Is the search finally over?

[jasper]

Solen stod stærkt på den store himmel. Jasper havde efterhånden fundet godt til rette i skoven ved lysningen, som var et sted forbeholdt lysvæsnerne, så der følte han sig virkelig hjemme også, det var der ikke nogen tvivl om. Han havde været en enkelt tur op på slottet, og alt som havde mødt ham der, var et brev som havde ventet på ham, i tilfælde, at han ville dukke op igen. Budskabet som heri måtte stå i dette brev, var bestemt ikke noget som han brød sig om. Han havde lovet hende, at han ville komme forbi og se til hende, og det var noget som han agtede at skulle gøre, det var der ikke nogen tvivl om, og så var hun end ikke til stede! Han havde klart været urolig, det var der ikke nogen tvivl om. Gabriel var sat ind som konge efter sin egen mor og selv personligt, måtte han stå ved, at manden klartede det hele ganske udmærket. Han havde dog ikke formået, at skulle få Amaryllis ud af hovedet og han havde søgt efter hende igennem adskillige dage efterhånden, og han havde bare ikke fundet noget som helst til hende og det bekymrede ham virkelig en hel del! Han havde søgt mere eller mindre hele Procias igennem efterhånden og var nået til Manjarno. Han kunne selv frit passere grænsemuren hvis det var det som han måtte ønske. Selv overvejede han faktisk ,at skulle søge ind på slottet som en danser igen, nu hvor det ikke ville påvirke ham så meget på det følelsesmæssige plan, at skulle danse nu, selvom det i den grad ikke var det samme, når Amaryllis ikke var til stede, så var det virkelig bare noget som han måtte bide i sig for nu, for det ville virkelig ikke hjælpe ham det mindste. Den snehvide kappe hvilede omkring hans stærke skuldre, da han bevægede sig ned i retningen af søen som stod stor og smuk foran ham. Han elskede lyset og nu hvor sommeren var godt på vej, så var det i den grad kun en glæde for dem alle fra Procias vel at mærke. Han knælede stille ved søen, formede hænderne som en skål som han fyldte op med vand og kastede det i hovedet på sig selv. Han sukkede stille. Hvor i alverden Amaryllis var, vidste han ikke, men en ting vidste han dog.. Han savnede hende faktisk.

[amaryllis]

Hun havde forladt slottet af den simple grund at hun ikke kunne klare det. hun kunne ikke klare presset, det var for hårdt og han var der ikke længere til at støtte hende. hun var vel egentlig flygtet men det gjorde hende intet. hun havde prøvet at søge hjem men hun var endt i manjarno, hvordan vidste hun ikke men det havde vel ikke være det værste som kunne være sket. hun havde mødt Christianus og selvom det havde været en engangs ting så havde det været dejligt. hun havde forladt kroen og søgt lidt rundt omkring for at have noget at lave og hun endte med at komme til den halv storee sø. hendes blik var rettet mod vandet og at hun ikke var alene var ikke noget hun havde lagt mærke til. hun hun havde vidst at jasper var i hendes nærhed havde hun nok gemt sig. men det gjorde hun ikke. hun gik helt ned til breden og satte sig ved vandet. hun smed sin kappe og lod det lange blonde hå få sin frihed endnu en gang og så slappede hun ellers bare af. hun brugte dog lidt af sin magi ved at løfte småsten i hendes nærhed hen til sig og så begyndte hun ellers bare at smide dem i søen med et lille smil.

[jasper]

Hvor pokker Amaryllis var endt henne, havde Jasper virkelig ikke nogen anelse om, og den tanke skræmte ham faktisk en god del, hvad end om han ville være ved det eller ikke. Han havde nu også overvejet, at skulle tage tilbage på slottet som danser, selvfølgelig hvis Alice ville være med ham. Hun var taget væk fra slottet sammen med ham, så det havde jo trods alt været en noget så stor trøst for ham. Dog alligevel, var der denne ene lille ting som han bare ikke formåede, at skulle få udfyldt på nogen måde overhovedet. Hvis han vidste, at hun rendt rundt sammen med en Warlock og endda en af dem som slog hans egen slags ihjel, så havde han nok reageret på en helt anden måde, end det som han lige havde gjort. Han vendte hovedet stille, da en anden skikkelse måtte nærme sig. Han følte det næsten som om, hans hjerte måtte hoppe i hans bryst, hvor selv smilet ikke kunne skjules. Ikke direkte kærligt, men det var i den grad ekstremt lettende. Han rystede sine hænder fri for vand og valgte stille og roligt, at rejse sig. Hvornår og hvorfor hun var taget afsted, stod ham nu stadig uklart, men tiden havde han i den grad også brugt selv på at skulle få lov til at tænke og det havde i den grad været ham selv en stor hjælp i den anden ende. Han havde ikke gjort forkert i at tage afsted, det var han så slet ikke i tvivl om overhovedet, hvad end om han ville stå ved det eller ikke, så var der ikke noget at gøre ved det. Han lod hovedet søge let på sned og uden at skulle slippe hende med blikket. "Jeg har søgt efter dig, Amaryllis," sagde han med en rolig og sandfærdig stemme. Præget af lettelse, men ellers var der virkelig ikke nogen forskel, fra hvordan den normalt ville have været.

[amaryllis]

Amaryllis havde virkelig gjort alt for at glemme Jasper. hun var ulykkelig når hun tænkte på ham hele tiden og hun kunne ikke få ro. som sådan havde hun ikek rendt rundt med en Warlock, det var en en gangs ting, en som nok aldrig ville ske igen. han havde været spændende, noget nyt. det havde gjort hende godt, ingen tvivl om det. hun havde siddet og smilet, dog måtte smilet tydeligt falde da hun hørte Jaspers stemme og hendes blik vendte sig mod ham. hun viste ikke mange følelser og da slet ikke lettelse over at se ham. hun rejste sig op og bakkede lidt væk fra ham. "Hvorfor har du det?" spurgte hun og lagde armene over kors. hun var ikke lige så lettet over at se ham som han var over at se hende. hun havde ikke glemt hvad der var sket på slottet, hvor ondt det havde gjort at se ham rejse. og nu stod han der og hendes instinkter fortalte hende at hun skulle vende om og bare holde sig fra ham men hendes hjerte tiggede hende om at blive. "Hvad laver du overhovedet her i manjarno?" hendes blik søgte væk fra ham. hun kunne ikke se på ham uden at blive ked af det så hellere lade være.

[jasper]

Jasper havde virkelig bare gjort det, som var nødvendigt for ham at gøre, i den situation som han var endt i. Alle valg havde en konsekvens og konsekvensen havde han taget. Så længe, at Amaryllis var på slottet, så kunne han ikke være der, for det ville virkelig bare gå galt i den anden ende. Dette var i den grad hans første tur udenfor den store mur, men hun havde virkelig ikke været, at skulle finde i Procias, så hun havde vel søgt ud og væk derfra? Et sted hvor det ikke just var noget som vækkede det mest positive i ham, det var der ikke nogen tvivl om. Han blev bare stående, selv da hun valgte, at skulle trække sig et skridt længere væk fra ham. Han valgte nu bare at blive stående, også mest for sin egen skyld. Han havde virkelig ikke gjort noget forkert. Selvom det nu måtte gøre ondt nok i sig selv, det var der ikke nogen tvivl om. Hendes ord slog dog kraftigt ind på ham.. hvorfor? Han tog et stille skridt i retningen af hende, og uden, at skulle slippe hende det mindste med blikket overhovedet. Han kunne ikke. Dette var bare en sag som han ville have ud af verden og så tage hjem til Alice.. hvor han jo også hørte hjemme. Han lod blikket falde kort. Hvorfor skulle hun give ham den følelse af skyld, når han intet havde gjort forkert? "Jeg var bekymret for dig," sagde han med en rolig stemme, dog stadig så syngende og ærlig som den altid havde været overfor hende, lige der havde han virkelig ikke ændret sig særlig meget på nogen måde overhovedet. "Som jeg sagde før.. jeg har søgt efter dig," afsluttede han med en rolig stemme. Det var underligt at færdes rundt hende på denne måde.. Det var klart forkert i hans øjne.

[amaryllis]

hun kunne virkelig ikke få sig selv til at træde væk fra ham igen. det gjorde simpelthen for ondt for hende. hun savnede ham jo noget så forfærdeligt og når han var nær følte hun sig hel. men hun ville ikke søge til ham. han ville bare såre hende igen og det var noget hun ikke kunne klare overhovedet. hun lagde armene om sig selv og bare holdt om sig. hun ville ikke græde, ikke igen. det var det ikke værd. hvorfor skulle hun græde bare fordi det føltes som om han legede med hende? hun kiggede ikke på ham. "Hvorfor har du søgt efter mig? Jeg betyder jo intet for dig" sagde hun stille og fik endelig taget sig sammen til at gå endnu et skridt væk fra ham. hans ærlighed kunne han tage et eller andet sted og gemme væk for hun troede ikke på noget af det han sagde. "Jeg betyder jo intet for dig. havde jeg gjort det så havde du ikek forladt mig når jeg så tydeligt havde brug for dig. Du havde ikke forladt mig til at gå til på det usle slot hvis du havde holdt af mig." hun trådt endnu et skridt tilbage og kunne ikke længere holde tårerne tilbage. det gjorde simpelthen for ondt det her. "Jeg havde brug for dig og du valgte bare at gå så gå og lad være med at søge efter mig!" hun mente det ikke men han rev virkelig det hele op igen og det gjorde så ondt. hun vendte rundt og gik lige ind blandt de første træer og satte sig ned mens hun bare gemte ansigtet og begyndte at græde. hun kunne bare ikke holde op igen. det hele gjorde bare så ondt.

[jasper]

Jasper havde virkelig ikke ment, at skulle såre hende på nogen måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han havde virkelig bare gjort, hvad han følte var bedst for den situation og ikke noget andet end det, det var der heller ikke nogen tvivl om. Alt andet havde virkelig ikke nogen betydning for ham overhovedet. Han sukkede dæmpet. Det havde virkelig ikke været hans mening, at skulle gå frem på den måde, eller sende hende netop disse former for budskaber. Det var det bestemt ikke, selvom det allerede så tydeligt, måtte se ud som om, at skaden allerede var sket. Nu havde han fundet hende, han havde fået bekræftet, at hun havde det helt fint og det var noget af det bedste ved hele situationen. "Hvis du har gået rundt med den overbevisning, Amaryllis, så har jeg fejlet noget så grusomt," sagde han stille. At hun bare fortsatte med at skulle gå væk fra ham, var en smerte som han bare måtte bide noget så voldsomt i sig, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var vel bare hans skyld alt sammen? Ikke at der var nogen nyhed i det. Han havde virkelig bare gjort, som han havde fundet det bedst, det var slet ikke fordi, at han havde ønsket, at skulle forlade hende på den måde. Han havde stået foran hende og direkte lovet, at han ville komme og besøge hende så ofte som overhovedet muligt. "Prøv nu at forstå min mening og mine hensigter, min kære.. Prøv at lytte til mig.. Blev jeg på slottet, ville det blive for umuligt.. Jeg kan ikke rende rundt og undgå dig på et sted som det.. Udenfor slottet, er jeg fri af slottets regler.. Jeg lovede at besøge dig.. Alt jeg fandt fra dig, det var et brev.." sagde han stille. Ikke fordi, at han ønskede, at skulle skubbe hende mere og mere fra sig. Han søgte blot den forståelse, fremfor at skulle tænke i de egoistiske baner. Det magtede han så sandelig heller ikke. Han bed sig let i læben ved hendes sidste ord, hvor han selv bakkede et stille skridt. "Jeg har søgt dig i dagevis.. Jeg var bekymret, for om noget var sket dig.. Du er ikke uden betydning for mig, Amaryllis. Det har du aldrig været," afsluttede han med en yderst dæmpet stemme.

[amaryllis]

Det hele var virkelig bare for meget for hende. tårerne trillede ned af hendes kinder og smerten i hendes bryst gjorde så ondt. endnu en gang formåede han at rive hendes ellers healede hjerte ud og holde det fast. hun hadede det faktum at hun var så vild med ham for han havde ikke de samme følelser for hende. hun kunne bare ikke lade være. alle fibre i hendes krop tiggede hende om at søge hen til ham og være sammen med ham. kærlighed var noget møg, det var vel også derfor hun havde nydt den tid med christianus så meget. det havde ikke været kærlighed men bare nydelse. Hun lyttede til hans ord og rystede stille på hovedet. "jeg sagde kun at vi skulle undgå hinanden for at du kunne blive. hvis det havde været ligemeget for dig så havde jeg aldrig sagt det. Jeg skrev det brev fordi jeg vidste jeg ikke kunne blive på slottet. uden dig der ville jeg blive sindsyg men du fattede det bare ikke. kunne du ikke blive kunne jeg heller ikke og det var nok også det bedste. de har gabriel nu og alt er vel. Jeg egner mig ikke som dronning og da slet ikke når jeg følte mig så alene der." hun tørrede øjnene og sad stadig op af træet. "det ville besøg ikke have ændret på det mindste." hun tav lidt og sad bare og rystede fordi hun holdt hulkene tilbage. hun var virkelig så ked af det. det var helt vildt. Stille kiggede hun endelig op på ham og rystede på hovedet. "Du har kun bevist for mig at det du sagde og gjorde på slottet var af ren og skær medfølelse. Jeg var alene, ude for første gang på egne ben. hvis jeg havde betydet bare en smule for dig så havde du blevet da jeg så ynkeligt tiggede dig om det. Du havde prøvet at få det til at virke men i stedet valgte du bare at rejse og efterlade mig helt alene. Sig mig, hvordan viser det mig at jeg betyder noget for dig?" hun endte med at rejse sig op og ligge armene over kors før hun vendte blikket mod ham igen. Dette var nu eller aldrig og hun måtte have et svar. det var virkelig alt afgørende for hende og for hendes fremtid. "Jasper jeg elsker dig af hele mit hjerte og det har jeg faktisk gjort lige siden den da du hentede mig på gården. Jeg er forelsket i dig, hvorfor kan du ikke forstå det. Du betyder virkelig alt for mig men jeg skal bruge et svar. og jeg skal bruge det nu" hun bed sig let i læben og tav mens hun desperart holdt den nye strøm af tårer tilbage. hun ville ikke græde mere. hun hadede at græde og især overfor ham. det var simpelthen for meget for hende. "Mit spørgsmål er: Kan du nogensinde få de samme følelser for mig som jeg har for dig? Kan du nogensinde elske mig som jeg elsker dig? For hvis ikke må vi skildes og ikke ses mere. Jeg kan ikek klare det. Hver gang jeg ser dig gør det bare så ondt. hele min krop værker hver gang du er nær og jeg kæmper mod trangen for bare at falde i din favn og aldrig slippe dig igen. Jeg vil ikke have det sådan her mere. hvis du ikke kan se mig som mere end den pige du bare skulle hente for at hun skulle blive den kommende dronning så må jeg sige fra for ellers så dør jeg indvendig." hun tav stille og sank ned i knæ. det at indrømme dette havde virkelig taget hårdt på hende og det kunne man se. men det var sådan hun havde det og så måtte det briste eller bære. hun elskede ham. hendes hjerte tilhørte ham og det ville aldrig kunne tilhøre en anden. det vidste hun og det i sig selv var et gigantisk nederlag for hende. hun kiggede ned i jorden og lod endelig tårerne falde uhindret. Hun følte allerede at hun havde tabt. han var en dejlig fyr, en som sikkert havde flere piger efter sig end man kunne tælle. hun vidste at hun ingen chance havde og det i sig selv måtte være noget af det værste for hende. hun blottede sig. gjorde sig helt i hans vold og hun vidste at han ikke kunne give hend ehvad hun søgte men hun prøvede alligevel. hun havde altid haft troen på ægte kærlighed og hun ville følge den. også selvom hun ville ende med at tabe. det kunne vel ikke være værre end sådan som hun havde det nu? det regnede hun ikke med ihvertfald. det var helt sikkert. Stille løftede hun blikket og fangede hans. hun var modløs, regnede klart med et afslag men hun tog en chance. hvad ville han sige? En del af hende ønskede at hun aldrig havde gået med ham. så ville hun stadig have det godt på gården og intet ville være hendt. men hun var ikke blevet. hun var gået med og nu sad i fælden og kærligheden dansede hånligt omkring og gjorde nar af hende. hun var jo blot en lille pige.

[jasper]

Jasper havde virkelig været bange for at få at vide, hvad Amaryllis egentlig måtte føle for ham. Det var et sted også en af de grunde, til at han havde valgt, at skulle søge væk fra hende, det var der ikke nogen tvivl om. Gabriel havde nu indtaget tronen, Amaryllis var væk og i sig selv, så overvejede han, sammen med Alice om at skulle tage tilbage på slottet igen, og fortsætte der hvor han havde sluppet det hele. Han mærkede kun at hans hjerte begyndte, at skulle slå mere fast mod hans bryst. Han var så forsigtig når det kom til følelser, og det i sig selv, var noget som han gjorde bevidst. Han var virkelig forbandet forsigtig med hvem og hvad han lukkede tæt på sig, og det var virkelig også en handling som han valgte, fuldt ud bevidst på alle måder, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blev stående og selv hvor han blot måtte lytte til hendes ord, selvom de i den grad måtte slå hårdt. Hun så det virkelig ikke fra hans synspunkt, det kunne han da så tydeligt se og forstå ud fra det som hun måtte skænke ham af ord. Han trak vejret dybt og slap det i et roligt, dog yderst langtrukkent suk. Hvad han selv havde sagt, var bestemt ikke bare fordi at han følte med hende.. det var det virkelig ikke og det frustrerede ham virkelig, at hun ikke kunne se det bare lidt fra hans synsvinkel af! Han rystede stille på hovedet til hendes ord, i sig selv, var det virkelig ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. "Du har fuldstændig misforstået mine hensigter, Amaryllis," begyndte han stille og dog med en rolig og stadig næsten syngende tone, da det i sig selv, slet ikke var noget som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet. Det var slet ikke noget som ha nvar i stand til overhovedet. Han kunne næsten mærke hans hjerte slå mod hans bryst, selvom han for nu, bare valgte, at skulle ignorere det. "Jeg frygtede virelig for, at det var på denne måde du følte det." fortalte han dog med en rolig og dog ærlig stemme. At der var mere i det end bar en 'lærer' og en 'elev', var allerede gået op for ham, selvom det i sig selv, slet ikke var noget som glædet ham det mindste. Han havde Alice hjemme, han ville ikke være i stand til at gengælde noget så dybt og noget så stort til flere end den ene som han havde ved sig. Desuden, var det sådan at han ønskede, at skulle holde det, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han tog et stille skridt mod hende. Bare tanken om, at det i så fald, skulle være sidste gang, de ville se hinanden, var slet ikke en tanke som faldt i god jord ved ham. Han holdt af hende, men bare ikke på den måde, og det burde hun da også kunne forstå vel? Han ønskede virkelig ikke at forvolde skade, og om han havde det, så var det så selvfølgelig også hans egen skyld. Han ønskede alt godt for alle absolut.. mere eller mindre og der var hun virkelig ikke noget undtag. Måske, at han var en god mand, men mange havde han heller ikke efter sig, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han tog altid tingene stille og roligt, han havde virkelig ikke nogen grund til at skulle forhaste noget som helst netop nu, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var virkelig noget af en betnigelse at skulle tvinge ham til, det var der heller ikke nogen tvivl om, og lige der, valgte han virkelig bare at bide det i sig. De kunne vel stadig ses som venner fremfor noget som helst andet i den anden ende? De himmelblå øjne vendte han stille og roligt mod hende, da han endnu en gang, måtte tage et stille skridt videre mod hende, bare for at komme en anelse tættere på. At hun havde været sammen med en warlock, vidste han ikke, om han havde gjort det, så ville han bestemt ikke bifalde den tanke, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovdet. Han bed sig svagt i læben. "Du er mere end den lille og unge pige, jeg måtte hente på den store gård, Amaryllis.. Det er du virkelig, det må du så sandelig ikke tage fejl af.. Men at se på dig som mere, end veninde, det ved jeg virkelig ikke om det vil ske.. Du ser.. jeg har en anden.. Jeg har min egen dansepartner som betyder meget for mig, og det ved jeg ærlig talt ikke, om jeg vil være i stand til at slippe.. Jeg vil ikke slippe det," forklarede han dog med en ærlig stemme. Han kunne virkelig bare håbe, at hun ville forstå ham. At der virkelig ikke var mere at gøre ved den sag, det var han så slet ikke i tvivl om overhovedet. "Amaryllis... vær nu sød, at lytte til mig," hviskede han med en dæmpet stemme, da han i sig selv, var ganske så sikker på, at han var kommet indenfor hørevidde for hende.

[amaryllis]

Hun lyttede stille til hans ord. hun havde tabt og det vidste hun. han havde en anden, hun havde vel altid vidst det men den gang i laden hvor de havde siddet tæt, det havde vel bare slet ikke betydet noget. hun kunne virkelig ikke se det her på nogen anden måde. han havde kun vist overfor hende at det hele bare havde været melidenhed og det var om muligt endnu værre end noget andet. hun endte med at tvinge sig på benene og endnu en gang søge væk fra ham. hun kunne virkelig ikke være ham nær. og da slet ikke nu. der var intet i hende som ønskede at se på ham. det gjorde for ondt. "Jeg kan ikke lytte til dig Jasper. Det er fint at du har en anden og jeg håber at hun vil gøre dig lykkelig men jeg kan ikke se dig mere. ikke når du ikke deler mine følelser. Det kan mit hjerte ikke klare. Du traf dit valg og det indeholder ikke mig" hun stoppede stille med at tale og var bare helt tavs. hun græd ikke mere. det var bare som om det hele var så syrealistisk og at det slet ikke var virkeligt. men det var det. "Jeg håber at du bliver lykkelig" hviskede hun. hendes blik ramte ham ikke derefter og hun valgte bare at vende rundt og begynde at gå. det var meget lettere at gå nu selvom hun følte sig så underlig. hun følte sig helt tom inden i og hun følte sig udmattet. for en gangs skyld så havde hun ønsket at hun havde blevet hos Christianus. så ville hun ikke havde mødt jasper nu og alt ville stadig være som hun ønskede det. hun var forelsket i ham. hun elskede ham men det var ikke gengældt. hun havde aldrig troet at noget kunne gøre så ondt. hun kiggede sig end ikke tilbage mens hun bare fortsatte med at gå. hendes tempo bar langsomt og hendes skridt tydeligt kynget af hendes humør. hun var knust. Det kunne ses

[jasper]

Jasper gjorde virkelig kun det, som han måtte se på som det mest nødvendige, at gøre, og det i hans øjne, havde været, at søge væk derfra, fordi at han slet ikke ville være i stand til at undgå hende. Det kunne han virkelig ikke, han havde selv brug for det, at kunne bevæge sig frit og ikke altid havde i tankerne, at hun ville være på de og de steder, så der måtte han ikke gå. Det ville han bare ikke, kunne hun ikke se det? Han sukkede stille, der var virkelig ikke nogen tvivl om, at hun slet ikke kunne se noget som helst fra hans synsvinkel. Var hun virkelig så enerådig, at hun intet kunne se udenfor hendes egen næse? Det slag havde været tabt for længst for hende. Alice havde virkelig altid været den som stod ham tættest, selvom han nu aldrig nogensinde havde gjort noget, som han ville fortryde. Det var jo bare, at tage konsekvenserne af de valg, som man nu måtte tage igennem et liv, det i sig selv, var jo også noget som hun bare måtte acceptere. At de havde kysset, havde ført til, at han måtte rejse og han havde gjort det, der var virkelig ikke noget andet at gøre ved den sag? "Det gør mig ondt, at du ser det på den måde, Amaryllis," sagde han stille. Det frustrerede ham virkelig noget voldsomt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke. Han trak vejret dybt og så blot til, at hun valgte at gå. Sådan her, ønskede han virkelig ikke, at det skulle ende.. Det ville han bare ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han gik mod hende. "Amaryllis... lyt nu til mig!" bad han mere frustreret end det som han lige havde gjort for bare et øjeblik før. At hun bare kunne cutte ham af på den måde, var faktisk en tanke som gjorde ondt på ham selv, det var heller ikke noget som han ville lægge det mindste skjul på overhovedet. Han holdt af hende, men bare ikke på den samme måde. "Skal det være slut her? At jeg aldrig nogensinde får lov til at se dig igen?"

[amaryllis]

Der havde kun været en grund til at hun havde sagt at hun ville holde sig på afstand af ham den gang og det var udelukkende så han kunne blive på slottet og danse som han ønskede det. det var der ingen tvivl. han havde misforstået hendes ord den gang, hun havde ikke ment at de slet ikke skulle ses men at hun ikke ville holde om ham mere eller søde mod hans favn og nu, nu kunne hun ikke overskue at forklare det. hvorfor skulle hun også når hun alligevel allerede havde tabt? hendes skridt bar hende blot videre mens hun bare stirrede næsten dødt ned i jorden. hun var slået ud, ked af det og hun følte sig virkelig kun knust. Der var intet at gøre ved det men hun vidste at det ville tage virkelig lang tid for hende at heale. "Og jeg er ked af at du slet ikke kan se hvad du gjorde ved mig den dag, hvor ondt det gjorde at jeg tiggede dig om at blive og du rejste og hvordan du misforstod mine hensigter men sådan er livet jo blot" sagde hun stille. hendes stemme var blottet for følelser, det var tydeligt at dette måtte tage virkelig hårdt på hende og hun vidste slet ikke hvordan hun skulle komme videre men der var ikke andet at gøre. hun hørte ham komme nærmere men fortsatte bare med at gå. hun kunne ikke stoppe op. "Hvordan vil du ellers have at det skal ende, Jasper? Jeg kan ikke klare tanken om at du har en anden. Det er dit liv og valg, det forstår jeg godt men jeg elsker dig og når du ikke gengælder det så kan jeg ikke være dig nær. Det knuser mig. Så ja. Det må ende her" man kunne høre på hende at denne sætning virkelig var noget som slog hårdt på hende. Det at hun sagde at de aldrig skulle ses mere gjorde om muligt denne knuste pige endnu mere knust. hun ville jo gerne se ham men han kunne ikke give hende det hun behøvede og manglede. Tanken om at han var forelsket i en anden gjorde det ikke bedre, det var næsten som en issyl der borrede sig ind i hendes hjerte men hun kunne intet gøre og det var fint nok. hun forstod bare stadig ikke hvad helvede han så havde bildt sig ind i laden. Det var vel egentlig den dag det hele havde givet hende håb. han havde givet hende et falsk håb og nu måtte hun bøde for det. det gjorde bare så ondt!

[jasper]

Dette var blot en situation som Jasper, klart havde håbet på, at han var i stand til at skulle undgå, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun var knust, det kunne han så tydeligt høre. At hun så fuldstændig havde misforstået hans åbenbare intentioner og hensigter, var nu heller ikke noget som gavnede denne situation det mindste overhovedet, og det var klart også noget som måtte gøre ondt på ham. Amaryllis havde direkte bedt ham om at skulle holde afstand til hende på slottet, og det havde han virkelig ikke været i stand til at skulle gøre, så var det virkelig bare nemmere for ham, at sige stop og så tage konsekvenserne af de valg, som han havde gjort på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han kom hurtigt efter hende. Han ønskede virkelig ikke, at det skulle stoppe på denne måde og han var udmærket godt klar over, at man ikke kunne få i både pose og sæk, men andet end at cutte kontakten helt, det var da noget som man var i stand til at skulle finde ud af vel? Han trak vejret dybt, kom hurtigt efter hende, hvor han roligt lukkede sin hånd omkring hendes overarm. Ung det var hun, men denne her måde, at blive behandlet på, var så sandelig ikke noget som han ønskede det mindste, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De himmelblå øjne søgte stille og roligt til hendes skikkelse og alligevel med den tydelige let alvorlige mine som han bare ikke ville skjule for hende. Han ville virkelig ikke lade det ende på denne måde. Han havde en anden, det var sandt og hun havde i den grad også været en som han aldrig nogensinde ønskede, at skulle give slip på bare sådan uden videre. "Amaryllis, prøv nu at lytte til mig," bad han med en mere desperat tone, end det som han nu ellers lige havde gjort brug af fra før af, det i sig selv, var heller ikke noget som han ønskede, at skulle skjule for hende. Han holdt forbandet meget af hende, det var virkelig ikke noget som hun skulle tage fejl af, det ønskede han virkelig ikke, at hun skulle. "Jeg tog væk, fordi at jeg intet andet valg havde.. Du stillede mig i et ultimatum og tvang mig til at gøre netop dette.. Tror du ikk, at jeg ønskede at blive der? Jeg fortryder virkelig intet af det, som jeg har gjort.. slet ikke.. Du er mig yderst værdifuld... Ikke tro, at det er noget som jeg bare ønsker, at forkaste på denne måde.." sagde han med en rolig stemme. Det gjorde ondt, selv på ham ,og det var ikke noget som han ville skjule det mindste for hende på nogen måde overhovedet. "Tror du ikke også, at dette knuser mig? Forsvinder du, så tager du stadig en del af mig med dig, Amaryllis.. forstå det nu.." bad han stille.. Igen.. Det var vel også meget at forlange af en kvinde på kun de 16?

[amaryllis]

det hele måtte virkelig kun gøre spå forbandet ondt på hende og hun ville virkelig bare væk nu. hun ønskede at glemme det hele, glemme ham så det ikke gjorde ondt mere. hun kunne ikke mere. hun følte sig noget så tom inden i mens hendes skridt bar hende klængere væk fra ham. hun var absolut ikke opmærksom på ham overhovedet længere og mærkede derfor først hans nærværd da hans hånd lukkede sig om hendes overarm. dog vendte hun sig ikke mod ha. hun kunne virkelig ikke se på ham. hendes blik var vendt mod jorden. hun lyttede til hans ord da hun ikke havde noget andet valg og det han sagde til at starte med gjorde hende vred og irriteret. hun vred sig fri af hans greb men kiggede stadig ikke på ham. "Jeg sagde at jeg ville holde mig fra dig udelukkende så du kunne beholde dit job men du valgte bare at gå. det var dit valg og ikke mit. Alle valg her i liver har konsekvenser. Du gik den dag, du valgte mig fra før og det har konsekvenser" sagde hun stille og lagde armene om sig. "bare din nærvær gør ond. Jasper du piner mig og det vil jeg ikke være nær, det kan jeg ikke, det må du kunne forstå. Det gør virkelig bare alt for ondt." hun trådte lidt væk fra ham igen. hun kunne virkelig ikke lide tanken om at være ham nær længere. det gjorde bare så forbandet ondt. hun græd ikke længere. det var som om hun var helt tom for følelser. dog fnøs hun lidt ved hans sidste ord. "Jeg tror dig ikke Jasper. Og det vil jeg aldrig gøre. du har ikke vist at jeg betyder noget for dig, du har kun bevist at jeg er berettiget til melidenhed. Så gør os begge den tjeneste og lad være med at lyve.l det gavner virkelig ingen af os" hun kø-rte en hånd igennem sit hår og legede lidt med en tot. gennem det hele tænkte hun kun på at komme væk. hun ville glemme, glemme det hele. hun havde virelig ikke lyst til at kunne huske ham, eller slottet eller noget som havde med dette at gøre. hun vidste ikke hvordan hun skulle gøre det men hun tænkte stille over det mens hun forholdt sig tavst.

[jasper]

Forsvandt Amaryllis ud af hans liv, så ville det blot være en lille simpelt ting som ville skabe et ekstremt stort tomt hul dybt i hans indre, og et i sig selv, var virkelig ikke noget som han ønskede, at sklle komme det mindste udenom. Hvis der var noget som han bare ikke kunne finde på, så var det, at skulle lyve, at hun så valgte at skulle stille det i tvivl, var noget af det som ramte hårdest af det hele. Hun burde kende ham efterhånden, nok ikke så godt som han ville have ønsket, men i den grad bedre end det her. Han slap hende, da hun valgte, at skulle rive armen til sig. Der var vel ikke mere at komme efter denne gang? Han holdt forbandet meget af hende og hvad han vidste, så ønskede han hende virkelig kun det bedste, selvom det nu måtte se ud som om, at det ikke var noget som han nogensinde ville være i stand til at skulle skænke hende, så måtte det vel også bare være sådan, hvad end om han ville det eller ikke? Denne gang ramte hun ham et forbandet ømt punkt, det var der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet. Han endte dog blot med at nikke. Nu var det virkelig selv gjort for hans del, selvom tanken i den grad måtte gøre noget så forbandet ondt i den anden ende. Han knyttede hånden stille. "Du våger at påstå, at alt jeg har gjort, er ud af medlidenhed? Du kender mig virkelig ikke så godt, som jeg havde håbet.. Hvis du kan våge at påstå, at jeg står og lyver.. Amaryllis.. Hvis der er noget.. bare noget som jeg nægter, så er det at stå og lyve folk op i deres åbne ansigt. Tror du ikke, at dette dræber mig indvendig?" Han bed sig svagt i læben. Det var hårde ord, at kaste ham direkte i ansigtet, og det var noget som i sig selv, også måtte gøre så forbandet ondt i den anden ende. Han sukkede stille. "Det går kun mere og mere op for mig, at du slet ikke kender mig.. Hvis det er de konklussioner som du kan trække på denne måde efter denne tid.." Han rystede på hovedet og valgte selv, at bakke et skridt. Han ønskede ikke at holde hende mod hendes vilje. Han havde fået hvad han havde ønsket. En bekræftelse på, at hun havde det godt.. Så kunne alt andet være lige meget? Det kunne det bare ikke.. Han tænkte jo for pokker på hende på denne måde og det var ikke noget som ville hjælpe ham stort i den anden ende, hvis det var sådan her, at det skulle gå! "Hvis du ikke tror på mine ord.. et rent væsens ord, så har alt det her, virkelig været spild for mig.. Desværre," afsluttede han stille. I den grad selv ekstremt hårde ord for ham selv, men.. der var vel ikke mere at komme efter her nu?