Is the search finally over?

[amaryllis]

endelig vendte hun blikket mod ham da han talte-. hun var ikke ked af det eller noget. hun var blottet for følelser og hvis han nogen sinde havde set et knust sind før så ville han klart kunne genkende det i hende. hun var knust. han havde knust hende så let som ingen ting. hun havde ikke villet kalde ham en løgner men hvordan skulle hun tro på hans ord. hun rystede stille på hovedet. "Jeg tror aldrig at jeg har kendt dig Jasper. Alt hvad du har gjort har kun bevist at du var der for mig af melidenhed. havde jeg betydet noget for mig havde du den dag snakket om det du kalder mit ultimatum i stedet for bare at rejse. Jeg tiggede dig, jeg bad dig blive ved min side, ikke kun for min skyld men også for Procias og du valgte at rejse. Havde du holdt af mig ville du have prøvet at finde en løsning da du hørte hvor lidt jeg ønskede dig bort og hvor meget jeg havde brug for dig. Jeg siger ikke at du lyver men jeg kan bare ikke tro det efter den handling." hun sukkede stille og lod blikket falde. "alle valg og handlinger har konsekvenser. Jeg håber for mit egen helbreds skyld at dette bliver sidste gang vi mødes" hun valgte at vende sig rundt endnu en gang og gik væk fra ham. hun hjavde brug for at komme væk nu, hun kunne ikke mere. det hele var forgæves så hvorfor prøve? hun havde givet op. En del af hende ville stadig være ham nær men hvordan kunne hun det når hun ønskede hans hjerte så brændende og han havde skænket det til en anden. det gjorde simpelthen bare for ondt på hende. Hun elskede ham sådan og alt det har havde bare knust hende sønder og sammen. hun kunne virkelig ikke mere. Hun ville ikke mere.

[jasper]

Amaryllis une lige så godt, bare smække ham en i ansigtet på den måde, som hun havde været overfor ham. Hans hjerte slog fast mod hans bryst og selv med den ellers så kraftige sitren i hans krop. Hendes ord havde i den grad været hårde og nu var det noget som bare gik ud på det samme i hans øjne. Hvis hun ikke kunne tro på hans ord, trode hun vel også at han måtte lyve? Så det var jo trods alt også det samme i den anden ende, hvad end om man ville de eller ikke. Det var jo trods alt.. meningen vel? Han trak vejret dybt og selv uden, at skulle slippe hende med blikket det mindste overhovedet. Han betragtede hende med et roligt og med et stadig næsten tomt blik. Hun havde virkelig ramt ham noget så hårdt denne gang og det vr ikke noget som han kunen stå ved, at han havde følt nogenine før overfor nogen som helst. Blikket var næsten tomt for følelser på alle måder. Det brændt noget så voldsomt i hans eget indre på alle måder netop nu. Han rystede på hovedet til hendes ord. Dette ville virkelig være dødt løb. At søge efter hende, havde han nu fået bekræftet at det havde været ren spild af tid på alle måder som man overhovdet kunne tænke sig. "Tror du virkelig at jeg tog afsted, bare for at tage afsted, Amaryllis? Jeg søgte en løsning og du cuttede mig fuldstændig af.. Der var ikke mere for mig, at gøre der.. jeg kunne bare ikke.." Han knyttede hænderne stadig en anelse hårdt og med en lettere sitren som han bare ikke formåede, at skulle lægge det mindste skjul på det overhovdet. Det i sig selv, var en ekstrem hård besked at få kastet ihovedet, men der var virkelig ikke noget andet at gøre ved det på denne måde, det var helt sikkert. "Hvis det er hvad du ønsker.. Så er det sidste gang du vil se mig," sagde han stille, dog betydeligt mere dæmpet, end det som han lige havde gjort for bare et øjeblik siden. Han græd ikke.. han udviste ikke følelser.. Dette var klart en ny situation for ham på alle måder, og det var noget som gjorde ham usikkert. "Så.. det er bare forbi nu?" afsluttede han stille efter hende. Han gik end ikke efter. Han blev stående.

[amaryllis]

hun lyttede til hans ord selvom hun stadig gik mere og mere væk. dette var enden på dem og på hende som en person. hun blev nød til at opsøge en alkymist eller noget i den stil for at hun kunne glemme. det ville være det bedste for hende og kunne hun ikke glemme så ville hun aldrig blive set mere. hun kunne virkelig ikke. det hele gjort bare så ondt. hun var udmattet. hun endte med at få overbalance og faldt stille ind mod den nærmeste træ og gled langsomt ned af stammen indtil hun sad ned. "Du søgte ingen løsning. du blev ved med at sige at du ville rejse og at det ville være det bedste for os begge. du knuste mig den dag. jeg healende og nu knuste du mig endnu en gang. Dette er enden Jasper. Jeg må gøre hvad der er bedst for mig selv. Det er noget du har lært mig" sagde hun stille men så højt at han dog kunne høre det. ingen tvivl om det. stille lukkede hun øjnene og lænede hovedet oppe mod træet. et sted så følte hun at det måtte være sådan her det var at dø. hun følte sig virkelig død indvendig. som en tom skal der bare vandrede hvileløst rundt. hun havde ingen ro i kroppen overhovedet. "Jeg elsker dig Jasper. Af hele mit hjerte. Du betyder alt for mig. det har du gjort siden den dag du hentede mig hos mine forældre. Mit hjerte vil altid tilhøre dig men .... du må lade mig gå. ellers så vil jeg forblive død indvendig for evigt" sagde hun stille dog igen så han kunne høre det. ingen tvivl om det overhovedet.

[jasper]

Dette havde virkelig ikke været Jaspers hensigt, men nu var det nu sket alligevel, så var der virkelig ikke noget som han rigtigt kunne gøre ved det, og det var noget af det som klart måtte frustrere ham noget så voldsomt! Ved hendes ord, så havde reaktionen været det samme som at jage en kniv direkte i hans hjerte og så bare fortsætte med at vride den uden at det ville slå ham ihjel og det var noget, som påvirkede ham selv ganske tydeligt i en retningen, som i den grad ikke ville være god for ham overhovedet. Hun ønskede det skulle være slutten.. så måtte det jo, selvom det bestemt ikke var en tanke som han brød sig meget om overhovedet. Tvært imod, så var et noget af det værste som han længe havde oplevet og det i sig selv, sagde virkeig heller ikke så lidt. "Jeg søgte den, Amaryllis.. Jeg fandt intet, så må jeg jo gå for det som jeg kan se af valg, ikke?" At hun søgte ned at sidde ved træet, gjorde dog ondt, selvom han virkelig nægtet, at skulle gå mod hende lige i øjeblikket. Han ønskede virkelig bare, at finde ud af, alt det her nu og så tage den derfra. Et sted ønskede han jo stadig, at have hende i favnen og holde hende tæt på sig, selvom fornuften sagde, at han bare skulle tage tibage til lysningen og til Alice og så ellers bare blive der, selvom... det i sig selv, faktisk var et forbandet besværligt valg. De himmelblå øjne valgte han stille, at lade falde på hendes skikkelse. Hvordan han skulle reagere eller hvad han skulle gøre nu, det var han virkelig så forbandet usikker på i den anden ende. "Gør hvad du føler er det bedste, Amaryllis.. Det er alt jeg har kunne bede dig om... I så fald, så har jeg gjort lidt nytte fra mig, hvis det er noget du har lært af mig.." Han slog armene stille og roligt omkring sin egen krop og med blikket hvilende på hende. Han valgte, at skulle gå en anelse ned i benene og med blikket stadig hilende på hendes skikkelse. Han holdt forbandet meget af hende, og det frustrerede ham virkelig, at hun ikke var i stand til at skulle se det fra hans side af! Han bed sig let i læben. "Det er en mærkværdig måde, at vise mig det på. Jeg elsker dig, Amaryllis.. Bare ikke på den måde, okay? Du er forbandet vigtig for mig. Du betyder så meget for mig.. Hvorfor kan du ikke se det? Jeg har virkelig prøvet.. Jeg har søgt efter dig, i.. ja gud ved hvor lang tid nu.. Ville jeg have gjort det, hvis du ikke havde nogen betydning for mig?" spurgte han stille. Han ønskede bare at skabe den klarhed nu.

[amaryllis]

Amaryllis havde virkelig prøvet. hun havde prøvet at se det fra hans side på alle mulige måder men hun kunne ikke. hun kunne ikke se det, virkelig ikke. hun forstod ikke hvorfor han havde gjort som han havde gjort. hun havde tigget ham om at blive, hun vilel gøre alt for at han kunne have været blevet på slottet og arbejdet men han forstod bare ikek hvor ondt det havde gjort, for det første at se ham rejse og for det andet vide at det havde vælret hendes skyld. hele hendes verden var bare styrtet sammen. hun lyttede til hans ord og trykkede sig endnu mere ind til træet. når han sagde det så troede hun på ham men hans handlinger talte for sig selv. hun var virkelig splittet og det var sådan en forfærdelig følelse. hun følte som om hun atter en gang græd men der kom ingen tårer fra hendes øjne. hun sukkede stille. "jeg .... jeg tror på dig men .... dine handlinger har kun vist mig andet. jeg er i vildrede og jeg føler mig splittet. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere eller hvordan jeg skal takle det. Jeg elsker dig virkelig og det gør så ondt at du ikke har de samme følelser. det gør så ondt så ondt så ondt" gentog hun igen og igen indtil hendes forsvandt helt og hun bare holdt om sig selv og trykkede sig ind til træet. hun var så forvirret.

[jasper]

Jasper kunne virkelig ikke få sig selv til andet, end at være ærlig overfor hende. At lyve var virkelig ikke noget som han nogensinde ville være i stand til at skulle gøre, det var der heller ikke nogne tvivl om overhovedet. De himmelblå øjne vendte ham mod hende. Måske, at det var hårdde ord, men i hans øjne, så var de i den grad også helt nødvendige på alle måder. Ikke fordi at det var i gengæld, men han ønskede virkelig bare, at hun ville være i stand til at skulle se på det fra hans synsviknkel af, selvom det åbenbart ikke var get i hans retning alligevel og det var noget af det værste som kunne ske lige netop nu. Han vågede sig forsigtigt og stille en anelse tættere på hende, selvom det var noget som skete med den største forsigtighed som man overhovedet ville være i stand til at skulle tænke sig til netop nu. Han bed sig svagt i læben. Alt gik jo bare galt lige nu og han ønskede det virkelig ikke for hende.. Ønskede hun ham væk, så skulle han nok gå, men han ville have hende til at sige det til hans åbne ansigt.. se ham drekte ind i øjnene og så sige det til ham den vej. "Amaryllis.. prøv nu at lytte til mine ord.." hviskede han stille, da han ar sikker på, at han var kommet tæt nok på hende på denne måde. Han gik stille ned i knæ ved hende, hævede hånden varsomt og lod den falde under hendes hage, for at tvinge hendes blik ganske så forsigtigt mod ham. Hun ville nok ikke have ham tæt på, men de kunne vel gå hvert til sit som venner end noget andet vel? Det var da noget af det som han i den grad måtte ønske sig netop nu. "Uanset hvad jeg har gjort af handlinger, så er det ord som vejer mest.. Husk på det.. Jeg har søgt dig siden jeg fik brevet på Castle of Light.. Jeg var bekymret for dig.. Jeg havde ingen anelse om hvor du var.. Er du klar over hvor mange dage jeg er gået uden søvn? Snak med mig.. i stedet for disse konklussioner.. Jeg holder forbandet meget af dig.. Det gør jeg virkelig.. Du vil stadig have mig at gå til.. om ikke andet, så som en ven.. hvis du vil.." sagde han med en dæmpet stemme. Det i sig selv, var en sandhed.. så længe, at hun ønskede det, så var han der også.

[amaryllis]

hun mærkede hvordan lyset som han rummede kom tættere på hende og hun kunne føle at han lagde sig på knæ ved hende. hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere, hun var så forvirret. dog drejede hun hovedet igen da han prøvede at få hende til at kigge på sig. Det kunne hun ikke, ikke endnu. det gjorde for ondt. alt for ondt. og hun ville bare dumme sig hvis hun gjorde det. "Jeg ... jeg kan ikke kigge på dig. Jeg vil ikke dumme mig, ikke igen" hviskede hun stille og lukkede øjnene meget kraftigt i. det hele var bare for meget for hende at rumme. hun bed sig let i læben. "I min verden vejer handlinger mest. ord kan tages forgivet, man kan lyve eller glemme dem men handlinger er mere klare, det er en god måde at se hvordan folk er. men jeg stoler på dine ord. de gør mig bare forvirret. jeg føler at jeg er ved at blive revet midt over." hun trykkede sig endnu mere sammen op af træet ved hans sidste og hun klemte om muligt øjnene mere sammen. "Du vil aldrig nogensinde kunne holde af mig som jeg holder af dig. det er virkelig det som må slå mig mest ud, det er det som gør så ondt at tænke på. mere end jeg nogensinde kunne have forstillet mig"

[jasper]

At hun slet ikke ville kigge på ham, var noget af det som gjorde mest ondt for øjeblikket, det var der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet. Han bed sig let i læben og holdt ellers stadig fast omkring hendes hage. "Amaryllis... se på mig," hviskede han med en bedende stemme. Han ønskede virkelig ikke, at skulle ende ud i et større skænderi med hende på denne måde, det var der ikke nogne tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned og selv med en tydelig sitren af ren og skær usikkerhed, ved at skulle sidde ved hende på denne måde. Ved mange menneskelige væsner, så var det jo selvfølgelig handlinger som vejede mest, men et lysvæsen var i den grad et væsen som man kunne sætte sin lid til, det varh an slet ikke det mindste i tvivl om overhovedet. Han trak vejret stille og dybt. "Menneskers handling er meget vigtigt for hvordan tingene kommer frem, det ved jeg min kære.. det ved jeg.. Du burde vide, at man kan lytte til den som jeg er.. jeg er virkelig ikke som... alle dem.." sagde han med en dæmpet stemme og alligevel med det klare alvor som han abre ikke ville lægge det midnste skjul på overhovedet, det var der ikke nogen tvivl om. Han fjernede hånden fra hendes hage og førte den stille og roligt op mod hendes kind, som han strøg roligt og yderst forsigtigt. "Du skal ikke være bange for mig, eller være bange for at dumme dig.. Jeg ønsker bare, at du skal være dig selv overfor mig.. som du altid har været.. Ikke tro, at du ikke har nogen betydning for mig.. Du er forbandet værdifuld for mig.. Det må du virkelig ikke glemme.. det må du bare ikke.. Se på mig.." afsluttede han stille. Kunne hun se ham i øjneen og snakke, ville det virkelig være godt for noget, det var han slet ikke det mindste tvivl om overhovedet. Han trak vejret roligt og dybt og uden, at skulle se det mindste væk fra hende af det mindste. Dette frustrerede ham virkelig så meget mere end noget som helst andet for nu.

[amaryllis]

hun kunne ikke se på ham. hun ville ikke dumme sig, ikek for hans skyld men for hendes egen. hvis hun pludselig kom til at putte sig op af ham, nusse med ham, kysse ham. det ville hun slet ikke kunne klare. slet slet ikke. hun lyttede stille til hans ord og bed sig i læben. "jeg er et menneskeligt væsen. Det er hvad der vejer mest hos mig og det vil det altid gøre. det er sådan jeg er opdraget, Handling over ord" sagde hun stille og åbnede slet ikke øjnene på noget tidspunkt. hun kunne ikke af frygt for at blive fanget endnu en gang. hun kunne ikek gå tilbage til det de havde. det ville aldrig kunne lade sig gøre. aldrig nogensinde, det var sikkert og vist. hun mærkede hans hånd mod hendes kind og hun rykkede stille sin kind. "jeg .... kan ikke. Jasper jeg vil ikke dumme mig. Det vil aldrig blive det samme mellem os, jeg vil aldrig nogensinde turde rør ved dig igen eller noget af ren og skær frygt for at jeg vil dumme mig. Lige nu er det ikke en gang muligt for mig at kigge på dig. Måske er det dig ligegyldigt om jeg dummer mig men for mig er det kun mere smerte. Jeg vil ikke ricikere at komme til at putte mig ind til dig, nusse med dig igen eller måske komme til at kysse dig. Den afvising vil jeg ikke udsætte mig selv for. ikke igen. det har gjort ondt nok i dag" hviskede hun stille og åbnede let øjnene selvom hendes blik hvilede ned i jorden så hun ikke kunne se ham.

[jasper]

Jasper ønskede virkelig ikke, at skulle skændes med hende på nogen måde overhovedet, ddet var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. I hans øjne, kunne han virkelig ikke se problemet i, at de kunne gå hvert til sit som venner, istedet for, at skulle lade dette blive det sidste, endelige og afgørende, for det var virkelig ikke noget som han ønskede, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sukkede stille og næsten opgivende nok i sig selv, det var ikke noget som han kunne skjule for hende. "Amaryllis.. jeg ønsker virkelig at se dig i øjnene." Hans stemme var rolig, dog stadig let bedende og dog så rolig og afslappet alligevel, selvom den frustration ikke var noget som han formåede, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. Hans hjerte slog stadig godt og fast mod hans bryst og med den samme mine i ansigtet. Han følte sig skræmmende ilde til mode efter alt dette, det var der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet på noget som helst tidspunkt overhovedet. Hun skræmte ham faktisk, ved at være på denne måde. At han i det mindste havde fået hende til at tvivle, var vel et skridt iden rigtige retning for ham når alt kom til alt? "Måske, det aldrig vil blive det samme, Amaryllis, men du vil stadig have mig.. Se mig i øjnene og fortæl mig op i mit åbne ansigt, hvis du vil have mig til at forsvinde ud af dit liv.. Og jeg skal gøre det.. Du må bare se mig i øjnene og sige det til mig først," sagde han stille og dog med en let alvorlig mine. I sig selv, var det slet ikke noget som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet og ej ville han. Han kunne ikke fordrage, at skulle holde det hele i hans eget sind. Han holdt virkelig forbandet meget af hende, det gjorde han virkelig og derfor var det noget af det værste, at hun var usikker på hvordan hun skulle begå sig omkring ham. Det gjorde virkelig noget så frygtelig ondt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Jeg er ikke farlig at snakke med.. eller røre ved for den sags skyld, Amaryllis.. Jeg ønsker stadig, at være her for dig.. hvis du ønsker det," sagde han dæmpet. Hun bragte ham selv til en noget så voldsom tvivl og det skræmte ham virkelig.

[amaryllis]

hun sukkede stille og rystede stille på hovedet. han forstod det virkelig ikke. hvorfor kunne han ikke forstå det når hun decideret forklarede ham hvad der gik hende på. Hun forklarede ham hvad det var hun var bange for. hvad hun frygtede og han lyttede overhovedet ikke. "Jeg vil ikke dumme mig igen Jasper. Det kan jeg ikke klare. Hvorfor kan du ikke forstå at jeg ikke vil ende med at dumme mig. Hvorfor kan du ikek se hvor ondt det ville gøre på mig når jeg ved at du ikke har samme følelser for mig" hviskede hun stille og lukkede øjnene helt endnu en gang. tårerne var det ingen af, hendes øjne forholdt sig helt tørre. det hele var virkelig bare sådan en forfærdelig følelse og det hele gjorde bare så ondt. hun kunne ikke kigge ham i øjnene og da slet ikke skænke de ord. det ville hun aldrig kunne fordi hun vidste hvor meget hendes krop og sind måtte støde den handling fra sig. det var hendes knuste hjerte som ønskede ham væk og intet andet. "Det vil aldrig blive det samme som før. Jeg øsker ikke at se på dig, røre ved dig fordi jeg ved hvor meget jeg elsker dig. jeg vil ikke dumme mig og jeg vil ikke afvises. det må du da kunne forstå" hviskede hun svagt.

[jasper]

Jasper sukkede stille. At hun skulle afvise ham på denne måde, nu hvor han langt om længe, var endt med at skulle placere sig der. Han holdt noget så forbandet meget af hende og derfor måtte det jo direkte frustrere ham, at hun slet ikke ville se på ham. Han ønskede virkelig bare at hjælpe hendde på alle måder, som han overhovdet kunne tænke sig frem til. De himmelblå øjne hvilede stille i hendes blik og tydeligt med en følelse af desperation. Han ønskede virkelig ikke, at de skulle gå hvert til sit og så bare sige, at det var det, men hvis det var det, som var krævet her, så måtte han vel bare bide i det sure æble og så bar.. gå? Han lod hånden falde og undlod derfor også at røre ved hende, selvom han dog stadig agtede, at skulle blive siddende lige der hvor han sad netop nu. Ikke at der var nogen tvivl om det på nget tidspunkt. Han lod hovedet søge let på sned og selv uden, at skulle se det mindste væk fra hende overhovedet. Hans blik søgte stille og roligt ned mod græsset under ham og med et ellers så svagt suk. "Behøver det at føre til, at vi aldrig nogensinde skal se hinanden igen, Amaryllis?" spurgte han dæmpet og dog med en snert af håb i stemmen. Han ønskede vitterligt ikke at gå nu, velvidende om, at det i så fald ville blive det sidste, at han nogensinde ville være i stand til at skulle se til hende. Det var bestemt ikke hans hensigt i noget af dette! Han nikkede blot stille. "Jeg forstår.. alt for godt.." Han vendte blikket en anelse væk fra hende, da han satte hænderne stille i jorden, for at gøre klar til at rejse sig.. hun ønskede ikke at afvise.. så var det jo meget nemmere, at skulle afvise ham.

[amaryllis]

stadig havde hun ikke set på ham siden hun var gået den sidste gang. hun var stadig noget så forvirret og ønskede sig egentlig bare langt væk. væk til et sted hvor hun bare kunne have det godt igen. hun var så fustreret. at han ikke rørte ved hende mere fik hende bare til at føle sig endnu mere tom selvom det var hende selv som havde skubbet ham væk. hun ønskede jo at være ham nær men hun ville ikke afvises og hun vidste med sig selv at hun ikke kunne lade være hvis hun fik lov til at lgge sig op af ham endnu en gang. hun åbnede ojnene og gikkede som ham ned i jorden men hun kunne se ud af øjenkrogen at han var ved at rejse sig. hun troede ikke at det havde været muligt for hende at blive mere ked af det og knust end hun var men det blev hun der. hun vidste at det var hendes egen skyld men hvad skulle hun gøre? Hun elskede ham så forfærdelig meget men han elskede ikke hende. ikke på den måde som hun ønskede det af ham og hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle komme over det. endnu en gang begyndte tårer at trille ned over hendes kinder og hun lukkede øjnene endnu en gang. hun ville ikke græde mere men hun havde bare ingen kontrol over det mere. "jeg er glad for at du forstår" hviskede hun stille og sukkede mens hun bare holdt om sig selv en smule mere stramt. hvad skulle hun dog gøre? hun var så meget i vildrede. hun åbnede øjnene igen og løftede den ene hånd og tog fat om hans håndled. "ikke gå" hun sagde ikke mere end det og det var knap hørligt men han måtte ikke gå. ikke nu hvor hun var så forvirret som hun var

[jasper]

Amaryllis gav virkelig ikke Jasper noget andet valg, end at gøre som han nu valgte, at skulle gøre det. Hun afviste ham og endda på en noget så hård måde, at han vidste, at det ville være fuldkommen nytteløst at skulle tale til hende. Han havde kun lige valgt, at skulle rejse sig op, da han tydeligt kunne føle hendes hænder låse sig fast omkring hans håndled. Han bed sig let i læben og endte næsten fuldstændig stiv til stedet, efter det som hun havde grebet fat i ham. Hans hjerte slog hårdt og fast mod hans bryst og med den ellers så voldsomt tydelige sitren, som man bare ikke kunne lægge det mindste skjul på overhovedet. Han vendte sig stille mod hende. Hun ønskede ikke at han skulle gå? Hvorfor skulle hun ellers så afvise ham på den måde, hvis det ikke var hvad hun ønskede inderst inde? Han vendte blikket over mod hende endnu en gang og med det samme faste blik. Denne gang var det hans tur. Dette var virkeig ikke en behandling som han ville finde sig i. "Hvad er det du ønsker af mig, Amaryllis?" spurgte han stille som det første, da han stille havde valgt, at skulle vende sig i retningen af hende endnu en gang. Han betragtede hende stille. I sig selv, var dette noget af det, som i den garad også måtte påvirke am selv en hel del, det var der heller ikke nogen tviv om, og var der noget som han måtte være, så var det i den grad følsom, selvom han ikke lod nogen tårer falde bare sådan uden videre.. Det ville han virkelig ikke og specielt ikke overfor hende, for han vidste, at det ikke var noget som han ville være i stand til at skulle bruge til noget som helst.. Det ville jo bare gøre ondt værre for hans vedkommende, og det ønskede han så sandelig heller ikke! "Jeg prøver.. og jeg prøver.. Du afviser mig og du ønsker at jeg skal blive her?" spurgte han stille. Han knyttede hånden let, selvom han dog på ingen måde, rev den til sig. Hun måtte finde ud af det på egen hånd og det skulle også være nu.

[amaryllis]

hun lyttede til ham og slap hans hånd. han havde rejst sig og han ville gå. det havde været hendes egen skyld og hun vidste det. det var hende kun så evig klart. hun lyttede til hans ord. hun kunne ikke mere, det hele gjorde bare noget så ondt. det brændte i hendes indre som havde hun været blevet brændt på et bål. hun endte med at rejse sig op og endelig vendte hun blikket mod ham. "Hvad forlanger du af mig Jasper? du siger at du forstår men dine handlinger viser det modsatte. Jeg er virkelig bare noget så forvirret. Jeg er pisse forelsket i dig men jeg ved at hvis jeg prøver på noget vil du afvise mig fordi du har en anden. Jeg kan ikke styrre eller tøjle de følelser som jeg har for dig og jeg kan ikek røre ved dig eller se på uden at få lysten til at springe i armene på dig og aldrig slippe dig igen. Hvis du virkelig forstod så ville du blive fordi jeg har fortalt dig flere gange i dag at jeg er pisse bange for at dumme mig og det skader mig selv endnu mere. Nej jeg ønsker ikke at du skal gå men jeg kan virkelign ikke formidle det her bedre end jeg har gjort. Gå hvis det er det du vil for jeg kan åbenbart ikke nå ind til dig" hun vendte sig om og skulle til at gå lidt væk. "Kom over til mig når du har besluttet dig" hendes stemme havde hele tiden været stille mens hun havde snakket. hun havde virkelig gjort alt hvad hun kunne for at formidle hvordan hun havde det men han fattede det bare ikke. han forstod det ikke og det fustrerede hende noget så kraftigt. hun satte sig stille op af et træ lidt væk og gemte ansigtet. hun græd, lydløst og man kunne ikke se det på hende. hun var virkelig ked af det men nu var det hans valg, hun kunne ikke gøre mere for at få ham til at indse hvad hun mente.