The darkness in my heart

[Deleted]

Efter at Lisa havde fundet Dereks døde krop, føles det virkelig som om, at livet havde sunket sig i hendes krop. Det var en del af hende som ville være tabt.. Tabt for altid og det var faktisk en tanke som gjorde så ekstremt ondt, at det ikke var til at skulle holde ud! Nick havde været der, selvom hun udmærket godt vidste, at den mand slet ikke brød sig om, at nogen anden havde været så tæt på hende. Derek havde altid haft en ekstrem stor betydning for hende.. om ikke andet, så som en ekstrem god ven, men for hende, havde han så sandelig også været mere end det i sig selv. Hun havde bedt bare om lidt tid alene, hun havde virkelig bare brug for at skulle tænke det hele igennem og det i sig selv, var en handling som var gjort fuldt ud bevidst. Langt fra byen gik hun aldrig, hun turde virkelig ikke, i frygten for, at det skulle gå galt i den anden ende, og det ønskede hun bestemt ikke! Direkte, kunne man jo skønt sige, at hun var forsvarsløs. Det var ikke meget, at healende evner kunne gøre til hendes fordel bare sådan uden videre. Mørkt var det, og Lisa var fuldstændig ligeglad. Mørket havde hun altid været bange for, da det altid gjorde et eller andet ved hendes humør. Hun følte sig ille til mode, selvom det dog ikke tvang hende til at skulle vende om og bare tage tilbage til Nick. Hun måtte få bearbejdet den sorg som hvilede så dybt i hende, da det i sig selv, ikke var noget som hun kunne gøre når Nick var omkring hende. Der kunne hun ikke lade tårerne falde det mindste. Månen var halv og den stod klart og tydeligt på den skyfrie himmel som hvilede over hende. Sammen med de mange funklende stjerner, så var det slet ikke noget som hun lagde det mindste mærke til overhovedet. Hun så enten ligeud, eller gik med blikket nede i jorden. Den hvide kjole havde hun stadig på. Hendes klare favorit, men også den som Derek havde set hende i for første gang, da de for alvor var begyndt at snakke. Hun savnede ham.. hun savnede ham noget så voldsomt på alle måder som man overhovedet var i stand til at skulle tænke sig til! Kappen var dog blevet mørk. Hun ville ikke gå med den lyse, nu hvor et lys så kraftigt i hendes sind, var blevet revet fra hende, og hun havde aldrig nogensinde fået muligheden for at sige undskyld til ham! Hun følte virkelig skylden stikke til hende noget så voldsomt.. Havde hun måske været den som havde fået ham til det? Søgte han måske ud efter hende, da han blev overfaldet? Bare den tanke alene, gjorde det hele så meget værre. En tåre gled ned af hendes kind. Glinsende mod hendes kinder af det store og smukke måneskær som hvilede så tydeligt langt over hende. Hun dumpede stille ned på en bænk og med et svagt suk. Hun græd lydløst. Hun ville ikke have, at nogen skulle se det. Hun følte sig skræmmende forladt til tider, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om, og nu var den følelse mere kraftig end det som den nogensinde havde været tidligere. Tvunget til livet på jorden, kunne intet gøre ved det og tanken skræmte hende. Hun savnede det klare lys.. Hun savnede Derek noget så voldsomt, at det burde være helt forbudt! Hjertet slog let mod hendes bryst. Uroen ved mørket så hun virkelig bort fra. Hun ville bare være alene.. væk fra alle.

[Theodore Jarvis Acheron]

Jaget var sat i gang for nok tusinde gang bare det år. Hayden vidste at Willow jagtede ham, han kunne lugte ham og det var en ting som holdt ham godt og grundigt på vagt. Han ville ikke tages med bukserne om anklerne. nej han ville sejre endnu en gang. han havde ikke sovet i flere dage, ikke siden den første gang han kunne lugte Willow ved søen. Hans healende evner kunne da heldigvis holde ham vågen i længere og længere tid. han brugte dem jo ofte og alt den træning gjorde ham virkelig meget stærkere. det var der ingen tvivl om. Hans flugt bragte ham ind i parken og her havde han opholdt sig i 2 dage. det var det bedste sted at gemme sig, han havde virkelig fået styr på terrænet herinde og han havde mange skjulesteder samt udkigsposter. Lige nu sad han på en gren og spejdede ned i mørket. han havde forvandlet sig til en varulv mens han roligt holdt øje med om Willow ville dukke op. Han skulle ikke vendte længe før den kendte skiggelse af en varulve dukkede op en tre- til firehundrede meter fra ham. han gjorde sig klar og ville ikke flygte mere men noget gik op for ham. Willow var optaget af noget andet og Hayden lagde hovedet let på skrå mens han selv søgte efter Willows afvigelse. Han mærkede hende før han så hende, et lyst væsen, meget rent og han vidste at det var en som Willow ville gå efter. Pigen som han nu tydeligt kunne se var lige mellem dem og Willow listede sig mod hende som en ulv på jagt. Det ville han bare ikke tillade! Hayden ændrede skiggelse og hoppede ned fra træet. han satte hurtigt i løb mod kvinden og lagde en arm om hendes overkrop og den anden hånd for hendes mund. "Vær helt stille ellers bliver du dræbt" hviskede han. han slap hendes mund kort for blot at hive en pose frem som han åbnede og smed indholdet lige foran dem i en lige streg. han kiggede hen i mørket. der var tavst og så hev han ellers Kvinden med sig længere væk fra den farer som han vidste var der. Dog var det forsent for ham. Willow kom springende og man kunne se i hans øjne at denne gang gik han ikke efter hans bror men den skabning som var i hans brors arme. Hayden vidste efterhånden hvordan Willow tænkte og han endte med at skubbe kvinden væk fra Willow mens han selv blev angrebet af Varulven. Hayden blev holdt nede i græsset og kunne ikke kome fri sådan uden videre. Fryden var klart at spore hos Willow og han tudede triumferende mod himlen. hans skiggelse forvandlede sig dog roligt til et menneske og han smilede ned til sin bror. "Nu skal du dø lille bror" hviskede han næsten kærligt og Hayden trakt vejret tungt. "I dinne drømme Willow!" mumlede hayden og lagde en hånd mod Wills ansigt og frembragte en så kraftigt lys at man skulle tro at det var solskin. Willow skreg af smerte og Hayden fik ham skubbet af sig og kom på benene. Han løb hen til der hvor han havde skubbet pigen hen. Hun skulle i hvert fald ikke blive her for så ville hun miste livet og det kunne han ikke tilgive sig selv.

[Deleted]

Lisa havde virkelig bare brug for, at skulle tænke det hele igennem, ellers ville det bare gå fuldstændig galt for hende. Hvilke farer hun faktisk måtte bevæge sig rundt i, vidste hun virkelig ikke. Desuden, var hun virkelig bare vant til, at skulle rende rundt med døden skrevet i panden. Sådan havde det jo været igennem næsten hele tilværelsen med Nick, så der var vitterligt intet nyt i den situation. Hun sukkede stille og slog armene stille omkring sig selv og blev ellers siddende, fuldstændig uviden om hvilke farer som hvilede lige ved hende. Hun så virkelig intet lige nu. Hun følte sig ensom, så skræmmende forladt, selvom hun havde Nick at søge til, så var der virkelig stadig denne lille ene, dog så ekstreme vigtige ting som måtte mangle. Det ekstreme tomrum som hun kunne føle i hjertet og den så ekstreme skyld for hvad hun egentlig havde gjort ved ham. Den ville nok hvile ved hende til en evig tid. En byrde hun aldrig nogensinde ville være i stand til at skulle lette fra sit eget sind, hvad end om hun ville det eller ikke, så var der virkelig ikke noget at gøre ved det, det i sig selv, var blot en kendsgerning som hun allerede havde indset. Øjnene lod hun glide i for et ganske roligt og stille øjeblik, selvom hun kraftigt, endte med at skulle stivne, da en mand tog fat om hende og lagde hånden for hendes læber. Hans ord fik hendes hjerte til at banke helt ukontrolleret og det i sig selv, måtte skræmme hende ganske så meget i den anden ende. Hun blinkede med de helt blanke øjne, hvor hun blot stille endte med at skulle nikke til hans ord. Hun havde intet at skulle forsvare sig med, så hvad andet valg havde hun egentlig? Hendes krop begyndte at skælve, hun ville virkelig ikke have andre mænd tæt på sig. Hun var virkelig bare bange for, at skulle gøre det samme om igen og den følelse var direkte forfærdelig! Hvis hun stod i en så stor fare, at hun risikerede livet, så gjorde hun stille som han ønskede af hende. Hun blev stående i hans favn, selvom hun så kraftigt kunne mærke panikken i det indre og den bredte sig kun mere og mere for hvert eneste sekund som måtte gå. "S-slip mig.." hviskede hun yderst dæmpet, så det knapt nok var hørligt for hende selv. Hendes stemme bar tydelige præg af den ekstreme skyld som hun måtte føle så dybt i hendes eget sind, det var der ingen tvivlv om, for den skyld var virkelig bare enorm på alle måder! Den store ulv som hurtigt endte med at skulle vise sig, gjorde Lisa fuldstændig bleg i ansigtet. Hun endte næsten automatisk med at skulle trykke sig tættere ind mod manden, inden hun bare blev skubbet væk. Hun slap et gisp, da hun røg direkte ned i sten og diverse skidt, som efterlod sig ar på hendes arme og hænder, samt hendes knæ. Hendes hjerte hamrede sindssygt mod hendes krop. Blikket vendte hun kraftigt mod dem begge, da hun kravlede baglæns i retningen af de mørke træer, hvor hun fortsatte til hun ikke kunne komme mere. Panikken malede sig i hendes ansigt, tårer pressede kraftigt på, og hun gjorde sit for at holde dem igen. Det kraftige lys, fik hende til at skjule ansigtet ned mod sine knæ, som hun kraftigt havde trukket op til sig. "Lad mig være.. lad mig være.." hviskede hun panisk igen og igen. Hun skælvede. Hun ville bare ikke mere!

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden havde ikke haft nogle intentioner om at slippe hende, ikke før han var sikker på at hun ville være sikker. dog havde han været nød til at skubbe hende fra sig da Willow angreb. hellere ham end hende, det var i hvert fald efter hans mening. Hun var ikke en del af deres kamp, og det skulle hun ikke blive. Willow var blevet blændet og det udnyttede Hayden efter at han var kommet på benene og vær nået hen til pigen. hendes panise bøn om at han skulle lad ehende være gjorde ondt men det var hendes panik eller at hun ville blive ædt af hans bror og det sidste senarie var ikke noget som han ønskede. han tog fat i hende og tvang hende til at kigge på ham. "Hør nu på mig!" sagde han bestemt. "Får jeg dig ikke væk herfra så vil min bror her højest sandsyneligt ende dit liv og det er ikke en byrde jeg vil have på mine skuldre. Du er ikke en del af vores kamp og det skal du ikke blive. Du skal væk herfra og så skal jeg nok love dig at du aldrig ser mig igen. Fors......." han nåede ikke at fuldføre sin sætning før han mærkede kløerne hen over sin ryg. det gjorde ondt, virkelig ondt og han sank i knæ foran hende. "Løb, jeg beder dig" hviskede han og forvandlede sig til en ulv for øjnene af hende. kampen begyndte endnu en gang og både Willow og hayden kæmpede for deres liv. Kampen stod på i adskillige minutter før Willow flygtede fra skoven mindst lige så såret som som Hayden var. Han forvandlede sig stille tilbage til et menneske og han faldt stille om i græsset og træk vejret i hurtige stød. Han var såret og healingen var kun så småt begyndt at sætte i gang. dette ville komme til at tage tid.

[Deleted]

Lisa var virkelig for rystet til overhovedet, at gøre noget som helst. Det hele var kommet bare så pludseligt og det gav virkelig ikke nogen mening i hendes øjne på nogen måde! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, næsten som hun var så godt på vej til at skulle lade det gå i stå. Tårerne begyndte stille, at trille ned af hendes kinder. Hun kiggede næsten skærmt på manden som kom hende i møde og trykkede sig kun mere og mere op af træet. Hun ville have fred, det var virkelig det eneste som hun gjorde krav på lige nu! Hun rystede skræmt på hovedet. "Lad mig være.." afbrød hun ham adskillige gange. At den anden ulv endte med at hoppe på ham, fik hende kraftigt til at stivne og komme med et svagt piv. At han direkte bad hende om at løbe, for derefter at forvandle sig, fik hende til at se ligbleg ud i ansigtet. Hun havde aldrig nogensinde set varulve så tæt på, og endda to som formåede, at kontrollere deres forvandling på den måde. Hun havde hørt om det, men aldrig nogensinde set det. Hun trykkede sig kraftigt ind til træet og så blot til. Hun var direkte skræmt.. han prøvede jo faktisk at.. redde hende? Det var i den grad ikke hvad hun havde ventet på nogen måde overhovedet, det var det virkelig ikke. I de mange minutter som næsten måtte føles som timer, så hun blot til. Hun turde knapt nok at rokke sig det mindste fra stedet i frygten for, at hans bror skulle se hende og derved også prøve at gøre det samme med hende? At broderen valgte, at søge væk og den anden mand som bare måtte søge til jorden i menneskelig skikkelse, gjorde hende bare en anelse mere rolig end før. Hun blev stadig siddende meget længe. Hvad skulle hun gøre nu? Bare rejse sig og.. gå? Hun ønskede et sted ikke at komme til Procias.. Der hvilede for mange minder om Derek der, til at hun ville. Hun tænkte virkelig på den mand mere eller mindre hele tiden og det skræmte hende ærlig talt.. Han betød så uendelig meget for hende og nu kunne hun end ikke få lov til at sige undskyld til ham. Den tanke var direkte forfærdelig på alle måder! Hun rejste sig yderst forsigtigt. Hendes krop skælvede tydeligt. At lade en mand ligge på den måde, det kunne hun bare ikke få sig selv til. Det havde hun aldrig nogensinde været i stand til på nogen måde overhovdet. Hun gik stille mod ham, dog med de tydelige tøvende skridt. Hun ønskede jo ikke, at det skulle gå galt for hende selv, det var der ingen tvivl om overhovedet. Hun nåede ham stille og gik roligt og yderst forsigtigt ned i knæ ved hans side. Tårerne trillede stille ned af hendes kinder, selvom hun virkelig ikke ville vise ham det. Hun prøvede i det mindste, at skjule det. "L-lig stille.." bad hun stille. Hun lod hånden roligt og ganske forsigtigt søge over hans sår, hvor hendes hænder lyste en anelse op. Hun var jo stadig en engel et sted, så de healende evner havde hun stadig. Hun ønskede blot at hjælpe ham, som han nu også havde hjulpet hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden var hårdt såret og hans tanker kørte virkelig alt for meget i hans hovede til at hans healende egenskab kunne finde ro til at gøre sit arbejde. men han prøvede da. prøvede at finde ro og hvile så han kunne blive frisk igen. det gjorde så fandens ondt! Willow havde været heldig i dag. nok fordi den pige havde været der for ellers ville Hayden aldrig have været så uopmærksom. hen vendte sig stille om på ryggen og træk vejret hurtigt og i stød. han kunne ikke finde ro og det var nok det værste ved det hele. han lukkede øjnene og opdagede ikke at hun havde rejst sig og bevægede sig over mod ham. han opdagede hende vel egentlig først da han mærkede den varme fra hendes evner. hans grønne øjne åbnede sig og han kiggede på hende. hun hjalp ham og det undrede ham. hun havde været så bange for ham men det var vel egentlig bare gengæld. "Undskyld at jeg skræmte dig. Der måtte bare ikke ske dig noget" hviskede han stille mens han vred sig lidt mens hun healede hans sidste sår. hvorfor skulle det også gøre så forbandet ondt! Han havde intet imod at vise smerte, han var jo trodsalt menneskelig, den eneste han ikke viste smerte overfor var Willow. han ville ikke give ham den nydelse.

[Deleted]

Lisa følte virkelig bare, for at skulle give ham gengæld for dette, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Han havde hjulpet hende, og så kunne hun bestemt ikke bare vende ryggen til, når han selv så ud til at skulle have brug for hjælp netop nu! Hun blev siddende ved hans side og med den kraftige sitren i hendes egen krop på denne måde også ,det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet.. De mørke øjne hvilede i hans. Skræmt, det var hun stadig. Hun sad jo trods alt og rystede helt og noget så voldsomt, selvom hun virkelig prøvede, at sige til sig selv, at det hele var forbi nu, at der virkelig ikke var noget at være bange for, han havde jo trods alt også hjulpet hende? Hænderne bevægede hun roligt langs hans krop. Hvad han var, vidste hun ikke, men han kunne tilsyneladende ikke heale oprigtigt selv, så måtte hun jo ende med at hjælpe ham i den anden ende, som hun nu måtte gøre og det ville hun heller ikke fortryde.. en gerning for en gerning, sådan havde hun altid lært det selv og det var noget af det eneste, som hun måtte holde fast i fra hendes unge liv.. Måske, at det kunne få hende til at glemme Derek for bare et øjeblik? Den mand hvilede virkelig i hendes tanker mere eller mindre hele tiden og det var virkelig også det som var grunden til, at hun lod tårerne falde. Hun var heller ikke bange for at vise smerte, selvom hendes i den grad måtte være ganske anderledes set fra hans side af. Hendes ramte hende så stærkt psykisk, at det gik ud over hendes personlighed. Hun var allerede overbevist om, at hun ikke ville have nogen anden tættere på sig. Det ville bare gå galt, og det tillod hun virkelig ikke. Hun blinkede let med øjnene, trak hænderne til sig, da hendes var gjort og tørrede hendes øjne. "J-jeg er okay.. Ikke tænk på det.." bad hun stille. Hun ville virkelig ikke have hans medlidenhed, det var virkelig ikke noget som hun kunne bruge til noget som helst overhovedet. Hænderne søgte stille til hendes skød, hvor hun blev siddende. Om der skete hende noget eller ikke, gik virkelig ud på det samme for hendes vedkommende, ingen tvivl om det. "Jeg.. jeg takker mange gange.. for hvad du har gjort for mig.." afsluttede hun stille, og så kontrolleret som det var hende overhovedet muligt. Ikke at der var nogen som helst tvivl omkring dette på nogen måde overhovedet. Hvem de var og hvad dette gik ud på, var ikke noget som dannede nogen mening i hendes hoved. Hun lod blikket falde.. Han skulle virkelig ikke se hende græde. Det ønskede hun da bestemt ikke på nogen måde overhovedet. "J-jeg håber, at du er okay.." tilføjede hun efter et længere øjeblik med komplet stilhed.

[Theodore Jarvis Acheron]

hans rolige og blide blik hvilede på hende. hun var jo stadig panikslagen. der var vel ikke noget at sige til det, var han heller ikke vant til det ville han nok også være skræmt fra vid og sans. hendes healende evner gjorde ham gjort og da han var færdig sate han sig langsomt op og rykkede lidt så han kunne kigge på hende. Han havde ikke selv været i stand til at startesin healing på grund af hende. hendes sikkerhed havde været i hans tanker selvom han ikke kendte hende. hun var et lyst væsen og han var halvt paladin. det var vel bare e medfødt instinkt hos ham at beskytte. han kørte let hånding igennem sit hår og kiggede ned i græsset. "Tak for hjælpen. Hvis du ikke havde været her så havde jeg nok stadig ligget på jorden med smerter. Mine egne healende evner er ikke så stærke når vi når på denne side af halvmånen" hans blik vendte op mod hende igen og han smilede stille. "Jeg har det fint. Mit navn er Hayden. Hayden Lightsaver. Ehm .. Undskyld at jeg spørger men hvad laver du dog ude på denne tid, helt alene og så på denne her side af muren? det er virkelig farligt for et så lyst væsen at være herude" den bekymring som han ytrede til alle levende væsner var der så sandelig også med hende og det undrede ham virkelig meget at hun var herude alene. han kunne vel ikke lide tanken.

[Deleted]

Lisa var virkelig forbandet panikslagen, selvom hun virkelig bare gjorde sit for at skulle se væk fra det for nu. Om denne mand var af mørket, eller om han var af det lyse, ligesom hende selv, var hende ragende ligegyldigt. Det at skulle lade ham ligge her, var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til at gøre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Det lå stadig meget til hende, at skulle hjælpe andre og da specielt, hvis de skulle vise sig, at have brug for dt, så var det virkelig ikke noget valg, at se væk som de slet ikke var der. Han havde faktisk reddet hendes liv, også selvom hun var klar over, at hun slet ikke burde forholde sig på denne side af muren, det var virkelig farligt for hende og hun vidste det! Hun havde virkelig bare brug for, at skulle tænke det hele igennem. Han virkede dog venlg nok i sig selv, det var noget som hun så tydeligt kunne se og mærke sig af, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De ellers mørke øjne vendte hun mod ham. Hendes healende evner, var ellers noget som hun brugte så relativt sjældent på alle måder, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han var varulv, var noget som hun allerede havde gættet sig frem til, hvilket var det eneste som tvang hende til at være det mere opmærksom på det som skete omkring hende end det som hun sikkert ellers ville være. Hun fattede virkelig ikke hvad disse kampe måtte gå ud på og hun ville heller ikke spørge ind til dem. Hun trak vejret dybt. "Lisa Strife.." præsenterede hun sig med en rolig og fattet stemme, i sig selv, var det ikke noget som hun ville skjule for ham, selvom hun bevidst valgte, ikke at fortælle ham hendes mellemnavn. Det var kun noget som Derek og Nick kendte til og sådan ønskede hun at det skulle forblive.. De to eneste mænd som overhvedet var kommet hende selv så forbandet tæt på, det var der ikke nogen tvivl om. Hun trak let usikker på den ene mundvige ved hans spørgsmål. Hun havde som sagt, vidst og kendt til, at det var farligt for hende, at rende rundt her.. Hun var virkelig bare ligeglad med det hele. "J-jeg.. jeg er bare ude.. for at tænke.. tænke alt igennem i mit liv.. Lyst væsen eller ikke.. Jeg v-ved at det er farligt for mig.. at være her.." sagde hun stille, blot for at fortælle ham og samtidig også gøre ham helt opmærksom på hvad hun nu end måtte føle for denne situation. "Og.. det var så lidt.. Du hjalp jo trods alt også mig," påpegede hun stille. Hun førte en lok af det lange hår stille væk fra ansigtet. Hun var virkelig usikker på denne mand faktisk, selvom hun virkelig prøvede, at skulle skjule det så godt som det nu var hende overhovedet muligt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden smilede let til hende. Der var noget oiver hende selvom hun stadig var rædselsslagen. det gjorde ham egentlig ondt at hun havde det sådan. at hun var så bange for hvad der skulel ske. Han lagde hovedet let på sned. "Tak fordi du healede mig. Jeg tænkte for meget, så kunne jeg ikke selv. Det er en svaghed for mig ved kun at være halvrace. Men ... Lisa hvorfor er du så nervøs? jeg ønsker dig intet ondt. Det har du mit ord på. Jeg har aldrig såret nogen ud over min bror og kun i selvforsvar. Aldrig i angreb. Jeg ønsker ikke at skade nogen. Ingen ud over min fader. for det han gjorde mod min moder" sagde han roligt og foldede hænderne i hans skød. Han kunne ikke lide at hun havde det sådan og da slet ikke hvis det var fordi at han var hende nær. Så ville han da hellere gå for at hun kunne få det godt igen. Det var der da ingen tvivl om. Roligt kørte han hånden igennem sit hår og spejdede en gang rundt. han vilel være helt sikker på at de var alene.

[Deleted]

Lisa var slet ikke usikker fordi, at han var der, men det var mørket generelt og det som hun ellers havde vidnet allerede indenfor alt for kort tid, det var det alene, som gjorde det hele ved hende, det kunne hun virkelig ikke komme udenom overhovedet. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, selvom hun i den grad bare forsøgte at skulle finde den ro i sindet. Han virkede dog venlig nok, selvom det klart var den varulv i ham som gjorde hende mest usikker, så prøvede hun virkelig bare på at skulle ignorere det. Han havde jo trods alt også reddet hendes liv. Hun trak forsigtigt på smilebåndet ved hans ord og lod blikket falde bare en anelse.. Næsten forlegent. Det var sjældent hun hørte navnet tak efterhånden, så det var i den grad noget som hun satte ekstrem stor pris på. Hun rystede stille på hovedet ved hans næste ord. "Mørket.. Hayden.. Det skræmmer mig," forklarede hun stille og med en næsten så dæmpet stemme. Mørket havde altid skræmt livet af hende og derfor undrede det hende voldsomt, at hun faktisk søgte ud.. det var den eneste måde hun følte, at hun kunne takle det hele på, selvom dette for denne aften, i den grad ikke havde været ventet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Du behøver ikke forklare dig.. Jeg forstår," sagde hun stille. Hun trak let forsigtigt på smilebåndet og med blikket hvilende på ham. Han var venligsindet og det gjorde hende i den grad meget mere rolig på ganske kort tid. En engel var hun... uden vinger vel at mærke. Hun ville aldrig kunne færdes i det levende lys igen og desuden, var det også noget af det som faktisk måtte skræmme hende mere end noget andet for øjeblikket.. Desuden var det der, at alt for mange minder omkring Derek og det var noget af det som hun tog som det klart hårdeste.. Det var virkelig en forfærdelig tanke, at han var væk.. bare sådan, uden at hun kunne gøre noget som helst ved det! "Jeg har bare brug for at tænke... på lidt andre ting.. hvis du forstår.." hviskede hun stille. Hun håbede virkelig bare på, at han ville forstå hende, for enkelt havde dette bestemt ikke været.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden betraktede hend emed rolige øjne. mørket var da ikk noget hun skulle frygte. Det var en naturlig ting her i livet. Alligevel kunne han godt forstå det, det kunne være skræmmende når man intet kunne se. Hans øjne kunne se bedre i mørket grundet hans varulve gener men hun var helt engel. han løftede stille sin ene hånd og lod 4 kugler af rent lys flyve fra hans hånd og op og rundt om den. Det oplyste der hvor de sad så der ikke var så mørkt og hun måske så ville have det lidt bedre. han håbede det virkelig, hun skulle ikke have det så dårligt. hun smilede skævt. "Et eller andet sted har jeg vel brug for at snakke lidt om det. Det er længe siden jeg har fået rationaliseret mine handlinger" han smilede undskyldende til hende og rodede sig endnu en gang med håret. "Jeg ved godt at det ikke kommer mig ved men hvad er det som går dig så meget på? Hvad plager dit lille hoved?" spurgte han roligt og begyndte at rode med en lille hjørne af sin bluse.

[Deleted]

Bare det at vide, at der var noget lyst i denne mand, gjorde virkelig kun Lisa meget mere rolig nu, end det som hun havde været igennem så ekstremt lang tid efterhånden. At finde Dereks døde krop, havde virkelig revet hendes hjerte direkte ud af brystet. Hun var næsten sikker på, at hun aldrig nogensinde skulle få lov til at opleve lykken igen. Lyset som kom ud af hans hænder, gjorde hende betydeligt mere rolig end det som hun havde været til nu. Så langt rakte hendes egen magi desværre ikke. Hun var en healer og ikke et magisk udøvende væsen på nogen måde overhovedet, så det måtte vel bare være noget som hun måtte vænne sig til på den ene eller den anden måde. Hun vendte blikket stille ned mod hendes hændern som hun havde sammenflettet i hendes skød. Han virkede virkelig til at være en ekstrem hyggelig mand på alle måder og det gjorde hende dog langt mere tryg end det som hun sikkert gav udtryk for på denne måde. "Okay.." sagde hun roligt til hans ord. Ønskede han at snakke, så skulle hun da med glæde lytte, det var noget af det som hun efterhånden var blevet god til. Sådan var det jo når man var engel i ren og skær ensomhed.. frem til Derek var dukket op. Hun trak vejret dybt, lod tungen fugte læberne forsigtigt. Hans spørgsmål var næsten ventet, det var vel også tydeligt, at der var noget som måtte plage hende? "Det er en lang historie.." sagde hun stille, dog meget mere sikkert end før. Hun faldt til ro i lyset. Det var det som gjorde det hele så meget nemmere for hende.. Hun var vant til lyset, vant til den varme. Hun vågede sig forsigtigt tættere på ham, stadig roligt. "Har du nogensinde oplevet det, at der er så meget som du ønsker at sige.. til en som du slet ikke kan komme i kontakt med?" spurgte hun stille som en rolig indledning. Sådan havde hun det med Derek.. Hun havde virkelig bare så meget at sige.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden smilede let til hende, det var tydeligt at hun var mere tryk i lyset end hun havde været i mørket. Han var vant til begge dele så for ham var det hele hip som hap. Han kunne ikke se ligeså godt som en hel varulv kunne men han kunne se bedre end almindelige mennesker i mørket, noget som måtte være ham til meget hjælp. "Jeg vil ikke kede dig med mine problemer Lisa. De har været der i mange år efterhånden." sagde han roligt og betraktede hende som hun valgte at komme lidt tættere på ham. Selv var han ikek vant til at være tæt på kvinder, det var ikke noget han havde gjort sig med før på grund af Willow og han blev kort en smule usikker selvom dette ikke var noget han viste overhovedet. han betraktede hende lidt og bød hende så tættere på hvis dette var noget hun ønskede. Han ønskede virkelig kun at hun havde det godt og havde det behageligt, det var der ingen tvivl om. Han lyttede til hende ord og tænkte så lidt. "Jo.. Det gør jeg faktisk. Jeg ville ønskede at jeg kunne snakke med min mor igen, tale hende ud af den sorg som endte med at føre til hendes død." sagde han stille og betraktede hende roligt. Tabet af hans mor var noget som lå langt tilbage men følelsen af tabet lå ham stadig noget så ært. han blevaltid så trist når han omtalte tabet. han rystede det dog af sig og betraktede hende. Han løftede forsigtigt, meget forsigtigt faktisk og kørte den stille hen over hendes kind. "Hvem er det som du ikke kan komme i kontakt med?" spurgte han roligt. hun havde sagt at hun havde haft brug for at tænke, han formodede at det omhandlede en som hun lige havde mistet eller næsten lige. Der havde bare været noget over hende, han havde kunnet mærke sorgen, måske fordi den var noget som de delte? han vidste det ikke men han kunne stadig mærke det.

[Deleted]

Lisa faldt dog stille til ro ved ham, udelukkende også fordi, at der var noget lys omkring dem, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. HUn trak vejret mere stille og lyttede til hans ord. Ikke ønskede hun at skulle belære ham med sine problemer, men nu havde han spurgt hende ind til det, og det ville faktisk også lette hende en del, at skulle komme af med det, for det havde hun virkelig brug for, og det ,at skulle gøre det overfor Nic, var slet ikke en tanke som kunne falde hende det mindste ind på nogen måde overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var der så sandelig slet ikke nogen tvivl om overhovedet. Nick ville aldrig tage det godt uanset, at hun sad og snakket om en anden fyr, så det var noget som hun jo så hellere ville undgå i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivlv om. "Det gør mig ondt, at du har mistet din mor, Hayden." begyndte hun stille. Hun havde selv mistet børn, hun havde mistet manden som hun faktisk holdt af. Hun trak vejret dybt og strøg hænderne igennem hendes hår. Hun vendte blikket op mod den store himmel over dem, inden hun igen stille vendte sig i retningen af ham. Hun trak svagt på mundvigen. "Mange vil sikkert mene, at det er direkte dumt.." mumlede hun let for sig selv. Hun rystede let på hovedet og vendte sig så mod ham igen, uden at skulle se det mindst evæk fra ham. Han var nu ekstrem venlig og dejlig at snakke med. Han gjorde hende faktisk godt rolig i længden, det var der heller ikke nogne tvivl om overhovedet. "Jeg mødte en engel i Himmeriget. Jeg delte seng med ham.. Jeg tog imod hans kærtegn, jeg lyttede til hans ord. Jeg lovede ham en ting.. At jeg aldrig ville såre ham.. Jeg gjorde det.. Jeg sårede ham så dybt og jeg fortryder virkelig at jeg gjorde det. Jeg valgte at søge efter ham.. bare for at snakke, hvis han ville snakke med mig. Jeg fandt hans lig nede ved søen." Hun vendte blikket en anelse væk fra ham og ned mod jorden istedet for. Det gjorde faktisk ondt, at snakke om. "Jeg fik aldrig skænket ham min undskyldning.. Jeg har det så dårligt med det.." hviskede hun dæmpet.