig vejen til Azraels mundvige. Det var en mindre for denne aften. Forsigtigt rettede han sig op.. Noget var i luften. Han vendte blikket op, selvom der virkelig ikke var noget at se. Han kneb øjnene kort sammen i en eftertænksom mine. En kræft uden lige i hans egen nærhed. Tungen strøg kort eftertænksomt over hans læber og vendte sig om, selvom det kun var de mange døde kroppe som han kunne få øje på. Noget var der og det var kraftigt.

[melinda]

Mørket havde sænket sig, og med solens nedgang var alle skyer også blevet trukket med, som havde månen skubbet dem alle langt, langt væk, og havde efterladt himmelrummet til sig selv. Eller det vil så sige, månen stod i sit klare lys og badede verden under sig i det klare sølvgrå skær. De mange hundrede tusindvis af stjernr der blinkede, tvillingerne, karlsvognen, thors ælte, mælkevejen og alle de mange forskellige stjernetegn der var, alle de forskellige ting der var gået igennem historien og havde frtjent en plads der oppe, hvor de kunne blive set og værsat. Vinden der var ganske svagt her til aften, tog en smule til, da Døden gjord krav på endn u en overgang til en anden verden. Hans ord der var ganske neutrale, ikke ligegyldige, men heller ikke særligt interesseret. en stjerne tog turen hen over himmelrummet, men ikke som et helt normalt stjerneskud. Den bevægede sig lidt den ene vej, og så den anden, og begyndte at snurre rundt og snart tog den turen ned mod jorden, ja det gjord den. Den susede ned mod jorden og flere stjerne slog sig til den, slog sig sammen og voksede sig større og større. Vindne tog til, og jorden begyndte så småt at ryste, den kæmpe stjerne begyndte at skyde hver stjerne ned mod jorden, hver stjerne den havde taget til sig blev skudt ned i jroden, og hvert rystelse gav jorden en sprække, og efter hundrede hurtige skud, hvis ikke flere var der kun en lille stjerne tilbage der susede mo jorden,. Jorden havde hævede sig der hvor stjerner havde ramt, underligt nok, og revnerne var røde af varmen, og vinden susede mod reverne og skabte en tornado, og de røde revner skød flammerne op mod tornadoen, og en søjle af ild, skød op til stjernen. Prøvede at bramse dens fald og de to punkter kæmpede nærmest mod hinanden. En svag hvisken gled hen over hele området, et sprog man ikke kunne forstå, en tunge der var skræmmende og betryggende. Af det græs der var rundt omkring susede vandet op fra og da vandet ramte ilden, skød dampen ud over alt. Da den havde lagt sig, stod en kæmpe skikkelse i vandet, og snart gled det ned i jorden igen - men efterlod sig noget så ufatteligt utroligt. En prægtig drage stod foran dødsenglen. Præet i guldskæl, og mange forskellige tegn hen over kroppen. Den lange hals, og havde der var rettet mod manden. Øjne der kunne slå ihjel eller skabe liv - ej kunne de besluttes. En krop der var stærk, og store vinger der hang bag den. Den holdte dog en slags gren i dens ene knob. Magien væltede ud fra den, livet væltede fra den, men alligevel blev meget suget mod hende. Den bar forskellige guldsmykker og holdte blikket på manden.

[Deleted]

Det var i den grad noget kraftfuldt som måtte hvile i denne nat, som Azrael kunne føle og fornemme. Han lukkede næverne roligt og med den samme lette sitren i hans egen krop, en pludselig og underlig uro måtte tage noget så voldsomt til i hans egen krop. Energien som han kunne fornemme, var i den grad genkendelig, selvom han ikke havde følt den i det som måtte være noget hen af en mindre evighed, så det var heller ikke rigtigt noget som han rigtigt havde tænkt over. Et menneskeligt væsen kunne det umuligt være, de besad bestemt ikke denne form af kraftig energi, så meget vidste han dog. Han besad ikke egenskaben og evnen indenfor visdom, det var helt sikkert. Det kraftige lys og den tydelige rumsteren i jorden, var noget som han udmærket godt kunne mørke, selvom det nu ikke var noget som han viste i nogen former for frygt overhovedet. Hvis der var noget som han havde, så var det i den grad ikke at skulle frygte for nogen i det hele taget! Han kneb øjnene svagt sammen ,selvom det virkelig også var den eneste mine som han overhovedet gjorde i hans ansigt, ellers forblev det i den samme strenge og faste mine som det ellers havde været før i tiden, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Stjerneskud og det kraftige lys som i sig selv, måtte skære i hans øjne, så han selv måtte tvinges til at bakke et stille skridt, selvom det virkelig goså måtte være det eneste som han gjorde. En underlig lyd af vand som måtte ringe for hans øre og alligevel, så rokkede han sig ikke det mindste mere, lyden af mindre brag som lød i baggrunden og så synet af den store drage som måtte stå der foran ham, var noget af det som tydeligt måtte falde Azrael i blik. Først da han endte med at skulle stå og se det smukke og overdådige bæst direkte ind i blikket, så var han slet ikke det mindste i tvivl om, hvem og hvad det egentlig måtte være, at han måtte stå overfor og det var noget som han slet ikke kunne komme det mindste udenom. Han kunne slet ikke mindes, at dette var slet i løbet af verdens historie, men det skete vel også før eler siden på denne måde.. og nu stod hun der. Så måtte den virkelig være sket et eller andet derude, ellers ville hun ikke komme til jorden i denne skikkelse. Han bøjede hovedet i en ekstrem sjældent og alligevel så tydelig respekt for den som han nu måtte stå overfor, hvad andet kunne man gøre overfor sin mor når man endelig skulle se hende, hvilket set fra hans synspunkt, faktisk også var noget som skete så frygtelig sjældent. Hendes energi var så frygtelig mærkbar, at han kunne mærke det igennem hans eget marv, skind og ben. Hvorvidt om det kunne tolkes godt og ondt, var nu ikke noget som han direkte var bange for, set fra hans synsvinkel af. Han gjorde virkelig bare sit abrjede ved at skulle bringe de døde videre tl den næste verden og i sig selv, så var det noget som meget hurtigt, kunne vise sig som en større udfordring end hvad godt var. Han var ikke den eneste som samlede disse mange sjæle sammen og ikke ønskede han, at skulle blande sig ind i noget som helst, af det som måtte foregå omkring ham eller i disse lande blandt væsner. Han blandede sig virkelig ikke i den menneskelige hverdag. "Aldrig havde jeg ventet, at skulle se dig her, min kære moder.." sagde han med en rolig stemme, dog stadig lige så neutral og alt som den altid havde været, men respekten var virkelig ikke til at skulle tage fejl af.

[melinda]

Melinda, den prægtige drage der stod, med kræften strålende ud af sig, som solens stråler forlod deres kilde, og søgte mod alt andet de kunne ramme og varme... Melinda udstråling var virkelig mægtig, en kilde til alt det der havde været, var og ville ske, i verden. Hverken god eller ond, men heller ikke disideret neutral - for ville hun have ordnet noget, jamen så skulle Melinda nok svinge sine mægtige besvægelser rundt omkring, hun skulle nok flytte slotte, miner eller vulkaner for at nå sine mål, og får hende var det jo så ganske enkelt da hun havde disse mange års træning i at være Gudinde. Hendes styrke var fænomonal, født med jorden af skaberne selv, og alt liv stamte fra hende som forbilled... Hun kunne forstene alt, lave vand til guld eller få isen til at blomstre. Melinda var Gudinden som var glemt i tiden... Hvilke jo vel kun var forståeligt, der var gået en evighed, eller noget der lå tæt op af siden Melinda havde været uden for sin egen verden, og der var jo også hendes dvale at tænke op. Melinda havde sovet i så lang tid, og nu vågnede hun op til kamp, krig og had i luften, hvilke var noget der gjord hende en smule arig. Folk havde glemt hende,og Melinda brød sig ikke om... Hun vidste hvad hun ville gøre, og hvordan, og snart ville de første hjul blive sat igang i hendes plan. Melinda kiggede ned på manden, hendes søn, skabt af hende til ære for hende og for at kunne føre døde over til næste verden, hvor de ville havde ro i sindet. Hendes drageskikkelse var klart skabt af hende for at hun kunne udøve den maximale magi, i verden. Den tæk ikke en mine, men så var det som den smilede svagt, og så rettede den hoved mere op, og bevægede det ned igen i et nik der anerkendte hans gestus for hende. "Det har også været længe siden, mit kære barn." Sagde Melinda i sin dragskikkelse, den store smukke drage talte med sådan en klang at almendelig elelr svagsindet racer kunne falde under hendes stemmes klang, og hun ville kunne bøge dem som hun ville. Melinda var det mest magtfulde væsen i alle verdner, hun skabte universer og tilintetgjorde dem, på en kedlig dag. Melinda var ikke en kvinde man skulle prøve af. "Har jeg efterladt for stort et job for dig?" Spurgte hun roligt og lod hoved glide hen mod drengen der for ganske lidt siden havde været i live. Melinda ville virkelig gerne igang med at lave om på denne verden, men kontakten til hendes første og eneste søn, var langt vigtigere - trods de ikke sås så meget, og måske var det derfor hun skattede disse øjeblik så meget. "Du har jo slet ikke besøgt, mig i min dvale." Sagde hun roligt, og ganske svagt kunne man fornemme den drillende tone mennesker så meget gjord brug af. Melinda kneb øjne sammen, og et klart lys dannede en slags kant omkring hendes drageskikkelse. Vingerne forsvandt ind i ryggen og armene blev tyndere og tyndere, ben blev længere og hele hendes skikkelse ændrede sig, og da lyset forsvandt stod en smuk alligevel ung af udseendet kvindelig skikkelse. En slank ung kvinde, med en silkeblød let solbrun hud, og langt mørkt silkeagtig hår, der bølgede rundt i vinden... Hendes finger var lange og slanke og neglene bar selv en pæn længde, og var filet som klør, arme bar guldsmykker og de nødebrune øjne brændte af livets magiske kræft på hendes søn. hendes krop var dækket i en lang guldkjole, der var bar i ryggen og skåret op foran til lårene, og bare inge ærmer. Kulde gjord intet for hendes tilpashed.

[Deleted]

Azrael betvivlede virkelig ikke, hvem denne kvinde kunne være, for han havde virkelig kun kendskab til en som kunne fremtræde på denne måde og med den så kraftige udstråling som denne. Det kunne virkelig bare være hans moder, alt andet gav virkelig ikke nogen mening for ham. Han betragtede hende roligt. Et sted kunne man jo fint sige, at denne verden var skænket til ham selv og til hans kære søster, et sted var det jo som en stor legeplads for dem begge. Hun bragte folk sammen og han skilte dem. Ikke at det rørte ham det mindste, hvis der var noget som han ikke var i stand til, så var det at udvise følelser og når man gjorde det på denne måde, som han gjorde det nu og havde gjort det siden jorden var blevet skabt, så blev man forbandet hærdet, at man slet ikke ville kunne vise det på nogen måde overhovdet. Et svagt træk fandt vejen frem til hans mundvige, dog ganske så svagt, at man næsten ikke var i stand til at skulle lægge mærke til det på nogen måde overhovdet. Hans mor stod bag det hele og nu havde ham selv og Darlene taget så meget over, selvom mennesker i den grad havde formået, at skulle kludre så forbandet meget i det endnu en gang, så Azrael var tvunget til at skulle arbejde så meget mere end det som han faktisk kunne sige sig, at være vant til i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han så roligt til som hun måtte forvandle sig fra den store og smukke drage til det smukke menneskelige jeg, som de alle sammen var i besiddelse af. Selv det sande bæst i Azraels krop, havde han fået bundet til denne menneskelige skikkelse og det var noget som han agtede, at skulle holde fast i. Folk frygtet ham som bare det, alligevel, og det var ikke noget som han faktisk havde i sinde, at skulle lave om på. Døden var åbenbart en så tragisk og så frygtelig ting for dem. For ham var det bare en naturlig del, af det, at skulle leve. Man blev født, man levede sit lange liv og man døde - en cirkel var det vel i den anden ende, som han blot fuldførte på den mest smertefrie måde, som man overhovdet ville være i stand til at skulle tænke sig frem til, for frygtindgydende var han dog ikke. Han gik sin mor i møde, tog forsigtigt hendes hånd, hvor han førte det til sine læber og skænkede den et respektfuldt kys. Et kys til hånden som havde skabt det som de kom og gik i for øjeblikket.. En verden skabt på denne måde. Hvordan kunne man gøre andet, end at vise det nogen respekt? De mørke øjne søgte stille og roligt hendes eget blik endnu en gang og selv uden, at skulle se det mindste væk fra hende. Ikke at det var noget som han kunne få sig selv til overhovedet. "For stort er det ej, min kære moder. Blot meget at lave..Der er mange som venter på at blive hentet skal jeg sige dig også selvom de frygter mig og hvad jeg bringer," sagde han roligt. Tonen var næsten helt neutral. Følelser var klart et svagt punkt for ham, for han kunne virkelig ikke vise det mindste til det overhovedet. Han slap roligt hendes hånd og bukkede hovedet endnu en gang for hendes stolte skikkelse. "Jeg har vogtet om dit hvilested. Ej har jeg besøgt, men dog, har jeg været til stede," sagde han rolgit og med en klar ærlighed i stemmen. Det havde han dog når han ikke havde rendt rundt her for at bringe de mange sjæle videre, selvom de klart frygtede ham når de endelig var i stand til at skulle se ham. Mange kræfter var på spil blandt de mange mennesker, slag efter slag, krig efter krig og de lærte jo bare aldrig, at vold faktisk avler vold. "Hvad er det som bringer dig til dette sted på denne tid? Jeg fornemmede din tilstedeværeselse," fortsatte han roligt og med den samme stilfærdige mine. Ej en følelse, blot helt og fuldkommen neutralt.

[melinda]

Melinda nikekde roligt til sin søm, sin første familie - skabt fra hendes egen hånd, hendes åndde var hans, og hendes kræfter var gemt i ham. Det samme galt hendes datter, Darlene. Mlinda havde ikke selv bragt hende til verden, men hun havde skabt hende, fra den kærlighed der var mellem to elskende at det hele var ganske klart, Darlene skulle være en vogter over kærligheden, noget der sikkert var svært at opretholde i denne tid. Melinda var sikker på de begge havde meget at lave, på hver deres område. Darlene der skulle prøve at skabe glæde og kærlighed igen, og Azrael, der skulle føre de så mange sjæle over til den anden side, for at de kunne finde ro og fred. Melinda der havde lægget i sin dvale, havde ikke været i stand til at hjælpe dem, men noget havde vækket hende igen, en bøn fra en skabning der var så ren og uskyldig, at det havde knækket hendes beskyttende krystal, og Melinda's sind igen blev klart, så hun kunne bryde ud. Det mørke hår der bølgede omkring hende, blev kørt igennem af de slanke finger, mens Melinda holdte sit blik på sin søn, Azrael. "Ja, jeg har fundet ud af de hårde tider - ikke at det var særligt svært. Hele luften er jo tynget af alle disse lidelser." Sagde Melinda med en moderstemme, bekymrerne overfor hver en skabning, men alligevel bebrajdende da de selv havde været skyld i disse lidelser. Melinda kunne godt lide de spændende tider, den fare der var, men hun nød også ro og orden, en blandning af det lyse og gode, og det mørke og onde, i denne verden. Melinda slankede et roligt øjenbryn, før hun roligt trak hånden tilbage efter, det respektfulde kys. Ja, hvorfor var hun egentlig vendt tilbage? Hun kunne ikke dy sig, og det smil der spillede hen over hendes læber, var lumsk dog også varmt og dejligt. "Jeg har fået nok af disse tider. Verden har glemt mig, skaberne og alle de majeløse skabninger og steder der har været rundt omkring." Sagde hun og gik hen over slagsmarken, og stoppede op nogle meter fra sønnen, Azrael. Hun klappede to gange i sine hænder og knipsede så fingerne, og spredte hænderne ud over området. Jorden begyndte at ryste og der gik ikke længe før, en krystal blev tunvget op af jorden. En krystal der var blodrød, og en flamme brændte inden i den. "Ser du, Azrael." BEgyndte Melinda og gik hen til stenen og lagde hånden op af den. "Der var et tidspunkt, for længe siden da jordens rigdomme var til alles gavn - men grådighed og misundelse fik bragt en inde på det." Sagde hun og krystallen slog revner og sank ned i jroden igen. "Jeg er kommet tilbage, for at rode bod, på hvad disse kongelige og lederlige typer ikke kan klare, at holde ro og orden under en stemme." Sagde Melinda roligt, og så mod sin søn.

[Deleted]

Azrael var slet ikke i tvivl om, at der skete noget stort, eftersom Melinda var dukket op, for han vidste, at der skulle en hel del til, for at rive hende ud af den dvale som hun havde ligget i, igennem så ekstremt mange år. Han havde blot gjort sin opgave, selvom der til tider , var så forbandet meget at se til, og specielt når krigen måtte hærge som den gjorde nu om stunder, så var der kun det ekstra som han måtte tage sig til, hvad end om han ville det eller ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han bar den tydelige respekt for sin moder og det var heller ikke noget som han ønskede, at skjule det mindste. Hun var skaberen af alt det, som de kunne se omkring dem. Hvad menneskene havde sat pris på for mange år siden, det var nok bare gået i glemmebogen, men at udøve noget så stort som det næsten kunne lyde som hun havde i hovedet, var noget som han klart ville fraråde hende. Det var slet ikke fordi, at han frygtede hende. Hun havde selv placeret ham, såvel som den kære Darlene på dette sted, begge havde de en stor rolle, at skulle spille igennem dette som et menneskeligt væsen måtte igennem af faser, hvor han udgjorde den sidste, og det var faktisk det, som havde gjort, at folk var temmelig bange for ham i den anden ende, en tanke som faktisk måtte more ham en hel del, selvom det nu ikke var noget som han ønskede at vise så tydeligt og så åbenlyst. Han lod hovedet søge let på sned. "Den er tunget voldsomt af disse lidelser, min kære moder. Skrig, smerte.. Alt i alt, er det noget som sker på dette sted dagligt. Endnu en kamp landene imellem," forklarede han roligt. Det var længe siden sidst, at det havde været så tydeligt og så åbenlyst som det var netop nu. Ikke at det bekymrede ham, tvært imod ,det gav ham trods alt også noget at lave og det var noget af det, som klart var det bedst eved hele situationen. De skulle nok selv formå, at ødelægge den tilværelse som de var blevet skænket. Jorden som endnu en gang måtte begynde at ryste, fik ham dog ikke til at fortrække så meget som en eneste mine. Han vendte blikket mod hende. Han var virkelig ikke i stand til at skulle føle det mindste, på nogen som helst måde overhovedet. Han kunne virkelig ikke vise det. Den blodrøde krystal tog han roligt i blik og med en tydelig forundring. Han kneb øjnene let sammen og lyttede til hendes ord. Han vendte sig roligt med fronten mod hende istedet for. "Du er vågnet af din lange dvale, for at rode bod, for hvad disse skabninger har gjort? Ej tror jeg de har glemt dig, min moder.. Det tror jeg virkelig ikke." Han rystde på hovedet, det i sig selv, gav ingen mening for ham. Måske, at hun ikke blev tænkt på i samme grad som ham selv, og Darlene for den sags skyld, men deres værk, var jo trods alt noget som man måtte lægge blik til i dagligdagen, det var jo ikke hendes. "Jeg ser døende børn få skænket denne verdens oprindelse i form af historie når de skal lægges om aftenen, jeg ser andre bede til gudinden i det høje for en chance til. Du er bestemt ikke glemt," fortalte han med en rolig og kortfattet stemme.

[melinda]

Melinda lod roligt hendes søns ord, når hende øre mens vinden bar dem på deres vingeslag. Azrael som havde været omkring da hun ikke havde, vidste måske lidt mere lige nu. Men Melinda havde modtaget mange bønner, deraf også hendes befrielse fra hendes dvalen, men Azrael kendte ikke til det hele i denne verden. Hans viden drejede sig omkring døden og dens cyklus. Hendes lange mørke hår, hang helt stille ned af hendes ryg, mens hun lod en enkelt håndbevægelse stoppe midt i luften, hvor hun sugede nogle af de magiske kræfter der lå i luften til sig… Der var noget i gærer, der var en der lagde skumle planer, hvilke for Azrael ville give en travl tid. ”Hør min søn. Jeg vil give dig en gave.” Sagde hun roligt med et smil på de røde læber. En gave fra Melinda var ikke blot en lille genstand med et kort, det var noget sindet aldrig ville havde forudset, altid noget helt specielt omkring dette, og Melinda ville give sin søn en mægtig gave, noget der ville give ham mere tid på hans hænder, bare en smule da. For tiden påvirkede ikke dem, endnu… Men snart, havde Melinda fornemmet, snart ville de blive kaldt tilbage til disse racers virkelighed. Hun så på sin søn, smilede til ham, lod deres øjenkontakt holdes, mens hun roligt tillod ham at finde ud af at hun havde noget i sinde, noget han ville kunne lide. ”Jeg vil kalde alle sjælesamlere sammen, genskabe dem, så de kan leve hvad nogen ville kalde et normalt liv.” Sagde hun roligt og det var tydeligt at det var de andre dødsengle hun snakkede om. ”Kun du vil blive den eneste, som du er den sandeste, sjælesamlere.” Sagde Melinda og hendes stemme var rent faktisk stolt. Hun lod øjne hvile på ham, stærke og de lynede af den magiske kræft hun havde i sig. ”Du bruger megen tid på dette sted, selvom du også er overalt hvor din liste bringer dig.” Sagde Melinda, mens hun roligt gik hen og aede sin søns kind, mens hun roligt træk vejret dybt ned i lungerne. ”Men nu skal dette være nok, nu vil jeg skabe dig, mit Avalon. Mit dødsrige som du skal herske, kontrollere med dit sind, kalde sjæle ind.” Sagde hun vendte ryggen til Azrael og fik et par skridt frem. Vingerne spredte sig fra hendes ryg, og baskede et par gange og Melinda endte med at svæve oppe i luften, hvor hun spredte armene ud til hver deres side, og lukkede øjne.
Vingerne bare hendes skikkelse i luften, mens hun roligt messede nogle ord, der lagde sig hen over slagmarkens plads. Tunge dog ikke tyngende på nogen som helst måde, som et tæppe der lagde sig over dette areal, mens magien på dette sted blot blev mere og mere tydelig. Snart kom de basale elementer til syne, meget mere fremhævet og klare. Vinden der overhoved ikke kunne mærkes, og Melinda der lavede nogle elegante og flydende bevægelse med armene og fingrende, hver lille detalje helt afgørende for om dette skulle virke – hvilke hun ikke selv tvivlede om. Hendes fakta begyndte at blive fremhævet af et lilla skær, hvilke resulterede i at man nu kunne se mange symboler i luften. Melinda stoppede med et og tegne hamrede sig selv ned i jorden hvor den måtte give lidt for den kræft den blev udsat for. Melinda’s øjne var begyndt at blive meget hvide, og hendes skikkelse var begyndt at få de kendte dragetræk på sig. Melinda lod hænderne knytte, men pege fingerende stillede sig lige ud i luften, og en mørk stråle skød ud fra hver spids og ned i jorden. Hun drejede rundt i luften og da hun igen havde ryggen mod sin søn, havde hun skabt en kæmpe cirkel, omkring de mange forskellige tegn hun havde smidt mod jorden, den var vel omkring femhundrede meter rundt. Tegne der nu begyndte at lyse svagt op, mens de kaldte på noget – det var helt sikkert at de havde en større effekt for dette træk. Og snart blev det klart af fire af dem var de fire basale elementer. Vand, jord, luft og ild. Hver deres tegn, og hver deres element der var samlet i tegnet og drejede om sig selv, vilde og utæmmet som de var. Melinda lod øjne søge mod det første element og en klar hvid stråle skød ned i tegnet, og da man igen kunne se det, da det klare lys var forsvundet var elementet indkapslet i en krystal, denne kunst gentog hun til de øvrige elementer også, og jord sank lidt ned og dannede en cirkel, hvor hvert element var forbundet til den. Melinda messede nogle ord, og landede roligt på jorden, hvor hun lagde hænderne og jorden blev omdannet til murbrokker, og Melinda måtte give et lille udbrud af en kræftanstrengelse, og hev hænderne mod himlen og flere mure skød op fra jorden, tårnede op mod himlen. Men de ødelagde ikke jorden, faktisk skete der intet på denne virkelig, det var klart nu, Melinda havde skabt en astral verden, hvor hendes søn skulle herske. Men murene lignede nogle steder ruiner, og manglede lidt murbrokker hist og her, de havde ikke nogen fast form i sig selv, men var let gennemsigtige, dog markeret op af en lilla/mørk farve. Snart havde mørket lagt sig om denne nye verden, dig fremkaldte Melinda mange stjerner og forskellige energikilder der svævede rundt i mørket, beskyttende som en slags mur der skulle holde de to verdner adskilte. En kæmpe hal, hvor der var mange porte hvor der var tapper der førte opad, ligeud eller nedad. I midten af rummet var der en kæmpe cirkel, og de fire krystaller der indeholdte de fire elementer. Melinda gik hen til cirklen, der nu kunne begynde at minde om et slags kæmpe ur, for de fire elementer stod ved 1,5,7 og 11 plads hvis det var et ur, og nu gik hun hen til nummer 3, og lod lyset omgive hendes krop, et klart lys der blot blev mere strålende og klart, blænde, og snart stod Melinda igen og skød sin stråle mod dette lys og indkapslede det i et krystal. Det samme gjorder hun ved nummer 9 plads, hvor mørket omringede alt, voksede omkring hende og blev snart indrammet i et krystal. 2, 4, 8 og 10 fik hver deres krystal, hvor der flød en væske fra dem, der svævede lidt over cirklens ramme. Deres væske flod hen i midten af cirklen, ned i et lille kar, hvor der blandede sig sammen. På de sidste to pladser, 12 og 6 var der to lidt større krystaller, hvor der svævede minder og viden rundt i. Der hvor alles minder skulle lægges i så deres viden måske kunne blive givet dem tilbage, hvis de blev genfødt. Eller hvis der kommer en naturlig genfødelse, så vil guderne overveje at give dem nogle minder. Melinda fremmanede tre kugler og de fløj hen til bag dette døds ur, og der dannede de tre stole. Melinda forsvandt fra sin plads, og dukkede op bag stolene hvor hun hævede hænderne og flere lydbølger blev sendt mod den bagerste væk, Melinda messede på livet løs, og hendes krop blev mere og mere drageagtig, og hendes øjne var helt hvide, mens hun skabte to døre, dødens porte. Hun forsvandt for et stykke tid, og hele stedet rystede og bragede, og magien blev kun stærkere da Melinda skabte flere portaler for enden af hver trappe, portaler til forskellige steder.
Efter dette dukkede hun igen op ved sin søns side, hvor hun roligt træk vejret dybt og smilede til ham. ”Velkommen til et nyt Avalon, dit såvel som mit Avalon.” Sagde hun og smilede stolt over sin handling. Et var at skabe sådan et sted, hvor sjæle kunne kaldes til og vandre rundt i, men at placere dette på en astral plan, hun også havde skabt var noget kun en gudinde eller virkelig stærke magiker kunne.

[Deleted]

Azrael havde virkelig den store tillid til sin kære mor på alle måder. Nok havde han ikke været der mens hun havde ligget i den dvaletilstand som hun havde gjort igennem så ekstremt mange år, men det var vel ikke noget af så stor betydning? Sandt, at han havde været der og at han nu havde han virkelig også ekstremt meget at se til, så længe, at der var kampe og så længe, at der var strid mellem lyset og mørket. Selvfølgelig tog han aldrig noget parti. Han viste sig sjældent for nogen som helst, andet end dem som var ved at skulle krydse over, selvom han nu ikke havde noget imod det at skulle lave det som han blev sat til, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Den eneste som kunne få lov til at se bare en anelse mildere side af ham, det var i den grad hans mor, såvel som hans kære søster Darlene, selvom de ikke just kunne sige sig, at dele blod eller andet. De var jo… guder på hver deres måde og indenfor hver deres felt og sammen med Melinda, så dannede de virkelig den fuldendte cirkel som skulle til for at sørge for at magtbalancen omkring dem. Hans viden var omkring døden og efterlivet og intet andet, udelukkende af den grund, at han faktisk var der til at styre lige netop over de ting, så der var der virkelig ikke noget at skulle diskutere lige der, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet på nogen som helst måde overhovedet. At hun ville skænke ham en gave, var dog noget som han blot måtte være overrasket over, for det var virkelig ikke noget man hørte sin mor sige ofte, ingen tvivl om det. At hun ville skænke ham noget, så han stod alene som den eneste sjælesamler, da han selv ville vove at påstå, at han var den mest rigtige. Han trak sig et skridt bagud, da hun begyndte sit arbejde med at bringe ham dette på denne måde. Han stod stille og fuldkommen urokkeligt, selvom han udmærket godt kunne mærke, at der var ekstremt mange store kræfter på spil. Næsten som han kunne føle og mærke sit hjerte banke mod hans bryst, så nægtet han, at skulle rokke sig, da han heller ikke ønskede nogen form for forstyrrelse for sin mor. Hun havde ligget i den dvaletilstand så ekstremt længe, så det var slet ikke noget, som han ønskede lige netop nu. Vinden som måtte tage til og der hvor det var helt roligt, kunne man virkelig fornemme, at der var ekstreme kræfter på spil. Et sted måtte han jo så sandelig beundre sin mor, for at kunn bringe dette ud i spil på den måde, og specielt efter så frygtelig lang tid.
At hun så var i gang med at skulle skabe en verden.. En verden, hvor han ville sidde som den øverste, var noget som så sandelig havde en ekstrem stor betydning, også for ham, for den sags skyld. Et stille, dog meget selvtilfredst smil bredte sig på hans læber, idet han blot så til, at hun skabte det hele rundt omkring dem. Han stod i sig selv, klar til at skulle hjælpe hende med egne kræfter og energi, hvis det skulle vise sig, at blive nødvendigt, for han kunne da tydeligt se, at det var noget som tog voldsomt hårdt på hende selv og han ønskede jo, ligesom alle andre, at beskytte sin mor, hvis det skulle vise sig, at blive nødvendigt i den anden ende. Det var der jo så sandelig ikke nogen tvivl om! Lys, rumsteren i luften såvel som i jorden og mange lysende tegn, fik ham dog kraftigt til at undre sig over, hvad der egentlig måtte foregå, selvom han nu agtede at forholde sig fuldkommen i ro.
Hendes udbrud af ren kræftanstrengelse, var noget som han kraftigt måtte reagere på, på alle tænkelige måder, selvom han stadig blev stående. Det var blot hende, som kunne vække denne form af følelse. Ja bare det, at vække lidt i ham, var virkelig ekstremt stort for mange, for det arbejde som han gjorde, så var han virkelig også tvunget til at skulle lukke fuldkommen af for de mange følelser som han måtte sidde igen med, for ellers ville han slet ikke være i stand til at skulle lave sit arbejde! Murbrokker, en kæmpehal og det hele, var noget som han dog tydeligt måtte se forundret til. Han vendte blikket mod hende, da hun endelig havde gjort sig færdig. Roligt gik han ind i den kæmpestore hal og så sig omkring. Nok var det ikke følelse som man ville se ved ham normalt. Hænderne foldede han roligt over hans ryg og med den tydelige ranke holdning. Hvis det gjorde for at lette hans arbejde, var tydeligt, selv for ham, at skulle se, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hans mor blev mere og mere drageagtig, kunne han så tydeligt se, hvilket heller ikke var noget som han havde set før, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han havde vidst, at hun havde mange evner og kræfter i sin besiddelse, men han havde virkelig aldrig set hende bruge dem på denne måde, det var helt sikkert! Han vendte blikket allerede med det samme, at hun endte ved hans side. Han var tydeligt imponeret over hvad hun havde skænket ham. Et svagt træk fandt sig stille vejen frem på hans læber, hvilket i sig selv, var frygtelig sjældent, at man overhovedet kunne se ved ham på alle tænkelige måder, så det var slet ikke noget, som man skulle tage fejl af. Han var virkelig taknemmelig for hvad hun havde givet ham! Virkelig! ”Du har valgt at skænke mig et sted, som jeg kan herske over på denne måde? Min kære moder..” Han vendte sig mod hende, tog atter hendes hånd og skænkede den et roligt kys, da han næsten bukkede for hende. I hans øjne, var hun stadig den som skulle stå øverst på alle tænkelige måder overhovedet, det var slet ikke noget, som han ønskede at skjule for hende. ”Jeg takker dig, for alt min kære moder. Verden skal nok komme tilbage på fode og magtbalancen skal endnu en gang vise sig, at være rigtig,” afsluttede han roligt. Han rettede sig op igen og med den klare og noget så tydelige respekt i blikket, som man på ingen måde, skulle tage det mindste fejl af på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om.

[melinda]

Melinda lod lungerne blive fyldt med luft i en sidste dyb indårnding. Fyldte lungerne med en ny klar luft, der skulle være en hjælper til at genoprette hendes kræfter, efter hendes kæmpe udvisning i magiskekundskaber - måske ikke det klogeste efter som hun lige var vågnet fra en lang dvale og hendes kræfter ikke engang var på sit højeste endnu, og at hun hev dem frem og i brug så hurtigt, men Melinda gjord hvad hun mente var nødvendigt. Det lange mørke hår der havde fået hvide striper i, de skovbunds brune øjne, der lignede et par drageøjne, de rosenrøde læber der skjulte de hvide tænder, hvor et to par hugtænder alligevel måtte stikke frem, hendes lange fingre, hvor negle minede om klør. Hendes hud der flere steder havde gylden skæl, hendes slanke skikkelse var bleveet mere muskuløs og jorden omkring hende var rykket et par centimeter ned, af en vægt der var omkring hende. Ikke engang Azrael havde set hende i denne skikkelse, i denne forvandling, så dette måtte sikkert komme som en overraskelse. Denne skikkelse hun havde skabt for at kunne håndtere al den magi som nogen nogensinde ville komme til, var en skikkelse hun gjord meget sjældent brug af, fordi hun havde trænet så meget og hendes kvindelige skikkelse kunne holde til meget over normalen af magisk brug og hvor meget hendes krop kunne holde til. Den lange hvide kjole hang stadig omkring hendes skikkelse, og Melinda lod roligt øjne studere denne verden hun lige havde skabt. En verden der strækte sig over alle verdner, og alligevel fyldte den ikke meget mere end den halve slagsmark, så man bort fra mørket og rummet der omgav denne bygning - hvis man kunne kalde den det. Melinda lukkede roligt øjene, og snart blev denne dødsverden suget bort og slagmarken var igen deres grund under deres fødder. Melinda førte roligt en negl/klo igennem luften og det var som om hun forstyrrede overfladen, som i vandet der bølgede afsted. "Din verden er her, skjult for alle dem som ikke er døde, men jeg advarre dig, min søn, min Azrael." sagde Melinda og vendte øjne mod sin dreng mens hendes læber afslørede alvoren, ikke det hårde smil, men det var langt fra det venlige der altid på sent afsted. "Denne verden er et binde punkt mellem liv og død, mange har allerede forsøgt at overtage denne verden, da den flød rundt omkring i udstræk plan. Jeg må be dig om at være yderst forsigt indtil du har lært alle dens fare såvel som friheder helt at kende." Sagde Melinda og lod roligt kloen/neglen trækkes tilbage da hun roligt hun lukkede øjne og snart fik hun alle de menneskelige træk tilbage. "Lige ledes må jeg også be digom endnu en ting." Sgade Melinda og holdte en kort pause. "Jeg har lavet en portal hvor der står skrift hen over dens indgang. Du må for hver en pris aldrig lade noget eller nogen træde igennem den uden min godkendelse. Ikke engang dig selv, eller Darlene." Sagde hun og denne gang var hendes læber helt neutrale, dette var ikke noget venligt forslag, men en slags direkte ordre. "det vil få følger igen vil kunne forudse eller endda overleve." Sagde hun ganske kort. "men jeg har selvføgelig lavet sikkerhed, og den er gemt væk i din verden, men den kan findes, hvis der opstår ubalance i din verden for længe, så du skal ikke prøve på noget før du i virkeligheden forstår denne nye verden." Afsluttede hun kort og lod blikket hvile på ham.

[Deleted]

Azrael vidste virkelig ikke hvad han skulle sige. Dette overgik virkelig al forventning, selvom han nu udmærket godt kunne se, at det tog noget voldsomt på hendes kræfter og energi, hvilket jo faktisk måtte bekymre ham et sted. Så længe, som hun havde ligget i dvale, så kunne det næppe være sundt, at tvinge kræfterne i brug på denne måde, det var han slet ikke i tvivl om. Bare det, at skulle se hendes mere skællede skikkelse, var noget nyt for ham, for han havde aldrig nogensinde set hende gøre brug af magi og energi på denne måde, så det overraskede ham virkelig, at hun i det hele taget var i stand til at skulle gøre det på denne måde. Med de rolige og fattede skridt, så gik han stille mod hende. Bare tanken om, at dette var hans, var noget som gjorde det hele så frygtelig meget nemmere for ham selv på alle måder, hvilket han i den grad var hende noget så frygtelig taknemmelig for! Han vendte blikket stille ned mod hende. Den skællede krop, de øjne og de kløer.. Det var vel en måde, at skulle kontrollere magien på for han tvivlede virkelgi selv på, at hun i det hele taget vil kunne kontrollere så meget og i denne mængde, hvis hun havde været fuldendt i hendes menneskelige skikkelse, selvom hun virkelig var en gudinde i sig selv. Han vidste udmærket godt, at hun aldrig ville give ham noget som dette, hvis det ikke havde været fordi, at det havde været nødvendigt. Selv så havde han intet imod, at skulle gå fra den ene til den anden for at samle sjælene sammen, selvom det klart var hårdt, når der var andre som lige så også var ude efter dem. Hvorfor havde han aldrig rigtigt fundet ud af og det var virkelig noget som kunne irritere ham som bare pokker! Han lod hovedet søge let på sned og uden at skulle tage blikket fra hende. Hvis der var noget som han var overfor hende, så var det i den grad lydig og han tog hvert eneste ord til sig med det samme! At gøre hende uret, var slet ikke en tanke som kunne falde ham ind. Hans arbejde og hans liv, var simpelthen for vigtigt til dette. At hele den verden som hun havde valgt at skænke ham, måtte forsvinde for øjnene af ham, var dog noget som han tydeligt måtte reagere på. Han vendte sig med fronten mod hende, da hun for alvor måtte begynde at fortælle. At dette var alvorligt, kunne han tydeligt se og mærke på hende, så det var noget som han tog til sig med den største vilje. Han nikkede til de første. Det var en skjult verden og den var hans. Han skulle nok formå at holde styr på det hele! "Jeg lover dig min kære moder, at jeg ikke vil lade nogen anden end de døde komme hertil. Jeg vil beskytte det med alt det jeg har at gøre brug af," lovede han højt og helligt. Hun kendte ham vel også godt nok til at vide, at han var af ord som man kunne stole på i den anden ende? At svigte hende, var virkelig slet ikke noget som kunne komme på tale set fra hans side af. Nogensinde! De portaler som hun havde valgt at skænke i hans verden, var noget som tydeligt måtte være af alvor, hvis de kunne få så store og alvorlige konvekvenser. Roligt tog han omkring hendes hånd og førte den til sine læber, hvor han skænket hendes håndryg et let kys. Af ren og skær respekt for hans moder som var den gudinde som hun nu måtte være, så var det noget som han agtet at skulle tage på det brændende alvor på alle måder overhovedet! "Jeg skal gøre alt som står i min magt for at holde den magtbalance ved lige, holde den verden skjult og sørge for, at ingen vil kunn finde de portaler som du har skænket mig.. Så værdifuldt som det er for alle. Ingen skal komme i nærheden af det uden at jeg ved det, eller du godkender det," afsluttede han roligt og med en ganske så stilfærdig stemme. Ikke så meget som et smil hvilede på hans læber. Han var følelseskold som intet andet væsen som man overhovedet kunne komme i tanker om, men bare med den forskel; Hans ord kunne man stole på. Han ville gøre alt hvad han kunne.

[melinda]

//Out

[Deleted]

//Out